I am feeling better

[Jarniqa Dynithril]

”Jeg tror, at jeg må afprøve sortimentet, før jeg kan vurdere, om du tager fejl eller ej,” svarede Jarniqa drillende igen. Sandheden var dog, at hun ikke videre følte træng til at afprøve sortimentet. Ikke så længe, at hun havde Lucifer ved sig. Om der var noget derude som var bedre eller værre, kunne hun derfor ikke sige, men burde man også undersøge det nærmere, hvis ikke man følte trangen til det? Måske burde hun.. Måske burde hun ikke.. På den ene side havde Lucifer jo afprøvet det, men på den anden side havde han også selv sagt, at hun havde været det bedste. Måske var det derfor også gengældt? Selv nød hun det jo ubeskriveligt meget, hvor de eftersigende også havde de samme symptomer. Som han talte om, hvad der måtte gemme sig under hendes kjole, måtte en rødme vise sig på hendes kinder. Var det virkelig noget, som han funderede over? ”..Og hvad forestiller du dig da?” endte hun med at vove at spørge, uden at hun tog blikket fra ham. Hvad tænkte han mon omkring hende? Kunne hun mon leve op til det? Igen måtte hun fornemme, hvordan det hele måtte pumpe hurtigere i hende.. Hvordan hun måtte være nysgerrig, og hvordan hun alligevel måtte holde sig tilbage. Fokuseret var hun på det, og derfor måtte hun også helt gispe af overraskelse, som et sprøjt vand pludselig blev kastet udover hende. ”Du burger unfair midler!” konstaterede hun grinende, inden hun måtte stille sig på alle fire, så hun måtte strutte en anelse med enden. Sin egen hånd lod hun synke ned under åens overflade, så hun ligeså kunne sprøjte vand efter hans hoved. Hvis han måtte gøre det på hende, måtte hun i den grad også gøre det på ham! Udfaldet var dog ikke just det samme, som han var nøgen og i vandet, hvor hun var påklædt og på land.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Når du har det bedste, hvorfor så søge ud og prøve det næstbedste, og det som er værre?" spurgte Lucifer direkte, som han faktisk satte temmelig høje tanker om sig selv. Han lod hovedet søge på sned og uden at smilet forlod hans læber. Selvom hans krop endnu var præget af mange sår, var det uden tvivl i bedring nu, hvor han også var begyndt at genvinde lidt tilbage af det, som han havde set ud tidligere. Ej var han en skygge af sig selv længere, da mere trådte frem, for hver dag, som måtte gå, og det var noget som han godt kunne lide. Hvad der derimod måtte gemme sig under hendes kjole, kunne han jo kun tænke på.. Og sandt at sige, at det var en tanke, som han havde gjort sig rigtig mange gange. At se den rødmen i hendes kinder, fortalte ham ligeledes, at det var en kærkommen tanke. "Kan dine sarte ører klare at lytte til dette?" lød det roligt fra ham, som han lod hovedet søge på sned. Alt for mange tanker gjorde han sig, og nu hvor hun nærmest opfordrede ham til at fortælle om de mange billeder som han gjorde sig. Burde han? Ville det skræmme hende væk? "Hvad jeg forestiller mig, er en smuk, slank kvinde.. ikke nogen større ar og mærker.. vel proportioneret.. Bløde læber.. varme hænder.. Alt det som jeg kan lide ved en kvinde," sagde han blot, inden han plaskede vand på hende. Hendes reaktion, fik ham til at grine. At hun så selv plaskede med vand på ham, fik ham til at ryste på hovedet, så vandet stod ud til alle steder. "Det kunne jeg da ikke finde på!" endte han morende, inden han fyldte vand i begge hænder, og sprøjtede dem mod hende igen. Nu kunne han da slet ikke lade være.

