I am feeling better

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Jeg er ikke spor kedelig," fastholdt han med et sigende blik. Glæden og behaget, var dog slet ikke til at se bort fra, og særligt nu hvor han endelig havde fået lov til at nyde at have hende tæt på sig, på denne her måde, for det var da uden tvivl noget, af det mest fantastiske, som han længe havde gjort. Øjnene lukkede han ganske let i, som han igen lagde sig ned i græsset. Alt den energi, som han kæmpede for at skaffe sig, var blevet brugt, også selvom han bestemt heller ikke fortrød, hvad han havde brugt den på.
Kysset tog Lucifer mere end glædeligt imod, inden han atter lod hovedet søge ned i græsset bag ham. Han havde det bedre. Gnisten og lysten til at være sammen med hende, var bestemt ikke forsvundet, og særligt ikke, sådan som det var lige nu. Han sendte hende et tilfredst smil. Ej ville det vise sig, at blive den sidste gang. Måske at han næste gang, kunne få lov til at komme helt tæt på hende? Og vise hende, hvordan man kunne bringe denne nydelse til helt andre højder? "På et tidspunkt, må jeg vise dig, hvordan man kan nyde dette endnu mere, end hvad du har gjort i dag," lød hans stemme, tæt ved hendes øre, inden han igen træt vendte blikket mod hende. Her lå de.. en mand uden nogen betydning, og landets prinsesse. Den tanke var alt i alt, ganske morende, selv for hans vedkommende. Han kunne nu godt lide det, og særligt lige nu, havde han slet ikke travlt med at komme op på benene igen. Han kunne meget gerne ligge her med hende resten af dagen, hvis det skulle være det.

[Jarniqa Dynithril]

”Ikke det?” lød det roligt fra Jarniqa. Selv vidste hun udmærket, hvad hun ønskede sig. At gøre dette så ofte som muligt, for skønt var det jo! Tilfreds måtte hun derfor også være over det faktum, at han skulle med ud i verdenen og rejse med hende. Bedre og bedre fik de det jo med hinanden, så mon ikke det ville gå? Selv var hun også blot glad over det faktum, at hun skulle ud og se verdenen, og det var klart en god start på det hele! Let måtte hun blinke med øjnene, som han hviskede hende ind i øret. Nyde det endnu mere? Var der mere til det, end hvad de lige havde gjort? Havde det ikke været alt? Selv kunne hun ikke forestille sig, at der var mere til det end det, for direkte vidunderligt havde det jo været! Overrasket måtte hun vende sit hoved, så hendes blik pegede mod ham, uden at hendes hage slap hans brystkasse. ”Kan man nyde det mere end dette? ..Det har jeg svært ved at tro på,” sagde hun ærligt. Fantastisk havde det været for hendes vedkommende, og derfor havde hun svært ved at tro på, at det kunne blive bedre end det. Derudover kunne hun ikke se, hvad man kunne gøre anderledes, end det de havde gjort. Ville han så bruge munden, fremfor fingeren? Halvt om på maven gled hun, så hun kunne folde sine arme ovenpå hans bryst, og lade sit eget hoved hvile deri. Blikket kunne hun derpå holde på ham, hvilket hun kun nød, som hun nød at betragte ham. Ej var det fordi, at hun var dum. Hun var blot uviden omkring visse sider af livet. Lærenem var hun dog, hvilket hun også havde bevist Theodore, som han havde lært hende magiens kunst.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Tvært imod," sagde Lucifer med et stille smil på læben, som han let blinkede til hende. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være, og særligt når det var på denne her måde. Sandt at sige, at han uden tvivl havde nydt det, som hun havde gjort ved ham, for ikke at glemme, at han virkelig havde nydt det faktum, at havde hende så tæt på sig, som det han havde. Ikke helt så tæt, som han gerne ville have haft, men det var jo trods alt et sted at starte, og et sted, var det da naturligvis også det, som var ham selv det vigtigste lige nu.
Det var skam muligt at nyde det mere end hvad de havde gjort til nu, og det erkendte han gerne for hende, hvis det endelig skule være det. Han nikkede. "Tro det eller ikke.. Du har kun lige stiftet bekendskab med toppen af isbjerget," sagde han endeligt. At hun vendte sig om på maven, og blev liggende, hvor hun kunne betragte ham, tog han nu heller ikke så tungt igen. Han lod hånden stryge hende over ryggen. Nu hvor de var kommet hinanden så nær, vidste de vel også godt, at de kunne få det til at fungere, når de kom videre derfra, og rent faktisk søgte ud i den store verden, som var derude, og som ventede på dem? Han smilede let for sig selv, også selvom han følte sig træt nok, til at kunne sove nu. Dog ønskede han ikke dette. Det hele handlede jo udelukkende om at nyde den tid med hende, når den endelig var der, og det var det eneste, som han havde i hovedet, som det var lige nu. "Jeg holder rigtig meget af dig, Jarniqa," sagde han pludseligt.

