Into the fold?

[Deleted]

Det var snart tid til, at legene igen skulle begynde for alvor, og forinden ønskede Cyrenic at sørge for, at alt er rede og i orden til formålet. At sætte sine priste og værdifulde investeringer ind uden nogen ide om, at tingene er, som de skal være - selvom det har været gentaget sæson efter sæson - det var slet ikke ham. Han var meget omhyggelig i sine forberedelser, hvilket han selv regnede for en af årsagerne til hans ikke ringe succes. Han havde derfor arrangeret et møde med sponsoren for de indledende kampe, hvor hans bidrag ville deltage.
Da han følte sig sikker på, at det hele ville være klart og ordentligt, når tiden kom, besluttede han sig at bruge et øjeblik til at se sig om, når han alligevel var der. Han kom der sjældent uden for højsæsonen, hvor han havde sine gladiatorer i spil, da området jo ikke ligefrem var af den type, hvor han typisk brugte sin fritid, medmindre han overså sine egne gladiatorer eller overværede kampene. Men det kunne jo være, man stødte ind i noget interessant, som man måske kunne tilføje sit repertoire - hvis der var noget, han syntes godt om, så var det en god investering; og dem gjorde man bedst, hvis man opsøgte de rigtige steder. Det var sjældent de bedste varer, som blev præsenteret for dig, medmindre nogen virkelig forsøgte at trænge sig ind på ens gode side, men selv da kunne man få mere ud af at se sig omkring og undersøge udvalget. Hvis han skulle overtale nogen til at sælge, så skulle det jo også gerne være nu, før det hele for alvor gik i gang. Så ville han også have tid til rigtigt at inspicere og forme dem, før det var tid.
Som sædvanlig var han iført klæder, som ikke var skabt til at tilpasse sig hverken vejret eller længere vandreture, men til gengæld fremviste hans stand og status, hvilket i hans optik var langt vigtigere. Han havde en lang række pligter, der fulgte med titlen, og en af disse var synlighed. Man skulle jo kunne genkende ham, når man så ham på gaden, hvis ikke, hvordan skulle man så kunne opføre sig passende?
De fleste valgte selvfølgelig at træne sine gladiatorer hjemme, som Cyrenic selv, eller på en træningsskole eller andetsteds, men det skete da alligevel, at gladiatorer og deres herrer kunne findes omkring arenaen, selvom de ikke lige var midt i kampene.
Cyrenic gik og så sig lidt omkring, men fandt ikke rigtigt noget interessant. Der var nogle stykker at finde, men de virkede ikke som nogen mindeværdig kvalitet, og han bedømte, at de fleste kun ville dø i løbet af ganske få dueller. Tålmodigheden lod dog imidlertid til at bære frugt, da han efter et par skuffende undersøgelser af gladiatorer, han passerede, faldt over noget interessant; en kentaur, som Cyrenic huskede at have set i arenaen nogle gange. Han var bestemt ikke uden talent, og havde da også vundet sin andel af kampe. Cyrenic stoppede op et stykke fra kentauren og ham, han formodede var dens ejer, og betragtede dem lidt, mens han overvejede, om han skulle give et bud. Han lod bestemt til at have potentiale, der var intet galt på dette punkt. En kentaur var jo heller ikke det mest almindelige syn i arenaen, eller blandt slavebestande i det hele taget, så han kunne da være et interessant emne at tilføre hans stab. Kentaure havde jo også andre kvaliteter, så det kunne være, han også kunne være nyttig udenfor areanen.
Cyrenic havde måske nok altid haft en forkærlighed for de mere anormale typer, da han ikke generedes af, men derimod solede sig i opmærksomheden, og en kentaur, ligesom en gladiatrix gjorde det, var helt sikkert noget, der vækkede opsigt.

