The way we wan't it!

[Deleted]

Evan havde den største respekt for Noelle og det arbejde som hun udførte, ellers ville han aldrig nogensinde have valgt hende til den post i udgangspunktet, men for pokker hvor kunne hun være stædig, når det endelig var! Ikke at det var noget som han kunne gøre det store ved lige nu. Han kneb øjnene hårdt sammen ved hendes ord. Et slag? Var det ærlig talt den måde hun ville straffe ulydighed på, eller var det kun fordi at det var ham? Det næsten kyniske smil bredte sig på hans læber.
"Du kalder et slag for en straf?" spurgte han direkte. Hvis det var hendes definition af straf, så havde han uden tvivl fejlet, og det var han bestemt heller ikke bange for at sige højt. Noelle var en kreation af ham - særligt når det kom til arbejdet. At hendes far måtte kontrollere hende, når hun var væk fra marken, kunne han ærlig talt ikke gøre noget ved, selvom han ville ønske at han kunne gøre det. "Ved at fortælle hende, at jeg har været sammen med dig? Du kender tilsyneladende ikke Athena som jeg gør," sagde han direkte. For ham, var det ikke nogen trussel. Han kunne sagtens tale Athena til ro efterfølgende.
Grebet strammede Evan omkring hendes hænder, så det netop ikke var muligt for hende at rive dem til sig, eller skubbe til ham. Han ville ikke have det! "Du har kun dig selv at takke for det, Noelle. Det er så sandelig ikke min skyld!" endte han fast, inden han alligevel valgte at slippe hende. Han var ikke bange for at tage de ting op med hende. Særligt ikke, som det stod nu.

[Noelle Jaceluck]

De ellers smukke, grønne øjne lynede. Der var engang hvor hun havde været overbevist om at han værdsatte det hun havde vist ham, og at han derfor havde valgt hende som sin efterfølger, men sandheden var at det aldrig rigtigt var gået op for ham, at det havde gjort hende til den overliggende autoritet.
Hans kyniske smil var et hån direkte i hendes ansigt. Hun mærkede hvordan varme og vrede ulmede i en farlig blanding i årene, der havde gjort hendes krop helt varm. "Du vil blive overrasket over hvor smertefuldt jeg kan gøre et slag," advarede hun med dirrende tone. Flere soldater havde fået deres ellers unge ansigter ødelagt af hendes flammende hånd. Men så igen.. dette var ikke noget hun nogensinde ville kunne gøre mod Evan der holdt en særlig plads ved hende, en plads hun inderligt forsøgte at rive ham væk fra!
"Du har ret jeg kender hende ikke, men hun er formentlig ikke dum nok til at se væk fra sin forlovedes bedrageri," svarede hun smørret. Han skulle bare prøve at sende bud til Jaqia med hendes tilstand! Hvis han tvang hende væk fra marken, så havde hun intet tilbage og intet andet valg end at drage hjem til sin kære far, hvilket han næppe ville have.
"Min skyld?! Du udfordrede min autoritet på det forkerte sted Evan! Du trængte mig op i en krog og lod mig endda tage straffen for det efterfølgende!! Uanset hvilken plads du engang holdt for mig, så er du nu INTET! Intet ud over en dygtig kriger!" råbte hun så det gav genlyd i den store sal. Hun rev hænderne til sig og stirrede på ham med øjne der gik op i flammer for få sekunder.

[Deleted]

Evan var ikke bange for Noelle, og det havde han aldrig nogensinde været. Selvom han naturligvis respekterede hende for det arbejde som skulle udføres som hærfører, ellers havde han for pokker heller ikke valgt hende i udgangspunktet. Han kneb øjnene let sammen. Hun kunne være så vred, som hun overhovedet ville, og det ville ærlig talt ikke røre ham. Slet ikke.
"Så giv mig dit bedste forsøg," sagde han med en kortfattet stemme. Et slag var mildt i forhold til hvad han havde været udsat for tidligere. En smerte for en kort tid, inden den ville være væk igen. Han blev stående og med blikket intenst og fast hvilende på hendes skikkelse. Lige nu gjorde hun ham ikke andet end irriteret, og særligt når hun gjorde det på den måde!
"Du vil meet hurtigt blive overrasket over, hvor nem hun er at kaste rundt med i manegen. Siger jeg undskyld, er hun god igen," sagde han kort for hovedet, som han igen lod hovedet søge på sned. Ja, han havde udfordret hende, men han havde bestemt ikke bedt hende om at stikke ham ned med en kniv! Overhovedet ikke, faktisk! "Jeg bad dig aldrig om at stikke mig ned i fuld offentlighed, Noelle! Aldrig!" endte han igen, som han tog et skridt mod hende. Den skyld, skulle hun bestemt ikke have lov til at kaste over på ham! Han tog et sidste skridt mod hende, hvor de endte med at stå helt tæt på hinanden. Bryst mod bryst. Hans blik hvilede intenst i hendes. Hvorfor skulle hun absolut vække de følelser og tanker i ham? Det burde slet ikke forekomme, men det forekom nu alligevel! Han knyttede næverne let. For nu var det på tide, at han begyndte at tage sig lidt i nakken.