[Jarniqa Dynithril]

Brynet løftede Jarniqa, alt imens et drilsk glimt viste sig i hendes smaragdgrønne øjne, som en tanke slog hende. ”Så det du fortæller mig er, at du har prøvet alverdens mænd, siden du ved, hvordan de er?” spurgte hun ham drillende, som hun ikke kunne lade være. Ikke når han serverede det for hende på den måde! En ung og frisk kvinde var hun trods alt, og derfor kunne det også være svært at dy sig, når det stod lige for næsen af en. På den måde havde hun det vel ligesom, som han havde det med hendes krop? At han tænkte på den, overraskede hende at høre, og så alligevel ikke. Det kom nemlig ikke bag på hende, at han gjorde det, da han før havde tilkendegivet, at den interesserede hende. Hvad der derimod overraskede hende var at høre ordene blive sagt højt. Som han forklarede hende, hvad han forestillede sig, måtte hun dog blive overrasket over de mange ting, som han jo allerede kendte til. Særligt hendes læber og hænder. Derudover kunne han vel også se, at hun var slank? Selv ønskede hun at spørge ham om, hvorfor han spekulerede over de dele, når han allerede kendte svaret på det. Selv funderede hun jo over hans underliv, fordi hun aldrig før havde set et tilsvarende før, ligesom hun også undrede sig over hårdheden, når det så blødt ud.. Dog nåede hun ikke at spørge ind til det, som han rev hende ud af sin tankerække, som de første vandsprøjt ramte hende! Handlingen fik hende til at grine, og som han grinte, som hun tilsvarende sprøjtede vand efter ham, måtte hun gøre det igen. ”Løgner!” kaldte hun grinende, inden hendes hånd igen søgte til vandet, som den igen slog imod, så vandet for I hans retning.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer himlede let med øjnene. Hun drillede naturligvis, og derfor var han glad for, at hun så på tingene på den måde, som hun nu gjorde. "Jeg er en mand, og jeg kender mænd.. Hvorfor lade en kvinde som dig, begå de fejl, at mænge sig med de forkerte?" spurgte han med en sigende mine, som han let lod hovedet søge på sned. Ej kunne han lade være.
Mange billeder havde Lucifer i hovedet af Jarniqa. Måske meget af det allerede var så tydeligt at se, men der var jo de småting, som bare gjorde billedet.. helt igennem perfekt. Hvordan hun rent faktisk så ud under kjolen, foruden at være slank, vidste han jo trods alt ikke, og det var også lidt det, som han var mærket af, kunne man sige. Selvom hun ikke nåede at kommentere på det, så var det nu heller ikke noget, der rørte ham synderligt, for det var der ikke nogen grund til. Han grinede. Nu var de jo igen igang med det store vandpjaskeri! "Come on, du kan lide det! Kom nu i!" opfordrede han endnu en gang. Han var allerede våd, så det at blive overdynget mere med vand, var ærlig talt, så gjorde det ikke nogen forskel. Han fyldte igen begge hænder og sprøjtede vand på hende. Vandet stod jo stort set ud til alle sider, og nu hvor han havde så godt som styr på sin krop og havde energien til at bevæge sig, så skulle det uden tvivl også nydes i den forstand, at det overhovedet var ham muligt! Desuden virkede hun til at nyde det mindst lige så meget, som det han selv gjorde, hvilket uden tvivl faldt i en ekstrem god smag hos ham.

[Jarniqa Dynithril]

