Still home?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Hvad Gabriel skulle forvente, vidste han ikke. Var Lily virkelig dukket op igen, efter alle disse år? Hvor hun havde været, vidste han ikke, selvom han kunne forestille sig, hvad der var hende? Selv kunne han jo kun gøre sig billeder og tanker af dette. Den lille kat, som endte med at komme frem fra tæpperne, fik ham til at vende blikket i retningen af skikkelsen. Var det.. hende? Var det virkelig hende? Denne skikkelse havde han dog aldrig nogensinde set hende i tidligere, og et sted, måtte han vel sande, at det kun vakte ham et tydeligt ubehag?
"Det er fint, Salvatore. Jeg takker for din besked," sagde han roligt efter manden, inden han igen vendte blikket mod den lille kat på sengen. Var det virkelig hende? Selv kunne han ikke i sin vildeste forestilling, forestille sig, hvordan det var gået for sig. Langsomt satte han sig ved siden af hende. Hans blik hvilede på hendes skikkelse, alligevel med et tydeligt alvor malet i hans øjne. Han havde uden tvivl søgt efter hende, som han også havde sendt en efterlysning ud, fordi at hun var forsvundet fra den ene dag til den anden, og naturligvis var det noget som havde gjort ham bange et eller andet sted. "Er det dig, Lily?" spurgte han med en rolig stemme. Lettet var han uden tvivl over at vide, at hun rent faktisk var der, men svært var det uden tvivl at forestille sig. Sidst han havde set hende, havde hun været en smuk kvinde.. Nu var hun en.. kat?

[Lily Rose Summers]

Skikkelsen som ocelot-katten var en, som Lily indtog som forsvarsmekanisme. Det var jo sådan hun havde fået skikkelsen til at starte med. Mattheus havde hældt en eliksir på hende og pisket hende, til hun skrumpede ind til katten, når hun var blevet for forslået og udmattet. Så derfor slog det jo selv ind når hun besvimede. Hun så mod Gabriel med de runde katteøjne. Han ville nok have mange spørgsmål og nu ville hun ikke kunne svare fyldestgørende på det, eftersom Salvatore havde modificeret de sidste par år til få minder, så hun faktisk var mere sig selv af personlighed. Fremfor det vrag, han havde set, da hun var kommet. Hun så mod Salvatore. Hun var ikke sur over, at han havde tilkaldt Gabriel, men hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv alligevel. Hun så efter ham. #Tak, Salvatore,# tænkte hun til ham. Han var der altid, når man havde brug for det.
Opmærksomheden blev vendt tilbage til Gabriel, da Salvatore var gået. Hun kiggede på ham, som han satte sig på sengen ved hendes side og hun blev bare siddende. Hun endte dog med at springe ned ad sengen og gik hen til hjørnet. #Kig væk,# endte hun med en skarp tone. Derefter forvandlede hun sig så tilbage. Hun tog Salvatores kappe fra før og tog om sig. Hun tog den på, så den sad stramt under hendes arme over hendes bryst og dækkede så hendes krop som en kjole. Hvis han dog kiggede alligevel, så ville han nok se hendes ar. Mange piskear bar hun nemlig fra Mattheus. Hun sukkede dæmpet, puffede håret om på ryggen og vendte sig så mod ham, nu hvor hun var dækket til. "Det er mig... I bedste vis," endte hun og trak kækt på smilebåndet.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Nu hvor de var alene, følte Gabriel selv for at slippe den mere fornemme side af sig, end hvad han havde båret hidtil. Lily var nemlig også en af dem, som kendte til denne side af ham, og naturligvis var det også noget som satte sig i hans krop og sind, og særligt på denne her måde. Hans blik søgte hendes skikkelse.. En kat. Svært var det nemlig for ham, at forstå, hvad det her egentlig havde handlet om. "Jeg.. forstår bare ikke.. Hvad er der sket dig?" spurgte han direkte, som han så hende hoppe ned fra sengen.
Den hårde stemme til at han skulle kigge væk, fik ham til at vende sig en anelse, hvor han derfor endte med at sidde med ryggen til hende. Respekten havde han faktisk for hende og hendes væsen, og det var han i forvejen ikke bange for at erkende. Han vendte blikket ned mod sine hænder. At hun forvandlede sig, gik først op for ham, da han følte, at han.. hørte hendes stemme. I hans ører, og ikke bare hans hoved. Det var også først der, at han vendte sig om igen. Hans blik søgte hendes skikkelse. Han havde uden tvivl savnet hendes smil, hvilket han heller ikke var bange for at lægge skjul på. Han trak selv på sit eget smil, bare ved at se hendes.
"Jeg må nok sige, at jeg var bange for, at jeg havde set det sidste til dig," begyndte han endeligt, inden han igen rejste sig op. Vingerne lagde han tæt ind til sin ryg, som han igen lod hovedet søge på sned. Han var mere afslappet.. lettet over at se hende nu. Han trak vejret dybt. "Jeg ved ikke hvor ofte, at jeg sendte efterlysninger ud efter dig.. Det lignede dig ikke at forsvinde på den måde," sagde han endeligt. Han var virkelig lettet.