[Noelle Jaceluck]

Det var en ringe respekt han viste hende når han end ikke ville følge hendes ordre. Dette var en status han selv havde givet hende, og det gjorde Noelle rasende at han så følte sig så overlegen som han tilsyneladende gjorde. "Lad være med at frist mig!" deres råb ville nok kunne høres på halvdelen af slottet, så hvis nogle gemte sig i skyggerne, så vidste de nu at de blev angrebet hvis man da kunne kalde det, det.
Det var evigheder siden hun havde følt sig så vred og samtidig så magtesløs. Evan havde så mange bånd omkring hende og det eneste triumfkort hun holdt, var det faktum at de havde tilbragt én nat sammen, for at han kunne redde hendes liv, hun vidste at det var lavt at synke så dybt, alligevel stod hun der og så på ham med rasende øjne.
"Er det så meget hun betyder for dig? Så meget at du manipulerer hende til at være dig hengiven? Du er ikke et sekund bedre end min far! fastlog hun hårdt, velvidende om at det ville ramme ham. Det var det eneste det handlede om lige i øjeblikket.
Følelsen af hans varme krop mod hendes, satte hendes hjerte på overarbejde. Alligevel brugte hun alle kræfter på at hæve blikket til hans, for ikke at gøre sig underlegen. Hans duft hang i hendes næse, lokkede hende ind i synd hun ej kunne begå, men som krævede alt af hende at undgå. "Du pressede mig!! Det var enten det og så modtage de piskeslag, eller gå en endnu værre skæbne i møde, du har ingen idé om hvad du gjorde! Du som ellers altid føler dig hævet på det punkt!" hendes stemme var blevet helt hæs af alt den råben, eller også var det, det faktum at han stod så tæt på hende. Om hun ville det eller ej, så vækkede det skjulte følelser.

[Deleted]

Evan viste respekten, når Noelle krævede den på retfærdig vis, og det var bestemt ikke hvad han så i en stund som denne. Var det underligt, at det var noget som ramte ham? Han kneb øjnene let sammen. Måske at han rent faktisk havde gjort en fejl, ved at skænke den post til hende i udgangspunktet? Som hun havde truet med at give ham det slag, og han nu opfordrede hende til det, så var det tydeligt, at det vel lige såvel som det andet, var en tom trussel? "Du vil ikke gøre det," sagde han kort for hovedet. Et sted for at presse hende yderligere. Hvis der var nogen der kunne, så var det jo ham.
Athena var en kvinde, der betød ekstremt meget for ham. Men han vidste jo trods alt også, hvor lidt der skulle til, for at gøre hende god igen. Det kendte han hende nok til at vide, allerede på forhånd. Han kneb øjnene let og hårdt sammen. Det var nok også det eneste trumfkort hun havde, og så desperat efter at finde noget, så var det da naturligvis det, som hun havde tænkt sig at benytte. Selvfølgelig! Hans øjne begyndte at lyne. Straks var det ham, der var fristet til at uddelegere slag! "Sammenlign mig med din far en gang mere, Noelle!" endte han med en hård stemme.
Her valgte Evan at se ned på hende.. Og han stirrede direkte ned på hende, nu hvor de stod der foran hinanden. Dette var virkelig en tanke, som gjorde ham vred! Intet andet end direkte vred! Hans hjerte hamrede fast mod hans bryst, og varmen var ligeledes begyndt at sprede sig. "Får jeg nogensinde muligheden, så skal jeg personligt sørge for, at den mand forlader jordens overflade, Noelle. Det ændrer dog ikke på det faktum, at du i fuld offentlighed, valgte at stikke mig ned.. at det var min kære forlovede, der førte pisken, var kun fordi jeg ikke selv var i stand til det," endte han kort for hovedet.

