Omrejsende for en tid

[Deleted]

Høj sol betød mange pauser. Hestene klarede ikke varmen ret længe af gangen uden vand, og de skulle snart igennem et bjergpas. Paggeija lå over dem. En nu forladt by, så Caith forventede ikke at møde nogen. Ved nærmeste vandløb, der tilsyneladende var skabt af bjergenes smeltevand, lod Ciath hestene stoppe op for at drikke. Løbet var for småt til at de rigtig kunne køle sig i det, så Caith begyndte manuelt at samle vand op i hænderne og stryge det over hestene. Selv havde han forlængst droppet at bære sin ærmeløse skjorte, der fik lov at hænge fra baglommen på de sorte bukser. Det var i denne ro, hvor vandet rislede og fuglene kvidrede, at Caith stoppede pludselig op i sine bevægelser. En lyd forstyrrede denne ro, og det lød mest hen af, at der var andre i nærheden. Han lod hestene stå ved vandet, velvidende at de var opdraget godt og ville blive, hvis der ikke var fare på færre og ellers ville søge hjem af, mens han bevægede sig forsigtigt videre. På disse kanter forventede han mest af alt at møde landevejsrøvere eller andet utøj. 

[Jarniqa Dynithril]

Væk fra klippehulen havde Jarniqa bevæget sig, som hun i dag havde gået med den tanke, at der om muligt ville være noget brugbart for hende og Lucifer nede ved bjergets fod. Måske hun ville kunne finde en hare? Eller nogle andre brugbare urter? Bedre havde Lucifer det ganske vidst, men stadig var det hende som gjorde størstedelen af arbejdet. Intet havde hun dog imod det, som det mindede hende om sit forhenværende liv. At han var på bedringens vej betød dog også, at de højst sandsynligt snart ville kunne drage videre. Forbi slottet skulle hun også nå, og på den fløj var dem derhjemme vel også begyndt at bekymre sig for hende? I dage havde hun trods alt været væk efterhånden, som hun havde opholdt sig i Paggeija, siden hun havde fundet Lucifer forbrændt. Om hendes moder derfor havde vundet tronen tilbage, vidste hun derfor ikke meget op. Ufatteligt afsides lå Paggeija nemlig på det punkt.
Ind mellem træerne bevægede Jarniqa sig, som hun pludselig opfangede lyden af hove, prusten og græs der blev revet op af jorden. Nysgerrigt bevægede hun sig i lydens retning, hvor hendes bevægelser måtte være yndefulde og næsten lydløse. Vant var hun til at bevæge sig på denne egn, ligesom hun var vant til at bevæge sig omkring på listetå. Buen og en pil valgte hun langsomt trække. Ideelt var det ikke just at rende således rundt i hendes lange fine kjole, men det var nu engang, hvad hun havde med at gøre. Beskidt var den også gået hen og blevet efter de seneste par hektiske dage. Opmærksomt søgte hendes blik rundt, hvor hun mellem nogle træer måtte få øje på en flok heste. Vilde? Hendes blik søgte opmærksomt rundt, men ingen ejer syntes hun at se i nærheden. Pilen endte hun med at lægge for buen, inden hun valgte at tage sigte på en af hestene.

[Deleted]

"Det ville jeg ikke gøre, hvis jeg var dig".

Caith havde tilfældigt fanget blikket af en menneskelignende bevægelse og var søgt efter den. Snart efter havde han fået øje på den unge kvinde i en kjole, der ikke matchede ind i omgivelserne her. Det bar den også tydeligt præg af. Det var først i det øjeblik, hvor hun valgte at tage sigte på hans heste, at han valgte at blande sig. Eller hans og hans. Han skulle bringe summen tilbage til ejeren af stutteriet, men i øjeblikket var de Caiths ansvar.
Han forventede ikke, at den unge kvinde havde set eller hørt ham, når det var hestene, hun havde valgt at tage sigte imod. Så som han stod et par meter fra hende, valgte han ikke at sige eller gøre mere - blot være klar, hvis hendes reaktion var at skyde pilen efter ham i stedet, så han kunne få flyttet sig.

