The way we wan't it!

[Noelle Jaceluck]

Evan Embelowni Strife
************************************************

Det var en stille aften i Imandra. Kulden havde for alvor meldt sig, hvilket fik de fleste til at holde sig inden døre. Der havde i måneder gået rygter om at kongen havde forladt slottet, og at dømme ud fra den ringe bevogtning, så var rygterne sande. Noelle havde formået at snige sig ind. Hun var civil klædt i lidt pjaltede kapper. Det samme var den lille flok mænd der befandt sig nær ved hende. Den eneste der var ved hendes side, var Evan, hvilket ej var med hendes gode vilje, men om hun ville det eller ej, så var han nu engang hendes bedste mand.
Slottets gange var mere eller mindre øde. End ikke fakler oplyste dem mere, hvilket Noelle lavede om på, med et lille svirp fra håndleddet. Ved tronsalen stod et par vagter.
Hun sendte et diskret blik til Evan et sted under sin hætte, der skjulte hendes identitet. Et sted under alt det overflødige stof, havde hun skjulte våben, ikke et sværd, sådan et havde hun ikke båret siden hendes eget var blevet frataget, desuden var hun stadig stiv i hele kroppen efter de mange slag der havde høvlet ned over hende. Ikke bedre var det blevet af hendes far der efterfølgende havde taget sig 'kærligt' af hende, hvilket betød at hun havde blå mærker på det meste af hendes krop, samt ubehagelig snitmærker. Man kunne se når hun bevægede sig at det gjorde ondt, trods hun inderligt forsøgte at skjule det. Selv hvis hun ville, kunne hun næppe kæmpe med et sværd. Dette vidste Jaqia elvfølgelig ikke, i så fald, havde hun nok ikke fået lov til at tage af sted. Hvis Marcallus gemte sig bag de døre, så kunne det hurtigt blive fatalt for hende.
Alligevel ledte hun an til de store døre der skjulte tronsalen. "Hvad er dit ærinde?" spurgte den ene vagt med hård tone. Hun svarede ikke, hvilket fik ham til at træde tættere på, og gentage sit spørgsmål.
"Jeg påkræver en ret der engang var vores," svarede hun og trak sin kniv for at stikke den direkte i brystet på manden, der efterfølgende faldt om.

[Deleted]

Endelig skete der noget. Selvom Evan endnu synes at det var for tidligt for Noelle at søge tilbage til arbejde i hendes tilstand, og særligt med hendes skulder, så var han bestemt ikke meget for denne tanke. Dog var det ikke noget som han kunne gøre noget ved, andet end at komme med sine klareste anbefalinger.
Iklædt civilt. Dog langt fra så laset og pjaltet som Noelle, der gik ved hans side. Han var hendes bedste mand, og det var uden tvivl også den eneste grund til, at hun havde valgt at bringe ham med sig. Tanken måtte han om ikke andet, så finde morende. Han nød at have den effekt på hende. Måske en kende for meget?
Disse tanker måtte han slå ud af hovedet, som de endelig nærmede sig. Kulden bed virkelig på disse kanter, og det var i særdeleshed noget, som Evan kunne mærke.
At komme ind på slottet, var i sig selv, ikke den største udfordring. Man kunne tydeligt mærke på mængden af vagter og andet, som måtte være her på stedet, at Marcellus måtte være væk. Dette var noget som uden tvivl passede ham fint. Selv fulgte han blot med. Hånden hvilede på skaftet af et sværd, mens hans sanser, var som på stilke. Ingen skulle få lov til at overliste ham. Det var jo heller ikke fordi at han ønskede at noget skulle ske med Noelle. Nu var de jo også bare en sølle gruppe, som havde taget vejen hertil.
Vagterne fik øje på dem. Dertil strammede Evan grebet om sit sværd. Noelle gjorde det første træk og stak manden direkte ned. Dette fik den anden til at reagere. Der havde Evan allerede trukket sit sværd, som han førte omkring sig selv i en elegant bue, hvilket strejfede mandens strube. Han greb sig hurtigt til halsen, inden Evan gjorde det næste træk. Hurtigt huggede han mod mandens side, hvilket fik sværdet til at gennembore mandens ribben. Han faldt ligeledes død om.

