One big full moon..

[Deleted]

Alice Lairé-Jênan

---

Det var ved at være temmelig sent, og selv Valerio havde vandret rastløst rundt igennem de sidste timer. Var det underligt? Han havde lukket sin egen kæreste ind i en celle, som han særligt havde fået lavet i en af de mange klipper som omgav Paggeija, udelukkende fordi at han vidste, at månen ville være oppe i aften. Tanken var helt igennem forfærdelig. Han var ej et væsen der tænkte for meget i forvejen, men lige nu, kunne han slet ikke kapere alle de ting, som han gik med indvendig.
At gå ind til hende, ville være som at gå døden i møde, og derfor havde han valgt at holde sig ude frem til fuldmånen var overstået. Af hvad han kunne høre og fornemme, så gik hun stadig rundt derinde, hvilket i hans øjne, udelukkende, var noget, som han tog som en temmelig god ting, og det var vel ikke så slemt igen, var det? Svagt måtte han alligevel tage fat i den bløde underlæbe. At være sammen med en varulv, var for pokker heller ikke nemt for nogen af dem. Alting havde været så meget nemmere før i tiden.

Daggry nærmede sig. Selv Valerio kunne mærke uroen ved at forblive udendørs efterhånden, men selv ro, var umulig for ham at finde på nuværende tidspunkt, og bedre ville det nok næppe ende med at blive. Måske bedre næste gang, når han vidste hvad han kunne forvente? Andet end smerteskrig, kramper og en kamp med et bæst, som han ikke engang var i stand til at hjælpe hende med. Åh, det møde med Cathlina her på stedet, måtte igen bryde hans mange tanker. Så nemt som det havde været den aften, hvor han havde søgt til stedet her. Sandt at sige, at mulighederne var mange her, og derfor havde han taget hende med sig. Her kunne de da i det mindste være selv.
I takt med at daggryet nærmede sig, trak Valerio sig tættere og tættere op af klippevæggen, for ikke at blive ramt af det kommende lys. Han ønskede bare at hjælpe hende, og det forsøgte han, efter bedste formåen.

[Alice Lairé-Jênan]

Den sidste tid havde været endnu sværere, end før hun var blevet bidt. Og alligevel var det som om, at Valerio og Alice faktisk var kommet tættere på hinanden. Det, at hun nu var varulv, og han var vampyr, havde skabt en masse nye problemer. Og hun var stadig kun ved at lære om sit nye jeg. Om ikke andet, så gjorde kampen bare, at de faktisk arbejdede mere sammen, for de havde jo et fælles mål; at blive sammen. I aften var dog noget af et vendepunkt. Hendes første forvandling skulle finde sted under den første fuldmåne siden hun var blevet bidt. Valerio havde fået bygget et sted i Paggeija i klipperne, så hun kunne være i sikkerhed og ikke skade nogle. Ligeså kunne de være i fred. Som daggryet dukkede op og månen forsvandt, så tog forvandlingen også af og hun endte med at ligge i sin menneskelige skikkelse på gulvet i cellen. Natten genspillede sig i hendes tanker...
I det samme hun havde fået øjenkontakt med månen, var forvandlingen startet. Det føltes som om at alle blodårer i hendes krop udvidede sig og blodet ræsede rundt. Hjertet slog hårdere og hun faldt krampagtigt sammen, som alle muskler og knogler begyndte at ændre sig. Hun havde skreget, for aldrig havde hun oplevet en smerte så voldsom, og hun havde endda oplevet meget smerte. Hele hendes krop var som brækket i stykker for at samle sig til ulvens kontur i stedet. Hendes pels var rødt ligesom hendes hårfarve, blandet med beige, sort og hvide toner. Natten havde været rastløs og hun havde gøet og knurret meget af Valerio, der havde vogtet ude på den anden side. Men selv til sidst, så var hun blevet for udmattet og til sidst dukkede solen også op derude... Hun vågnede langsomt igen. Hun følte hendes krop var tung som bly og det var skælvende, at hun kom op at sidde igen. Hun så ud mellem tremmerne og kunne se ham helt klemt op ad klippevæggen for at undgå solens stråler, der snart ville komme.
"Val? Kom herind i skyggen," endte hun. Med herind mente hun ind i cellen, for faren var jo drevet over.

