Home sweet home!

[Kimeya Marvalo]

Soraya Salvorique

---

Det var sent og hen på aftenen, da Kimeya endelig søgte hjem igen. Det var en kold vind der slog i aften, og månen og stjernerne var lagt i skjul bag et tæt dække af skyer, så det hele var fuldstændig mørkelagt.
Kimeya gjorde en let bevægelse med hånden, så de store døre gik op, da han nåede dem, og lod dem gå i lås, da han passerede dem. Faklerne blussede op, da han kom ind. De mørke øjne skinnede af et klart mørke. Træningen var hård for ham efterhånden, og særligt med et nummer som han havde udført i Imandra, inden at Dvasias havde overtaget det - igen, så måtte han jo tage konsekvenserne af det valg. Zean og Macaria var væk nu. Det var en fjende mindre, at tage sig af, og det var uden tvivl noget, som var til at tage at føle på.
Pejsestuen var hvad Kimeya søgte i retningen af i denne omgang. Han skubbede døren en anelse op. Hertil fjernede han kappen, som hvilede over hans skuldre. Blodrød som den dragt, som han dagligt måtte bære, og som han kun smed fra sig, i de stunder, han lå i sin seng, ellers havde han den faktisk på hele dagen.
Et dæmpet suk brød Kimeyas læber, som han langsomt satte sig ned. Fuldstændig stiv i kroppen, og så forslået som noget overhovedet kunne være, men det var jo således at træningen måtte foregå, og derfor måtte han jo gøre det, så godt som han nu kunne gøre det. Han lukkede øjnene let. At sætte sig helt tilbage, det kunne han ikke, og slet ikke som han havde det lige nu. For alt hvad han vidste, så var Soraya vel gået i seng? Faith havde tralvt med jobbet på slottet, så han så nok ikke hende i aften. Lige nu havde han det fint med det. Han havde brug for ro, inden han lagde sig op i sengen. Aldrig før havde han haft så ondt!

[Soraya Salvorique]

Soraya havde været ude i løbet af dagen til nogle forskellige ærinder, men havde været hjemme siden aftensmaden. Dagene var det samme dag ud og dag ind. Hun vidste ikke rigtigt hvor hun gik eller stod med Kimeya, men hun turde heller ikke rigtigt spørge. Alt var som gået i ring siden hun havde annonceret, at hun var blevet gravid, havde født og opfostret sin datter. Indtil Sasha var blevet sendt til Imandra for at bo hos Acheron, hvor hun var trolovet til Romeo. Efter aftensmaden var der kommet en buddreng med brev, som hun havde givet en skilling. Brevet var noget fint med stempel og det hele. Hun åbnede brevet for at finde ud af, at det var en bryllupsinvitation. Så nu skulle det altså endelig ske? Hendes datter skulle giftes. Jaja, i det mindste var hendes datter da i god træning, hvilket var det vigtigste. Men hun var bange for at hendes datter bare ville blive en maskine for at føde drengebørn til Acheron klanen. Men sådan måtte det jo være. Hun havde tilbragt aftenen i pejsestuen og næsten håbet, at Kimeya faktisk ville komme hjem, men da det blev for sent, så listede hun i seng. Brevet lå på stuebordet. Brylluppet var sat til den kommende sommer, så der var endnu et par måneder.
Dragten havde hun smidt fra sig, da hun kravlede i seng. Men det var også det eneste tidspunkt hun faktisk smed den. Hun sov endnu ved Kimeyas side, selvom hun ikke havde nogen anelse om det betød noget for ham. Men nu havde hun ligget her siden hun var lille. Hendes hår sad heller ikke længere i knolden, men var dog stadig flettet. Selve fletningen nåede ned under hendes balder. Hun sov dog dårligt med alle de tanker i sit sind og endte med at stå op igen. Hun slyngede en kåbe om sig, der nåede til hendes knæ i længden. Hun bandt båndet om maven og begav sig ned i pejsestuen igen. Hun skubbede døren op og stoppede op da hun så Kimeya sidde her. Så var han altså endelig kommet hjem... "Godaften... eller nat," endte hun til ham.

