Still home?

[Lily Rose Summers]

Salvatore ’Kenara’ Salizmira

Aldrig havde Lily faktisk følt sig så oprigtig såret og ked af det. Aldrig havde hun følt sig så ødelagt. Aldrig følt sig så dum. Hendes hoved snurrede rundt, hun kunne ikke finde hoved og hale i noget som helst. Fandt ingen fornuft i at være blevet hyllet så langt ind i Mattheus' spind, for så at blive tabt på gulvet. Hun var løbet i hendes ocelot-katteskikkelse hele vejen. Hun var flygtet i løbet af dagen, hvor hun faktisk ubemærket havde sneget sig ud af slottet. Og så havde hun ellers bare løbet alt hvad hun kunne for at komme ud af Dvasias, da hun nægtede at være der mere. Hun var slet ikke sig selv mere og mest af alt, så ønskede hun bare at glemme alt.
Hun havde været flere dage undervejs, da hun endeligt nåede til Den Magiske Cirkel. Hendes gamle hjem. Her hvor hun var blevet taget imod af Salvatore, da hun ingen andre havde. Og han havde trænet hende til at blive den stærke kvinde, hun havde været. Men hvor var den kvinde nu? Aldrig havde hun haft så mange tårer strømmende ud af hende. Hun havde aldrig været den, der græd foran andre. Men nu kunne hun ikke stoppe igen, da hun endeligt følte, at hun faktisk var hjemme. Hun var beskidt og mudret af turen, men hun var ligeglad. Hun løb ind i Den Magiske Cirkel, for hun var jo stadigvæk magiker af blod, race, hjerte og magi. Aldrig noget andet. Procias var her hun hørte hjemme, det havde hun da en gang for alle fået bevist med en hård lærestreg.
Som hun nåede ind, så søgte hun straks mod Salvatores rum. Håbede, at han stadigvæk var der! #Salvatore?# kaldte hun via sindet. Hun manglede ham... manglede noget velkendt. En hun kunne stole på. En god ven.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Selv Salvatore var fuldstændig rundt på gulvet, efter den besked som han selv havde modtaget fra Manjarno. Denjarna var vågnet fra de døde.. Hvor han selv slet ikke kunne finde ud af, hvordan han skulle handle og reagere på denne fantastiske nyhed! Skulle han søge retur over grænsen? Hun havde jo kun givet ham 3 dage til at vende hjem, ellers stod han uden job - et job, som man kun i princippet kunne sig,e at han havde modtaget på denne side af grænsen lige så, da Silia havde valgt at give ham en chance til.
Vandrende lidt rundt i sine egne tanker i Den Lyse Cirkel, som igennem frygtelig mange år, havde været hans hjem, gik han. Det var jo egentlig først, da stemmen i hans hoved lød, at han stoppede op. En stemme der for ham, var så velkendt, selvom det efterhånden var år siden, at han havde hørt en lyd af denne. Han blinkede let med øjnene. Hvad var det? Han så sig om.. Lily?
Salvatore rynkede let i panden, som han lod hovedet søge på sned. Han knælede ganske let. Det var de færreste der søgte ham, udelukkende fordi at de ikke stolede på ham. Han havde jo været på den anden side af grænsen i frygtelig mange år, så det var heller ikke underligt. "Lily..?" spurgte han usikkert. Kunne det virkelig være hende?

