Into the fold?

[Cale Joseia Nightgale]

Stolt over evner og talenter i Arenaen, var Cale på ingen måde, og det var vel også det, som blev gjort mere og mere tydeligt nu? Han vendte blikket mod ham. Måske at han ville se anderledes på det, hvis han rent faktisk fik lov til at sidde med følelsen af, at gøre andet end bare brutalt at slå ihjel for underholdningens skyld? Stoltheden ved landbrug deriblandt, var nok ikke til at tage fejl af. Det var noget som Cale var god til, og som han vidste, at han var god til.
Hvorvidt om evnerne indenfor landbrug, var noget som Cyrenic kunne bruge, vidste Cale ikke. Uanset, var dette noget, som han kunne snakke om fra nu og til evighed. "Det glæder mig, Herre," sagde han endeligt, også fordi at det var ord, som han mente.
Cyrenic lyttede til ham, hvilket i forvejen, var noget som Cale slet ikke var vant til. Dertil, var det nok noget, som han også måtte finde ud af før eller siden. Han selv vidste, at han ikke havde noget andet valg, end at gøre hvad hans herre ønskede af ham, og nu hvor han havde fået ny herre, så var det uden tvivl svært. "Selv jeg ønsker at udføre det arbejde, som De pålægger mig," tilføjede han stilfærdigt. En ting var det hårde og voldsomme liv i Arenaen. Selv han havde brug for at komme hjem og slappe af med noget andet, og der kunne han godt lide at fumle med hænderne i have og natur. Det havde han altid været glad for faktisk.

[Deleted]

Som sædvanlig, når en slave bekendte deres dybfølte loyalitet for ham og ønsket om at følge hans vilje, tog Cyrenic det med et gran salt. Han vidste, at deres ivrighed efter at forholde sig lydige var, at de ønskede at leve og ikke blive straffet for ulydighed. De var slaver, han var slaveejer. Det var et forhold, som måske kunne frembringe lydighed og - i visse tilfælde - ærlig loyalitet, men næppe dybfølte følelser af nogen særlig grad. De var ikke venner, og hvis de fik muligheden for frihed, ville de forsvinde så hurtigt, de kunne, og aldrig se sig tilbage. Men det generede ham jo naturligvis ikke, det var bare sådan, tingene forholdte sig.
Han sagde ikke mere for nu, men ventede til de nåede udkanten af villaen. Det varede et par minutter, men nu tårnede den gamle, fornemme villa sig op foran dem. Cyrenic førte Cale gennem porten, rundt om selve beboelsen og om bagved, til haven, hvor han igen endelig vendte sig mod Cale.
”Vi vil ikke opgive arenaen endnu - du kan stadig finde formål der. Men når du ikke kæmper i arenaen eller træner på gårdspladsen, vil du have til opgave at tilse dette område.”
Hvis Cales interesse for landbrug - som Cyrenic med al tydelighed kunne mærke, var dybfølt ærlig - også strakte sig til arbejde med jord og planter generelt, så kunne dette måske give ham den nødvendige adspredelse, når han ikke havde et våben i hånden. Samtidig ville det give et par ekstra hænder til at holde haven pæn og ordentlig, så det var et fint arrangement, syntes han selv.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale gjorde sig ikke nogen tanker om flugt eller ulydighed, som det stod lige nu. Hvorvidt om det ville komme, kom helt an på, hvordan denne mand egentlig opførte og behandlede ham. Naturligvis var det også noget, som han kunne mærke i øjeblikket, men for pokker.. hver ting til sin tid. Det var jo ikke fordi, at han kunne gøre noget ved det, som det stod lige nu.
Cale fortsatte med ham. Landbrug var en tanke, som kun fik ham til at tænke på hjem, hvilket ikke var et sted, som han havde været i uendelige tider efterhånden. Han savnede det jo et sted. Velvidende om, at ønsket om frihed, bestemt ikke ville komme for gode ører. Tvært imod.
Det store hjem og de store porte, som han blev ført forbi, fik kun Cale til at hæve blikket. Hvad han skulle forvente sig af stedet og hans nye herre, vidste han endnu ikke. At tanken om Arenaen ikke var noget, som han kunne glemme endnu, forundrede ham nu heller ikke. Hvad havde han da forventet? At han derimod fik den lille tillægsopgave med den store have, var ikke noget som han havde noget imod. Tvært imod, var det ham en temmelig kærkommen opgave. Han nikkede mod ham, og sænkede derefter hovedet. Han så ikke sin herre i øjnene. "Om det er hvad De ønsker af mig, er det et job, som jeg har i sinde at udføre, Herre," sagde han endeligt. Taknemmelighed var dog at spore i hans stemme. Han var uden tvivl glad for det. "Hvor ønsker De at jeg skal opholde mig?" spurgte han. Staldene? Havde han særskildte steder slaverne måtte bevæge sig på? Dette var jo nyt for ham.

