One last breath..

[Liya Daimond Diamaqima]

Trods det store fællesskab der engang havde hersket på tværs af flere ædle familier, så var de alle ensomme på hver deres måde. Liya særligt. Hendes børn var i Procias, hvor de var mest sikre, hvilket gjorde at hun ønskede at det skulle forblive sådan, men Nathaniel.. Nathaniel havde valgt en anden kvinde over hende, en anden familie mens hun vandrede rundt og måtte kæmpe for sin overlevelse, opsøge et bordel bare for at blive mættet, det var så ydmygende. Tanken fik hende til at slå blikket ned igen selvom det at snakke om børnene hjalp lidt på det ellers ret dårlige humør.
"Naturligvis er de det. Jeg kunne ikke være mere stolt over at se dem i dag og hvad de er blevet til," sagde hun ærligt. At hun.. en kvinde som var blevet stemplet af samfundet som værende sindssyg, kunne opdrage en dronning og en dygtig musiker, det var imponerende og hun var stolt af sig selv.
Hænderne flettede hun sammen over hendes mave mens hun lå der og så op på ham. Det blide strøg over hendes arm, vækkede hungren kun mere, følelsen af den i hvert fald, hvert et strøg, og hvert et kærtegn var en lille forsmag på det som hun egentlig behøvede.
"Jeg er ikke i tvivl om at han ville, jeg har bare ikke villet spørge ham. Han kæmper for at vinde Faith... som altid, og jeg vil ikke ødelægge hans fair chance," forklarede hun med et dæmpet suk. Hvis bare Nathaniel havde kæmpet halvt så hårdt for hende, så havde de aldrig haft det her problem. "Hvad foreslår du?" spurgte hun uden at være helt med.

[Deleted]

Fællesskabet havde engang været stort, men end ikke det, var der nogen synlige spor af længere. Et sted var det naturligvis en tanke, der gjorde selv Zacharias mere trist og ked af det, end hvad godt måtte være, men han kunne jo heller ikke ligefrem gøre det store ved det lige nu. Han vendte blikket stille mod hendes skikkelse, hvor han let førte hovedet på sned. "Du har al mulig grund til at være stolt af dig selv, og det arbejde, som du har gjort med dem, Liya," sagde han med et smil. Han kunne jo se, at det fik hende til at slappe lidt af, at snakke om dem, så det var vel også en god ting?
Hånden strøg let over Liyas arm, som et forsøg på at vise hende, at han var der, og at han ønskede at være der for hende, så det var der vel heller ikke noget galt i, var der? Han sendte hende et smil, inden han atter søgte tilbage til sengen, hvor han satte sig. Han havde ikke rigtigt nogen foreslag. "Mit umiddelbare bedste bud, er at vi sætter os ned.. ligger os ned.. og så ser vi hvor vi ender.. Jeg ved jo at et kærtegn og den slags kan hjælpe bare lidt," foreslog han roligt. At lade hende gå, når hun havde det på den måde, var slet ikke aktuelt. Kimeya ville have Faith.. intet nyt under solen der. "Desuden ville det være synd at spolere mandens chance," sagde han endeligt. Det var vel ikke fordi at det lod hende med meget andet valg?