[Lily Rose Summers]

For Lily var det fuldstændig ukendt, hvad Salvatore havde gået og lavet. Såvel som ingen rigtigt vidste, hvor hun havde været. Ingen havde jo kunnet finde hende, mest fordi hun selv var så forskruet i sine tanker, at hun ikke havde ønsket det. Hun havde jo bare gemt sig ved Mattheus, fordi hun havde været så knyttet til ham gennem stockholmsyndromet. Hun havde været kidnappet og havde skabt et stærkt bånd til sin kidnapper, der havde gjort hende til dette dyr. Hun slikkede sig om snuden og mærkede igen tårerne presse på. Hun var skrøbelig og usikker, som hun aldrig havde været. Aldrig havde hun været så psykisk svag som nu, men hun var jo også ødelagt. Ødelagt af det bånd, der havde været, som nu var blevet klippet over fra den ene dag til den anden. Derfor var hun jo nu her. Og tankerne havde væltet rundt i hende, fra det øjeblik hun havde sat fod udenfor Castle Darkness. Salvatore havde været hendes første indskydelse, mest fordi Den Magiske Cirkel havde været hendes hjem siden hun havde været 13. Hun så op på ham, da han kom gående ad gangen. Han knælede ned til hendes lille skikkelse og hun mærkede tårerne vælte ud af hende, hvilket gjorde, at hun skiftede skikkelse fra katten til menneske. Ligeglad med, at hun faktisk var nøgen lige nu. Hun kastede sig om halsen på Salvatore og kunne slet intet sige for tårer. Heldigt, at de kunne kommunikere via sindet. #Du bliver nødt til at hjælpe mig... Jeg kan ikke være i mit hoved... Det gør for ondt,# sagde hun i hans tanker.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Selv havde Salvstore alt for mange andre tanker, som han skulle finde ud af. Kvinden som førhen havde haft hans hjerte, var kommet retur, og selv han havde svært ved at finde sin plads. Skulle han tage tilbage til Manjarno igen? Han vidste det ikke.. Han vidste det virkelig ikke.
For nu var det dog ikke hvad der plagede ham, men derimod den velkendte kvindelige stemme, som lød i hans tanker og sind. Det var efterhånden ved at være mange år siden at Lily var forsvundet fra Procias, hvor selv Gabriel havde sendt eftersøgninger ud efter hende. Dog var der ikke kommet noget svar, og selv det gjorde ham bekymret. Naturligvis havde alle begået fejl igennem deres liv, og selv de valg som denne unge kvinde havde taget, havde ikke alle sammen været lige heldige. Selv nåede han stort set kun lige ned i knæ, inden hun forvandlede sig, og kastede sig direkte om halsen på ham.
Salvatore stivnede. Hvad pokker foregik der? Han lukkede grebet en anelse om hende. #Lily hvad foregår der?# spurgte han dæmpet. Det måtte være alvorligt, siden hun ikke gjorde brug af tungens tale, og sådan som hun græd.. Så var det vel blot tydeligt, at noget slet ikke var, som det skulle være? Han rystede let på hovedet. Hvor var det dog en svær situation! "Kom," bad han endeligt, som han rejste sig op med hende. Han tog sin kappe af, og smed den om hendes skikkelse, for at skjule hende lidt, inden han søgte ned igennem de mange gange, for at komme til sit eget kammer. Her kunne de snakke i fred.

[Lily Rose Summers]

Lily var slet ikke sig selv. Måske var det ikke fair at kaste problemerne over på Salvatore, men hun havde virkelig brug for hans hjælpe. Hun kunne slet ikke være i sig eget sind, for det gjorde virkelig ondt på hende som aldrig før. Hun havde været væk i hvem vidste hvor længe, det var hun klar over. At hun var blevet efterlyst, anede hun dog ikke. Men i det tilfælde, ville det nok glæde Gabriel endelig at høre noget til hende igen, for Salvatore skulle jo nok tage det skridt. Hun holdt sig ind til ham og gemte sig i hans kappe, som hun trak om sig, da han smed den om hendes skuldre. Hun havde aldrig grædt åbent foran nogen, så Salvatore måtte også vide, at noget var virkelig galt! Hun fulgte med ham gennem gangene på let skælvende ben, for hun var uden tvivl både udmattet af turen og så helt ødelagt af at græde. Hun vidste ikke hvordan hun skulle forklare det... Han måtte blive nødt til at se det for sig selv. Da de nåede ind på hans kammer, så satte hun sig hen på kanten af hans seng. Hun stirrede ned i gulvet. Tårerne holdt inde igen, men det var som om hun havde så meget at sige, at hun intet kunne sige. #Søg ind i mit sind og se, Salvatore.... Jeg kan ikke... jeg kan ikke forklare det. Du bliver nødt til at lægge en dæmper på det... det gør ondt,# endte hun. Tydeligt frustreret også. Hun kørte hænderne op i hendes lange filtrede hår og rev let frustreret i det.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