”Hvorfor ikke? Hvis du og alle andre har ret til at begå fejl, hvorfor har jeg så ikke?” spurgte Jarniqa ham kækt igen. Selv vidste hun, at hun drillede ham, samt prikkede til ham, men på den anden side vidste han også, at det var den person hun var, og det var også en person som han havde accepteret. Glad var hun for det, som hun følte, at hun kunne være sig selv omkring ham, også på trods af, at han frembragte en helt ny side i hende.
Som de hver især begyndte at plaske vand på hinanden måtte latteren falde over Jarniqas læber. Morsomt fandt hun det på trods af, at hendes beklædning på ingen måde var optimal for det. Langsomt blev hun nemlig lettere gennemblødt, som vandet vædede hendes kjole og fik den til at trykke mod hendes hud. At han igen bad hende om at komme i, var ikke just et ønske, som hun ønskede at efterkomme… for skulle hun bare smide kjolen og springe i? Vise sig nøgen for ham og bade med ham? Aldrig havde hun gjort det før, og derfor forekom det hende så unaturligt som noget kunne være. Også fordi, at det var så pludseligt. I så fald var hans vandrende hænder bedre, da hun i så fald kunne fornemme, hvor det hele var på vej hen. Nu bad han hende om bare at … gøre det. ”Og give mig? Aldrig!” sagde hun smilende, som havde det været en duel. Igen sprøjtede hun vand i hans retning, inden hun lod sig glide tilbage på enden. Tilbage skubbede hun sig, så hun kom længere væk fra åen og derfor også fra Lucifer. Blikket tog hun dog ikke fra ham, hvor smilet ej heller forsvandt fra hendes læber. ”Jeg tror desuden, at du allerede er ren,” kommenterede hun morende, som der ikke var det sted på ham, hvor det ikke dryppede fra.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Eller du kunne være fornuftig, og tage ved lære af de fejl, som så mange andre har gjort før dig?" modargumenterede han sandfærdigt. Sandheden var vel, at han ikke var meget for, at hun skulle møde nogen? Særligt mænd, som i realiteten kunne virke som en konkurrence på ham? At have hende for sig selv, var en tanke som han nød, og denne skulle hun ikke have lov til at komme og ødelægge for ham. Og slet ikke, når det gik så godt, som det gjorde lige nu! Han ønskede at se hende, og hvis dette var en måde, hvorpå at han kunne komme til at gøre det, så gjorde han det faktisk gerne. Han ville gerne se og mærke hende tæt på. Ganske vidst uden at gøre noget.. men nu havde hun vel også lært at hans hænder ikke var farlige? Og at disse ting, ikke var nogen, som ville komme af sig selv? Måske hun rent faktisk skulle presses lidt? Måske at det ville hjælpe bare lidt? "Come on! Vand er jo ikke farligt!" sagde han morende.
At hun trak sig væk fra ham, så han ikke kunne nå hende, fik ham til at stoppe, hvor han blev stående i vandet til hoften, og så efter hende. Ren var han nok efterhånden, men han kunne jo lide det. Han følte sig fri, og særligt når hun var der. Han rystede let smilende på hovedet. "Jeg skal absolut kaste håndklædet i ringen.. Jeg kan ikke få dig i, kan jeg?" spurgte han let. Han lod armene let søge over kors, mens han alligevel valgte at blive stående i vandet. Kunne han, ville han jo virkelig gerne have hende med i. Og så våd, som han alligevel havde gjort hende, så gjorde det næsten ikke nogen forskel!

[Jarniqa Dynithril]