[Cale Joseia Nightgale]

Solgt. Solgt som intet andet end en sølle genstand, for så at blive smidt i Arenaen, hvor der skulle kæmpes for livet. Det var Cales lod i livet, og sådan havde det været igennem adskillige år. Kampene havde dog hærdet den mand, som i en utrolig ung alder, var blevet tvunget ind i dette liv, samt havde fået skænket et våben i hånden, og så fået beskeden på, at kæmpe for sit liv.
Den dag kunne Cale stadig huske. Nu stod han endnu en gang ved Arenaen. Efterhånden kunne man jo sige, at det var hans hjem. I dag var han en fuldvoksen mand med tydelige markerede muskler og ar, som indikation på hvad han havde været igennem. Alle de kampe han havde været igennem, havde han vundet. Han var dog mest bange for, at det held før eller siden, ville ende med at slippe op.
Kæderne raslede omkring hans hove. Både for- og bagben, så han ikke flygtede nogen steder. Hvilket dyr ville da kunne løbe med lænker og kæder om sine ben? Det begrænsede uden tvivl, hvad han var i stand til at gøre på nuværende tidspunkt. Halen slog han let med, som han trippede lidt på benene. Som en urolig hest. Han brød sig jo heller ikke videre om at være der.
"Stå pænt!" advarede manden ved hans side. En mand i sin bedste alder, med et mørkt glimt i øjet. Manden som i sin tid, havde taget Cale fra hans hjem, og den tryghed, og tvunget ham ind i livet som intet andet end en simpel form for underholdning, som man kunne slå ihjel, når han ikke gjorde det godt nok. Cale forblev tavs. Blikket søgte mere ned mod jorden, også selvom han var meget højere end den mand som stod ved hans side, så var det ikke tiden til diskussioner, og særligt hvis der var en chance for, at han kunne komme derfra. Han prustede let, tydeligt utilfreds. Slavestanden havde aldrig været hans kop the, men muligheden for at bryde det, havde aldrig rigtigt været til stede. Desværre.
"Du er mit guldkort, Cale.. Tænk på hvad du kan opnå," fortsatte han. Til disse ord, måtte Cale nærmest bare himle med øjnene. Han var besværlig, men han var dygtig. Det var nok også det eneste, som han reelt set vandt noget på i øjeblikket. Han stampede kort i jorden, hvilket fik manden til at stirre fast mod ham. Igen hævede han pisken, kun for at smælde den over Cales hesteryg. Han fortrak knap en mine. Han var efterhånden ved at være vant til det.

[Deleted]

Det var de små ting, der talte. Og det var netop dém, som Cyrenic så efter, når han nu bedømte hestemanden foran sig. Kentaurerne var en stolt race, og han syntes også at spore en vis rest af dette racetræk i dette eksempler. Den stædige stampen gav indtryk af noget, som ikke var en umiddelbart god kvalitet hos en slave, men hvis det blot blev kontrolleret og udnyttet på rette vis, kunne det vise sig at være en fordel. Når man opdrættede slaver - særligt gladiatorer - var det altid en balancegang; ikke for tam og føjelig, så ville de ikke være noget værd i arenaen, men ikke for vild og uregerlig. Var en slave ude af kontrol, så var de ubrugelige, og så ville den eneste rigtige udvej altid være at skille sig af med dem.
Væsenet virkede sundt og stærkt, dette kunne være et problem ved slaver, da de ofte ikke var velnærede og var mere udsatte for sygdom. En sund krop var vigtig, hvis man levede af at kæmpe, om så det var som soldat eller gladiator.
Cyrenic syntes ikke at genkende slavens herre, så han måtte være enten en velhavende handelsmand, lavere overklasse eller lignende. Var han en del af de helt øvre lag, ligesom han selv, så burde han have husket ham. Om han havde mødt ham før, det kunne han dog ikke sige. Men igen, havde han mødt ham, og huskede ham ikke, så var det fordi, han ikke var værd at huske. Om ikke andet, så kunne det dog godt være, man burde søge at indgå en handel med ham, eller i hvert fald undersøge prislejet. Kentauren virkede ved første øjekast til at være af udmærket kvalitet, så hvis prisen var rigtig, så var han måske ikke en hel dum investering. Men var prisen for høj, så var han ikke sikker på, om det var det værd.
Efter en rum tids overvejelse traf Cyrenic en beslutning og gik med lange, stolte skridt over mod manden og kentauren.
”Hvad koster kentauren?”
Cyrenic ønskede fra første øjeblik at gøre det klart, at han ikke havde i sinde at acceptere et nej - hvilket også var hvorfor, han valgte at spørge om prisen, og ikke hvorvidt den overhoved var til salg. Sådan som han så det, så var alt til salg, til den rette pris. Han udstrålede den klassiske form for selvsikkerhed og beslutsomhed, som han som regel bragte med sig, når han kom omkring. Han stoppede op omtrent halvanden meter fra manden og kentauren og stod med den ranke ryg og positur, som han havde lært igennem som opvækst var passende, og afventede svaret.