At se Lily på denne måde, var slet ikke en tanke som Salvatore brød sig om. Han forstod det ikke. Han forstod virkelig ikke, at nogen kunne handle og reagere på den måde. Derfor valgte han bare at smide kappen om hendes skuldre, for at trække hende med sig, så han vidste, at han kunne få hende lidt på egen hånd, så han kunne finde ud af, hvad der egentlig gik igennem hovedet på hende lige nu, for uden tvivl måtte det jo være rigtig mange ting, siden hun reagerede på den måde.
Selve værelset bød ikke på særlig meget, da Salvatore stort set selv lige var ankommet til stedet her, efter selv at have været adskillige år ude, hvor han havde lavet alverdens andre ting. Rådgiver i Manjarno.. elsker til dronningen af landet.. Der var selv mange ting, som han havde haft i hovedet, og særligt det faktum, at han rent faktisk også var far!
Salvatore knælede ved siden af sengen og så op mod hende. Hvad var det dog der var sket, siden hun kom rendende på den måde? Ingen havde set skyggen af hende i det, som måtte være flere år, og pludselig kom hun der, som var intet sket på det led? Hun kunne ikke sige det.. Var det noget som gjorde så ondt. Han sukkede dæmpet. Alt det som han selv i forvejen havde at slås med. "Så vis mig det," bad han endeligt, som han lod hænderne glide op til hendes tindinger, hvor han selv valgte at koncentrere sig. Så godt som det nu også var muligt for ham, med alt det andet, som han selv personligt havde at slås med, hvor han søgte direkte ind i hendes tankestrøm, for at finde ud af, helt præcist hvad der var sket, og hvorfor hun var så ked af det.

[Lily Rose Summers]

Lily vidste, at hun smed en masse over på Salvatores skuldre, men hun havde virkelig ikke anet, hvor hun skulle søge hen. Alle sluser var åbne, hun havde aldrig været så sårbar som netop nu og det var meget frustrerende for hende. Selv holdt hun kappen om sig og dumpede bare ned på sengen, for hun følte slet ikke, at hendes ben kunne holde hende oprejst længere. Hun trak vejret dybt og prustede nærmest, da hun skulle puste ud. Hun hiksterede helt. Selv skulle hun jo nok stå der for ham, når hun lige havde fundet de rette spor igen, for hun var tydeligt på vej ud over kanten. Hun fornemmede, at han kom hen til hende, men hun stirrede bare ned i gulvet. Hun havde været væk, siden Sephirans mislykkedes forsøg på at indtage Procias. Taget til fange af Mattheus, pisket til hun svandt ind i katteskikkelsen, låst dertil, så hun var blevet tæmmet som et andet kæledyr. Og nu gav de tanker hende den rene kvalme. Hun havde været så langt inde i Mattheus' spind og var fra den ene dag til den anden blevet smidt bort, fordi Aliyah kom tilbage. Hun havde jo oprigtig troet, at hun faktisk betød noget. Hun bed tænderne sammen. Salvatores hænder mod hendes tindinger føltes næsten beroligende og det kunne hun godt lide. Det føltes velkendt. Hun lod ham søge ind...
Alt viste sig for hende, som det også ville for ham. Lige fra hun blev sendt på opgaven, til hun blev slået i gulvet i en kro i Dvasias, ført til en kælder på Castle Darkness, pisket til hun svandt ind til katteskikkelsen, hvordan hende og Mattheus havde groet et bånd, hvor de til sidst var endt som elskere og så nu, hvor hun sad her... var flygtet, fordi realiteten havde banket på i hendes drømmeverden.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

