Omrejsende for en tid

[Jarniqa Dynithril]

Minimal var Jarniqas tillid til manden, som han var dødsengel. Der var muligvis en chance for, at han var en reel mand, men samtidig var der også en chance for, at han løj hende op i ansigtet. Lige meget hvad spillede hendes værges ord dog en rolle, som hun stod i en situation som denne. Stol aldrig på nogen. Af den årsag tænkte hun, at hvis man var det mindste i tvivl, skulle man holde fast i bekymringen. ”Og hvad har fået dig til at vælge denne pacifistiske vej, når nu resten af din race har valg en anden?” spurgte hun sigende, som hun måtte udfordre ham på sine svar. Blikket vendte hun fra ham og mod hestene. Selv var hun dog villig til at give ham ret i én ting. Hestene var oprigtigt rolige, som de blot syntes at gøre, som de havde fået påbud om. Om det var normal hesteopførsel eller ej, kunne hun dog ikke sige. ”Er de ligeså lette og ride?” endte hun med at spørge. Om hun overhovedet selv kunne ride, vidste hun ikke. Selv havde hun nemlig aldrig prøvet at sidde til hest. Selv havde hun kun prøvet at sidde på drageryg, men hvor mange kunne også lige sige, at de havde prøvet det? Prøvende valgte hun at nærme sig en af hestene, hvor hun blidt lod sine fingrer stryge hen over dens store kæbe. Behagelig måtte den være at komme i kontakt med, hvor den ej heller syntes at være frygtsom omkring hendes tilstedeværelse. ”Halvtres guldstykker virker dog stadig som en høj pris for en enkelt,” kommenterede hun ærligt.

[Deleted]

Der var historier og muligheder nok at give hende, da hun spurgte ind til hans valg for den pacifistiske vej. Han betragtede hende roligt og fulgte hende stille tættere på hestene: "Jeg har aldrig nydt smerte og død på samme måde som mine artsfæller... Måske fordi jeg så mine forældre blive dræbt for øjnene af mig. Det var et blodigt helvede, jeg nok aldrig glemmer... Siden da har blod mindet mig om det tab".  Lidt sans for priser havde hun tilsyneladende, eller også var det blot en reaktion på, at 50 guld trods alt var mange penge i sig selv. "De er prisen værd" svarede Caith med et let smil og lagde til: "Og du kan da få lov at prøve en af dem. Har du reddet før?" Heste var flotte væsner, og de svarede sjældent igen. 

[Jarniqa Dynithril]

Som han fortalte Jarniqa, at hans forældre var blevet myrdet for øjnene af ham, måtte hun bøje hovedet let for ham i ren og skær venlighed. Forfærdeligt lød det i sandhed. Hvornår han havde mistet sine forældre, vidste hun ikke, men selv vidste hun, hvor ondt det kunne gøre at være foruden sin familie. ”Det gør mig ondt at høre,” sagde hun venligt, inden hun løftede hovedet igen. Som han dernæst sagde, at hun måtte prøve en af hestene, måtte hun dog blive slået ud af den. Usikkert måtte hun se fra den hest, som hun lige havde berørt, og over på manden igen. Prinsesse var hun måske, men i praksis havde hun kun praktiseret dette i under et år. Derfor havde tiden ikke været til at lære hende at ride, og derfor måtte dette forekomme hende til dels … skræmmende. På den anden side kunne det vel ikke være mere skræmmende end at slå en ihjel eller at sætte sig på tronen? ”..Nej.. Jeg har aldrig reddet før,” sagde hun ærligt. Kunne hun mon ride? Hun var jo i stand til at sidde på en drage, så var en hest værre eller bedre? ”Er det let?” Nysgerrig var hun jo, for selv kunne hun jo se en ide i at have heste på sin rejse.

[Deleted]

Det lod til, at det faktisk ramte hende, at han fortalte denne personlige historie. Ægte var den ikke, men han havde fortalt den nok gange til, at det lød overbevisende. "Tak... men det er altså forklaringen". Reaktionen til at snakke om hestene virkede mest som en måde at ryste historien fra sig og ikke lade det ødelægge stemningen, selvom der måske ikke var så meget stemning at ødelægge endnu, men at have en trist historie hængende overhovedet var ikke godt for salg i hvert fald. Eller for noget andet. "Det er let, hvis man har en god balance og ellers er rolig. Men ellers er de her heste lette, for de er rolige og tålmodige.. jeg har dog ikke en damesaddel med, så det må være herre eller bar hesteryg - men det er lidt sværere på en bar ryg". Ingen støtte til fødderne, og tøjet mod pelsen føltes glat. Det kunne sagtens lade sig gøre, men så kom de nok ikke til at gøre mere end at skridte. Det var sikkert også rigeligt for en nybegynder. 

