You'll be safe here

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Selv på trods af deres skæve start, var de da kommet ekstremt hurtigt igen. Selv Lucifer nød jo af dette. Meget vel, kunne man da sige, at det var Jarniqa, som rent faktisk havde reddet hans liv efter hans møde med hendes værge? Var det meningen at deres veje atter en gang skulle krydses? Ikke fordi at det var en tanke, som egentlig gjorde ham noget, for det gjorde den virkelig ikke.
Det var Jarniqa der lindrede ham og hans smerte, for hun fik ham til at slappe af. Umiddelbart så var det slet ikke meningen, at han skulle føle sig så tryg og afslappet omkring en kvinde, og særligt fordi at han burde stå som den stærke. Ingen tvivl om det. "Du kan forsøge at lyve dig fra en mentaldæmon," pointerede han med en sigende mine. At hun ikke sagde noget til at han flyttede hånden op til hendes lår. At hun så ikke afviste den, gjorde ham kun tilfreds. Hans blik gled mod hendes skikkelse. Som hun direkte opfordrede ham til at kysse hende, måtte han alligevel kun trække på smilebåndet. Han ville gerne.. Han ville elske at tage fat om hende, og rive hende tæt ind til sig, knuge hende ind mod sin skikkelse, og kysse hende, som han aldrig havde kysset hende før. Uanset om dette, var noget som han havde energi til, var han ligeglad med. Han skulle bare finde energi til dette! Han lænede sig varsomt mod hende.. Uanset hvor ondt det så end måtte gøre på ham, følte han for at gøre det. Læberne indrammede hendes. Hvor han skænkede hende et dybt kys.

[Jarniqa Dynithril]

Hun forsøgte at lyve for en mentaldæmon? Læste han hendes tanker i dette øjeblik? Læste han altid hendes tanker? Løj hun overhovedet overfor ham i dette øjeblik? Svært var det at sige, da Jarniqa end ikke kunne hitte ud af sine egne tanker. Derfor var det vel næsten helt imponerende, hvis han kunne? Dog var det ikke just, hvad hun ønskede at opfordre ham til, for hvis ikke hun havde sit hoved for sig selv, hvad havde hun så? ”Og jeg som troede, at du ønskede at leve et retfærdigt liv, hvor du ikke benyttede dig af dine mentale evner,” kommenterede hun roligt, uden at støtte op omkring det faktum, at han muligvis havde forsøgt at læse hendes tanker, for det gjorde hun bestemt ikke! Klare grænser havde hun, og hvis hun følte, at de blev overtrådt, havde hun ej heller haft nogle kvaler med at vise det indtil nu. Dog ønskede hun ikke at skubbe ham væk lige nu og her. Faktisk ønskede hun det stik modsatte. Hun ønskede at være i hans favn. At holde om ham. At blive rørt og røre ham tilbage. At kysse ham. At trille rundt på jorden, så de skiftevis mærkede hinandens vægt på sig. Stille sad hun derfor, som hun fornemmede, hvordan hans hoved nærmede sig hendes. Hurtigt slog hendes hjerte ved tanken om, hvad der snarligt ville tilfalde hende, alt imens hun endnu fornemmede, hvordan hans hånd mod hendes lår fik det til at dunke i hendes underlig. Velvilligt, trygt og nydende endte hendes øjne med at søge i, som hendes læber endelig blev mødt af hans bløde igen. Automatisk sneg hendes ene hånd sig om bag hans nakke, for … hun ønskede jo ikke, at han stoppede igen. Blidt og alligevel længselsfuldt måtte hun derfor besvare kysset.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer behøvede skam ikke at læse tanker, for at vide, at hun sad og løj for ham i øjeblikket. Der var mange andre måder hvorpå at man kunne se det, og det var vel et sted også det, som han gjorde i øjeblikket. Han rystede let på hovedet af hende, og med et smil på læben. Han var træt, men der var bare visse ting, som han ønskede at få frem i livet, inden han gjorde noget andet. "Så tydelig som du er i dit kropssprog og dit blik særligt, behøver jeg ikke læse dine tanker," sagde han ærligt. Han var desuden for træt til at skulle forsøge at søge ind i hovedet og tankerne på nogen som helst, og det var lidt sådan at han også havde det lige nu. Han ønskede at udnytte den energi som han havde, til at lave de ting, som han anså som vigtige.
At skænke hende det kys, var noget som Lucifer ønskede at gøre, som han ønskede at mærke hende tæt på sig. Helt tæt på sig. Øjnene gled i, som hans læber endeligt måtte finde sit mål. Dette krævede måske energi, som han slet ikke havde i sin besiddelse, men han ønskede det. Hvis der var noget der lindrede den smerte, som han måtte føle i krop og sind, så var det uden tvivl hende. Han trak vejret dybt, som hun lagde hånden i hans nakke. Selvom det spændte, så kunne han ikke få sig selv til at give slip på hende. Overhovedet ikke. Han hævede sin hånd, som han tog fat i hendes overarm, hvor han forsøgte at trække hende tættere på. Ligeglad med om det var noget, som ville ende med at gøre ondt på ham. Han ville bare gerne have lov til at mærke hende helt tæt på sig, og særligt nu hvor han havde en oplagt mulighed for det.