[Jarniqa Dynithril]

Overvældende var det at få af vide, at der var mere til det hele end det, som han havde introduceret hende for. Selv kunne Jarniqa vel ikke gøre meget andet end at tro på ham? Ret havde han jo haft i dette.. Dette var mere fyldestgørende end at ligge og kysse. Dog var hun ikke i tvivl om, at hun endnu ville kunne føle glæde ved det, som hun følte en helt bestemt intimitet, når de gjorde således. Med hensyn til, at han kunne få hende til at nyde meget mere, end det han indtil nu havde fået hende til, var fascinerende for hende. Dog ønskede hun stadig at kunne føle med, som hun ikke ønskede at sluge det hele på en gang. Indtil nu havde hun det derfor fint med dette. Det at de havde nået så langt tilfredsstillede vel også ham på en måde? Et betydeligt skridt på vejen anså hun det i hvert fald for at være! ”Jeg vil se frem til at møde hele isbjerget med dig,” sagde hun roligt, hvor det også måtte være et tegn på, at hun kun ønskede at dele dette med ham, samt at det var ham der introducerede hende for det. Hvorfor hun skulle ønske en anden, vidste hun ej heller, som hun følte, at hun havde alt lige her. Et lille hop i sit indre måtte hun mærke, som han sagde, at han holdt rigtig meget af hende. Bekræftende og varmende var det uden tvivl, og derfor fik det også et varmt smil til at bryde ud på hendes læber. ”Og jeg holder af dig,” svarede hun ærligt igen. Ej havde hun ventet, at hun skulle holde af ham. Faktisk havde hun ikke ventet, at hun skulle komme til at holde af en anden end Damien. Dog havde hun altid ønsket det..

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Der var mere i det intime, end hvad Jarniqa tilsyneladende måtte vide, hvilket var en tanke Lucifer måtte finde kær. For hans vedkommende, var dette på ingen måder nyt, men hver ting til sin tid. Derfor måtte han jo bare sikre sig, at hun kom godt fra det, uden at blive for skræmt af hvad han gjorde, samt hvad det efterlod hende med af tanker og følelser. Det var faktisk noget af det, som han måtte anse som mest vigtigt, hvis han skulle være helt ærligt.
Som hun fortalte, at hun glædede sig til at møde det store isbjerg med ham, måtte han smile ganske tilfredst. Han kunne i hvert fald ikke gøre andet, nu hvor han havde muligheden for det. Han nikkede med et stille smil. "Hver ting til sin tid," endte han roligt. Han havde fået sin udløsning, og han havde fået lov til at vise hende, hvad det ville sige, at ønske mere, og hun havde taget imod det. Derfor kunne han heller ikke gøre andet, end at være tilfreds med dette. Nu var det vel heller ikke så farligt, at lade hende vide, at han rent faktisk holdt af hende? Han gjorde mere end det, men det behøvede hun jo trods alt ikke at vide endnu. Hun vidste vel heller ikke hvad det betød? Han smilede let for sig selv. At høre det var gengældt, glædede ham da uden tvivl. I så fald burde deres tur ud i verden, heller ikke ende i problemer? Han håbede det i hvert fald ikke. "Mere ned hvad du går og tror," sagde han endeligt. Aldrig havde han følt det således omkring et andet individ, og det kunne han godt mærke nu. Denne gang, føles det helt.. rigtigt, at ligge der med nogen.

