I am feeling better

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Jarniqa Dynithril

---

Det var ved at være hen på dagen, da Lucifer endnu en gang slog øjnene op. Allerede nu synes han at have fået det meget bedre, end hvad han havde haft frem til nu. Efter at Jarniqas værge, havde forsøgt at grille ham for at have været ond ved den dejlige person som hun nu var for hans vedkommende. 
Hulen som Jarniqa havde ført ham til, havde han været i, frem til nu, også fordi at det havde været hårdt for ham at komme for meget rundt omkring, og derfor var det bare nemmest at være her. Kroppen var allerede tydeligt i bedring, selvom den endnu var præget af temmelig mange kødssår, som også krævede sin rensning fra tid til anden, og særligt fordi at det som han gik rundt i, ikke ligefrem var det mest rene, så var det jo stadig godt at Jarniqa kiggede til ham fra tid til anden, og det glædede ham da naturligvis. Særligt fordi at han havde været bange for, at han havde ødelagt det hele.
Langsomt rejste Lucifer sig op fra sengen af blade som Jarniqa havde lavet til ham. Der var gået et par uger efterhånden, og han så bedre ud, og han kunne holde ud at være til nu. Han strøg hånden over det hår, som han nu havde tilbage. Resten var da ved at komme frem igen, så han bare kunne se nogenlunde ordentlig ud igen. Hans ilddæmon havde heldigvis været en kæmpe hjælp, samtidig med den behandling som han havde fået. Han rettede let på tøjet, inden han søgte ud på bakken. Bålstedet stod der.. Måske det var på tide bare at... komme lidt igang på egen hånd? Få noget at spise? Begynde at klare sig selv? Selvom han så herrens ud endnu, så var energien kommet mere og mere retur. Så langt, så godt, ville han da sige.

[Jarniqa Dynithril]

Ej havde Jarniqa brug for den samme hvile som Lucifer. Af den årsag havde hun mange timer på hånden, som hun frit kunne benytte sig af på egen vis. Som hun tidligt havde vågnet i dag og set den sovende Lucifer ved sin side, havde hun besluttet sig for at tage et bad. Vant til det naturlige havde hun altid været, og derfor havde hun blot søgt ned til den rindende å, som hun for uger tilbage havde fundet og hentet vand fra. Rart havde det været at skylle sig, hvor Lucifer klart burde gøre kunsten efter. Både få skyllet sit hår og sin krop. Selv tænkte hun også, at han efterhånden burde være i stand til at klare distancen dertil. Fra dag til dag mærkede hun også selv, hvordan en stigende higen efter at se verdenen måtte vokse i hende. Derfor håbede hun, at Lucifer snart var klar, som hun havde medvilliget i at bringe ham med på sin færd. Faktisk havde hun selv bragt det på banen. Fremover bøjede hun sig, så hun fast kunne klemme om sit lange og våde hår, så det ej dyppede på kjolen, som hun lige havde iført sig. Denne handling gentog hun et par gange, indtil hun vurderede, at det var til at bevæge sig omkring med. Fugtigt, men ej dyppende, var hendes lange ravnsorte hår derfor, som hun bevægede sig væk fra åen og tilbage mod lejren. Hvor lang tid hun havde tilbragt i Paggeija med Lucifer, vidste hun snart ikke længere. Underligt havde det syntes i starten, som hun aldrig havde været borte så længe før, hvor hun nu ikke syntes at tænke så meget over det længere. Hulen nærmede hun sig, og som hun gjorde det, kunne hun se, hvordan en skikkelse stod udenfor indgangen. Smilet trak hun på. ”Der er en der ser bedre ud,” kommenterede hun tilfredst, som hun nærmede sig Lucifer.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Underligt var det at tilbringe så meget tid sammen med Jarniqa. Dog var det noget, som han godt kunne lide, og det lagde han heller ikke skjul på. Han var glad for at hun var det sidste, som han så inden han lagde sig til at sove, hvor han derimod også så hende, når han slog øjnene op igen. Kunne det overhovedet blive bedre end det? Selv han var begyndt at kunne finde tiden og overskuddet til at søge mere ud af hulen, selvom han endnu var temmelig tæt omkring den. Hvorvidt om det ville gå at tage med på turen ud og opleve den verden, som de nu begge var en del af, var endnu noget, som han skulle finde ud af. Han forsøgte i hvert fald at forholde sig optimistisk hvad den sag angik.
Blikket drejede han, som han fik øje på hendes skikkelse. Hun havde nok været nede for at vaske sig. Han burde jo faktisk gøre det samme. Han ville dø for et varm og godt bad. Nok ikke lige det, som han ville finde i en å eller lignende, men hvad.. Bare tanken om at få lov til at føle sig bare en smule ren, ville være fantastisk! "Jeg har det også meget bedre.. Efter at have sovet igen," pointerede han, hvor han let himlede med øjnene. Uden tvivl var det ved at blive meget bedre nu, og det var naturligvis også en tryghed for ham. Smuk som hun var.. Som hun altid havde været i hans øjne. Han var vel heldig? At hun stadig var omkring? "Hvad jeg dog ikke ville give for et ordentligt bad," tilføjede han med et let smil. Selv hans humor var ved at komme temmelig godt tilbage nu. Så langt så godt. Han kunne jo næsten kende sig selv igen!

