I know you are there...

[Athena Maloya Mathimæus]

Hendes far havde altid lagt ligeså meget i sit arbejde som Faith, der havde aldrig rigtigt været plads til børn og slet ikke til hende men hun gik ikke og klynkede over det som Lucifer. Hun gad dog ikke at gøre det til en diskussion, det var ikke en del af hendes opgave. Hun himlede blot med øjnene. "Sådan er det at være børn af store ildsjæle, Lucifer. Lev med det," svarede hun. Hendes stemme var stadig blid og medfølende men hendes ord nok lidt hårde. Mange tog fejl af hende fordi de to sider i hende oftest modsvarede hinanden, det tog en mand at håndtere hende, så hun var lykkelig for at have Evan.
Athena rystede på hovedet hvilket han ikke kunne se fordi hun sad bagved ham og ordnede de sidste sår. "Jeg tror aldrig at de to kommer videre, hvis jeg skal være ærlig," hun fjernede sine hænder og betragtede hans ryg der nu var uden spor ud over de år der var fra de sår som allerede var helet. Dem kunne hun trods alt ikke fjerne. "Værsågod," svarede hun og kæmpede sig op på benene. "Jeg skal nok trække mig tilbage til skyggerne men det.. var godt at se dig igen," hun så ned på ham med et varm smil og et lille glimt i øjet. Hun følte sig ikke videre velkommen, desuden var det vel bare et spørgsmål om tid før hans prinsesse vente tilbage? I det mindste havde hun da hjulpet ham en lille smule, så nu vidste han vel at hun ikke var ude på at gøre ham ondt?

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Om det havde været Faith eller hans biologiske moder, der havde opdraget ham, var han nok endt i den sammen situation alligevel. Ud fra hvad han havde fået at vide, om hans elskede moder, havde hun været lige så stolt af arbejdet, som Faith selv var. Hans blik gled mod hendes skikkelse igen. "For mit vedkommende, ville det nok ikke gøre nogen forskel. Jeg lever med det. Det har jeg altid gjort," afsluttede han kort for hovedet. Det var heller ikke for at bringe den op til diskussion, at han gjorde dette.
At Faith endnu havde sine ting at slås med, med denne Kimeya, kom et sted heller ikke bag på Lucifer. Visse ting ændrede sig bare aldrig. Hvem end den mand måtte være, havde han ikke nogen anelse om, for han havde selv aldrig mødt ham. Han kendte ham kun på ry og rygte. "Næppe.. De kører rundt i ring, og har gjort det hele mit liv," sagde han direkte. Han rettede sig op. Det hjalp uden tvivl på ryggen, at hun havde gjort dette. Stiv som han var, kunne det også godt mærkes, og særligt når de nu gjorde dette. Han vendte blikket mod hende. Ville hun da allerede gå?
Lucifer rejste sig roligt op og lod armene søge ned langs hans krop. Sagen var vel, at han ikke ønskede, at hun skulle gå nogen steder? Han ønskede derimod, at hun skulle blive her. "Har du travlt, siden du allerede nu, ønsker at søge videre?" spurgte han sigende. Han ville gerne have at hun skulle blive. Det varrart med noget, som han selv måtte anse som noget velkendt.

[Athena Maloya Mathimæus]

