Here I am... and I am so sorry!

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Denjarna Dark Dynithril

---

Efter modtagelsen af brevet i Procias, havde det slået Salvatore fuldstændig ud. Var Denjarna tilbage? Alene den tanke, kunne han slet ikke begribe! 15 år havde passeret.. Jarniqa havde vist ham det endelige hvilested som særligt var udvalgt til Denjarna, med udsigten over hele landet.
Selv havde Salvatore kun lige tænkt tankerne igennem, inden han havde valgt at forlade Procias, for at søge til Manjarno. Hvad han derimod kunne forvente af dette besøg i det land, som førhen havde været hans hjem.. med den kvinde, som havde taget hans hjerte, var dog ikke til at sige. Han havde dog selv skænket Silia et løfte, og at bryde dette, var heller ikke noget som han havde lyst til. Derfor satte dette ham virkelig i en ubehagelig situation.
At være hjemme igen, var derimod også en meget underlig fornemmelse, selv for Salvatore. Det var næsten med hjertebanken, at han igen stod foran dørene ind til tronesalen. Han trak vejret dybt. Håndskriften havde han genkendt med det samme, som han samtidig også havde sporet den skuffelse, der havde ligget så tydeligt i de ord, som var sendt til ham. Han måtte snakke med hende.. Og finde ud af, om det her var en joke eller ikke, hvilket i forvejen var noget, som han ikke brød sig om. Han følte jo at hans hjerte blødte. Det var en virkelig akavet situation at stå i.
Endelig skete det. Dørene blev slået op for ham, hvor han roligt trådte ind i den store og massive tronesal. Det var ved at være mange år siden han sidst havde sat sine fødder her. Han vendte blikket bevidst i retningen af tronen.. Ganske rigtigt.. Der sad hun. Han kunne genkende hende allerede på denne afstand. Næverne knyttede han let. 3 dage var hvad han havde fået, og han havde forsøgt at gøre det så godt som muligt, for at komme hertil indenfor denne tidsramme. Han stoppede op ikke langt fra tronen. Hvad skulle han forvente? Det var den uvished, som han faktisk ikke brød sig om. Let stoppede han op, inden han knælede. I ren og skær respekt for landets retmæssige dronning. "Deres Majestæt," hilste han stilfærdigt.

[Denjarna Dark Dynithril]

Iklædt en smaragdgrøn kjole var Denjarna at finde på tronen. Rig måtte den se ud med det guldbroderede bælte under brystet og på begge overarme. Om halsen bar hun ligeså en tynd guldhalskæde med en matchende smaragdgrøn sten i. Ned over hendes bryst bølgede hendes lange ravnsorte lokker, som det var blevet nydeligt sat. Skøn og overdådig så dronningen af Manjarno derfor nok engang ud. Forbløffede miner havde uden tvivl lammet stablen, som landets ellers afdøde dronning havde gået sin runde på gangene. Ud til folket havde det også nået, hvor hun for ikke at så tvivl allerede havde gjort sin første officielle fremtråden efter femten år. Tidligere var portene til slottet blevet slået op, så indkørsel havde været overstrømmet af manjanske borgere. Hertil havde hun vist sig på balkonen over indgangen, hvor hun havde afgivet sin tale omkring sin tilbagekomst. Uden tvivl havde der været dem, som havde haft svært ved at tro deres egen øjne, men sikkert og vidst var det, at størstedelen af reaktionerne havde været den samme.. Jubel. Jubel over, at deres dronning endelig var hjemvendt, og at Dvasias’ regime nu var ovre. Flere timer siden var det dog nu, som hun nu var at finde på tronstolen i den majestætiske tronsal. Skarpt gled hendes sølvgrå blik til dobbeltdørene, som de nok engang slog op. Selv mærkede hun, hvordan hendes fingre knugede en anelse mere om grebet til armlænet, som skikkelsen viste sig. Salvatore.. Ingen tvivl var der. Dog ændrede hendes blik sig ej, som det ej mildnedes, men derimod forblev fast. Ej heller flyttede hun på sig, som han gjorde sin gang, hvor han til sidst var at finde knælende ved tronsalen. Var dette mon et bevis på, at han ønskede sin stilling tilbage, eller var han her blot for at udgyde sin respekt? ”Deres Majestæt..,” lød det fra hende, hvor det nærmest lød som om, at hun smagte på ordene. ”Jeg hører ellers, at De har vendt den manjanske trone ryggen til fordel for den procianske.. Hvordan ønsker De, at jeg skal tolke det rygte, samt det faktum, at De har misligholdt Deres arbejde her i landet?” spurgte hun direkte.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

