Med brændende hjerte

[Deleted]

Ezekiel havde ærlig talt ingen anelse om, hvad det ville sige at passe på børn. Han var dog frisk på at forsøge, og det var vel også det som talte? At slå på børn og behandle dem skidt, ønskede han ikke. Underligt var det vel ikke, eftersom han var af den generation, som han nu var?
Hun var ikke afvisende for hans idé, hvilket var noget som fik smilet til at brede sig på de tynde læber. Hans tænder ar på ingen måder hvide, men så misfarvede, som noget overhovedet kunne være. Han var på ingen måder velplejet, men havde da alligevel sine ideer til, hvordan tingene skulle være, og det var vel det, som gjode en kæmpe forskel? "Ezekiel kan.. Du kan tro han kan.. jeg kan godt," sagde han. Et sted også for at overbevise sig selv om det faktum.
"Du kan stole på mig. Ezekiel vil passe på dig," stilføjede han denne gang langt mere bestemt, end hvad han havde gjort tidligere.

[Deleted]

Det var ikke det usoignerede udseende, der bekymrede Kaida. Selv var hun heller ikke nyvasket, og håret var slidt, uglet og beskidt, ligesom resten af hende. Hvide tænder havde hun vist heller aldrig rigtig haft. Men hun havde dem alle endnu, hvilket var mere end man kunne sige om så mange voksne, der havde levet omkring hende. Det, der til gengæld bekymrede hende, var, at han ikke lød helt normal. Han talte så underligt, opførte sig underligt. Hendes blik var derfor en smule skeptisk, som han understregede, at han godt kunne, men til sidst nikkede hun. Om ikke andet ville Aine være i nærheden, hvis noget gik galt. Men hun kunne i hvert fald ikke introducere dem foreløbig! Ingen skulle se Aine. Ikke før hun blev større og stærkere. "Okay... hvad så nu?" Nu var de jo blevet enige, hvad gjorde de så herfra. Ville han så bare følge efter hende? Skulle hun nu til at tjene til tre munde? Forhåbentlig kunne han også selv. "Hvordan skaffer du mad?" spurgte hun derfor mere uddybende for at finde ud af, hvordan de kunne klare sig.

[Deleted]

Aldrig havde Ezekiel været ordentlig at se på. Hans hud var blevet anderledes, efter de frygtelig mange år i en grotte. En grotte, som havde ageret som hans fængsel. Han havde jo faktisk aldrig haft andet, kunne man jo sige. Hans blik hvilede på hendes skikkelse. Kunne han kalde hende for sin datter nu? Børn havde han jo aldrig haft. "Du går med Ezekiel. Ezekiel skal passe godt på dig. Ingen voksen må gøre dig ondt.. ingen voksen vil tvinge dig til at arbejde! Åh nej... slet ikke arbejde," sagde han endeligt. Han så skiftevis fra hende og til hendes æble, som hun endnu måtte sidden knugende med i sin hånd. Han var måske underlig, men han havde hjertet på det rette sted. Det var bare noget, som de færreste, rent faktisk troede om ham.
"Jeg spørger naturligvis!" sagde han, som var det noget af det mest logiske i denne her verden. Hvis man ikke spurgte, så fik man jo heller ikke ligefrem noget. Desuden havde han sine tricks, som han kunne benytte, hvad det her angik, og som han heller ikke tøvede med at gøre brug af, hvis han kunne komme til det. Han rejste sig roligt op igen. Han åbnede og lukkede sine hænder adskillige gange. Han var i forvejen ikke særlig god til det, med at sidde stille alt for længe af gangen. "Videre må vi. Det er farligt, at sidde her," fastholdt han. Folk begyndte at stirre. Og det kunne han ikke lide.

[Deleted]

Han spurgte?! Kaida så måbende på ham. En ting var, at han holdt fast i, at hun ikke skulle arbejde. Det lød for det første højst mærkværdigt. Hun havde altid arbejdet, og hun havde efterhånden længe måtte klare sig selv på gaden. Tilgengæld nåede hun ikke at stille flere spørgsmål, før han rejste sig og erklærede, at de måtte videre. Så uden nogen lettere tøven rejste Kaida sig ligeledes. Forhåbentlig holdt Aine øje med hende på afstand. Omvendt. De skulle nok finde hinanden igen. Det gjorde de altid. De var aldrig langt fra hinanden - hverken i ånd eller i verden. "Hvem spørger du?" spurgte Kaida, da hun ellers var klar til at følge med Ezekiel. Burde hun være bekymret? Hun havde svært ved at regne det ud. Han mente i hvert fald, at her var farligt, selvom det ikke var hendes eget indtryk. Her var næppe farligere end så mange andre steder, hun kunne sidde. 

