One last breath..

[Deleted]

Liya Daimond Diamaqima

---

Det var hen på aftenen på Bordellet. Endnu en gang var Zacharias tilbage på arbejdspladsen, selvom det havde holdt hårdt efter det møde med varulvene som han havde været igennem. Ikke at det var noget som han havde snakket særlig højt om, og særligt overfor Athena, som ikke skulle have mere at tænke på, end hvad hun egentlig havde i forvejen.
Aftenen var særligt det tidspunkt, hvor de havde mest at lave, og derfor var de fleste kaldet til de store fællearealer - dem som intet havde at give sig til i hvert fald. Zacharias var blandt disse. Aldrig havde han været den største favorit på stedet her, hvilket han egentlig havde det bedst med. Han vidste jo, at selv hans søster ikke brød sig om, at han var her og udførte det arbejde som han gjorde, samt at hans fader ville vende sig i graven, om han vidste det. Selvom han følte sig godt beskyttet, var det bestemt ikke anstændigt nok til familien, som han måtte komme af.
Nøgen fra livet og op, bar selv Zacharias adskillige ar og mærker efter hans sammenstød med varulvene. Dette var noget som især kvinderne havde fundet en sjov interesse i, uden at han egentlig kunne gøre særlig meget ved dette. Han blev stående sammen med en lang række andre. Mænd var der i forvejen ikke særlig mange af, og særligt ikke på stedet her. Han følte sig vel lidt alene?
Uanset hvad han havde at forvente sig af aftenen. Umiddelbart gik han ud fra, at han kunne forvente sig det samme, som han gjorde af alle andre? At han skulle stille kunderne tilfreds, og når han lagde sig i engen ved solopgang, at han endelig kunne tage fyraften. Dette var dog særligt noget, som han måtte erkende, at han så frem til.

[Liya Daimond Diamaqima]

Drevet mere af nød end af lyst, fandt Liya sig selv på bordellet. Det havde taget hende mange indre kampe, at træde ind af døren med erkendelse om at hun havde brug for hjælp. Det var måneder siden hun sidst havde set Nathaniel, og siden hen, havde den dødelige sult, vokset sig så stor, at den ikke længere var til at bærer. Kimeya havde insisteret på at hun skulle søge på bordellet, og hun havde gentagende gange sagt til sig selv, at det ingen forskel ville gøre, når så mange tilfældige mænd bare havde taget hvad de ville have.
Hendes mørke hår hang i forviltrede krøller omkring hendes ansigt, der afslørede intet andet end usikkerhed. De mørke øjne var malet med frygt, særligt som mænds sultne blikke faldt på hendes svage skikkelse. Det var nok den sensuelle dæmon der rev i dem, de lignede allesammen nogen der håbede at hun ville vælge dem.
I sin hånd, bar hun en lille pose fyldt med guld. Hun knugede den ind mod sig, og lod sig lede op til rækken af mænd af aftenens vært der solgte dem som var de et stykke kød. Der gik lang tid før hun overhovedet så op og lod blikket glide over det forskellige udvalg. De var alle ret imponerende, men unge og uerfarende. Det eneste hun egentlig ville, var at finde Nathaniel og tigge og bede ham om at gøre det for hende, men han havde jo fortaget sit valg.
Hendes blik faldt lidt tilfældigt på en ung mand, der virkede genkendelig. Hun kunne ikke helt huske hvorfra, for det var efterhånden mange år siden at hun havde set både Athena og Zacharias, men nysgerrigheden talte for hende. "Ham," svarede hun lidt kortfattet og nikkede i hans retning.