[Cale Joseia Nightgale]

Stoltheden havde slavehandlerne og kampene i Arenaen, dog ikke formået at tage fra Cale. Selvom han dyrkede det i langt mindre grad, end hvad han ville have gjort normalt, kunne det endnu mærkes på ham, at han var stolt af sit væsen.
Pisken som slog over hans ryg, fik ham kun til at spænde i musklerne. Nu havde han smagt på den så mange gange, at han ikke engang tog det særlig tungt længere. Han knyttede næverne, men undlod at gøre noget, da det bestemt ikke var det rette tidspunkt at gøre det på. Hvad han dog ikke ville gøre for sin frihed! Bare tanken om, at kunne bevæge sig mere frit, end hvad han gjorde nu. Ikke just kunne man sige, at han trives i den stand og i det hus, som han blev holdt i.
Endnu en gang hævede slavemanden pisken, men lod den sænkes igen, da stemmen lød. Selv den stemme, var noget som fangede Cales interesse. Manden vidste han ikke umiddelbart hvem var af navn, men havde set ham, blandt de rangerede og vigtige i velstand ved Arenaen. Endnu en, som nød af at se dem kæmpe for sit liv. "Herre.." forsøgte han, selvom slavehandleren kom ham i forkøbet.
"80 stykker guld. Han er i særdeles god stand, og en fremragende kæmper i Arenaen. De vil ikke fortryde det, Sir," sagde han med et stort og slesk smil på læben. Cale forblev tavs. Igen skulle han sælges, som var han ikke andet end en sølle genstand. Dog vidste han, at det var de færreste, der kunne tackle ham. Han var krævende.. og lod sig ikke koste rundt bare sådan uden videre.
"De har allerede set ham udkæmpe kampe i Arenaen. Selv erfarende gladiatorere har han kunne slå," fortsatte han. Cale vendte blikket den anden vej. End ikke den nye mand skulle have lov til at se hvor utilfreds han var ved dette. "Stop.." endte han mere sammenbidt. Slavehandleren lukkede hånden om pisken som en advarsel. Om blikket kunne dræbe, så var selv Cale faldet til jorden nu. Igen tav han, og vendte i stedet for blikket mod denne mand.. Denne Sir.. Hvem var han?

[Deleted]

Cyrenic var ikke sikker på, om han skulle være imponeret over mandens mod eller fornærmet over hans respektløshed - at foreslå en så uhørt pris? Cyrenic var vant til, at handlende startede i et lidt for højt prisleje for at få den bedst mulige pris, om end den ofte endte ud temmelig retfærdig for begge parter, men dette var dog alligevel noget for sig. 80 guldstykker for en slave - om så det var en rendestensrenser, gladiator eller royal kropsslave - det var bestemt ikke noget, han havde tænkt sig at indvillige i. Jo, han havde da penge nok og kunne uden problemer betale det, men hvorfor skulle han?
”80? Se de ar, de slidte hove - med alle de lænker, hvordan kan jeg så være sikker på, han overhoved kan gå? Hans ben er jo ude af træning.”
Det var nu ikke helt sandt, Cyrenic havde set hans optræden i arenaen ved enkelte lejligheder og vidste, at hans evner var udmærkede, og den generelle kvalitet virkede nu heller ikke helt ringe. Men denne mand havde - som han så det - fornærmet ham, og han havde bestemt ikke i sinde at betale ham det, han bad om.
”Bæstet er jo ulydigt, du har jo ingen kontrol over ham. Tror du selv, den bliver solgt på det åbne marked i den tilstand?”
Han vægtede kentaurens værdi lidt for sig selv, mens han samtidig bevidst lod manden vente lidt, inden han sagde noget igen.
”Du kan få 8 - og så skal jeg undlade at skæmme dig rygte, så du fremover kan få lov at få dine slaver med i arenaen, hvis du har andre.”
Om manden havde råd til flere slaver end en ad gangen, vidste Cyrenic ikke. Han kunne jo have andre, men så måtte han jo have nogen ansat til at holde styr på dem nu, mens han var her med kentauren. Men det var nu ikke hans sag, han havde intet problem med at fratage manden hans eneste slave, hvis det var det. Han mente selv, at 8 var en pris, de begge burde kunne acceptere uden at føle det store tab. Cyrenic var ikke kendt for at være en overbærende mand, hvis man lagde sig på hans lade side, og han kunne sagtens finde på at sprede hæslige rygter om manden, hvis han skulle afvise at handle med ham, og det skulle nok gøre det besværligt for ham, at få solgt eller købt noget i fremtiden. Cyrenic var trods alt kendt som en ærefuld og ærlig mand.