At se den stærke unge kvinde sidde så knust og ødelagt for øjnene af ham, var slet ikke noget som Salvatore kunne forholde sig til. Det føles virkelig uvirkeligt, og han brød sig slet ikke om at se hende på denne her måde. Han ville gerne hjælpe hende. Det var det som han var der for, og særligt når han så hende på denne her måde. Han bed tænderne sammen. Det var meningen, at dette skulle være en lykkelig stund for folk.. særligt nu hvor der var en stridsøkse begravet mellem Procias og Dvasias, og så skulle han se hende på denne her måde?
Hænderne strøg over hendes tindinger, hvor han tvang sig adgang, nu hvor hun også gav ham lov, hvor det hele fik lov til at køre som en film på hans egen nethinde. Det som hun derimod viste ham, var noget som fik en knude til at melde sig direkte i hans mave, som satte sig videre i hans bryst. Det var ikke småting, som hun havde haft at slås med, og det var en tanke, som gjorde ondt på ham. Uden tvivl var det noget som gjorde ondt på ham. Han tvang sig ud igen, ved at fjerne grebet og hænderne som hvilede mod hendes tindinger. Hans blik hævede han stille mod hendes skikkelse. "Det er grusomt, Lily," sagde han dæmpet i manglen på bedre. Han vidste slet ikke hvordan han selv skulle tage det. Han satte sig roligt ved siden af hende, hvor han alligevel lod armen glide omkring hende. Han kunne trøste hende.. men hvad andet han kunne gøre, det vidste han ærlig talt ikke. Aldrig kunne han mindes, at have set nogen så ked af det.

[Lily Rose Summers]

Lily var kun en skygge af den hun havde været førhen. Det vidste hun og det var nok det, som var noget frustrerende ved det hele. Selv kunne hun se, at det påvirkede Salvatore, samt at han havde andre ting at bakse med i forvejen, så nemt var det jo ikke ligefrem! Hun sukkede dæmpet, men lod ham få adgang, hvor det hele spillede som en film på begges nethinder. Hun havde det virkelig skidt, hvilket han jo kunne mærke. Hendes øjne løb i vand igen og hun drejede blikket mod Salvatore, da han snakkede. Hun fik ingen ord ud lige med det samme, så hun lænede sig bare ind til ham, da han lagde armen om hende. Hun havde lyst til at klynge sig til ham, men der holdt hun alligevel igen og lod bare sit hoved lande på hans skulder. Hun snøftede og prøvede virkelig at samle sig. Men det var som om, at nu hvor det først var begyndt, så kunne hun slet ikke stoppe igen. "Få det til at gå væk... Gør et eller andet. Isoler det... bloker det... modificer det, jeg er ligeglad. Bare få det til at holde op!" bad hun desperat.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Hvad Lily viste Salvatore, var direkte grotesk. At hun havde taget så hårdt på det, var bestemt heller ikke underligt. Han bed tænderne let sammen. Hvad skulle han stille op med dette? Ikke at det var noget som han havde prøvet før. Han sukkede indvendigt, hvor han lod armen glide om hende. Her sad hun.. hun var i det mindste i live, og for ham, var det faktisk også det, som var ham det vigtigste, så det i sig selv, var bestemt ikke noget som sagde så lidt.
Som hendes bøn måtte lyde mod hans øre, bed han tydeligt tænderne sammen. Skulle han? Han lagde hånden stille mod hendes side af hovedet, hvor han trykkede hende tættere ind mod sig. Om ikke andet, så forsøgte han da at give hende noget, som hun kunne bruge i den anden ende, for det andet ville bestemt heller ikke være til gavn for nogen af dem. "Så lad mig fjerne det," bad han roligt. Igen krævede det jo naturligvis, at hun gav ham fuld adgang til hendes tanker og sind. Han lukkede øjnene let. Sjældent var det, at han så aktivt skulle bruge sin magi, selvom han nu ikke tog det så tungt igen. Han ville virkelig gerne hjælpe hende, og særligt når hun havde det på denne måde, da dette slet ikke var noget, som han kunne lide. "Få dig til at glemme hvad der er hændt dig," sagde han dæmpet.

