So I pray

[Deleted]

Hun forstod jo slet ikke, hvad hun bad om, hvad der foregik! Hvordan kunne hun? Hun var jo en slave. De havde slet ikke sans for den slags kompleksiteter. Hvad hun bad ham om var alt for meget, han kunne umuligt gøre det. Hvis han lod hende gå, og det blev opdaget, ville konsekvenserne være katastrofale.
”Du forstår ikke. Hvis jeg lader dig gå, vil det skade både mig selv og min familie. Hvis nogen skulle opdage det, ville de tro, at jeg var indblandet i din flugt.” Der var så utroligt meget på spil her, det var ikke kun hendes liv, men hans ry. Hvis han blev inkrimineret, så ville det jo ramme mange andre også - så at hjælpe hende ville vel være egoistisk af dem begge. Han havde jo godt nok givet hende sit løfte på, at han ikke ville tvinge hende til at tage tilbage, men det var jo før, han vidste, hvad hun var! Så gjaldt det vel egentlig ikke, gjorde det?
Han var splittet, han brød sig ikke unødigt om at skulle bryde sit ord, selvom det kun var en slave. Det var jo ikke godt for hans omdømme. Selvfølgelig ville det i dette tilfælde ikke have nogen reel betydning, det var mere en vanefølelse.
”Hvad har du i sinde at gøre, hvis jeg lader dig gå? Du vil aldrig være fri, så længe du blot er en bortløben slave. Du vil blive jagtet overalt, du går, du vil aldrig få fred. Det er ikke et liv.” Måske han kunne tale hende fra dette håbløse projekt? De vidste jo begge, at hun aldrig ville finde et sikkert sted i Tayevania, med dette slavebånd hængende over hovedet. Hun ville blive jagtet som et vildt dyr, indtil hun igen blev indfanget, og når hun gjorde, ville konsekvenserne blive langt værre for hende selv. Hvis Rohan havde være brutal før, så kunne Cyrenic kun forestille sig, at det måtte blive langt værre, når han fangede hende, hvis hun fortsatte sin flugt. Han vidste, hvad han selv ville gøre, hvis en slave forsøgte flugt, og han tvivlede på, at de andre slaveejere ville være meget mere barmhjertige.

[Deleted]

De lyse øjne var stadig direkte mod hans blik, hun havde sine hænder knyttet, det ville ende galt dette her, hun skulle aldrig havde talt til ham. Det var det rare ansigt som havde lokket! Hun hadet det. Men nu var det slut, han kunne ikke hjælpe hende og sådan var det altså bare. At han så stædigt blev ved, fik hende til at ryste på hovedet.
"Ingen behøver at vide noget, hvem skulle vide du havde mødt mig? Vi er jo alene." Kom det stille fra hende, hendes hænder løsnede sig, som hun begyndte at pille ved toppen som dækkede hendes bryst. Det kom ikke på tale hun skulle tilbage, om hun så skulle skrige og få det til at ligne han havde holdt hende tilbage. Så var hun også på god fod med Rohan, for så var historien blot hun var blevet holdt tilbage af en grådig mand. Enhver mand elskede jo hendes krop og kunst, så hvorfor ikke denne mand? Havde hun hjertet til sådanne handlinger? Nej..... Men hvis han ville skade hende, måtte hun vel forsvare sig? Naydina brød sig slet ikke om at have ondsindet planer som kunne ødelægge et andet væsens liv.
"Jeg bliver fløjet herfra af en mægtig drage, jeg blider ej jagtet på øen, for jeg forlader den snart.... Vil De ikke nok bare lade dette ligge? Jeg ber Dem, jeg vil gøre hvad som helst." Hun lød sikkert skingrende skør, ingen havde hørt om drager fra andet end eventyr, meget få havde og de fleste blev omtalt som skøre. Men hun havde set Harley, fløjet på Harley og faktisk blevet krammet af det store bæst. Hun var virkelig! Og Naydina's frelser fra Rohan og øen her.