[Deleted]

Valerio og Alice var kommet tæt på hinanden, som de var kommet længere væk fra hinanden. Det var svært for ham at være sammen med en varulv, og særligt når han selv stod der som en vampyr, men for pokker.. Det handlede jo udelukkende om at gøre det så godt, som man nu kunne.
Nu havde han stået udenfor grotten, og har hørt hendes skrig og uendelige hylen mod den store måne, havde han bidt den voldsomme lyst til at slå hende ihjel, og ende den lidelse, men det var jo Alice.. Hans eneste ene. Det var i hvert fald den overbevisning som han måtte være af i disse tider. I takt med at daggryet nærmede sig mere og mere, måtte han selv søge tættere og tættere på grotterne, for ikke at ende med at blive ramt. Ikke fordi at han ønskede at blive ramt og derved blive til en bunke aske. Han havde endnu rigtig meget som han ønskede at opnå med sit liv!
Som hendes stemme lød bag ham, endte han hurtigt med at søge ind i grotten og hen mod cellen. Forvandlingen var gået i sig selv, og med andre ord, så var hun kommet vel igennem det, og det var det som var ham det vigtigste. "Hvordan har du det?" spurgte han endeligt. Det var egentlig det første spørgsmål der pressede sig på hos ham. Han ønskede bestemt ikke, at hun skulle gå og have det dårligt. Kappen smed han fra sig, inden han fik låsen til cellen op, og søgte ind til hende. Det hele stank langt væk af hund. Det var uden tvivl noget ,som han skulle vænne sig til.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice sank en klump og måtte tage et par dybe vejrtrækninger, da hun var kommet op at sidde. Det hele snurrede for hendes hoved og hun følte klart nattens hændelser sidde i hende. Ikke fordi hun huskede det, men hun kunne klart mærke eftervirkningerne af forvandlingen. I det mindste var der en positiv ting. Det sidste hun huskede, var cellen og det var nu også det første hun så efter fuldmånens forsvinden. Det var da positivt, at hun var blevet her hele natten. Eller det troede hun da, hun var. Hun håbede det var rigtigt. Hendes blik gled mod Valerio, der straks kom hen til hende, som hun havde talt sine første ord. Han var blevet ved hende, selvom hun var blevet bidt af en varulv. Det havde bragt dem tættere, men også gjort det hele så meget sværere. Selv følte hun jo en afsky for ham i sine instinkter. Fjendskaben mod hans væsen. De var jo faktisk dødsfjender af natur. Men han var den eneste ene. Og derfor, så måtte de finde ud af det her. "Jeg er træt... og udmattet," svarede hun ham med et lille smil. Hun blev siddende, da hun slet ikke følte for at kunne rejse sig.

[Deleted]

Det havde været svært for Valerio, efter hun var blevet varulv, men han havde valgt at blive, og så måtte man jo se, om de overhovedet kunne få det til at fungere. For nu, så gik det jo ganske fint, også selvom det havde været hårdt op til fuldmånen, og særligt fordi at han kunne se hvor ondt det havde gjort ondt på hende. En smertefuld forvandling.
Som hendes stemme lød, søgte han direkte ind til hende. At hun var træt, kom ikke bag på ham. Han havde været omkring hele natten, og særligt for at holde øje med hende. Blot for at sikre sig, at der intet skete, og at hun blev på sin plads, og det havde hun da heldigvis gjort. Han søgte ind i cellen til hende. Kappen tog han med sig, som han lagde omkring hende, da han kom ind til hende. Dødsfjender var de jo trods alt blevet, men selv han forsøgte ikke at bide sig fast i dette, da han ikke ligefrem ønskede at gøre hende noget. Ikke af lyst i hvert fald.. Af behov, var jo en anden ting. "Det er heller ikke underligt.. Det har været en lang nat for dig," sagde han toneløst. Han satte sig ved hende. Han ville ønske, at han kunne gøre mere.. Men det var bare svært, efter hun var blevet varulv.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice havde frygtet, at Valerio ville gå fra hende. At han ville vende sig bort på grund af deres raceforskelle. Hun mærkede jo selv en fjendtlighed over for ham, som hun kæmpede imod hele tiden. Hendes instinkter fortalte hende, at det var forkert, at hun skulle slå ham ihjel, men det ønskede hun slet ikke! I det mindste var hun jo i live, kunne man sige. Hun havde ikke fortalt Valerio, at hun faktisk havde været døden nær, indtil hun blev bidt. For hende, følte hun sig jo faktisk reddet af biddet, selvom det var pokkers uheldigt, at det lige skulle være en varulv. Hvorfor kunne en vampyr ikke have omdøbt hende? Så kunne hun og Valerio da have fået en masse ting til fælles fremfor at blive dødsfjender. Uheldigheden selv, det var hun virkelig... Hun trak kappen om sig og lænede sig ind mod ham. Armene gled omkring hans skikkelse i en blid omfavnelse. "Tak fordi du passer på mig," endte hun dæmpet. Hun trak vejret tungt. Hendes krop skælvede af udmattelse. Hendes blik gled mod ham. "Jeg ved det er svært... med den race jeg er blevet."