[Lily Rose Summers]

Lily var knust. Hun havde aldrig troet, at nogle faktisk kunne knække hende, netop fordi hun altid havde været meget på toppen. Havde altid haft sin stolthed og sin styrke, men den havde Mattheus formået at ødelægge godt og grundigt. Så nu sad hun her, rystende i sin gamle lærermester arme og bad ham gøre noget for hende, på nok den billigste måde. Men hun kunne ikke leve med det, for så ville hun for evigt være ødelagt. Og hun ville gerne være lidt mere menneskelig end det vrag, der sad hos ham nu. Hun var i live, men kun en skygge af den kvinde hun havde været engang. Hun rettede sig en smule mere op da han lagde hænderne ved hendes tindinger igen. Hun gav ham fuld adgang og gjorde intet for at kæmpe imod, for dette ville hun jo faktisk gerne have væk. Starte på en frisk! Hun trak vejret dybt og lukkede øjnene, som det hele langsomt blev visket bort. Fordi hjernen skulle kapere alt der skete, så endte hun dog med at besvime af det, som han faktisk have fået hende til at glemme det meste. Tingene var visket bort og kun svage erindringer. Hun huskede, at have mødt Matt igen, at være blevet fanget... men ikke hvad det havde gjort ved hende. Hvordan hun havde været under Matts spind som hans kæledyr og hvordan hun var blevet knækket, de ting erindrede hun ikke følelser af...

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

At gøre dette, kunne hurtigt vise sig, at blive fatalt, og det var noget som uden tvivl også kunne vise sig, at være farlig. Han bed tænderne en smule sammen og søgte langsomt ind i hendes krop og sind, hvor han fjernede de minder som hun ønskede, at han skulle fjerne. Han fjernede dem alle.. en efter en, og særligt fordi at han ønskede at passe på hende.
At hun derimod kollapset i en besvimelse, var noget som et sted gjorde ham bange. Han bed tænderne tydeligt sammen, inden han slap grebet omkring hendes tindinger, for i stedet for, at lade hånden glide bag hendes hoved, hvor han støttede hende, så hun kunne komme ned i sengen at ligge. Her lagde han hende under hans eget tæppe, som fungerede som en dyne for ham. Her lagde han hende til. Så knust og ødelagt, som hun måtte være, hvilket i forvejen slet ikke var noget, der lignede hende!
Roligt rejste Salvatore sig op, for at søge hen til sit skrivebord. Her skrev han et kort brev, som han valgte at skænke en smuk fugl, som han fremmanede med hans lyse magi i stedet for. "Bring dette til Gabriel," bad han med en rolig stemme. Den fløj hurtigt afsted. For nu, handlede det udelukkende bare om at vente..