[Noelle Jaceluck]

Jo ældre hun var blevet des mere hovmodig var hun blevet. Skader var ikke nok til at holde hende væk fra det liv liv hun havde på marken. Evan selv havde givet hende den stilling hun nu besad, måske fordi hun var et produkt af ham, men havde han forventet at hun ikke ville udvikle sig på egen hånd?
Hendes øjne lynede. Opfordringen tog hun ikke, for nej, inderst inde havde hun ikke lyst til at slå ham, men somme tider kunne det trods alt blive nødvendigt. "Åh du har ingen idé om hvor meget jeg har lyst til at slå dig Evan, men at gøre det her er ikke ideelt, når vi står midt på en opgave!" hun sendte ham et meget advarende blik.
Hvis der skete ham noget, ville hun være en mand mindre og de var i forvejen ikke mange. Måske hun var vred, men trods alt ikke så dumt. Det morede hende næsten at det endelig lykkedes hende at ramme ham. Hun lænede sig frem og lod læberne hvile tæt ved hans ører. "I har visse ligheder," hviskede hun med en nærmest forførende hvisken, før hun trak sig med et lidt for glat smil. Endelig holdt hun et triumf! Vreden meldte sig dog hurtigt igen, og tørrede det smørrede smil af hendes læber på sekunder.
Han så ned på hende, hun så op, og forsøgte at understrege at hun ikke var underværdig trods han var en del højere og bredere end hende. "Rør ham og din forlovede vil aldrig være i stand til at fører en pisk igen!" råbte hun hun hårdt. Trussel ganske vidst af ord, men sagt i vrede og afmagt. "Det var det valg du efterlod mig med," tilføjede hun opkørt og trak vejret så deres brystkasser mødtes, hvilket sendte små gnister gennem hende.

[Deleted]

Evan vidste jo godt at Noelle var fantastisk god til sit arbejde, men til tider, steg det hende da kun til hovedet - ligesom det gjorde lige nu, og tanken måtte han finde direkte irriterende et eller andet sted. Armene slog han denne gang over kors. Mere i et forsøg på selv at holde sig på den rette side, og særligt når det foregik på denne her måde. Svært synes det hele nemlig at være, og det var ikke ligefrem noget, som han kunne gøre særlig meget ved, som det var lige nu. Tanken gjorde ham rent faktisk ked af det. Han forsøgte jo for pokker bare at passe på hende, og det lod hun ham end ikke gøre!
"Skulle det da nogensinde stoppe dig?" spurgte Evan direkte, som han lod hovedet søge på sned. Han vidste lige hvordan han skulle prikke til hende, og han gjorde det da uden tvivl også med vilje, men var der nogen grund til at tage det tungere end som så? Han kneb øjnene direkte sammen, som hun alligevel vovede at sammenligne ham med hendes fader. "Vov aldrig nogensinde at sammenligne mig med den mand igen!" advarede han med så intens en hvisken tæt på hende, nu hvor de stod så tæt, at de stod krop mod krop.
Igen måtte Evans hjerte begynde at hamre fast og kraftigt mod hans bryst. Hans blik hvilede intenst på hende. Ja, lige nu så han ærlig talt ned på hende, da han ikke havde nogen grund til andet. "Du vil være død, længe inden du overhovedet får muligheden for det.. Så kan du søge ham i efterlivet," advarede han fast. Han var ikke bange for at gøre det! Der var absolut ingen grund til at rive Athena med ind i det, når hun intet havde med det at gøre!

[Noelle Jaceluck]

At han lagde armene over kors, tvang hende til at bakke et enkelt skridt væk. De stod stadig tæt, men fristelsen blev minimeret en hel del. Vreden forsvandt dog ikke fra hendes iltre blik. Aldrig havde hun haft så stor lyst til at gøre alvor af truslen, hendes hånd sitrede efter at få lov til at rase ud på ham, men det ville kun svide til hende selv at gøre det.
"Det stopper mig når det kan få betydning for både mit og mine soldaters liv," svarede hun kortfattet og satte hænderne i siden, selvom det skar lidt i ryggen. Det var trættende at være vred, dog ligeså trættende konstant at skubbe ham væk, eller i det mindste forsøge på det. "Hvorfor fraholde mig fra at tale sandheder?" spurgte hun med en ikke diskret provokation. Det og Athena var de punkter hun havde at ramme, mens han havde langt flere fordi Faith ikke kunne holde sin kæft og holde næsen fra sager der ikke involverede hende! Kælling!
Hendes hoved gled let på sned. Det overraskede hende at han ville slå hende ihjel, men så igen. Den betydning han holdt for hende var ej gengældt. "Ville du slå mig ihjel? Virkelig? I så fald ved du at det ville være en kamp med døden til følge, jeg kunne ligesåvel bringe dig i knæ," påpegede hun med en glathed i stemmen der kun stod Jaqias glathed lige. "Gå i seng," gentog hun koldt og vendte ryggen til ham på ny.