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya sendte ham et lidt overbærende smil. Jo hun var stolt af hvad hun havde formået, men det var trættende at få ros for det som om ingen havde forventet at hun ville gøre et godt stykke arbejde. Hun var en voksen kvinde, der havde fundet drømmemanden og opforstret de mest fantastiske børn, som enhver anden normal kvinde gjorde! Det gjorde hende ikke anderledes.
"Det er jeg også," svarede hun og håbede lidt på at han ville lade den ligge derfra. Hans blide strøg var distraherende. Hun lukkede øjnene og forsøgte lidt at abstrahere fra den smerte der gnavede sig helt ind i hendes ben. Hvis bare Nathaniel havde været der. Den tanke plagede hende stadig ofte trods det var dumt, når han havde valgt en anden, hvilket hun aldrig ville tilgive ham for!
Som han satte sig ned hvor hun allerede lå, så hun op på ham med et overvejende blik. Lidt var bedre end ingenting, men måske det var lettere bare at få overstået? "Det kan det. Jeg vil bare gerne have det overstået Zacharias, det er ikke på grund af dig, men jeg... hader at være her," indrømmede hun lidt nedslået. Måske han kunne leve med at være her, men det kunne hun ikke, det var under hendes værdighed, hun afskyede tanken om hvad der foregik, afskyede lydene og lugtene. Hun ville bare hjem!
"Jeg vil ikke fortælle ham at han nok ødelagde den chance allerede dengang han valgte Yuuki frem for hende. Som Nathaniel nu har gjort ved mig," hun sukkede og kunne ikke helt skjule bitterheden. Det var hans skyld at hun lå her!

[Deleted]

Liya var et væsen, der var blevet set ned på af frygtelig mange, og selv det var en tanke som Zacharias måtte finde direkte tragisk, hvilket han nu heller ikke lagde skjul på, og særligt ikke nu hvor han selv havde muligheden for at fortælle hvor godt hun egentlig havde gjort det, og at hun kun havde alverdens grund til at være stolt over det som hun havde formået at præstere med sine egne børn. "Det skal du også," sagde han med et smil på læben.
At Liya lagde sig ned i sengen, var noget som egentlig fik Zacharias til at smile. Det kunne godt være, at hun ikke brød sig om det, men han forsøgte jo bare at gøre tingene, så godt, som det nu var ham overhovedet muligt. "Jeg ved godt, at du ikke bryder dig om at være her. Det står langt ud af dig.. men.. jeg vil ikke have, at du skal rende rundt og have ondt. Slet ikke sådan her," sagde han endeligt, som han forsigtigt lagde sig ned ved siden af hende. Han lagde ikke noget yderligere i det.
Hovedet lagde Zacharias mod hovedpuden og med blikket let hvilende på hendes skikkelse. "Vent.. har Nathaniel fravalgt dig til fordel for Yuuki?" spurgte han overrasket. Den havde han bestemt ikke ligefrem set komme!

[Liya Daimond Diamaqima]

Efterhånden kunne man vel sige at hun var vant til at blive rangeret i laveste del af fødekæden grundet hendes forhnværende handlinger. Forkert var det ikke, det var desværre ikke altid hun havde kontrol over sig selv, billeder kom og gik, såvel som stemmen var mere dominerende til tider end ved andre, alt afhang af hvordan hun havde det i det sekund hvor det skete.
"Det her er et sted hvor de desperate kommer Zacharias. Jeg ser ikke ned på dig, for jeg er ikke mere værd eller bedre overhovedet, men i alle de år har dette aldrig været en nødvendighed og nu ligger jeg her og køber mig til overlevelse," hun bed sig i den bløde underlæbe og så lidt tomt op i loftet. Tårerne dannede sig i øjenkrogen da Nathaniel igen kom på tale, også selvom hun gjorde alt for at bide det i sig.
"Han blev ved med at nævne hvor meget han havde brug for mig, og at han elskede mig men.. da han havde chancen valgte han Yuuki og den datter han fik med hende, trods han har været ligeglad med vores børn i alt den tid jeg har været borde," hun bed tænderne hårdt sammen og lukkede øjnene for ikke at slippe de tårer der pressede sig på. "På den anden side vil jeg ikke bebrejde ham. Med hende skal han ikke sidde oppe fire gange om natten for at skabe tryghed efter mareridt, eller forvente at hun kommer hjem med uskyldigt blod på hænderne, eller forvilder sig selv et sted i natten. De fleste ville nok vælge det sådan," sagde hun dæmpet. Hvorfor gad hun overhovedet holde fast i den mand?

