Med brændende hjerte

[Deleted]

"Bliv her" hviskede Kaida til Aine, da de stod i udkanten af en ny by. "Gem dig". Det var for risikabelt at lade Aine træde med ind i byen. Hun var så ung, denne drage, og Kaida vidste allerede, at de var tæt forbundet. Blidt plantede hun sine unge læber på ungdragens snude, inden hun rejste sig for at søge ind i byen. Natten var ved at gå på hæld, og Kaida slog et enkelt blik tilbage mod Aine og solopgangen. Hun sukkede, rettede på det slidte, beskidte skørt, inden hun tog en dyb indånding og gik ind i byen. 

Den første rumsteren var allerede begyndt. Der var en behagelig duft fra en bager i nærheden, der fik hendes mave til at knurre. Et svagt, skævt smil lagde sig om hendes læber, mens hun søgte efter, hvor markedet snart ville gøre klar. Sådan et var der altid i byer af en vis størrelse. Hun fandt det da også snart ved at følge folk med trillebøre og andet, der tydeligvis kunne sælges. Et æble faldt af den ene vogn, og Kaida skyndte sig at løbe hen, snuppe det og fortsætte hen bag den nærmeste bygning. Forhåbentlig blev hun ikke nærmere bemærket. 

Sukkende satte hun sig ned af husmuren, inden hun sulten satte tænderne i æblet. Sulten... og træt. Øjnene blev tunge, og med et halvt æble i hænderne, faldt hun i søvn der. Op af husmuren. Et stenkast fra hovedgaden igennem endnu en fremmed by. 

[Deleted]

Ezekiel så sig forvirret rundt. Efter han på mirakuløst vis, havde genvundet sin frihed i Procias, havde han vandret frit, i forsøg på at genvinde bare en smule kontrol over sig selv. Det eneste selskab han havde haft, havde været ham selv, og det havde nok drevet ham til det, som mange i dag, ville kalde for en mild sindssyge.
Øjnene kørte nærmest rundt i hovedet på den aldrende mand. "Byer.. mennesker.. væsner.. tanker.. åh alle de tanker.." Igen slog han sig mod tindingerne og tog fat om det slidte og spaltede hår. Han var ikke andet end en skygge af en mand, som han engang havde været.

Byen.. I Ezekiels øjne, var der alt for mange af dem, og de rummede alt for mange mennesker. Som en gammel mentaldæmon, var han jo i stand til at høre visse. Dem som ikke kunne skærme dem om ikke andet.
Hans tøj var laset, og langt fra noget, der indikerede en høj velstand. Det havde han aldrig haft. Om han fik mad for dagen og de typiske tre måltider, var han en lykkelig mand. Nu hvor det heller ikke var så koldt længere, var det til at holde ud, at vandre rundt for ham. Han havde jo ikke noget fast sted at opholde sig, i forhold til så mange andre. Den grotte, som han havde været holdt i, i bjergene i Procias, havde været et fængsel. Et fængsel, som han nu havde brudt ud af!

Hvor han reelt var på vej hen, vidste Ezekiel ikke. Bladene var begyndt at komme tilbage på træerne. Hvem som havde stjålet dem alle sammen i udgangspunktet, vidste han ikke, men han glædede sig til det atter blev varmt og godt. "Alt for mange væsner.. alt for mange væsner," gentog han igen, og igen for sig selv, da han stoppede op mdt på gaden. Han vidste slet ikke hvor han skulle gå hen.

[Deleted]

En stemme brød den summen, der ellers kom fra menneskene omkring i byen. Det fik Kaida til svagt at misse med øjnene og blive opmærksom på, at hun var faldet i søvn. Solen skinnede efterhånden og var mere end blot en svag, orange farve i horisonten. Som hun først fik bedre styr på sit blik, så hun en mand tale med sig selv. Det virkede underligt... og Kaidas første reaktion var at knuge om det halve æble, der efterhånden var brunt og bar præg af før at være faldet af en vogn. Hun forsøgte at ignorere ham. Mænd som ham skabte typisk problemer. Forsigtigt bed hun af sit æble og håbede, at han ikke ville bemærke hende og ellers gå videre. Han så gammel og uhyggelig ud. Lige nu var hun glad for, at hun ikke var stødt på ham om natten. Åh, forhåbentlig var Aine i nærheden.