At stå ansigt til ansigt med sin egen fortid på denne her måde, var slet ikke noget som Salvatore nogensinde havde regnet med, at han ville få muligheden for. Efter han selv havde været fanget i mørket igennem 15 lange år, havde selv han fået en brat opvågning. Han havde selv stået temmelig stille siden, hvor han også havde forsøgt at støtte Jarniqa på den måde, som det nu havde været ham muligt at gøre det - igennem hendes modstandsgruppe. Hvor han faktisk også havde fået gjort en del. Han havde været med til tilfangetagelsen af Macaria. At det jo så ikke var gået som ønsket, var jo en anden side af sagen.
Langsomt gled Salvatore i knæ foran tronen. Dragen som lå på en pude ved siden af, begyndte at brumme vredt, hvilket Salvatore hurtigt lagde mærke til. Han gjorde dog ikke noget ved det. Hendes stemme.. Den alene, fik hans nakkehår til at rejse sig. Hun var der virkelig. Kunne det virkelig være hende? Han bed tænderne sammen. Utilfredsheden, var han i hvert fald ikke et sekund i tvivl om. Han vendte blikket mod hende, hvor han roligt rejste sig op igen. Skulle han forsvare, hvad han havde lavet de sidste 15 år? Det var nemmere, hvis han rent faktisk havde lavet noget. "Jeg kan forstå, at du er utilfreds, Denjarna.." begyndte han roligt. Han rettede sig en anelse op. "Meget er sket de sidste mange år. Ej har jeg ønsket at vende landet ryggen," forklarede han. Selv han havde forsøgt at gøre noget. Han havde for pokker forsvaret Paggeija, hvilket snildt kunne have kostet ham livet. Det havde været tæt på at gøre det!Særligt som ene forsvaer af et helt område! "Selv jeg har sat mine spor på landet i Deres fravær," tilføjede han sandfærdigt. Selv han havde jo ikke ønsket landet i klørene på Dvasias, men som ene mand, var det virkelig begrænset hvad man kunne gøre ved det. Han havde forsøgt på sin egen måde, samtidig med at han havde kommet sig efter den giftige pil, som havde ramt ham i ryggen. Healingen i Procias havde faktisk reddet hans liv.

[Denjarna Dark Dynithril]