[Lily Rose Summers]

Lily skulle nok forklare Gabriel det hele så godt som muligt, når hun lige havde forvandlet sig. Hun ville helst kunne se og snakke med ham ansigt til ansigt, fremfor at gemme sig som katten, for den skikkelse var hun træt af. Hun vædede sine læber. Hun følte sig stadig træt og udmattet, men det var som om, at Salvatores magi allerede hjalp på hendes sindstilstand. Det skulle bearbejdes med tiden, men lige for nu måtte der være et værn for det, for ellers ville hun bare være en skygge af sig selv. En grædende skygge og hun nægtede at give Mattheus flere af sine tårer. Hun mødte hans blik, som han vendte sig ved hendes talte ord. Gabriel nærede da i det mindste respekt for hendes kvindelige væsen. Hun havde næsten glemt, at det fandtes. Hun trak vejret dybt og gik roligt hen mod ham. Det var faktisk lidt svært for hende at stå her, men også umådelig rart og hjemligt. Gabriel var hende jo en nær ven, for når de ikke var i det offentlige rum, så var de jo bare to almindelige folk. Ikke en konge og bodyguard. Som hun jo så ikke var mere. Eller var hun? Hun anede det ikke. Måske han havde fundet en ny? "Jeg var heller ikke sikker på, jeg nogensinde ville nå hjem over grænsen," svarede hun ham sagte. Hun mærkede en varme stige til hendes kinder. Efterlysninger? Havde han efterlyst hende? Ja, det undrede hende end ikke engang. Hun løftede et bryn og lagde armene over kors. "Så jeg betyder alligevel noget, var?" endte hun og blinkede til ham. Hun vædede sine læber og vendte så blikket væk. Det hele var lidt tåget lige nu, men hun ville gerne kunne forklare ham om hendes forsvinden. Hun trådte hen til sengen og satte sig ved hans side, mens hendes lyseblå øjne søgte hans.
"Jeg tog efter Sephiran, som du bad mig om. Jeg var nået helt til Dvasias og prøvede at forhøre mig om ham på en kro... Mattheus var der også og spolerede det hele. Han arrestede mig, gav mig en væske og... og piskede mig, til jeg svandt ind i skikkelsen du så før. Og så var jeg fanget der. Bundet af en magisk lænke, så jeg i lang tid kun var kat. Han udnyttede det, legede med mit sind. Men han satte mig fri af den magiske lænke, så jeg kunne forvandle mig igen efter noget tid... Og så for to dage siden, så tog jeg flugten," fortalte hun. Der var mange detaljer, hun ikke havde taget med. Og ting, som hun jo heller ikke kunne forklare bedre, fordi hele kidnappe-syndromet var fjernet af Salvatore. Det bånd som hun havde delt med Mattheus, mærkede hun ikke i sine følelser, hvilket var for det bedste.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Naturligvis havde Gabriel sendt efterlysninger ud efter Lily. Hun havde altid været en kvinde, som havde været af meget stor betydning for ham, og det havde hun jo altid haft. Selvom de ikke altid havde været gode til at være omkring hinanden, så var det ikke noget, som gjorde nogen forskel for hans vedkommende. Sagen var vel, at han gjorde hvad han kunne for sit folk? Og deriblandt, var hun jo trods alt også, kunne man jo sige.
At hun nu var mere klædt på, tog han nu ikke så tungt, selvom han skam havde forståelsen for hende og hendes situation. Han nikkede mod hende. Han ønskede oprigtigt at høre hendes fortælling, og det var han nu heller ikke ligefrem bange for at erkende for hende. Han var jo rent faktisk bange for, hvad dette havde haft af betydning, samt hvad der var sket hende, da frygten for, at hun skulle have mistet livet, havde været det mest tydelige ved ham.
"Men du kom derfra, hvilket for mig, er det vigtigste," sagde han med en rolig stemme, som han igen sendte hende et smil. Betydning havde hun nu altid haft for ham, selvom han måske havde haft for vane, bare at himle med øjnene og rystede på hovedet. Hvad der egentlig var sket hende, skulle han ikke kunne sige. Han selv lyttede til hendes historie, hvor smilet kun falmede mere og mere i takt med at hun åbnede munden. Han blinkede let med øjnene, hvorefter han let rystede på hovedet. "Jeg begriber ikke, at nogen kan være så onde og så groteske, at udføre den slags ting på folk. Jeg er glad for, at du kom fra det igen," sagde han endeligt, som han betragtede sig af hende. Det var helt ubegribeligt.. Han var virkelig glad for, at hun var kommet hjem igen.