[Cale Joseia Nightgale]

Aldrig var Cale blevet behandlet særlig pænt, og grusomt som det end var, var det jo desværre en ting, som han var gået hen og blevet rigtig vant til. Han spændte fast i kroppen. Var han ikke vægtet højere end en sølle genstand på denne måde? Han kæmpede næsten dagligt i Arenaen for hans liv, og det var den pris der blev sat på ham? 80 guldstykker?
Som Cyrenic kommenterede hans ben og hoves tilstand, måtte han selv lade blikket glide ned mod dem. Hovene og hans ben, havde uden tvivl taget skade af den behandling, som han havde været udsat for, men var det så slemt? Han vendte blikket fast i retningen af ham. Det var den nye pris, som næsten slog hårdest. 8 guldstykker? Var han ikke mere værd end 8 guldstykker i den mands øjne? Forrykt! Denne gang undlod han dog at kommentere på noget, da han for længst, havde fundet ud af, at åbne munden, ikke var et smart træk gjort af ham.
"8? Du aner ikke hvilken fantastisk kentaur denne mand er i Arenaen, min gode mand. Han er mindst 45 guldstykker værd. Om De vil, kan jeg træne ham og forberede ham på et ejerskifte undervejs," fortsatte slavehandleren. I forvejen, var det ikke mange, som han havde i Arenaen, men lige Cale, var en mand, som han vidste, at han kunne tjene en del på, og særligt fordi, at han efterhånden havde opnået status, som en gæstefavorit, når han endelig var i Arenaen.
Cale skrapede med den ene hov i jorden under ham. Han brød sig bestemt ikke om denne situation, men hvad kunne han dagøre ved den? Var han virkelig ikke mere værd end hvad de snakket om? Selvom han for nu, vidste at han slet ikke burde sige noget som helst, så var det forbandet fristende!
"Han er gæstefavoritten, min gode mand. 45 guldstykker.. Længere ned, går jeg ikke," sagde slavehandleren igen, mens han strammede grebet mere om pisken. Cale trak vejret mere og mere dybt. Hvor var han dog fristet til at komme med en kommentar af den ene eller den anden slags, for han fandt sig da ikke i det! Som så mange andre, kæmpede han for sit liv. At det derimod gjorde folk mere glad for ham, var jo så bare en ting, som han måtte handskes med på andet vis. 

[Deleted]