[Deleted]

At det egentlig var en fatal aften Zacharias gik i møde, var ærlig talt slet ikke en tanke som slog ham ind på nogen måde. Han gik vel egentlig bare ud fra, at det var en aften som enhver anden her på stedet? Han solgte sin krop som et stykke legetøj, som kunne stille en mand eller en kvinde tilfreds. Selv her havde han ikke nogen ret til at stille krav, hvor han derimod bare skulle stille kunden tilfreds, så de ville komme igen. Det var egentlig en ond og brutal ond cirkel.
Kvinden som endte med at komme ind, forekom ham skræmmende bekendt. Nu hvor han selv besad de sensuelle dæmoner, var han kendt med hvad det var for en forbandelse. Dette stod ligeledes langt ud af denne kvindes øjne. Havde han set hende før? Var det..? Hans blik endte betydeligt mere fast. Ikke havde han set Liya i frygtelig mange år, men glemte man nogensinde så skønt og smukt et ansigt? Han nikkede mod hende, hvor et smil bredte sig på hans læber. Selv var han kendt med Liyas vaner, når det kom til dette.. Mandemorderen. Flere havde allerede vendt ryggen til, hvilket man i hans øjne, slet ikke kunne tillade sig. Han trådte frem. En flot mand var han uden tvivl, og han vidste det jo godt. Han betragtede hende roligt.
"Kom med, denne vej," opfordrede han med en rolig stemme. For nu forholdt han sig roligt. Kunne hun finde på at gøre noget mod en som hun kendte? Han lagde hånden roligt mellem hendes skulderblade, for at føre hende med sig til et værelse - hans værelse. Først da de kom ind, lukkede han døren efter dem.

[Liya Daimond Diamaqima]

I lange sekunder var Liyas øjne fæstnet på den flotte, unge mand foran hende. Hun kunne ej placere ham, men der var noget ved hans øjne som virkede bekendt. Sulten var dræbende. Hun kunne mærke hvordan den åd hende op indefra og tvang hende til at gå imod alle ønsker og principper.
Hendes hjerte slog hårde slag der gav jag af dyb smerte, hvert og et føltes som fik hun en kniv direkte i brystet. Der var noget i hans blik som var en kende betryggende. Forsigtigt trådte hun mod ham med et lille nik og lod ham fører hende op langs værelse. For hver dør de passerede, kunne hun høre dybe støn og og falske skrig til at udtrykke falsk nydelse. Tanken fik modet til at synke lidt mere.
Alligevel fulgte hun i stilhed med til hans værelse, og vendte sig mod ham i det samme døren var gledet i. "Jeg.. har set dig før," konstaterede hun og lagde hovedet lidt på sned. Opfyldt af nerver, lod hun en hånd stryge over sin overarm i et forsøg på at slappe lidt af, men lige lidt hjalp det. Hårene rejste sig med et gys der løb hele vejen ned i tæerne. "Jeg nyder ikke at gøre det her. Mit væsen gør det til en nødvendighed, normaltvis er jeg ikke den type kvinde der færdes på sådan et sted," fastslog hun hurtigt. Han skulle bestemt ikke tro det om hende!
Hun fugtede sine læber og lod hænderne falde og foldes foran hendes mave. Og hvad så nu? Det var dumt.. hun vidste hvordan man var intim med en mand, men det sidste hun havde lyst til var at røre ham uanset hvor flot han måtte være.

[Deleted]

Allerede nu var Liya genkendt af Zacharias i hvert fald. Hendes ry og rygte, var derimod det, som skræmte ham mest. Skulle han være bange i aften? Selv havde han mødt lidt af hvert på stedet her, og han måtte jo sande, at han havde oplevet det, som var langt mere skræmmende end hende. Af udseende i hvert fald.
Roligt førte Zacharias hende med sig ned mod værelset, hvor han lukkede døren. De falske støn og halvvejse skrig, var næsten en hverdag på stedet her, så end ikke Zacharias bed sig fast i det. Det kunne han ikke tillade sig at tænke på, og særligt ikke, nu hvor han stod der med en kunde foran sig.
Døren lukkede han, inden han vendte sig mod hende. Han sendte hende et stille smil. "Det har du. Det er bare mange år siden.. Navnet Zacharias siger dig vel noget?" spurgte han roligt. Ikke var det fordi at hun skulle rende rundt og undskylde for de handlinger som blev udført. Han vidste og kendte til den forbandelse af at være en sensuel dæmon. Dog havde han aldrig prøvet at sulten var så ekstrem, at det gjorde ondt. Det var vel den gode side ved det arbejde, som han havde? Den sult blev stillet dagligt. Bogstavelig talt. Han rystede let på hovedet. "Du skal ikke undskylde overfor mig, Liya. Jeg ved hvad du er af race, så ved hvorfor du er her.. Kom med hen og sæt dig," sagde han roligt. Han kunne jo godt mærke, at dette ikke var noget, som hun var komfortabel med. Første skridt på vejen,v ar da uden tvivl at få hende til at slappe af, og overbevise hende om, at det ikke var så forkert, som hun gik og troede, at det var.

