The way we wan't it!

[Noelle Jaceluck]

De mange skader var udmattende i den forstand at Noelle brugte langt flere kræfter på bare at holde sig oppe og bide smerten i sig, end noget andet. Det gjorde det slet ikke bedre at stå der og skændes med ham, men et sted var hun vel lidt afhængig af det? Når de skændtes kunne hun få givet stemme til sine mange tanker, og få luftet frustrationerne og vreden over at han havde fravalgt hende, hvilket stadig lå dybt på sinde, i hvert fald nu. Det havde været helt anderledes i hendes tid med Enrico, så var hun virkelig tvunget til at gå tilbage til det skvat, bare for at kunne glemme Evan?
Tanken skød hun fra sig. "DU ophøjer dig selv som en konstant" mumlede hun irriteret. Hendes kinder var blussende og hendes krop varm, det var hvad vreden gjorde ved hende.
Hun så op på hans skadefro smil og bed tænderne hårdt sammen. Hvor vovede han overhovedet at sige den slags? Og endnu mere at morer sig over hvis det var sandt, som om det var en joke?! "Jeg værdsætter dig som soldat og lærermester, men personligt holder du ingen betydning for mig. Jeg kunne ikke være mere ligeglad, det er næppe kærlighed,"hun stirrede i hans øjne dog uden at mene et ord. DEt sidste hun var, var at være ligeglad med ham!
Hendes håndled blev fanget af hans stærke hånd, hvilket fik hendes hjerte til at slå. Igen stod de tæt på hinanden, og hun stirrede ind i hans grå øjne. "Det er nok når jeg siger det er nok! JEg er så pisse træt af dit arrogante fjæs, og din falske bekymring! Der var engang hvor jeg værdsatte dig, men lige nu ville jeg brændende ønske at du ville rådne op i helvede, langt væk fra mig!" råbte hun i en mere eller mindre uafbrydelige talestrøm.

[Deleted]

Her havde Noelle muligheden for at hæve stemmen, samt råbe og skrige af ham, og det var vel derfor at hun handlede og gjorde, som hun gjorde? Dette var jo ikke ligefrem noget, som hun kunne gøre derhjemme, uden at hendes kære fader ville slå hende halvvejs til døde, og det var han jo heller ikke ligefrem interesseret i. "Du må snart bestemme dig, Noelle.. Du placerer mig selv i stillingen som en, og vælger at brokke dig bagefter?" spurgte han kort for hovedet.
Hans bekymring for hende, var bestemt ikke uden grund, og det var også sådan, at han havde det med tingene. Det gjorde ham rent faktisk ked af, at vide, at det var sådan at hun så på det. Selvom hun måske forsøgte at påstå at han stod uden nogen personlig betydning for hende.. hvorfor så stå der og råbe og skrige af ham? Det var jo heller ikke ligefrem noget, der gav mening for ham! "Hvilket vi udmærket godt ved, ikke er sandt. Hvis jeg ikke havde en personlig betydning for dig, havde du slået mig ned for længst, i stedet for at bruge energi og kræfter på at råbe og skrige.. Er det fordi at du ikke har den mulighed derhjemme? Et desperat tag om kontrollen? Kære Noelle.. Jeg har tydeligt fejlet på visse punkter," sagde han hårdt.
Hånden greb han fat om og i et tag, som gjorde, at hun ikke bare var i stand til at trække den til sig. Den mulighed skulle hun bare ikke have, og særligt ikke, når det hele foregik på denne her måde. Hans øjne lynede. "Denne gang, er det mig der bestemmer.. Du har ikke en skid at sige, så lang tid, du burde holde sengen. Du kan sige hvad du vil.. der er en mand i denne verden, der skal bekymre sig om dig.. Og det må jo så være mig," afsluttede han med så vred en hvislen, at den ville få det til at løbe koldt ned af ryggen på de fleste. Han havde fået nok!

