Hjemve

[Deleted]

Sephiran Acheron

To af deres bedste folk havde fulgt hende den lange vej fra skovene i Procias, det havde været en lang tur, hver eneste dag havde hun skrevet et brev til hendes elskede mand og forsikret ham om at alt var okay. Hun frygtede hvad Marcellus ville hende, hun kunne ikke lide dette her og måtte virkelig give sig selv en beroligende tale indeni. Serenity bar en lang lysegrøn kjole med elviske mønstre broderet ind i, diademet lå fin i det halvt opsatte hår. De smukke brune lokker svang let bag hendes ryg som hun rank sad på hesteryggen, hun så rolig ud, blid og alligevel alvorlig. De alle tre var på vagt, men hun var dog ret sikker på at Marcellus knapt ville hende noget som helst ondt. Hun så sig rundt, her virkede ikke til at være fyldt med vampyrer som hun ellers havde frygtet. Et eller andet virkede ikke korrekt her, hun endte med at glide ned fra hesteryggen. Hun vendte sig rundt mod sine medrejsende og bad dem blive, hun gik med rolige blide skridt mod slottet. Da hun nåede frem til vagterne, så hun mod dem med en autoritet som gjorde de ikke var i tvivl om hvem hun var. Roligt trådte hun ind, blev ført til tronsalen og her så hun sig så roligt rundt. Hendes blik ventede Marcellus's selvfede smil et eller andet sted, men det var ikke af finde. Hvor var han? Hjertet kickstartede i brystet på hende, som havde det glemt at slå, bag det mon en fælde? Hun mærkede hvordan svimmelheden tog en smule over, men hun tog sig kun kort til hovedet før hun følte hun igen havde kontrol over situationen. Hvis det var en fælde, ville noget være sket. Roligt gik hun videre mod selve tronen, lige nu var hun jo næsten kun lige trådt ind og kunne ikke se hvem der måtte gemme sig her.

[Sephiran Acheron]

Sephiran var tilfreds med situationen så langt. Han havde fået tronen, selvom det var under lidt andre omstændigheder end han først havde tænkt. Men mindre arbejde for ham. Det gjorde det så bare det sværere at blive selvstændig leder af landet, men måske var det ikke nødvendigt lige nu. Det var måske bedst bare at regere i Dvasias' ånd og faktisk støtte det land, han jo altid havde gjort. Han havde tænkt meget frem og tilbage den sidste tid. Kunne ikke slippe tanken om at blive selvstændig engang, men det måtte han skubbe i baggrunden for nu. Familien havde han rykket med til slottet i det gamle Imandra samt sine ansatte og tilhængere, der havde holdt til hos dem. Ikke mange var kendte med situationen omkring Imandra, for det var kun lige på kanten til at blive annonceret vidt og bredt. Selv var der blevet meldt en fremmed ankomst, hvilket Sephiran ikke kendte noget til, så det skulle han da helt klart tjekke ud. Dørene åbnede sig fra den ene side af tronsalen, hvor han trådte ind. Han nåede næsten hen til tronen, da han fik øje på en kvinde. Lys af race, grønt tøj... elver. Men helt fra Procias? Det var da noget af en rejse hun havde været ude på! Han trak på mundvigen med et morende smil og foldede hænderne bag ryggen. Han var klædt nydeligt og pænt, en regent værdig uden tvivl. Han lod hovedet søge på sned. "Hvad bringer dig hid, elver?" spurgte han åbent. Han trak vejret roligt og stillede sig op til tronen, selvom han dog ikke satte sig. Han havde mange ting at se til allerede.

[Deleted]

En mand der på ingen måde sagde hende noget dukkede op, hun fik hurtigt set ham an, han hørte ikke Marcellus til, det var hun helt sikker på. Hun så rundt, hvad foregik der? Forvirringen stod rimelig tydeligt ud af hende, de nøddebrune øjne faldt roligt mod manden igen, hun stod stadig rank og ret. "Jeg, dronning Serenity af elverne, er blevet hidkaldt af kong Marcellus. Men jeg ser han ikke er her? Kan De fortælle mig hvad der foregår?" Hende stemme var blid som en sommerbrise og varm ligeså, hendes blik roligt og imødekommende. Alt ved hendes væsen var uden tvivl af lyset, hun var så god som sommerens dage var lange. Et svagt smil lå på hendes læber, et som også stod i hendes øjne, hun kom jo ikke med fjendtlighed og utilfreds var hun jo ikke. Ikke endnu, hvis det var et baghold, var sagen en helt anden. Hun måtte se sig rundt igen, hun forstod virkelig intet, turen havde været lang, hun var tydeligt træt og det samme var hendes to mænd i tjeneste som stod udenfor. Serenity lod sine fingre føre håret om bag det spidse øre og rettede kort på sin smukke kjole. At han talte i dus til hende gjorde ikke at hun tænkte ham sin en adelsmand eller højtstillet, han måtte jo uden tvivl ikke vide hvad hendes diadem egentlig havde af betydning, eller også var han blot ikke opdraget korrekt. Uanset hvad var hun dog ikke typen som bar nag eller rettede på folk, de havde deres veje, hun hendes egen.