[Deleted]

Ezekiel var, alt taget i betragtning, et ganske fredeligt væsen. Han ønskede sin frihed, hvilket var grunden til at han vandrede på den måde, som han nu gjorde. Rundt uden mål eller mening.
Den unge pige, der sad ikke langt fra ham, var ikke en, som han havde bemærket ved første øjekast. Det var egentlig først, da hun hævede det halve æble til sine læber, at hans blik måtte fange hendes skikkelse. Et barn? Dog ej et væsen, som han havde set synderlig meget til. Folk synes næsten at være bange for at lade deres børn komme ud, selv om dagen. I hans øjne var det en frygtelig verden at vokse op i. Var hun blandt de heldige? En af de heldige, som havde et godt liv?
"Ej ser jeg en voksen omkring dig. Du må være alene.. Helt alene i den store verden.." konkluderede han. Han snakkede nok igen mere med sig selv, end han snakkede til hende, men det at føre en samtale, havde han i forvejen altid haft det meget svært ved. Varsomt søgte han tættere på. Måske at hun kunne give ham nogle svar på de spørgsmål, som han brændt inde med? "Hjælp mig," tilføjede han. Et ord, som han havde hørt så mange bruge, og man rent faktisk havde hjulpet hinanden som følge af det. Måske at han også kunne være heldig for en gangs skyld?

[Deleted]

Han så hende. Bemærkede hende. Talte til hende. Og kom hen til hende. Et enkelt slag hoppede hendes hjerte vist over. For han så skræmmende ud i forhold til, hvad hun normalt så. Alligevel bød selv samme hjerte hende ikke at afvise ham, da han bad om hjælp. Nogle gange var det jo de mest uhyggelige ting, der viste sig at være de mest smukke, når man så nærmere efter. Folk var jo også bange for Aine og syntes, at hun var uhyggelig - selvom hun bare var en lille drage. Æblet havde hun taget fra munden, da han kom tættere på, og forsigtigt spurgte hun ham: "Hvordan kan jeg hjælpe dig?". Hun var ikke afvisende, for kunne hun virkelig hjælpe ham, så ønskede hun at gøre det. Det var minimalt, hvad hun kunne tilbyde eller gøre for nogen, men kunne hun gøre noget, bare lidt, så ville verden forhåbentlig kun blive et bedre sted. 

[Deleted]

Selv Ezekiel var klar over, at han var anderledes end de fleste. Den ekstreme tid alene i grotten, havde gjort noget ved ham, som han ikke selv var herre over. Huden var bleg, og skallede næsten, som havde han været en øgle. Det sagde vel blot lidt om hvilke omstændigheder der havde ramt den arme mand.
At hun ikke afviste ham, var en tanke, som Ezekiel godt kunne lide. Selvom han ikke vidste, hvordan han skulle udnytte situationen i den forstand, at han ikke ønskede at skræmme hende undervejs. "Jeg forstår ikke.. Alle de tanker.. ti' stille..!" Igen slog han sig mod tindingerne og tog fat om det slidte hår, næsten som forsøgte han at rive det af. Ikke at det var lindrende. Tvært imod.
Igen stoppede Ezekiel op foran hende. Hovedet lod han søge på sned, inden han knælede foran hende. Hænderne satte han af mod jorden. "Alle bladene på træerne er væk.. Hvem har taget dem? Nogen har taget dem," konstaterede. Så lang tid, som han havde været låst af vejen, havde han glemt alt om naturens gang, og skift fra den ene årstid til den næste. Blomsterne var væk, fuglene var holdt op med at synge. De mørke øjne søgte over hendes skikkelse. Hun var så ung og uden forældre eller andet til at passe på hende. Han havde ondt af hende. "Du er alene.." bemærkede han pludseligt.