[Deleted]

Zacharias vidste virkelig ikke hvad han skulle sige, og særligt når han kunne se hvor hårdt det rent faktisk tog på hende, at sidde og fortælle ham omdet her. Nathaniel var hende uden tvivl et ømt punkt for hende, og det var da tydeligt! Forsigtigt lod han armene søge mere om hende, som han rent faktisk forsøgte at give hende en skulder at græde ud ved, hvis det skulle vise sig at være nødvendigt. Ikke kunne han sige, at han kendte Nathaniel særlig godt, for han havde aldrig intimideret i børn på den måde. Måske at det bare ikke var noget som lå til ham som person? "Jeg forstår ikke, at han kan vælge dig fra, Liya," sagde han direkte. Det forhold som de havde haft dengang han havde været lille i hvert fald, var et af slagsen, som så mange ville misunde dem for. Selvom hun måske ikke så ned på ham, så havde hun jo ret. Det var de desperate som kom hertil, men var det ikke også vigtigt, at få stillet sulten? Når hun særligt nu bar den så tydeligt, at det gjorde ondt på hende? Sådan skulle det jo heller ikke være.
At høre hende ligge der og nedgøre hende selv, som var hun ikke noget værd, var end ikke noget som Zacharias ville ligge der og høre på! Selv på ham, var det en tanke, som gjorde ham direkte ked af det, og den tanke, kunne han bestemt heller ikke ligefrem lide. "Du siger det, som var du slet ikke noget værd, Liya. Det vil jeg slet ikke høre på. Det kan godt være, at du har dit med dig.. men tror du ikke også at en som Yuuki har noget? Hun er ikke perfekt.. det er der ingen der er," sagde han bestemt. Hun skulle bestemt ikke ligge her ved siden af ham, og gøre sig dårligere end hvad hun var, for det var slet ikke tilfældet!

[Liya Daimond Diamaqima]

Det var ekstremt hårdt for Liya at snakke om Nathaniel. Han havde været den drømmemand enhver pige gik og længtes efter, han var den eneste mand hun nogensinde havde kunnet åbne sig op for, og skænke sit hjerte, og alligevel havde han ikke gjort andet end at misbruge det i rigtig mange år, selv før hendes død. Nu havde han valgt en anden kvinde over hende, og en anden familie, var det et vidunder at hun ikke følte sig god nok? "Det gør jeg heller ikke. Alle de år, alle de minder, det kan næppe bare være så ligegyldigt fordi han har skabt nye med en kvinde der er kendt for at ødelægge de gode forhold," hendes ellers blide tone var malet med den bitterhed hun følte, og den trang til at gøre Yuuki ondt, bare for at understrege en pointe.
Selvom han åbnede sine arme for hende, så søgte hun ikke derind. Det var en intim ting for hende, og mænd kom hun helst ikke tæt på. I virkeligheden var hun en ret stærk og selvstændig kvinde, men Nathaniel havde gjort hende til dette skrøbelige væsen der følte sig nedværdiget og mindreværd.
"Naturligvis er hun ikke perfekt, men han ved hvad han kan forvente sig af hende. Skal jeg være ærlig, så troede jeg i mange år at han kunne lide mine særheder, men sandheden er at han altid har forsøgt at undertrykke dem, jeg så det bare ikke dengang. Jeg har ikke brug for ham, jeg må lære at klare mig uden, men dette.. sulten er for mig det sværeste," indrømmede hun med et lidt tungt suk. Det var måske første gang hun var her, men bestemt ikke sidste!

[Deleted]