Det sølvgrå blik fjernede Denjarna kortvarigt fra Salvatore, som Damien brummede ved hendes side. Fingrenes tag om armlænet fjernede hun for en stund, som hun i stedet lod dem løbe beroligende over dragens skæl. Som ved det gamle var det helt på den front, som miniaturedragen nok engang havde taget pladsen ved hendes side. Ud fra Salvatores manglende reaktion på dette, tænkte hun, at han måtte have hørt rygterne, siden han ej havde reageret på det. Damien og Salvatore havde trods alt aldrig før været ved hendes side på samme tid. Nok engang søgte hendes blik tilbage på Salvatores skikkelse, som han var kommet tilbage på benene og nu igen talte. Du? Denjarna? Ej sad hun overfor ham som hans veninde eller elskerinde, men derimod som hans dronning. Af den årsag måtte hun også rynke på brynene ved hans udtalelser. Desuden.. hvad betød al det alligevel for ham? Uden ham havde hun været i de ni måneder, hvor hun havde båret deres barn. Uden ham havde hun ligeså født barnet. Senere hen havde han opgivet al det, som hun havde skænket ham, som han havde løbet tilbage i Gabriels og Silias arme. ”Hvis De ej ønskede at vende landet ryggen, har De tydeligvis dummet dem,” kommenterede hun kort for hovedet. ”De siger måske, at De har sat Deres spor på landet i min fraværenhed, men hvor har De måske været? Ej fandt jeg Dem her, som jeg kom tilbage, som en kongelig rådgiver ellers skal. Jeg hørte derimod, at De havde søgt tilbage til den procianske trone.. Hvordan ønsker De, at jeg skal tolke på det? Skal jeg tolke det således, at prinsessen af landet sagde de eksakte ord, at De var fyret fra Deres erhverv som kongelig rådgiver, eller skal jeg i stedet tag det som landsforræderi?” lød det fast fra hende. Ej havde hun forestillet sig, at det havde skullet ende således mellem dem, som han havde været en af de første til at støtte hende. Dog chokerede det hende ikke, som dette igen kun var et bevis på mændenes manglende rygrad.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Dragen var ikke noget som Salvatore tog sig af endnu. Havde han noget at være bange for i Denjarnas nærvær? Han var der jo trods alt ikke for at udføre noget ondt eller nogen smerte. Det var slet ikke hans intention ved alt dette, og det kunne han gerne stå ved!
Hvordan han skulle tiltale hende efter deres fortid sammen, var svært.. Skulle han være personlig eller professionel? Ud fra hendes reaktion, kunne han da tolke, at han havde valgt forkert i dette henseende, hvilket ikke ligefrem var en tanke, som faldt ham i særlig god jord. Han blev stående. Landsforræderi? Det var bestemt ikke det ord, som han ville tage i sin mund. "Jeg kan forstå, at jeg har skuffet Dem," sagde han endeligt. Det var bestemt ikke en tanke, som han brød sig om, men hvad pokker skulle han da gøre ved det? Han bed tænderne tydeligt sammen, hvor han let rystede på hovedet af sig selv. "De var borte, Deres Majestæt," begyndte han. Han ville bestemt ikke sige, at han stod med manglende rygrad. Han var da mødt op her, ikke sandt? "Selv jeg var væk i 15 år.. fanget i mørket hos min fjende af en modpart. Aldrig har jeg været ude på at skuffe Dem," fortsatte han, som han igen vendte blikket mod hende. Selv nu hvor han fik øjenkontakt med dragen, som lå og stirrede nærmest morderisk på ham. Han rystede kort på hovedet, og vendte blikket mod Denjarna i stedet for. Skuffelsen var så tydelig at læse på hende, og aldrig havde det været hans intention. "Ej skal De tage det som landsforræderi," sagde han. Det var slet ikke sådan at det forholdt sig! Og bare det faktum, at hun kunne rende rundt og tro det, var en tanke som gjorde ondt. Hvad han dog ikke havde gjort for hende så langt, og ville se sig villig til at gøre igen, hvis det skulle blive nødvendigt.

[Denjarna Dark Dynithril]