[Sephiran Acheron]

Elveren foran Sephiran, var uden tvivl utrolig langt hjemmefra. Hvad hun gjorde her, det anede han ikke, men det havde han da i sinde at finde ud af. Masser af tanker og planer susede gennem hans sind, for måske hun kunne bruges til et ondt plot imod det lyse? Han selv stod rankt og autoritært. Hans isblå øjne så over hende. Alt det lyse i hende strålede som en sol ud af hende. Som hun præsenterede sig, så måtte et kort kynisk smil passere hans læber. Dronningen af elverne, fra Procias? Det var næsten for godt til at være sandt! Hun skulle da uden tvivl holdes tilbage mens han forhørte sig, om det var noget Jaqia kunne bruge til noget eller ej. "Marcellus er her ikke. Han er over alle bjerge, ingen ved hvor han er. Imandra er blevet overtaget af Dvasias og jeg er dronningens ambassadør og regent i det gamle Imandra," svarede Sephiran hende kortfattet. Han blev stående oppe ved tronen, selvom han dog blev stående oprejst. Han skulle jo lige finde ud af, hvad hun havde gang i. Selv havde han masser af tropper rundt om på slottet. Mange mørke væsner var her, hvilket uden tvivl gjorde hende og hendes følge til en minimal trussel. Ja, faktisk slet ingen trussel var de. Selv havde Sephiran aldrig tiltalt nogen i Des, ikke engang hans egen dronning. Han anså nemlig sig selv som meget højt stillet og var også vellidt og tiltroet af mange i sit land. Og blot fordi han sagde du fremfor De, så betød det ej, at han havde mindre respekt overfor de gældende personer. Og en anden ting var så, at hun kom fra lyset. Og var nu på mørkt territorie. Hun skulle ej tiltales som det hun var. "Hvad bringer dig hele denne lange vej? Hvad ville Marcellus med dig?" spurgte han så. Han krævede et svar.

[Deleted]

Et øjenbryn gled i vejret, så han var simpelthen en der havde overtaget stedet her, samt landet af Dvasias. Og Marcellus var skredet ud et eneste ord? Vreden ulmede i hende, men hun holdte sig i ro og måtte tage en dyb indåndingen. Hele den lange rejse, for ingenting! Bekymring i både hendes, men vigtigst af alt hendes elskede mands hjerte, afsavn og længsel. For ingenting..... Hun måtte lige give sig selv tid. "Javel. Det er beklageligt at min lange rejse har været forgæves." Lød det blidt fra hende, hun så sig rundt, hun var hverken bange eller følte sig truet, Serenity troede på det bedste i alle væsner altid. Selv hendes våben hang ude på hestens sadel. At han ville vide hvad det drejede sig om, det var da ganske klart og et fornuftigt træk, hun smilede blot venligt mod ham, det havde hun nu intet problem om at fortælle ham om. "Vi har en fortid, han og jeg. Før nogen af os havde en stilling af højere status. Han troede han kunne lave en alliance med elverne, hvilket jeg i person er kommet for at fortælle på ingen måde kan være på tale. Hvad han ellers ville mig, det ved jeg ikke, men han bad mig komme i person." Forklarede hun stille og roligt, hun stod med hænderne foldet foran sig, rank og stolt, med sit blide smil og de milde brune øjne rettet mod manden som end ikke havde givet hende et navn. Roligt lod hun sig bevæge lidt rundt, se stedet an. "Og her er jeg så." Sluttede hun med en eftertænksom mine, nu skulle de vel bare hjem. De alle kunne være trygge, Marcellus kunne ingen numre lave, når han ikke engang var der.