[Liya Daimond Diamaqima]

Intentionen var ikke i aften at slå ihjel. Hun havde våben på sig, men udelukkende fordi ruten hertil var farerfuld og fuld af ubehagelige typer, som hun ej ville lade sig nedlægge af. Hun fugtede sine læber med et nervøst strejf fra tungespidsen og kunne næsten ikke udstå at se på ham. Han var en vældig flot mand, mange kvinder ville nok misunde hende, men det her gik langt over de grænser hun havde. Hendes kinder blegnede mere. Var han Jared og Elanyas søn?
"Zacharias? Hvor er du dog blevet stor," sagde hun lidt overrasket. Nej ham kunne hun ikke gå i seng med, ikke med alt det hans far havde gjort for hende, desuden var han jo vokset op med hendes egne børn. "Jeg beklager. Vi behøver ikke at gøre det her, jeg vidste ikke.." hun rystede på hovedet og vidste ikke rigtigt hvor pokker hun skulle gøre af sig selv pludselig. Det fik hende til at føle sig vammel overhovedet at overveje det.
"Du bør slet ikke være her," konstaterede hun og fulgte ham alligevel hen til sengen hvor hun satte sig ned. Den var blød og indbydende på mange måder, men knap så meget når hun nærmest følte at hun skulle sælge sin krop til en der gjorde det samme. Ingen kærlighed, ingen følelse.. ingen Nathaniel. Hun fik kort et billede i hovedet af, hvordan det ville føles at flå hans strube op. "Jeg må gå," hun rejste sig i en hastig bevægelse selvom hun lige havde sat sig ned. Det her var for langt over nogen grænse!

[Deleted]

At hans navn alligevel måtte sige hende noget, glædede ham dog. Hans søster og ham, havde ikke ligefrem haft mange i deres liv, efter de havde mistet begge forældre, og derfor kunne man da sige, at det var livsbekræftende et eller andet sted, at man var husket for andet? Han trak mere på smilebåndet. "Man kan jo ikke være et barn for tid og evighed," sagde han med et smil.
Han var en ung udgave af sin far. Hvorvidt om det var en god eller om det var en dårlig ting, havde han dog endnu ikke fundet ud af, og særligt fordi at han havde været så indebrændt på den mand, som han havde været igennem rigtig mange år. Aldrig havde han fået muligheden for at tage det endelige farvel. "Undskyld ikke," bad han med en dæmpet stemme. Det var ikke vammelt eller noget lignende af det i hans øjne i hvert fald. Det var hans arbejde, og nu hvor hun havde valgt ham fremfor mange andre, vidste han jo godt hvad hans opgave var. Det var ærlig talt ikke noget som rørte ham.
At hun dog alligevel måtte pointere for ham, at han slet ikke burde være her, gjorde det dog ikke bedre for ham. Tvært imod. "Jeg har været her i mange år.. Rigtig mange år," sagde han endeligt. At hun alligevel satte sig, glædede ham, selvom det dog var en glæde kortvarig. Hans chef ville ikke blive begejstret for, at han ikke kunne tilfredsstille den kvinde, som havde valgt ham. Det var heller ikke noget, som han ønskede at komme ud for. "Liya, vent," bad han endeligt, som han selv rejste sig. Han greb ud efter hendes håndled, som et forsøg på at stoppe hende.