[Deleted]

Måske var han syg? Måske var det bare det, der var galt? Det havde hun da hørt om. At man kunne blive så syg, at man talte med sig selv. Han lød i hvert fald til at have hovedpine, men det kunne hun ikke hjælpe med. Hun vidste intet om urter og den slags. Den slags lærte man vist ikke, når man boede i en havneby med en fattig familie, hvor man altid måtte slås om maden. I det mindste havde der været mad. Sådan lidt oftere end nu. Det kunne hun godt savne. Om ikke andet at have sine brødre og søstre. Hun nikkede til, at hun var alene, før hun tænkte over, hvordan hun skulle besvare hans spørgsmål. "Vinden har taget dem" svarede hun stille og lidt kort. Hun forsøgte at tænke nærmere over det: "Det var koldt, og så kunne de ikke holde fast, og så kom vinden". Bedre kunne hun ikke forklare det. Sådan var det bare i perioder. Hvorfor det var sådan, det vidste hun ikke, men så vidt hun da vidste, så havde det bare altid været sådan. Det måtte han vel også vide? Men måske havde han glemt det. Måske var han så gammel, at han havde svært ved at huske? 

[Deleted]

Et sted var Ezekiel vel blevet syg? Efter at have tilbragt så mange år alene, uden at andre havde været der til at holde ham med selskab. Ensom som han havde været, så havde han også glemt, hvordan man opførte sig omkring andre. Det havde desuden aldrig været en styrke hos ham.
Ond var han dog ikke. Han ønskede blot svar, ligesom alle andre. At han så derimod skulle søge dem hos et barn, måtte han jo så bare tage med sig. Vinden havde taget dem? Havde vinden virkelig taget dem alle sammen? Han rynkede næsten uforstående på næsen. "Vinden er stærk, så," sagde han endeligt, inden han satte sig ned ved siden af hende. Egentlig ligeglad med, om hans tilstedeværelse, var ønsket.
Et tungt suk brød hans læber. De tynde og lange fingre fumlede han med foran sig. Forstod han sig overhovedet på noget af det, som skete omkring ham? Pludselig begyndte han at tvivle. "Er du alene?" spurgte han direkte. Gammel kunne hun næppe være, og derfor forundrede det ham, at hun sad herude alene, når hun burde have voksne til at passe på sig. Hvem vidste? Havde tiderne virkelig skiftet så meget, siden han havde smagt på friheden sidst?

[Deleted]

Vinden kunne i hvert fald være stærk. Det havde Kaida i hvert fald oplevet før. Storme og den slags var ikke til at spøge med. Træer væltede og det var svært at trække vejret, hvis man gik i modvinden. Hende og Aine havde gjort meget for at gemme sig, når vejret blev så slemt. Helst i en grotte, hvis de kunne. I værste fald havde de lagt sig på en eng eller i en lysning, der var stor nok til, at træerne ikke ville ramme dem, hvis de væltede deres vej. 

Kaida sagde i første omgang intet, da han satte sig ned ved siden af hende. Han virkede stadig underlig, og et eller andet sted var hun nok også stadig lidt bange for ham. I det mindste var det dag, og der var mange mennesker i nærheden. Nogle var nok på vej til og fra det marked, hvor hun ville have forsøgt at tjene lidt til dagen og vejen. 

Da han endnu engang spurgte til, om hun var alene, regnede hun med, at han ikke havde bemærket, at hun havde nikket til hans svar. Måske så han ikke så godt? Gamle mennesker kunne vist godt have problemer med synet. "Ja" svarede hun og så på ham, mens hun sad og nulrede det halve æble imellem sine hænder. Han havde stadig ikke sagt, hvad han skulle bruge hjælp til, og hun var i tvivl, om hun skulle spørge igen. Måske havde det bare været det om tankerne og bladene og sådan. 