[Deleted]

Cyrenic var i vildrede. Hvis han skulle bringe pigen hjem, så ville det tydeligvis være med magt. Det ville selvfølgelig ikke være et problem, han behøvede ikke engang selv gøre noget, han havde sin slave og livvagt udenfor. Alligevel foretrak han dog at løse det uden, det gik så vidt, hvis det var muligt.
”Det er ikke så simpelt. Der er øjne og ører overalt, intet går ubemærket hen…”
Hans læber fortrak sig i en grimasse, mens han overvejede sine muligheder. Han kunne ikke hjælpe hende, ikke på den måde, hun ønskede af ham. Der var ingen tvivl, han var nødt til at gøre noget - og han kunne ikke risikere at lade sin families eller sit eget rygte blive plettet på baggrund af denne trivielle affære. Hun måtte være Rohans hovedpine, ikke hans. Han var nødt til at lære at holde sig ude af andres problemer, så de ikke blev til hans egne. Han måtte starte her.
Cyrenic hørte godt nok hendes historie om dragen, men han kommenterede ikke på det. Det lød alt sammen temmelig usandsynligt, men det måtte hun jo selv om. Han havde i hvert fald ikke i sinde at diskutere sandsynligheden for, at en drage ville komme og bære en bortløben slave væk fra øen.
”Naydina, jeg kan ikke bare lade dig gå og lade som om, intet er hændt - vi ved det begge..”
Han lukkede sine øjne i et øjeblik og tog en dyb indånding, inden han fortsatte med fortrydelse iblandet sin stemme.
”Jeg bliver nødt til at indrapportere, hvad der er sket… At jeg mødte en bortløben slave ved templet - jeg forsøgte at sende hende tilbage til sin herre, men hun stak af. Selvfølgelig kan jeg ikke gøre det, før jeg har færdiggjort mine ærinder - det vil vel tage en time.”
Han vendte sig om og så ned i templets gulv og skar tænder. Hvis det kom frem, blot at han havde stået her og talt til hende så længe, efter han vidste, hvad hun var, ville det i sig selv være slemt nok. Fik folk nys om, at han havde ladet hende gå, ville han slet ikke forestille sig følgerne. Han havde egentlig intet at gøre, efter han forlod templet, men han kunne vel give hende en time - så kunne han tage en tur ned gennem byen på vej hjem. Han var dog nødt til at anmelde hende, men bare den tid, hun fik, burde ses som en gave. Hun kunne nå et stykke på den tid, og derefter måtte hun klare sig selv. Det kunne han ikke tage sig af. Hun satte ham i en meget skidt position. Han håbede blot, at guderne ville tilgive ham denne beskidte affære.
”Jeg vil ikke have noget fra dig, men jeg foreslår, du er væk til den tid, før de kommer og leder efter dig.”

[Deleted]

Først skulle hun lige til at stikke af, så hurtigt hendes ben måtte bære hende, men hun stoppede alligevel op, hun blev overrasket, han ville give hende tid til at stikke af og gemme sig. Det var storsindet af ham, hvis han var så vigtig som han gav udtryk for, forstod hun jo godt at han måtte reagere, det var klart, måden han valgte at gøre tingene på, fik dog tårer til at vælde op i øjnene på ny.
"Deres hjerte er ligeså rart som Deres ansigt." Hendes stemme var lille og blid, hun sendte ham et svagt smil, det var virkelig storsindet af manden og det måtte ikke gå hen og blive taget for givet. At han ikke troede på det med dragen ville i sidste ende ikke undre hende, hun smilede dog mere og mere, dette her var bevis på at der var folk med gode hjerter, skønt de burde gøre andet, valgte de at tage smutvejen. Et sted kunne hun ikke dy sig, hun valgte at kramme sig ind til manden, knugede ham og puttede sit ansigt kort ind til ham, inden hun valgte at give slip på ham igen.
"Tusind tak Sir, De har gjort en god ting og det ved Guderne, ligesom jeg." Lød det yderst taknemligt fra hende, hun nejede hurtigt, inden hun så sig rundt. De var stadig alene, hun måtte nok hellere snige sig ud, hun smilede lidt for sig selv og nikkede beslutsomt. Og så måtte hun finde et sted at løbe hen og gemme sig, for de ville komme efter hende, det var hun sikker på. Naydina lod blikket falde tilbage på ham.