[Liya Daimond Diamaqima]

Det var generelt at Liya var god til at huske navne såvel som ansigter. Det var de færreste der gjorde indtryk på hende, men de som var en del af hendes liv, eller havde været, ville aldrig forsvinde helt. Nu hvor hun var kendt med hans navn, så var han i sandhed som skudt ud af næsen på hans far. "Nej desværre ikke. Somme tider kunne man ønske at kunne bevarer den uskyld og barnlige glæde," sagde hun og trak svagt på smilebåndet. Zacharias havde altid været en god dreng, ham og Jophiel var altid kommet godt ud af det med hinanden, hvilket gjorde dette til nærmest umulig sag.
"Jeg har kendt sig siden du var spæd, Zacharias. Jeg bør undskylde for overhovedet at gøre mig tanken," fastholdt hun med lidt blege kinder. Man kunne fornemme på hendes urolig kropssprog, at smerten var stor, også selvom den endnu ikke var validerende på den farlige måde, hvilket var mere et spørgsmål om tid.
"Du fortjener bedre," det var ikke sagt bebrejdende men nærmere med en form for medfølelse. Jared kunne næppe være glad for at hans søn arbejdede på sådan et sted, ligesom hun heller ikke ligefrem selv var begejstret.
Den hastige bevægelse blev stoppet af hans greb om hendes hånd, hvilket næsten trak hende bagover tilbage i sengen igen. Liya vendte sig med store, mørke øjne. "Nej. Jeg beklager, du er en flot ung mand, og enhver kvinde ville brænde af begær, men du er samme alder som min søn, jeg ved ikke hvad der gik af mig," hun rystede på hovedet med skam.

[Deleted]

At Liya kunne huske ham, var en glæde uden lige, og særligt fordi at hans søster, såvel som ham selv, ikke havde haft særlig mange inde forbi deres liv. Liya, Nathaniel, samt deres dejlige børn, var særligt nogen som havde gjort indtryk på dem, også dengang de havde været små. "Gid man kunne. Visse ting, var bare så dejlig nemme dengang," sagde han med et kort træk på skuldrene. Dengang havde han haft sin mor, og han havde ikke gået rundt med den følelse af vrede vendt mod hans far. At manden overhovedet var i live, var selv en tanke, som var gået ham fuldstændig forbi. Han tænkte ærlig talt ikke rigtigt over den slags.
"Du vidste jo ikke, at det var mig.. Alt er tilgivet," forsikrede han med en rolig stemme. For ham, var det her jo et arbejde. Måske ikke ligefrem det mest optimale, men det var nu det arbejde, som han havde, og det som var forventet at udføre, og det havde han så sandelig også tænkt sig. At han fortjente bedre, kunne de godt blive enige om. Han lod blikket falde. Med hans egen race, var det bare.. svært alt sammen. "Måske.. men det er svært," sagde han ærligt, men med en nænsom stemme. Aldrig var det som sådan noget, som han gik og tænkte over. Særligt ikke, hvis han kunne blive fri.
At lade Liya gå, følte Zacharias slet ikke for. Det var meningen, at hun skulle blive her. Samuel ville ikke blive tilfreds, om han ikke stillede hendes lys, og særligt nu hvor han var blevet valgt for i aften. "Du kan ikke bare søge bort, Liya. De vil tro, at jeg ikke er i stand til at udføre arbejdet," sagde han endeligt. Grebet lukkede han mere stramt. Ikke fordi at han ville tvinge hende til noget, men mere for at sikre sig, at hun rent faktisk forstod hvilken uheldig situation det kunne placere ham i.

[Liya Daimond Diamaqima]

Den lille dreng der engang havde rendt om hendes ben, så glad og så uskyldig, sad nu her som en flot, voksen mand på et bordel hvor han solgte sig selv for penge. Hun havde ondt af ham, men skæbnen havde nogle sjove veje engang i mellem, hendes liv var ikke meget mere værd end hans, på nogle områder ville hun næsten ønske at døden havde været mere gavmild, så det var der hun kunne søge tilflugt.
"Mange ting var nemmere dengang, selvom jeg altid bliver imponeret af at se jer vokse op," indrømmede hun. Det fik hende til at føle sig gammel, og jovist var der da kommet en del år på bagen, men hun havde jo heller ikke været særlig gammel dengang hendes og Nathaniels veje havde krydset hinanden.
Liya nikkede blot med et stille smil. Han skulle ikke tro at det var de tanker hun gjorde sig om ham, og slet ikke efter at have fulgt ham nærmest hele barndommen igennem.
De mærke øjne så lidt medfølende på ham. Tanken om at nogen ville gøre ham ondt, øgede næsten kun hendes egen smerte. "Meget vel. Jeg kan sidde her, i et stykke tid og derefter lade som om at du udførte arbejdet," konstaterede hun endelig og opgav alt modstand for i stedet at sætte sig ned på sengekanten igen.
Det tog ikke sulten fra hende, men den smerte forsøgte hun at bide i sig. Måske hun bare skulle tigge og bede Kimeya om at gøre det, trods det ville være egoistisk i forhold til Faith som han sådan kæmpede for i disse tider.