”Jeg vil vurdere, hvad jeg finder sjovest,” konstaterede Jarniqa drillende og blinkede til ham. Betød det, at han ikke ønskede, at hun afprøvede andre mænd, at han ønskede, at de var fastlåst sammen? Var det mon det, at de i det store og hele i forvejen var? Selv havde hun jo aldrig været således omkring en anden mand før, og så var der også det faktum, at hun agtede at rejse ud i verdenen med ham.. At tilbringe hver dag med ham i den næste lange periode. Skræmmende kunne det på sin vis lyde, men på den anden side var det jo også, hvad de gjorde nu. Tilbragte hver en dag sammen. Morende smilede hun. ”Vandet er måske ikke farligt, men hvad er du?” grinte hun. Ej var det vandet hun frygtede. Det var nærmere det at være nøgen, som hun frygtede. Nøgen foran ham. Af den årsag valgte hun også at trække sig. Ikke fordi, at det var ubehageligt at plaske vand på hinanden, for det var det ikke. Det var nærmere tanken om at skulle være nøgen med ham, der skræmte hende. Håndfladerne valgte hun at støde mod græsset, som hun lænede sig en anelse tilbage. Sandt var det, at dette ej var en kamp, som han kunne vinde. I hvert fald ikke på denne måde. ”Hvad kan jeg sige? Du har fundet den forkerte kvinde at kæmpe imod,” svarede hun selvsikkert igen, alt imens hendes smaragdgrønne øjne glimtede kækt op. Hendes blik hvilede på hans skikkelse i vandet. Ufatteligt tiltalende måtte han nok engang se ud, som han stod der. Med levende øjne.. Med den bare overkrop.. Med vandet rindende ned over sig.. Selv kunne hun uden tvivl godt lide det. Var det mon også sådan, at han ville have det, hvis han så hende på den måde? Dog kunne hun ikke lade være med at tænke over, at han på sin vis var ligeglad med at fremvise sig, som han blot smed tøjet, hvor hun derimod gemte på sig.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"En skam, snuske. Jeg har allerede taget det valg for dig," sagde Lucifer med en morende stemme, som han slet ikke lystede at dele det syn af hende med nogen anden. Hvorfor skulle han da gøre det? Han ønskede ikke, at hun skulle ende i en situation, hvor hun rent faktisk fandt interesse for en anden mand, og særligt ikke, nu hvor han endelig var kommet så langt med hende! Alene tanken om dette, var bestemt ikke noget, som måtte falde i god jord hos ham, og det var gerne således, at han måtte se på tingene. Grusomt som det end måtte lyde, men det var omstændighederne for hans del. Var det forkert af ham, at være egoistisk? Han ønskede ikke at dele hende med nogen som helst! Han lod hovedet søge let på sned. "Jeg har da ikke bidt dig endnu," pointerede han let, hvorefter han blinkede til hende. Ond kunne han være, egoistisk var han, og derfor ønskede han da dette mere for sin egen skyld, end for hendes.
Om hun gjorde sig tanker om hvordan han egentlig så ud, tænkte han ikke over. Hun havde jo set ham, og særligt efter at hun havde behandlet ham for hans sår og mærker, som han havde pådraget sig over den tid, som nu havde passeret. Han var ved at komme godt igen, hvilket da uden tvivl var ham selv en kæmpe fordel, og det var det som han havde det fint med. Han rystede let på hovedet. "Lad gå.. for denne gang," endte han med et kækt smil. Han søgte tilbage til bredden, hvor han satte hænderne i kanten, for at komme op. At det gav hende frit udsyn til det hele, rørte ham virkelig ikke. Alt i alt, var han ikke en mand, der skulle skamme sig over, hvordan han så ud. Han vidste jo, at han så godt ud.

[Jarniqa Dynithril]