[Deleted]

For Valerio var det her uden tvivl rigtig svært. Det var svært for ham, at finde ud af, hvordan han skulle håndtere alt dette, hvor det i hans forstand, kun var et forsøg på at gøre tingene, så godt, som han nu kunne. Han lagde kappen roligt om hende. Behovet for at slå hende ihjel, var uden tvivl til stede. Det var en kamp for ham, for at holde det dyriske og naturlige væk, for han ønskede jo ikke ligefrem at gøre hende ondt, og særligt fordi, at hun aldrig selv havde bedt om den tilstand som hun havde fået. I hans øjne, var det en sygdom, som hun skulle kæmpe med, resten af sit liv.
Som hun lagde armene om ham, sørgede han for, at kappen lå godt om hendes nøgne skikkelse, mens han trykkede hende ind mod sig. Han plantede et let kys mod hendes pande. Han kunne ikke undvære hende. Følelser havde han nu aldrig været særlig god til, men tanken om at skulle undvære hende, kunne han slet ikke overskue. "Jeg gør det fordi at jeg har lyst," sagde han blot. Han lagde armen om hende. Her ville han uanset være tvunget til at sidde resten af dagen, da han ikke kunne søge ud i solens lys. Svært havde det været, og særligt i hendes tid som lysvæsen. Heldigvis kunne man sige, at den tid var forbi nu. Han nikkede. "Vi overkommer det.. som vi har gjort med alt andet," sagde han en kende mere bestemt.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice tog sig lige nu slet ikke af, at hun jo faktisk sad nøgen. Kappen havde han jo lagt om hende, så hun følte sig godt dækket til. Hun var virkelig glad for Valerio, for det var jo klart hendes følelser, der bandt hende til ham. Hun modtog hans kys mod hendes pande med et træt smil og nikkede så. Som han lagde armen om hende også, så gled hun stille ned at ligge ved hans side. Hendes hoved blev lagt mod hans lår og hun lå sammenkrøllet ved ham. Hun dækkede sig til med kappen og vendte sig om på ryggen, så hun kunne kigge op på ham, selvom hun lå ned. Det dyriske i hende trak klart mod nogle ting, som hun slet ikke ønskede, så hun havde jo selv en kamp for at holde det dyriske tilbage. For hende, så var racen klart noget hun skulle vænne sig til. Men én positiv ting var der. Hun levede. Og hun ville nu fortsætte med at leve. Nu kunne hun jo bare hvile her i løbet af dagen og vente på mørkets frembrud, så de kunne komme væk herfra. "Selvom biddet er pokkers uheldigt, så er det for mig lidt... held i uheld. Før biddet var jeg... jeg var døende, Val. Mørket havde forplantet sig i mig og for et lysvæsen, betyder det død. Men nu er den fare jo fjernet..." fortalte hun ham. Det lettede hende at få det sagt højt, for hun havde jo faktisk ikke oplyst ham om det. Men hvad mon han ville sige...?