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Frygtelig mange ting, kunne man sige, at Gabriel havde at tage sig af, særligt i disse tider. Alt hvad der foregik på den anden side af muren, var pressende og stressende for ham, og særligt fordi at det havde holdt hårdt mellem ham og Silia i forvejen.
Lige i dag, havde han set frem til det, som muligvis kunne være en fridag, som han kunne nyde sammen med hans elskede hustru. Den magiske fugl, som derimod var dukket op med et brev til ham, havde derimod tydeligt indikeret, at det ikke var en dag for afslapning og ro. En tanke som rent faktisk gjorde ham frustreret. Særligt frem til han valgte at læse brevet. Var Lily virkelig blevet fundet?
Uden at tøve, havde Gabriel taget turen igennem Procias, for at komme til Den Lyse Cirkel. Selvom han ej længere var magiker af blod, var han kendt med hvordan han skulle betræde stedet og rent faktisk få adgang, så det forvoldt ham dog ej de største problemer, og særligt ikke, når det foregik på denne her måde. Bevidst valgte han at søge efter Salvatores hjem. Han vidste jo at manden holdt til her, og særligt efter at han havde valgt at vende hjem og tilbage til lyset igen.
Iklædt det kongelige tøj, stoppede han op foran den dør, som han vidste, måtte tilhøre Salvatore. Manden havde altid været så diskret af bolig, så det kunne ikke være andet. Han bankede på, inden han trådte ind af døren. Her ventede han bestemt ikke. "Hvor er hun?" spurgte han direkte. Lily havde han søgt i årevis. Var hun endelig kommet hjem?

[Lily Rose Summers]

Lily endte bevidstløs ved Salvatore. Hendes hjerne arbejdede på højtryk og den havde mest energi at bruge af, når hun ikke var ved bevidsthed, så derfor gled hun ind i besvimelsen. Det var sort for hende og hendes krop arbejdede nu på automatik for hende, så hendes hjerne kunne klare det, den skulle. Lige acceptere de ændringer, der var blevet påtvunget via magien. Skubbede ting i baggrunden, fjernede følelser og minderne, men lod hende stadig have en viden, så der ikke bare var sort i de sidste mange år. Hun blev rykket rundt af Salvatore og endte med at ligge midt på sengen med et tæppe over sig. Hendes skikkelse endte i besvimelsen med at trække sig sammen til katteskikkelsen, fordi det jo var hendes beskyttelse... hendes forsvarsmekanisme.
Selv ænsede hun ikke, at Salvatore skrev og sendte bud efter Gabriel. Endnu en af hendes venner herfra, også tidligere flamme, men i nutiden en loyal ven. En ven, som hun havde været ansat som personlig bodyguard for. Hun var dog ved at komme til sig selv og klangen af Gabriels stemme, satte straks gang i systemet. Hun åbnede dog ikke øjnene, men bevægede en smule på sig. Hun lå helt gemt under tæppet og hun strakte sin spinkle kattekrop. Stille dukkede hun frem fra tæppet og hun så hen på Gabriel, der stod der. Hendes hjerte slog næsten et slag over bare ved at se ham. Det var alt for længe siden. #Jeg er her,# endte hun til ham via tankens kraft.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var ikke helt sikker på, hvordan Lily ville tage, at han havde valgt at tage fat i Gabriel, men visse ting, var man vel bare nødt til at gøre? Selv blev han siddende ved siden af Lily frem til han hørte at der var lyde ved døren. At hun selv havde indtaget skikkelsen som kat igen, sagde han nu heller ikke noget til. Det var vel kroppens måde at beskytte sig selv på? Som hans anden skikkelse var panteren? Han havde dog bare formået at genvinde kontrollen over krop og sind.
At det var kongen, der havde valgt at tage turen hertil, sagde han intet til, hvor han blot rejste sig. Hovedet sænkede han i respekt. "Deres Majestæt," sagde han endeligt, inden han kort vendte blikket mod katten, der kiggede frem fra tæpperne på hans seng. Kort måtte han trække på smilebåndet. Alene fra da han havde fået øje på hende, og hvor hun allerede nu måtte stå, så var der en tydelig markant forskel at føle på hende, hvilket automatisk gjorde, at det hele måtte være det værd i den anden ende. "Jeg vil lade Jer være lidt alene," sagde han endeligt, da selv han kunne forestille sig, at de havde meget at snakke om, og det nok også var derfor at han handlede og reagerede som han gjorde. Ved et kort buk med hovedet i retningen af Gabriel, valgte han at forlade sit eget hjem, så de kunne få noget privatliv.

//Out