Brynene løftede Jarniqa i takt med hans ord. ”Og hvad giver dig denne bemyndigelse over mig? Du er trods alt ikke min fader eller værge,” kommenterede hun kækt, og gudskelov for, at han inden af delene var for hende! Forfærdeligt ville det nemlig være, hvis hun ej kunne gøre al det med ham, som hun lystede at gøre. Der var faktisk ingen, som måtte forhindre hende i at gøre det. End ikke hendes værge, Damien.. Han havde muligvis udtrykt, hvad han mente om Lucifer, men tydeligvis var hun af en anden mening end ham. At det ligeså ikke havde afskrækket Lucifer, fandt hun kun yderst passende. Forståeligt havde hun fundet det, hvis ej han havde villet mere, men alligevel havde hun ej været i stand til at forestille sig, at hun skulle undvære ham. Hun ønskede ikke at undvære ham. ”Jeg hæfter mig ved, at du sagde endnu,” lagde hun smilende mærke til. Som han kæmpede sig tilbage til bredden, slog hun automatisk blikket ned. Altid gjorde hun dette når der var en risiko for, at hun så hele ham. Ligeglad var han måske med det, men det var hun bestemt ikke, og underligt var det, da de syntes som nat og dag på det punkt. Hver gang hun slog blikket ned, ønskede hun dog at se op, som det hele gjorde hende forbandet nysgerrig, og det irriterede hende forbandet meget! Blikket holdt hun derfor ved sin ene hånd, som hun endte med at bruge den til at trække nogle græsrødder op. Noget måtte hun trods alt beskæftige sig med, som han tog tøjet på.. Hun regnede i hvert fald med, at han agtede at tage tøjet på. Hurtigere slog hendes hjerte i mellemtiden, for skønt hendes øjne ikke kiggede, var alle hendes andre sanser alligevel på vagt, hvor de til gengæld syntes at vide, hvad der foregik.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Heldigvis var Lucifer ej Jarniqas værge. I det tilfælde, kunne han jo slet ikke gøre alle disse ting med hende, som han lystede at gøre! Han ønskede og lystede at tilbringe tiden sammen med hende, som han også ønskede at tage med hende ud på eventyr, og samtidig lære hende det bedre at kende. "Heldigvis for det, må jeg sige," sagde han direkte. Smilet forblev dog på hans læber. Selvom han endnu havde hårdt brug for den energi, som han gjorde brug af, nu hvor han stod i vandet, håbede han da, at han meget snart ville være sådan i bedring, at de kunne komme afsted. Jo længere tid der passerede, des mere kunne han mærke på hende, at hun ønskede at tilbringe den tid, også sammen med ham, og det var jo det, som han godt kunne lide.
"Og dog, er du er stadig, selv på trods af frygten for mit fantastiske tandsæt," pointerede Lucifer med en tydeligt morende stemme. Han kom op på bredden igen, selvom hendes blik synes at glide direkte til jorden med det samme. Hvorfor hun altid gjorde det når der var mulighed for udsyn til det hele, vidste han ikke, om han skulle tolke som noget positivt eller noget negativt. Han tog fat om tøjet, inden han begyndte at klæde sig på. Det derimod gik en smule langsomt. Han skulle bøje i kroppen, og have tøj til at sidde tæt, hvilket stadig kunne stramme i de mange sår, som han havde pådraget sig. "Kan du ikke lide hvad du ser?" pointerede han direkte, som han let rynkede i panden. Han kunne bestemt ikke finde ud af, om det var fordi at hun ej kunne lide det som hun så, eller om synet endnu var for frygteligt at kigge på.

[Jarniqa Dynithril]