[Jarniqa Dynithril]

Selv var Jarniqa indforstået med, at det var bedst at tage den med ro. Anderledes og overvældende havde dette nemlig været for hende, og derfor så hun intet problem i, at hun vænnede sig til dette med ham, præcist som hun havde vænnet sig til kyssene. Der var trods alt heller ikke nogen grund til at give sig i kast med løb, når man først lige havde lært at gå. ”Hver ting til sin tid,” medstemte hun roligt. Selv måtte hun faktisk også være glad for det faktum, at han endelig ønskede at vente på hende. Til en start havde han nemlig givet udtryk for, at han ønskede det hele lige nu og her. Nu gav han derimod udtryk for, at han respekterede, at hun som nybegynder skulle kunne følge med, og det glædede hende i sandhed. Den ene hånd løsrev hun roligt fra den anden arm, så hun i stedet kunne lægge hånden blidt imod hans kind. Blidt strøg hun ham over kinden, som hun havde lært så godt at kende. Den bløde hud med de dog små og stikkende skægstubbe. Varmt smilede hun til ham. ”Så må du jo vise mig det,” sagde hun stille, hvor det også måtte give mening i hendes øjne. Hvis han holdt mere af hende, end hvad han gav udtryk for.. hvorfor udtrykte han det så ikke? Tankelæser var hun trods alt ikke, og derfor vidste hun ikke bare, som hun derimod skulle få det fortalt eller vist. Dog forstod hun ikke forholdet mellem en mand og en kvinde synderligt godt, som hun blot vidste, at en mand og en kvinde normalt var gift, når de havde en familie sammen. Et forhold, som hendes egne forældre dog ikke havde praktiseret. Ej heller havde hun kunnet skelne til Damien for at se, hvordan den slags fungerede, som han altid havde været alene. Hun havde derfor blot set, hvad der foregik på gaden. Mænd og kvinder der holdt hånd i hånd, skænkede hinanden kys, sad ved middagsborde og spiste sammen.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Når Lucifer fik bare en smule igen, så var det ikke så svært for ham, at vente på hende. Han havde vel bare brug for at vide, at der rent faktisk skete nogle fremskridt, og at de derfor ikke bar stod stille hele tiden. Et let smil passerede let og roligt hendes læber, som han igen lagde sig til rette ved hendes skikkelse. Han var uden tvivl gået hen og blevet rigtig glad for hende. Hvilket han i forvejen ikke havde troet, at han ville med et væsen, som ikke var en dæmon.
Hånden som hun lagde mod hans kind, fik ham let til at lukke øjnene. Efterhånden kunne man jo sige, at han var gået hen og blevet rigtig glad for hende, og det som hun kunne give ham. Det havde holdt hårdt, men at holde ham således på jorden, var ikke noget, som man bare gik hen og gjorde. "Og det vil jeg," endte han med en sandfærdig mine, som han langsomt vendte blikket i retningen af hendes skikkelse endnu en gang. Han var virkelig glad for hende, og han viste hende det gerne! Hvorfor skulle han ellers besvære sig med at tage med hende på den tur ud i verden, som hun så desperat ønskede at komme ud på? Ikke at det var noget som han sagde højt til nogen som helst, for det gjorde han da godt nok heller ikke. Tungen strøg han let over sine læber, og med et stille smil på læben. "Jeg kunne sove nu, Jarniqa.. Vi.. burde måske komme tilbage," sagde han endeligt. Ikke fordi at han havde noget imod at ligge her med hende, men frygten for bare at falde i søvn - bogstavelig talt med bukserne nede, hvilket nok ikke ligefrem var det som han havde mest lyst til.

