You'll be safe here

[Jarniqa Dynithril]

Ved siden af følte Jarniqa sig, når han sagde, at han havde lysten til mere, og at alle andre havde, men at hun bare ikke havde. Selv tænkte hun, at det måske var konsekvensen af at være blevet opdraget væk fra civilisationen. Dog kunne hun intet gøre ved det, som det blot var således, at hun følte. At han dernæst sagde, at hun intet fejlede, måtte hun forblive undrende, da det ej gav mening for hende. Ej heller følte hun, at hans næste ord var synderligt fortrøstningsfulde. Han var blevet tvunget til mere med en kvinde, og nu kunne han lide det? Selv brød hun sig ikke just om ideen om, at hun skulle tvinges igennem noget, som hun ikke havde lyst til. Ville Lucifer prøve at gøre det samme med hende? Ærlig talt følte hun, at han før havde forsøgt, som hun havde følt, at han havde tvunget hende ud i noget, som hun ikke havde gidet, hvilket havde resulteret i et magisk forsvarsangreb fra hendes side. Hænderne endte hun med at trække til sig. Selv ønskede hun svar, men lige nu syntes hun helt, at det var langt sjovere at kysse end at tale på denne måde. ”Så du mener, at den bedste måde er at tvinge mig til dette mere?” spurgte hun direkte, skønt der ingen tvivl var om – for hendes side om end – at hun ville slå ham, hvis han prøvede. Selv vidste hun også, at Damien ville sikre sig, at Lucifer døde, hvis det foregik på den vis. At han tidligere havde udnyttet kvinder som hende, fik hende for en stund til at tage blikket fra ham. Ganske vidst var hun ikke en ren engel, som hun tidligere havde været tyv og derfor havde været på kanten af loven, men alligevel kunne hun ikke lade være med at tænke én ting.. Hvad hvis han bare sagde al dette for at glæde hende? De andre kvinder havde han vel også været gode ved, indtil de havde givet ham, hvad han ville have? Hvad hvis det var det samme med hende? Damien havde trods alt også altid sagt, at man ikke kunne stole på folks ord. ”Man viser ikke lammet kniven, inden man dræber det,” endte hun med at sige, som hun igen så i hans retning. ”Hvorfra ved jeg, at du ikke lyver? Jeg er ikke mentaldæmon, så jeg kan ikke snyde på den vis, og vide mig sikker.”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Ej var det unormalt, at hun ikke havde lyst til mere. Et sted var Lucifer temmelig sikker på, at hun faktisk havde lyst til mere, men enten ikke vidste hvad det betød ellers var hun bange for at trække den skridtet videre. Det havde selv han været i starten, som han ej var det mere. Tungen strøg han kort over sine læber. Han ville bestemt ikke tvinge hende til noget. I det tilfælde, så havde han skam allerede gjort det, men det var jo heller ikke ligefrem forekommet. "Ganske vidst har jeg formået at berøre dig på en måde, som du ej fandt behageligt, men aldrig kunne det falde mig ind, at tvinge dig til noget.. For mig, og den slægt jeg har vokset op i, har det været tradition for manden når han blev myndig, at gøre således," fortalte han. Han havde vist sig som en mand i det henseende, og det havde givet ham en forståelse for kroppen, og kroppens signaler, samt lyst og behov. En erfaring og oplevelse, som hun slet ikke havde stiftet bekendtskab med endnu.
Grumme sandheder var det, som blev lagt på bordet i øjeblikket, men Lucifer var blot en ærlig mand, og det var lidt det som han håbede, at han kunne vinde nogle gode creditpoint på. Hans blik gled mod hende endnu en gang. Han var måske en mentaldæmon, og han kunne læse tanker som hun gjorde sig, men hvorfor skulle han? Han ønskede jo for pokker oprigtigt at lære hende at kende! "Stoler du ikke på mig? Når jeg siger, at det føles anderledes med dig?" spurgte han direkte. Hænderne lod han falde let ned ved siden af sig, som det også var svært og tungt for ham, at holde dem oppe. Hans eget blik gled en anden vej. Ung og vild havde han jo trods alt været.. Det var efter han havde mødt hende, at der var kommet andre boller på suppen.

