Omrejsende for en tid

[Deleted]

Det lød som om, at Jarniqa også havde sine drømme for området. Caith så det også gerne vrimle med folk. Han foretrak tilværelsen med liv omkring sig. Der skete mere. Flere konflikter. Flere slåskampe. Flere uheld. Folk forstod ikke at leve sammen i fred ret længe af gangen - og sådan havde han det egentlig bedst. Han fulgte med i hendes drøm og stoppede op, da Jarniqa bad om det. "En by uden liv kan vist ikke være tilfredsstillende for nogen, men det må da være muligt at få folk herud igen. Hvis man kan samle nogen med forskellige egenskaber, så man kan blive selvforsynende" overvejede han, før han spurgte: "Skal du have en hånd til at komme ned igen - eller skal vi trække tilbage til en af stenene?". Der var vist stadig et stykke ned, og det var ikke så lige til at glide ned uden videre, når hun ikke sad i en damesaddel. Det kunne også være, at hun følte, at hun havde styr nok på det til bare at svinge benet over og komme ned.

[Jarniqa Dynithril]

”Livet skal nok komme hertil igen før eller siden. For nu kan jeg forestille mig, at befolkningen skal nå at sluge, at de nok engang er frie igen og ikke behøver se sig over skulderen,” lød det fra Jarniqa. Om det var sandt eller falskt, skulle hun ikke kunne sige.. Sandheden var jo, at byen havde været forladt allerede inden at dødsenglene havde kommet. Det havde trods alt kun været hende og Damien der. Dog tvivlede hun på, at stedet ville være forladt for evigt. Hvis man spurgte hende, mente hun desuden, at man skulle rykke Neutranium væk fra Ityrial og til Paggeija i stedet. Det var dog en handling der var lettere sagt end gjort. Som han spurgte om hun skulle have hjælp til at komme ned, rystede hun let på hovedet og sendte ham et venligt smil. ”Det behøves ikke. Jeg skal nok klare den,” sagde hun. Ganske vidste havde hun ikke gjort det før, men selv kunne hun regne ud, hvad hun skulle gøre. Derudover havde hun før sprunget ned fra langt højere punkter end dette! Sadlen valgte hun at holde fast i, som hun måtte føre det ene ben tilbage og over ryggen. Mange sekunder gik der derfor ikke før, at hendes fødder ramte jorden med et bump, som hun igen stod på landjorden. Selvtilfredst smilede hun, inden hun måtte vende det smaragdgrønne blik mod manden igen. ”Tak for oplevelsen. Hun virker uden tvivl til at være et godt væsen.”

[Deleted]

Sandsynligvis havde hun ret omkring byen her, men et eller andet sted forestillede Caith sig, at det kunne gå ret hurtigt, hvis nogen påtog sig lederrollen og fandt de folk, der havde brug for et nyt sted, en ny chance og nye muligheder for at skabe noget godt. Der måtte være nogen særligt efter alle de krige. Jarniqa havde tydeligvis ingen problemer med at komme ned igen, og Caith smilede til hende, da hun takkede: "Du er et godt væsen. Tro mig. Heste kan mærke den slags". Han strøg Pachem over mulen med den fri hånd, hvor den anden stadig holdt tøjlerne. Øjnene hvilede til gengæld på Jarniqa. 

[Jarniqa Dynithril]

At han stemplede hende som et godt væsen, bragte alligevel smilet frem på Jarniqas lyserøde læber. Glad gjorde det hende at høre, som det uden tvivl altid var velkomment at modtage sådanne komplimenter. ”Jeg sætter pris på de venlige ord,” sagde hun i en ærlig tone. ”Jeg ønsker også at se på mig selv som et godt individ.” Ja, ganske vidst havde hun tidligere været lettere kriminel, som hun havde stjålet fra gud og hvermand, men alligevel mente hun nu, at hun altid havde været god af sig. Blidt valgte hun at stryge hoppen over den bløde pels. ”Hun virker til at være en god hest, men dog må jeg sige, at det ikke bliver i dag, at jeg erhverver mig en hest.” Hun kunne vel ligeså godt være ærlig? ”Men jeg vil i hvert fald sige mange tak for turen.”