[Deleted]

Ezekiel havde måske sit eget syn på den omverden, som de nu måtte være en del af, men det var vel heller ikke noget, som kunne komme bag på dem? Han forsøgte efter bedste formåen, at passe på hende, og særligt nu, hvor han vidste, at hun ikke havde nogen.
Hans blik flakkede omkring. Naturligvis ville han spørge! Desuden vidste han, at han kunne være meget overbevisende, hvis det var noget, som han ønskede at være. Han lod hovedet søge på sned. "Dem som har maden selvfølgelig," sagde han. Med mentaldæmonen i sig, kunne han nemlig få folk til at gøre ekstremt mange ting for sig, og det udnyttede han gerne, hvis han kunne komme til det.
Med lette skridt, bevægede han sig ned af gaden. Han holdt øje med alt og alle, som de passerede undervejs. Tænk hvis de ville tage den lille pige fra ham? Ej ønskede han det!
"Bare rolig, Ezekiel skal nok passe på dig." Med disse ord, tog han fat om hendes arm, for at sikre sig, at hun blev helt tæt på ham. Han gjorde det ikke for at være ond. Han ville bare ikke miste noget, som han lige havde fået fat i!

[Deleted]

Dem som har maden? Kaida så bare undrende på ham - og noget så skeptisk også. For hvorfor troede han, at folk bare ville give ham mad, hvis han spurgte dem om det? Jo, det virkede da nogen gange, men Kaida havde oplevet, at det var undtagelsen fremfor reglen, der gjaldt, når man så så pjusket og nusset ud. Og hun havde endda den fordel, at hun var et barn, sådan da, og det fik lidt flere til at unde hende noget. Kaida stillede dog ikke flere spørgsmål til det, og så måtte hun vel bare finde ud af, om det var noget, han virkelig kunne. Til gengæld brød hun sig ikke meget om, at han tog fat i hendes arm. Heller ikke under påskudet om, at han nok skulle passe på hende. "Jeg.. jeg kan godt gå selv" forsøgte hun at fortælle, mens hun lidt forsigtigt forsøgte at trække armen til sig men stadig følge med ham. Hun havde trods alt klaret sig længe uden ham, og hun så ingen grunde til fare her. Faktisk var det, der måske var mest farligt her, det var Ezekiel, fordi han virkede så underlig, og hun ikke kunne regne ud, hvad han var og ville. Men hun havde besluttet sig for at give ham en chance for at vise, at han virkelig ville hende det godt, og det ville hun holde fast i.

[Deleted]

Ezekiel kunne være forfærdelig overbevisende, hvad det her angik, og særligt når det kom til søgen for mad. Han kunne få grønthandleren til at give ham det i hånden, som han kunne få bageren og fiskeren til at gøre det samme. Det havde sine fordele, at være en mentaldæmon, og kunne manipulere med folks tanker. Det var noget som uden tvivl havde reddet ham frem til nu.
Omklamrende som han kunne være, kunne han også sagtens være omsorgsfuld og hjælpsom. Det var det som han forsøgte med hende. "Ingen må tage dig! Åh nej, det må de ikke.. Du er Ezekiels nu.." Han vendte blikket mod hende. Han gjorde det hele af god mening, selvom det kunne være svært at forestille sig.
Lige nu var det vigtigste, at få hende med sig væk fra menneskemængden, for han ville jo helst ikke have, at der var nogen, som skulle gøre hende ondt, eller tvinge hende til at arbejde. Børn skulle nemlig ikke arbejde i hans verden! Han ville jo bare passe på hende. "Vi må finde et sted at bo.. så du kan opvokse i tryghed, og hvor Ezekiel kan passe ordentligt på dig," sagde han endeligt. Igen begyndte han at tænke højt.