[Kimeya Marvalo]

Soraya sov endnu i Kimeyas seng, også fordi, at det var det, som han ønskede. Han kunne jo lide at have hende der, og nu hvor de ikke skulle tænke på børn, så passede det ham kun betydeligt bedre. Han hævede hånden og gned den over sin tinding. Alt den tortur, som han havde været udsat for bare i dag, var trættende. Han turde slet ikke tænke på, hvordan han ville have det i morgen.
Bare tanken på, at komme ud af dragten, var lettende for ham. Den var jo tvunget på ham igen, da træningen havde været overstået, og ondt gjorde det da uden tvivl også. Som stemmen lød, indikerede det blot, at Soraya ikke måtte ligge og sove. Han lukkede øjnene let, inden han drejede hovedet mod hende. Han var fuldstændig mørbanket, og ikke at det var noget, som han brød sig om. Tvært imod, så hadede han det virkelig, da han uanset hvad, ikke kunne gøre noget ved det. "Jeg troede at du sov," sagde han endeligt. Løgn var det jo trods alt heller ikke. Det var et sted også lidt det, som han havde håbet på. Han havde i forvejen, ikke været meget for at lade hende se ham i denne tilstand, og særligt sådan, som han havde det lige nu. Han trak vejret dybt og rystede så let på hovedet. "Jeg kommer op om et øjeblik," annoncerede han. Han havde ondt, og hvornår han i det hele taget, ville komme op og ud af stolen her, vidste han ikke. Ville han overhovedet være i stand til det? Han sad noget stiv, så hun ville vel kunne se, om han kunne eller ikke? Som øverste indenfor Mord-Sith, var han også den, som blev kørt hårdest på.

[Soraya Salvorique]

Soraya gjorde, som Kimeya ønskede. Det havde hun altid gjort og ville hun altid gøre. Det var ham, som han bragt hende til der hvor hun stod i dag. Stærk, nærmest uovervindelig for den almene befolkning. Og sådan kunne hun lide det. Det var ham, som havde gjorde hende til den hun var og hun var hans. Hun var hans, indtil han direkte afskrev hende, hvilket hun jo faktisk frygtede for ville ske en dag. Specielt nu hvor Faith og ham var begyndt igen, hvilket hun udmærket viste, for hun havde snaget i hans sind når han sov, selvom hun ikke måtte. Som hun åbnede døren, så stoppede hun brat op. Hun havde faktisk ikke regnet med, at han ville være hjemme nu. Nok mest fordi hun var groggy af at have sovet halvt, men noget dårligt, så hun var ret træt. "Det gjorde jeg også. Men jeg vågnede hele tiden, så jeg ville lige sidde et øjeblik," svarede hun ham. Hun gned sig søvnigt i øjnene og fortsatte ind i pejsestuen og hen mod ham. Det var tydeligt på hans ord, at han ikke ønskede hende her. Og det gjorde hende lidt irriteret og forstærkede kun de mange følelser hun gik rundt med i sindet. Hun lod hovedet søge på sned og som hun blev mere vågen, så så hun også hvor stift han sad. "Du ser ikke ud til at have det godt," pointerede hun. Så fortsatte hun hen mod ham, men satte sig i sofaen overfor ham. Hun pegede mod brevet der lå.
"Bryllupsinvitation fra Acheron," sagde hun kortfattet.

[Kimeya Marvalo]

Man kunne ikke ligefrem påstå at Kimeya var synderlig begejstret for at Soraya kom lige nu. Han hadede at folk skulle se ham, have det på denne her måde, og det var vel også derfor at han reagerede på det? Han vendte blikket væk fra hende. At hun ikke kunne sove, var ikke noget som kom bag på ham. Hun havde altid sovet dårligt, når han ikke havde ligget ved siden af. Sådan havde det faktisk været, siden hun ikke havde været særlig gammel. "Du burde gå op og forsøge igen.. Jeg kommer om lidt," sagde han kortfattet.
At hun derimod ikke havde tænkt sig at lystre, var ikke noget som kom synderlig meget bag på ham. Han vendte blikket direkte mod hendes skikkelse endnu en gang. Han lod hende sætte sig overfor ham i sofaen, hvor han selv blev siddende. Som hun jo absolut skulle kommentere på, at han ikke så særlig godt ud, var egentlig heller ikke noget, der kom synderlig meget bag på ham. Han lukkede øjnene ganske let, hvor han svagt bed tænderne sammen. "Det kan jeg heller ikke påstå at jeg har," endte han kort for hovedet. Blikket søgte til invitationen. Var det allerede nu? Var hun blevet så stor? Nu havde Kimeya i forvejen ikke haft særlig meget at sige med opdragelsen af den lille pige. Soraya skulle i det hele taget, kun være glad for, at hun havde fået lov til at beholde den lille, for stod det til ham, var ungen blevet slået ihjel, da den var kommet til verden. Han nikkede blot. Det skule de vel med til? Det var jo trods deres datters. "Hvornår?" spurgte han direkte, som han igen vendte blikket mod hende. Han var ikke meget for at bevæge sig for meget, så stiv og øm som han følte sig.