Skuffet var uden tvivl, hvad Denjarna var. Derfor hilste hun ham ej heller med den glæde og lettelse, som hun ellers ville have hilst ham med, dengang hun havde draget ud efter ham. Det sølvgrå øjne forblev hårdt hvilende på hans ansigt. ”At jeg var borte er ikke ens betydning med, at De mistede Deres erhverv,” holdt hun ved, som det bestemt ikke var en undskyldning, som han kunne pille af på hende. End ikke det, at han havde været tilfangetagen, kunne han bruge på hende. ”Og jeg var død i femten år, men hører De mig bruge den undskyldning?” fortsatte hun. Død.. Tortureret.. Hun havde virkelig prøvet hele cirklen nu. Det ene mørke bryn hævede hun, som han konstaterede, at det han havde gjort ej havde været et tegn på landsforræderi. ”Hvis ej det, som De har gjort er misrøgt af Deres stilling og landsforræderi, hvad er det så? Den eneste undskyldning De kan give mig er, at min datter, Deres prinsesse, fyrede Dem, og ud fra mine kilder er dette ikke hændt,” kommenterede hun sigende. ”Som kongelig rådgiver er Deres sæde her I Neutranium. Som kongelig rådgiver har De svoret denne trone Deres evige loyalitet. Hvad er Deres undskyldning derfor for, at De ej har udført Deres arbejde, men derimod eftersigende bukket for den procianske?” Det hårde blik tog hun ej fra ham, hvor dette også måtte være den første gang, at hun nogensinde talte således til ham. Dog mente hun også, at det var hende fuldt ud berettiget. ”Fortæl mig derfor, hvor De ønsker at være. Føler De, at De traf det forkerte valg, da De svor mig troskab? Ønsker De at vende tilbage til Deres gamle liv i Procias?” Hvad havde han at sige til al det? Mente han stadig, at han havde gjort det rigtige, eller så han det nu fra hendes øjne?

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Ej havde det været hans mening eller hensigt at gøre Denjarna så skuffet, og særligt ikke hvis det var noget, som han kunne gøre noget ved. Han måtte vel bare se, om han kunne gøre hende tilfreds igen? Han stod ved sine ord, da han havde indtaget den plads ved hendes side. Ikke bare som rådgiver, men også hendes elsker. Han havde jo nydt det, og han havde været glad for det arbejde, som han på daværende tidspunkt havde taget imod med kyshånd. Det havde givet ham noget at lave. "Ej vil jeg påstå at jeg har vendt landet ryggen. Igennem vores datters modstandsgruppe, hvor jeg aktivt kæmpet for at få dem ud, som havde overtaget landet her. Ligeledes ønsker jeg at fremhæve, at jeg stod alene om at forsvare Paggeija, da dødsenglene søgte dertil," begyndte han med en stadig rolig stemme. End ikke det, var noget som han ville lægge skjul på. Nej, han havde ikke været i Neutranium, men han havde virkelig gjort hvad han kunne, for at forsvare landet her. Måske ikke så aktivt som så mange andre, men han havde virkelig forsøgt.
Dragen hævede hovedet og resten af sin krop fra puden ved hans fortælling, hvor den dybe brummen kun tog til. Kort måtte Salvatore igen vende blikket mod det ellers så smukke væsen. Havde han sagt noget forkert? Han tog sig ikke af det. Lige nu var det Denjarna, der havde hans fulde opmærksomhed. "Jeg beklager, om jeg har skuffet Dem, Deres Majestæt. Jeg blev bragt til Procias efter jeg pådrog mig skader i Paggeija, og ligeledes havde jeg tråde, som dertil skulle redes ud. Det var mig en oplagt mulighed," fortsatte han sandfærdigt. End ikke, så han nogen grund til at skulle lægge skjul på dette foretagende ,da han heller ikke havde nogen grund til det. Han havde i hans øjne, sit på det rene. Han trak vejret dybt. "Jeg svor dig evig troskab. Det er et ord, som jeg har tænkt mig at stå ved," sagde han endeligt, og med et bekræftende nik. Det var vel mere, om det var noget hun ville give ham muligheden for?

[Denjarna Dark Dynithril]