[Jarniqa Dynithril]

Gibbet følte Jarniqa i sig, som en menneskelig stemme pludselig lød. En mand. Hestenes ejermand? Buen sænkede hun halvt, alt imens hun øjeblikkeligt vendte fronten imod stemmen. Beroliget af dette blev hun dog ikke, da det ikke just var svært at se, hvad manden var. En dødsengel. En dødsengel her i Paggeija. Betød det, at den fordømte race alligevel ikke havde rejst bort? Ganske vidst havde hun ikke set nogen i Benden, men det betød måske bare, at de skjulte sig i stedet? Stram blev hun om de lyserøde læber, uden at hun slap taget i hverken buen eller pilen. De klare smaragdgrønne øjne holdt hun årvågent på manden. ”Fortæl mig, hvad dit ærinde er her,” forlangte hun direkte. Var han mon en af dødsenglene der havde været med til at besætte Paggeija? Havde han mon støttet Macaria og Zean Forsyth? Var han bare en forbipasserende? For at være ærlig havde hun ej den store kendskab til dødsengle. Hun havde nemlig aldrig stået ansigt til ansigt med en før. Det eneste hun vidste var bare al den død, ødelæggelse og ondskab, som de havde bragt med sig, som de havde kommet til Manjarno. Begreber, som hun på ingen måde støttede op omkring!

[Deleted]

Folks reaktioner på hans race var meget forskellig. Det var da heller ikke, fordi Caith ikke havde hørt om, hvad der var sket i Paggeija, så måske burde det ikke overraske ham, at folk på egnen ikke tog venligt imod de sorte vinger. De fulgte ham i tykt og tyndt, selvom livet til tider kunne have været nemmere uden. De skreg død på lang afstand. "Gennemrejse" svarede Caith kort, inden han forklarede sig mere roligt i håb om, at hun ville droppe at stå klar med bue og pil. "Jeg rejser fra by til by for at sælge hestene her. De er reddet til og godt opdraget, som De ser. De kan få dem for 50 guld stykket". Han satte med prisen lidt vel højt, da hun lignede en, der i hvert fald på et tidspunkt havde haft penge. Det var kjolen, der gav ham det indtryk mest af alt. Ganske givet lå Paggeija langt fra alting, men det var en af vejene mod Dvasias, hvor han sandsynligvis også kunne sælge hestene og skabe et ekstra marked på vegne af ejeren. Det var naivt at tro, at man kun kunne sælge heste til hovedstaden. 

[Jarniqa Dynithril]

Ingen tillid nærede Jarniqa til denne mand. Som han stod over for hende, repræsenterede han også fjenden, skønt han endnu ikke havde gjort hende noget. Irrelevant kunne det dog også være, da rygtet omkring deres gamle leder lød på, at også han havde været ”venligsindet” engang, inden han havde fået til hobby at slagte hver en manjaner på sin vej. Ønsket var dødsenglene derfor ikke længere i Manjarno. Øjnene kneb hun sammen, som han pludselig forsøgte at sælge hende de heste, som hun ellers havde været tæt på at skyde. Var det en undvigelsesmanøvre? Som et sidespring forekom det hende i hvert fald helt. ”Hvad skal jeg med en hel flok heste?” spurgte hun sigende. For det første vidste hun ikke, hvad hun skulle med en hel flok. For det andet vidste hun ikke, hvordan man omgik den slags kreaturer. For det tredje havde hun end ikke 50 guldmønter på sig. Ideelt kunne det dog på sin vis være med en eller to heste. Et godt transportmiddel kunne de nemlig vise sig at være på hendes og Lucifers kommende rejse. Dog vidste hun ikke én ting omkring heste. Hvordan behandlede man dem? Hvordan red man dem? Selv havde hun nemlig aldrig lært den del. Blikket holdt hun skarpt på manden. ”Ved du godt, hvor mistænksomt det ser ud med en dødsengel her i Manjarno? Særligt her i Paggeija?”

[Deleted]

Det lod ikke til, at hans korte salgstale hjalp yderligere på situationen. Han forholdt sig derfor forsat i ro. Så længe hun havde buen fremme, så var hun næppe tryk ved at have en dødsengel stående her. Heller ikke i bar overkrop. Efter sin egen mening så han ikke ligefrem skræmmende ud. "Måske ikke hele flokken, men en enkel eller to ville jeg også være godt tilfreds med at sælge" forklarede Caith som det første, før han tog sig nærmere af, at hun fik sat ord på sin mistanke. "Ganske. Jeg har efterhånden boet i Manjarno en del år og har lært at leve med den skepsis de fleste oplever, når de møder mig første gang. Det har ikke været let at slå sig ned her.... dog forstår jeg også godt jeres manglende tillid til min slags. Det er ikke, fordi der som regel kommer noget godt ud af et møde med os". At slå ihjel bare for at slå ihjel var dog ikke Caiths stil. Jo, det var fantastisk at se folks blik, som det gik op for dem, at de skulle dø, og at livet om lidt ville sive ud imellem deres hænder, men modsat en del af hans artsfæller, så var han tålmodig og nød den lidelse, han kunne skabe inden. Det krævede dog i første omgang tillid. Man kom ikke ret langt uden. "Det er klogt af Dem at være forsigtig. I dag er det dog uden grund. Jeg lever fredeligt i Manjarno og passer mit arbejde". 