[Jarniqa Dynithril]

Meget var det for Jarniqa at sluge, som hun bestemt ikke var vant til at befinde sig i dette emne. For det første havde Damien aldrig drøftet dette med hende. For det andet havde hun aldrig haft nogle veninder eller bekendte at tale med. Og for det tredje var Lucifer den eneste, som hun havde prøvet at kysse og derfor følt dette omkring. ”Det lyder som en besynderlig slægt, som du kommer fra,” sagde hun ligeud, som det var, hvad der faldt hende ind. ”Hvis min værge havde kunnet få det, som han ville, havde han placeret mig på en øde ø, hvor ingen ville kunne komme i nærheden af mig.” Skævt måtte hun smile over sine faktisk ærlige ord. Damien var nemlig ikke meget for, at der var nogen, som kunne lægge hånd på hende. Det var dog også, hvad Lucifer havde fået æren af at bevidne, som han rent faktisk var blevet grillet levende af hendes værge. Som han dernæst spurgte ind til, om hun ikke stolede på ham, måtte hendes blik glide væk igen. Forstod han slet ikke, hvilken opvækst hun havde haft? At hun havde vokset op uden for civilisationen, og derfor kun havde haft én person omkring sig? At den person gentagende gange havde fortalt hende, at hun aldrig kunne ligge sin lid til en anden end ham og sig selv? At det ej havde behaget hendes værge, når hun havde draget ud til byerne? Socialt handicappet kunne man derfor helt kalde hende, men det havde ikke just været hendes opfindelse. ”Som det er normalt i din familie, at man tvinger mænd til mere, er det normalt i min, at man kun har hinanden, og at alle andre vil gøre skade på en,” endte hun stilfærdigt med at sige. Svært var det at stole på en som sagde: stol på mig, når man altid havde fået ind, at det var katastrofalt at gøre. Dog håbede hun på, at han talte sandt. Det gjorde hun virkelig. Hun kunne jo godt lide ham.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Tradition i de større slægte, Jarniqa.. Enhver mand skal igennem det. De skal i en myndig alder, kunne tilfredsstille en kvinde, samt have forståelsen for det behov," fortalte Lucifer med en ganske ærlig stemme. Ej var det fordi at han av de tænkt sig at lægge skjul på dette, for det havde han på ingen måde. Måske det i hendes verden, var grusomt, men for ham, var det derimod bare en ting, som skulle gøres, og det var bare ikke noget, som han havde tænkt sig, at gøre det største ved, uanset hvad.
Frygten for at Jarniqa nu ville trække sig væk fra ham, var næsten det som var det største i ham lige nu. Han kunne slet ikke have det.. Hvad nu hvis hun slet ikke ønskede at vide af ham længere? Grusomt var denne tanke, og derfor håbede han lidt, at hun ville give ham muligheden for at vise, at han var en god mand. Hun gav ham for pokker lysten til at ville vise sig fra denne side. "Han har gjort dig en bjørnetjeneste, smukke," sagde han ærligt. Så meget som hun var blevet skånet. Han forstod jo godt at hendes værge havde gjort det, men det hjalp bare ikke på tingene, som det var lige nu. "Jeg ved ikke hvad han har forsøgt at bilde dig ind, men der er mange andre ting i det, end hvad du tror.. Jeg gør ikke noget af det her, for at gøre dig ondt.. tvært imod.. Lige nu, er det dig der gør mig ondt," kommenterede han. Både fordi at det gjorde ondt at hun sad så tæt, men også fordi at han ikke fik lov til at indfri hvad han så brændende ønskede at dele sammen med hende. Det var virkelig frustrerende!

[Jarniqa Dynithril]