[Deleted]

Evan forsøgte at holde lidt afstand til hende, ved at lægge armene over kors. Derfor passede det ham mere end udmærket, at hun trak sig. At de endnu en gang var oppe at skændes og slås på denne her måde, var ikke noget, der kunne komme bag på nogen af dem, så det var vel bare sådan at det var? Typisk dem? "Hvorfor skulle det da stoppe dig? Er det ikke en del af arbejdet som hærfører, at straffe de ulydige?" spurgte han direkte. Om han havde stået i hendes sted, ville han ikke have nogen kvaler ved at sætte hende på plads. Der kunne han da heldigvis endnu skelne mellem privat og professionelt. Bildte han sig selv ind.
At sammenligne ham med hendes far, var slet ikke noget som han ville høre tale om, og slet ikke, om han kunne blive fri for det. Tanken alene, var noget som vækkede en direkte vrede i hans krop og sind, og dette havde han bestemt heller ikke tænkt sig, at lægge det mindste skjul på, når det nu endelig skulle være. Han kneb øjnene hårdt sammen. "En sandhed? Kalder du det en sandhed? Hvornår har jeg udnyttet dig? Ydmyget dig..? Gennemtæsket dig, hvis det ikke var træning tilbage i de unge dage? Kære Noelle.. Det er ikke bare kroppen som har taget skade. Det har dit hoved lige så," sagde han med en fast tone. Nu formåede hun da kun at gøre ham direkte vred!
Evan havde stadig ikke nogen intentioner om at gå i seng, for det havde han da heller ikke nogen grund til, havde han? "På nuværende tidspunkt, vil det slet ikke forvolde mig et problem," sagde han kort for hovedet. Så ondt og skadet som hun var, så var det ham da intet problem at tvinge hende ned i jorden igen. Han kneb øjnene let sammen. Denne gang var det ham der handlede. Han søgte direkte ind i hovedet på hende - uden varsel. Mentaldæmonen kunne være fantastisk til tider. "Gå i seng," endte han med en fast tone.

[Noelle Jaceluck]

Man kunne fornemme hvordan hendes hænder blev mere og mere blødende des mere raseriet for alvor tog fat i hende. Det var ikke nemt at tage afstand til ham når hun inderligt havde lyst til det modsatte, men hele tanken om at det ej var hendes ret og aldrig ville blive det, var nok til at nærer flammen i det indre. Det var slet ikke meningen at det burde gå så langt som det havde her til aften, men skaden var set så at sige.
"Trods min meget store lyst til at efterkomme dit ønske, så er jeg ej dum. Jeg kan ikke undvære dig på denne opgave," undskyldte hun sig med, selvom sandheden var at hun slet ikke havde lyst til at gøre ham ondt.
Vreden i hans blik behagede hende på en eller anden meget forstyrret måde. Hvad han sagde gjorde noget ved hende, derfor ønskede hun ligeså at ramme ham. Hendes hoved var stadig let på sned og hun betragtede ham med et blik der bar præg af en falsk sødme og uskyld. "Det er hverken din træning eller de mange slag jeg hentyder til, eller mig i det hele taget, vi ved begge at jeg altid har været for stærk og for selvstændig til atmanipulerer med, men Athena.. hun er sød, ung og uskyldig, afhængig af dig, som jeg er af min far," påpegede hun med en lidt ligegyldig tone.
"Så gør det.. slå mig ihjel," hun tog sin kniv og holdt den ud i strakt arm inden hun slap den og lod den falde til gulvet med mettalisk kvinde som et statement.
Den pludselige stemme i hendes hoved, tog styring over kroppen og fik hende til at gå, forlade tronsalen for i stedet at gå ned af de mørke gange. "EVAN!" råbte hun hårdt.