En knude mærkede Denjarna i brystet, som han sagde, at Jarniqa var deres datter. Sandt var det, men første gang var det, at hun hørte ham sige det. Hvad han mente om det, vidste hun end ikke, som hun trods alt havde døjet med graviditeten uden ham. Derudover vidste hun end ikke, hvad han mente om børn. Havde han nogensinde ønsket dem? Selv havde hun jo ikke.. Ej heller havde hun troet, at hun skulle få et på denne vis, som hun derimod havde tænkt, at et barn ville have kommet i forbindelse med en familieetablering og med Derick, og ej var Salvatore og hende nogen familie, hvor han ej heller var Derick. Den eneste der var utilfreds, var hun dog ikke, som Damien tydeligvis var ligeså. Det bevidnede hun og Salvatore i hvert fald, som dragen nærmest knurrede af ham, som Salvatore nævnte sit faderskab til Jarniqa. Ej sagde hun dog noget, som hun lod ham fortælle, hvad han havde på hjertet, helt til da han afsluttede med at sige, at han havde svoret hende evig troskab. Hun rankede sig op i tronen. ”Ej bifalder jeg den svigt, som De har bragt landet og dets midlertidige regent. At De har fundet det passende at lade prinsessen alene med en sjæleløs dvasianer, begriber jeg nemlig ikke. Ej heller havde jeg forestillet mig, at De nogensinde ville have støttet op omkring en sådan aktion. På det plan bringer De mig derfor intet andet end skuffelse,” sagde hun direkte. Ej begreb hun, at han havde ladt al det stå til. Særligt fordi, at han foragtede vampyrer, hvorimod sjæleløse warlocks åbenbart var i orden. Ej forstod hun det, hvor hun ej heller bifaldt hans tankegang, men det forstod han vel også langsomt? Fast hvilede hendes blik på hans skikkelse. ”Dog hidkaldte jeg Dem ikke kun for at påpege de fejl og mangler, som De har gjort Dem i min fraværenhed. Hvis De kan bevise Deres værd igen som rådgiver, og hvis De kan bevise, at det er Manjarno som er i Deres hjerte og ej Procias, kan jeg skænke Dem Deres gamle titel,” endte hun bestemt med at afslutte.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Hvorfor dragen reagerede så voldsomt på Salvatores blotte tilstedeværelse, vidste han ikke. At det også var den drage, som havde været Jarniqas værge efter hendes moders død, var han dog heller ikke klar over. Den skød ryg.. næsten som den forsøgte at virke større og mere truende. Var der noget i dette? Han kneb øjnene let sammen. Jarniqa var hans datter, og naturligvis ønskede han et forhold til hende. Da han selv havde stået overfor hende første gang, havde han været i chok. Tanken om at han rent faktisk havde en datter, havde været helt .. uvirkelig! Derefter havde han jo bare forsøgt, selvom hun aldrig havde givet ham muligheden for det. Ej var det fordi at han havde vendt deres datter ryggen, hvor han faktisk havde forsøg at gøre hvad han kunne, for at passe på hende og beskytte hende. "Hun valgte mig fra til fordel for en sjæleløs Dvasianer," pointerede han med en kortfattet stemme. Nej, han bifaldt så sandelig ej den tanke, men det var meget lidt, som han egentlig kunne gøre ved det.
Alene tanken om Theodore, vækkede en vrede i Salvatore, for han ønskede jo slet ikke at mørket skulle have det tag i hans datter. Han anså hende som sin datter, selvomdet uden tvivl var svært, når hun ikke gav ham lov til at gøre det. "Aldrig vendte jeg landet ryggen.. Men som enemand, er det meget lidt, man kan gøre mod et land som Dvasias. Jeg forsøgte, og selv det kostede mig næsten livet," sagde han direkte. Hun havde ikke været her.. hun havde ikke vidst hvordan det var at kæmpe som han havde. Han rettede sig op. At Denjarna alligevel lød til at ville give ham muligheden for at indtage pladsen endnu en gang. "Ej ville jeg stå her, hvis det ikke var fordi at landet her.. og De, er nogen som står mig nærmere til hjerte, end hvad Procias kan byde mig på," sagde han med en rolig stemme. Allerede det, var han helt klar og sikker på!