[Lily Rose Summers]

Lily blev siddende ved Gabriels side, nu hvor hun havde fået placeret sig på sengen igen. Hun mærkede stadigvæk trætheden, for det var meget fristende at ligge sig ned. Eller læne sig op ad Gabriel, hvis skulder så yderst indbydende ud til hendes hoved. Men hun blev dog stædigt siddende som hun fortalte om de sidste år, hvor hun havde været væk. Hun trak skævt på smilebåndet til ham. Hun var faktisk næsten lettet over at se ham igen, for hun følte sig i sikkerhed. Hun følte sig hjemme og de følelser kunne hun uden tvivl godt lide sammenlignet med hendes seneste flugt og de sidste mange år i kløerne på Mattheus. Fanget i hans spind. Hun nikkede til hans ord. Men alligevel, så forstod hun faktisk en smule mere om alt det med at være ond. Hun havde jo trods alt været i mørket i en del tid. Det hele var bare ret usammenhængende lige nu, fordi flere minder var blevet dækket til med et sort klæde, så hun ikke huskede det. "Jeg er glad for at se, at du også stadig er her. Jeg har jo ikke været der til at passe på dig," sagde hun med et smil på læben. Hun så ind i hans øjne et øjeblik og faldt kort i staver. Hun så så væk igen og lod hænderne mærke sengetøjet under hende. "Jeg vil gerne genoptage min plads som din bodyguard. Hvis det kan lade sig gøre," endte hun så, uden at kigge på ham. Næsten bange for at blive afvist...

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Hvad der egentlig var sket med hende, var noget som Gabriel var nødt til at snakke med Salvatore om, for det var han nødt til at vide. Hun virkede da i det store og hele til at være ganske.. glad, alt taget i betragtning, og naturligvis var han glad for det. Han trak ganske kort på smilebåndet. Ja, det havde været hårdt og svært, og særligt med den omvæltning, som han selv havde været igennem i hans liv. "Jeg har måske vane for at være dumdristig, men jeg kan godt tage lidt vare på mig selv," sagde han med en rolig stemme.
At hun ønskede at få sit gamle job tilbage igen, ville Gabriel end ikke have nogen kvaler ved at give hende, da han vidste, at hun var rigtig god til det, og hun havde jo gjort det rigtig godt. Han nikkede. Det var bestemt ikke en anmodning, som han havde i sinde, at afvise, og særligt ikke når selv Procias havde brug for alt den hjælp, som de overhovedet kunne få. "Det vil være mig en sand fornøjelse, at lade dig indtage pladsen som min livvagt igen, Lily. Såfremt at du nu ikke roder dig ud i yderligere ballade," pointerede han sigende, som han kort måtte trække på smilebåndet. Bare at nogen ting blev, som de plejede at være, var noget som faktisk betød rigtig meget for ham. Og særligt når det kom til kvinder som hende, som han havde haft tæt ind på livet i mange år.

[Lily Rose Summers]

Lily kunne ikke forklare Gabriel sagen bedre, for det hele var tåget. Mange ting var blevet dækket til af mørke, så hun ikke mindedes det, men det var for hendes eget bedste. Hun var knust indeni, så hendes indre prøvede at samle hende og reparere hende. Hun vædede sine læber roligt og så mod Gabriel med et skævt smil. Hun nikkede. Det vidste hun udmærket, men hun havde altid syntes virkelig godt om sit job som hans bodyguard. Mest fordi hun var kvinde og skulle beskytte en mand. Og fordi hun så stadigvæk var omkring ham, for han var jo en gammel flamme. Og de havde været venner siden, at hun havde slået op. Slået op i frygten for at blive svigtet, for hun ville ikke lade sig nedgøre af noget. "Det ved jeg godt," svarede hun roligt. Hun så ned i gulvet foran sig og holdt fraværende fat i sengetøjet med sine fingre. Hun trak på mundvigen ved hans svar. Hun vendte blikket mod ham og løftede et bryn mod ham. "Så må du jo lade vær med at sende mig afsted på så farlige missioner," drillede hun ham igen. Hun trak vejret dybt og vidste nu slet ikke hvad hun skulle sige. Det var så rart at se ham igen. Så rart at være hjemme.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var nødt til at snakke med Salvatore om hvad der reelt var sket med Lily, for han ønskede slet ikke at gå rundt i uvished. Dette var dog sket af en grund, og det var vel også det, som gik ham lidt på? Han bed det i sig for nu, for han ville bare gerne se hende i bedring og vende tilbage til hendes stilling endnu en gang, så hun kunne komme tilbage til arbejdet, som hun havde haft førhen.
"Tro mig, selv jeg kan lære af situationerne, som jeg havner i. Jeg tror bare, at du skal holdes tæt ved mig fra nu af," sagde han roligt. Selv her, kunne han se professionelt på det, også med den fortid, som han reelt havde med Lily. Det var ikke noget som rørte ham den dag i dag, og det var noget som han gerne ville erkende. Tungen strøg han let over sine læber, inden han hævede hånden, og strøg den over hendes kind. Han kunne ej lade være, og særligt nu hvor han sad ved hende, og kunne genkende hende mere og mere, end hvad han havde gjort hidtil. Han strøg den over hendes kind ganske let. "Du burde hvile, inden vi tager tilbage til slottet," sagde han, som han let rettede sig op igen.