[Jarniqa Dynithril]

At hun var tydelig i sit kropssprog og i sit blik, havde Jarniqa svært ved at acceptere. Særligt fordi, at hun ikke selv vidste, hvad hun mente om det hele.. men det gjorde han åbenbart? Vidste han virkelig bedre end hende selv, hvad hun tænkte og følte når det kom til al det her? Underligt var det dog.. Dog var han ikke den første der sagde, at hun var let at læse, som Theodore havde sagt det samme til hende. Var det mon en god eller skidt ting, at det var således? Hun vidste det snart ikke.. Selv ønskede hun at spørge mere ind til al dette, men svært blev det at gøre, som han kyssede hende, og ligeledes ønskede hun jo ikke at bryde det. Overhovedet ikke! Ikke som varmen brusede ind over hende, og som hendes hjerte galoperede af sted bare fordi, at hun fornemmede hans læber mod sine. Let prikkede det i hendes egne læber, hvor den eneste lindring var at holde kysset med ham. Blidt strøg hun ham over nakkehårene, skønt hun havde sin hånd der ligeså meget som for at holde hans hoved på plads. Hånden som han selv lagde mod hendes overarm, mærkede hun kun al for godt, som hun altid mærkede alt, hvad han gjorde. Dette havde også den effekt på hende, at hun for en stund glemte, hvilke smerter han sad i. Af den årsag endte hun også velvilligt med at glide op på hans skød, som han manøvrede hende rundt. Selv ønskede hun også blot at mærke ham! Om det var mere fornuftigt for dem at tale sammen, vidste hun ikke. Måske var det slet ikke meningen, at man talte med dem, som man lavede den slags med? Selv måtte hun også næsten helt forstå det, hvis det var således, da dette var ubeskriveligt! Ny var hun ganske vidst i al dette, men de sommerfugle som blafrede i hendes mave, når han kyssede hendes læber og strøg hendes kind, var bestemt ikke til at tage fejl af!

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Tydelig havde Jarniqa nu altid været i hendes kropssprog, og det behøvede bestemt ikke at være nogen skidt ting. Lucifer kunne derimod godt lide, at hun var så let at læse, for han var slet ikke i tvivl om, hvad han havde at arbejde med. Dertil reagerede kroppen jo også ofte hurtigere end hvad ordene gjorde. Det var jo så også derfor, at han kunne finde den tanke ganske forvirrende. Hendes krop udstrålede et behag, men ordene sagde nej.. Det havde han allerede oplevet mere end en gang.
Nu måtte alle ord drukne i deres kys. Hans læber sitrede nærmest i den intense kontakt med hendes. For hans vedkommende, føles det næsten som var det evigheder siden, han havde mærket hende så tæt på, og det kunne han naturligvis godt mærke nu. Langsomt lod han hånden glide mod hendes overarm, som han forsøgte at trække hende tættere på sig. Han ville have hende tættere på sig, uanset hvor ondt det gjorde! Han klemte øjnene svagt sammen, som han spændte i kroppen, da hun satte sig helt tæt. Ondt gjorde det uden tvivl. Meget endda, men af den grund, ønskede han at overkomme dette! Hans hjerte hamrede fast mod hans krop. Dette krævede og tog energi fra ham, som han slet ikke havde, men for pokker, hvor han dog ikke ønskede, at dette skulle gå mod sin ende. Tvært imod! Armen gled omkring hende. Selvom det smertede at være i så tæt kontakt med hende, så ønskede han det. Det var hende, som fik ham til at føle sig direkte levende, og det var slet ikke en følelse, som han havde nogen intentioner om at skulle give slip på. Særligt ikke, hvis han kunne blive fri.

