Here I am... and I am so sorry!

[Denjarna Dark Dynithril]

Svært var det ikke kun for Salvatore, som det ligeledes var svært for Denjarna. For det første følte hun nemlig ikke, at han havde gjort det rigtige for hendes kongedømme i den tid, hvor hun havde været borte. For det andet følte hun ikke længere, at det var hende, der var hans centrum, som hans interesse for hende syntes at have dalet. Derfor ønskede hun ikke at have ham tæt, som hun nærmere var kold og kontant over for ham. Et spil mellem dem, som han også syntes at acceptere nu. Køligt hvilede hendes sølvgrå blik derfor på ham, hvor hun også stod over for ham med rank ryg og løftet pande. ”Bevis overfor mig, at det ej er en fejl at have Dem her,” begyndte hun direkte, inden hun nok engang passerede ham. Tilbage mod tronen og dragen gik hun, hvor hun stoppede op ved Damien. Kærligt strøg hun ham over hans skællede dragehoved. Damien måtte nemlig være det væsen, som endnu havde hendes kærlighed, som han til fordel for Salvatore havde gjort alle de rigtige ting. ”Begynd derfor nu,” afsluttede hun sigende henvendt til Salvatore. Ej var det dette resultat, som hun havde ventet, da de sidst havde set hinanden. Anderledes kunne det dog tydeligvis ikke være, og derfor handlede hun ud fra det. Derfor håbede hun blot, at han arbejdsmæssigt ville vise sig at være hende en glæde. Nyttig var en mand af hans status og styrke også for hende, da titlen: forhenværende leder for magikerne betød, at man havde noget at byde på. Det var også præcist det, som Manjarno havde brug for, som landet havde brug for nogle stærke individer, hvis det skulle kunne skræmme fjenden på flugt, og holde landet oprejst.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore havde ganske vidst ikke regnet med, at de umiddelbart skulle springe hinanden i favnen, ved et gensyn, men han havde nu alligevel regnet med lidt andre ting end dette. Han bed tænderne sammen. Ønskede hun ham ikke tæt på, måtte han jo bare acceptere det. Det var skam ikke fordi at Jarniqa var det som fyldte i hans liv. Svært synes det hele at være, og han brød sig bestemt ikke om det. Han måtte jo for nu bare bide det hele i sig, og så håbe på, at han engang selv kunne finde sin plads i alt dette. Han ønskede ikke at miste Denjarna, selv på trods af det nu så kaotiske liv, som de begge skulle vise sig, at blive og være en del af. Ikke at det gjorde det meget bedre. Han hadede dette.
Igen var det dragen som hun vendte sig mod, hvor han blot fulgte hende med blikket. Så kærlig som hun synes at være overfor det væsen. Var han jaloux? Han havde ikke gjort hende tilfreds, og dette var nu bare noget, som han måtte acceptere. Ikke at det var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. "Jeg skal nok vise Dem, at De ej har begået en fejl," sagde han blot. Han endte med at bukke for hende. "Deres Majestæt," afsluttede han sandfærdigt. Denne form for professionalisme, var han slet ikke vant til at føre overfor hende, men hvis det var således, at hun ønskede det skulle være, så var det sådan, at hun skulle få lov til at få det. Han blev stående for en kort stund, inden han vendte ryggen til hende, for at søge ud af tronesalen. Hvad skulle han da ellers stille op? Dette vejede frygtelig tungt i hans hjerte.

//Out

[Denjarna Dark Dynithril]

Ændret syntes det hele at være mellem Denjarna og Salvatore. Om det ville fortsætte således, eller om det ville blive som før måtte tiden vise. Lige nu og her var hentydningen dog klar. Hun ønskede ham ikke. Ligeledes lignede det dog ej heller, at han ønskede hende. Han virkede trods alt mere besat af tanken om deres barn end hende. En tanke der rent faktisk gjorde ondt. For det første var hun ude af i stand til at dele, og for det andet brød hun sig ikke om at blive valgt fra. Faktisk havde hun aldrig før prøvet at blive valgt fra, som det altid var hende, som gjorde den slags. Tilfreds var hun derfor med intet af det!
Med ryggen til Salvatore stod Denjarna, alt imens hun blidt strøg Damien over skællene. Skønt han talte og gav hende en afsked, vendte hun sig ej mod ham, eller svarede igen. Hun havde nemlig allerede sagt, hvad hun havde at sige. Endvidere kunne hun personligt ikke døje mere tid med ham, som det hele alligevel blot syntes at skride mellem dem. Strøgene lod hun stille fortsætte, til hun til sidst hørte Salvatores skridt, og dørene der lukkede sig efter ham. Dæmpet slap hun et suk. ”..Hvis blot alle mænd var som dig, Damien,” endte hun med at sige, som hun trak hånden til sig. Simpel var Damien, som hun aldrig havde været i konflikt med ham. Unik var han dog også, som hun aldrig før havde mødt en som ham. Sin kjoles skørt greb hun om, som hun nok engang vendte sig mod tronen, hvor hun tog plads igen. Hvordan det skulle gå herfra måtte tiden vise hende. Selv håbede hun blot, at hun kunne bringe sit kongedømme tilbage til den tid, som det hidtil havde stået i.

// Out