[Noelle Jaceluck]

Antydningen af en hævet stemme overfor hendes far, ville koste hende slag samt en nat i kælderen, hvor ingen ønskede at overnatte. Når hendes far ikke var til stede, følte hun sig kontrolleret o magtfuld, men det rev Evan fra hende ved at være så ulydig overfor hendes ordre, som om han skulle bevise sin magt over hende, præcis ligesom hendes far. Hun kneb øjnene fast sammen og trådte så tæt på ham at hun samtidig pressede ham op af dørkarmen med sin egen krop, stadig med sit håndled hvilende i hans hånd, velvidende om at han var den stærke magt i øjeblikket.
"Gør jeg? Du tror altid du har alle svarene Evan, men i virkeligheden ved du ikke en skid!" sagde hun mellem sammenbidte tænder. Hendes ansigt var lige ud for hans, hvilket gav anledning til at sende truende blikke i hans.
"Nej det er naivt forsøg på at få dig til at holde kæft om ting du ikke ved noget om, ligesom det er en naivt forsøg på at minde dig om hvem der er hærfører nu og at det er din pligt at følge mine ordre," hvislede hun med et intenst blik der kunne dræbe i sig selv. Hendes hjertes slag blandede sig med hans og forvirrede hende en kende. Grebet i affekt, slog hun en latter op, varm og alligevel dryppende med en form for sarkasme. "Så du tager lige en for holdet ved at bekymre dig for mig? Du er så satans ædel Evan, tillykke du er årets helt!! JEg må beklage at der allerede findes en mand som bekymre sig i denne verden, hvis jeg havde ønsket andre, så havde jeg giftet mig med en svækling som Enrico!" sagde hun hårdt og forsøgte at rive håndleddet til sig.

[Deleted]

Uanset hvad straffen ville være fra hendes faders side, var Evan ikke i tvivl om, at det var nemmere at stå og råbe og skrige af ham, end at gøre det af sin far. Han lod det jo bare passere, hvor hendes fader derimod nok var typen, der mere ville handle og reagere på det, end hvad han ville gøre af andre ting. Han kneb øjnene fast sammen, hvor hans næve automatisk lukkede sig mere og mere omkring hendes håndled. "Du ved udmærket godt hvordan tingene forholder sig, så hvorfor gå så meget op i, andet?" spurgte han denne gang med en iskold, men kortfattet stemme. Alene det, at hun troede, at dette ville gøre nogen forskel, var noget som gjorde ham direkte vred. Han kunne jo ikke gøre andet end at være vred!
Uanset hvor meget hun forsøgte at trække hånden til sig, ville det ikke ændre på noget som helst for hans vedkommende, og det var sådan, at han havde det med tingene. Hans øjne lynede, som de aldrig nogensinde havde gjort det før. Han kunne slet ikke forestille sig, at være blevet så vred, som det han følte sig lige nu. "Jeg følger og lystrer ordre, når jeg er enig.. Ikke ellers," svarede han kort for hovedet. Ej var det fordi at han var bange for at sige hende imod. At hun derimod, var en kvinde, som slet ikke kunne tåle det, kunne han da virkelig ikke gøre for. Selv nu hvor det føles brændende mod hans ryg, at stå så tæt op af døren, så tog han sig ikke af det. Det kunne han ikke tillade sig at gøre. Hendes latter, var noget som direkte gjorde ham pissed. Han var jo bekymret for hende, og på oprigtig vis! "Tror du virkelig at jeg ville være bekymret uden grund? At jeg ville tage med hertil, hvor jeg faktisk var i stand til at takke nej? Jeg er for pokker bekymret for dig, og dit velbefindende, Noelle. Selv ikke som en voksen kvinde, er du i stand til at tage vare på dig selv..!" endte han med en hård stemme. Fristelsen selv til at kysse hende, var stor. Derfor gav han slip på hendes håndled.. i håb om, at det ville få hende lidt på afstand igen.

[Noelle Jaceluck]

Noelle vidste at Evan højest ville skænke hende et slag eller et par sårene ord. Han ville ikke gøre hende mere ondt end som så, hvilket var mere end man kunne sige om hendes far. På nuværende tidspunkt havde hun ligget gennembanket i en kold kælder, og bare tanken gav hende myrekryb også selvom det aldrig var tanker der fik en stemme.
"Det gør jeg, men det stoler du tilsyneladende ikke meget på eftersom du ikke kan finde ud af at lytte til det," svarede hun og trak vejret med ophidsede åndedrag. Hendes brystkasse trykkede sig mod ham ved hver hårde indånding hun tog. Det var intimt, mest på grund af de fjendtlige gnister det slog mellem dem, men der havde aldrig været langt fra krig til kærlighed som man sagde.
"Jeg kræver lydighed ikke enighed. Tusinder andre soldater er heller ikke altid enige i mine beslutninger, men de stiller sig ikke på bagbenene," påpegede hun med en let hvislen.
Hånden trak hun til sig og lod den falde ned langs siden, men uden at flytte sig også selvom hun faktisk ikke rigtigt vidste hvorfor..
"Du passer dine pligter i hæren, så kort er det. Lad det være mit eget ansvar, for det vedkommer i sidste ende ikke dig," påpegede hun ærligt og så på ham med lidt sammenknebne øjne. Et flygtigt håb om at han ville kysse hende, passerede i ny og næ, men for pokker hvor var det dumt!

