So I pray

[Deleted]

@cyrenic

Her måtte hun finde sig selv, stående ved det smukke tempel, hendes øjne var store og nysgerrig, beundrende. Mon man burde bygge et tempel til at tilbede dragerne? Det kunne hun gøre, hun kunne få samlet flere folk til at tilbede dem, disse prægtige væsner. Naydina havde altid været rimelig mærkelig og nu hvor hun rent faktisk havde mødt i drage, var hele hendes verden blevet vendt op og ned takket være rytteren på dens ryg. Hun havde sneget sig hjem til Rohan, fundet en taske, pakket noget tøj og stukket af igen. Hun bar en hvide lang nederdel samt en hvid top der kun lige dækkede rundt om hendes bryst, maven var bar og solbrun vist fremme. Hendes fødder var bare og håret løst hængene over hendes skuldre. Med lidt usikkerhed gik hun tættere på bygningen, hun så sig hele tiden om, som frygtede hun at Rohan ville dukke op ud af det blå og tage hende med sig. Nu havde hun været fik i over to døgn, hun havde efterladt sine søstre, men hun så heller ikke de blev behandlet som hun var blevet det. En tåre gled ned af hendes kind, hun følte sig så tynget og ude på dybt dybt vand. Da hun trådte ind, så hun sig om, der var ikke nogen til stede lige nu, hun var helt alene hvad hun kunne se af. Med elegante skridt gik hun rundt og så på den smukke indretning. Hun mærkede tårerne tage til og hun måtte til sidst sætte sig ned, med hovedet begravet i sine hænder. Hvordan skulle hun kunne finde ro i alt det her? Uanset hvad hun følte og tænkte, så var det bare forkert!

[Deleted]

Midt i hverdagens virvar af møder, folk, indtryk og udtryk var det en velkommen afveksling en gang imellem at være lidt alene. Selv derhjemme var dette dog ikke tilfældet - om så det var vagter, slaver, besøgende familiemedlemmer og rådsmedlemmer, så var der altid nogen omkring ham. Han nød derfor sine besøg til templet, som han jo gjorde bedst i at drage til jævnligt, så han ikke risikerede gudernes vrede, da de gav ham et behageligt afbræk i dagligdagen.
Cyrenic, som en god borger og rådsmand, havde naturligvis en sund portion respekt og gudfrygtighed, som det krævedes og forventedes af ham. Guderne, ligesom landet mange andre traditioner, havde været en fast del af hans opvækst, og var derfor blevet ved ham efter faderens død.
Han havde været ledsaget af en husslave og livvagt til rådspaladset, hvor han netop havde overstået et møde. Han havde dog ladet dem vente udenfor, et stykke fra indgangen, hvor de kunne holde øje med eventuelle nyankommne, indtil han var færdig og kom ud igen.
Han var stoppet op uden for indgangen og så op på det store, imponerende tempel. Da han så havde stået her i et øjeblik gik han ind. Han bemærkede imidlertid ikke så meget omkring sig, men gik blot med lange, faste skridt frem til midten af templet. Han lukkede så øjnene og stod et øjeblik og bare nød stilheden, inden han åbnede dem igen og så sig omkring. Der var næsten tomt omkring ham, kun en ungt udseende pige stod et stykke fra ham. Hvad en kvinde foretog sig herinde på egen hånd, kunne han dog ikke sige. Det kunne være en risikabel affære sådan at bevæge sig ene omkring, selv i Galarion, selvom bestemt ikke var det værste sted. Hun måtte tilhøre under- eller middelklassen, forestillede han sig, da slaver sjældent fik lov at gå alene rundt, medmindre deres herre havde stor tillid til dem og de havde et konkret ærinde, og hun lignede bestemt ikke en af overklassens. Hendes påklædning var ikke passende for en af denne stand.