[Noelle Jaceluck]

Skaderne blandet med Evans tilstedeværelse, var rimelig motiverende for at få dette afsluttet hurtigst muligt. Noelle følte sig ydmyget af ham og af hans forlovede som havde pisket hende for bare uger siden. Sårene var end ikke helet ordentligt og slet ikke efter hendes fars behandling. Alligevel havde hun insisteret på at vænne tilbage til sit arbejde, nu hvor der endelig var lidt at lave igen. Selv nærede hun intet ønske om at påtage sig en stilling der bandt hende til at skulle lede et helt land, hun var bare musklerne bagved kunne man sige, hvilket gjorde hendes liv mindre værd end så mange andres.
Hun trak kniven ud af mandens bryst og følte hans varme blod løbe ned over hendes hånd. "Det var jo nemt nok," konstaterede hun med et nedladent blik og vendte sig mod Evan med et hårdt blik der ikke afslørede følelser. Hendes skuldre gjorde ondt.. ryggen brændte, hun vidste at nogle af sårene var sprunget op ved den pludselig bevægelse, men det kunne ikke ses som sådan. "Skub dørene op," beordrede hun.
Sandheden var at hun ikke havde styrken til at skubbe dørene op. Hendes tænder var helt sammenbidte. Mændene gjorde som beordret og afsløreder derved den tomme tronsal. Noelle lod blikket vandre langs de steder hvor skuygger blev kastet, man kunne jo aldrig vide hvad der gemte sig i disse. "Gå. Sikre jer at resten af slottet er ryddet," hun så fast på mændene der nikkede og forsvandt og efterlod hende og Evan tilbage med den store tronsal.

[Deleted]

Evan vidste at Noelle havde ondt. Han kunne læse det hele i hendes krop og sind, og da særligt i hendes tanker. De tanker som hun ikke sagde særlig højt. Derfor holdt han sig bevidst tæt på hende. Hendes dumdristighed kunne med lethed ende med at koste hende livet, og særligt fordi at de ikke vidste, hvad de ville møde på stedet her, og han tog ikke nogen chancer. Macaria havde formået at tage fusen på ham, og det var der ikke andre, som skulle have lov til. Han begik ej de fejl 2 gange!
Vagterne faldt døde til jorden, og snart efter begyndte blodet at flyde. Dette gjorde ham selv ganske tilfreds. Lige dem, skulle de nok ikke regne med nogen modstand fra, hvilket skam også var noget, som passede ham ganske fint, hvis han endelig skulle sige det. Hans blik gled mod Noelle igen. "Vogt dig," sagde han direkte. Et sted synes det vel næsten at være for nemt?
Dørene blev tvunget op, hvor Evan søgte ind som en af de første. Var det virkelig så nemt at indtage landet her? Var der virkelig ikke noget andet i det? De andre som de havde med sig, spredte sig, for at undersøge stedet. Det var ikke uheldige overraskelser, som de ønskede. "Her er ingen," kommenterede han, inden han igen vendte blikket mod hende. Han vidste, at hun var vred på ham.. Hvilket han ærlig talt ikke tog sig af lige nu. De var efterladt her på en meget vigtig opgave for Jaqia, og det var vel også det, som de tog sig af som det vigtigste?

[Noelle Jaceluck]

Noelle måte bide smerten i sig og undgå at lade sig friste til at læne sig op af muren for at finde lidt ro. Hendes krop var slet ikke klart il det her, men Evan skulle ikke også rive den stolthed fra hende ved at indtage den plads som burde være hendes. Det ville hun ikke finde sig i!
Velvilligt lod hun ham søge ind i den tomme tronsal først. Hellere ham hende... tænkte hun umiddelbart, men sandheden var at hun heller ikke ønskede at noget skulle ske ham. Først da han konstaterede at der ingen var, trådte hun direkte i en af vagternes blodpøl og efterlod sig blodige spor på det smukke gulv. "Godt observeret Merlin," vrissede hun med dryppende sarkasme.
Ikke nok med at hun skulle følge ham på denne færd, de var blevet bedt om at blive på slottet frem til Sephiran kom og tog over, så de var sikre på ikke at få ubehagelige besøg. Godt der var mange værelser, jo mindre hun skulle kigge på ham - des bedre! "Det forvoldede jo ingen større problemer," konstaterede hun og satte en hånd i siden der egentlig var ment til at aflede smerten lidt så Evan ikke skulle opdage af den prægede både hendes krop såvel som sind. "Find et værelse og gå til køjs Evan. Jeg sætter nogle af de andre til at bevogte stedet," fortalte hun lidt ligegyldigt. Det vigtigste var at han forsvandt fra hendes åsyn, som om det ikke krævede nok af hende bare at holde en nogenlunde pæn tone overfor ham.