[Deleted]

Evan ville på ingen måde, være så hård som hendes kære far var derhjemme, men et slag eller to, kunne det sagtens ende ud i, og lige nu, var han nok mere fristet til at give hende det, end hvad han havde været nogensinde før! Han kneb øjnene let sammen. Hvor hun dog pissede ham af lige nu! Det var da helt vildt!
"Synes du ikke, at jeg lytter?" spurgte han med en intens og kortfattet stemme. Det alene, var da uden tvivl noget, som han godt kunne mærke. Hvor hun dog kunne gøre ham direkte vred! Virkelig, virkelig vred! De kendte desværre hinanden godt nok til at vide, hvordan hun skulle pisse ham af, som det uden tvivl også måtte være gengældt i den anden ende. "Det er meget muligt, men når jeg ikke er bange for dig, hvorfor skulle jeg så ryste i bukserne, år du udsteder en ordre?" spurgte han kortfattet. Altid havde han haft sine egne veje at gå, og naturligvis var dette mærkbart for hans vedkommende. Ikke at det var noget, som han havde tænkt sig at skjule.
Fristelsen til at kysse hende, var uden tvivl det, som stod stærkest i Evan lige i øjeblikket, og naturligvis var dette noget som kunne mærkes. Han kneb øjnene let og fast sammen endnu en gang. Han kunne heller ikke lade være. Han havde.. virkelig lyst til at gøre det. Gøre ting med hende, som han slet ikke burde gøre med hende, når han havde en forlovede, der trygt og godt sad og ventede på ham derhjemme. Selv blev han stående der.. kiggede på hende, inden han tog fat om hendes overarme, rev hende helt tæt, kun for at skænke hende et kys. Han kunne jo heller ikke lade være!

[Noelle Jaceluck]

De havde mange gange før haft uenigheder, men sjældent stået på denne måde med en ulidelig lyst til at gøre hinanden ondt. Noelle kunne se i hans blik hvor meget han havde lyst til at slå hende, og hun kunne mærke hvordan hun nærmest måtte tvinge nerver i ro, for at hånden ikke skulle hæve sig af sig selv, og give ham det slag som hun følte at han havde gjort sig fortjent til i aften.
"Nej men du er helvedes god til at konstatere," svarede hun næsten inden han havde færdiggjort sin sætning. Somme tider var han virkelig en pestilens, hvilket var ærgerligt, de havde jo altid haft meget god gavn af hinanden.
Begge arme gled slapt ned langs siden, men hun holdt stadig hans krop fanget med sin og tog ikke blikket fra hans. Ikke tale om at hun ville tabe ansigt, ved at overgive sig på den måde. Stoltheden var stor, det havde den altid været i Jaceluck familien. "Så vejen frem er at få dig til at frygte mig? Skal jeg virkelig helt derud?" spurgte hun direkte. Det ville kræve sit at få en mand som Evan til at frygte nogen og i virkeligheden havde hun heller ikke lyst til at han skulle, ikke på den måde.
Hendes kinder var lettere røde, men kunne nærmest se hvordan hendes ellers blege hud antog glød af den varme som raseriet havde tændt i hende. DEt faste greb om hendes overarm, gav et let gip i hende, som hans læber dog druknede. Tankerne forsvandt men det gjorde vreden ikke, så hun hævede hænderne og lukkede dem omkring hans skjorte med en vis aggression selvom hun trak ham ind til sig og gengældte det med længsel og samtidig vrede.