[Deleted]

At der var kommet en anden til stede anede hun intet om, hun sad trods alt med hænderne dækkende for sit ansigt. De lange mørke lokker gled om hendes skuldre og ned foran hende, skjulte hvordan hun egentlig sad, mens hun skjulte sit kønne ansigt der måtte fælde en masse lydløse tåre. Hun følte ikke hun kunne få luft, hun måtte ud herfra, det hjalp ikke på noget som helst, hun følte sig kun mere dømt og det var vidst også bedst ingen så hende herinde. Da hun så op, mødte hun synet af en mand, det isnede i hende, pokkers, det var jo ikke meningen nogen skulle finde ud af hun var her. Det var som om hun gik i stå, frygten for at blive givet til Rohan igen var stor og manden her havde ganske vidst et rart ansigt, men han skreg stadig langt væk af højere rang end hende selv. Desuden vidste hun hvordan samfundet hang sammen. Hun lod sine arme glide om sig selv, inden hun skyndte at se væk igen. *Kom nu Naydina, rejs dig, kom væk! Det er ikke så svært, kom op og stå og gå langsomt ud af templet...* Det var uhyggeligt at være lammet på den måde, hun var så bange, og uden hun selv lagde mærke til det var hun faktisk begyndt at skælve. De lyse øjne så lidt desperat rundt i alle andre retninger end hans, hun bed sig i læben og endte med at komme med et opgivende suk. Hun skulle have blevet på kroen indtil rytteren var færdig med sin mission her på øen, men nej, hun skulle prøve at finde en ro hun end ikke fortjente. Så forvirret som hun var, var hun kun til fare for sig selv.

[Deleted]

Cyrenic vidste bedre end forstyrre nogen midt i bøn. Templet var et helligt sted, hvor folk kom for hvad, de havde brug for; frelse, svar, ro, løsninger… Det kunne være hvad som helst.
Han mærkede stilheden skylle ind over sig og trak vejret dybt. Det var en rar afveksling fra den hektiske hverdag. Selv en mand i hans position kunne trænge til et øjebliks fred. Han vidste, at det var en skidt ide at være herinde helt alene, med en fremmed, selvom hans livvagt stod lige udenfor. Hun kunne jo være en del af et attentat mod rådet, og så ville han jo være et oplagt mål. Dog valgte han, i ånden af templets hellighed, at give hende tvivlsfordelen. Hun kunne jo blot være borger i søgen efter fred fra verdenen til at dyrke sin religion, ligesom han selv. Desuden kunne ingen gøre noget ved hans beslutning, hvis de ville. Hverken vagten eller slaven ville vove sige et ord til eller om det, og han ville end ikke lade de andre rådsmedlemmer tale ham ud af det. Dette var hans øjeblik, og det var et, som han ikke ville undvære.
Da han havde siddet tavs i et stykke tid med blikket rettet fremfor sig, en smule mod gulvet i lydløs hengivenhed til de højere magter, tillod han sig igen et forsigtigt, respektfuldt skimt over mod den ukendte kvinde. Han kunne ikke helt bedømme hendes kropssprog, men hun virkede utilpas. Om det var på grund af hans tilstedeværelse eller noget udefrakommende, vidste han dog ikke. Måske hun foretrak at bede i fred?
Han havde indtaget en knælende position, da han kom ind i templet, men rejste sig nu. Han vidste ikke, om han skulle gå ud, henvende sig til hende, gå længere ind i templet, så hun kunne få den plads, hun måske behøvede, eller noget helt fjerde. Efter lidt betænkningstid traf han dog en beslutning. Han ville klargøre, hvorvidt hans tilstedeværelse udgjorde hende et problem, og i så fald ville han fortrække sig, så hun igen kunne finde ro.
”Tilgiv mig min frihed..” hans stemme var stilfærdig og respektfuld. Han gik et par skridt nærmere, så hun ville kunne høre hende, uden han var nødt til at hæve stemmen. ”De forekommer foruroliget - er De okay?” Han vidste ikke, hvem eller hvad hun var, men det skadede jo aldrig at være høflig. Alle frie borgere af Tayevania fortjente en respektfuld høflighed, ligesom han selv forventede sig af dem.