[Deleted]

Evan og Noelle var fantastiske til at køre hinanden op, så det burde egentlig ikke komme bag på nogen. Han kneb øjnene fast sammen. Han ønskede ikke at gøre hende ondt, men han var derimod ikke bange for at sætte et eksempel, når det endelig var. At hun ikke kunne gøre det samme, var ikke hans problem. "Virkelig? Det er også det eneste fornuftige, jeg har hørt dig sige her til aften," sagde han kort for hovedet. Ej var han bange for at sige sin ærlige mening, og særligt hvad angik dette.
Det kunne godt være, at Athena var direkte afhængig af ham, men hun var derimod ikke bange for at sige sin mening, og han ydmygede hende ikke, som han heller ikke slog hende eller gjorde andre ting som på den måde i fysisk forstand, gjorde hende ondt. "Det er meget muligt, at hun er afhængig af mig.. hun elsker mig, Noelle," sagde han denne gang med et skadefro smil på læben. "Noget du vil kunne forstå, den dag du for alvor åbner dig op for en mand, andet end at begære hvad du nedstammer fra," sagde han direkte. Hun kunne sige hvad hun ville.. Den mand var ukrudt, som skulle fjernes fra denne jords overflade.
Kniven lod Evan falde til gulvet, som han i stedet for søgte ind, og overtog hendes krop og sind. Uanset hvor vred hun ville blive på ham, over dette foretagende, kunne han ikke være andet end komplet ligeglad! Han fulgte med hende, som de søgte ud af den gamle tronsal og ned igennem gangene. "Mhmm?" svarede han med et morende smil på læben. Hun ville søge til et af de store værelser og direkte hen til sengen, hvor hun ville lægge sig. Selv tog han pladsen ved døren. Han agtet at tage den første vagt.

[Noelle Jaceluck]

Problemet ved at kende hinanden så godt som hende og Evan gjorde, var det faktum at de begge vidste præcis hvor de skulle ramme, for at få den reaktion de hver især ønskede. På mange punkter var Noelle bare lidt mere følsom overfor det, fordi hun ikke forstod sig på de tanker hun gjorde sig og de følelser der prægede hende.
"Så har jeg i det mindste sagt én fornuftig ting, hvor du ikke har gjort andet end at lukke lort ud!" konstaterede hun med en vrissen og sendte ham et lidt hårdt blik.
Hvis kærlighed var ligmed afhængighed, så priste Noelle sig kun lykkelig for at hun havde formået at give slip på den inden det var for sent. Hun vrængede på næsen med noget der mindede om afsky også selvom det var svært for hende ikke at lade sig fornærme af hans ord.
På den ene side, så ønskede hun ikke en mand i sit liv, ønskede ikke at føle eller være afhængig, men somme tider var man vel bare ikke herre over det? "Og du besvarer hendes kærlighed med at manipulerer hende til at tilgive, utilgivelige hændelser?" spurgte hun spidst. Problemet lå nok nærmere i det faktum at han ikke nærede de følelser for hende, men derimod for den unge Athena. "Mit behov for kærlighed er ikke vokset siden sidst. Det rager mig. Giv mig en mand der kan finde ud af at bruge guds gave og jeg har det ganske fint," sagde hun opkørt og slog armene ud fra kroppen. Sandheden var at hun havde givet ham hvad hun kunne, forsøgt at åbne sig op, men da det endelig var sket, havde han afbrudt det.
Ufortrødent fortsatte hun ned af gangene og råbte diverse skældsord hele vejen hen til det store værelse der ligeså henlå i mørke. "Din kujon! At tage det mentale i brug! Jeg får struben op på dig!!" hun lagde sig ned i den bløde seng og sendte en ildkugle direkte mod døren der brød op i flammer, hvilket var... knap så gennemtænkt.

[Deleted]