[Soraya Salvorique]

Soraya vidste udmærket godt, at Kimeya hadede at vise sig svag. Men hun havde nu efterhånden set det så ofte, at han ikke behøvede at skjule det for hende, for hun ville jo finde ud af det uanset hvad. Hun sov ikke, når han ikke var der. Det kunne hun bare ikke, for helt i underbevistheden, så manglede hun ham, når han var væk. "Vi kan ligeså godt følges op om lidt," svarede hun. Nok var hun lydig, men hun var mindst ligeså ulydig på den anden side. Mest fordi hun kendte Kimeya så godt, så hun vidste hvor hun kunne modsige ham, uden at blive direkte straffen for det i den anden ende. Hun kendte grænsen. Desuden, så havde hun ofte hjulpet ham med at slappe af ovenpå de hårde aftener, fordi hun kunne berolige ham med sine mentale kræfter. Hendes mentale dæmon var yderst stærk med alt den træning hun havde fået fra barnsben og som hun jo stadig fik, når han ikke lige selv var medtaget af sin egen træning. "Så er det jo godt, jeg er her," svarede hun sagte. Hun så selv mod invitationen på bordet. Sasha var teenager og dermed i en meget giftedygtig alder ifølge de fleste. Det havde været en pokkers besværlig tid med graviditet og fødsel for hende, for Kimeya havde ikke set særlig godt på det. I det mindste var barnet kommet til verden og de havde så fået en aftale i hus med Sephiran. Sasha. Hun var blevet trænet af hende selv til en start og så sendt videre til Tiyanna og Sephiran i stedet. Hun havde faktisk ikke set sin datter i mange år efterhånden. "Til sommer. Der er et par måneder endnu," svarede hun ham.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya behøvede vel ikke nødvendigvis at skjule sin smerte for hende, men ikke desto mindre, så måtte han gøre det. Det var sådan at han havde det med tingene.. Det var sådan at han havde det. Han var en mand, og det var slet ikke meningen, at han skulle rende rundt og have det på den måde, og vise kvinden det for den sags skyld. Hans blik gled direkte fast i retningen af hendes skikkelse endnu en gang. [colro=blue]"Det som er sket mig, må jeg klare selv. End ikke du kan lindre det,"[/Color] sagde han med en direkte stemme. Ikke fordi at han havde noget imod det, men det var hans straf og derfor hans træning, og derfor var det ham, som var nødt til at komme igennem det, og til det, kunne han ikke benytte sig af andres hjælp.
"Du lader mig ikke slippe, gør du?" spurgte Kimeya med en rolig stemme. Han ville elske at komme op i sengen, og bare ligge ved siden af hende, men hvornår han i det hele taget ville være i stand til at komme op igen, var ikke til at sige. Desværre. Tungen strøg han kort over sine læber, som hans blik hvilede på bryllupsinvitationen. Han nikkede. Det skulle nok meget snart vise sig, at blive meget interessant. Han trak kort på smilebåndet. "Vi må jo se hvordan det kommer til at foregå.. samt hvad de har fået ud af.. hvad hed hun nu.. Sasha," sagde han endeligt. Han satte hænderne roligt i stolens armlæn, for at tvinge sig op på benene igen. Det var tydeligt i hans blik, at det gjorde ondt.