[Jarniqa Dynithril]

Menneskelig var Jarniqa, og derfor fandt hun det naturligt at udvise medfølelse, når der var en, der fortalte en så ulykkelig historie. Ganske vidst havde hun aldrig været den mest sociale, men selv hun ville vide, hvad hun ville føle, hvis Damien blev dræbt for øjnene af hende. Dette havde endda næsten også fundet sted, som han var blevet dybt såret under erobringen af Ityrial. Af disse årsager lod hun også sagen, som hun ikke så nogen grund til at rive op i mandens sår. Mere neutralt var det derfor at tale om hans heste. Ganske vidst ville det højst sandsynligt ikke være nogen, som hun ville købe lige nu og her, som hun måtte være reel og sige, at hun ikke havde pengene på sig. Selv havde hun nemlig ikke just troet, at hun skulle spendere en formue, som hun havde gået en tur til søen, der derfra havde betydet grilningen af Lucifer. En lille prøvetur var dog højst sandsynligt gratis, og derfor kunne det meget vel komme på tale. Det smaragdgrønne blik vendte hun i mandens interesse. ”Jeg vil gerne forsøge i så fald.. og i en herresadel,” endte hun med at sige. Ganske vidst var hun ikke bange af sig, men selv hun måtte se ideen i at lære at kravle, inden man kunne gå.

[Deleted]

Med et varmt smil nikkede Caith til hendes ønske, bad hende vente ved hesten, mens han hentede sadel, grime og tøjle. Han klargjorde hesten med rolige bevægelser og tilføjede som en form for sidebemærkning: "Hun hedder Pachem, og er den roligste i flokken her. God til at lytte til sin rytter og meget tålmodig". De havde været i tvivl om, om de burde sælge hende eller bruge hende til oplæring, men i sidste ende var de blevet enige om, at de sikkert kunne få en god pris for hende. Som han fik klartgjort hesten trak han den hen mod en en større sten, som bjerget sikkert havde taget med ned engang, da isen smeltede. "Kom, stil dig herop" bad han og rakte sin hånd ud for at hjælpe hende op på stenen, så opstigningen til hesten blev mindre markant - særligt i kjole. Og så var det nok mindre skræmmende end at blive båret derop ved hjælp af hans vinger, selvom det helt klart ville have været den hurtigste løsning. 

[Jarniqa Dynithril]

Opmærksomt blev Jarniqa stående, som manden begyndte at hente diverse ting til hesten. Nysgerrigt måtte hun følge med i alt, hvad han gjorde, for det kunne meget vel være hende selv en anden gang. Umiddelbart så dette dog let ud. I hvert fald sadlen, som den i sig selv kun bestod af to ting.. Først skulle man lægge sadlen over hestens ryg. Dernæst skulle man spænde gjorden under dets mave. Ganske simpelt. Hovedtøjet så derimod det mere kompliceret ud, som der pludselig var mund, ører, hår og remme at skulle tage højde for. Som hun kiggede, måtte hun derfor nå frem til, at hun højst sandsynligt ville glemme det med hovedtøjet, inden hun ville blive udsat for det. ”Det lyder meget fornuftigt,” endte hun stille med at sige. Rolig og utålmodige.. Det var vel det ideelle for en nybegynder som hende? Over mod hesten og stenen bevægede hun sig, som manden bedte hende om at komme over til hende og hoppen Pachem. Selv mærkede hun, hvordan hendes hjerte måtte banke en anelse hurtigere, som hun måtte tage om hans hånd, så hun sikkert kunne komme op på stenen. Dernæst slap hun også hans hånd, så hun i stedet kunne gribe om sadlen, så hun kunne få svunget benet over hestens ryg, så hun måtte sidde der.