Enten var dæmonerne bare generelt en hårdarbejdende flok, ellers havde de været født under den forkerte stjerne. Hvis ikke hendes mor og far havde været så tåbelige dengang, så ville Athena nok stadig have haft begge dele at søge til, men den eneste hun havde nu var Evan, som vat mere og mere fraværende, men arbejdet kaldte jo også på ham. "Så lad være med at få det til at lyde som om det er synd for dig. Vi har allesammen stået der," påpegede hun bare. Lige der var han intet særtilfælde.
I mange år havde hun boet under samme tag som Faith og Kimeya og vidste at de begge altid havde været håbløse, man stoppede bare med at kommentere på det til sidst. "Hvad jeg ved af, så har de altid kørt i ring. Jeg tror aldrig det kommer til at ændre sig, men noget er forandet. Denne gang forsøger hun virkelig at holde afstand," fortalte hun og rynkede lidt på panden. Hvis man var så heldig at føle kærlighed, hvorfor så ikke bare udleve det mens man kunne? Det var sådan hun havde det med Evan selvom mange ikke mente at hun var god nok til ham, fordi hun af sind var skrøbelig, og udadtil var så varm og mild at folk fejlagtig troede at hun også var naiv.
Athena vendte blikket mod ham og stoppede op igen. "Nej. Men du lader ikke ligefrem til at være meget interesseret i min tilstedeværelse og jeg bebrejder dig ikke. Desuden ved man aldrig hvornår din prinsesse vender tilbage, og jeg er ikke sikker på at hun vil værdsætte mig," konstaterede hun med et lille smil. Det var ingen hemmelighed at prinsessen af Manjarno måtte være Denjarnas datter og Denjarna havde ikke ligefrem været vild med hendes mor.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer havde været vant til det hårde liv, for det havde han haft, siden den dag han var kommet til verden. Man kunne bestemt ikke påstå, at det havde været en dans på roser, for det havde det da godt nok ikke. Han kneb øjnene let sammen. Ej ville han sige, at han stod her og ynkede og klynkede. Det var jo bare omstændigheder, at han ikke havde haft en værende mor, men derimod en kvinde i sit liv, som altid havde sat arbejdet med dæmonerne, højere end at opdrage på en ung knægt. "En skam," sagde han kort for hovedet, inden han lod armene søge over kors. Man kunne bestemt ikke ligefrem sige, at nogen af dem havde været særlige heldige hvad angik den slags. Desværre.
Faith og Kimeyas historie, var ikke kendt for Lucifer, andet end hvad der var blevet ham fortalt, hvad han havde set, og hvad Faith havde indvilget i at lade ham vide, hvilket desværre ikke var så meget igen. Han vidste jo, at det ikke var noget, som hun var stolt af. Han himlede med øjnene. Det var nok en konflikt, som de aldrig nogensinde ville finde ud af. Han kunne jo ikke være mere end ligeglad. "Er noget forandret? I hvilken sammenhæng? Jeg ved jo ikke om noget af det, som sker i Appolyon, Athena.. Hun bad mig specifikt om at blive væk, hvis jeg ville beholde mit liv," sagde han sigende. Den tanke, faldt jo heller ikke ligefrem i den gode jord.
Selv ønskede han jo ikke ligefrem at Athena skulle gå nogen steder. Det var virkelig rart med noget hjemligt for en gangs skyld, og det var det som han stod lidt fast på. "Burde det gøre nogen forskel? Det er.. rart med noget fra hjem, Athena.. Du behøver altså ikke gå nogen steder," sagde han endeligt. Han forsøgte sig med et smil.

[Athena Maloya Mathimæus]