Ej forstod Jarniqa sig på slægter, som hun altid var blevet skånet for den slags. Ej heller forstod hun, hvad navnet Jaceluck betød. For at være ærlig kunne hun ej heller se, hvilken forskel et navn kunne gøre. Et navn var trods alt bare … et navn. Dog forstod hun så langt, at Lucifer tidligere havde levet på det navn, som det navn havde indgydt ham en hvis stand. Armene lod hun igen snige om hans hals, som hun sendte ham et lille smil. ”Og du tilfredsstiller til fulde mig,” svarede hun roligt igen, skønt hun vidste, at han ej mente tilfredsstillelse gennem et kys, men tilfredsstillelse gennem mere. Hvornår hun ville prøve dette sagnomspundne mere, vidste hun ikke. Ville hun overhovedet komme til at prøve det? Lige nu kunne hun jo ikke forestille sig det, men måske engang. Som han sagde, at hendes værge havde gjort hende en bjørnetjeneste, skulle hun til at åbne munden. Som han dernæst sagde, at han ej ville gøre hende ondt, men at hun gjorde ham ondt, måtte hun lukke munden i igen. Gjorde hun ham virkelig ondt? Forvirret blev hun, samt … såret. Uforstående så hun på ham, som hun endte med at trække armene til sig, samt glide væk fra hans skød, så hun ikke længere sad på ham, men ved siden af ham. ”..Jeg gør dig ondt?” gentog hun fjernt, inden hun vendte blikket ned i skødet, hvor hun havde lagt sine hænder. Hvad havde hun dog gjort galt? Selv forstod hun det ikke.. Havde det ikke været venligt af hende at blive hos ham, skaffe ham føde, drikke, læ og varme? Han havde jo ikke klaget før nu.. Faktisk havde han nærmere sagt, at hun skulle blive og på den både blive ved. ”Hvis du mener, at jeg gør dig fortræd så sig det. Sig det, og jeg vil lindre dine smerter og forsvinde herfra.” Ondt gjorde det. Særligt fordi hun følte, at hun intet havde gjort galt. Selv gjorde hun jo al dette i bedste henseende og fordi, at hun kunne lide ham. Ja, selv havde hun også helt se frem til, hvordan det måtte være at vågne ved hans side igen. Hvorfor ønskede han også at rejse med hende, hvis hun gjorde ham ondt? Var han masochist?

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer var på ingen måder tilfredsstillet, som han gerne ville være det, men det lille som han fik, var vel forsmag på noget, som han måske kunne få engang? I hans øjne, var det frustrerende, men samtidig holdt det også hans interesse ved lige. Som hun låste grebet omkring hans nakke, måtte han igen vende blikket mod hende. "Der skal måske ikke meget til at tilfredsstille dig nu, snuske.. bare vent.. før eller siden, vil et andet behov dukke op," pointerede han med en ganske sigende mine. Ikke at han tog det som nogen skidt ting, for det gjorde han på ingen måde. Men på sigt, så var det her heller ikke godt nok, og det ville det vel heller ikke være for hende?
Jarniqa gjorde ham ondt.. Det var hårdt, at blive holdt sådan på pinebænken, og så var det naturligvis fordi at hele hans krop, så godt som måtte være som et åbent sår, hvilet heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. At hun flyttede sig, sagde han intet til, for hun sad endnu tæt på ham. Hans blik søgte hendes skikkelse igen. Hun havde ikke gjort noget forkert. Tvært imod faktisk. Han sukkede let. Hans hånd greb ud efter hendes, velvidende om, at han ikke havde kræfter til at holde fast. Han ønskede jo for pokker ikke, at hun skulle gå nogen steder! "Har jeg sagt, du skal gå nogen steder?" spurgte han direkte. Hvad fik hende til at sige det? Ønskede hun da ikke at sidde her, og søgte nu kun en undskyldning, for at komme derfra? "Min krop er et åbnet sår.. Det gjorde ondt," pointerede han denne gang med en hårdere stemme, som han vendte blikket væk igen. Hovedet lagde han træt ind mod klippen. Alle de små problematikker, som de skulle tage sig af!