De vidste lige hvor de skulle trykke ved hinanden, og det var uden tvivl hvad de gjorde begge to. Mattheus stirrede fast og ulmt på Noelle. Han sagde mange fornuftige ting. At hun så derimod var for dum til at se hvor pokker han ville hen, var da så sandelig heller ikke ligefrem hans problem, da han heller ikke ligefrem ønskede, at skulle stå i denne situation. "Ellers er du ganske enkelt for snævresynet til at du kan se mine fabelagtige pointer," endte han kort for hovedet.
Athena var en kvinde som han elskede, men han var en dvasianer. Svær var det selv for ham, ikke at gøre hvad han inderst inde ønskede. Athan var for skrøbelig, og ja, et sted udnyttede han vel hendes skrøbelige jeg, fordi at han havde brug for det, når han kom hjem? "Og det skulle komme fra dig? Jeg ved jo, at du kan lide det," endte han direkte. Hun var så forbandet let at læse. Han var jo ikke et sekund i tvivl om, at følelserne for ham, endnu var et af de største problemer for hende.
At føre hende op på soveværelset, var ærligt ikke nogen stor sag for Evan. Når hun selv ikke ville gå, så måtte han jo.. hjælpe hende lidt på vej. At hun råbte, skreg og skældte ud på ham hele vejen, tog han sig ærlig talt ikke af. Hun kunne råbe og skrige alt hvad hun ville, og det ville ikke røre ham det mindste. "Hvordan pokker skulle jeg ellers tvinge dig til sengs, når du så tydeligt har brug for hvilen, Noelle?" endte han kortfattet. Han nåede kun lige at flytte sig, idet at.. døren nærmest bød i brand. Nu var det nok! "Det er nok! LÆG DIG!" endte han denne gang med en vred tone. Den barnlige opførsel havde han fået nok af!

[Noelle Jaceluck]

Lige nu brændte en længsel efter at skille sig af med ham i hende. Det var ikke kun hans dumme kommentarer og irriterende ulydighed, det var ligeså det at han sårede hende med sine ord, der gik hende på. På mange punkter anså Noelle desværre nok sig selv, som værende urørlig lige når det kom til det, men sandheden var en helt anden, inderst inde var hun faktisk ret skrøbelig når det kom til de følelser som hun ej forstod.
"Du skal fandeme altid spille så fandens hellig! Du er ikke gudernes gave til denne jord, Evan, dine svar er ikke altid profetens!" sagde hun vredt og svingede ind af døren til det flotte værelse.
Det hele, ud over døren og møblerne naturligvis, var lavet i rustikke sten. Der var koldt og mørkt, men det havde engang været et flot værelse, med den store seng som stod i midten.
Athena var skrøbelig ja, det var Noelle ikke. Måske det var det som var problemet, men hvorfor? Kemien havde altid været der, desværre i højere grad når de skændtes som nu, det var ikke kun vrede og lysten til at slå ihjel alt sammen, men lige lysten til at smage på hans læber og hviske søde ord i hans ører.
"Hvis du begynder den latterlige snak om at jeg skulle nære følelser for dig, så slår jeg dig! Og det er ikke din opgave at sende mig i seng!" råbte hun hårdt og lod ilden gå i sig selv. Døren blev efterladt godt svedent.
Hans udbrud fik hende hurtigt til at rejse sig fra sengen igen og gå direkte mod døren. De mange bevægelse var hård for ryggen. Denne gang hævede hun hånden uden varsel og slog ud efter ham med flad hånd.Var det forkert at blive tændt ved tanken?

[Deleted]

Disse evige skænderier, var virkelig ved at være en pestilens for Evan, for det var virkelig ikke noget andet end direkte spild af tid, og det var han da kun for alvor, ved at være temmelig træt af. Han himlede let med øjnene og rystede så på hovedet igen. Nu var det altså ved at være for meget! Virkelig for meget! "Jeg gør mig ikke til noget helligt. At det er dit syn på mig, kan jeg da ikke gøre for," endte han kort for hovedet, hvor han så til at hun søgte hen til sengen - på hans ordre ganske vidst, og det passede ham fint. Hun havde for pokker da brug for hvilen efterhånden.
Problemet var jo Noelles følelser for ham, og Evan vidste godt, at det var der at hendes store personlige problem med ham, måtte ligge. Han trak næsten skadefro på smilebåndet. Hvorfor skulle Athena ellers være hende så stort et problem, hvis der lå andet i det, end som så? Armene lod han denne gang søge over kors. Ganske vidst kunne han endnu mærke det knivstik som han havde fået i maven, men det var langt mindre i forhold til hvad man kunne sige, at hun havde modtaget. "Du ved jo at jeg har ret, så hvorfor overhovedet bruge energien på at skjule det, når du har mere brug for den et andet sted?" spurgte han denne gang med en direkte stemme. Han kneb øjnene let og fast sammen. Ilden bag ham, tog han sig ikke af. Nu var det bare ved at være på tide, at hun tog sig sammen, i stedet for at agere som en dum teenager!
Som hun søgte ud af sengen og hastigt hen mod ham, havde han udmærket godt set hendes hånd. Hurtig var han, da han tog omkring hendes håndled og med en yderst fast og hård mine. "Det er nok nu!" endte han vredt. Han havde fået nok!