[Jarniqa Dynithril]

Smilet trak Jarniqa på. Igen. Selv vidste hun, hvor stort et irritationsmoment søvnen var for ham, som hun vidste, at han følte, at han sov for meget. Mere optimistisk var hun dog omkring det faktum, da hun bevidnede, hvilken forskel søvnen gjorde for ham. Selv kunne hun nemlig mærke forskel på før og nu. Langt mere energi havde han nemlig fået, hvor hans skader også havde fået den behøvede hvile, som de havde længtes efter. ”Jeg sagde jo, at min behandling hjalp,” svarede hun kækt igen, alt imens hun kvalte afstanden mellem dem. Selvtilfreds var hun uden tvivl, hvad behandlingen af Lucifer angik. Selv kunne hun nemlig bevidne fra dag til dag, hvordan han fik det bedre og bedre. Dog kunne hun aldrig blive helt tilfreds, da hun vidste, at det var hendes værge der havde gjort dette mod den mand, som hun var begyndt at holde af. Derfor kunne hun ej heller lade være med at sidde inde med en hvis skyldfølelse. Derfor følte hun også blot endnu mere, at hun måtte tage sig af ham. Hendes hoved søgte en kende på sned. Han ønskede et bad? Var han mon frisk nok til det? Selv hun håbede hun da.. Både for hans skyld og for sin egen næses skyld. Det at føle sig ren var desuden en livskvalitet. Derfor kunne hun også se ideen i, hvorfor det kunne være en god ide for ham. ”Hvis du mener, at du kan gå distancen, ligger der en rindende å et par hundrede meter herfra,” fortalte hun ham roligt. Selv håbede hun, at han kunne, da det i så fald betød, at han kom sig, og at de snart ville kunne drage afsted. Til dels utålmodig var hun nemlig gået hen og blevet, men svært var det også at holde sig på måtten, når man havde taget beslutningen om at drage afsted.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Det ekstreme søvnbehov, som han pludselig synes at have fået, var uden tvivl en tanke, der direkte generede Lucifer, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det. Uden tvivl var han kommet på bedringens vej, som han også synes at se langt mere frisk og klar ud, for hver dag, som måtte gå. At komme ud af sengen, var langt fra så smertefuld som det engang havde været, som han også havde genvundet rigtig meget af sig selv, som han havde gjort det fra tidligere. Det var uden tvivl noget, som selv måtte have en meget stor betydning, selv for ham i det lange forløb.
Blikket hvilede på hendes skikkelse, hvor smilet alligevel måtte melde sig på hans læber. "Lad det nu ikke stige dig til hovedet," sagde han endeligt. Ej var det fordi at han kunne lade være, for hun havde uden tvivl gjort meget for ham, efter at hendes værge direkte havde valgt at grille ham. Han havde jo aldrig ment at gøre hende noget ondt, så hvorfor overhovedet straffe ham for noget, som han end ikke selv var herre over? Det var i hans øjne, bestemt heller ikke retfærdigt! Han nikkede mod hende. Hvad han dog ikke ville gøre for et bad efterhånden! "Jeg burde efterhånden godt kunne tage den tur.. Jeg har virkelig brug for et bad," sagde han endeligt, som han igen vendte blikket mod hende. Et sted fordi at han gerne ville have, at hun førte ham på vej. Hun var desuden også den mest stedskendte af de to, og det var vel også det, som var ham lidt en undskyldning?