[Deleted]

Evan var klar over at Noelle havde ondt, så hun behøvede slet ikke at skjule det for ham. Hun var vendt tilbage til arbejdet alt for hurtigt, og alt for tidligt, men det var vel end ikke noget, som hun gjorde det vildeste ved? Han var i hvert fald ikke særlig overrasket. Hans blik gled mod hendes. Det var nok den nemmeste overtagelse, som han nogensinde havde været med til. Særligt med sammenligning med Manjarno, og hvor meget det havde krævet på den front.
Let himlede Evan med øjnene, inden han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. "Og tak for den spydige kommentar," endte han kort for hovedet. Det var bestemt ikke en tanke som gik i hans gode bog, men kunne han overhovedet gøre noget ved det? Her var tomt.. Alt for tomt for Evan, og særligt nu hvor han vidste at hun havde ondt, var det svært nok for ham, at finde roen. "Det var næsten for nemt," sagde han denne gang direkte, som han igen lod hovedet søge på sned. Han sænkede sit sværd, og fik det på plads i skeden igen. Armene lod han derefter falde over kors.
"Du kan lige så godt droppe attituden, kæreste.. Jeg ved, at du har ondt," sagde han direkte. Havde hun ærlig talt troet, at han ville vende ryggen til, og bare søge til et værelse, og lade hende være her? Så var han da uden tvivl skuffet over, at hun ikke kendte ham bedre end det.

[Noelle Jaceluck]

Havde det dog blot været én skade der plagede hende, så havde problemet ikke været stort, men i og med at det var flere skader, hvoraf ingen af dem havde fået tid til at hele, så var det en dømt gerning. Det var nærmere held at de ikke havde behøvet at slås ligeså intenst som de havde skulle i Manjarno, det ville hun formentlig ikke have holdt til.
Noelle trak kniven ind under kapperne igen så den henlå i det skjulte. "Pris dig lykkelig for at det kun var en spydig kommentar," svarede hun lidt spidst, og drejede lidt rundt om sig selv. Salen var stor, tom og mørk.. ikke videre betryggende, som lurede der mere i skyggerne, men der var jo ingen som de kunne se på nuværende tidspunkt. Hendes hånd hvilede mod hendes side og klemte lidt for at kontrollere sine smerter, ikke at det virkede synderligt godt. "Måske. Umiddelbart er her ingen, men vi bør havde mindst to vagter af gangen for at sikre os," medgav hun og stirrede intenst ud af et mørkt vindue, bare for ikke at skulle se på ham. Man kunne ane resterne af asken fra den by som Faith havde brændt ned for ikke så længe siden.
Hans ord fik hende til at rynke lidt irriteret på panden, mens hun nærmest holdt vejret, idet hendes åndedrag spændte i kroppen. "Måske min autoritet ikke strækker sig til balsalen, men her er den højeste magt, så vov at kald mig det end gang til og det er dit hoved der ryger! Smut!" vrissede hun, og så denne gang på ham med et intenst blik.

[Deleted]