Muntert smilede Jarniqa, som andet var svært. Skønt var det, at de kunne more sig på denne måde. Af den årsag var det også forløsende bare at være sammen med et andet ungt individ. Mere stive havde hendes tidligere dage nemlig været, hvor hun nu fandt det rart at kunne være sammen med en, der havde det samme sind som en selv. Til tider havde det for eksempel været kedeligt med Theodore, som de to på ingen måde havde mindet om hinanden. ”Hvis ikke det er fordi, at jeg har dårlig smag, må det være fordi, at jeg har spist noget, som jeg ikke kan tåle,” grinte hun, som han kommenterede på, at hun stadig var hos ham. Gå kunne hun dog umuligt, som hun ikke bare kunne forlade ham. Blikket valgte hun at holde mod jorden, som hun kunne høre, hvordan hans tøj måtte rasle, som han måtte være i færd med at påklæde dig. Meget vel.. Selv lettede det hende, at han gjorde det, da det i så fald holdt hendes nysgerrighed i takt. Selv ønskede hun jo at se, men på den ene side, var det så ikke mærkeligt bare at kigge, og var det ikke mærkeligt, når hun ej forstod sig på hans krop? Af disse årsager valgte hun at hjælpe sig selv, som hun helt valgte at kigge bort. At han kommenterede på det var blot typisk.. ”Det ville være upassende, hvis jeg kiggede,” endte hun stille med at sige. Ligeglad var han muligvis med den slags, men det var hun nu engang ikke. Tilbage lod hun sig glide, så hendes baghoved og ryg til sidst blev mødt af græsset. Dette gjorde, at hun ej kunne kigge på ham, som hendes blik derimod blev tvunget op mod trækronerne og den blå himmel. Smukt og fredsommeligt havde der nu altid været her i bjergene.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Rart var det helt, at tilbringe tiden sammen med Jarniqa, hvor han jo heller ikke ønskede, at hun skulle søge nogen steder hen. Selv ønskede han nemlig, at hun skulle blive lige her sammen med ham, og det var vel heller ikke så underligt igen, var det? Hans blik søgte hendes skikkelse ganske roligt. Han rystede smilende på hovedet. Det der klædte hende uden tvivl langt mere end det sure ansigt, som hun havde set ham i starten. "Nu synes jeg, at du er lige lovlig grov af dig," pointerede han med en morende stemme. Selv var det ej noget som han tog særlig tungt, da han jo kunne lide det. Endelig en, som kunne give ham lidt igen, uden at sidde igen med følelsen eller lysten til at kvæle ham. Det derimod var noget, som han virkelig godt kunne lide.
Lucifer havde ikke nogen kvaler ved at vise sig. Det var sådan naturen selv havde skabt ham, og det var naturligvis noget, som han var rigtig stolt af. Ikke at han havde tænkt sig, at lægge skjul på dette. Han kom roligt i tøjet. "Og derfor er du overhovedet ikke fristet til at kigge? Jeg har intet imod det," sagde han direkte. Desuden var der vel ikke det, som hun ikke havde set, efter hendes behandling af ham? Så det burde egentlig heller ikke komme sådan bag på hende. Han fik bukser på, og lod skjorten hænge løst. At få noget luft til kroppen, var rent faktisk også rart, og særligt i hans tilstand. Han søgte hen til hende igen, som hun havde søgt ned i græsset. Han satte sig ned ved siden af, inden han let gled ned ved hendes side. Han sendte hende sit kække smil. "Du vil jo gerne," afsluttede han morende. Den røde farve i kinderne havde allerede afsløret hende.

[Jarniqa Dynithril]

Kækt smilede Jarniqa. ”Bare rolig. Jeg skal nok tørre tårende af dine kinder, hvis ej du kan klare det,” lød det drillende fra hende. Dog tvivlede hun på, at han ville begynde at græde. Videre mandigt ville det ej heller være at græde. Desuden, hvis ikke man kunne klare spillet, skulle man ikke gå ind i det, og det havde han i sandhed gjort! Hvad der derimod kunne være svært for hende at håndtere var al det intime. Særligt som han prikkede til hende med, om hun ikke ønskede at se ham. Hvordan han selv kunne være således, begreb hun ikke. Han var vel forhåbentligt ikke sådan overfor alle de kvinder, som han mødte på sin vej? Skjorten blev vel forhåbentligt også på der? Selv havde hun nemlig hurtigt erfaret, at han intet havde imod at fremvise sin overkrop. Hendes smaragdgrønne blik gled automatisk til hans, som han gled ned i en siddende position ved hendes side. Igen måtte hendes hjerte slå en takt hurtigere. Var det mon forkert af hende, at hun langsomt ikke ønskede, at andre kvinder var omkring ham, og at han blot skulle ønske hende? Var det også fair at tænke således, når hun vidste, at hun ikke gav ham alt det han ønskede? ”..Hvad er dine forventninger da, hvis jeg gerne vil?” endte hun med at spørge direkte, og dog i en stille tone. Hun ville jo gerne.. Hun ville virkelig gerne. Hun ønskede at se, hvordan han så ud. Hun ønskede at føle, hvordan han så ud. Desværre frygtede hun, at hvis hun viste ham det, ville han ligeså ønske at se og mærke hende i retur, og det følte hun ikke just for at love ham. Hun ville nærmere se, hvor det bar hen, og ville derfra lade ham eller ikke. Derudover frygtede hun også, at han var ligeså hård og frembrusende som i kroen. Selv havde hun nemlig aldrig prøvet den del af verden før, og derfor ønskede hun at bevæge sig snusende frem.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer rystede smilende på hovedet. Selvom man kunne sige, at de gik meget langsomt frem, kom de da om ikke andet frem, hvilket vel også var det vigtigste af det hele? Han selv var en mand, og han skulle nok vise sig, at være en mand for hende, som han jo heller ikke ligefrem ønskede, at hun skulle miste interessen for ham og hans væsen! Overhovedet ikke! Han ønskede at være den mand, som havde hendes interesse. Intet andet havde faktisk betydning for ham lige nu. "Som det nogensinde kommer til at ske.. Kæreste.. Det vil overraske dig, hvor meget jeg kan klare, før der bringes tårer til mine øjne," endte han med en rolig, og næsten intens hvisken. Tanken måtte han jo trods alt finde morende.
Selv havde Lucifer ikke noget imod, hvis hun ønskede at kigge på ham. Det var vel lidt hans mål, at hun skulle gøre det?Han trak vejret dybt. Med andre ord, så ønskede hun at gøre det. "Mine forventninger? At du kigger, hvis du gerne vil. Jeg vil gerne have, at du skal kigge," sagde han endeligt. Måske at det var at trække den lidt langt, men han havde jo trods alt også erfaret, at han ikke kunne presse hende for meget, for så sagde hun helt stop, hvilket han jo heller ikke ligefrem ønskede, at hun skulle gøre! Overhovedet ikke faktisk! Hun var den eneste, som han ønskede, skulle røre ved ham. "Rør ved mig, Jarniqa," endte han med en rolig stemme. Denne gang valgte han at lægge sig ned. Ikke skulle hun være bange for det. For ham, var det jo normalt at vise sig for dem, som man kunne lide. Og sandt at sige, at hun var endt, som en af dem, som han virkelig godt kunne lide.