Livet var ingen dans på roser i det hele taget. Lucifer var vokset op uden forældre, men han havde haft Faith der havde gjort ham til en stærk mand, det måtte da tælle for noget. Hun havde haft Evan, alt andet var lige meget, alt den ulykke havde været det værd for at finde en mand som ham, så hvofor hænge sig ved alt det man ikke havde fået? "Lad være med at hænge dig i de ting du ikke fik og tænk på det du fik og det du har nu," bad hun lidt hårdt. Det lignede ikke hende at stå der og ryste af sig med gode råd, for hun søgte dem oftest selv, men for pokker. Hvem havde pisset på hans sukkermad? Normalt var han både glad og kæk, nu var han bare.. træls at høre på.
Hun rynkede lidt på panden og stod halvt om halvt med ryggen til idet hun havde været på vej væk. "Du udfordrede hende.. en kvinde der slog lederen i jorden inden hun overhovedet havde nået myndig alder. Det var tåbeligt og du bør være taknemmelig for overhovedet at have dit liv i godt behold," sagde hun fast. Hendes blik udstrålede en varme der ikke rigtigt hørte til hendes hårde tone. Det prøvede smil blødgjorde hende dog lidt. Han ville gerne have at hun blev? "Ja det gør en forskel. Jeg gider ikke at være sammen med sådan en sur sild!" hun sendte ham et bestemt blik og gjorde et svirp med håndleddet så noget af vandet fra bækken sprøjtede op på ham i et forsøg på at lette stemningen lidt. "Smil lidt, det klæder dig bedre alligevel," sagde hun og kunne ikke lade være med at slippe en blid latter.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Nu hvor Lucifer stod ansigt til ansigt med hans gamle liv.. noget fra den fortid, som han havde mistet, fordi at han var tvunget til at forlade det, var det svært ikke at rende rundt og være.. vred over det. Han vidste, at han kun havde sig selv at takke for det, men det var bare en ting som faldt ham skræmmende naturligt, og selv den tanke, måtte direkte irritere ham. Til tider tog han jo sig selv i at tænke på, hvordan det mon ville have været med hans egne forældre? Hans fader havde ikke været meget at prale af, så meget vidste han da. Men alt det andet derimod.. Det var jo en anden sag. "Det ligner slet ikke dig, at være så hård i udtalen, Athena.. Evan har uden tvivl haft fat i dig," sagde han direkte, som et kækt smil alligevel meldte sig på hans læber. Han kunne jo heller ikke lade være.
Han blev stående. Athena ønskede han ikke skulle gå. Ikke nu hvor hun alligevel havde meldt sig. Han kneb øjnene let sammen, inden hun sprøjtede vand op i hovedet på ham. Han hævede hånden og strøg kort vandet væk fra hans ansigt. "Jeg har altid hadet, når du har gjort det der.. Det er nemlig snyd," endte han tydeligt kækt. Han kunne jo heller ikke lade være med at smile ved tanken om det.
Blikket søgte direkte ned mod vandet, inden han så mod hende igen. Nej.. som hun selv var mentaldæmon, kunne han ikke, og det irriterede ham. "Du snyder," endte han denne gang med et smil på læben. Han kunne jo heller ikke lade være.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena havde lært at leve med skylden over at have slået sin egen mor ihjel, hun havde lært ikke at frygte sig selv, hendes sind var skrøbeligt hvilket var farligt for en mental dæmon, men så lang tid hun havde Evan ved sig, så kunne det næppe gå galt. Hun havde fundet glæden i de ting som livet hende givet hende, frem for de ting som var blevet hende frataget, omvendt så kunne det knuse en helt person. Hun smilede af hans kommentar og slog blikket lidt ned. "Jeg kan jo ikke rende rundt og være sukkersød hele tiden vel?" påpegede hun morende. Ja Evan havde i den grad haft fat i hende, hun var blevet trænet af siden barnsben, og havde forelsket sig i ham i forløbet, nu skulle de giftes.. eller det ville sige, det håbede hun for nu havde det bryllup været længe undervejs efterhånden.
Vandet ramte lige plet, hvilket fik hende til at bryde ud i latter. For en gangs skyld kunne hun noget som han ikke kunne, Lucifer havde ellers altid været foran hende med så mange ting. "Vel er det ej snyd! Lille Lucifer er vel ikke fornærmet?" spurgte hun med et drilske glimt i øjet. okay lige nu føltes det næsten som havde været børn selvom det ikke var tilfældet.
"Jeg snyder ikke, jeg bruger bare mine fordele," svarede hun med et sødt smil og blinkede med falsk forelskelse for at understrege sine ord. Han havde altid været en god ven, eller om ikke andet dengang de havde været små, ligesom alle andre havde han frosset hende ude af Appolyon, men hun vidste godt at han ikke havde haft noget valg.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Athena havde ligeledes haft det hårdt, og det vidste Lucifer jo trods alt også godt. Ikke at det var noget, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, for naturligvis var det trist. Begge havde de oplevet at miste forældre. Dog bare med den forskel, at han aldrig nogensinde havde kendt sine. Han savnede det nu heller ikke. Han havde siden han havde været helt lille, lært at acceptere de omstændigheder. Den lykkelige barndom havde han ikke fået, og naturligvis satte det også sine tydelige spor på ham og hans væsen. Han rystede på hovedet og med et let smil på læben. "Du er mig virkelig en ulv i fåreklæder, Athena," sagde han denne gang med en morende stemme.
Lucifer kunne uden tvivl være kæk, som han kunne være rapkæftet, men han kunne også sagtens være god af sig, hvis han virkelig gjorde sig umage. Nu hvor hun stod med en fordel, som han slet ikke kunne bruge, gjorde det bestemt ikke sagen meget bedre! Han kunne ikke magi! "Magi er slet ikke et fair trick!" endte han. Han havde jo ikke umiddelbart noget, som han kunne bruge mod hende, og det var på ingen måder retfærdigt!
Lucifer rettede sig op, inden han søgte hen mod hende. Han stillede sig lige foran. Det morende glimt havde meldt sig i hans øjne. Nu hvor hun havde valgt at udfordre ham.. så måtte han vel gøre hvad han kunne? "Magi kan jeg måske ikke.. Men jeg kan.. det her.." Hænderne hævede han, hvor han puffede mod hendes skuldre. Ikke voldsomt, men hårdt nok til at hun nok ville miste balancen - og ryge i vandet.