[Jarniqa Dynithril]

Hvorvidt Jarniqa burde eller ikke burde købe et af hans kreaturer, vidste hun ikke. Selv havde hun jo ingen forstand på heste, og derfor vidste hun ej om prisen var fair, eller om dyrene var gode. Hvad skulle sådan en også kunne? Gjaldt det bare om, at de kunne transportere en fra a til b, eller var der mere i det end som så? Gad vide om Lucifer overhovedet havde forstand på den slags? Det havde han måske i og med, at han hidtil havde været velhavende, og da velhavende personer som ofte havde penge. ”I så fald må jeg sige, at dine priser i den grad har taget overhånd,” sagde hun kort for hovedet. Skønt Theodore havde lært hende om etikette og skik, var det ikke just, hvad hun udviste lige nu og her. Hvorfor skulle hun også det? For alt hvad hun vidste af var denne mand fjenden. En af dem der havde lemlæstet hendes værge, besat hendes hjem, og myrdet uskyldige af hendes folk. Faktisk var det al det, som hun havde forsøgt at kæmpe imod, som hun endda havde oprettet en modstandsbevægelse i det henseende. ”Hvorfra ved jeg, at jeg kan stole på dit ord? For alt hvad jeg og enhver anden ved, er dødsenglene nogle løgnagtige og morderiske bæster, der gør alt for sit eget bedste. Hvorfor skulle jeg tro på, at du er anderledes? Hvem siger ikke, at du har myrdet disse hestes ejer og taget dem til dig selv?” spurgte hun direkte, som tillid til folk aldrig havde været hendes kop the. Selv var hun nemlig blevet opdraget med, at hun aldrig skulle stole på folk.

[Deleted]

Så gale var hans priser heller ikke. Han måtte i hvert fald ikke sælge dem for det halve, men han forestillede sig heller ikke, at han ville få mere end højest 40 for dem. Det var gode heste, og ejeren af stutteriet var heldigvis meget anerkendt i hovedstadsområdet. "De kunne jo starte med at overveje, hvis jeg faktisk havde i sinde at skade Dem, hvorfor det i så fald ikke var sket, før jeg henvendte mig til Dem" begyndte Caith at forklare, mens han ellers ikke rokkede sig ud af stedet. "Og hvis De tør sænke deres våben og følge med mig, så kan jeg vise Dem de dokumenter, jeg har i forhold til salg og ejerforhold. Det er det bedste, jeg kan gøre for at bevise for Dem, at jeg ikke har gjort nogen noget ondt og heller ikke har det i sinde". Der var salgskontrakter og stamtavler på hestene, så ejeren bedst mulig kunne holde øje med, at salg var foregået korrekt, til hvilken pris, og hvis der nogensinde var noget, at køberen kunne henvende sig til ham personligt. Ikke fordi han ikke stolede på Caith efter de seneste år sammen, men fordi det gav et indtryk af kvalitet. 

[Jarniqa Dynithril]

Hvorfor han ikke på forhånd havde angrebet hende, kunne Jarniqa ikke sige. Derfor valgte hun i stedet at sige, hvad der umiddelbart faldt hende ind. ”Din race er kendt for at have mærkværdige lyster.. At likvidere bundne og hjælpeløse folk er blot en del af dem.. Hvad dine lyster er, ved jeg ikke,” lød det direkte fra hende. Tydeligt måtte det derfor også være at høre, at hun ej havde haft de bedste oplevelser indtil nu med hans art. Derfor var det ej heller nogen smal sag for hende blot at sænke buen for ham. At han dernæst ønskede at bevise for hende, at han havde sit på det rene gjorde, at han muligvis alligevel havde rent mel i posen. Det var måske også muligt, at der fandtes visse reelle dødsengle her på denne jord? …eller også var det bare en afledningsmanøvre, inden han stak hende i ryggen. Svært kunne det være at vurdere, da hun ej var blevet opdraget til at være et socialt individ, som det først var sket her i dette år. ”Hvis våbnet er det eneste, som du frygter, er du dum,” sagde hun sigende og om end ærligt. Dog endte hun alligevel med at lave et hovedkast over mod hestene. ”Men nuvel.. bevis, at du taler sandt.” Om hun var i stand til at forstå hans dokumenter, vidste hun dog ikke, da hun kun lige havde lært at læse og skrive. Af den årsag lå hun bestemt heller ikke i topklassen. Et forsøg værd var det dog.. Dog kunne hun stadig ikke lade være med at tænke, at man vel også kunne være i stand til at forfalske den slags?