[Denjarna Dark Dynithril]

Hvad der helt præcist var sket mellem Jarniqa og hendes fader, vidste Denjarna ikke. Hun havde trods alt ikke været der, og derfor var hun først nu ved at samle alle de løse ender. At pigen var oprørsk overfor sin familie, forundrede hende dog ikke. Selv havde hun trods alt stukket af fra sin familie i en meget ung alder. Dog var det ikke just det, som hun ønskede for sit eget barn, som hun ønskede at lykkedes, skønt hun ikke anede hvordan. ”I så fald må De have fremført en dårlig sag,” sagde hun kort for hovedet, som han fortalte, at han var blevet fravalgt. Dog forstod hun på sin vis sin datters valg, som Theodore Acheron med garanti havde været hende spændende. Selv forstod hun jo sig på at være ung og måske ikke tage alle de korrekte valg. At Salvatore dernæst sagde, at hun stod nært hans hjerte, vidste hun ikke, hvad hun skulle sige til. Sidst de havde set hinanden havde været på balkonen i regnen, hvor de åbenbart havde skabt en lille pige, og nu stod de her.. Selv følte hun det som var det over et år siden, men reelt var det endda femten år siden. Den mission, som hun i sin tid havde givet ham, kunne hun end ikke bruge til noget længere, som Elmyra åbenbart ikke var på banen længere. End ikke vidste hun, om hans mission nogensinde havde lykkedes, som hun blot vidste, at han var blevet fanget.. Elegant rejste hun sig fra tronsalen, så hun kunne føre sig selv ned ad trinene til det plane marmorgulv. Ej stoppede hun ved Salvatore, som hun blot passerede ham, så hun i stedet for kunne søge over til de aflange vinduer. ”Vi skal have landet op på fode igen. Ej ved jeg om Dvasias kunne finde på at angribe, men om de kunne eller ej, er det vores opgave at være klar, hvis det kommer så vidt. Jeg selv har gjort den indsats at forsøge at vække borgernes interesse ved at vise mig, samt slå diverse behøvede stillinger op. Har De yderligere nogen bud til, hvad man kunne gøre?” spurgte hun stilfærdigt, som hun valgte at se bort fra hans ord for i stedet at vægte, hvad hun fandt vigtigt.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det havde vel blot været mere spændende med en dvasianer til at lede en, end det havde været manden, som fremstod som sin fader? Et sted forstod Salvatore jo godt det valg som Jarniqa havde taget. Det havde vel været lige så svær en situation for hende at stå i, som det havde været for dem? Ikke at det var noget, som han selv kunne gøre noget ved nu. Tanken gjorde ganske vidst ondt, men intet kunne han stille op med denne. "Hun tog det nemme valg. For hende, har det vel været lige så hård en nyhed at få kendskab til, som det har været for os," sagde han direkte. Dog af den grund, så ønskede han et forhold til sin datter, da han oprigtigt ønskede at lære hende at kende. Hun gav ham bare ikke rigtigt mulighederne for dette.
Som Denjarna søgte hen mod ham, håbede Salvatore for et kort øjeblik, at hun ville stoppe ved ham. Hurtigt gik det op for ham, at hun havde andre planer end dette, da hun bare passerede ham i stedet for. Han sukkede indvendig. Hvad havde han egentlig regnet med? Han vendte blikket efterfølgende mod hende. Han ønskede at fortsætte fra hvor de slap, og rent faktisk vise hende, at hun kunne stole på ham. "De skal nok forvente en reaktion fra Dvasias, Deres Majestæt," sagde han endeligt, som han vendte blikket mod hende. Om det var det professionelle som hun ville have, så var det hvad hun skulle få. "Folket har brug for at se Dem... vide at De er tilbage, og ønsker at indtage pladsen som Dronning af landet her. Jeg formoder at Dvasias har støttet landet økonomisk. Denne vækst skal vi igen have gang i," fortsatte han. Det var det som umiddelbart virkede logisk i hans øjne. "Send bud efter Deres tro støtte her i landet. Jeg går ikke ud fra at alle har forladt landet, eller ladet livet under Zean og Macarias styre," afsluttede han sandfærdigt.