[Soraya Salvorique]

Soraya havde nu efterhånden levet det meste af sit liv med Kimeya. Hun huskede ikke rigtigt hvordan hendes liv havde været hos sine biologiske forældre, for hun havde jo allerede som spæd faktisk valgt at stole blindt på Kimeya fremfor sine egne forældre, fordi hun havde set sig godt og grundigt pigesur på Lestat. Og nu var hun jo her. Stærkere end hun nok nogensinde ville være blevet, hvis hun ikke var taget med Kimeya. Hun kunne se smerten hos ham og denne gang virkede det til at være en af de slemmere. Hun mødte blot hans blik og tog sig ikke af hans direkte og nærmest skarpe tone. Nok var det hans træning, men derfor plejede han nu altid at sætte pris på hendes rolige hånd, der jo faktisk lindrede smerten i hans sind, så kroppen kunne arbejde for sig selv. "Det er løgn og det ved du," svarede hun ham bare igen. Selvfølgelig kunne hun lindre det. Eller i hvert fald få ham til at tro, at det ikke gjorde så ondt. Hun blev siddende i sofaen, men lænede sig ikke alt for godt tilbage, for så kom hun nok ikke op igen. Hun rystede på hovedet. "Nej," svarede hun og trak let på mundvigen. Selv var hun ikke særlig knyttet til det barn, hun nu engang havde sat i verden for flere år siden. Mest fordi ungen jo ikke var helt ægte, da hende og Kimeya jo ikke var gift. Men pigen fik da en chance og var nu et sted, hun forhåbentligt kunne gøre nytte. "Sasha ja. Når brylluppet skal holdes, så må de jo mene, at hun er klar. Og hendes træning er bestået," svarede hun roligt. Hun var selv hurtigt oppe at stå, da han selv kæmpede sig op. Hun tog dog en dyb vejrtrækning. "Jeg venter i soveværelset," endte hun dæmpet. Hun vendte så om og begyndte at gå mod døren, så hun kunne komme tilbage til soveværelset. Den kamp ned ad gangen ville han nok helst have selv.

[Kimeya Marvalo]

Soraya havde rykket sig utrolig meget. Kimeya kunne jo ikke være andet end stolt af den kreation, som han havde gjort sig ved hende. Hans mørke øjne gled direkte til hendes skikkelse, og med en meget fast mine. "Jeg kan udmærket godt tage vare på mig selv," sagde han kort for hovedet. Han vidste at han kunne stole på hende, men visse ting, ønskede han også bare at gøre på egen hånd. Ikke at det var underligt vel? Han var en mand, og en mand af den rang, som han nu havde, så var det vel bare en nødvendighed, at han gjorde det således? Han sukkede dæmpet og rystede så kort på hovedet.
Brylluppet skulle de skam nok komme med til. Det var jo trods alt deres datter. Ganske vidst en kvinde, som Faith ikke vidste eller kendte til, og det var sådan at han ønskede, at det skulle være. Han vendte blikket ganske sigende i retningen af hendes skikkelse igen. Hun må være blevet stor.. og være blevet til noget, siden at brylluppet nu skulle stå. Sasha.. Han havde jo næsten glemt hvad tøsen overhovedet var blevet kaldt. "Hvis Acheron har godkendt hende til deres søn, er hun kommet langt, Soraya," sagde han direkte, som han igen vendte blikket mod hende. Til sommer.. det var der endnu god tid til, hvilket skam også var noget som passede ham mere end fint. "Jeg kommer om lidt," endte han sammenbidt. Alene det at rejse sig, var noget som uden tvivl havde holdt hårdt for hans vedkommende. Han lod hende gå, før han selv begyndte. Skridt for skridt. Trappen derimod. Han sukkede indædt, inden han greb om gelænderet, inden han begyndte at bestige den. Det gik langsomt. Han havde virkelig ondt denne gang.