[Deleted]

"Ja, mine artsfæller har ikke gjort det let for de få af os, der er anderledes..." svarede Caith med et svagt træk på skuldrene, da hun forklarede, at hun ikke forstod sig på dødsengle og deres mærkelige lyster. Caith forklarede hende det gerne - en dag. Langt ude i fremtiden. Hvis han i første omgang kunne vinde hende over. Som hun indvilligede i, at Caith kunne finde dokumenterne ved hestene, begyndte han stille at bevæge sig derover. Blikket gik til hende flere gange som om han var bange for, at hun skulle finde på at skyde ham, så snart han havde ryggen til. Det regnede han umiddelbart ikke med, men det virkede mere tillidsvækkende, at hun blev ved med at føle, at hun havde overtaget. Og så længe hun ikke begyndte at kropsvisitere ham, så ville hun heller ikke opdage, at han faktisk havde en kniv på sig. Lige nu så han ganske forsvarsløs ud. Det eneste utrygge ved ham var og blev de sorte vinger.

Hestene bevægede sig ikke, da de kom tættere på. Faktisk lod de til at være ligeglade, selvom de ikke var spændt op noget sted. I nærheden lå en sadel og nogle læderposer og tasker. Her måtte Caith reelt vende ryggen til hende og gå på knæ for at finde dokumenterne, der lå beskyttet i et rør - ligeså af læder. Han rakte hende røret, hvor hun kunne fjerne låget og se flere dokumenter rullet tæt enkeltvis. "Det her er salgskontrakterne. Der er navnet på stutteriet, ejeren og mit navn som sælger, og der skrives hvem køber er, pris, antal og hvilken hest. Jeg har ligeledes en med hestenes stamtavler, hvis du vil se. Det er en tæt beskrivelse af hver hest, deres styrker, svagheder, og hvem de er avlet fra, så en køber ved, at vi har styr på tingene, og han altid med det papir i hånden kan vende tilbage til os, hvis han har brug for hjælp, vejledning eller hvis der skulle vise sig at være noget, der ikke stemmer overens eller andet, der måtte opstå. Der står også stutteriets informationer og mit navn som sælger, så ingen er i tvivl om, hvis nogen bliver snydt, hvem der har gjort det". Det var de meget ordnede forhold, der havde gjort, at Caith netop ville arbejde for det stutteri. For var han ærlig om sit salg og hvor han hørte til, så indgød det en større tillid. Folk kunne altid finde tilbage til ham. Og det ville hun også, når hun først så dokumenterne og læste hans navn. Han forventede i hvert fald, at hun kunne læse, siden hun havde ønsket at se papirerne. 

[Jarniqa Dynithril]

”Og du mener selv, at du er anderledes?” spurgte Jarniqa sigende, som hun så sig nødsaget til at prikke til ham, indtil hun bare var nogenlunde tilfreds. ”Du bifalder måske ikke, hvad din race har gjort ved dette land?” Meget ondt havde dødsenglene bidraget med til landet her. Først og fremmest havde de slået talrige manjanere ihjel, og kunne denne mand mon sige, at han ej myrdede? Derudover havde de besat hele bjerget her, som de for en stand havde taget Paggeija til dem selv.
Som han bevægede sig over i hestenes retning, valgte Jarniqa at følge ham efter et par sekunder. Ej gik hun lige bag ham, da hun på ingen måde ønskede, at han blot kunne vende sig om og gribe hende! Selv sagde han måske, at han ej var som de andre dødsengle, og at han havde en normal tilværelse her, men dog var det ikke noget som fik hende til at hoppe i med begge ben. Løgnagtig havde racen nemlig vist sig at være, og hvem sagde i bund og grund ikke, at han bare var som dem? Buen og pilen valgte hun at føre over i den ene hånd, som hun måtte gribe om det læderrør, som han rakte hende. Hurtigere måtte hendes hjerte slå, som det skete, for … talte han mon sandt, og var hun overhovedet i stand til at læse dokumenterne? Noget fummelfingret fik hun låget til røret op, som hun også havde buen og pilen at tage hånd om. Dog fik hun det op, ligeså vel som hun fik et papir med sig. Kort skævede hun i hans retning, inden hun vendte blikket ned mod papiret. ”Du burde tage en trøje på,” bemærkede hun kort for hovedet, inden hendes øjne fandt bogstaverne på papiret. Ej var det et papir, som hun havde set før.. overhovedet! Svært var det for hende, som det ikke just var fordi, at hendes ordforråd på skrift var det bedste endnu. Af den årsag lod hun nærmere som om, at hun forstod, hvad der stod skrevet på papiret. Ganske vidst var der nogle af ordene, som hun måtte genkende, men det var bestemt ikke dem alle. ”.. Det ser ægte nok ud,” konkluderede hun stilfærdigt, inden hun lod papiret søge tilbage i læderrøret.