[Lily Rose Summers]

Hvad Gabriel tænkte på, det anede Lily ikke. Hun skulle i hvertfald ikke vide mere om det der var sket de sidste år, end hvad hun gjorde nu, for det ville knække hende igen. Hun var jo allerede knækket og det skulle bestemt hele med tiden. Så måske når hendes sind var klart, så ville minderne begynde at komme tilbage? Hun vidste det ikke lige nu, men det håbede hun da. For det var faktisk lidt underligt at have så tågede områder i sit sind. Men det var for det bedste, så meget vidste hun. Ellers havde hun jo aldrig bedt Salvatore rydde op. "Det skal jeg nok," svarede hun med et smil. Hun vædede sine læber dæmpet og vendte blikket mod ham. Det var hjemligt at se ham her og hun var faktisk glad for, at han var kommet. Salvatore måtte have sendt bud efter ham, men det gjorde hende slet intet. Salvatore var hendes mentor, gamle lærermester og hende en nær ven i dag. Hun lod ham stryge hendes kind og hun smilede skævt til ham. "Jaja, farmand," svarede hun kækt, men dog med en kærlig drilsk undertone. Hun trak vejret dybt og pustede roligt ud. "Skal jeg ikke bare møde ind på slottet, når jeg er klar?" foreslog hun. Hun gned sig kort i øjnene. Træt var hun uden tvivl. Hun sukkede let og lagde sig ned på ryggen.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var uden tvivl en meget omtænksom mand, og dette var ikke noget undtag. Han ønskede jo rent faktisk at sikre sig, at hun havde det godt, og derfor havde han også brug for at vide, hvad der havde rørt på sig i hendes liv, nu hvor det havde været så slemt at Salvatore havde været nødsaget til at gøre noget ved det. Han rystede let smilende på hovedet. Hvis dette indikerede og endte med, at hun ville komme hjem, så var han ganske tilfreds med det, og det var han nu heller ikke bange for at erkende overfor hende. "Kald mig hvad du lyster, men selv jeg ønsker at passe på dig," endte han med en ganske sandfærdig mine.
Lige nu var det i hans øjne vigtigt, at hun fik slappet af, og sovet ud, for hun virkede uden tvivl som en, der havde brug for det. Han sendte hende et stille smil og nikkede så. "Få sovet, Lily.. Så kom op på slottet, når du er klar til det.. Så ses vi der," sagde han med en ganske rolig stemme. Med disse ord, rejste han sig op. Han var uden tvivl lettet over at se hende, og særligt fordi at hun så ud til at have det godt, alt taget i betragtning. Han nikkede mod hende. Han glædede sig til at hun kom derop, så de kunne fortsætte fra hvor de slap - uden alle de farlige opgaver.
Roligt vendte han om på hælen, og forlod stedet. Han lod derfor også hende sove.

//Out

[Lily Rose Summers]

Lily kunne godt lide, at Gabriel var nøjagtigt som før hun var forsvundet. Han var ligeså betænksom, sød og varm. God som dagen var lang faktisk. Og det var noget, hun nok altid havde fundet ret tiltrækkende hos ham, selvom det aldrig skulle blive noget seriøst. Men derfor kunne de jo godt have et stærkt venskab. Gabriel og Salvatore var de eneste, hun faktisk stolede oprigtigt på. Alle andre mænd var hendes legetøj. Mon ikke hun nok skulle få sat gang i de procianske mænd igen snart, når hun var kommet sig? Hun trak på mundvigen. "Det ved jeg, Gabriel," svarede hun. Denne gang med et nærmest taknemmeligt smil, selvom det dog hurtigt forsvandt til fordel for et mere kækt og overlegent smil. Hun gabte og skjulte det hurtigt i hånden. Hun var sjældent så udmattet som nu, men var der noget at sige til det? Kroppen arbejdede jo mere end normalt. Og sindet ligeså, der var ved at samle trådene, selvom det var svært. Mange minder fra de sidste to år var blevet dækket til at Salvatore og kun for hendes held. "Vi ses." Hun lagde sig til rette på sengen og søgte under dynen. Og næsten før han var gået, så sov hun allerede.

//Out.