[Jarniqa Dynithril]

”Hvis der er noget som stiger mig til hovedet, er det kun sandheden,” svarede Jarniqa kækt igen, uden at smilet på hendes læber var til at tage fejl af. Glad var hun gået hen og blevet for ham, som hun følte sig tættere knyttet til ham fra dag til dag. Dette gjorde også, at hun havde dannet sig et behov for ham. På sin vis føltes hans tilstedeværelse nemlig lindrende på hende, og det var også selvom, at det ej havde været hende der havde ligget skadet, men ham. Det var derfor som om, at han lindrede for et behov, som hun ellers aldrig havde kendt til. Sin lille slanke hånd endte hun med at række ham, som han gentog, at han trængte til et bad. Ej ønskede hun at modargumentere imod det, som hun i den grad kunne se og lugte, at han efterhånden var gået hen og blevet trængende. ”Tag min hånd, og så vil jeg vise dig, hvor du kan bade,” sagde hun roligt, mens hun afventede, at hans fingre lukkede sig om hende. Sjovt var det, som hun var begyndt at finde det naturligt, at de gjorde al dette med hinanden. At de sad og holdt i hånd.. At de lå og kyssede, inden de faldt til ro.. På trods af, at det var begyndt at falde hende naturligt ind, følte hun dog stadig, hvordan han fik det til at krible i hendes mave. En yderst velsignet følelse. På grund af al det håbede hun derfor også, at han havde talt sandt, dengang han havde sagt til hende, at han følte det samme som hende, samt at han aldrig havde følt det med nogen anden kvinde før. Selv vidste hun ikke, hvordan det hang sammen med dem og andre mænd og kvinder længere, men selv havde hun før taget sig i at tænke, at det forekom underligt at skulle dele det, som de delte, med en anden.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Bliv du blot ved med at fortælle dig selv det," lød det roligt fra Lucifer, som han sendte hende et smil. Igennem den sidste tid, var det jo faktisk gået dem rigtig godt, og de havde ikke haft de helt store problematikker, så det var jo trods alt en rigtig fin ting - i hans øjne, om ikke andet, og det var vel også det, som var ham selv det vigtigste i den anden ende.
For ham, var det blevet en vane, at de sov sammen.. gik hånd i hånd og rent faktisk forsøgte at finde ud af det hele sammen, som havde de rent faktisk været.. et par? Underlig var tanken, men derimod kærkommen, da han faktisk rigtig godt kunne lide denne. Han rakte ud efter hendes hånd, hvor han lod sine fingre sammenflettes med hendes, hvor han let trykkede omkring hendes hånd i stedet for. Dette var noget som han nok var gået hen og blevet vant til i hvert fald. Og så lang tid, at han havde hende herude alene, så passede det ham egentlig ganske glimrende. "Så før mig dertil," sagde han endeligt. At blive vasket og komme til at føle sig ren igen, var ikke en tanke, som ville gøre ham det mindste, for han havde virkelig brug for det efterhånden! Han stolede på hende.. Nok mere end hvad han havde gjort tilbage i starten, men hun havde jo også vist sig som en troværdig, men også meget unik kvinde, og dette var uden tvivl noget, som faldt i ekstrem god jord hos ham. Og nu hvor han kunne holde sig på benene, uden at blive direkte udmattet af en tur ud af hulen og ned foran målstedet, så ville han også gerne mere ud og se tingene. Paggeija og områderne omkring her, var ham jo stadig ukendte, selvom han havde været her i et stykke tid nu.

[Jarniqa Dynithril]