Noelle havde måske forsøgt at skjule det hele for Evan, men hvad havde hun regnet med, at hun kunne skjule for en mental dæmon? Hendes tanker var alt for mange, til at han kunne undgå at høre dem! Det burde ikke komme bag på hende! Hans blik hvilede fast på hendes skikkelse. "Skulle det være en trussel?" spurgte han med en direkte stemme. Han tog det ærlig talt ikke særlig tungt. Det var nu bare Noelle, som han kendte hende. En kvinde med frygtelig meget i munden og knapt så meget i handling. Særligt når han nu vidste, at hun havde ondt samtidig.
Selve salen var frygtelig tom, så det var ikke fordi at der var noget i den. Der var intet mentalt at opfange i hvert fald. Evan løb ikke nogen chancer, og særligt ikke på et nyt sted som dette, så det burde heller ikke komme særlig meget bag på nogen igen. Han kneb øjnene let sammen igen. Hendes faste tone, var ikke noget som han tog særlig tungt, selvom det nu alligevel påvirkede ham. Det lignede hende ikke at tiltale ham på den måde. "Jeg skal nok sørge for at salene og slottet er skarpt bevogtet - mere end hvad det var, da vi ankom," sagde han med en rolig stemme, efterfulgt af et ganske bekræftende nik. Han ønskede jo ikke at noget skulle ske hende.. som han vidste, at det var gengældt, uanset hvor hård i udtalen, som hun så kunne vise sig at være. Han tog det bestemt ikke særlig tungt. "Jeg tager ikke hatten af for tomme trusler, Noelle.. Jeg kan se at du har ondt. Dertil er det nok snarere dig, som har brug for hvilen, end hvad det er mig," sagde han kort for hovedet, inden han søgte hen til hende. Her stoppede han op bag hende i stedet for. Han stirrede på hende med en fast mine. Var det virkelig meningen, at han skulle tvinge hende tilbage i sengen og holde hende der?

[Noelle Jaceluck]

Selv efter alle de år i hinandens selskab, forsøgte Noelle naivt at ignorere hans mentale væsen, velvidende om at han nok konstant søgte rundt i hendes sind og tanker, en tanke som hun foragtede. Den slags var trods alt toldfrie! "Prøv ikke at finde ud af det," svarede hun advarende. Nu hvor hendes far var her, ville hun ikke kunne drømme om at gøre ham ondt igen, men hendes ilterhed vækkede lidt lysten til det alligevel. Hun stod bevidst med ryggen til ham og betragtede udsigten for deres fødder. Imandra var et smukt sted, men ikke et hun kunne drømme om nogensinde at blive en del af.
"Lad de to tåber nedenunder tage den første vagt," hun vendte hovedet en smule, men så ikke på andet end sin skulder, der var dækket af pjaltede klæder. Først nu, slog hun hætten ned og lod de lidt uglede, rødbrune lokker falde ned over hendes skuldre og afsløre den smukke kvinde, hun egentlig var.
Den faste tone var et simpelt forsvar et værn mod at blive såret igen, som han før havde gjort. Det var nemmere at skubbe ham væk.
Hans skygge udelukkede det lille lys der kom fra månen, hvilket fortalte hende at han stod bagved hende. Dette fik hende kun til at stivne mere, med forræderiske billedglimt af ønsket om at han ville lade sine arme glide omkring hende, som hun havde set ham gøre ofte med Athena.. Den jalousi måtte dø før eller siden. Hun rystede let på hovedet. "Det er ikke så slemt. Jeg klare mig," vedblev hun stædigt. Hvile ville gøre godt, men på et fremmede sted, ville hun nok alligevel ikke finde den.

[Deleted]

At skjule sig for den mentale dæmon, var bestemt ikke noget som Noelle fik det mindste ud af, og særligt ikke som det var lige nu. Han kunne jo for pokker mærke, at hun havde ondt, og var det overhovedet ideelt i en situation som denne? Overhovedet ikke, og naturligvis, var det ligeledes også noget, som påvirkede ham på en måde, som han faktisk slet ikke brød sig om. "Virkelig? Og hvorfor pokker skulle jeg da ikke gøre det?" spurgte han direkte. Det var da ikke behageligt, at stå der og blive truet, og særligt fordi, at han intet havde gjort.
Evan blev stående lige bag hende, hvor hans øjne, måtte hvile intenst i hendes nakke. Selv mest fristet til bare at lade armene glide om hende, så var det ikke noget som han kunne tillade sig.. mest fordi at han jo havde en forlovede derhjemme, der ventede på, at han ville komme hjem igen, og fordi at han vidste, at hun havde ondt, og ikke ønskede at gøre det værre for hende, mere end hvad det måtte være i forvejen. Det var lidt sådan, at han havde det med tingene. "Jeg skal nok få det organiseret," sagde han direkte. Det var jo ikke ligefrem fordi at de var kommet med en horde af vagter og soldater her til stedet. Man kunne jo kun håbe på, at Sephiran snart var klar på at overtage, så de alle sammen kunne vende hjem igen.
Bange for Noelle, kunne man ikke just sige at Evan var, som han stod der, og bare.. prikkede til hende, og han vidste, at det kunne være dumt. For nu handlede han jo egentlig bare på hendes bedste, og særligt når hun selv ikke kunne finde ud af at gøre det. "Du bider det i dig.. Hvil, Noelle," bad han endnu en gang. Ej var han ude på at skændes med hende. Han ønskede jo for pokker bare at passe på hende.