[Deleted]

Cyrenic var ikke sikker på, hvordan han skulle tolke det, da hendes øjenkroge pludselig blev fugtige og tårer begyndte at dukke op igen. Da hun begyndte at tale, blev han dog lidt mere rolig igen. Han havde været usikker på, om hun ville forsøge på noget, hun kunne jo ønske at uskadeliggøre ham, så hun ville have længere tid til at forsvinde, end han kunne tilbyde hende - det skete, at slaver blev voldelige, og hun var jo allerede stukket af, så hun havde intet at miste efterhånden - men det lod heldigvis ikke til at være tilfældet. Hvis hun gjorde, ville han jo være nødt til at stoppe hende, og han syntes ikke, der var behov for, at det skulle udvikle sig i en voldelig retning. Han havde endelig fundet en løsning, han nødtvungent kunne acceptere, og hun lod til at være tilfreds med den, heldigvis.
Trods han igen var begyndt at slappe lidt af igen, spændte han igen op, da hun pludselig omfavnede ham. Det var ikke noget, der skete ofte, og slet ikke fra folk i hendes stand, han havde været fuldstændig uforberedt på denne udvikling. Først stod han der bare lamslået og vidste ikke, hvad han skulle gøre, hvordan han skulle reagere, men lagde så instinktivt let en hånd på hendes ryg på en beroligende måde, inden han fjernede den igen kort efter. Dette var alt sammen en meget besynderlig situation, og han var usikker på, hvordan han skulle agere. Det gjorde ham ilde tilpas.
”Jeg håber blot, jeg ikke har begået en fejl...”
Cyrenic var meget usikker på sin beslutning. Hvad hvis det havde været en fejltagelse? Han burde virkelig blot tage hende tilbage, hvor hun kom fra, og lade hende være en andens problem.
”Tag dog ikke fejl - hvis du bliver fanget, så har denne samtale aldrig fundet sted. Ingen vil tro dig, hvis du påstår andet.”
Han havde ingen relation til Rohan, og så længe det ikke påvirkede ham selv, den regerende klasse eller nationen som helhed, så havde sagen ingen betydning for ham. Han måtte dog først og fremmest passe sin egen og familiens interesse, og hvis - eller når, som han ikke kunne undlade at sige det i sit hoved - hun blev fanget, så var hun alene. I dette tilfælde var der intet, han kunne gøre for hende, og han ville benægte enhver involvering med hende. Om hun forstod det eller ej, var hendes sag, men det kunne ikke være anderledes. Han havde allerede strakt sig så langt, som han kunne på hendes vegne.
Cyrenic tænkte sig om et øjeblik, inden han traf den endelige beslutning om sin sidste håndsrækning til hende, der var absolut intet mere, han kunne eller ville gøre for hende på nuværende tidspunkt. Han greb ned i læderpungen, han havde spændt til sit bælte, og fremdrog en lille håndfuld sølv- og kobbermønter, som han rakte ud mod hende. Det ville ikke række langt, men måske det kunne skaffe hende en smule mad, tøj eller anden komfort, indtil hun blev fanget og måtte møde konsekvenserne af sine valg.