[Deleted]

Hvad hun havde tænkt på anede hun ikke, faktisk vidste hun efterhånden ikke hvad der var op og ned længere, hun følte ikke at tårerne havde nogen ende, de forsatte i stride strømme ned af de rosafarvet kinder som viste hvor meget hun egentlig holdte inde. Der var smukt herinde, det var virkelig kun guderne værdige. Hun sukkede tungt og prøvede at få styr på sig selv, men det nyttede intet og inden hun fik rejst sig, hørte hun hans stemme, hvilket måtte give et sæt i hende. De lyse øjne fandt kort deres vej op, blanke i fortvivlelsens tårer. Øjeblikkeligt måtte hun dog slå dem ned igen, hans ansigt var så rart at se på, men også et hun ikke bør kigge på uden at have fået lov. Slaven var jo i hende, og hun holdte det sådan, så vidt det var hende muligt, for hun havde mistet sig selv i alt dette rod som var blevet skabt. Hånden søgte hendes hjerte, det gjorde så frygteligt ondt, hun rejste sig roligt og nejede blidt for ham.
"Nej, jeg.... Jeg forstyrrede Dem vel ikke Sir?" Hun måtte kort holde inde for ikke at lyde på grådens rand, inden hun fik sagt det hun ville, blikket forblev nede, at have øjenkontakt med ham ville på ingen måde være på sin plads. Naydina havde hænderne ved sit bryst, hvor hjertet hamrede stærkt og fast inde bag ved. Roligt måtte hun få sig selv på rette spor, selvom tårerne i ny og næ måtte falde lydløst ned af hendes kinder. Hvordan hun egentlig havde det, burde det ikke være lige meget? Som en slave. Hun var så forvirret!
"Jeg er forvirret og ved slet ikke hvad jeg skal stille op med mig selv, jeg ved ikke hvorfor jeg var så naiv og tro et svar fandtes her...." Sukkede hun blidt, inden et par små hulk lød fra hende, hun lod armene finde vej om sin skikkelse igen.

[Deleted]

”Nej, slet ikke.” forsikrede han hende med et godmodigt smil. Det var nu ikke helt sandt, han havde set frem til en stund alene, og det havde da været en uventet afbrydelse, men det generede ham nu ikke. Han anså det som enhvers pligt, hvis muligheden var der, at hjælpe landets resterende borgere - normalt gjorde han det på anden vis, men hvis han mødte en, som havde problemer, så gjorde da han da alligevel et forsøg på at give en hånd. Det havde hans forældre lært ham som en af de vigtige dyder, man bør have i deres stand. Det skadede jo heller ikke at pleje familiens reputation.
”Svar kan jo komme i mange forskellige skikkelser - hvis man ikke ved, hvilket svar man søger efter, kan det være vanskeligt at genkende, når er der.” Da Cyrenic ikke vidste, hvad hendes problem var, så kunne han jo heller ikke vide, hvad løsningen kunne være. Han havde da selv opsøgt guderne for råd, men i frustration måttet drage uforløst hjem. Det gik op for ham, at hans kommentar måske kunne virke en smule kryptisk, så han forsøgte at klare det ens mule op, da han fortsatte:
”Guderne er jo ikke kendt for at komme med direkte, forståelige udmeldinger. Nogle gange må vi tage os nogle friheder og fortolke lidt.”
Cyrenic ville nok ikke være dem bedste at spørge om råd i hendes situation, hvad end den måtte være. Han bedømte hende trods alt til at være fra under- eller middelklassen - i hvert fald et godt stykke under hans - så hendes problem var jo højst sandsynligt nok også et af den slags, de plejede at gå og slås med. Og med den slags havde han ingen erfaring. Hans dilemmaer var næppe af samme type. Men hvem ved? Det kunne jo være, han kunne gøre et eller andet, medmindre han fandt ud af hvad, der gik hende på, kunne han i hvert fald ikke.
”Er der noget, jeg kan gøre for Dem? Jeg kan nok ikke bidrage med meget, men hvis der er noget, så gør jeg gerne, hvad jeg kan.”
Det var nok godt, at han ikke vidste, hvem eller hvad hun var. Han var trods alt en meget traditionel mand, og bortløbne slaver var ingen ubetydelig sag. Dog var det ikke hans første tanke, da det sjældent lod til at ske. En rigtig mand havde styr på sine slaver. Man kunne jo heller ikke blot antage, hver gang man mødte en enlig kvinde, at hun var en bortsluppen slave. Det var jo en fornærmelse!