[Noelle Jaceluck]

Det var ikke ideelt at have så ondt som hun havde, dog mest når hun gjorde pludselige bevægelser. Sårene var kun helet i den forstand at huden var begyndt at hele, men det var stadig sårbart og sprang let op for at skabe nye sår, hvilket var en smertefuld proces. Hun mærkede hvordan hans øjne brændte i nakken af hende, men ignorerede det bevidst. Den mand holdt ingen magt over hende, hvilket hun ønskede at gøre ganske klart!
"Jeg tager gerne 50 piskeslag mere, for at yde straf for ulydighed," sagde hun ærligt. Dog var en stor del af det tomme trusler. Den følelse af hendes kniv der synkede gennem hans hud.. den følelser ville hun for alt i verden undgå nogensinde at stå med igen, hvilket primært var grunden til at hun holdt afstand til ham, skubbede ham væk. Det og så hans forlovede.
"Nej Evan, jeg skal nok få det organiseret. Det er min pligt," påmindede hun spidst. Man kunne ane hvordan hun knyttede sine hænder.
Lidt pludseligt, vendte hun sig op og så på ham med flammende øjne, hvilket var en klar advarsel. Samtidig trådte hun et skridt frem og så op på hans ansigt, klar til at understrege en pointe. "Om jeg bider det i mig eller ej er helvedes ligegyldigt, jeg hviler når det passer mig og ikke et sekund før! Jeg tog dig med hertil af tvang, du er en dygtig kriger, det kan end ikke jeg tage fra dig, men du er en soldat på lige fod med alle andre, og jeg påkræver at du holder kæft og går i seng!" sagde hun h´årdt. Vreden fik hendes kinder til at blusse helt.

[Deleted]

Det var på ingen måder ideelt for Noelle, at søge hertil i dag, og særligt sådan som hun havde det. Det var vel heller ikke underligt, var det? Han kneb øjnene let sammen. Hun kunne jo sige hvad hun ville, for han vidste, at meget af det, ikke var noget andet end tomme trusler, og særligt i hendes nuværende tilstand. Ulydighed? Han kunne ikke se det som ulydighed, når han kun gjorde det, for at passe på hende. Han havde jo for pokker aldrig gjort andet. "Vil du påstå at hvad jeg gør, bunder i ulydighed?" Tanken måtte han et sted finde ganske morende. Det var jo ikke fordi at han kunne gøre noget ved det.
Tomme trusler. Det var det eneste som Evan kunne fornemme i en sag som denne, og naturligvis var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han stirrede fast på hende, og særligt, da hun vendte sig om, så de næsten endte med at stå krop mod krop i stedet for. Var det underligt, at dette var noget som vakte ham en direkte vrede? "Jeg skal nok få organiseret det hele, Noelle. Du derimod har brug for hvile, om jeg så skal tvinge dig til den!" begyndte han med en fast tone. Han var ikke en mand af tomme trusler, hvilket hun efterhånden også burde vide. Han kneb øjnene let sammen. "Jeg er den bedste soldat du har, og alligevel forsøger du at koste rundt med mig? Kæreste, du burde vide, at jeg ikke lystre ordre, dersom jeg ikke er enig i dem. Gør hvad du vil.. Skænk mig flere af de tomme trusler, om du vil. Tror du ærlig talt, det vil gøre nogen forskel? Nuvel.. gå i seng og få hvilet dig. Jeg tager første vagt foran døren," afsluttede han. Det stod ikke til diskussion!