[Deleted]

Ezekiel havde aldrig været god til det sociale. Faktisk var han noget af en bøv, når det kom til det punkt, og det havde han nok alle dage været. Hans blik hvilede på hendes skikkelse. Var hun bange for ham? Der var ikke nogen grund til at være bange for ham, før man rent faktisk gjorde ham noget, og det havde hun jo ikke ligefrem gjort.

De mosgrønne øjne gled mod æblet som hun nullede i sine hænder. Hun var alene. En skam, når hun ikke var ældre.
Stilheden sænkede sig, som han igen vendte blikket mod sine egne hænder. Han begyndte at fumle let med hænderne, ligesom hun gjorde. Som om at han forsøgte at tage ved lære, af hvad hun gjorde i stedet for. Han lod hovedet søge på sned. Nysgerrig. Han var virkelig, virkelig nysgerrig. "Hvorfor sidder du her alene?" spurgte han direkte. Det var underligt for ham, at der ikke var nogen voksne omkring hende, til at tage sig af hende. Sådan havde man gjort med børn tilbage i hans tid i hvert fald.
"Børn burde ikke være alene.. Nej, nej.. børn skal beskyttes.. beskyttes mod de farer der lurer.." Igen snakkede han nok mere med sig selv, end den lille pige ved siden af sig. Det var bare svært. "Kan du lide æbler?" spurgte han pludseligt, som han kom tilbage til den virkelige verden igen.

[Deleted]

Han virkede så mærkelig. Også hvordan hans hænder begyndte at famle om sig selv. Og hans måde at snakke om, at hun skulle beskyttes, gjorde hende ikke mere tryg. Men han havde jo egentlig ret. Beskyttelse kunne hun godt have brugt lidt mere af. Men burde hun fortælle ham, hvorfor hun sad her alene? Aine skulle han i hvert fald ikke vide noget om. Før hun nåede at svare ham, spurgte han til æblerne, og hun sendte ham et varmt smil og nikkede. Huskede så, at han ikke havde bemærket det før og sagde derfor: "Ja, jeg kan rigtig godt lide æbler". Også selvom det var stødt, beskidt og blevet brunt af, at hun havde sovet med halvdelen af et. "Dem har jeg altid spist mange af. For dem kunne vi finde udenfor byen, og nogle gange kunne vi få lov at hjælpe i æbleplantagen". Det var nok en af de frugter, hun havde spist mest af, og det var fantastisk, når de fik lov at tage æbler med hjem, de kunne spise til den ellers kedelige grød, som de oftest fik. "Min far var ond mod mig. Så jeg stak af. Og jeg tør ikke tage hjem igen". Han havde aldrig været god ved nogen af dem, men da Kaida først havde fundet sit drageæg, så turde hun ikke risikere noget. Han ville have solgt Aine, før hun overhovedet var blevet udklækket! 

[Deleted]

Ezekiel var underlig rastløs. Det var han som regel, når han endelig var ude, og opleve det, som for ham, næsten var nyt. I dag, var det jo selskabet af dette lille barn. Lille i hans øjne i hvert fald. Hun virkede dog ikke direkte skræmt af ham. Hun sad der jo endnu.
"Æbler er sure.. Sure er de," sagde han blot. Han havde nu altid været glad for sure ting. Den slags stimulerede nemlig hans tunge, og det var noget, som han særligt godt kunne lide. Han rystede kort på hovedet igen. "Arbejder barnet?" spurgte Ezekiel. For ham, forekom det fuldstændig unaturligt at et barn skulle arbejde. Nej, derimod var det en moder og en faders arbejde og ansvar!
At et barn skulle være alene, var Ezekiel imod. Skulle han tage med dette barn? Passe på det? Selvom han nu knapt var i stand til at passe på sig selv? "Fædre bør beskytte deres børn!" udbrød Ezekiel næsten forfærdet. Hans blik begyndte igen at flakke, og hans hænder fumlede mere foran ham. "Ezekiel kan passe på dig.. åh ja.. god idé!" sagde han pludseligt. I det tilfælde, så kunne han da vide sig sikker på, at intet ville ske hende!