[Deleted]

Der var noget ved hans stemme som fik hende til at trække svagt på smilebåndet, den var passende til det rare ansigt. Dog så hun på intet tidspunkt op igen, hun turde ikke, men så igen, han ville vel finde ud af hvad hun var med opførslen hun havde. Med mindre hun blot var en kvinde som virkelig var sat på plads og ikke så sig selv som noget værd, uden at være slave vel og mærket. Naydina lod blikket glide ud til siden, der var så stille, hun kunne høre hans vejrtrækning i den dræbende stilhed så snart ingen talte. Det gjorde virkelig ondt i brystet på hende, men hun kunne ikke bare dele sine problemer, da hun vidste ingen ville finde forståelse, ikke engang hendes såkaldte frelser.
"Der er en ting, men De må virkelig love mig, at De vil efterkomme mit ønske, det er ganske simpelt." Stemmen var lav og fortvivlet, men hun hadet at lyve og så ingen grund til det, hun kunne høre sine egne løgne og de smagte grimt på hendes tunge. Det var tydeligt et sted at hun oveni var bange, men det var klart, hun var næsten sikker på at Rohan ville tyrannisere hende til evig tid hvis han først fik fat i hende. Men et sted følte hun sig berettiget, til frihed når hun ikke blev behandlet som en god slave burde. Hun krøb lidt sammen og knugede armene om sig, inden tårerne væltede ned igen.
"De må ikke tage mig tilbage dertil!" Lød det hjerteskærende fra hende, som hun begyndte at skælve ved tanken om de ting manden havde haft gjort ved hende. Nok var en slave ment i ydmyghed, men det han havde gjort ved hende, det han havde tvunget hende til, det var afskyeligt! Og at straffe hende for ingenting overhovedet? Naydina var godt opdraget, hjernevasket til at være en god slave, men hun kunne på ingen måde lade sig blive udsat for ting som dem Rohan havde udsat hende for. Så beskidt hun følte sig, misbrugt og uretfærdigt behandlet som et levende væsen. Ingen slave burde straffes sådan uden virkelig god grund. Og nu hvor han havde en virkelig god grund, hvad kunne han så ikke finde på at gøre ved hende?

[Deleted]

Det var ganske tydeligt, at hun var oprevet. Det var som om, det gjorde ondt blot at tale til ham, som om hvert ord gjorde hende ringere tilpas. Hvad end, der gik hende på, så måtte det være noget slemt. Det var intet under, at hun havde tyet til guderne, hvem ellers skulle dog kunne fjerne en sådan smerte, som hun lod til at gå med?
Han kunne dog mærke, han skulle passe på med at grave for dybt, da han endnu kun havde kradset overfladen, og hun allerede lod til at befinde sig foruroligende tæt på nedbruddets rand.
”Hvortil?”
Hendes ord begyndte at gå ham på, for det begyndte mere og mere at lyde som noget, han overhoved ikke ønskede at rode sig ind i. Hans opdragelse forbød ham imidlertid at efterlade en enlig kvinde i nød, det passede sig ikke. Han måtte jo forsøge at finde én eller anden måde at hjælpe hende på.
Cyrenic trådte et lille skridt nærmere hende, men gjorde sig umage med at bevæge sig langsomt og holde sig på tilstrækkelig afstand, så han ikke ville afskrække hende. Han måtte jo være forberedt på lidt hvert i den tilstand, hun var.
”Jeg har ikke i sinde at bringe dig nogen steder hen mod dit ønske.” Hvorfor skulle han? Det var da en besynderlig forespørgsel. Han tyggede lidt på hendes ord, men ønskede ikke at drage nogen konklusioner. Han vidste jo ikke meget om situationen, så han kunne ikke konkludere meget på nuværende tidspunkt.
”Hvad er dit navn?”
Hvis han vidste, hvad hun hed, kunne det være, han genkendte hendes efternavn eller noget. Selvom hun ikke var af samme klasse som han, kunne det jo være, han var faldet over hendes familie på et tidspunkt, det kunne måske bidrage til at få afklaret, hvad hendes problem bestod af. Lige nu havde han i hvert fald ingen ide.