Manden var stædig, dette måtte Cyrenic give ham. Han holdt godt fast, men alligevel havde han givet sig en del i forhold til sin originale pris. Cyrenic var sikker på, trods mandens tilsyneladende beslutsomhed, at han kunne få ham længere ned til et mere fornuftigt prisleje. At betale 45 guldstykker for en enkelt slave - det var jo trods alt, hvad han var - det var alligevel for meget.
”Jeg er udmærket i stand til at bedømme en slaves værd, tak.”
Cyrenics stemme var fast og bestemt. Det var jo nok ikke ment fornærmende, men blot som en salgstale, men at påstå, at denne mand skulle have større forstand på værdisætning end Cyrenic selv, det gik imod hans stolthed. Han lod sig imidlertid ikke fornærme, men forholdt sig roligt, men han gjorde det igennem sit toneleje og kropssprog, at manden burde træde varsomt. Han trådte et enkelt skridt nærmere og kneb øjnene en smule sammen.
”Jeg har handlet med slaver i de sidste 8000 år, jeg har haft nogle af de største kæmpere i arenaen knæle i mit hus, og jeg har taget menneskeligt affald og gjort dem til mestre. Hvis jeg siger, at denne halvmands værd er 8 stykker guld, så hav andet end ord som understøttelse, hvis du skal påstå, at jeg tager fejl.”
Cyrenic så vurderende på Cale i et øjeblik, inden han vendte blikket mod hans ejer. ”Du vil gå ned til 15, og så bringer jeg ham bort med det samme. Vælger du så at købe en anden slave, vil jeg lægge et ord ind, så du kan få en tilfredsstillende plads til dem i legene.” Han kunne selvfølgelig ingen garantier give, men skulle han vælge at anbefale manden, afhængigt af samtalens resultat, så ville det nok være blandt de bedre muligheder for at opnå en nogenlunde position. Cyrenic var trods alt ikke helt uden indflydelse.
Cyrenic havde ganske vist fundet interesse i denne kentaur, og ville gerne gøre ham til den nyeste tilføjelse til sin samling, men han var ikke naiv. Prisen skulle være i orden, han kunne ikke lade sig underkue af en simpel slavehandler. I så fald ville hverken han selv eller de andre blandt overklassen have nogen respekt tilovers for ham.
”Det er en god aftale, du bør tage imod. Tro mig, hvis jeg ønsker noget, så er jeg udmærket i stand til at tage det. I sidste ende er det langt bedre for dig, hvis vi kommer frem til en fredelig, diplomatisk overenskomst.”
Cyrenic havde da ikke i sinde at gøre aggressivt udfald mod manden over uenighed om en slavehandel, men det betød jo ikke, at han ikke kunne give udtryk herfor. Manden havde, i Cyrenics øjne, opført sig respektløst, og han fortjente intet mere end at føle sig urolig over, hvad Cyneric kunne finde på at gøre.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale kunne ikke gøre andet, end at blive stående og betragte sig, af de to højerestående mænd, forsøge at forhandle sig frem til en pris. Ikke at han var tilfreds med udfaldet, for var hans liv, evner og kompetencer, samt talent ikke mere værd end hvad de snakket om? Han forholdt sig denne gang tavs, hvor hans blik gled mere og mere ned mod jorden.
"Jeg ved ikke om De har set hvad denne halvmand kan præstere i en Arena, min gode mand. Han er uden tvivl mere værd end de 8 stykker, som De ønsker at give mig," fastholdt slavehandleren. Til det måtte Cale sige sig enig, selvom han endnu forholdt sig tavs. Han var dog fristet til at bryde ind, selvom han undlod at gøre det. At smage pisken foran en mand, der med største sandsynlighed, ville ende med at blive hans nye herre, var heller ikke, at gøre det bedste indtryk.
Slavehandleren var bestemt ikke tilfreds med Cyrenic. Han følte, at manden forsøgte at lægge ordene i hans mund, hvilket i forvejen, ikke var noget som faldt i hans gode jord. Han strammede grebet omkring pisken, mest for ikke at ende med at gøre noget dumt. Kunne han komme af med denne ulydige halvmand, ville det passe ham fint, men 15 stykker guld? Ikke at det var særlig meget, men det var vel nok også hvad han kunne forhandle sig op til. Han fnøs tydeligt utilfredst.
"Udmærket. 15 guldstykker, og han er Deres. Om de bringer ham med Dem nu," afsluttede slavehandleren direkte. Han var på ingen måder tilfreds, men han vidste også godt, hvornår det var dumt at presse citronen yderligere. Cale hævede blikket. 15? Var han ikke mere værd end det? Han rystede på hovedet, selvom han endnu forblev tavs. Nu var han i forvejen vant til at blive handlet, som var han en vare eller en genstand. Han vendte sig i stedet for mod Cyrenic. "Herre.." hilste han. Han kendte skam allerede i forvejen sin plads, og at træde forkert var nok dumt. Han havde en sjov fornemmelse af, at denne mand, var en mand med magt.

[Deleted]

”Fornuftigt valg.” sagde Cyrenic kort for hovedet.
Han mente ikke selv, slavehandleren burde føle sig snydt i denne aftale, 15 guldstykker var en ganske fin sum at indkassere for en kentaurslave. Cyrenic var dog alligevel tilfreds nok, det var ikke helt skidt, han skulle nok finde ud af at få sin investering tjent ind igen; det gjorde han altid.
Cyrenic rakte ned til sit bælte, hvor han havde en læderpung hængende. Han rodede i et øjeblik og fremdrog så de aftalte guldmønter. Han overrakte pengene til manden, og handlen var derved afsluttet. Han havde altid nogle penge med sig, når han var nede i byen, selv hvis han ikke planlagde nogen køb. Det var jo aldrig til at vide, hvornår han ville falde over noget interessant, som han følte for at købe.
Han så ingen årsag til at fraternisere yderligere med manden, da han ikke længere havde noget af interesse at tilbyde, og han begyndte så at gå tilbage mod markedet, som han skulle forbi for at komme tilbage til sin villa. Han gjorde blot en gestus til kentauren, der signalerede, at han skulle følge med. Han regnede naturligvis ikke med, at manden ville forsøge sig på noget, men han var alligevel klar til at række ud over dolken i skeden, der sad fastspændt hans bælte ved det mindste tegn på ballade. Han formodede, at slaven ville følge med, da det kun ville give ham yderligere problemer, hvis han forsøgte at flygte, og han ville ikke nå ret langt, så længe han var lænket om benene på den måde.
Han ville naturligvis fortsætte med at bruge ham i arenaen, det lod trods alt til at være hans fokusområde. Dog ville han også forsøge at finde andre områder, hvor kentauren kunne være nyttig. Skulle han få mest ud af sin investering, måtte han jo finde størst muligt udbytte af ham, og så måtte han jo benytte ham til mest muligt. Han havde da også formået af finde benyttelsesmuligheder hos andre slaver, selvom deres primære kvalifikationsområde var et andet. Det drejede sig blot om at være innovativ og afdække de evner og potentialer, som de forskellige slaver besad. En del af dem havde jo været noget andet, før de blev gjort til slaver, så de havde allerede evner og færdigheder, de kunne trække på.