[Deleted]

Liya havde altid været en af dem som Zacharias godt kunne lide, dengang han havde været lille. Et sted havde han vel nærmest set en mor i hende, fra dengang han ikke havde været særlig gammel? Skræmmende som det nu end kunne være i dag, så kunne han faktisk ikke gøre særlig meget ved det. Han var i dag en voksen mand, og havde taget denne beslutning. Hvorvidt om den jo så var rigtig eller forkert, var noget som man kun måtte diskutere efterfølgende.
"Vi er ikke små børn mere.. Hvordan har Silia og Jophiel det? Jeg har ikke set dem i flere år," endte han dæmpet. Han havde jo faktisk ikke set dem, siden han selv ikke havde været særlig gammel, og Jared havde forsøgt at tage sig af dem begge. At det jo ikke var gået ham så godt, kunne man vel godt se den dag i dag? Særligt på hvordan Athena havde det.
Zacharias vidste, at det ville svide til hans egen ende, hvis han ikke kunne stille hendes lyst, og særligt fordi at hun havde valgt ham for i aften. At det var hende, gjorde det bestemt heller ikke ligefrem nemmere for ham, og særligt sådan, som det måtte være lige nu. Han bed tænderne svagt sammen. Det var akavet.. og særligt fordi, at han jo heller ikke ligefrem var direkte stolt af det arbejde som han udførte. Han satte sig tilbage på sengen ved siden af hende i stedet for. "Der er ikke noget jeg kan gøre, for at hjælpe dig?" spurgte han næsten forsigtigt. Han selv ønskede jo ikke, at hun skulle rende rundt og have det sådan. Det var vel også meningen, at de kunne hjælpe hinanden... bare lidt?

[Liya Daimond Diamaqima]

Den moderlige rolle havde Liya altid påtaget sig med stort velbehag. Det var rart at føle at hun kunne gøre noget for nogen, have en betydning for nogen, frem for det andet. Derfor havde hun nok også været god til at tage sig af både Zacharias og Athena, så godt som hun nu havde kunnet overskue ved siden af sine egne børn, det var ligeså grunden til at hun ikke kunne lade Zacharias stille hendes lyst. Det ville være som at lægge med sin egen søn, og det ville aldrig komme på tale!
Hun så ned på sine foldede hænder. Sandheden var at hun ikke havde set hverken Silia eller Jophiel siden hun var vendt tilbage. "De klare sig. Silia er naturligvis presset som Dronning, men hun er en god pige. Jophiel bor stadig i den lille hytte i Procias. Han spiller stadig musik, men jeg tror han er ensom," hun sukkede.
Hvis hun dog bare kunne give sin børn mere end det de havde lige nu, hun elskede dem så højt, at ethvert svigt gjorde ondt. Et jag af smerte fik hende til at skærer en lidt underlig grimasse. Hun endte med at lægge sig ned i den bløde seng med hænderne på sin mave. Den sult var en pest og en plage, som hun ej vidste hvordan hun skulle komme af med. "Jeg sætter pris på din bekymring kære, men nej. Det ville jeg aldrig kræve af dig," vedblev hun og forsøgte sig med et lille smil hvilket ikke var nemt. Igen havde hun ladet det gå for længe, men hvad pokker skulle hun dog gøre? Håbet om at Nathaniel kom, var der jo stadig.