[Athena Maloya Mathimæus]

Deres fællestræk havde gjort sit for dem begge. Det havde ført dem sammen i barndommen hvor de havde leget med hinanden kun for efterfølgende at miste kontakten. Det var en skam, men de var vel bare vokset i hver deres retning. Han var blevet en ung mand der nød det vilde, frie liv og hun havde bundet sig til en mand og stod foran døren til et ægteskab, hvilket var en lidt sjov tanke. "Du siger det som var det en skidt ting," påpegede hun og blinkede. Jo hun var nok lidt af en sange, mange tog hende for at være varm og blid og finde sig i hvad som helst, men det gjorde hun ikke. Det havde desuden givet hende selvtilliden lidt tilbage at have noget at lave frem for bare at gå derhjemme og passe Hera.
"Det er ikke et trick, det er en egenskab!" forsøgte hun og grinede lidt triumferende. Åh hvor føltes det godt at kunne give ham lidt igen! Det her virkede ret velkendt, selvom de i princippet var mere eller mindre fremmede for hinanden i dag.
Idet han trådte hen foran hende, så hun op med et udfordrende blik. Det strejfede hende ikke at der fandtes metoder ud over magi, så da han puffede til hende nåede hun kun at gispe, inden hun pludseligt fandt sig selv siddende i øen, drivvåd! Jesus hvor var det koldt! I lang tid sad hun bare som frosset og forsøgte at beslutte sig for hvordan hun kunne gøre hans liv til et helvede bedst! Grinet fandt igen hendes læber. "Det der.. var et meget dumt træk Lucifer Phoenix Jaceluck!" udbrød hun hævede hænderne for at fører en mindre bølge af vand direkte i hans retning. Nok til at gøre ham mindst ligeså våd som hun selv var endt! Det var nok ikke lige det her Faith havde ment med spionage..

[Jarniqa Dynithril]

På vej tilbage til hulen havde Jarniqa været, da hun pludselig havde hørt stemmer. Lucifers og … en kvindes. Ej havde de før rendt ind i andre her i Paggeija, og derfor havde det med det samme tiltrukket hendes opmærksomhed. I lydens retning havde hun derfor bevæget sig, hvilket havde vist at føre hende ned mod åen. Bladede følelser måtte dette efterlade hende med, for glad var hun for det faktum, at han havde formået at slæbe sig derned på egen hånd. Derudover måtte hun blive glad ved tanken om, hvad de senest havde lavet dernede. Til sidst måtte hun blive nysgerrig og undrende over, hvad der mon foregik? Stille bevægede hun sig, som hun måtte bevæge sig adræt og yndefuldt igennem terrænet. På den vis kunne hun uden tvivl prise det mørkelviske i sig! Til sidst måtte det også bære frugt, som hun til sidst så to personer. Den ene var uden tvivl Lucifer, hvor hun måtte ryste på hovedet af ham, som hun så, at han nok engang var uden sin skjorte. Man kunne heller ikke give den mand en, uden at han tog den af igen med det samme! Det næste hun så var en ganske køn og lys kvinde. Ej en, som hun umiddelbart kendte.. Dog syntes sagen at være en anden for Lucifers vedkommende. Tilbage holdt hun sig derfor, som hun måtte stå mellem buske og træer, så hun var henlagt i deres skjul og skygge. Selv ønskede hun jo blot at se, hvad der foregik.. Tavst så hun derfor til, som Lucifer tand for tand blødte op og nærmest … legede med kvinden. Præcis som han til tider havde gjort med hende. Opmærksomt søgte hendes hoved på sned, som hun blot betragtede dem. Ej var det hvert et ord hun kunne høre fra sit ståsted, men alligevel formåede hun at opfange lidt.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