[Deleted]

At det skulle vise sig, at være så slemt, som det var i øjeblikket, var ærlig talt ikke noget som Evan havde regnet med. Naturligvis var dette noget, som ligeledes kunne mærkes for hans del. Han var træt af at skændes med hende. Det var trættende og udmattende, og ej var det noget, som nogen af dem ville få det mindste ud af, når det nu endelig skulle være. Han kneb øjnene fast sammen.
"Jeg er god til at konstatere og du går decideret rundt, og søger en grund til at være vred på mig. Hvilket yndigt par," endte han med en kortfattet stemme. Naturligvis var det da en tanke, som gjorde ham direkte irriteret, for han kunne jo for pokker ikke gøre en skid ved det lige nu!
Selv var hun ikke den eneste, som var fristet til at slå. Gud hvor var han fristet til at sætte hende direkte på plads, for det havde hun for pokker da fortjent efterhånden! Han kneb øjnene sammen, hvor de tydeligt måtte lyne, bare ved at kigge på hende. Hun af alle, formåede da virkelig at pisse ham af efterhånden! "Frygt er vejen frem," sagde han kort for hovedet. Respekten på marken, lå i æresfrygten. Frygten for konsekvenserne, om de ikke lystrede ordre. Den have han bestemt ikke overfor hende. Dette druknede dog fuldstændig i kysset, som han skænkede hende. Overraskende nok, så slog hun ham slet ikke fra sig. Med andre ord, så vidste han jo, at han havde ret. Hans øjne gled i, som han rev hende helt tæt til sig med grebet om hendes arme. Han kyssede hende grådigt. Det tændte ham, at se hende så vred.

[Noelle Jaceluck]

Man kunne tro det eller lade være, men selv Noelle var ved at være træt af af at skændes med ham. Normalt havde hun ikke noget imod at ytre sin mening med forhøjet stemme og vrede toner, men Evan var vigtigere for hende end det, og det generede hende at det skulle være på den her måde, i bund og grund fordi at følelserne var løbet af med hende efter hende og Enrico havde gået hver til sit.
De behov hun havde haft dengang var jo desværre ikke druknet med forholdet selvom det dog på mange punkter ville have været befriende. Når han sagde det på den måde virkede det så dumt. Noelle sukkede og lod kroppen slappe lidt af, så skuldrene faldt lidt ned på plads. For et kort øjeblik kunne man næsten ane et træk i mundvigen som det nærmeste de kom på et smil. "Ja det er ret håbløst, er det ikke?" spurgte hun retorisk og rystede på hovedet.
Hans varme læber krævede hende. Det var en perfekt mulighed for at få det sidste ud, for at lukke følelserne ud. Hun pressede ham mere op af døren og trak ham ned til sig så hun mindst ligeså grådigt kunne gengælde hans kys, fuld af lidenskab og afsavn. Hvor forkert det så end var grundet hans forlovelse, det kunne hun jo være ligeglad med, det skulle ikke være det der stoppede hende. For et kort øjeblik holdt hun inde og sukkede stille mod hans læber, før hun igen kyssede ham, stadig krævende men stadig mere blidt idet flammen blussede men ikke så meget af vrede som af gnister.

[Deleted]

Evans hjerte hamrede mod hans bryst. Hvilket smukt og yndigt par de kunne udgive sig for. Han var træt af at skændes. Det var direkte afkræftende at skændes på den måde, og han kunne jo heller ikke ligefrem gøre noget ved det, uanset hvor meget han ville ønske at han kunne gøre det. "Åh ja, det er jo helt fantastisk," Han himlede let med øjnene og med blikket fast og hårdt hvilende på hendes skikkelse i stedet for. Han var vred.. og tændt. Det var en mix, som slet ikke gav nogen mening for ham.
Krævende som Noelle nu end måtte være, var det virkelig rart for Evan, at der langt om længe, var nogen omkring ham, som han vidste var klar over, hvad ville have. Hans hænder slap grebet omkring hendes overarme, kun for at lægge dem omkring hende. Dette var noget som han gjorde ganske forsigtigt, for han vidste jo at hun havde ondt, og han ønskede jo ikke, at være med til at gøre det værre, end hvad det var i forvejen, og det var også lidt det, som han handlede og reagerede på i dette øjeblik. Han prustede svagt mod hendes læber, som hun havde sluppet dem, inden hun selv havde valgt at genoptage det i stedet for. Den ene hånd søgte til hendes kind, som han strøg ganske let. Han burde ikke gøre dette, men han kunne for pokker heller ikke lade være, og særligt når det var på denne her måde. Langsomt skubbede han sig væk fra døren, for at søge mere i retningen af sengen. Han havde brug for at mærke hende tæt på.