[Sephiran Acheron]

Sephiran glædede sig til at høre hvad denne elvertøs lavede her. Allerede havde han en masse planer og tanker i sit hoved. Hun kunne bruges til frygtelig mange ting i hans hoved, han skulle bare finde ud af hvilken af dem, han skulle gå efter! Han trak på smilebåndet så meget denne gang, at hans hvide tænder faktisk viste sig i et kort sekund. Han trådte ned af trinnet til tronen og gik roligt mod hende. "Hvem siger, den har været forgæves?" sagde han til hende. Der lå masser af skumle planer bag de ord, men hvilke, det var hun jo ganske uvidende om. Det var han jo også selv for den sags skyld. Han foldede hænderne over ryggen og stoppede op cirka en meter fra hende. Han stod rankt og flot. Hun ville kunne se, at hans klæder var af fineste kvalitet, for han gik bestemt ikke ned på det. Han havde faktisk fået serveret magten over det gamle Imandra på et sølvfad. Det var meget tiltro han fik fra Jaqia, men han havde jo heller ikke vaklet i sin loyalitet til den dvasianske trone. Han nikkede til hende. Hendes ord sagde ham kun, at han virkelig måtte tænke sine planer igennem før han kunne gøre noget. Han så efter hende, som hun begyndte at se sig omkring i tronsalen. "Du må være træt efter den lange tur. Kan jeg byde på en bid mad?" endte han.

[Deleted]

Måske gjorde hun klogt i ikke at stole på mørkvæsner, men hun var en kvinde som troede på det gode i alle, selv Marcellus havde hun været overbevist om lå noget godt i. Men det kunne hun jo så ikke bevise nu. Serenity stod med sin ranke holdning og så rundt. At han sagde som han nu en gang gjorde, fik hende til at tænke sig lidt om, ville dette nu blive til hans fordel at hun var her? Et sted frygtede hun lidt for hvad manden havde af planer. "Jeg har intet andet at gøre her, så det vil jeg gå stærkt ud fra." Lød det blidt fra hende, med samme venlighed og smil på hendes yndige læber. Hun havde ingen grund til at vise fjendtlighed, eller værende arrig, hun var jo tilfreds med at en bekymring mindre var, at en ny opstod, kunne så være et problem. Men havde hun noget at have denne fornemmelse i? Det var vel et klogt træk, selvom hun vidste at hvis de endelig ønskede at gøre noget kunne de nemt. Marcellus havde lovet hende immunitet, men denne mand havde intet lovet og derfor stod hun virkelig i en svær situation. Blikket vendte roligt i hans retning som han igen begyndte at tale, hun smilede mildt og søgte øjenkontakt. "Vi er alle tre trætte og sultne. Det ville være skønt med mad. Mange tak for omtanken." Endnu engang lød hendes stemme blidt, hun lod sig vandre lidt rundt igen, det var rart ikke at sidde på en hesteryg, men allerhelst, så hun gerne en varm seng for sig efter et godt måltid mad.

[Sephiran Acheron]

Sephiran havde masser af planer. Faktisk, så kom hun slet ikke herfra lige foreløbig, før han havde fundet ud af, hvad han ville bruge hende til. Et eller andet kunne hun helt sikkert bruges til. Afpresse Procias? Prøve at vinde tillid fra Procias? Der var masser af muligheder, han skulle bare lige finde sin indgangsvinkel. Han lod hovedet søge roligt på sned og trak blot på smilebåndet, da hun sagde sine ord. Det troede hun måske. Men så ville hun tidsnok tro om. Han vædede flygtigt sine læber og lod hende ellers bare kigge sig lidt omkring. Turen fra Procias var frygtelig lang uden at kunne transportere sig med magi, som han jo selv kunne. "Hvor mange mænd har du med dig? Så vil jeg sende besked til køkkenet nemlig," svarede han hende.

[Deleted]

Tillid ville de næppe få ved at tilbageholde Serenity, desuden havde de jo allerede en fredsaftale, derfor følte hun sig jo tryg nok ved at det var Dvasias som sad på alt dette. Turen havde bestemt været lang, forfærdelig lang, afsavnet til hendes elskede mand var stort og hun havde skrevet til ham hver eneste dag. Så snart dagen var omme, sendte hun et brev om hvordan alting var gået. Med brevdue naturligvis. Hun så roligt mod manden som endnu ikke havde givet hende sit navn. "Jeg har to af vores bedste folk med mig som eskorte. Turen er jo ikke helt uden fare. Det er blot os tre som er her. Da jeg blev lovet immunitet af Marcellus for denne enkle tur, så vi det ikke nødvendigt med en hel hær." Forklarede hun blidt, inden hun søgte tættere på ham. Hun var ikke bange for sit liv lige nu, da hun ikke så nogen grund til at frygte for noget, ikke endnu. Hestene ville der vel blive sørget for, hun kunne ikke forstille sig andet. Hun trængte også til rene klæder, muligheden og tiden for at vaske og tørre de få sæt hun havde med sig havde ikke være der. Alligevel havde hun formået at holde sit tøj ganske pænt og rent, men med tanke på hun havde gået i det i flere dage, ville hun meget gerne have noget rent på. "Vil der være mulighed for vi kunne få vasket vore klæder, inden vi rejser igen?" Spurgte hun stille, håbede på at det ikke var for meget at bede om, det ville dog være umådelig rart.