[Cale Joseia Nightgale]

Slavehandleren tog imod pengene, også selvom det bestemt ikke var med største tilfredshed. Dog kunne han derimod prise sig lykkelig for, at han ikke længere behøvede at tænke på en ustyrlig slave, som nok ikke ville inkasere meget mere, end hvad han havde fået i handlen.
Handleren vende sig med ryggen til, da han havde fået pengene, og søgte ellers væk fra stedet. Cale vendte sig mod Cyrenic. Hvordan det ville være det nye sted, havde han ikke nogen anelse om, og det var også det, som gjorde det svært for ham. Han hadede de skift, men burde efterhånden være vant til dem. Han sænkede hovedet i respekt. For nu, havde denne mand jo kun vist, at han var det bedrem end hvad hans forrige havde været, som kun havde brugt ham til at indsamle penge fra de kampe som han kæmpede i Arenaen. Hver dag, var uden tvivl en kamp for overlevelsen, og selv Cale gik jo med drømme om engang at genvinde sin frihed.
Som Cyrenic gav tegn til at Cale skulle følge med, var det naturligvis også hvad han gjorde. Her i det åbne og i offentligheden, ville han bestemt ikke stille en situation på benene, som i værste tilfælde, ville komme til at koste ham frygtelig dyrt. Det var han på ingen måder interesseret i. Han slog let med halen. Hans skridt var temmelig små i forhold til hvad de ville have været normalt, men med de lænker om hans for- og bagben, var det bare ikke muligt for ham, at tage de store og naturlige skridt.
Cale lukkede øjnene for et kort øjeblik. Hvad kunne han forvente af denne mand? Det var faktisk ikke helt til at sige. Hans blik søgte hans skikkelse, som han gik foran ham. "Hvad ønsker De af mig, Herre..?" spurgte han med en sandfærdig mine. Selv var han jo en slave.. vel nærmest en kriger, selvom han aldrig var blevet skænket titlen som Gladiator, og ærligt, så vidste han ikke, om det var en stilling, som han i det hele taget var interesseret i.
Folk kiggede efter dem, som de søgte ned af gaden. Hvor var de egentlig på vej hen? Kunne Cale overhovedet tillade sig at åbne munden? Han havde ganske vidst set denne mand på tribunepladserne et hav af gange, men hvordan han var at være i hus med, var ikke til at sige. Endnu en gang havde hans liv taget en drejning. Netop som stjernerne havde forudsagt.

[Deleted]