Muntert smilede Jarniqa ved hans ord. Selv vidste hun, at hun havde ret, og det morede hende at fortælle ham. Man havde vel også kun den morskab, som man selv lavede? Som hun mærkede, hvordan han tog hendes hånd i sin, og endda flettede sine fingre ind mellem hendes, mærkede hun, hvordan hendes hjerte måtte springe et slag over. En kriller opstod samtidig i hendes mave, og det var præcis det, som hun nød ved at være omkring ham. Han formåede nemlig altid at skabe alle disse følelser i hende. Hun smilte til ham. ”Følg med,” sagde hun roligt, inden hun trak let i hans hånd, som hun bevægede sig i åens retning. I et roligt tempo bevægede hun sig, som hun ønskede at sikre, at han var med hele tiden. Selv vidste hun nemlig, at han havde været oppe samt gået lidt, men at han endnu ikke havde gået nogen længere ture. Godt måtte han også klare det, men ej sagde hun noget, som hun havde fundet ud af, at han kunne lide at vise hende, at han kunne, uden at han modtog for megen hjælp. Som de gik, behøvede hun dog ej heller at tale, som det var nok for hende at gå ved hans side og mærke ham. Som de bevægede sig, begyndte man ligeså stille at kunne høre, hvordan vandet klukkede længere fremme. Længe varede det derfor ej heller før, at man kunne se, hvordan en miniature vandfald sprang ud fra en af klipperne, og hvordan vandet måtte samle sig til en lang å forneden. Kønt var det uden tvivl, hvor man også kunne se, hvordan landskabet var det mere frodigt omkring åen. Blidt klemte hun om hans hånd. ”Så er vi her,” meddelte hun roligt, inden hun måtte se på ham med et lille smil på læben. ”Og husk nu, at jeg allerede har været i.”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Det hele synes at gå dem rigtig godt, hvilket da uden tvivl, var en tanke, som faldt i Lucifers gode bog. End ikke dette, havde han i sinde, at lægge det mindste skjul på, hvad end om det var noget, som man nu ønskede det eller ikke. Han sendte hende et smil, som han tog omkring hendes hånd. Selv det at være i berøring og kontakt med hende, var ikke noget, som gjorde ondt længere, som det havde gjort førhen, og det kunne han da uden tvivl mærke på sig selv. Overskuddet var noget ganske andet, kontra, hvad det havde været førhen. Han kunne overskue tingene nu.
Lucifer søgte med hende ned mod åen. Selv var det nok hans første længere tur, efter ulykken, hvor han til nu, også havde holdt sig skjult, og særligt fordi at han havde været bange for, at skulle støde på hendes værge igen. Om den mand fandt ud af, at han endnu var i live.. hvad ville der så ske? Ikke at det var noget som han ønskede! Livet havde han jo trods alt kært. Disse tanker, blev dog straks afbrudt, da han hørte åens rislen. Bare tanken om at kunne blive vasket, var en fantastisk fornemmelse! At hun allerede havde været i, fik ham let til at himle med øjnene. Faktisk var han overrasket over hvor godt han havde klaret den vandring hertil! "Jeg synes du er begyndt at blive kedelig," pointerede han lettere drillende, inden han begyndte at fjerne sit tøj. Fordelagtigt at være isdæmon, var at han ikke kunne fryse, selvom vandet nok ville være temmelig kold. Skjorten lagde han ved siden af vandet, inden han vendte blikket mod hende igen. "Du er sikker på, at du ikke kan håndtere en dukkert mere?" spurgte han med et kækt smil på læben. Han kunne jo heller ikke lade være. Bukserne og underbeklædningen fjernede han lige så let. Han havde intet at være skamfuld over, selv på trods af de mange sår og ar som hans krop nu var prydet af.

[Jarniqa Dynithril]