De fælles ting, som de havde i deres liv, var netop hvad der gjorde, at Athena og Lucifer havde fundet sammen, dengang de ikke havde været særlig gamle. Begge havde de haft brug for nogen, og nogen til at forstå, og der havde de jo så heldigvis haft hinanden. Hvilket var noget som han var glad for i dag. Kun med Faith i sit liv, ville han slet ikke tænke på, hvor han i det tilfælde, var endt. "Giv mig et øjeblik til at overveje den," endte han med et kækt smil på læben.
De havde begge valgt hver deres vej i livet. Lucifer nød uden tvivl det unge og vilde liv, og særligt efter at Jarniqa nu var blevet en del af det, hvor Athena havde haft brug for trygheden med et andet individ. Den tryghed var han aldrig blevet præsenteret for. Desuden havde hun haft familie og en bror at søge til, hvor han havde stået mutters alene. Han havde haft omgangskredsen, selvom han havde mistet alt, da Faith havde smidt ham ud. Ikke så meget som en eneste af dem, havde søgt ham siden. "Det er et beskidt trick!" endte han morende.
Som Athena havde gjort ham våd, var hævnen dog sød. Han havde hævet begge hænder, kun for at skubbe hende i, hvor udfordringen med at holde masken, uden tvivl måtte brydes. Han brød ud i latter. En dyb, men klar af slagsen. Hendes ansigt og reaktion havde været det hele værd! At hun så derimod gjorde ham våd, fik ham dog ikke til at bryde latteren. Selv var han overhovedet ikke klar over at Jarniqa holdt øje med dem. For nu, have han det egentlig bare sjovt med Athena. Det var der vel intet galt i? Han rettede sig op og med armene ud for kroppen. Han dryppede af vand nu! "Athena Maloya Mathimæus!" udbrød han med et drilsk smil på læberne.

[Athena Maloya Mathimæus]

Selvom mange år var gået siden de havde været børn, så føltes det her som stod de stadig på samme sted. Athena havde mistet sin kære bror, ud over Evan var hun lidt alene i denne store verden, så selv for hende var det rart at have noget velkendt omkring sig. Hun kæmpede sig op fra åen, dryppende fra sine klæder og fra det blonde hår der klistrede til hendes hals og skuldre. "Du er så flabet," kommenterede hun med et lidt trodsigt blik dog brudt af hendes smil.
"Det er da ikke et beskidt trick bare fordi du ikke ved hvad du skal stille op," påpegede hun drillende og trak sig selv op af floden. Okay nu var der for alvor koldt. Hun grinede lidt af ham.. og sig selv som de begge stod der og dryppede. "Det er ikke Mathimæus, det er bare Maloya," rettede hun. Godt nok bar hun endnu sin eks mands navn, men det var ikke båret med stolthed, det havde det end ikke været i tiden for deres ægteskab og kunne hun være fri for at blive mindet om den fortid, så var hun det gerne.
Hendes smil falmede pludselig. Evan havde lært hende altid at være opmærksom og nu kunne hun mærke en andens tilstedeværelse, hvilket fik hende til at trække en lille kniv fra sit bælte. "Jeg håber at din prinsesse er kommet tilbage, ellers bliver vi skygget," konstaterede hun med fuldstændigt forandret mine. Varmen var stadig at sporer, men hun havde en helt anden alvor, særligt taget i betragtning af at hun stod der og var gennemblødt.

[Jarniqa Dynithril]