Cyrenic gik blot i et stykke tid uden at tale. Han ville ikke sige mere, før de var på behørig afstand af Cales tidligere ejer. Efter et stykke tid stoppede han op og så bedømmende på kentauren foran sig.
”Hvad er dit navn?” Han måtte jo vide, hvad han skulle kalde ham. Om det så var det navn, han var givet ved fødslen, et navn pålagt ham af en af sine tidligere ejere, eller et selvopfundet et, det tog Cyrenic sig ikke af. Kentaurens ophav og historie var hans egen sag, udover de dele, som angik Cyrenic, ellers beskæftigede han sig ikke så meget med det. Han valgte derimod at fokusere på fremtiden.
”Hvad var du, før du blev slavebundet?” Hvis han skulle afgøre hans potentiale, måtte han jo vide, hvor han havde været, og hvad han havde lavet. Fortiden skulle lægge fundamentet for fremtiden, men måtte ellers vige for samme. De var nødt til at bygge ovenpå fortiden, så de kunne nå højere og komme videre, men de kunne ikke tillade sig at lægge sig fast i det. Fanget i fortiden, ville fremtiden lægges i lænker, som en slave, nærmest ubrydelige.
Da han havde stillet sine spørgsmål og taget et sidste kort kig på kentaurens kvalitet og helbredstilstand, begyndte han igen at gå op mod den store villa, som snart ville blive synlig. Han havde ikke flere ærinder nede i byen og ville egentlig helst bare hjem. Så kunne han også få kentauren på plads og få ham installeret i sine nye omgivelser og sørge for, at han blev introduceret til, hvordan tingene foregik der på stedet. Han havde en ny herre nu og ville derfor også have nye pligter, og jo før han begyndte at vænne sig til de nye omstændigheder, des hurtigere ville han begynde at blive brugbar for Cyrenic. Han skulle jo have sine penge tjent ind igen.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale stoppede først op, da Cyrenic havde gjort tegn til at gøre det. Han betragtede ham. Hans nye ejer. Han var uden tvivl langt mere fin på den, end den forrige, som han havde haft, uden at han egentlig kunne gøre synderlig meget ved det. Men hvad pokker skulle han gøre ved det? Som han spurgte ind til hans navn, som var det en oprigtig interesse, fik ham til at lade hovedet søge på sned.
"Mit navn er Cale, Sir," sagde han ærligt. Han var stolt af det navn, som hans egne forældre tilbage i sin tid, havde skænket ham. Han var navngivet det navn, som han var blevet elsket og holdt af. Han havde mange ting i den forstand, at være taknemmelig for.
Cales blik fulgte Cyrenic med en meget alvorlig mine. Han brød sig ikke om at blive udstillet og undersøgt på den måde, selvom han vidste, at det vel alt sammen måtte være i en god mening? Han trak vejret dybt og bed tænderne tydeligt sammen i stedet for. Han måtte bare finde sig i det. Han var ikke andet end en vare til forhandling, uanset hvor hårdt sagt det nu måtte være at indrømme, så var det jo trods alt bare omstændigheder, som man måtte lære at leve med. Han trak vejret dybt.
"En fri kentaur, Herre," svarede han direkte. Før han var blevet en slavdebundet mand, havde han været fri som fuglen til at gøre hvad han ønskede, sammen med resten af sin slags. Kort måtte hans tanker glide tilbage på den fortid, også selvom det var ved at være så mange år siden. "Jeg lærte at tyde stjernerne, samt spore dyr og væsner.. introduceret til landbrug og simpel våbenbrug," fortalte han. I den forstand, havde han da uden tvivl været blandt de heldige, ud fra hvad han var kommet til, og hvor han nu var endt henne.

[Deleted]

”Jeg vil gøre dig til en gladiator, Cale - en af dem, der rejser sig langt over de andre. Hvis du følger mine instrukser og træner hårdt, så kan du opnå større ære end nogen anden i slavestanden - og hvad du ellers kæmper for.”
Hvad slaverne hver især kæmpede for, de inderste motivationer for at nå igennem dagen, var deres egne sager. Selv hvis han ønskede, at de skulle kæmpe for en særlig ting, så ville han aldrig med sikkerhed vide, hvad der drev dem i sine inderste mekanismer. Hvad der lå i deres sind og hjerte, som tilførte dem energi og styrke til at udføre sine pligter, det var ham en gåde. Sikkert var det kun, at de behøvede et eller andet. Havde du intet at kæmpe for, ingen håb, ingen drømme, om så bare overlevelse, så ville du ikke holde særlig længe, og slet ikke i den tilværelse.
Cales første respons på, hvad han var, før han blev en slave, var jo i sig selv sandt nok, men det var jo ikke lige det svar, han havde søgt efter. Dog uddybede han siden, og dette fangede Cyrenics interesse.
”Så du forstår dig på landbrug?”
Det lød til, at Cale havde fået en ganske almindelig, nogenlunde velafrundet træning med introduktion til lidt af hvert, som gjorde sig relevant for en i den under- eller middelklasse, som Cyrenic formodede, han var stammet fra. Stjernetydning var en ganske forventet evne, da dette lod til at være et udbredt fænomen blandt kentaurerne. Om det ville blive nyttigt, var ikke til at sige, men det var vel fint nok at have i baghånden, hvis det skulle blive relevant. Landbrug derimod kunne sagtens blive nyttigt. Han kunne måske sættes til at tilse haverne og de andre grønne områder inden for villaens område, sammen med de andre slaver, som havde dette til opgave. Hvis han skulle slå fejl som gladiator, kunne han blive sendt til et af landbrugene og arbejde, hvis han ellers kunne kontrolleres tilstrækkeligt til en sådan opgave. Våbenbruget lod til at være noget, der var blevet plejet siden han blev slavebundet. Imidlertid ville Cyrenic dog fokusere på arenaen, da det var her, han havde erfaring og her kunne der være en del at hente. Det var trods alt også et af de steder, hvor man ikke bare kunne sende enhver og få succes. Når man havde en, som udmærkede sig på området, kunne man jo ligeså godt udnytte det fremfor at have denne til at hente vand, når man kunne sende en anden slave med mindre kunnen til sådanne opgaver. Det handlede om at delegere korrekt, så alle slaverne fik de mest passende opgaver, sådan opnåede man maksimal værdi for indsatsen.