[Jarniqa Dynithril]

Tilfredst smilede Jarniqa, som han medgav, at han ville udvise sine følelser for hende for fremtiden. Glad måtte det gøre hende, som det for det første hjalp hende med at forstå, hvad der foregik mellem dem, og for det andet var det generelt rart at høre, at man var værdsat. Selv holdt hun jo også af ham.. Hun følte i hvert fald for ham, som hun ikke havde følt for nogen anden før, og store skridt måtte også det være for hendes vedkommende. Hun havde nemlig aldrig haft det liv, som han først havde antaget, at hun havde haft. Hun var nemlig ikke vokset lukrativt op, som hun havde opvokset i slummen og kun med sin værge. ”Godt,” sagde hun mildt. At han kunne sove, kunne hun kun nikke genkende til. Mange var klokken ikke, og derfor ville det kun blive en middagslur for hendes vedkommende. Hvad Lucifer angik, kunne man aldrig vide.. Det var også derfor, at hun ikke blev i hulen hver dag til han stod op, da han ikke havde den samme normale døgnrytme som hende. Han var nemlig stadig god til at sove hele dagen væk, og det var noget, som hun bestemt ikke var egnet til! ”Lad os få dig i seng,” sagde hun roligt, som der intet bebrejdende var over hendes tone eller ord. Selv vidste hun nemlig udmærket, hvor svækket han endnu var. Derfor havde hun det fint med, at han havde nået så meget i dag, som han nu havde. Langsomt fjernede hun sig fra ham, som hun skubbede sig op på benene igen. Hånden rakte hun ham dernæst. Ikke kun, så hun kunne holde ham i hånden, men så de også kunne gå hånd i hånd på vej tilbage til hulen. Dette var nemlig en af de små nydelser, som hun endnu nød, skønt hun selv følte, at han havde givet hende den helt store i dag.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Et stort skridt kunne man uden tvivl sige, at de havde valgt at tage i dag. Dette var uden tvivl noget, som selv Lucifer måtte nyde utrolig godt af, når det endelig skulle komme til det. Alt taget i betragtning, så gik det vel egentlig også den rette vej? Han var glad for udviklingen. I særdeleshed, fordi at han havde formået at gøre det, duen at skræmme hende undervejs. Han ønskede faktisk, at de skulle finde ud af det hele, og var det overhovedet så underligt? Han ønskede rent faktisk, at de fandt ud af det her.. sammen. Hvis hun ønskede, at han skulle vise hende hvor meget han holdt af hende. Det skulle ikke være ham det største problem i hvert fald.
Lucifer var ved at være træt, men han havde vel også undskyldningen? I forvejen, var han ikke ligefrem den mand med det største energiske overskud lige for tiden, selvom han naturligvis håbede på, at det var noget, som nok skulle komme igen før eller siden. Han tog om hendes hånd, for at komme op på benene igen. Her tog han fat om bukser og underbeklædning, for at trække det op, så han kunne dække sig bare en anelse til. Det sitrede i hans ben. Han var træt, men gud hvor han dog havde nydt det, og uden tvivl også langt mere end hvad han ellers ville give udtryk for normalt! Han tog endnu en gang omkring hendes hånd, hvor han sammenflettede deres fingre med et stille smil på læben. End ikke det, var noget som han kunne lade være med. "Lad os komme tilbage, inden mine ben giver efter under mig," sagde han endeligt. Dertil begyndte han bare at gå. Hans skridt var rolige. Selvom han følte sig træt, så var det træt på den gode måde, og det var noget som han særligt godt kunne lide.