[Deleted]

Da hun nævnte skjorten, slap et svagt grin fra et ellers skævt smil, inden han tog skjorten på og lod hende se på papirerne. Mistroisk kunne man vist rolig kalde hende, men Caith lod sig ikke gå på af det ud ad til. I stedet svarede han hende med den nok atypiske forklaring: "Jeg tror ikke på krig og vold som en løsning til noget. Jeg er pacifist. Ja, jeg bærer våben og kan bruge dem, men kun til min egen beskyttelse, når jeg er ude som nu. Landevejene er jo ikke de mest sikre, som De nok ved". Han gav en let hentydning mod hendes bue og pil. De færreste klarede sig ret længe uden problemer, hvis de ikke havde våben til at holde andre på afstand. "Og selvfølgelig er de ægte" smilede han ellers venligt "Ellers ville forretningen hurtig gå dårligt". Svindlere fik hurtigt et dårligt ry, og selvom landet var stort, og han kunne rejse langt omkring, så var det bare ikke en optimal løsning - i hvert fald ikke for salg af heste. 

[Jarniqa Dynithril]

”En dødsengel som ej går ind for krig og vold.. Den var ny,” sagde Jarniqa direkte. Atypisk lød det dog også, som det ikke just var, hvad hun havde set indtil nu. Dog var det måske det med, at man ikke kunne rede alle over med en kam? Det var jo også, hvad hun havde forsøgt at hævde overfor sin værge, da han havde fortalt hende, at der var dem der ville vende hende ryggen, hvis de vidste, at hun var halvt mørkelver. Læderrøret med alle papirerne valgte hun at give ham tilbage, som hun vurderede, at hun havde set, hvad der var at se. Videre til hestene gled hendes smaragdgrønne øjne. Det gik vel ikke at angribe ham konstant? ”Hvad kan dine heste, siden du sælger dem til den pris?” endte hun med at spørge. Hvad heste kunne og normalt kostede, havde hun personligt ikke den ringeste ide om. Dog følte hun selv, at prisen var dyr, men var det måske fordi, at hun var vant til at stjæle fremfor at betale? Dog kunne hun ikke just sige, at hun nogensinde havde stjålet en hest før. Et kønt syn havde det vel næppe ej heller været, som hun end ikke vidste, hvordan man tøjlede den slags kreaturer.

[Deleted]

Hendes reaktion på det tilsyneladende pacifistiske træk var meget almindeligt. "Ja, det er svært at tro, når man ser, hvad min slags plejer at fordrive tiden med" uddybede han og trak på skuldrene, inden han tog imod læderrøret. Han kunne jo ikke gøre noget ved det, og dybest set var han ikke spor anderledes. Lige nu lod hun til at tro ham. Paraderne virkede i hvert fald ikke ligeså højt oppe som før, da hun spurgte ind til hestene. "Som du ser, så viger de ikke fra hinanden eller fra der, hvor jeg bad dem blive. De er yderst rolige. Og havde du skudt på dem, så havde du ramt. De er meget rolige, lette at håndtere og de er trænet i ikke at frygte pile, sværd eller spyd, så de stadig er til at styre i farlige situationer". Selvfølgelig kunne en hest panikke, men de havde gjort deres bedste for, at den først og fremmest ville adlyde. Det betød ikke, at den ikke ønskede at løbe, hvis den blev ramt af en pil og flere fløj omkring den, men den ville ikke vende om mod rytterens vilje. "De heste, vi ikke har kunne træne til dette, sælger vi som arbejdsheste. Dem har jeg dog ikke med på denne vandring". Og de heste igen, der hverken klarede det ene eller det andet, de blev som regel slagtet, da de var svære at sælge, og det gav trods alt mad på bordet.