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqas smaragdgrønne øjne hvilede på hans ansigt ved hans ord. Om han talte sandt, gjorde han vel? Han vidste vel, hvad han talte om, som han engang havde stået i hendes situation? Hvordan det ville foregå, når hun fik lysten til mere, vidste hun dog ikke. Ville hun mon få en form for åbenbaring? ”I så fald må vi vente og se, hvornår det såkaldte før eller siden kommer,” lød det roligt fra hende, som hun personligt ikke havde travlt. Selv nød hun det jo til at skyerne at kysse ham, og svært havde hun derfor ved at tro, hvordan det kunne blive bedre end det. Det var jo i forvejen så godt! Desuden.. Hvis det blev bedre end dette, hvordan skulle hun så kunne holde ud af være i sig selv? At det hele derfra vendte mellem dem, forstod hun sig ikke just på. Selv forstod hun nemlig ikke, hvad hun havde gjort galt, som han sagde, at hun havde gjort ham ondt. Forvirret gjorde det hende, hvor hun derfor også måtte stirre noget, som hans hånd endte med at gribe om hende. Hvorfor holde i hånden, når han mente, at hun gjorde ham fortræd? Rart var det dog at mærke hans hånd, som hans berøringer altid var behagelige. ”..Ikke de eksakte ord,” begyndte hun stille med at sige. Nej, han havde ikke direkte sagt, at hun skulle gå, men det at hun gjorde ham ondt var vel en hentydning? At han derfra forklarede sig ved at sige, at det var hans skader der forvoldte ham smerte, måtte hun bide tænderne sammen. Var det overhovedet et plus, at de altid skulle køre på hinanden på det ene eller på det andet tidspunkt? De kunne nemlig tydeligvis ikke være sammen, uden at de på den ene eller anden måde røg i klingen på den anden. ”Det var jo det jeg sagde,” sukkede hun, som hun tidligere havde sagt, at det ville være dumt at være tætte på hinanden nu, grundet hans mange skader. Langsomt skubbede hun sig op på benene. ”Kom med ind i hulen igen.. Det er ved at blive sent,” endte hun med at sige. Det var ikke just fordi, at hun var ved at falde om af træthed. Hun tænkte blot, at det måtte være bedst at stoppe nu, da de nu havde gjort anledning til at toppes med hinanden.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Hvordan det ville føles for en kvinde, skulle Lucifer ikke kunne sige. Han var bare af den overbevisning om, at hun før eller siden, ville finde ud af, at kys og kærtegn ej var nok for hende, men at hun derimod måtte ønske mere end blot det alene. Hans blik hvilede træt på hende, som hun nu havde placeret sig ved hans side i stedet for. "Før eller siden, så kommer det," sagde han blot, som en forsikring. Dette var han vis om.
Ej var det fordi at Lucifer ønskede at skændes med hende, mere end hvad de havde formået at gøre til nu. Derfor greb han vel ud efter hendes hånd. Ej ønskede han, at hun skulle gå nogen steder, som han jo oprigtigt ønskede, at hun skulle blive lige her. Lige her sammen med ham. Hun var lindrende for ham, bare ikke når det var så nær, og så lang tid, at hans krop føles, som var det et stort åbent sår. Hans mørke øjne hvilede på hende. "Jeg har ikke sagt, at du skal gå," sagde han endeligt, som han igen nikkede bekræftende til hende. Svært var det vel ikke at forstå, at han oprigtigt ønskede, at hun skulle blive her sammen med ham? Som hun slap ham og rejste sig, tog han det lidt som en afvisning. Hvordan kunne han da gøre andet? Han nikkede. Måske det bare var bedst at lade den ligge der? Hvordan kom han overhovedet op? Han rettede sig op, hvor han placerede hænderne mod klippen bag ham. At komme op på benene igen, viste sig meget hurtigt, at være hårdere end først antaget. Hans ben synes næsten at kollapse under ham, som han vendte sig mod hende. Klippen var hans hjælp. Han skulle vise hende, at han kunne gøre dette på egen hånd! Efter adskillige minutter, søgte han tilbage til hulen. Hans krop sitrede. Dertil lagde han sig ned på sin gamle plads igen. Bare den korte anstrengelse, havde taget hans energi.

[Jarniqa Dynithril]