[Deleted]

Skulle han absolut spørger? Hun ønskede jo kun at tale sandheden, hun lod blikket søge skamfuldt væk fra ham, hun lod sine fingre stryge blidt op og ned af hendes egen arm, som skulle det kunne berolige hende. Naydina sukkede tungt og prøvede at samle sig lidt.
"Til monsteret." Svarede hun, det var sandt, sådan så hun ham, som et monster. Hun fik kuldegysninger af tanken om hvad han ville gøre ved hende hvis han fandt hende igen, hun kunne ikke komme hurtigt nok herfra! Hendes blik måtte prøvende søge mod ham, hun kunne godt lide formen på hans ansigt, så rart. Var dette mon hendes svar fra guderne, ham? Var det meningen at han skulle finde hende og vise at ikke alle af højere rang ønskede at slaver bare skulle finde sig i alt? Nej hun måtte ikke være for naiv, hun måtte passe på. SÅ splittet, så forvirret!
"Tak, af hjertet tak!" Det var tydeligt at spore hun var lettet, han ville ikke bringe hende nogen steder mod hendes vilje, det var i den grad noget som måtte gøre hende glad, lettet og tryg. Om hun fortjente det var så en anden side af sagen, selv kunne hun slet ikke bedømme noget af dette. Hendes blik søgte ned igen, det gik op for hende hun havde fordybet sig i hans øjne og skammen ramte hende rimelig pludseligt. Selvom øjnene stemte over ens med ansigtet, så utrolig rare.
"Mit navn er Naydina Sir." Mumlede hun stille, hun kunne slet ikke finde ro i sig selv, men hun var da blevet mere rolig ved at manden ikke lod til at ville føre hende væk.

[Deleted]

Cyrenic havde ikke fornemmet nogen løgne i hendes ord, men vidste hvorfor. Det var ikke gået op for ham med det samme, men han havde fornemmet det for lidt siden. Han kunne jo ikke registrere usandheder ved de af hans egen art. Dette var dog ikke nødvendigvis en årsag til at gå ud fra, at hun løj, blot fordi han ikke kunne bekræfte det, når hun gjorde.
”Naydina… Det er et kønt navn.” Han sendte hende et betryggende smil i et forsøg på at få hende beroliget en smule. Så længe hun var så opkørt, så var det vanskeligt at få noget brugbart ud af hende, eller gøre stort for at bedre hendes situation, hvad end den var. Han begyndte at få nogle skidte mavefornemmelser, men ignorerede det for nu, så godt han nu engang kunne. Hvem var det, hun ikke ville bringes hen til? Og hvorfor havde hun forladt det sted? Hvad var der hændt hende, som havde bragt hende i denne sindstilstand? Han kunne kun tænke sig, at det måtte være slemt.
Det var ham nu temmelig klart, at det var en person, der måtte have gjort hende noget, som havde drevet hende her. Dette kunne både være en god og skidt ting. Det kunne selvfølgelig meget vel være en situation, som han hverken burde eller ønskede involveres i. Hvad man i de frie familier gjorde internt var deres egen sag, så længe det naturligvis ikke var i strid med lovene, og han kunne jo ikke bare gå og blande sig i deres sager. Alligevel kunne han ikke bare efterlade hende her i denne stand uden så meget som at vide, hvad problemet var. Denne morale kunne både være en velsignelse og en forbandelse.
”Naydina, jeg vil gerne hjælpe, hvis jeg kan. Men jeg ved ikke hvordan. Hvorfor vil du ikke tilbage? Hvad er der hændt dig?”