[Deleted]

Efter tabet af deres egen, var det vel heller ikke underligt, at Athena og Zacharias havde haft brug for en i hendes sted? Selv han havde jo kun gjort hvad enhver anden lille dreng dengang ville have gjort. Han havde set en mor i Liya, og han havde aldrig følt sig afvist. Han trak kort på smilebåndet, også selvom det falmede. Det var jo slet ikke meningen at Jophiel skulle sidde alene i en træhytte i Procias. "Det er jeg ked af.. Altså, at han skulle være ensom. De er begge fantastiske individer. Det var de allerede dengang," sagde han sandfærdigt.
Det var virkelig akavet at vide, at han skulle gøre det med hende, men tanken om at bare sidde her og.. lade som intet, var slet ikke noget som han kunne. Straffen for hans vedkommende, ville blive voldsom, og det var slet ikke noget, som han var det mindste interesseret i. "Jeg vil heller ikke have, at du render rundt og har det på den her måde, Liya. Selv du fortjener bedre end det," sagde han endeligt, som han bekymret måtte rynke i panden. For nu var der vel heller ikke rigtigt noget for ham, at være bange for? Hun virkede jo ikke decideret fjendtlig indstillet overfor ham, og hvis han havde haft den betydning for hende, som hun jo havde for ham - nærmest som en mor, så kunne det vel heller ikke gå helt galt?
"Du har gjort så meget for min søster og jeg.. jeg vil bare gerne hjælpe dig," sagde han igen, og denne gang med et stille smil på læben. Måske at det var en virkelig stor ting, men gjorde det nogen forskel? Han ville jo faktisk gerne hjælpe hende, og særligt når han kunne se og mærke på hende, at hun gik rundt og havde ondt.

[Liya Daimond Diamaqima]

Jophiel var måske ensom, men han var sikker, godt beskyttet af sin kære søster. Det varmede hendes hjerte at se hvor godt de passede på hinanden, efter hun var forsvundet og deres far havde valgt at vende ryggen til dem alle for at finde sig en ny familie. "I det mindste er han sikker. Men ja.. det er enestående børn, som du og din søster var," tilføjede hun og forsøgte at smile, men smerten var for stor til at hun kunne få det over sine læber.
Liya stønnede hæst og lukkede øjnene. Det ville hjælpe meget at få lysten stillet, men at være sammen med Zacharias det kunne hun ikke få sig selv til, tanken i sig selv var kvalmende. "D-det er okay. Jeg snakker med Kimeya når jeg går herfra," forsikrede hun lidt afvisende. Betalingen var givet og naturligvis ville det være let bare at få det overstået, det krævede ikke det helt store af dem begge, ud over at hun skulle se bort fra det bånd de havde haft siden han havde været en lille dreng.
Hendes hånd gled ned over hendes mave der var dækket af en smuk kjole hun havde fået af Kimeya fra Imandra efter hans tur dertil.
"Det er sødt af dig at bekymre dig men.. du var nærmest min anden søn Zacharias, jeg kan ikke byde dig det," fastholdt hun også selvom hun til dels var fristet til at sige ja. Kunne hun finde på at gøre ham noget? Umiddelbart nej, men det var trods alt aldrig til at vide med hende. Billederne dukkede op uden hun selv havde kontrol over det så.

[Deleted]

Hvordan familieforholdet i Diamaqima havde forandret sig, var slet ikke til at vide for Zacharias' del. Han selv havde været afskåret fra det familieforhold som der havde hersket dengang, og egentlig.. været meget selv. Han passede ganske vidst på sin søster. Hun var det eneste, som han egentlig havde i sit liv, som havde nogen former for betydning for ham på den måde. "Det er de vel stadig? Selvom de begge er blevet myndige og voksne?" sagde han med et stille smil på læben. I sig selv, var det ikke noget som han tog så tungt igen, hvis han endelig skulle sige det.
Det var heller ikke fordi at Zacharias ønskede at tvinge Liya til noget, men det var vigtigt for ham, at hun gik herfra, uden at være præget så voldsomt af sulten, og særligt som det var lige nu. Han strøg hånden over hendes arm i stedet for, som et tegn til at han altså ikke ville holde hende mod sin vilje, men derimod gøre det, fordi at han gerne ville gøre hende den tjeneste. "Tror du at han vil gøre det?" spurgte han. Alt det med Kimeya, var slet ikke en ting som han havde sat sig ind i, men... den mand? Det var virkelig for underligt! "Du behøver heller ikke gøre mig noget," sagde han endeligt, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Han sendte hende et forsikrende smil. Han ville jo selv bre gerne have, at hun havde det godt, og det var der vel heller ikke noget forkert i, var der?