[Deleted]

I bund og grund var hun virkelig en god slave, hun havde blot fået den forkerte herre til at værdsætte disse ting, hvilket havde gjort hende forvirret og hun vidste hverken op eller ned. At stikke af havde hun faktisk ikke haft tænkt sig, før rytteren og hans drage havde fået hende på andre tanker, de lovede hende sikkerhed og god behandling så længe hun var en god slave og hun følte sig tryg ved dem, specielt ved Harley. Hun måtte smile blidt ved tanken, at komme væk fra øen ville blive en god ting. Blikket gled mod ham.
"Selvfølgelig Sir. Jeg er taknemmelig for den chance De har givet mig. Og hvis jeg en dag får muligheden for at vise min taknemlighed, så tøver jeg ikke med at komme tilbage til øen blot for dette formål." Lød det blidt fra hende, hun strålede næsten, tanken om at han rent faktisk endte med at give hende en chance for at smutte var jo noget der virkelig betød meget for hende. Specielt fordi hun nærmest kunne mærke på ham hvor svært det egentlig var for ham at gøre dette, det gik vidst imod den person som han var, hvilket hun forstod. Hun måtte vel have noget over sig som gjorde han sådan forbarmede sig. At han tilbød hende mønter, fik hende til at se målløs op på ham, hun rystede lettere vildt på hovedet og bakkede lidt bagud. Hun var nær snublet.
"Det kan jeg ikke tage imod Sir, dragen og rytteren skal nok tage sig af mig." Lød det lettere panisk fra hende, hun kunne på ingen måde tage imod penge fra ham! Det ville kun føles som om hun skyldte ham mere end hun i forvejen gjorde og det i sig selv ville virkelig være en forfærdelig følelse. At rejse derfra velvidende om at hun i forvejen skyldte ham sit liv, som han i bund og grund forsøgte at redde ved denne gerning var i sig selv hårdt! Naydina sendte ham et kort blidt smil, inden hun valgte at træde yderlig tilbage, hun måtte se at komme afsted, og helst inden han ombestemte sig eller nogen rent faktisk spottede hende!

[Deleted]

At ejer slaver var vel lidt ligesom at have en hund, hest eller andet dyr. Selvfølgelig var det ens ejendom, og man kunne jo i sagens natur gøre med den, som man ville, naturligvis inden for lovens grænser. Men samtidig havde man vel også en form for ansvar; slaver og dyr var jo lidt ligesom børn, de var ikke opdraget og trænet til at klare sig selv, så de havde behov for at blive styret og guidet, så de kunne komme igennem livet og blive en god, pligtopfyldende slave. Sådan havde Cyrenic i hvert fald altid set det. Han mente selv, at han opfyldte dette ansvar overfor de slaver, der levede og tjente under hans herskab, og enhver ærefuld mand med respekt for sig selv burde følge samme eksempel. Når man tog dette i betragtning, så var der vel egentlig ikke noget i vejen for, at han gjorde, hvad han gjorde? Manden, som ejede pigen, havde tydeligvis ikke vist sig egnet som slaveholder, og så var det jo egentlig hans egen fejl, at hun overhoved havde haft mulighed for at flygte. Nogle ville nok mene, at han blot forsøgte at bortforklare og retfærdiggøre sin beslutning over for sig selv, og det var vel egentlig også rigtigt nok. Men han var alligevel fast besluttet i sin overbevisning, han gjorde det rette for alle parter. Måske det endda ville inspirere Rohan til at tage sig sammen og sørge for, at dette ikke ville ske igen. I så fald havde det været en tjeneste for alle, der holdt slaver, og nationen som helhed. Bortløbne slaver ville negativt påvirke deres troværdighed, så kunne det fungere som et inspirerende eksempel, var denne momentære flugt, hun var i gang med, et lille offer.
”Det er ærværdigt, men du bør fokusere på dig selv. Du har brug for alt, du kan få, så skulle du formå at komme væk, så bør du forblive samme - at vende tilbage ville være for står en risiko at løbe, en unødvendig en.”
Cyrenic havde nu stadig sin tvivl på, at hun ville komme ret langt. Han vidste ikke, om han ville se hende igen, men var overbevist om, at hvis han gjorde, så var det ikke under behagelige omstændigheder for hende. Når hun blev fanget, ville straffen utvivlsomt være umådelig. Måske han blot ville skaffe sig af med hende helt diskret, for at spare sig ydmygelsen, i det tilfælde, han ville formå at erhverve hende tilbage, før rygtet spredte sig om, hvad der var hændt.
Det overraskede ham, hun afviste hans gavmilde bidrag. Det var godt nok ikke en formue, men det kunne helt bestemt være nyttigt, hvis hun havde forhåbninger om at klare sig ret længe. Stolthed var heller ikke noget, han normalt tillagde slaver, i deres situation kunne man jo sjældent tillade sig en sådan luksus. Skulle han selv ud på flugt fra hele Tayevanias borgerskab og den magt, de sad på, og var i hendes sko, så ville han nok tage imod hvad end, han kunne få fat i. Men det var selvfølgelig svært at sætte sig i hendes sted, når han aldrig havde været, eller ville ende, i en situation lig hendes.
”Det er dit valg.. Men hvis du skifter mening, så ligger et par mønter tabt ved indgangen.”
Det var ved at være tid til, at han skulle videre. Han ville tage en vandrig i området og nye stilheden, der netop nu herskede i denne afkrog af byen, inden han drog ned til bymidten for at berette om, hvad han havde bevidnet i dag. Det skulle give hende rigelig tid til at komme væk. Hun skulle vel også til at afsted, så hun kunne få lagt noget afstand mellem sig selv og sin herre.
Han trådte et forsigtigt skridt mod hende og lagde en varsom hånd under hendes hage, for ikke at afskrække hende. Han løftede hendes ansigt en smule op og beskuede hende i et øjeblik, mens han tænkte. Han slap hende derpå og trådte et skrift tilbage. Han vendte sig fra hende, og tog et par skridt mod udgangen, men stoppede op, inden han gik ud, og drejede kortvarigt blikket mod hende.
”Pas på dig selv derude. Vent med at forlade templet, til jeg er gået. Mit følge kan ikke se dig, så vil jeg ikke have andet valg end at bringe dig tilbage.”