[Sephiran Acheron]

Sephiran skulle tænke dette nøje igennem. Men mens Serenity og hendes mænd ville få mad og drikke og måske få et hvil, så ville han helt klart undersøge meget hurtigt, om hun var noget, der kunne bruges til noget, eller ej. Han vidste udmærket, at Dvasias og Procias holdt fred mellem sig, men derfor kunne man da godt starte noget nyt op? Ikke? Et smil passerede Sephirans læber og han nikkede. Han var klar over, at hun nok ikke selv var kommet hertil, eftersom hun jo var dronning i sit lille skovland. Selvom Marcellus havde lovet hende immunitet, så vidste han dog ikke, om han kunne give hende det samme. Det måtte han jo finde ud af. "Udmærket. Jeg giver besked om 3 gæster til mine ansatte. Hvis I vil, er i velkomne til at blive en nat. Gøre jer klar til en lang hjemrejse," svarede han hende. Han var uhyggeligt god til dette spil og han nød det. Nød at sno folk om sin lillefinger, fordi han var mester til at have et ydre, som folk mente, at kunne stole på. Han vædede roligt sine læber og skulle til at vende sig om at gå, som hun stillede ham et yderligere spørgsmål. Han stoppede op igen. "Udmærket da. Bliv her og så vil du blive hentet om lidt af en af mine stuepiger. Så ses vi til middag," endte han roligt og nikkede mod hende.

[Deleted]

Det var i den grad pænt af ham at skulle byde dem på mad og endda ordentlig hvile, hun blev overrasket, men endte med at smile varmt og venligt til ham. "Det er vældig pænt af Dem. Det vil vi meget gerne." Lød det blidt fra hende, hun var ganske naiv når det kom til sådanne ting her, hun troede jo udelukkende på det gode i folk. De to som var med hende stod jo stadig udenfor så vidt hun vidste af. Rent tøj ville være forfærdeligt rart at få på. Da han nævnte hun ville blive hentet, nikkede hun blot og sendte ham et taknemmeligt smil.

Hun blev hentet af en stuepige, som viste hende til et værelse hvor hun kunne sove for natten, hvad der blev af hendes to folk anede hun intet om, men hun gik ud fra de var i lige så gode hænder som hende. Og at de mødtes vel til middagen? Lige nu nød hun blot at få sig frisket lidt op med en klud og lidt vand, skiftede til nye klæder som blev bragt hende fra klædeskabet som var i rummet. Der var intet lyst, hvilket fik hende til at rynke på næsen, og intet som dækkede helt som hun ønskede det. Men hun fandt da en enkel kjole som dækkede mest, i en mørk brun farve, ganske kedelig faktisk, men det var den som hun bedst kunne vise sig i. Roligt fik hun styr på sit hår, sat diademet i igen og fulgte med stuepigen til hvor de skulle have middag. Hun glædet sig til at se om hendes folk havde fået rent tøj på eller i det mindste fået frisket sig lidt op. Og så knurrede hendes mave også ganske.

[Sephiran Acheron]

Sephiran planlagde mange ting, men han skulle lige forbi Evan og høre, hvad han mente om sagen. Udadtil opførte han sig bare som en god vært, eftersom han udmærket godt kendte fredsaftalen med Procias. Men om de måske skulle bryde den nu hvor de havde en chance, det var det, han skulle undersøge. Han nikkede bare mod hende. "På gensyn. Jeg håber, du finder dig til rette," svarede han hende roligt. Så vendte han om på hælen og forlod tronsalen til fordel for at skulle finde Evan.

Hele snakken med Evan var foregået stille og roligt. De havde konkluderet, at Jaqia ej ønskede at bryde fredsaftalen med Procias, så derfor måtte de være gæstfrie overfor Serenity og hendes to mænd til i morgen, hvor de kunne tage hjem igen. Det ville hun jo så faktisk kunne reportere om til sit land. Hvilket jo var pluspoint til Dvasias. Og til ham selv. Han trådte ind i spisesalen, hvor der var dækket op til middagsbord. Der var 6 tallerkener, da Serenity skulle spise sammen med hans kone, søn, kommende svigerdatter og hans rådgiver, Evan. Han sad allerede på sin plads og lod bare stuepigen føre Serenity til bords. Hendes to følgeskaber spise i køkkenet med alle hans egne ansatte. "Velkommen til middagsbordet," bød han hende.