[Deleted]

Cyrenic holdt altid et ekstra vågent øje med de nye slaver, da det aldrig var til at vide, hvad de var for nogle, eller hvad de kunne finde på. Nogle var vilde og utæmmede, og voldte derfor problemer i form af slagsmål med de andre slaver; andre var dovne og ugidelige eller blot modstridige, fordi de endnu ikke havde indfundet sig med sin skæbne; andre igen var endnu mærket af tanker om frihed og forsøgte flugt. I sig selv var det jo ikke hans sag, om slaverne stredes indbyrdes, men han slog det alligevel ned, når det begyndte at vise sig. Interne konflikter var ikke godt for produktiviteten, og hvis det kom til fysiske sammenstød medførte det skader, som i nogle tilfælde kunne gøre dem mindre arbejdsdygtige eller på anden vis medføre unødige omkostninger. Den slags kunne derfor ikke tolereres.
Cyrenic nikkede veltilfreds, da Cale erklærede, at han havde tænkt sig at udføre den opgave, der blev ham pålagt. Cyrenic vidste, at han talte sandt. Han ville udføre arbejdet, i hvert fald i så vid udstrækning, som det var ham muligt. Her oplevede han ingen tvivl. Dog fornemmede han også, at det ikke blot var ud af pligtfølelse eller slavebåndet, men at der var et spor af oprigtig tilfredshed med at blive tildelt netop dette lod. Det lod til, at han havde bedømt rigtigt, da han på baggrund af Cales fortælling havde besluttet at lade ham udføre havearbejde, når han ikke var optaget i arenaen. Cyrenic havde aldrig fortrudt sit ophav. At kunne spotte løgnen eller sandheden i en anden persons udtalelser kunne være en yderst brugbart evne. Det var både nyttigt i rådet, men også i det daglige, når han eksempelvis omgikkes sine slaver. Det tillod ham en indsigt i dem, som han ellers ikke ville have haft. Han kunne se bag de tomme ord, som oftest var styret af en pligt frem for en oprigtig lyst.
”I løbet af dagen kan du opholde dig her, i haverne. Slaverne har fri adgang til udendørsområderne, da en del af pligterne findes her. Adgang til villaen er dog begrænset til de, der har arbejdsopgaver derinde, så med mindre, du hidkaldes, bevæger du dig ikke derind.” Cyrenic mente, det vel burde være selvsagt, men blot for at være helt sikker, slog han det fast, så der ikke ville opstå tvivlssager eller misforståelser. Han gjorde en gestus mod den bebyggelse, der var forbeholdt slaverne, på nær de udvalgte, der havde fået tildelt en soveplads inde i villaen. ”Du sover der, med de andre. Hvis der opstår tvivl om noget, så kan du spørge en af de andre slaver eller en af vagterne. Jeg er sjældent tilgængelig i løbet af dagen, på nær når jeg ledsager kæmperne til arenaen - jeg er som regel optaget i rådet.”
Da han var færdig med at forklare, gennemgik han det kort i hovedet og forsøgte at komme i tanker om, om der var noget, han skulle have glemt, men han kunne ikke umiddelbart komme på noget.
”Har du ellers nogen spørgsmål nu?”

[Cale Joseia Nightgale]

Selvom Cale var ny på egnen her, så var han ikke typen der ønskede problemer. Han ønskede derimod bare at blive ladt i fred.. Med sin frihed, hvis han kunne komme til det. Han var afslappet. Måske at han rent faktisk var kommet et sted hen, hvor han ville blive behandlet godt? Det ville bestemt ikke gøre ham noget. Han elskede derimod den tanke. Det gjorde det uden tvivl langt bedre for hans vedkommende.
At tage sig af haven, ville Cale ikke have noget imod. Så kunne han da sidde igen med følelsen af, at han kunne andet end at dræbe og slå ihjel, hvilket han bestemt ikke ville have noget imod. Det ville faktisk gøre ham glad. At lyve for sin nye herre, ønskede han heller ikke ligefrem. Særligt nu hvor han blev behandlet så godt. Lige der skilte han sig måske fra det typiske, men det kunne være at personligheden i en kentaur slog igennem her. Han ønskede jo ikke krig, hvis han kunne blive fri, og her fik han da ovenikøbet natur at færdes rundt i, hvilket var det, som han bad om. Det var det eneste, som han virkelig ønskede sig.
At der var særlige steder for slaverne, at opholde sig, passede ham fint. Han havde bestemt ikke regnet med, at han skulle sove i huset. "Javel, Herre," sagde han endeligt, inden han atter vendte blikket mod ham. Reglerne her, var klare og konkrete. De var til at huske i hvert fald.
"Jeg tror at alt er forstået nu. Hvis der er noget, skal jeg nok finde en at søge til. Jeg skal ikke opholde Dem mere, eller tage Deres tid. De har sikkert andet at tage sig af, end en sølle slave som jeg," sagde han endeligt. Igen sænkede han hovedet en anelse.
Cale sænkede sig en anelse ned på sine forben, som i en respekt. Alene det, var ikke noget som en kentaur gjorde for mange, men problemer ønskede han ikke. Faktisk var det noget, af det sidste, som han ønskede sig lige nu. Respekt havde han for sin nye herre. Så langt, gik det jo egentlig ganske fint.