Opmærksomt måtte Jarniqa se til, som Lucifer måtte dryppe af vand, alt imens kvinden sejlede af vand, som hun fik trukket sig op fra åen. Athena Maloya Mathimæus? Navnet sagde hende absolut ingenting.. Dog syntes det at sige Lucifer alt. Han reagerede i hvert fald tydeligvis på kvinden, som han syntes som et lille barn lige nu og her. Hvad var deres historie mon? Barndomsvenner? Spøjst fandt hun dog tanken om, at kvinden tilfældigvis skulle støde på ham lige nu og her. Det var nemlig de færreste, som bar sig helt til Paggeija. Et par slag måtte hendes hjerte springe over, som hun selv måtte høre, at hun var blevet opdaget. Hvad var mon bedst at gøre herfra? Skulle hun blot vise sig? Hun måtte jo også indrømme overfor sig selv, at hun var nysgerrig på at vide, hvad al dette handlede om. Hun havde nemlig aldrig før set Lucifer med en anden end hende selv. Dog spekulerede hun også over, om hun skulle drille dem ved at gå. Lade dem have fornemmelse af at blive skygget, inden hun selv forsvandt igen. Svagt måtte hun smile ad sig selv ved tanken. Roligt valgte hun at give slip på træet, som hun ellers havde stået ved, så hun kunne bevæge sig i Lucifers og Athenas retning. For nysgerrig var hun nemlig til andet i den sidste ende. Roligt gled hendes smaragdgrønne fra den ene til den anden. Som en modsætning måtte de to kvinder helt se ud, som denne Athena havde sin blonde lokker og sin lyse hud, hvor Jarniqa måtte have sine ravnsorte lokker og solbrune hud. ”Forstyrrer jeg i noget?” spurgte hun roligt. Hvis de alle havde det hele på det rene, gjorde det jo heller ingen forskel, om hun var der eller ej.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Athena var ikke andet end en god barndomsveninde, som Lucifer nu stod ansigt til ansigt med. Var det overhovedet underligt, at han faldt sådan i? Det var uden tvivl rart med noget fra hans fortid, og særligt nu hvor det i forvejen, ikke var noget, som skete særlig ofte igen. Han havde faktisk ikke noget som helst, foruden Jarniqa. Uden hende, var han faktisk alene, hvor han ikke havde nogen som helst. "Du siger det, som kom det som en overraskelse for dig," sagde han med et tydeligt morende smil på læben. Han kunne i hvert fald ikke lade være.
Det var da naturligvis uretfærdigt, at hun havde evner at gøre brug af, som han ikke havde! Han fandt det uden tvivl uretfærdigt! "Hvad skal jeg sige.. selv det primitive, kan være meget effektivt," sagde han morende. Begge stod de fuldkommen våde af vand, og særligt efter han havde skubbet hende i, og hun havde gjort ham våd ved hjælp af magi. "Og alligevel er du bærer af det," pointerede han med en sigende mine. Han tog det nu ikke så tungt. Selv han bar jo et navn, som retmæssigt slet ikke tilhørte ham.
Som hun trak våben, reagerede Lucifer med det samme. At Jarniqa var i nærheden, reagerede han stort set ikke på mere, for han kendte hende jo.. Han kendte den udstråling og tilstedeværelse. Det var først ved hendes stemme, at han vendte blikket mod hende. Et kækt smil bredte sig på hans læber. "Tvært imod, kæreste," sagde han sandfærdigt. De havde jo trods alt ikke gjort noget.. andet end at snakke og overdynge hinanden med vand.

[Athena Maloya Mathimæus]

Noget hvilede i skyggerne. Efterhånden var Athena så vandt til at være den usynlige følge, så hun mærkede sig hurtigt af hvis hun selv havde øjne i nakken, som ikke var Evans vel og mærke. Af samme grund kneb hun øjnene sammen og spejdede rundt frem til den smukke kvinde valgte at træde frem fra sit skjul. De ravnsorte lokker og den mørke glødede hud var betagende på så mange punkter.
Det fjendtlige blik blev erstattet af et varm smil der nåede hendes grønne øjne. Mange mente at hun lignede sin mor allermest med det smil. "Nej intet. Jeg ser bare til en gammel ven," hun så på Lucifer med et morende glimt i øjet. Løgn var det ikke. De havde stormet rundt sammen som små, og hun havde set til ham, forfulgt var jo en helt anden sag. Hun vendte igen opmærksomheden mod den smukke prinsesse. "De må være Jarniqa. Lucifer fortalte mig netop om Dem," afslørede hun og lagde hovedet lidt på sned. I skyggerne hvor hun havde været, måtte deres aktiviteter have set frygtelig forkert ud, men hun måtte endelig ikke misforstå.
"Mit navn er Athena, jeg er en gammel ven fra Dvasias," præsenterede hun sig med et lille grin. Det var heller ikke fordi hun ville forstyrre, hun ville fortsat hvile i skyggerne somme tider, for at gå imod Faith var slet ikke en mulighed, hvilket han i hvert fald burde vide.
Magisk lod hun en varm strøm brede sig gennem hende, så hun tørrede på stedet, og de blonde lokker igen opnåede liv og gnist.