Som de nåede åen og som han slap hendes hånd, lod Jarniqa roligt armene hænge ned ad hendes sider. Tiltrængt var badet uden tvivl for hans vedkommende, og derfor fandt hun det kun positivt, at han endelig fik det. Det var dog ej heller fordi, at han ikke havde ønsket at vaske sig. Det var nærmere fordi, at han ikke havde været i stand til at tage turen til vandet. Hendes smaragdgrønne blik gled fra den klare å og til Lucifers ansigt, som han dømte hende som kedelig. ”Jeg pointerer blot, at jeg endnu ikke har haft nogle gode vandoplevelser med dig endnu,” kommenterede hun ærligt, skønt et lille smil hvilede på hendes mundvige. Sidst de begge havde været omkring vand, havde han nemlig tvunget hende ned i søen i Natymia med al sit tøj på. Direkte forfærdeligt havde det været, som han havde overtaget hendes sind. Helt forfærdeligt kunne hun dog ikke finde det den dag i dag, da det var det der havde ført dem sammen. Han havde nemlig kysset hende, som han havde forsøgt at lune hende, hvor hun havde slået ham i retur. Dernæst havde hun dog fløjet ind i hans arme, hvor hun nu var endnu. Hvis man havde spurgt hende dengang, ville hun også have svoret, at han aldrig ville have blevet en, som hun ville holde af. Ryggen vendte hun høfligt til ham, som han gjorde anledning til at fjerne sin underbeklædning. Ligeglad var han muligvis, men selv kunne hun ikke få sig selv til at kigge, ligesom han heller aldrig havde fået lov til at se hende uden kjolen. Mærkeligt ville det også være, som ingen havde set hende uden den. ”Hvorfor siger du det ikke, som det er? At du ønsker, at jeg gør dig selskab,” svarede hun kækt igen.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Frem til nu, havde det været komplet umuligt for Lucifer at tage den lange tur til vandet, for at blive vasket. Det var en mulighed, som han først nu, kunne sige sig, at have fået, og særligt fordi, at han nu også havde fundet den energi, som skulle til, for at gøre det. Han sendte hende et smil. Turen for hans vedkommende, var rent faktisk lang, men dogvar han stolt over, at han havde formået at leve op til det. Ikke at han havde tænkt sig at lægge skjul på det. Langt fra. "Du har måske ikke haft en god tur med mig i vandet.. Dog skal du huske, at du fik mig i.. og endnu er her," pointerede han med en sigende mine. Han lod hovedet søge på sned, og med et let smil. Han var oprigtigt glad for det.
Om Lucifer havde regnet med, at han ville tilbringe så meget tid med en kvinde som Jarniqa? Nej, det ville han bestemt ikke påstå, da hun havde været direkte irriterende i starten, og levet højt på den position, som hun tilsyneladende havde været født til, og nu havde valgt at forlade til fordel for det vilde unge liv. Den side af hende, kunne han nemlig langt bedre håndtere. Han smed sin underbeklædning, hvor han ikke tog sig af, at hun stod med ryggen til. Han havde intet at skamme sig over ved sin krop. Han trådte ned i vandet, så det dækkede ham fra hoften og ned, inden han vendte blikket mod hende. "Ville det gøre nogen forskel, om jeg spurgte dig?" spurgte han denne gang direkte. Kulden fra vandet rørte ham ikke. Tvært imod faktisk. Lige nu handlede det bare om, at nyde den tid med hende, før hun igen søgte videre. Det ønskede han jo ikke ligefrem.

[Jarniqa Dynithril]

”Det er det jeg siger.. Jeg må have en utroligt dårlig smag,” svarede Jarniqa kækt igen. Hvad der helt præcis gjorde, at Lucifer faldt i hendes smag, forstod hun endnu ikke. Hun havde trods alt aldrig troet, at hun nogensinde ville føle andet end irritation for ham.
Hvad hun følte for ham, kunne hun endnu ikke beskrive kort og præcist for ham, ligesom han ej heller kunne beskrive det for hende. Begge talte de nemlig blot om en varmen og hjertebanken, som de ellers ikke følte omkring folk. Ryggen forblev vendt mod ham, indtil hun hørte, hvordan skvulp lød, hvilket fik hende til at vende sig mod ham. En smule hurtigere måtte hendes hjerte slå, som hun så ham i åen. Ej var det fordi, at hun så noget særligt, som det nærmere var grundet den nysgerrighed, som hun følte. Tiltalende måtte han dog også se ud, som hun altid havde fundet hans ansigt og overkrop attraktiv. Hendes hoved søgte en kende på sned ved hans ord. ”Højst sandsynligt ikke,” sagde hun ærligt for hvorfor lyve? Selvom hun var nysgerrig, kunne hun ikke få sig selv til at smide tøjet og hoppe i med ham. Nøgen ville hun jo være i så fald, og skræmmende var den tanke, når hun var vant til at skulle dække sig til. Derudover ville han også være nøgen, eller han var nøgen, og på det punkt havde hun kort anet, at han havde noget, som hun ikke anede noget om. Desuden, hvad ville der ske, hvis de begge var i? Ville det betyde, at hun indledte noget, og hvis hun gjorde, hvad indledte hun så? Over til åens kant bevægede hun sig, hvor hun valgte at sætte sig ned. ”Er vandet rart?” spurgte hun roligt. Selv vidste hun godt, hvordan badet havde været for hende. Hvordan han havde det med det efter, at der havde gået så lang tid, vidste hun derimod ikke.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Jeg synes derimod din smag er ganske tiltalende. En kvinde som falder for den rette mand.. Hvad er der dårligt ved det?" spurgte Lucifer med en direkte stemme, som han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Smukt som hun stod der på kanten af bredden, til han selv var kommet i vandet, så han var dækket fra livet og ned. Vandet var uden tvivl rart, selvom det havde været bedre, om hun ville joine ham. Det var i alle fald sådan at han så på tingene. Han ville ikke have noget imod at have hende med i. Let ned i knæ gik han, for at føre vandet nedover sin krop, så han følte for alvor, at han kunne blive vasket lidt. "Det anede mig," sagde han endeligt, som han igen vendte blikket mod hende.
At hun satte sig tæt ved kanten, sagde han ikke noget til, selvom det dog ikke var tæt nok på. Han ville virkelig gerne have hende med i, men frygten for at presse for meget på, var uden tvivl også til stede, og særligt når det kom til hende, så var den ekstra meget til stede. Vandet førte Lucifer over sin krop med en rolig mine. For ham, var det uden tvivl rart.. Forbandet rart faktisk! Han vendte blikket mod hendes skikkelse. Han nikkede. "Det ville være bedre, hvis du sprang med i," sagde han ærligt. Lidt morskab var vel også bare på sin plads? Desuden havde han jo trods alt heller ikke noget, som hun ikke havde set tidligere, sådan som hun havde passet og plejet ham.