[Soraya Salvorique]

Soraya rullede med øjnene af hans nærmere skældende ord. Det vidste hun da også udmærket godt, men derfor var det stadig løgn at påstå, at hun ikke kunne lindre det, for det kunne hun og han vidste det! Et suk undslap hendes læber og hun nikkede bare. "Men jeg kan stadig lindre det," endte hun i en mere lavmælt tone. Hun ville jo ikke komme ham på tværs, for det ville hun slet ikke. Hun ville ikke bryde den tillid og loyalitet hun havde til og med ham, for hun kunne slet ikke forestille sig en hverdag uden ham. Det var egentligt forfærdeligt nu hun tænkte over det, for han udnyttede hende jo bare til sine egne behov og lagde alt sin kærlighed på Faith. Bare de tanker igen fik hendes mave til at snurre sig sammen og en vrede til at blusse op i hende, men hun nedtrykte den. Hun ville nok ikke få noget godt ud af det alligevel, for hun turde slet ikke mærke Kimeyas vrede hvis hun først trodsede ham. Hun vædede sine læber flygtigt og nikkede. "Ja, det er hun," medgav hun. De havde nogle måneder endnu før de skulle troppe op og være vidne til deres datters bryllup, selvom det nu ikke var så specielt igen. Tøsen skulle jo nok klare sig, for det havde hun da gjort så vidt, når invitationerne var blevet sendt ud. Hun nikkede bare til ham og gik. Han nåede hurtigt til soveværelset og lagde sig ned. I venteposition. Hun ville ikke kunne sove før han lå helt ved siden af hende uanset.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya forsøgte ikke at gøre det til en kæmpe diskussion, for han vidste godt, at det ikke var noget, som ville komme nogen af dem til gavn, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Han lod hende derfor søge op ovenpå. Han vidste godt, at hun var god til at lindre det. Det var også derfor, at han ikke lod hende søge nogen steder hen, og det var sådan at han havde det med tingene.
Kampen op af trappen, var uden tvivl hård for Kimeya, men han ville op! Der var ikke noget at komme efter! Han lukkede øjnene for et kort øjeblik, da han endelig nåede toppen, bare lige for at samle sig. Det var typisk Jaqia at køre hårdt på ham. Han søgte stille i retningen af soveværelset, også selvom det var med tunge skridt. Han var træt.. Og nu skulle han også høre på, at hans datter skulle giftes? Ikke fordi at han tænkte særlig meget på Sasha, for det havde han aldrig rigtigt haft nogen grund til. Han havde altid fejlet med børn, og derfor var det bare nemmere at tage afstanden fra dem, allerede fra starten af. Han nåede værelset. Nu skulle dragten af. Selv turde han knapt forestille sig, hvordan han så ud under den. Han hævede armene, også selvom det gjorde ondt. Han fik den løsnet i nakken, og dernæst lynet ned. Han lukkede øjnene med en tydelig sitren, da han forsøgte at få den af. Hans krop var fuldstændig mørbanket og næsten blodig. Ikke at han tog sig af det. Han var efterhånden vant til den meget hårde behandling, og særligt den, som Jaqia udførte. Han fik den løsnet ned til livet. Der måtte han igen holde en lille pause.

[Soraya Salvorique]

Soraya ville faktisk gerne diskutere med Kimeya. Hun ville gerne vide, om hun betød noget. Faktisk ville hun jo gerne være den, der betød mest, men Faith havde jo netop sneget sig ind i hans liv igen. Hun havde jo haft ham i den periode, de ikke havde haft det særlig godt med hinanden, men nu fisterede de rundt igen. Hun vidste det. Men vidste han, at hun vidste det? Nok ikke, for han fortalte hende jo ikke sådan noget. Hun havde selv snaget sig frem til det den mentale vej, så hun ville faktisk få hug for at bringe det på bane. Det var hun sikker på. Men i det mindste var han for træt til at gøre noget ved det nu, så hendes straf ville nok først komme når han havde sundet sig en dag eller to. Selv lå hun bare og ventede. Hun kunne høre, at han prustede derude, men hun blev liggende. Han ville jo klare sig selv, så det kunne han også få lov til. Hun trak dynen godt om sig. Hun sov nøgen ved hans side, som hun havde gjort siden de ligesom havde trukket deres forhold til et helt andet sted. Eller han havde forført hende til det. Hun drejede blikket mod ham, mens hun betragtede ham prøve at få tøjet af. Mange tanker snurrede stadig rundt i hendes sind. Hun var end ikke sikker på hun ville kunne sove når han endelig kom i seng. Det hele hobede sig op i hende og det var pokkers frustrerende. Hun vendte ryggen til ham og stirrede frem for sig. Hun ville gerne sige et eller andet, men vidste ikke hvordan hun skulle formulere det. Hun vendte sig om på ryggen igen og så hen på ham. "Elsker du mig?" endte hun så bare pludseligt.