[Noelle Jaceluck]

Måske det her var grunden til at hun ikke var i stand til at indgå i et ægteskab eller det der lignede, og slet ikke med Evan. Deres tid sammen dengang havde naturligvis ikke være præget helt af de samme skænderier, men det havde været stormfuldt, de var gode til at diskutere, hvilket der heller ikke var noget i vejen med, kun når det foregik på denne måde.
I alt den råben havde Noelle næsten glemt hvor meget hun holdt af Evan, og hvor anstrengende det var konstant at skubbe ham bort. Kysset mindede hende om at uanset hvad, så ville hun ikke gøre ham ondt igen, end ikke så meget som med et sølle slag hvis ikke det var i henhold til træningen. Det druknede jalousien, for lige i det her øjeblik var han hendes. Deres stakåndede åndedrag blandede sig med deres søde kys, de var begge oppe at køre, på flere forskellige niveauer, det var så mærkeligt at det øgede lysten til hinanden.
Idet han begyndte at bakke, greb hun fat om den svedne dør og lukkede den på vejen, så de ikke ville blive forstyrret. Villigt pakkede hun forsigtigt, uden at slippe hans læber.
Hendes hænder løsnede grebet om hans skjorte der var blevet fugtig af den varme hendes krop bar præg af som følge af deres skænderi. Hendes fingre møvede knapperne op, med en grådighed der gjorde at hun missede nogle af dem, da det ikke hjalp at udvise den tålmodighed, tog hun i stedet fat og rev desperat til, og der gav knapperne helt efter og fløj ud til alle sider, så hun havde mulighed for at lade hænderne løbe hen over hans varme, faste krop.

[Deleted]

Måske at det var derfor at Evan aldrig havde trukket den videre med Athena, når han sad i denne situation med Noelle? Hende og Athena var to helt forskellige personer, og i hver deres boldgade, og dette var uden tvivl noget, som han kunne mærke. For nu var Athena glemt. Det var udelukkende Noelle som optog det hele ved ham lige nu. Af grunde, som han faktisk end ikke selv, var sikker på.
Evan bakkede let og roligt mod sengen. At hun så glædeligt fulgte med, var noget som rent faktisk passede ham mere end hvad godt var. Han burde slet ikke gøre sig disse tanker og disse overvejelser, som han gjorde, men selv hun, fik ham jo til at gøre dem! Selv nu hvor han forsøgte at værne om hende og passe på hende, selvom det slet ikke var nemt, når hun havde det sådan. Men for pokker.. Han ønskede at mærke hende. Han ønskede virkelig at mærke hende tæt på sig.
Sengen mødte Evan med sine knæ, inden han hævede hende, for at lægge hende ned i sengen. Han trak sig selv over hende. Det var noget som slet ikke burde forekomme.. Overhovedet ikke. Virkelig... overhovedet ikke! Hånden strøg over hendes side, og videre over hendes mave, selvom han gjorde det ganske forsigtigt, for han vidste at hun havde ondt. Han slap hendes læber. "Hvor meget har den mand gjort ved dig, Noelle?" spurgte han med en hviskende stemme, tæt ved hendes øre. Han ville vide hvor meget han kunne tillade sig at gøre ved hende.

[Noelle Jaceluck]

Uanset hvor meget de begge prøvede at give slip, så havde den tendens til at have her, hvor deres hænder farede vild på hinandens kroppe og de begge længtes efter at mærke hinanden. Det bånd der havde været mellem dem var specielt. I mange år havde han været en ven, og det havde ikke generet hende at han havde fundet kvinden i hans liv, for hun havde selv haft Enrico, så hvorfor skulle de følelser så blusse op og blive et ret seriøst problem igen?
Noelle holdt fast i ham da han løftede hende op for at lade hende gide ned i den bløde seng. Det gjorde ondt i ryggen med vægten hvilende, men hun bed smerten i sig med udsigten til det bedre. Selv den værste smerte i verden kunne ikke holde hende fra at mærke ham lige nu. Hendes hænder strøg op over hans skuldre og ind under skjorteen, for at fører den af ham. Følelsen af de stærke muskler og hele hans krops struktur under hendes fingre, var så anderledes fra den det havde været med Enrico, det her var langt mere hendes smag.
En spændt sitren bredte sig fra hans hånd, som han strøg ned over hendes ømme krop. Bagved tøjet kunne man se hvilken behandling hun havde fået efter ballet, men end ikke det skulle hindre hende.
Hans hæse hvisken gav hende kuldegysninger. Ord ville ødelægge stemningen, så i stedet listede hun sin hånd ned mellem dem, og løsnede først kappen, derefter åbnede hun snørrede i sin top - en efter en, til den skiltes på midten og blottede hendes overkrop. Røde og blå ikke bare mærker, men plamager prægede den. Der var mærker efter både spark og slag, der så ret voldsomme ud så meget som det fyldte. Noelles blik forblev hårdt, ingen spor af følelse. Visse ar og mærker kunne ikke ses, det var dem på sjælen, ydmygelse over hvordan hendes far kunne kræve hende, der samtidig også vækkede desperation efter at mærke Evan og få slettet de spor hun inderst inde væmmedes over at have på sig. "Smerten kan jeg håndtere. Du behøver ikke at være forsigtig," hviskede hun og lod et par pirrende fingre vandre gennem hans hår, og stryge let i hans nakke.