[Jarniqa Dynithril]

Muntert trak Jarniqa på smilebåndet. ”Det skal du jo sige, når det er dig der er tale om,” svarede hun ham muntert igen. Glad var hun nok engang, men bedre havde de også fået det med hinanden. Lettere havde hun i hvert fald ved det, når de ikke diskuterede alle de svære ting. Det ville sige: ham og hende. Selv forstod hun sig nemlig ikke på det, og sværere syntes det kun at blive, når hun prøvede. Indtil nu havde de nemlig med at jage den ene op i en krog, når det gik således. At han ej forventede, at hun sprang i til ham, glædede hende. I så fald hvilede der nemlig intet pres på hendes skuldrer. Svært var det dog, for behøvede hun at blive presset, eller ville det en dag falde hende naturligt ind? Selv vidste hun det ikke, og ej heller kunne Lucifer hjælpe hende med det, som han havde fortalt, at han var blevet presset ind i den verden. Svært havde hun dog ved at acceptere det, da hun trods alt følte sig usikker omkring det. Det ene bryn løftede hun, som han alligevel endte med at udtale, at han ønskede hende med i. ”Hvis du har det sådan, må du drømme dig til det,” endte hun kækt med at sige. Skræmmende var tanken dog om at hoppe ned til ham. Selv havde hun nemlig svært ved at forestille sig, at hun skulle smide tøjet for ham.. Ej var det fordi, at hun følte sig grim, men unaturligt forekom det for hende at gøre. Hendes hoved søgte en kende på sned. ”Desuden.. hvad skulle jeg lave deri? Jeg har allerede badet, og du er der kun for at vaske dig,” kommenterede hun roligt.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Tager jeg da fejl?" spurgte Lucifer med en tydeligt morende stemme, som han let betragtede hende med et hævet bryn. Selv nu hvor han stod nede i vandet, og ellers bare ønskede at tilbringe den tid sammen med hende, så blev det vel heller ikke bedre end det? Han ønskede faktisk at hun sprang med i vandet. Lidt sjov kunne man vel godt have, kunne man ikke det?
Vandet løb stille og roligt nedover hans krop, som han begyndte at vaske sig. Hans blik hvilede på hendes skikkelse. Så yndigt, som hun sad der. Ja, hun lignede da uden tvivl en prinsesse. Mon han kunne vise sig, at blive den heldige prins? Man kunne vel bare håbe, et eller andet sted. "Jeg er nu temmelig sikker på, at det syn som jeg gør mig i tankerne, på ingen måder kan hamle op med hvad der gemmer sig under den kjole," pointerede han med en ganske sigende mine. Selv var han typen der snakket lige ud af posen, og det havde han alle dage gjort, så det kunne næppe komme bag på nogen. Han rettede sig en anelse op, hvor det drilske smil atter viste sig på hans læber. Ja, man kunne vel godt prøve? Han fyldte den ene hånd med vand, inden han gjorde et udfald mod hende, for at gøre hende våd, ved at pjaske med vand. "Nu er du våd. Så kan du jo lige så godt komme i," sagde han leende. Hun gjorde ham i godt humør. Særligt når det gik på denne her måde.