[Deleted]

Der gik så mange tanker igennem hendes hoved, hun måtte få bare lidt ro på, for ellers ville hun da ende med at hoppe ud over en klippe, hendes største frygt lige nu, var at han ville ombestemme sig så snart han vidste hvorfra hun var flygtet. Hvad andre slaveejere gjorde mod deres slaver var vel deres sag, ingen lod sig forbarme sådan uden nogen grund og da hun ikke kendte denne mand, havde han ingen grund til at forbarme sig. At han fandt hendes navn kønt, fik hende kort til at trække på smilebåndet, det var et navn som hun huskede og holdte ved, skønt hendes moder ikke havde elsket hende og blot efterladt hende. Adura havde taget sig af hende, og hun havde gjort det godt. Hun ville blive så skuffet hvis hun så hvad Naydina havde gang i, hun havde jo fået afvide hun skulle finde sig i alt. Hvilken hovedpine! Hendes fingre søgte op mod hendes hoved, hun hadet virkelig dette her! Hun følte sig så svimmel og rundt på gulvet af alle de tanker.
"De kan ikke hjælpe mig Sir, jeg.... Jeg er blot en meget forvirret ung kvinde, som ikke aner hvordan hun skal føle omkring sine beslutninger, da hun ikke er tildelt nogen normalt." Sukkede hun stille, som blikket måtte falde på hendes fødder, dem så hun ganske intenst på. Det gik op for hende at hun et sted lige havde afsløret sig selv som værende slave, hvem ellers havde ikke retten til at tage sine egne beslutninger? Roligt bakkede hun lidt usikkert væk fra den fremmede mand, hun bed sig i læben og prøvede ikke at gå i panik, hun måtte tro på det gode i autoriteter, det var hun nød til.
"Min herre, han...... Han straffer mig for at være en god slave, og... Ydmyger mig som ingen slave burde ydmyges med mindre de virkelig havde gjort noget slemt. Jeg havde intet gjort, jeg gjorde alt som han sagde, med et smil på læben og trofasthed..." Hendes stemme blev panisk, øjnene lettere vilde, hun holdte om sig selv og sank i knæ som hun rystede. Hvis Rohan fik hende leveret tilbage, var hun så godt som død, det var hun sikker på! Tårerne fandt vej frem igen og strømmede ned over de rosafarvet kinder, blodet pumpede rundt i kroppen på hende som en gal og hjertet slog så hårdt at en hest ligeså godt kunne have stået og stampet på hendes brystkasse. Tankerne om de ting han havde fået hende til gav hende kvalme, hun var jo en underholdningsslave inde for musik og dans, ikke de ting som han havde haft tvunget hende ud i. Eller måden han havde haft straffet hende på, uden at hun havde gjort sig fortjent til at blive straffet.

[Deleted]

En slave, naturligvis. Cyrenic havde da tænkt tanken, men slået den fra sig næsten med det samme. Den eneste mulighed for, at en slave skulle gå rundt her alene var jo, at vedkommende var løbet væk - ingen ønskede at forestille sig dette. Alligevel måtte det vise sig, at hans ubehagelige mavefornemmelse havde vist sig at være begrundet. Han måtte jo forholde sig til dette, men var usikker på hvordan. Han havde givet kvinden sit ord på, at han ikke ville bringe hende tilbage, og hvis hun talte sandt, så lod det jo også til, at hendes ejer havde behandlet hende yderst upassende - og hvorfor skulle hun lyve? Det havde været ligeså let at undskylde sig og forsvinde, før han havde fundet ud af, hvad hun var. Det havde trods alt været hende selv, der havde afsløret sig som slave. Men alligevel kunne han jo ikke bare lade hende være her. Hun tilhørte en eller anden, og vedkommende måtte jo have sin ejendom tilbage. En løssluppen slave, selvom det kun var en enkelt tilhørende et nul, kunne sagtens eskalere til en større sag, som kunne udgøre et problem for dem alle. Det kunne både benyttes af antislaveri aktivister til at kritisere slavesystemet eller rejse tåbelige tanker om frihed i de andre slavebeholdninger. Cyrenic havde i hvert fald bestemt ikke behov for, at hans slaver pludselig gik ”gode” ideer om selv at rende sin vej! Det ville kun være skidt på alle måder.
”Hvem er din herre, Naydina?” Han anstrengte sig for ikke at forekomme truende, da hun så nok ville forsøge at løbe sin vej. Han kunne ikke lade hende stikke af, nu hvor han vidste, hvad hun var. Han var nødt til at træffe en beslutning om, hvordan han skulle håndtere sagen. Han kunne ikke lade hende gå, men han havde en fornemmelse af, at han ikke burde tage hende tilbage, hvor hun kom fra. Han vidste dog, han var nødt til det. Hun tilhørte en, og hun måtte tilbage dertil. Men hvor hørte hun egentlig til? Han vidste ikke, hvem hun var løbet væk fra, så han vidste ikke engang, hvor han burde føre hende hen.
Han kunne jo heller ikke blot tage Naydinas ord for gode varer. Han måtte finde hendes ejer og få afklaret, hvad der var foregået og hvorfor. Havde han dog blot ignoreret hendes tilstedeværelse, færdiggjort sin tid med guderne og vendt hjem til villaen, så ville han være langt her fra nu og aldrig have hørt om hende, før han måske hørte historien om den bortløbne slave. Så ville han slet ikke skulle forholde sig til denne rodede affære. Måske han bare skulle finde ud af, hvem hendes herre var, levere hende tilbage og lægge hele sagen bag sig? Det ville være langt den letteste løsning, det var der ingen tvivl om. Så risikerede han heller ikke at træde nogen over tæerne, hvis vedkommende skulle få den fornemmelse, at han havde medvirket i hendes flugt. Det ville være en højst uheldig sag.