[Deleted]

Pachem gav ingen videre lyd fra sig, da Jarniqa satte sig derop. Kort ville hun dog gerne reagere og se den nye an, men Caith havde fat i tøjlerne, så hun blev, hvor hun var. "Hold blot fast i sadlen, og så fører jeg jer lidt rundt. Koncentrer dig kun om at blive siddende og følge hendes bevægelser, okay?" Det krævede en smule balance og tilvænning i forhold til at følge hestens bevægelser, men de fleste fik hurtigt en fornemmelse af det. Hvad Caith var mere opmærksom på, det var, hvordan hun havde det med at sidde der og blive ført rundt af en dødsengel. Der var trods alt ikke mange muligheder for at komme ned, hvis hun pludselig ville væk fra ham. En kontrol Caith egentlig nød. 

[Jarniqa Dynithril]

Underligt var det at sidde på Pachems ryg, som det ikke just var noget, som Jarniqa var vant til. Selv var hun jo vant til at bruge sine egne ben, fremfor at lade sig transportere rundt af en anden. Underligt var det ligeså at sidde på noget, der bevægede sig på denne måde. Ej var hun bange for højder, som hun var vant til at klatre i træer, og springe ned fra bygninger, men de stod nu også bare, hvor de skulle. Hænderne foldede hun på sadlen foran sig, som hendes krop måtte forsøge at absorbere hestens skridt, så hun bedst muligt fulgte med i kroppen. Hun tog en indånding. Videre farligt syntes det dog ikke at være, som Pachem bevægede sig roligt under hende, og med sin ejer ved hånden. ”Hvor længe har du haft med heste at gøre?” endte hun nysgerrigt med at spørge ham. Han måtte vel have været i faget længe? Særligt som han måtte tage en hel flok med sig på egen hånd.

[Deleted]

Bevidst holdt Caith sig i nærheden af resten af flokken, som han blidt trak de to frøkener rundt. Både på grund af de andre heste og for, at området forblev kendt for.. han havde vel egentlig ikke fået hendes navn? Han forventede dog, at hun kendte hans nu, via de dokumenter hun havde set. Hendes næste spørgsmål var dog langt mindre fjendtligt end de første, og det var et, hvor han kunne svare ganske sandfærdigt: "Et par århundreder... både hvor jeg selv lærte det, og siden lærte at passe dem og så kom resten lidt med tiden. Jeg husker det som en mærkelig fornemmelse første gang, at jeg sad på en hest, men jeg havde jo også været vant til altid at gå eller flyve". Det havde bare virket mindre opsigtsvækkende og knapt så fjendtligt at komme på hest fremfor ved hjælp af vingerne. Og at gå tog bare for lang tid i længden. Desuden var det at ride mere afslappende i længden end de to andre muligheder. 

[Jarniqa Dynithril]

Nysgerrigt lyttede Jarniqa til mandens forklaring. Underligt fandt hun det endnu, som alle andre end hende konstant kunne sige, at de havde brugt århundreder eller årtusinder på ting, når hun kun havde været til stede i nu … seksten år. Hendes kendskab kunne derfor sjældent måle sig med andres, og det måtte hun til tider finde vanvittigt irriterende! Der hændte det nemlig, at hun måtte savne at have jævnaldrende omkring sig. Af den årsag nød hun også at være omkring Lucifer, som han ligeså forekom hende ungdommelig, skønt hun egentlig ikke kendte til hans alder. Det havde bare aldrig været dem et emne. ”Jeg kan forstå det med den mærkelige fornemmelse,” kommenterede hun ærligt med et skævt smil på de lyserøde læber. ”Det er ikke fordi, at jeg ikke er vant til at færdes i disse højder, da jeg er vant til at færdes i dem der er højere.. Det er bare … underligt at have noget levende under sig.” Det var vel den bedste måde, hvorpå hun kunne forklare sin følelse? Det glædede hende dog at høre, at han ligeså havde fundet det underligt at prøve for første gang.

[Deleted]

Det var bjergene omkring dem, som Caith tænkte på, da hun nævnte det med højderne. Hun lignede ikke en, der selv kunne flyve omkring, men disse verdner var fuld af endeløse vidundere og overraskelser. Trods sine mål og sin livsstil så havde han bemærket både de store og små forbløffende, pudsige og anderledes væsner og begivenheder, som verden havde at byde på. Han grinte dog kort højlydt, da hun nævnte det med at have noget levende under sig. "Nej, det kan jeg forestille mig" smilede han. Det var han på mange måder vant til, men hesten havde nu stadig været noget andet. "Hvad laver du ellers ude i disse forladte områder alene?" For hun lod jo netop til at være alene, og han havde allerede forklaret, at han blot var på vej igennem her for at komme videre mod Dvasias, hvor han ville forsøge at sælge hestene.