[Deleted]

Hvordan pokker de altid endte på denne her måde, vidste Evan ikke, for han vidste jo godt, at det her, slet ikke var noget som burde ske. Hans hjerte hamrede mod hans bryst. Det var spændende, og samtidig også forbudt, og måske, at det også var det, som han kunne lide ved alt dette? Han trak let og tilfredst på smilebåndet.
Endnu en gang var de endt med at ligge i sengen, hvor smilet bestemt heller ikke var til at tage fejl af, og særligt ikke, når det var på denne her måde. Han hævede hånden ganske let, kun for at stryge den mod hendes kind. Hans tøj dækkede måske for den temmelig markerede krop. Han elskede når hun rørte ved ham. Selv alle de påviste ar, som han havde fået i årenes løb, for det var efterhånden ved at rende op i temmelig mange, uden at han egentlig kunne gøre synderlig meget ved det, og det var jo bare sådan at det var.
Hans blik søgte ned langs hendes krop, da hun frigjorde overkroppen, ved at løsne i de snører, der holdt hendes tøj på plads. Alene synet af hvordan hun så ud... ikke bare slået, men direkte plasmager af alverdens farver, var noget som kun vækkede en vrede og en tydelig foragt i hans krop og sind. Svagt bed han tænderne sammen. Aldrig havde han været så vred, som han var på den mand, som hun kaldte for far. Han strøg hånden let over hendes krop, og særligt med en varsomhed. Ej ønskede han jo, at hun skulle have ondt, og særligt ikke, når de nu måtte ligge der. "Du fortjener bedre, end hvad den mand giver dig," sagde han endeligt, inden han igen lænede sig frem mod hende. Han plantede et blidt kys mod hendes mundvig. Hun var faktisk meget vigtig for ham, og langt mere vigtig, end hvad han gav udtryk for.

[Noelle Jaceluck]

DEt forbudte havde hun nok altid haft en svaghed for, og af mystiske grunde, så havde han også altid været mere interessant for hende i de tider, hvor han havde været bundet til en anden kvinde. Den anerkendelse det gav hende, at en mand var villig til at ofre hele sit liv, og trygge base bare for at være tæt på hende, egoistisk eller ej, så elskede hun det!
Hendes varme hænder, strøg længselsfuldt ned over hans ryg, følte sig frem over den stærke muskulatur og sukkede tilfreds ved følelsen. Det lå hende på tunge at indrømme sit savn, men hun frygtede at det ville bekræfte hans teori om hendes forelskelse for meget. De grønne øjne forlod hans og løb i stede tned over hans krop og de mange ar og mærker som han bar. Det var tegn på styrke og overlevelse, og noget som hun fortrak at enhver mand havde, ligesom hun selv havde. Dog henlå de fleste skjult under de tunge plamacher af røde og blå mærker. Da hun hurtigt mærkede hun hans vrede, fjernede hun den ene hånd fra hans ryg og greb i stedet om hans kæbeparti med et lidt fast greb og ledte hans blik til hendes.
"Så giv mig hvad du mener jeg fortjener," bad hun dæmpet, og lod det faste greb ebbe ud i et blidt strøg med fingrene langs hans kind og hage, til han bukkede sig ned og kyssede hendes mundvige. Noelle lod i stedet hånden finde hans skulder og vendte hovedet en kende for at kunne komme til at kysse hans læber igen. Vreden og frustrationen skulle ud, og den bedste måde var ved at mærke ham, lade ham vaske det hele væk i kærtegn.