Forretning i hyggelige omgivelser

[Deleted]

Evigt kunne hun hidse sig op over alt dette, men hvad nyttede det egentlig? Hun måtte prøve at holde sig i skinnet for ellers ville hun virkelig ende med at slå nogen ihjel og lige nu var Deacon tættest på hende. Corina sukkede tungt, hun lod sin raske hånd glide op ved håret for at få det løsnet helt. De nu meget markante krøller gled ned om hendes skuldre. Foroverbøjet måtte hun sidde, stadig med den heftige vejrtrækning som vidne om hun kæmpede sin kamp, hun knugede sin forbundne hånd sammen med vilje for at mærke smerten. Uden så meget som at se på ham, begyndte hun igen at tale, denne gang mere rolig end før.
"Han var hurtig....... Jeg gav efter for en tåbelig leg... Havde jeg forudset hvad han ville gøre havde jeg naturligvis aldrig ladet det ske! Men han fik da lov til at færdiggøre det efterfølgende. Udelukkende fordi jeg ved det kan fjernes igen, med eller uden din hjælp, og dette vil være ham en lærestreg. Han mente at hvis jeg besudlede det ville han ikke respektere mig. Men.... Så kan han vel selv se det, se hvad han rent faktisk har gjort." Et sted var skuffelsen at høre, hun havde virkelig ikke regnet med at Jerry ville gøre hendes krop til en magtleg mellem en vildt fremmed og ham selv. Men det var vel ikke tænkt igennem, hvilket var en skræmmende tanke i sidste ende. Måske han havde meget at lære endnu om så stort et ansvar, hærfører var måske ikke ligefrem det som var egnet for ham, det måtte hun have vendt med ham. Hvis det da ellers var hende muligt. Hun var forvirret et sted, det var dumt, hun hadet det! Var det alt dette som havde drevet Zean væk fra posten som leder?
"Jeg ville ikke kalde dig hertil for at sladre, men jeg gik ud fra du kunne mærke det og så kunne vi altid tage den som et emne efterfølgende. At være typen der render til farmand fordi nogen har rørt ved hans ting er bare ikke mig!" Lød det småirriteret fra hende, hun var bestemt faldet mere ned. Roligt rejste hun sig for at gribe ud efter brevet, det kunne være hun nu kunne få set ordene bare nogenlunde uden at være ved at nå op i det røde felt. Blikket gled hen over papiret, som hun tabte ansigt fuldstændig, ingen af disse ord var noget hun havde regnet med og hun opdagede en ting eller to om sig selv, hvorfor hun blev så vred som hun gjorde. Alvoren meldte sig tydeligt i hendes ansigt, hun foldede brevet sammen og lod det glide ned i hendes barm, hvorefter hun rejste sig målrettet op.

[Deleted]

Deacon trak vejret tungt et par gange, mens han lyttede til hvad hun sagde. Det gav stadig ikke mening for ham. Overhovedet ikke. Hvorfor lade ham fortsætte med at vansire mærket, hvis hun alligevel havde tænkt sig at få det fjernet igen bagefter? Han gav et frustreret støn fra sig og gned sin pande, mens Corina læste brevet tjenestepigen havde bragt hende. Hvad der stod i det, kunne han være fuldstændig ligeglad med. Hvad han fokuserede mere på, var hvor lidt mening Corina gav. Men havde han ikke også altid vidst at hun vist ikke var ved sine fulde fem? Lige siden deres første møde havde hun været noget… utilregnelig, for at sige det mildt. Måske var der alligevel noget om snakken.
”Det ville ikke have været at ’rende efter farmand’ hvis du havde kontaktet mig omkring det, så jeg kunne håndtere det med det samme. Jeg kunne have været ligeglad med hvem der havde gjort det, og mit møde med Mister J ville ikke have været nær så anstrengt.” påstod han stædigt. Men der var måske ikke nogen videre grund til at blive ved med at diskutere det. Corina så ud til at være faldet mere til ro, og det smittede af på ham selv. Selv om at meget af hans ro nok stammede fra hvad hun havde sagt om at hun ville fjerne Mister Js mærke. ”Lad os sige det sådan her. Jeg opfører mig som den general du forventer at jeg skal være. Jeg respekterer Mister J så længe han er hærfører – om det så bliver på kort sigt eller permanent. Til gengæld lader du mig fjerne hans mærke, og reparerer mit eget.” Hans blik hvilede roligt på hende. Hvis Mister J havde skåret i hans mærke – og det var da sådan det havde føltes – burde det ikke være et stort problem at få det væk. Det ville selvfølgelig kræve at han rørte hende med fingre som var varme nok til at huden smeltede over ’skaden’, men i og med at Corina var en dødsengel og nød smerten, burde det ikke volde nogle problemer for hende. ”Sæt dig ned, og lad mig se på det.” bad han derefter, ikke uden at et særligt glimt viste sig i hans blik. Han vidste præcis hvor mærket var, og for at han skulle komme til, ville Corina være nødt til at sprede benene for ham. Det var umuligt ikke at tænke i de baner ved den tanke.