[Jarniqa Dynithril]

Fremfor sig måtte Jarniqa se, som hun blev spurgt ind til, hvad hun lavede her. En ting var sikkert og det var, at hun ej ville fortælle om Lucifer. Det stolede hun ikke på manden til. Derfor kunne hun meget vel hoppe med på den illusion, at hun var her helt alene. Hvad hun skulle sige, at hun lavede her, var dog en helt anden sag.. Skulle hun sige, at hun boede her? At hun var landets prinsesse, og blot nød sit land? Hun fugtede læberne. ”Alene kan jeg meget vel ikke være her, når jeg er her med dig,” svarede hun ham kækt igen, inden hendes smaragdgrønne blik vendte sig ned mod hestens hals. Blidt lod hun sin hånd søge over dens bløde hals, inden hun rankede sig op i sadlen igen. ”Jeg nyder blot naturen her. Paggeija var engang mit hjem, og derfor elsker jeg stadig at komme her. Det er en fejl, at stedet her er gået i glemmebogen for mange,” endte hun roligt med at sige. Sandt kunne man dog også sige, at det var. Hun nød at være her, og hun mente oprigtigt, at det var en skam, at andre ikke kunne se bjergets skønhed.

[Deleted]

Det kække svar var forfriskende fra den skepsis, som hun ellers havde udvist ham. Efterhånden gav hun ham vist en reel chance for at vise, at han var, hvem han påstod. "Og jeg nyder dit selskab" smilede Caith tilbage til hende. For hvordan kunne en ung mand som ham - alder er jo relativt - ikke nyde en ung kvindes selskab? Særligt når hun var så smuk, slank og med så fine, nærmest magiske øjne. Måske ligefrem magiske. Smukke var de i hvert fald. Ville nogen fortænke ham i at udnytte situationen til sit eget bedste? Hun var her jo alene. Hvem skulle få det at vide? Hvem skulle finde deres spor? "Jeg tror desværre, at det er min slags, der har skræmt folk væk herfra for stedse" nærmest undskyldte han, mens han så mod solen højt over dem. Det ville næppe regne den næste tid. Deres spor ville være her. Og vold ville være så let en løsning. En kvinde som hende ville tage tid at vinde over. Og måske ville glæden over at pille hende ned også være det større. "Måske en dag... når grusomhederne er glemt.. så kan Paggeija genopstå. Større og smukkere end nogensinde før". Han sendte hende endnu et varmt smil: "Med et stort, levende springvand som centrum. Det ustoppelige element. Eller hvad drømmer du om?"

[Jarniqa Dynithril]

”Det er desværre ikke kun din race der bær skylden for folkets udvandring af Paggeija. Simpelt ville det være, hvis det blot var såvel, men det er det ikke.. Stedet her har altid været svagt beboet,” fortalte Jarniqa sandfærdigt. ”Jeg tror, at stedet her altid har været svagt beboet fordi, at det ligger så afsides.” Det var jo også af den årsag, at Damien havde valgt at bosætte ham og hende her i sin tid. Så han kunne holde hende skjult og væk fra omverdenen. Hendes smaragdgrønne blik søgte mandens ansigt, som han så imod hende, og nærmest smilte helt … varmt til hende. Besynderligt fandt hun det helt, da han var, hvad han var.. Men måske kunne dødsengle også have et hjerte? Dog havde hun sine tvivl.. Hun havde trods alt bevidnet, hvad den race var i stand til. Let trak hun på smilebåndet. ”Et evigt løbende springvand ville nu ikke gøre mig noget,” svarede hun ham muntert igen. ”Dog må jeg sige, at jeg er simpel på det plan.. Jeg ville finde det tilfredsstillende nok at se gaderne blive brugt, og at folket her var glad for byen og områdets natur. ” Blidt endte hun med at klappe hoppen på halsen. Man kunne vel sige, at det var det? Et venligt smil sendte hun ham. ”Du kan bare stoppe hende igen,” sagde hun roligt, som hun refererede til hoppen, som hun red på.