[Jarniqa Dynithril]

At Lucifer ej havde let til tårer, måtte Jarniqa faktisk prise. Selv havde hun nemlig hurtigt sandet med Caleb, at følsomme mænd der gemte sig i skørterne på andre, ikke interesserede hende. Om det overhovedet kunne tiltale nogen, tvivlede hun desuden på. ”Det må være til vores held,” kommenterede hun med et smil på læben, hvor hun skam også måtte mene det. Det var nemlig med til at gøre, at hun ikke blot tabte interessen for ham, som hun ellers tidligere havde vist sig at gøre med folk. Hendes interesse havde han desuden i den grad. Særligt som han pirrede hende, og bad hende om at se ham. Hele ham. Svært var det dog at håndtere, som det syntes at være en indre kamp for hendes vedkommende. På den ene side forsøgte hun nemlig at springe frem, hvor hun på den anden side følte, hvordan der var noget der holdt hendes arm, og derfor også krop tilbage. Lettere blev det derfor ikke, som han gentagende gange sagde, at hun måtte kigge på ham, og at han ønskede, at hun kiggede på ham. Faktisk resulterede det i, at hendes hjerte slog endnu hurtigere. Op i halsen syntes hun, at det røg, som han direkte bad hende om at røre ham. Som han sagde det, vidste hun nemlig godt, hvad det betød. Hun skulle se ham og røre ham, og ikke kun den overkrop, som hun indtil nu havde holdt sig til, men derimod hele ham. Tør i halsen følte hun sig helt, som hun mærkede sin egen usikkerhed og stærke nysgerrighed. Som han søgte helt ned i græsset, gled hun over på siden, hvor hun hævede sin egen krop ved at støtte den mod jorden. Intet sagde hun, som hendes smaragdgrønne øjne søgte fra hans og ned på hans stærke brystkasse i stedet. Ligeså stille begyndte hendes hjerte at slå igen med markerende dunk, som hun tilsvarende hævede den ene hånd. Flygtigt lod hun sine fingrespidser mærke sig af hans muskulatur ved brystkassen, inden hun forsigtigt måtte skubbe til hans skjortes åbning, så den fuldstændigt kunne blotte hans overkrop for hende.