[Deleted]

En slave var jo på ingen måde sin egen herre, så at skulle eje mønter, nej dette var ikke på sin plads. En plads hun jo rent faktisk kendte, hun var blot misforstået, hun var en yderst nyttig slave, en underholdningsslave af fineste slags! Opdraget ind i dette, hjernevasket uden lige. Det var hvad hun blev brugt til, hvad Rohan udsatte hende for, straffede hende uden reel grund. På den måde havde han bestemt fået hende ud på tynd is, men rytteren ville tage sig af hende, tage hende til sig som sin egen og bruge hende til noget hun godt kunne sætte sig ind i, samt bruge hende som det hun var, en danserinde. Naydina havde virkelig kæmpet for at føje Rohan, havde gjort alt han bad om med et smil, trods hun på ingen måde kunne lide hvad han ville have hende til at gøre. Det gav hende næsten kvalme at tænke på. Og så, krævede han straf fordi at hun rent faktisk gjorde hvad han bad om, det var jo ikke noget hun kunne leve med. Det var flugten, eller også havde hun taget sit eget liv med tiden. Det var dragen som havde fået hende på andre tanker, set håb forude. Dragen kunne rent faktisk lide hende, det gjorde hende glad, ja næsten lykkelig og hun ville med glæde tjene dem, se deres ø, deres samfund, de racer der måtte være der. Det var spændende! Hånden under hendes hage fik hende til at se undrende op mod ham, hun forstod ikke helt hvad denne handling var til for, den fik hende til at frygte lidt han måske havde ombestemt sig. Men han slap hende igen, hun havde næsten følt hun var tilbage på markedet og blev set på, solgt på ny. Det var en tanke som fik hende til at smile lidt, hun ønskede denne mand havde været der, i stedet for Rohan, han virkede som en god herre.
"Deres slaver er heldige." Lød det blidt fra hende, som hun valgte at se ned igen. Han gik nu, et sted var hun lettet og et andet sted ønskede hun at bruge mere tid med ham, for han var så frygtelig rar! Og det gjorde også der var længere tid til hun rent faktisk skulle tænke på at flygte.
"De er uden tvivl en god herre." Forklarede hun så, da det jo var sagt sådan lidt ud af det blå og måske krævede en forklaring. Hun nejede blidt, som han bad hende passe på sig selv, den omsorg var fuldstændig ude af plads, men hun værdsatte den. Hjertet hamrede hårdt mod hendes bryst, det var ved at være tid, hun skulle flygte, gemme sig, sørger for ikke at blive fanget indtil rytteren ville møde hende her. Hun var nød til at blive i området, men hun vidste hvordan hun ville gøre det. Så snart han forlod stedet, forberedte hun sig mentalt i de minutter hun måtte vente, for så at snige sig ud og skynde sig væk for at finde ud af hvor hun kunne gemme sig.