[Denjarna Dark Dynithril]

Øjnene kneb Denjarna sammen, som Salvatore talte som om, at al det med Jarniqa havde været dem en fællesting, for det havde det bestemt ikke! Det havde nemlig aldrig heddet hende, Salvatore og barnet, som det derimod havde heddet hende, Damien og graviditeten. Ej havde han nemlig været der, som hun havde været gravid og født. Der havde det kun været Damien, som havde været der med hende. Dernæst havde det heddet Damien og barnet, som han havde passet det, som havde været deres. Derfor skulle han på ingen måde tro, at han vidste, hvad hun havde følt omkring al det! Hårdt havde det været, som det havde været hårdt at bære barnet uden at have modparten ved sin side. ”Tal ikke som om, at du ved, hvad jeg har gået igennem, eller som om dette har været os en fællesting!” nærmest råbte hun arrigt ad ham. Hvad bildte han sig ind?! Kom han virkelig efter så lang tid og bare troede, at de var en stor og lykkelig familie, hvor alt var fryd og gammen mellem dem? Det var det jo ikke, som det hele sejlede.. Ingen støtte havde hun fået fra ham i den tid, hvor det havde været sværest for hende, som han ej havde været der. Dernæst var hun ej heller vågnet op med en baby i armene, som hun derimod havde vågnet op til en femtenårig pige. Han forstod derfor intet! Derfor gik hun ej heller ind i hans favn, som hun forlod tronen, som hun derimod blot passerede ham, som var han ligegyldig. Ej ønskede hun at lege far, mor og barn med ham, som hun derimod blot ønskede at sikre sit kongedømme. ”Jeg har allerede lavet min første officielle fremtræden her I Ityrial. Ityrials borgere ved derfor, at jeg nok engang er tilbage. Det kunne dog ganske rigtigt være en mulighed at tage landet rundt og på den måde gøre diverse fremtrædener i alle byerne,” sagde hun stilfærdigt, som det gav mening for hende. ”Økonomien forsøger jeg ligeså at få stablet på benene igen, som jeg har fået stillingsopslag slået op, samt bedt folk om at fortælle dette fra mund til mund, så det kommer ud til alle.” Armene lod hun søge over kors. ”Jeg vil se, hvilke magtstrenge jeg kan hive i,” svarede hun, som han bad hende om at hente sine støtter frem.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore havde haft større tid til at slå sig til tåls med tanken om, at have en datter, end hvad Denjarna havde haft. Nu kunne han ganske vidst ikke vide hvor længe Denjarna have været omkring, men han forsøgte virkelig at komme ind på deres datter, for det var jo sådan at det var. Hendes måde at håndtere det på, var han dog derimod ikke lige så glad for, som han ellers kunne have været. Han forsøgte at finde sin plads i det hele.
Dragen viste tænder, selvom Salvatore valgte at blive stående. "Ej ved jeg hvordan det er at vågne fra den anden verden, men jeg ved hvordan det er at være fanget i mørket i lige så mange år, og komme ud, og få nyheden om at man rent faktisk har en datter, Denjarna. Det har aldrig været en fællesting, men det ændrer ikke på, at jeg faktisk oprigtigt vil have et forhold til hende," sagde Salvatore denne gang med en betydeligt hårdere stemme. Denne gang kunne han vende blikket helt og holdent mod hende, hvor han glemte den drage lidt. Den var i forvejen med til at give ham en virkelig dårlig fornemmelse. Havde han gjort noget forkert? Han rystede de tanker ud af hovedet. Han stod jo netop her, for at gøre det rigtigt, fremfor det modsatte, og dette kunne han da uden tvivl godt mærke. Han bed tænderne tydeligt sammen, som han igen vendte blikket direkte mod hendes skikkelse, selvom hun stod der med ryggen til ham. Han trådte hen bag hende, selvom dragens advarende brummen kunne høres i baggrunden. Det lille væsens øjne, havde han uden tvivl i nakken. "Du har allerede formået at gøre meget på rigtig kort tid," bemærkede han endeligt. Selv forsøgte han at finde sin plads i det hele, selvom det var svært, når han ikke vidste, om han kunne være personlig eller professionel. Skulle han bare vælge den professionelle vej? Han nikkede. "Tillad mig at være behjælpelig med dette, Deres Majestæt," sagde han endeligt. Han ønskede jo oprigtigt at være til hjælp.