[Jarniqa Dynithril]

Ej forundrede det Jarniqa, at Lucifer var træt. Selv måtte hun jo helt føle udmattelsen i sin krop, som det åbenbart var afkræftende at føle så meget nydelse på en gang. Derfor tænkte hun, at det måtte være det samme for Lucifer, plus det faktum, at han generelt havde manglende kræfter efter angrebet på sig. Tilbage på benene hjalp hun ham, hvor hun ikke kunne lade være med at undgå at sende ham et blik, som han trak bukserne op igen. Nu havde hun trods alt fået lov. Igen måtte det også overraske hende at se, hvordan hans ædlere del havde forandret sig. Al dette var uden tvivl noget, som hun endnu skulle vænne sig til. Smilet endte igen på hendes læber, som han igen tog om hendes hånd og denne her gang sammenflettede deres fingrer. Besynderligt fandt hun det, at man kunne få så meget behag ud af så lidt, men ingen tvivl var der om, at hun accepterede det faktum. ”Hvis dine ben skulle give efter under dig, skulle jeg nok bære dig,” svarede hun ham kækt igen og blinkede til ham. Sandt at sige kunne dette dog aldrig komme på tale, som hun ej var i stand til at løfte ham. Besynderligt ville det dog også se ud, hvis hun gik omkring med ham i sine arme. Roligt gik hun ved hans side, som de måtte bevæge sig hjemad mod hulen. Anderledes måtte hun helt føle sig, men selv nød hun det kun, som det havde været en fantastisk oplevelse med ham. Igen som altid syntes tiden dog at flyve af sted, og derfor endte de hurtigt ved hulesprækken, hvor hun måtte give slip på hans hånd, så hun først kunne søge derind. En lille times tid kunne hun vel godt selv bruge på at lægge hos ham og sove?

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Uden tvivl var Lucifer gået hen og blevet træt ovenpå deres lille aktivitet ved åen. Det var dog en handling af slagsen, som han sent ville glemme, og det var en tanke, som uden tvivl faldt i meget god jord hos ham. Han smilede let tilfredst for sig selv. Selvom det ikke var at stille den helt og oprigtigt, så havde han det fint med det skridt, som var taget nu. Han fik kæmpet sig op på benene, hvor han også måtte få bukserne på undervejs, for at skjule sig igen. Synet var jo i forvejen ikke noget, som han ønskede at dele med alt og alle. Overkroppen kunne gå, men det var også det. Resten var forbeholdt dem, som han ønskede skulle se det, og ikke nogen som helst anden! Derefter tog han igen hendes hånd, og søgte tilbage mod deres lille hule.
Selv håbede Lucifer selvfølgelig ikke på, at Jarniqa skulle løfte ham hjem. Først og fremmest, ville det jo kun vise sig, at være direkte pinligt, og det ønskede han da på ingen måde! Tvært imod! Han vendte blikket mod hende, hvor han drilsk måtte skule til hende. "Som om, det nogensinde skulle komme til at ske," endte han kort for hovedet. Og nu hvor de nærmede sig hulen, så skulle det da godt nok være underligt, hvis de kære ben måtte give efter under ham, for det ønskede han da på ingen måde. Han sukkede let, inden han selv søgte til hulen, hvor hun trådte ind først. Han fulgte efter med en så tydelig sitren i hans ben, at de næsten måtte give efter under ham, da han nåede hen til 'sengen', som de havde fået lavet. Her lagde han sig ned. Med armen opfordrede han hende tydeligt til at lægge sig ved siden af ham. Han ville jo gerne have hende der.

[Jarniqa Dynithril]