[Deleted]

Der var meget som end ikke Valerio var kendt med af kampe som Alice havde kæmpet. Særligt med mørket og hendes lysvæsen. Hvordan skulle han da vide det, når hun aldrig havde informeret ham om det? Armen lagde han roligt om hende. Selv her ikke rigtigt var noget, var det ham en sand glæde, at stedet om ikke andet, så havde formået at holde på hende, og særligt når det nu forholdt sig således, at han ønskede at være der for hende, og nu hvor han igen havde muligheden for at gøre det, så gjorde han det da naturligvis også. Han lukkede øjnene let, som han lagde sig ned sammen med hende. Hans blik gled mod hende, som hun fortalte.. Havde det været.. så slemt? "Jeg ville ønske, at du havde fortalt mig det.. Jeg kunne have skænket dig den mørke udødelighed i stedet," sagde han med en sandfærdig mine. Det var jo ikke ligefrem nogen hemmelighed, at han ikke havde brudt sig særlig meget om tanken om at hun skulle være varulv, men for nu, måtte han jo bare leve med det. Han forsøgte i hvert fald. Det var bare ikke altid lige nemt for ham. "Det er svært," sagde han denne gang med en direkte stemme, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse igen. Træt var han ikke. Lige nu ønskede han blot at ligge der sammen med hende, så han i det mindste, kunne sidde igen med følelsen af, rent faktisk at kunne passe på hende.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice havde overvejet at fortælle det til Valerio. Men det havde hun først taget sig mod til den aften, de var blevet så ravende uvenner og da var det for sent. For varulven kom ham jo i forkøbet. Hun hadede hvordan det hele var endt ud. Det var jo ikke ligefrem nemt for hende at være varulv. Faktisk ville hun hellere være samme race som Valerio. For mørket var jo åbenbart hendes skæbne, da lyset ikke længere var stærkt nok i hende. Hun trak på smilebåndet, da han lagde sig ned sammen med hende og hun lod en hånd lægge sig mod hans kind, som hun strøg blidt med sin tommel. "Det ville jeg have gjort den aften... Men så kom ulven jo i vejen," svarede hun ham dæmpet og undskyldende. Hun var træt, men hun ville holde sig vågen lige nu, så de faktisk kunne ligge her sammen. For nu havde de ingen undskyldning for at skilles i vrede. Hun var for træt og han kunne ikke komme ud i sollyset. En tanke slog hende så. "Kan du ikke det... alligevel?" endte hun så. Hun ville da faktisk hellere dele hans race, så de faktisk kunne være fuldendte mager.

[Deleted]

Den tilstand Alice nu var kommet i, gjorde det uden tvivl mere svært mellem ham og hende, og det vidste han jo godt. Ikke at det var en tanke som faldt i den gode jord hos ham, men han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det. Jovist kunne han forsøge at støtte hende i gøremålet og håbet på, at det ville lykkedes i længden, men det var virkelig ikke til at sige, om det ville i længden. Han nikkede, og lod hende ligge hånden mod hans kind. Han lukkede øjnene for et kort øjeblik. Typisk dem at være så uheldige! "Skæbnen har ikke just været på vores side," sagde han endeligt, inden han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Nej, det var ikke ligefrem noget som faldt i god jord.
Ved hendes ord, måtte han dreje hovedet helt mod hende. Hvordan varulven ville reagere på vampyrens bid, vidste han ikke, og ej ønskede han jo at miste hende. Ikke om han kunne blive fri for det om ikke andet. Han rystede på hovedet. Han ville ønske at han kunne, men den mulighed, kunne han bare ikke sige, at han havde. "...Det ved jeg ikke, om jeg kan," sagde han efter et øjeblik. Frygten for at miste hende, var vel også det, som afholdt ham, fra at gøre det? Han ønskede virkelig ikke at miste hende, som han nu havde været så tæt på at gøre.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice følte virkelig, at uheld var noget, der forfulgte hende. Og Valerio for den sags skyld. Hun syntes ikke de havde haft meget medvind. Faktisk var kroen nok det største lyspunkt. Og det eneste, de havde været heldige med. Hun sukkede dæmpet. Alt det uheld lige fra første gang de var blevet skilt til de havde fundet hinanden igen. Hun sukkede dæmpet ved hans ord. Det var jo skæbnen de led under, uden tvivl. "Nej..." svarede hun dæmpet. Hun så mod ham, da han selv kiggede noget indgående på hende ved hendes spørgsmål. Hvordan hun ville reagere på vampyrbiddet, det anede hun ærlig talt ikke, for hun havde ikke forstand på det. Men i hendes optik, så var varulven jo bare endnu en race, ikke? Hvad skulle der kunne ske, som ikke ville ske alligevel? Hun vædede sine læber stille og puttede sig ind til ham. "Måske vi kunne finde en... der kunne svare på det?" spurgte hun dæmpet. Nogle måtte da kende til det. Om varulve var ekstra allergiske overfor et vampyrbid på grund af den naturlige fjendtlighed mellem racerne?