//out

[Deleted]

”Vi skaber vores eget held - nogle gange blot med en smule hjælp fra guderne.”
Den slags liberalistiske tankegang hørte nok ikke som sådan hjemme i Tayevania, som jo i høj grad var præget af det udgangspunkt, man fødtes i - en stor del af dit liv var trods alt prædefineret allerede fra fødslen, selvom det naturligvis kunne være muligt at flytte sig fra en gruppe af samfundet til en anden, om end opad var temmelig vanskeligt, og ofte grænsende til umuligt. Alligevel, så havde man jo en række valg, som uundgåeligt havde en indvirkning på, hvem man var og hvor, man endte. Selvfølgelig havde guderne - eller måske tilfældet, afhængigt af hvordan man så op det - dog den afgørende stemme. Men sådan skulle det jo også være. Måske guderne havde bestemt, at han skulle befinde sig netop her på lige dette tidspunkt, mens hun forsøgte at flygte fra sin herre? I så fald kunne Cyrenic med al sin vilje og magt ikke regne ud, hvad planen dog måtte være med dette, men han havde jo intet at gøre i at modsige sig guderne. Måske der var et formål med det, måske ikke. Under alle omstændigheder, så spillede han blot sin anpart.
Alligevel kunne han dog ikke undgå et lille smil, som listede sig frem, da hun sagde det. Han syntes jo selv, han var rimelig retfærdig med sine slaver, men hvis resten af verden var uenig, hvad var det så værd? Jo, det skete da ved enkelte slaver, at de selv udtalte lignende ved lejligheder, men han kunne jo ikke blot tage den slags for gode varer, når det var dem; ikke fordi, de var slaver - fordi, de var hans slaver. De vidste jo, at han var deres herre. Det var ham, der brødfødte dem. Det var han, der regerede over dem. Det var ham, der kunne straffe dem. Hvem ville ikke tale sin herre efter munden i sådanne forhold?
”Sæt ikke din lid til, at en mystisk redningsmand vil komme og løfte dig væk fra øen til en bedre verden - så længe, du er afhængig af en anden, er du ikke sikker.”
Han kunne ikke risikere at blive og tale med hende længere, han måtte videre. Hvert sekund de tilbragte her, var de begge i fare. Hvis en eller anden kom ind for at aflægge guderne et besøg, ville vedkommende opdage dem, og de ville begge være i problemer. I så fald ville Cyrenic intet andet valg have end at bringe hende til sin skæbne. Nej, det var bedre for dem begge, hvis de kom videre med hver deres ærinder.
Han stoppede op, lige omkring porten ud til resten af verden, og lod et par mønter falde ud af hånden og ned på det kolde stengulv. Hvis hun valgte ikke at tage dem, så ville de komme en anden sjæl til hjælp. Han mistede intet ved det, for ham var disse få stykker metal af næsten ingen værdi. De kunne utvivlsomt være til større behov i andre lommer. Inden han gik ud, mumlede han for sig selv, ”Desuden er der ingen bedre verden.”
Om hun hørte ham, vidste han ikke. Egentlig tænkte han ikke rigtigt over det. Det var nok mest bare en sidebemærkning for sig selv. Cyrenic lagde ikke skjul på sine holdninger, der var yderst fjendtlige over for disse andre lande, og han i sinde at holde et vågent øje med dem, så længe han endnu var i stand til det. Han vidste ikke, hvad disse andre lande var, men de var ikke venner af Tayevania.

//Out