”Aldrig sig aldrig,” svarede Jarniqa ham muntert igen, inden hun måtte søge ind i hulen. Deres hjem havde det udgjort indenfor de seneste par uger, og derfor måtte hun finde al dette utroligt normalt. Dog var der endnu ikke meget i hulen, men alligevel var der, hvad der var nødvendigt. Der var bladende, som udgjorde deres seng. Derudover havde hun gennem tiden fået udskiftet sin kappe med et egentligt tæppe, som de begge kunne ligge under uden problemer. Det smaragdgrønne blik lod hun følge Lucifer, som han ej tøvede med at tage plads i sengen. Selv vidste hun udmærket, hvorfor det var sådan, og det var derfor også noget, som endnu måtte gøre ondt på hende. Træt var han nemlig ikke bare, som han decideret var løbet tør for kræfter. Smilet måtte dog vise sig på hendes læber, som hun så, hvordan han gjorde plads til hende i sengen. Endnu en ting, som var blevet hende utroligt naturlig. Om deres tæppe valgte hun at gribe om, inden hun måtte krybe ned til ham, alt imens hun lagde tæppet over dem. På denne vis var det næsten som om, at hun havde skiftet Damien ud med Lucifer, som Lucifer nu holdt om hende hver nat, hvor det førhen havde været Damien. Dog efterlod det hende med nogle helt andre følelser, når det var Lucifers arme der lå om hende. Halsen strakte hun, så hun blidt kunne skænke hans læber et kys. ”Hvil nu.. Jeg skal nok blive her med dig,” sagde hun dæmpet, som hun selv kunne mærke, hvordan det hele havde gjort hende udmattet. Hovedet trak hun tilbage, så hun i stedet kunne ligge det mod hans skulder, så hun endnu kunne se mod hans ansigt.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Det kommer nemlig aldrig nogensinde til at ske," fastholdt Lucifer med en direkte stemme, som de endelig nåede hulen. Efterhånden var denne hule jo blevet hans hjem, og eftersom hun nærmest var flyttet ind i den, så var det kun blevet det mere personligt og hjemligt. Han følte sig rent faktisk tryg der. Måske også fordi at den mindede ham om Appolyon?
Lucifer lagde sig ned. Han havde virkelig ikke mere energi tilbage, selvom det uden tvivl havde været en rigtig god dag. Uden tvivl en af de mere mærkbare, selvom det havde drænet ham for absolut alt som han havde haft, men det gjorde ham intet. Dette var træthed på den sunde måde. Han gjorde plads til at hun kunne lægge sig ved siden af ham. De lå jo allerede der, som var de et par.. Var de overhovedet det? Han turde ikke spørge hende endnu. Måske at det ville komme.. Hvem vidste. Han sendte hende et smil, som hun nærmest bare opfordrede ham til at lægge sig til. Ikke at hun skulle sige det to gange. Træt som han var, så ville det heller ikke tage ham lang tid. Armen lagde han om hende, hvor han trykkede hende ind mod sig. Det var nemlig her han ønskede, at hun skulle være. "Godnat.." Han gengældte mere end glædeligt hendes kys, inden han roligt lagde sig til ved hendes side. Selv tog det ej ham lang tid, at glide hen i drømmeland.

//Out

[Jarniqa Dynithril]

Normalt forekom det Jarniqa at ligge i Lucifers favn. Det var nærmest der, at hun var endt med at høre til, hvis man overhovedet kunne sige det på den måde. Dog var det, hvad hun var begyndt at føle omkring ham, som det hele var begyndt at føle naturligt og trygt. Om han tænkte det samme som hende, kunne hun altid blot håbe på, men det gjorde han vel? Han havde trods alt selv sagt, at han holdt mere af hende, end hvad hun lige umiddelbart gik og troede. Hvad det helt præcist indebar, var hun dog spændt på at finde ud af. Selv havde hun trods alt bedt ham om at udtrykke det, så mon ikke det kom? Selv håbede hun i hvert fald, da hun selv følte en masse, men også forstod ufatteligt lidt af det. Blidt smilede hun til ham. ”Godnat Lucifer,” sagde hun roligt, på trods af at det endnu var højlys dag udenfor. En time på øjet kunne dog selv hun bruge.. Som han lagde hovedet tilbage, valgte hun derfor at putte sit hoved ind til hans bryst, alt imens hun kunne mærke, hvordan han trykkede hendes krop ind mod sin. Rart fandt hun dette, hvor hun endda også tillod sig selv at glæde sig til, at det var således at hun ville falde i søvn i de næste mange måneder. Meget andet kunne hun end ikke ønske lige nu og her. Den ene arm lagde hun over hans skikkelse, så hun ligeså kunne holde om hans krop, og hjælpe til med at holde sig ind til hans. Øjnene lod hun dernæst trygt søge i, hvor hun derfra blot slappede af.. Som hun gjorde det, måtte også hun mærke udmattelsen, og derfor gik der ej heller mange minutter før hun trak vejret tung.

// Out