Den Nathaniel han kendte, var ikke den mand som Liya i øjeblikket valgte at beskrive for ham. Derfor havde han svært ved at forestille sig, at den mand skulle have forandret sig så meget. Men han kunne vel tage fejl? Han var jo ikke en lille dreng mere, med en anden virkelighedsopfattelse, end hvad der egentlig måtte være rigtigt. Han rystede let på hovedet. Og så Yuuki af alle mennesker? Den kvinde, som selv havde spoleret det hele for Kimeya og Faith tilbage i sin tid? "Den mand du beskriver, kan jeg slet ikke forestille mig, er den mand, som jeg kendte da jeg var lille," begyndte han ærligt, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse.
At hun ikke søgte ind i hans favn, tog han nu ikke så tungt. Særligt ikke når hun havde gjort det så tydeligt, at hun faktisk slet ikke ønskede at gøre dette med ham, og det var noget, som han uden tvivl også måtte have respekten for, når det endelig var. "Jeg vil bare ikke have, at du skal gå og tro, at du er det mindre værd, fordi at han er.. så dum at vælge en kvinde, som kun er kendt for at ødelægge tingene omkring sig. Liya.. du er en unik kvinde, og det behøvede bestemt ikke at være en dårlig ting. Han er komplet dum, at vælge en kvinde som hende, over dig.. Men.. jeg forstår ikke, hvordan han kunne tage det valg.. I var så lykkelige før," sagde han med en dæmpet stemme, hvor han let bed sig i læben. Han forstod det slet ikke!

[Liya Daimond Diamaqima]

Hvad der var sket med den mand som hun engang havde forelsket sig i, måtte guderne vide. I hvert fald så holdt hun ikke den samme betydning for ham mere, hvilket også var grunden til at hun var endt her i desperationens hus. Hun var desperat men ikke efter handlingen, nærmere efter resultatet, en forløsning ville fjerne smerten, det var nemt og enkelt, og alligevel havde hun svært ved at få sig selv til at gøre det.
"Den mand forsvandt mange år før det," svarede hun ærligt. Nathaniel havde ladet hende dø, han havde lullet ind i den tomme evighed, efter få timer sammen. Så mange år havde de undværet hinanden og nu eksisterede de begge to, men havde ikke hinandens arme at søge til, det var så godt som tortur.
"JEg frygter at lykken kun var en facade. Vi havde mange problemer undervejs, men vi elskede hinanden højt nok til at komme igennem det, så jeg forstår ikke hvorfor vi ikke også kan komme igennem det her," hun sukkede tungt og slog øjnene op for igen at stirer op i loftet, malet med smerte. Hendes krop gjorde ondt, den skreg. Somme tider vred hun sig for at udholde smerten bare en lille smule, det var så svært for hende at finde ro i kroppen som det stod lige nu.
"Nok om ham. Hvornår er det passende at gå? Det er ikke fordi jeg ikke nyder selskabet, men det her er uudholdeligt," indrømmede hun og hentydede naturligvis til smerten.

[Deleted]

Zacharias kunne slet ikke begribe at livet for Liya og Nathaniel, havde taget den drejning, som det nu havde. Han var virkelig ked af det på deres vegne, og særligt fordi at de begge var individer, som havde en ekstrem stor betydning for ham, såvel som for hans søster, og nu var de slet ikke sammen mere? De havde jo altid været lykkelige, selv på trods af deres problemer, men hvilket par havde ikke det?
"Du er ikke bange for, at du dømmer det for hårdt, Liya? Altså.. alle har problemer af en eller anden slags. Se bare på Faith og Kimeya," sagde han ærligt. Han var virkelig ked af, at hun tog det så hårdt, men hvis det var en, som man virkelig var glad for, var det vel heller ikke underligt? Selv kunne han svagt mindes hvordan hans egen far, havde taget hans mors død, for frygtelig mange år siden. Ikke fordi at han ville rende rundt og tænke på den mand. Han havde været bedre foruden igennem rigtig mange år efterhånden. Han sukkede let. Han lagde sig denne gang om på siden.
"Jeg ved godt, at du gerne vil gå.. men lad mig hjælpe dig. Jeg vil ikke have, at du skal rende rundt og have ondt," bad han igen. Han vidste godt, at det ikke var selskabet der gjorde det, men at det var den smerte som hun brændt inde med. Desuden vidste han jo hvilket ry og rygte, som hun havde for at slå ihjel, og derfor ønskede han jo heller ikke, at hun skulle ende med at stå overfor en eller anden tilfældig forbipasserende, som hun ville slå ihjel undervejs. Det var jo slet ikke meningen. Hånden hævede han let, kun for at lade den stryge over hendes kind. Hun betød jo meget for ham.