[Deleted]

På knæ var hun, hvor hun hørte til. Skælvende, med armene om sin krop, det hele var så rodet i hende, hun ville ikke tilbage, det kunne hun virkelig ikke, jo mere hun følte efter, jamen des mere af det hele mening. Og så alligevel, så var det så langt fra en afklaring som noget som helst kunne være, åh hun var så forvirret! Naydina så skrækslagen op da han spurgte, hun rejste sig klodset op og bakkede væk fra ham, hvorfor ville han vide det?! Hun rystede på hovedet, nej, nej han fik ikke lov til at bringe hende tilbage! De lyse øjne stirrede vantro på ham, en ulv i fåreklæder? For godt til at være sandt? Dumme guder! Naydina gik endnu et par skridt bagud.
"En mand som ikke får lov til at røre mig igen!" Fremtvang hun, med en stemme der var præget af både frygt og bestemthed. Hun lod armene finde rundt om sig selv igen, som skulle hun holde fast på sig selv for ikke at falde helt fra hinanden. Efter et par dybe vejrtrækninger, valgte hun dog at gå fremad mod ham igen, hun så ham direkte i øjnene og lod armene søge ned.
"Hans navn er Rohan. Hvis De bringer mig tilbage, er jeg så godt som død. Eller også putter han mig i snor igen, stopper noget op i mig så jeg ligner et dyr og får lov til at gå rundt på alle fire i hans hus, nøgen, som var jeg intet værd! For så ellers at kunne fornøje sig med mig når han ønsker det, giver mig drikke som gør min krop ønsker det ene, mens mit hjerte brister i gråd!" En snert af den vrede hun faktisk følte til ham blussede op i hende, hun stod med knugede hænder og mærkede hjertet pumpe på en helt anden måde end før, men det forsvandt dog kort efter. Det forvirrede udtryk samt frygten vendte tilbage, og hun måtte kigge ned i flovhed og skam, af at have fortalt om disse ting til en vildt fremmede.
"Jeg beklager jeg forstyrrede Dem, det sker ikke igen." Lød det hurtigt fra hende, inden hun vendte op på sine hæle for at skynde sig væk derfra.