[Deleted]

De gamle historier sagde blot, at varulve ikke kunne tåle vampyrbid.. Og nu kunne man jo sige, at han ikke var i stand til at bide igen, fordi at de tænder var revet fra ham for flere år siden, så han havde været i stand til at gøre det. Han vendte blikket mod hende. Finde nogen som kunne give dem svaret på spørgsmålet? Det var måske en god ide, for han vidste det ærlig talt ikke, hvis han skulle være helt ærlig.
Han blev liggende for et kort øjeblik og stirrede frem for sig i stedet for. Burde man? "Og hvem skulle man spørge?" spurgte han sigende, som han endnu en gang vendte blikket mod hende. Han ønskede i dette øjemed, slet ikke at gøre noget forkert, for den frygt stod endnu frygtelig stærkt i ham. Hvad nu hvis det gik galt? Kunne hun tåle det, som varulv? Det var i sig selv, slet ikke en fornemmelse som han brød sig om. Selv på trods af varulven, holdt han endnu utrolig meget af hende. "Jeg kender ikke nogen, som jeg ville spørge om den slags om, og samtidig tror på, vil skænke mig den sandhed, som jeg har brug for, for at kunne gøre noget ved det," sagde han direkte. Hans blik søgte hendes skikkelse endnu en gang. Det var jo rent faktisk en meget alvorlig ting, de snakket om.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice kendte ikke meget til de gamle historier. Men måske var der noget omkring, at hun som varulv ikke ville kunne tåle en transformation til vampyr i stedet. Uanset hvor meget hun ville ønske det. Uanset, så ville det være besværligt at få Valerio til det, når han nu ikke havde sine tænder. Hun ønskede faktisk at finde ud af, om det var muligt. For hvis hun kunne slippe for en utroligt smertefuld transformation til ulven en gang om måneden, så ville det da være fantastisk. Nok levede hun endnu, men det havde bestemt skabt nogle flere komplikationer i deres forhold. Men hun elskede ham bare så forbandet højt, at det kunne gøre helt ondt bare at tænke på, hvis hun skulle miste ham. "Det ved jeg ikke..." svarede hun dæmpet. Hun kendte ikke rigtigt nogen. Men der måtte da være flere derude, der kendte svaret? Nogle der havde studeret i de forskellige racer? Eller nogle, der måske havde prøvet det selv? "Det var da et forsøg værd," endte hun dæmpet og lod øjnene glide i. Hun lå tæt ved ham og trykkede sig blidt ind til ham. Hun ville virkelig ikke miste ham for noget.

[Deleted]

Et sted var Valerio mest bange for, at han ville miste Alice helt, hvis han gjorde noget, uden at have tænkt den igennem først, og det ønskede han ikke. Så ville han faktisk langt hellere finde ud af det, nu hvor hun var varulv. Det ville vel give bedre mening? Der var hun da i det mindste i live, selvom han skulle leve med stanken efter hund. Men det kunne han! Håbede han da. "Jeg skal se hvad jeg kan finde ud af, i hvert fald," sagde han endeligt. Det ville blive svært, men han var nu sikker på, at han gerne ville gøre et forsøg, hvis det skulle komme så vidt, og særligt fordi, at han jo rent faktisk ønskede at finde ud af det hele med hende.
Han elskede hende vel et sted? Og derfor ville han jo gerne finde ud af det hele sammen med hende, så det kunne ikke få lov til at gå galt. Det ønskede han slet ikke! Og slet ikke når det var hende. "Lige nu vil jeg bar egerne sikre mig, at du har det godt.. Og så må vi tage tingene derfra," sagde han endeligt. Hans blik gled mod hendes skikkelse igen. Det var egentlig en alvorlig ting, men hun var kommet godt gennem den første fuldmåne. Det eneste, der egentlig frustrerede ham, var at han ikke kunne være der mere for hende, end hvad han havde gjort frem til nu. Han kunne jo ikke gøre mere for hende.