[Liya Daimond Diamaqima]

Somme tider havde skæbnen sine sjove og sine tragiske veje. Deres manglende bånd, ændrede ikke noget i forhold til den varme som Liya havde til de mange familier der havde boet under samme tag som hende og Jophiel og Silia. De havde alle hjulpet hende, da Nathaniel også dengang havde svigtet dem allesammen.
"Faith og Kimeya har begge en stor betydning for mig, men de er jo håbløse! De elsker hinanden, det betvivler ingen, men Yuuki ødelagde tilliden mellem dem, og jeg vil ærlig talt hellere undvære Nathaniel end at leve som de to gør," sagde hun ærligt.
Det var allerede trættende at rende rundt og håbe, hårdt at blive afvist når hun havde forventet at tingene ville løse sig selv, men at gøre det på daglig basis som Faith og Kimeya, det ville hun nok aldrig kunne.
Hans varme hånd rev tankerne lidt væk igen, og ledte hendes blik til hans kønne ansigt. Et sted var det jo ikke værre end bare at få det overstået, og så aldrig snakke om at det var sket igen, men hvor var det flovt at måtte opsøge det på den måde!
"Fint. Så hjælp mig, men jeg kan ikke yde dig nogle kærtegn eller kys, og det er noget som bare skal overstås," understregede hun med et stille suk. Den eneste grund til hun gjorde det, var fordi hun ikke havde haft tanker om at slå ham ihjel lige foruden i starten, så måske hun nok godt ville kunne kontrollere det i aften?

[Deleted]

Faith og Kimeya havde aldrig haft det nemt, som de også havde haft ekstremt mange odds vendt imod dem. Dette var vel bare endnu en ting, som de skulle kæmpe for at komme over? Han nikkede. Selv han ønskede ikke et liv, som det de havde haft. Nu havde han som sådan, aldrig haft en kæreste, og han regnede ærlig talt heller ikke med, at han ville få en. Han var får kræsen.. og særligt med det arbejde som han havde, hvilket ekstremt mange nok ville finde uattraktivt. Hårdt som det end var sagt. "Ingen fortjener at leve det liv, som de har gjort. Du mindst af alle," sagde han ærligt. Hun havde så mange odds imod sig i forvejen. Han havde uden tvivl rigtig ondt af hende.
Yuuki havde ødelagt endnu et smukt par i Zacharias' øjne, og det var virkelig en skam. At Nathaniel så ikke var i stand til at se det, var vel næsten det, som rent faktisk måtte være det værste af det hele? Det lignede slet ikke den mand at handle og reagere på den måde, som han nu havde gjort det. Let rystede han på hovedet igen og med et let smil. "Hvis det er dine kriterier, så lad mig indfri dem," sagde han roligt. De behøvede ikke snakke om det bagefter. For hans vedkommende, kunne de sagtens lade som om at det aldrig nogensinde var sket, og han ville have det fint med det. Let satte han hænderne i sengen, for at tvinge sig vejen op over hende i stedet for. Han gjorde det for hendes skyld, og hendes skyld alene. Hånden strøg over hendes lår, hvor han førte kjolen med sig. Hvis det bare skulle overstås, så hvorfor spilde tiden?