[Deleted]

"Vi har forskelligt syn på det." Afviste hun blankt, hun stod ved hendes handlinger, tog konsekvenserne og måtte komme videre derfra. Det ville føltes som om hun var den største sladderhank og det passede bare ikke til hende, måske hvis hun var under ham, havde pligt dertil, men hun følte ingen pligt. Corina var i den grad utilregnelig, sådan havde hun været alle dage, det var derfor de færreste racer kunne tåle hende i længere tid af gangen. Deacon og hende havde jo et forhold på begær, hvilket gjorde han ikke behøvede så meget at tage stillingen til kvinden bag kroppen der gav ham hvad han ønskede. Målrettet som hun var lige nu, var det svært at skulle tage en beslutning om at få fjernet mærket lige nu og her, hun rynkede på næsen, pokkers til lortebeslutninger.
"Det lyder fornuftigt, men tiden er ikke til dette nu. Jeg er ved at miste en vigtig brik i min hær og det kan jeg altså ikke lade ske!" Lød det kort for hovedet fra hende, hun så bestemt ud til at være fast besluttet. Hendes blik gled mod Deacon, hun bed sig kort i læben ved tanken om hvordan det måtte føltes at få mærket lavet igen, hårene måtte rejse sig kort rundt omkring. Det var noget hun måtte ryste af sig, hun slap læben og sukkede.
"Deacon, vil du blive her og vente på mig?" Spurgte hun så, stemmen var mere rolig, og et ballademager smil listede sig over hendes fyldige læber på ny. Der faldt ting på plads som gjorde hun genvandt sig selv og fik styr på det hele indeni.

[Deleted]

Corina var tydeligvis ikke lige så ivrig efter at få fjernet Mister Js mærke som han havde håbet. Det var svært ikke at blive skuffet over det, selv hvis Deacon så det fra hendes synspunkt. Et synspunkt hvor hun stod, ikke bare som leder for dødsenglene, men som fyrstinde i et land, og med ansvaret som fulgte. Han kunne kun gå ud fra at det havde noget at gøre med hvad der end stod i brevet fra Mister J. Truede han med at forlade Imandra, medmindre hun stoppede ham? Det lød sådan. Han vidste ikke om han skulle grine eller fnyse, så han valgte ikke at gøre nogen af delene. I stedet besvarede han simpelthen bare hendes ord, og det ballademagersmil hun klædte så godt, med en skuldertrækning.
”Jeg kan vente i palæet, men ikke i dit kammer. Jeg ved du har gæsteværelser, jeg kan trækker mig tilbage til ét af dem, så ved du hvor du kan finde mig, når du en gang kommer tilbage.” Det var svært at skjule harmen i hans ord. Allerhelst havde han lyst til bare at lægge hende ned i sengen, skubbe hendes ben fra hinanden, og tage sig af mærket her og nu, før hun tog ud efter sin vigtige brik. Det kunne være at dét ville være den lærestreg Mister J havde brug for. Men han gjorde det ikke. Var det ikke netop hvad hun forventede af ham, at han skulle være hendes general, med respekt for hende? Hvis han tvang hende ned, gjorde det ham ikke bedre end Mister J havde været, da han havde vansiret Deacons mærke. Om ikke andet ville han i hvert fald bevise at han var en bedre mand end dragerytteren. ”Lykke til med din brik, Corina. Prøv ikke at være for længe om det. Jo før jeg kan få mit mærke på dig igen, jo bedre.” Han formåede at sende hende et smalt smil, før han vendte sig mod døren, hvor han ville forsvinde ud af den, medmindre hun gjorde noget for at standse ham.

[Deleted]

Det vigtigste var for hende at få rodet alle tråde ud, og efter det, fortjente hun ferie! Ren afslappelse og forkælelse, intet mere! Det her var jo hårdt på alle tænkelig måder. Hun lod sit smil bevare, hun kunne ikke dy sig for at gå hen til ham og lade sine fingre danse svagt over hans skulder, svagt strejfende hans hals og nakke.
"Så længe du holder skansen her er jeg tilfreds, desuden har vi jo noget at skulle tage os af. Ikke sandt?" Lød hendes stemme lav og lettere kælen, hun lod sine fingre glide af ham, inden hun gjorde sig klar til at tage afsted. Roligt fandt hun sit bælte frem med sværdet, hun vidste jo ikke om det blev nødvendigt, efterfølgende fandt hun en kutte at svinge om sig. Da han talte igen, vendte hun sig mod ham og sendte ham et svagt smil, smat en nik på vejen.
"Jeg vender tilbage hurtigst muligt." Lovede hun blot, inden hun måtte sætte et bånd i det lange hår for at holde det samlet. Med rimelig hast gik hun mod døren selv, ned igennem gang og ned af trappe for at søge ud. Bedte om en hest til turen, da hun var for udmattet til at flyve lige nu og vidste med sikkerhed hun fik brug for al sin energi uanset hvad. Med et par hårde jag i det stakkels dyr, satte hun i høj fart mod det sted som hun havde givet dem, en brik så vigtig skulle under ingen omstændigheder gå tabt! Desuden vækkede en ny nysgerrighed i hende!

//out