[Cale Joseia Nightgale]

At hans skæbne måtte ligge i hænderne på denne mand, var i forvejen ikke en tanke som faldt i Cales helt gode jord, men selv det, var ikke noget, som han kunne gøre synderlig meget ved, som det stod i øjeblikket. Han trak vejret dybt og med blikket hvilende på ham.
"Javel, Herre.." endte han. Til nu havde han haft sin egen drivkraft, for at komme frem i livet, og særligt hvad angik Arenaen. Den havde kostet ham blod, sved og tårer i så mange år, at det var svært for ham, at se sig ud af den pågældende situation. Hans hjerte slog let mod hans bryst. Før han var blevet slave, havde han naturligvis været en fri mand. Dette var dog for længst noget, som var blevet revet fra ham. Han længtes ikke umiddelbart.. Han kunne jo ikke engang huske, hvad det ville sige, at være fri.
Langsomt nikkede han. "Det gør jeg," begyndte han. Landbrug havde ligget meget naturligt til ham og hans familie, som alle havde levet af hvad de selv kunne få ud af jorden, fra træerne, eller hvad naturen i den forstand, havde skænket dem. Ikke at det var noget som gjorde ham noget. Han var stolt af, hvad han havde med i rygsækken hjemmefra. Hans blik hvilede på Cyrenic. Var det en oprigtig interesse? Selv havde han svært ved at forestille sig det, men det derimod, var en tanke, som rent faktisk glædede ham. "Der er ikke det, jeg til nu ikke har kunne få ud af jorden," fortalte han næsten med en stolthed i stemmen. Han havde været dygtig. Et sted håbede han naturligvis bare, at det var noget, som hans nye herre også ville kunne se, og værdsætte.

[Deleted]

Cale lod nu ikke umiddelbart videre begejstret for udsigten til at være en blandt arenaens titaner, men det kunne være, dette ændredes, når først han for alvor oplevede hvad det ville sige at være en mester, beundret af alle - men måske ikke. Nogle lærte at værdsætte - enkelte endda længes efter - dette liv, mens andre aldrig fik smag for det. Det var vel en individuel sag ligesom så meget andet. Cyrenic havde dog ikke tænkt sig blankt at opgive på baggrund af dette, han ville bearbejde ham lidt og se, hvad han kunne få ud af ham, og duede han så ikke til arenaen, så kunne han jo begynde for alvor at udforske de andre muligheder, som han allerede var godt i gang med at overveje for hans fremtid.
”Virkelig?” Det lød da godt, det kunne jo altid blive behændigt at have en ved hånden, som havde forstand på at arbejde med landbrugsjorden. Det var jo trods alt en af deres kilder til både føde og økonomisk fremgang, og begge var vigtige for både befolkningen og samfundet. ”Interessant.. Det kan måske komme os begge til gode.” Han uddybede dog ikke på hvilken måde, det måtte Cale selv udrede med sig selv, hvordan han valgte at se det.
Da Cale talte om sin landbrugserfaring lyste hans ansigt og stemme op på hen helt anden måde, end da han havde nævnt sine kampevner. Han virkede oprigtigt interesseret heri. Hvis dette var tilfældet, kunne det måske være fordelagtigt at tildele ham nogle pligter inden for denne kategori, det kunne måske neddysse eventuelle tanker om flugt eller oprør, han måtte have tilovers fra sine tidligere ejerskabsforhold.