[Noelle Jaceluck]

Der var engang hvor de havde været frygtelig enige om mange ting, og den tid lå end ikke langt væk. Lige nu huskede Noelle næsten ikke hvad der havde skilt vandene, måske det var hendes tåbelige beslutning om at risikerer sit liv ved at tage for hurtigt i feltet, blot så han ikke skulle have glæden ved at indtage den plads han selv havde givet hende. Det var slet ikke en mulighed at ligge i sengen i alt den tid.
"Ulydighed ja. Når jeg giver en ordre, så lystre mand, ellers bliver man straffet," hun sagde det med en falsk sødme i stemmen der på ingen måde klædte hende, og som blev afsløret af det iltre glimt i hendes øjne. Ingen mand kunne gøre hende så vred, end ikke Enrico havde formået det.
"Du skal ikke tvinge mig til noget som helst! Hvis det ikke er gået op for dig, så er jeg hærfører nu!" råbte hun så højt at salen gav rungende genlyd. Først nu gik det op for hende hvor tæt de stod. Hendes åndedræt var blevet hurtigere og mere overfladisk af vreden, og hver gang hun trak vejret ind, mædtes deres bryst næsten hinanden. Det var forstyrrende.
"Og hvis jeg ikke kan regne med at min bedste soldat adlyder mine ordre, så er han ligeså lidt værd som en slave Evan! Prøv ikke at give mig ordre!" hun bed tænderne hårdt sammen og placerede uden varsel, hænderne på hans bryst for at give ham et lidt hårdt skub væk fra hende. Det ville ikke gøre noget godt for nogen af dem at være så tæt.

[Deleted]

Når de ikke var enige, burde det efterhånden være gået op for Noelle, at Evan ikke lystrede ordrene, som blev ham skænket. Om det så skulle koste ham pisk, så måtte det være sådan. Han vidste, at han kunne gøre hende vred. Han vidste også lige hvor han skulle prikke til hende, for at få tingene, som han gerne ville have dem. Det var vel også lidt det, som han rent faktisk udnyttede i denne situation?
"Hvis det vil koste mig pisk, så giv mig dem.. Du vil desuden elske at føre de slag selv. Hvis du overhovedet kan," sagde han kort for hovedet. Sådan som hun havde det, kunne selv han faktisk have sine tvivl, så det var vel heller ikke så underligt igen, var det? Han kneb øjnene let sammen. At hun ikke kunne se hvor farligt det her spil var, var da komplet dumt! Det var jo direkte tåbeligt!
"Og du ved hvor hurtigt jeg kan fratage dig den stilling midlertidigt, ikke sandt?" endte han denne gang med en hård stemme. Han stirrede fast ind i hendes blik. Det kunne godt være, at hun fik de fleste til at ryste i bukserne, men det havde hun godt nok aldrig nogensinde gjort med ham. Han hævede hænderne og lukkede dem om hendes, idet hun forsøgte at skubbe ham væk fra sig, for det var slet ikke noget som hun skulle have lov til. "Så lad være med at pålægge mig en ordre, som du ved jeg ikke vil lystre, når jeg ved, at du har det sådan!" endte han med en hård stemme. Hun måtte da snart fatte det!

[Noelle Jaceluck]

Alle andre var ikke kommet godt fra at ignorere hendes ordre. Det var hårdt nok at få sin pointe igennem som kvinde, de fleste mænd havde set ned på hende i mange år, det tirrede hendes temperament at det stadig var det syn Evan havde på hende tilsyneladende. Han så stadig sig selv som værende højere og mere værdig end hende, hvilket han ikke var!
Med vrede øjne, skar hun nærmest tænder. Man kunne se hvordan hendes brystkasse hævede og sænkede sig med aggressive åndedræt, et tydeligt tegn på den vrede der somme tider kunne være svær for hende at kontrollere. "Tro mig, om jeg havde været delt i to, og mit hoved separeret fra kroppen, så ville jeg stadig kunne finde viljen til at give dig slag lige nu!" vrissede hun og knyttede sine hænder hårdt for ikke at ende med at gøre alvor af det. Et slag ville jo ikke slå ham ihjel.
"Ligeså hurtigt som jeg kunne ødelægge din ægteskab inden det overhovedet er startet," svarede hun bidsk, og gispede lidt overrasket da hendes håndled blev fanget af hans stærke hænder og låste hende fast. Hun forsøgte ihærdigt at rive dem til sig. "Og hvis skyld er det at jeg er i den tilstand?! Du er en tåbe, Evan, slip mig så!! råbte hun hårdt for søgte at trække hænderne til sig med en sådan kraft at det rev hele vejen ned i ryggen. Noelle ignorerede smerten men kunne ikke tilbageholde et lille støn på grund af de mange kræfter det tog for hende.