[Kimeya Marvalo]

Hvis Soraya ikke havde haft nogen betydning for Kimeya, havde hun heller ikke boet i hans soveværelse. Selv nu hvor han bare ønskede at komme derind, så han kunne komme ned at ligge, så var det uden tvivl noget, som han så utrolig meget frem til. Han glædede sig rent faktisk til at komme ned at ligge, velvidende om, at det ville blive en krig for ham, at komme op igen i morgen.
Som hun pludselig synes at ligge der med ryggen til ham, måtte han let rynke på panden. Ikke fordi at det var noget, der gjorde ham noget som sådan, for det gjorde det på ingen måde. Han var vant til det. At Soraya derimod havde rodet rundt i hans tanker og sind, og vidste at Faith atter en gang var blevet en del af hans liv, var han endnu ikke klar over. Selvom Faith ikke umiddelbart var hvor han ville have hende, så var det også svært. Han klamrede sig vel til de små tanker og håb om, at han engang kunne finde ud af det? Den skæbne havde dog altid været imod dem. Ved hendes ord, rettede han sig op. Om han elskede hende? Det var et ord, som kun en kvinde i hans liv havde hørt. Om han elskede hende? Ja, hvad skulle han sige? Foruden, at det nok var noget af det sidste, som man skulle spørge ham om. "Du ønsker at jeg skal elske dig?" spurgte han direkte. Hvorvidt om han overhovedet var i stand til at elske, det vidste han faktisk ikke.. Ikke længere i hvert fald. Han havde ikke det bånd, som han førhen havde haft til sine følelser.

[Soraya Salvorique]

Soraya havde til tider svært ved at forstå Kimeyas tankegang. Nok sov hun ved hans side hver nat, men til tider følte hun sig alligevel uvelkommen. Eller udnyttet. Brugt til hans behov og ønsker, hvilket vel ikke engang var forkert heller? Han havde hende jo her, fordi han ønskede det og hun lystrede ham. Hun gjorde jo som han sagde og fulgte hans ord. Stolede blindt på ham. Men alligevel nagede der også tvivl i mørket, specielt med de ting hun var kommet til at se i hans tanker omkring Faith. Hun var vel jaloux? Jaloux over, at hun egentligt ikke havde Kimeya som hun gerne ville have ham. Hun ville gerne være hans og hans alene, men hun ville altid blive valgt fra så længe den forbandede kvinde var i live. Hun sukkede og fortrød hurtigt at have vendt ryggen til ham, så hun lagde sig på ryggen igen og kiggede hen på ham. Hun sukkede. "Det var ikke det, jeg sagde," skar hun ham bare af og kiggede væk fra ham endnu engang. Hun trak dynen godt op til sig og puttede sig under den.

[Kimeya Marvalo]

Hvorfor denne pludselige forandring? Ikke at det var noget, som faldt i Kimeyas gode bog, men det var der nu alligevel heller ikke rigtigt noget der gjorde. Hans blik hvilede intenst på hendes skikkelse, som hun lå der med ryggen til ham. Han udnyttede hende.. gjorde med hende, hvad han havde lyst til, og hvad han følte, at han kunne tillade sig, og hun lod ham jo også gøre det.
At det skulle ende ud i et spørgsmål tanker, følelser og kærlighed, var nok et af de største turn-offs som han kunne præsenteres for, og det erkendte han gerne. Han kneb øjnene let og utilfredst sammen, som han tvang resten af dragten af, så han endte med at stå der i absolut ingenting. Det var jo heller ikke fordi at den i forvejen lod meget til fantasien. Han trak vejret dybt, også selvom det skar voldsomt i hans krop og sind, inden han søgte hen til sengekanten og satte sig. At hun begyndte at bide af ham, tog han sig ærlig talt ikke af. Han vendte blikket direkte mod hendes skikkelse. Ønskede hun at han elskede hende? "Elsker du mig?" spurgte han med en direkte stemme, som han igen lod blikket hvile på hendes skikkelse. At elske var i forvejen, ikke noget, som han gjorde ofte eller generelt faktisk. Jaqia havde mere eller mindre knækket den mand i ham, men.. var det noget som rent faktisk optog hendes tanker og sind?