[Denjarna Dark Dynithril]

Næven knyttede Denjarna, som lyden af Salvatores ord og Damiens brummen blandede sig med hinanden. Glad var hun bestemt ikke, som hans ord faktisk kun forværrede hele situationen. Var det sådan som han så hende? Som en simpel rugemor? En kvinde der havde spyttet et barn ud, hvorefter det eneste der talte var barnet? Intet under, at hun altid havde foragtet tanken om børn! Ville Derick mon have gjort det samme? Ville han ligeså have tilsidesat hende i det sekund, som barnet kom til verden? ”Få det forhold til hende som du vil, men tiltal mig med ordentlig respekt. For dig er din dronning, og for det er jeg ej Denjarna for dig, men Deres Majestæt,” bad hun af ham, som det hele simpelthen blev for meget for hende! Hvis han ønskede barnet mere, end han ønskede hende, måtte det være hans valg. Blikket vendte hun ej mod ham, som hun ikke ønskede at værdige ham et blik. Ej var det denne genforening, som hun havde regnet med, da hun havde sendt ham af sted, som hun havde ventet at få ham tilbage i sin seng. Nu var dette derimod et ønske, som hun ønskede knapt så meget. ”Det er ej et valg for Dem, om De ønsker at være behjælpelig overfor mig eller ej. Det er Deres job,” kommenterede hun sigende. Armene lod hun glide over kors, hvor hun nu vendte sig om, som han stod bag hende. Kølige var hendes sølvgrå øjne, som der ingen varme eller venlighed var i dem, som hun kiggede på ham. Det havde han bestemt ødelagt for sig selv, men ligeglad med det kunne han trods alt også bare være. Han havde jo allerede fået det, som han ønskede at få ud af det. ”Gør Derfor Deres arbejde og støt mig i at få landet tilbage på fode igen.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Ej var det Salvatores mening, at gøre Denjarna endnu mere vred, end hvad hun måtte være i forvejen. Det så bare ud som om, at det var det eneste, som han kunne finde ud af lige nu. Han bed tænderne kort sammen, og vendte blikket let den anden vej. Dragen brød sig bestemt heller ikke om hans tilstedeværelse, selvom den intet gjorde.. Men.. en drage? Selv dette, var noget som han havde svært ved, for aldrig kunne man sige, at dette var et væsen, som han havde stået ansigt til ansigt med. "Jeg beklager, Deres Majestæt.." sagde han endeligt. Ikke at det gjorde det meget bedre for hans del. Han ville jo bare gerne gøre hende glad.. Kvinden som havde haft hans hjerte, og nu blev han kun mødt af den kolde skulder? Det var jo slet ikke meningen!
Kunne Salvatore overhovedet sige noget rigtigt i en situation som denne? Alene tanken, var efterhånden ved at blive temmelig irriterende for ham. Nemmere synes det næsten, at blive i Procias! Selvom det var her han ønskede at være. Hun gjorde det for pokker bare ikke nemt for ham af den grund, hvilket efterhånden var ham et irritationsmoment. Var det så forkert, at han ønskede et forhold til deres datter? Var det virkelig så forkert, at han tiltalte hende, som han havde gjort førhen? Var det som de dengang havde haft, tabt? Let knyttede han næverne. "Naturligvis, Deres Majestæt," sagde han blot. Han skulle naturligvis selv finde ud af, hvem han skulle tage fat i, men det var vel til at finde ud af? De grønne øjne hvilede på hendes skikkelse. Et sted var han vel.. såret? Selvom han forsøgte at holde igen. "Det skal jeg gøre.. Skal jeg begynde med det samme?" spurgte han denne gang direkte. Akavet var det, at stå overfor hende. Det var ikke just den genforening, som han havde håbet på, eller regnet med.