[Deleted]

”Naydina, jeg kan hjælpe dig.”
Hans stemme var en smule højere end den havde været i resten af samtalen, men ikke markant, og frembragt delvist spontant. Han kunne ikke lade hende gå nu. Ikke vidende, hvad han vidste. Han måtte finde på et eller andet.
”Du sagde hans navn var Rohan - handelsmanden?” Cyrenic huskede ikke at have haft nogen direkte samtaler af betydning med ham personligt, men han syntes at mindes at have hørt navnet i den forbindelse. Han var vist vel forbundet på markedspladsen, men det var også det, han konkret vidste om ham. Hvilken type, han var, var ikke til at sige ud fra denne sparsomme smule information.
”Jeg kan forsøge at tale med ham, få afklaret sagen. Jeg har indflydelse, han kan ikke sige nej til mig.”
Om han burde, eller rent faktisk endte med at ville, diskutere sagen med denne Rohan og tale slavens sag, det var ham meget tvivlsomt. Det var en delikat situation, han var jo hendes herre, Cyrenic havde godt nok tilstrækkelig autoritet til at konfrontere ham, men hans omgang med sine slaver var jo ikke hans sag. I det mindste ville gå til ham om det da afklare, hvorvidt slaven talte sandt. Cyrenic kunne ikke selv læse Naydina, da hun var en af hans, men så længe Rohan ikke var en artsfælle, hvilket Cyrenic ikke mente, han var, så kunne han jo afgøre, hvorvidt han talte sandt. Brugte han sine ord rigtigt, kunne han derfor herved afgøre, hvorvidt de ting, hun havde fortalt ham, var sande eller ej. Måske det ville hjælpe ham til at beslutte, hvordan han skulle forholde sig til det hele.
Det, hun fortalte ham, lød ganske vist brutalt, og ikke som noget, han ville gøre ved sine slaver, da han i det mindste forsøgte at holde behandlingen nogenlunde human for ikke at opmuntre oprør. Men det stred jo vel egentlig ikke imod noget, han kunne bruge i sin argumentation mod behandlingen, ud over medmenneskelighed; men slaver regnedes jo generelt ikke som mennesker. Havde Rohan blot levet efter de samme principper som Cyrenic, så ville hun ikke være løbet væk, og så ville ingen af dem have et problem. Det var derfor, han selv så sig som værende overlegen i sin administration af slaver - dette sammen med sin uovertrufne evne til at maksimere værdien af sine slaver med kun ganske få undtagelser.

[Deleted]

Hjælpe hende?! Hvordan skulle han dog kunne hjælpe hende? På nogen måde overhovedet.... Hun var fortabt, men en ting var sikkert, hun skulle ikke tilbage til den mand, han var jo dybt vanvittig. Alligevel stoppede hun, med ryggen til den fremmede, hun bed sig hårdt i læben og prøvede at samle sig lidt igen. At blive her var farligt, det vidste hun, hvorfor ville hendes fødder ikke bevæge sig? For pokker da også! Naydina lod blikket glide ned mod hendes fødder, som prøvede hun i tankerne at få dem til at forstå det var vigtigt de bevægede sig lige nu. Der skete intet, hun blev stående, som sømmet fast til gulvet.
"De kan ikke hjælpe mig Sir, De kan ikke tale med ham, han tror oprigtigt på det han siger. Selvom det ikke passer, det er uhyggeligt. Løgne som jeg ved de er, men som i hans mund er sandhed, da han virkelig er af disse overbevisninger. Det er dybt rystende. Jeg kan ikke tage tilbage. Vil De ikke nok blot glemme De nogensinde mødte mig, jeg beder Dem." Frygten lød stadig så tydeligt, hun bed sig i læben og mærkede tårerne pressede på, hun vendte sig rundt mod ham og lod de lyse øjne se ham direkte i øjnene. Lade ham se hvor bange hun var, for ulykkelig hun var. Hun havde end ikke fortalt rytteren om dette, men det var fordi hun vidste at han ville gøre noget overildet, som at slå Rohan ihjel, og det var jo ikke noget hun ønskede. Alt hun ønskede var at komme væk. Men det gjorde bare ondt at det var gået denne vej, men sket var sket. Hendes tanker var begyndt at finde ro i det, det hjalp at sige tingene højt til denne fremmede, det gjorde hun fandt fred med det, en smule ikke mindst.
"De må ikke...... Lad dette møde være kun for guderne at vide. Jeg er sikker på de forstår. Bare glem mig..." Hendes bøn lød med en stemme som var blid og varm, hun søgte virkelig denne tjeneste i ham, at han måtte lade det gå, lade det passere.