One last breath..

[Deleted]

At høre Liya omtale hans mor, var noget som faktisk gjorde Zacharias glad, for der var ikke særlig mange som ville gøre, og særligt ikke på denne her måde. Han nikkede mod hende, og med et stille smil på læben. "Det betyder virkelig meget for mig, at høre dig sige det," sagde han med en ærlig stemme. Det var uden tvivl noget, som betød ekstremt meget for ham.
Tøjet fik han fjernet, kun lige nok til at han kunne komme til hende, så det hurtigt kunne overstås. Han lagde sig over hende, hvor han plantede hænderne på hver sin side af hende. Det var ikke fordi at han ønskede at holde hende fanget eller noget lignende, for det var han slet ikke ude på, og slet ikke på denne her måde, men hvad pokker. Selv for ham, var det her noget, som bare skulle overstås, og det kunne heller ikke gå hurtigt nok for hans vedkommende. Han møvede sig ned mellem hendes ben, inden han gjorde det første indryk, for at forene dem. Hovedet plantede han tæt ved hendes kind og hals, inden han startede et tempo. Ikke at han ønskede at gøre hende ondt, eller at hun skulle forlade stedet på den måde, og dette var hans måde at hjælpe hende på. Ganske vidst uden at udnytte hende, for det ønskede han overhovedet ikke. Små suk brød hans læber. Han kunne jo ikke lade være. Dette var en del af hans væsen, og noget som lå ham så skræmmende naturligt, og særligt når han var sammen med en kvinde.

[Liya Daimond Diamaqima]

Elnaya havde været en god kvinde, med et hjerte af guld. Det var i hvert fald sådan Liya huskede hende. som en varm sjæl der aldrig havde set ned på hende, aldrig havde kaldt hende skør, men som altid havde troet på det bedste i, ikke kun hende, men alle omkring dem, det var så imponerende, den form for åbent sind kunne end ikke hun holde, selv hvis hun forsøgte.
Lidt stift nikked ehun bare men sagde intet. Deres gøren blottede hende for ord, det var så svært for hende at finde sig i det, finde sig i at en anden mand lå på toppen og holdt hende nede med sin krop også selvom han kun gjorde det for at yde hjælp og støtte til hende.
De hasselbrune øjne lå stadig skjult under tunge øjenlåg, hun turde ikke at se op, turde ikke at kigge på ham, velvidende om hvad der måtte komme. Det første ryk fik hende til at bide sig hårdt i den bløde underlæbe. Begge næver lukkede sig om sengetøjet, ikke så meget af nydelse selvom hendes krop tog vel imod det. Et sted inde bagved kunne man høre noget der mindede om en lille lyd, hverken tilfreds eller utilfreds.
Hans støn der imod, ledte hende til at spærre øjnene op, hvor hun så nydelsen. Tankerne drev langt væk, følelsen af at være fastlåst, og at se ham nyde det når hun på ingen måde gjorde. Hjertet hamred,e hun vidste at hendes puls steg, men det havde intet med nydelse at gøre. Hendes hånd gled ned over hendes krop til den lille kniv der l gemt i gemmerne, bare for at vide at den nu var der, men før hun overhovedet nåede at lægge tanken fra sig, havde panikken meldt sig og hun havde trukket den i et splitsekund, uden overhovedet at vide at hun slog ud efter ham med den, med store, vanvittige øjne, gentagende gange.

[Deleted]

Udelukkende for at hjælpe hende, gjorde Zacharias hvad han nu gjorde. Det var ikke fordi at der lå andet i det, end det for hans vedkommende. Ikke i hans vildeste fantasi, om han kunne drømme om at gøre noget som helst ved hende, som hun ikke ville have.. altså, lige foruden det her, for det var jo lidt et særtilfælde.
Meget kunne man sige, at han havde arvet fra sin mor, og her, var det udelukkende lysten til at hjælpe dem, som havde brug for det, hvis han kunne, og Liya var jo et individ, som han kunne hjælpe. Derfor var det da naturligvis en tjeneste, som han ønskede at give hende. Han satte tempoet igang. Han ville give hende det, så hun kunne gå herfra, og have det bedre, end hvad hun havde haft, da hun var kommet. Kniven som hun valgte at trække, var slet ikke noget som han lagde mærke til, før hun i sit paniske øjeblik, begyndte at hamre den mod ham, som havde han været en nålepude. Øjnene for op. "Li-Liya!" endte han fast, idet han selv forsøgte at komme derfra. Blodet stod ud, stort set til alle sider. Flugten var svær, som de jo nærmest var forenet. Livet ebbede ud, idet han denne gang nærmest faldt henover hende. Et svagt gisp brød hans læber, idet han endte med at ligge der fuldkommen slapt. Flugten havde ej været mulig for ham, og særligt ikke i denne stilling.
Et tungt åndedrag brød hans læber, som livets glimt måtte forlade hans øjne. Han var død.

//Out

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya ejede ingen kontrol. Der var ingen stemme som talte til hende, alt var fredeligt lige foruden den voldsomme frygt og væmmelse hun følte. Det var ikke stemmen i hendes hoved der drev hende mod kniven, det var fornemmelsen, følelsen af at blive kvalt, og holdt nede og ydmyget på den måde. Det gik ikke op for hende hvad hun var i færd med at gøre, før hans tunge krop faldt ned over hendes skikkelse, stadig forenet med hendes krop.
Slapt faldt hendes arm ned langs siden med kniven stadig hvilende i den. Hun rystede og skælvede, og var malet med blod.. Zacharias' blod. Hendes øjne blev store idet bevidsthed vendte tilbage og lod hende vide hvad hun havde gjort. "N-nej!" udbrød hun panisk og forsøgte at se på ham.
"ZAch?" kaldte hun febrilsk og slap kniven.
Hun tog fat om hans skuldre og tvang ham ud af sig, for i stedet at skubbede ham om på ryggen, væk fra hende. Det var utallige stiksår, både i hovedet og i halsen og på brystkassen. Hans blod flød, malede hele sengen. Tårerne begyndte at trille ned over hendes kinder, små glimt af Jophiel liggende i hans sted, hjemsøgte hende og skabte en hulken. "Du må ikke være død. Undskyld.. Undskyld d-det var a-al," hendes hænder hvilede på hans bryst inden hun lagde sig grædende ind over ham. Hvor havde hun været dum!
Det måtte være noget hun kunne gøre.. Nathaniel! Nathaniel han kunne gøre noget! Hun så op, og rejste sig hastigt. MEd begge hænder greb hun fat omkring hans arme og trak ham ned af sengen. Hvordan skulle hun få ham med ud? Hendes skikkelse spejlede sig selv i vinduet og hun slap ham for i stedet at gå hen og åbne det. Så langt ned var der ikke. Det var alligevel besværligt for hende at bakse hans endnu varme lig ud af det, og sig selv med for at begyndte at trække ham med sig videre.

//Out