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya nærede den største medfølelse for Zacharias der arbejdede her. Han var mere værd en det. Gid han dog ville tage væk og udnytte sin styrke, finde sig en smuk kone, væk fra alt det her, men somme tider var det bare en af de ting som man ikke kunne styrer.
Yuuki havde i sandhed ødelagt alting, ikke kun for Faith og Kimeya men nu også for hende og Nathaniel, hvilket fik hende til at spekulerer over hvad det var Yuuki kunne for at gøre mændene så bløde i knæene. Det var evigt frustrerende! "Det vi har gennemgået har været bestemt af højere magter. De samme som har placeret dig her, hvilket ej heller er dig værdigt," påpegede hun stille.
Det var bestemt ikke med hendes gode vilje at hun lod ham gøre det for at hjælpe hende, men smerten var ikke til at bærer, og hun kendte ham, så hun kunne vel ikke finde på at gøre ham ondt? Somme tider skræmte det hende lidt at vide hvor lidt kontrol hun havde, og det var udmattende konstant at betvivle sig selv på den måde.
Idet han lagde sig over hende, sank hun en lille klump og mærkede hvordan hans varme hånd fik hele hendes krop til at sitre.
Hun hadede sig selv for at reagere på den måde, særligt på hans kærtegn når han jo nærmest var som en søn for hende, for pokker! Alligevel lod hun ham fører kjolen med sig op over hendes lår, det passede hende mere end fint at han ikke trak pinen ud.

[Deleted]

Zacharias vidste udmærket godt, at det arbejde, som han udførte her, på ingen måder, var til det bedste for nogen parter, men for pokker, hvad skulle han da gøre ved det? Selv han havde brug for et job.. penge og tag over hovedet, som enhver anden, og måske at det ikke ligefrem var det mest optimale, måtte han jo forsøge, at gøre tingene efter bedste formåen. "Skæbnen er ikke altid på vores side. Jeg - som min mor, tror på, at der er en mening med de ting som sker, og de ting vi udsættes for, samt gør," sagde han roligt. Han vidste, at det var noget, som hans mor særligt var gået op i.
Nu var det jo heller ikke fordi at han ønskede at trække pinen ud, mere end hvad godt var. Han selv fandt jo denne situation ekstremt akavet, og særligt, fordi at hun havde haft denne betydning for ham. Han gjorde dette, udelukkende for at hjælpe hende, så det ikke ville gøre mere skade for andre.. Og det var der vel heller ikke noget galt i, var der? Han førte kjolen roligt op. Der var ikke nogen grund til at gøre noget stort ved det. Det var bare.. underligt, at gøre dette med en kvinde, som nærmest havde ageret som en mor for ham dengang han havde været ganske lille. Hendes trusser strøg han hånden henover, inden han trak dem af og lagde dem ved hendes side. Dertil lod han også sine egne bukser blive åbnet og trukket det ned, så han kunne komme til. Ikke mere end det. Det her var ligeledes noget for ham, der bare skulle overstås.

[Liya Daimond Diamaqima]

De gjorde allesammen hvad de kunne få at overleve i denne verden. Liya så ikke ned på ham for at være et sted der kunne sikre ham livet i forhold til økonomi og føde, men når det var sagt, så synes hun stadig at han fortjente meget mere. "Din mor var en klog kvinde. Jeg tror helt sikkert at hun havde ret i sine ord," medgav hun stille. Ville Ela nogensinde tilgive hende at gøre dette med Zacharias?
Tanken gav hende en kæmpe klump i halsen, det var slet ikke med hendes gode vilje at hun gjorde det. For hende var det nærmest tortur at ligge under en mand på denne måde, hun kunne dufte ham, og mærke ham og det var ikke Nathnaiel så det krævede faktisk en del af hende, bare at ligge der og lade ham gøre det. Hendes blik gled i skjul bag øjenlåg, i et forsøg på at finde en indre ro som hun slet ikke havde.
Man kunne næsten ane hendes øjne flakke bagved især da han lod hånden køre over hendes underliv for at fjerne tursserne. Hun hævede enden for at lade ham trække dem af hende, men bed sig hårdt i læben for ligesom at udstå den psykiske tortur det var. Alt det her var Nathaniels skyld, en dag ville hun fortælle ham præcist hvor miserabelt han havde gjort hendes liv, og at ende det var ikke engang en mulighed, for det var mindst ligeså pinefuldt! Hvad pokker skulle hun gøre?
Panikken begyndte allerede at brede sig, d hun næsten på automatik endte med at sprede sine ben så han kunne komme til. Det skulle hurtigt gøres, så hendes krop kunne finde forløsning og ro for smerterne bare i en periode i det mindste.