[Deleted]

Nogle æbler var da søde? Kaida trak blot på skuldrene af udmeldingen. Nogle æbler var også melede. Det her æble var mest sødt og beskidt. Det sidste havde hun lært at leve med, for sådan havde hele tilværelsen været. Bad var ikke noget, der var almindeligt. Om sommeren blev det til en dukkert i søen eller havet, men det var også det nærmeste, udover måske lige, hvis de skulle have set pæne ud. Så blev der gnuppet på arme, ben og i ansigtet, så de i det mindste ikke var brune af snavs og jord. "Man er nødt til at arbejde, hvis man vil have mad" svarede Kaida med et svagt smil. Det havde han måske aldrig prøvet? I så fald måtte han være enten tyv eller meget rig. Og han lignede ikke en, der var meget rig. Han lignede heller ikke en, der kunne beskytte hende. Ikke bedre end Aine kunne i hvert fald. "Hvordan vil du passe på mig?" spurgte hun ham med hovedet på skrå. Kaida havde svært ved at tro på, at han kunne klare sådan en opgave. Altså ved mindre han havde et hus, tjenere og alt mulig andet til at hjælpe sig. Det tvivlede hun blot på. Og at passe på hende krævede, at man også kunne beskytte Aine: Et job hun endnu ikke turde betro nogen. 

[Deleted]

De sure æbler, var uden tvivl dem, som Ezekiel bedst kunne lide. Det som hun derimod sad med i hænderne, virkede hverken surt eller tiltalende, men derimod brunt og kedeligt. Han rystede kort på hovedet, inden han igen så sig om. Folk passerede dem, uden at tage synderlig meget notits af de to individer der sad der. De skulle bare vide, skulle de. Han kunne nemlig høre mange af de tanker, som gik igennem deres hoveder!
"Arbejde er ikke for børn! Åh nej.. Dengang jeg var barn, var det forældrene som arbejdede.. fra morgen til aften.. Hver eneste dag, fra morgen til aften." Han krummede ryggen lidt. Det var egentlig ved at være mange år siden, han overhovedet havde tænkt på sin fortid på den måde, men hvad skulle han da kunne gøre ved det? Aldrig havde der været nogen, der havde søgt efter ham, aldrig havde der været nogen som havde tænkt på ham, i alle de år, som han havde været væk.
Hvordan han ville passe på hende? Hun afviste rent faktisk ikke den anmodning? Hovedet lod han ligeledes søge på skrå. "Vil du lade Ezekiel passe på dig?" spurgte han direkte. Lige hvordan, havde han ikke fundet ud af endnu. Det var jo en tanke, som først lige nu, havde slået ham.

[Deleted]

Kaidas forældre havde også arbejdet. En hel del endda. Hendes mor var godt nok tidligere hjemme end hendes far, men det var kun, fordi hun skulle sørge for at deres faldefærdige hus stadig tog sig nogenlunde ordentligt ud, og børnene skulle jo have en eller anden form for mad. Og desuden kom deres far ofte først hjem efter de var lagt i seng. Enkelte gange blev de holdt oppe, hvis de ikke havde opført sig ordentligt. Og han havde været fuld, meget fuld, og de slag, der ventede, havde altid været de mest ubehagelige. "Hvis du kan" svarede Kaida lidt usikkert. For hun var bestemt ikke sikker på, at Ezekiel kunne passe meget bedre på hende, end hendes forældre havde kunne det.