One big full moon..

[Alice Lairé-Jênan]

Alice trak vejret dybt og kom helt til at gabe. Hun var udmattet ovenpå nattens hændelser og hun skjulte sit gab ind mod ham, inden hun puttede sig mere op ad ham. Selv skubbede hun tankerne om hans lugt bag sig. Han lugtede ikke alt for godt i hendes næse og det var først kommet med varulven. Det var underligt sådan noget. Når alle sanser blev så skærpede, at man nærmest afskyede sin kæreste på grund af det. Hun bed tænderne sammen og gabte kort igen. Det var da pokkers, at hun skulle være så træt, men var der noget at sige til det? "Okay," svarede hun ham blot dæmpet.
Hun elskede ham. Det havde hun gjort i meget længe og den kærlighed var ikke forsvundet. Hun havde slet ikke overvejet, at hun faktisk kunne have bedt om at blive omdøbt til natten. Nu virkede det bare som en dårlig joke, at hun ikke havde valgt det, så varulven havde valgt hende i stedet. Hun vædede sine læber kort og lukkede øjnene i. Det var nu rart at ligge her hos ham uanset hvad. "Du har altid været god ved mig," endte hun dæmpet.

[Deleted]

Valerio forsøgte virkelig at se bort fra den afsky som hendes nye væsen satte i ham, selvom det på ingen måder var nemt. Han måtte jo bare gøre, hvad han kunne. Den lugt af hund, og den fuldmåne, var ham uden tvivl en direkte pest og en plage, som han ikke kunne gøre noget ved. Han bed tænderne sammen. Den var virkelig slem sådan her op til fuldmånen. Ikke at det var noget, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende.
Det eneste som Valerio i bund og grund, kunne love hende, var at han ville gøre hvad han kunne, for at hjælpe hende igennem det.. Og han ville gerne undersøge muligheden med at omdøbe hende. Det krævede jo også bare, at han fandt nogen redskaber at bruge, i og med, at han ingen spidse tænder havde. "Jeg forsøger.. Jeg vil ikke gøre de samme fejl, som jeg førhen har gjort," sagde han ærligt. Igen vendte han blikket mod hendes skikkelse. Han var ikke decideret bange, men bare bekymret. Han endte med at tage mere fat om hende, hvor han satte sig halvvejs op, og skubbede sig mere ind i hulen. Solen var godt på vej op, og alt for mange af solens stråler, kastede sig ind i klippehulen. Han ville bare ikke alt for tæt på dem, dersom han ellers kunne blive fri for det. Han sukkede dæmpet. "Vi skal nok finde en løsning," sagde han denne gang mere bestemt end tidligere.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice vidste, at Valerio gjorde sit bedste. Han havde altid nedkæmpet sine instinkter med hende, det var hun klar over, så bare det var jo meget at gøre for hende. Et smil passerede hendes læber. Lige nu glemte hun faktisk helt sine instinkter, fordi hun var tryg hos ham. Det havde nok også noget at gøre med, at hun var ret udmattet. Men i det mindste blev det skubbet bagud til fordel for det andet. Der var mange problematikker i at skulle omdøbe hende. Kunne det overhovedet lade sig gøre? Eller ville hun dø, fordi kroppen ville afvise forvandlingen på grund af ulven? Og hvis det kunne lade sig gøre, hvordan skulle det så gøres muligt for ham? Han kunne selvfølgelig bruge en syle og prikke hul som var det to hugtænder, lidt som førhen. Helt tilbage til først gang hun var endt hos ham, hvor de havde brugt nætterne på at lege fangeleg, så han kunne få styret sine instinkter. "Du gør det godt," svarede hun stille. Meget var gået galt for dem, men de var jo stadigvæk sammen, ikke? Hun trak vejret roligt og lod ham bare rykket på dem. Hun puttede sig godt ind til ham, da de var kommet langt nok ind i hulen og væk fra den truende sol. Hun gabte endnu engang og lå faktisk bare mere og mere og faldt hen hos ham. Og til sidst, faldt hun ret ufrivilligt i søvn. Men så kunne han også hvile sig her i dagstimerne og så kunne de være friske, når mørket atter brød frem...

//Out.

[Deleted]

Det var uden tvivl svært for Valerio konstant at skulle nedkæmpe sine egne instinkter og natur, men han gjorde det nu alligevel, og det var uden omsvøb. Han ønskede jo uden tvivl at være der for hende, som han jo gerne ville have, at hun havde det godt. Var det overhovedet underligt, at det var på den måde? Tungen strøg han let over sine læber, som han satte sig op af klippevæggen med hende. Hvorvidt om der ville være mulighed for at gøre hende til en vampyr, vidste han ikke.
At hun endte med at falde i søvn, kom et sted heller ikke bag på ham, som hun uden tvivl havde brug for søvnen. Han smilede let for sig selv, inden han blot lagde hende til rette ved ham. At komme ud af hulen, kunne han ikke rigtigt, så lang tid, at solen endnu måtte være oppe. Han sukkede dæmpet og lagde hovedet ind til hendes. Kappen lod han langsomt glide omkring hendes skikkelse, da han jo heller ikke ønskede, at hun skulle sidde her og fryse, dersom det var noget, som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Han selv lukkede øjnene. At sove, var ikke noget som faldt ham naturligt. Hvile, det var derimod noget, som han kunne, og det var det, som han uden tvivl også havde tænkt sig at gøre. "Sov godt," sagde han endeligt. Her blev han siddende resten af natten, for at sikre sig, at hun var ved godt vel. Han ønskede jo at passe på hende.

//Out