Trykket var stemningen blevet mellem Jarniqa og Lucifer, og ej brød hun sig om det. Selv vidste hun ikke om det var meningen, at man havde svært ved at tale sammen, når man lavede det som de lavede, eller om det blot var dem som der var noget i vejen med. Svært var det, for selv ønskede hun jo at tale med ham.. Bare ikke når det gik som nu, og det syntes det altid at gøre når først de åbnede munden. Af den årsag forsøgte hun at afværge situationen ved at sige, at de skulle krybe til køjs. Hvordan ville det mon ikke gå dem, når de drog af sted sammen? Selv ønskede hun jo at have ham med, men samtidig begyndte hun at frygte, at hver nat ville blive som denne.. At hun skulle lægge sig i sengen med en nagende følelse, fordi hun eller han havde trådt forkert. Blikket holdt hun halvt på ham, som han langsomt fik kæmpet sig op. Ej behagede det hende at se ham med disse kvaler, men ej heller hjalp hun ham, som han intet sagde. I stedet valgte hun at gribe om kasarollen, så hun kunne hælde indholdet ud over bålen. Øjeblikkeligt knitrede flammerne, inden de ebbede hun, som vandet kvalte dem. Som hun vendte sig om igen, kunne hun se, at han allerede havde søgt tilbage til hulen. Så langt, så godt.. Tavst søgte hun efter ham, hvor hun kunne se, at han allerede lå i bladbunken. Ligesom i går valgte hun at gribe om sin nu brugte kappe, så hun kunne lægge den over hans krop. Meget var det ikke, og slet ikke når man var to, men det var, hvad der var. ”Prøv og se, om du kan få sovet natten igennem,” sagde hun stille, inden hun ligeså lagde sig i bladbunken. Dog uden at komme i kontakt med ham. Selv ønskede hun jo ikke at træde forkert igen.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Ej var dette en stemning som Lucifer brød sig om. Sådan nogen gode og fine stunder, som de nu havde delt til aften, og alligevel skulle det hele ødelægges. Denne gang lod han dog ordene forblive usagte i håbet om, at det ville hjælpe bare en smule på alt det andet. At komme ned at ligge, var uden tvivl direkte behageligt for Lucifer, hvilket han bestemt heller ikke lagde det mindste skjul på, når det endelig skulle være. Tvært imod, var det en tanke, som han godt kunne lide. Han sukkede lettet, hvor han lod hende tage sig af bålet imens.
Det sitrede i hans krop og sind, da han kom ned at ligge. Han var træt. Det tog faktisk hårdt på ham, at være igang, og særligt fordi at han slet ikke havde energien til at gøre det. Som hun lagde sig ved siden af ham, efter at have lagt kappen om ham, fik ham kort til at smile. Hun lå dog ikke tæt nok på ham, men skulle han kommentere det, eller ville det kun gøre det hele værre? Det var han jo heller ikke ligefrem ude på, kunne man jo sige. Han sukkede let og lagde sig så godt til rette, som han nu kunne. "Udmærket.. Godnat, Jarniqa," sagde han roligt, som han vendte blikket mod hendes skikkelse endnu en gang, en sidste gang, inden han lagde sig til at sove. Træt som han var, som han slet ikke følte, at han havde sovet igennem rigtig lang tid, så tog det ham heller ikke lang tid, at glide hen i en ellers meget tiltrængt søvn.

//Out

[Jarniqa Dynithril]

Det havde bestemt ikke været Jarniqas hensigt at bringe dårlig stemning mellem hende og Lucifer. Som det havde sket, havde hun dog intet kunnet gøre ved det. Selv håbede hun blot, at det ville blive bedre herfra. Var det også for meget at forlange, at de kunne være sammen uden, at de kom op og toppes? Selv vidste hun det ikke, men ej heller var hun vant til at være i dette spil. Ved siden af ham lagde hun sig dog, men dog uden, at hun lagde sig ind ti ham. Selv ønskede hun nemlig ikke at træde forkert igen, og ej heller forstod hun, hvorfor det havde været hende, som havde trådt forkert.. Ganske vidst havde hun siddet på ham, men det havde også været ham selv, som havde guidet hende til sig. Det smaragdgrønne blik lod hun kort glide mod hans, som han hilste hende godnat. ”Sov godt, Lucifer,” sagde hun stille, inden hun så, hvordan han lagde sig til rette. Passende var det uden tvivl, at han fik sig en smule søvn. Selv kunne hun trods alt mærke, hvordan kræfterne tærede på ham, så snart han brugte dem. Forsigtigt tog hun selv en smule i kappen, så den blot kunne ligge en anelse over hendes ben. Om på siden lagde hun sig dernæst, så hun lå med ryggen til ham. Det var bestemt ikke lige dette, som hun havde håbet på, men hvad fanden kunne hun stille op ved det? Tankerne kørte omkring i hendes sind, som hun lå i stilhed. Som hun lå ned, måtte hun dog også mærke en anden ting.. trætheden. Meget havde hun nemlig lavet, og derfor varede det ej heller længe før trætheden også overmandede hende.

// Out