[Deleted]

Rank og stolt, trådte hun ind i spisesalen, hun nikkede høfligt og smilede blidt. Det ville blive en speciel oplevelse at spise med mørkvæsner på denne måde, men hun havde intet imod det, nej det var en ting som hun faktisk respekterede og som faldt i god jord. Det betød jo blot at de respekterede fredsaftalen mellem landende. Serenity blev ført til bords, og satte sig roligt ned, hun mærkede maven i den grad krybe sig sammen, den manglede mad! "Mange tak, det er vældig pænt af Dem at ligefrem byde på mad på denne måde." Lød det blidt fra hende, hun sendte ham et smil og så sig om, hendes folk var her ikke, men der hørte de vel heller ikke til. Et sted havde hun ikke ligefrem regnet med noget så fint, men igen, dronningetitlen faldt hende heller ikke helt naturlig på netop dette område. Tanken om at Thranduil nok spiste alene denne aften, gjorde hende næsten trist. Hun ville ønske de stod i deres køkken og lavede mad sammen, for så at spise den og måske nyde skoven på en aften gåtur igennem deres elskede skov. Blikket slog kort ned, det var forfærdelig lang en rejse hun havde været på, og hun havde ønsket det skulle gå hurtigt jo, hun ville have det overstået og så komme hurtigt hjem. Dog trængte både hun og hendes følge til hvile, ordenlig hvile, ordenlig mad og rent tøj. Så dette var bestemt noget der blev taget imod med taknemlighed.

[Sephiran Acheron]

Sephiran var ej tilfreds med udfaldet, men han måtte jo acceptere. Hvilket han også havde brugt eftermiddagen på, så han ikke endte med at gøre noget dumt. Førhen ville han nok bare have gjort som det faldt ham ind, men med alderen og erfaringen, så var han blevet klar over, at det ikke altid var løsningen. Man måtte have betænkning med bag sine handlinger, for ellers gik det som regel galt. Han fulgte Serenity med blikket, som hun blev ført til bords og sendte så stuepigen afsted igen med et enkelt vift med hånden. Hans folk var nemme at koste rundt med, for ingen turde at sætte sig op mod ham, hans kone, søn eller rådgiver. Og derved heller ikke hans kommende svigerdatter, selvom de nok godt kunne løbe en smule om hjørner med hende. Men det var måske bare hans mening.
"Ingen årsag... Dine folk spiser med mine ansatte i køkkenets spisesal," fortalte han hende, blot så hun kunne være mere rolig. Han vendte sig så mod maden. Der var dækket op til buffet til aften, så han begyndte med et fad og sendte det så videre rundt om bordet. Og så snart alle havde taget mad til sig selv, så begyndte alle også blot at spise. Der var mere stille til aften, hvilket nok skyldtes Serenity. Selv vidste han ikke helt, om han havde noget at sige. Så egentligt var han blot tavs...

[Deleted]

Hjemrejsen var ikke langt væk nu, det behagede hende uden tvivl at vide, hvor hun dog glædet sig til gensynet med hendes elskede mand. At være i denne kjole passede hende dog ikke, den mørkere farve mindede hende om hvor hun befandt sig, hvilket i sig selv måtte være en kende skræmmende. Dog viste manden her sig som en god vært, det var en rar ting, hendes bekymring var mere eller mindre borte og kun maden for øje lige nu. Maven måtte rumle lydløst, hun var noget så sulten! At vide hende folk var i gode hænder også, gjorde hende bestemt tryg, det havde været så frygtet at skulle gå galt, men der var intet at frygte. Fredsaftalen blev holdt, hun måtte lade kongen af Procias vide dette, det ville kun være vel set. Marcellus havde været hende en bekymring som nu var borte, hun følte sig et underligt sted helt fri! Blikket gled rundt, dette var altså hans familie? Stilheden foruden lyden af folk som spiste var forfærdelig, hun kunne høre sine egne tanker lidt for godt, mærke savnet lidt for meget. Maden smagte udmærket, hun smilede blidt, som hun holdte sig tavs selv. At skulle sige noget som ikke faldt i deres gode jord var hun nemlig bange for, og der var ingen grund til at dette møde skulle gå hen og blive længere end hvad nødvendigt var. Søvnen ville det blive til, samt rene klæder og et bad ville heller ikke være tosset, og så skulle de hjem igen. "Tak for maden." Kom det roligt fra hende, det havde smagt godt, hun spiste normalt ikke så meget igen, så hun havde bestemt fået hvad hun behøvede for nu.