[Jarniqa Dynithril]

Varm følte Jarniqa sig, samt utroligt komfortabel. At man overhovedet kunne føle sig så komfortabel, forstod hun end ikke. Slet ikke når det skyldtes det faktum, at hun sad på en mands skød og mærkede hans læber mod sine egne. Hvordan kunne det være, at den cocktail føltes vidunderlig? Føltes det vidunderligt med alle, eller føltes det kun vidunderligt med Lucifer? Spørgsmålene var mange, men på intet tidspunkt stoppede hun sin massage af hans læber med sine egne. Som hun mærkede, hvordan han lagde armen om hende for at trygge ind, tænkte hun ikke, at hun var i et bur, som hun nærmere følte tryghed.. Tryghed og et ønske om mere. Selv måtte hun derfor hjælpe til med at trykke sin slanke skikkelse ind mod hans, hvilket helt gjorde, at hendes frie hånd måtte støtte imod klippevæggen. Herfra gik minutterne, skønt hun helt kunne føle, at der kun var gået et splitsekund, som hun langsomt brød kysset med ham. Svimmel og høj følte hun sig nærmest af de følelser, som derfra cirkulerede rundt i hende. For at have noget at holde fast i og for endnu at være tæt på ham, lagde hun blidt sin pande mod hans. De smaragdgrønne øjne gjorde dernæst sin opdukken, og som de kom frem, lyste de i et øjeblik lykke, samt et tydeligt begær. Et lille smil søgte over hendes lyserøde læber, skønt hun nærmest kunne føle, hvordan de higede efter at være i kontakt med hans, og hvordan de ville løbe over til dem, hvis de kunne frigøre sig fra hendes krop. Blidt kærtegnede hun ham i nakken, som hun endnu ikke havde fjernet sin hånd derfra. ”..Føles det altid sådan her?” spurgte hun undrende og oprigtigt nysgerrigt med en dæmpet stemme. Hun var nødt til at spørge ham.. Fik man altid alle disse følelser i sig, når man kyssede? Eller ville han blot se underligt på hende, fordi han overhovedet ikke følte det samme som hende? Selv vidste hun blot, at hun ej var den første, som han havde kysset, og derfor følte hun også, at hun kunne spørge ham. Dog vidste hun ikke helt, om hun følte for at vide, hvor mange der havde været inden hende, og hvordan de helt præcist havde været.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Selv på trods af at Lucifer i et kort øjeblik, havde tvivlet på, om han ville overleve dette, følte han sig lettet nu, og mere end hvad han havde været i rigtig lang tid. Det var en glæde, at hun ikke fandt det afskyeligt, at han så ud som han gjorde, for han kæmpede virkelig for at komme tilbage på hægterne igen. Det var rent faktisk hende, som gav ham det overskud til decideret at fortsætte.
Selv nu hvor det stak i ham af smerte, da hun havde taget pladsen ved ham, kunne han slet ikke få sig selv til at stoppe. De mørke øjne gled let i, som han bare gav sig hen til det som de delte. Den nærhed, hvor man følte sig værdsat.. Kysset.. Hendes bløde læber og hendes søde duft, som næsten var så euforisk som noget kunne blive. Selv for ham, føles det kun som et kort øjeblik, de havde delt dette, inden hun valgte at bryde det. Øjnene åbnede han langsomt. Havde han igen gjort noget forkert? Til forveksling, var det et begærligt glimt som mødte ham der på den anden side. Var han ved at vække det hele i hende? Et eller andet sted, kunne han ikke undgå at håbe på, at han rent faktisk havde. Spørgsmålet fik et let smil til at passere hans læber. Han rystede på hovedet. Med hånden på hjertet, kunne han stensikkert sige, at det ej ville føles således i alle henseender, hvor man delte noget så personligt med et andet individ. "Ikke nødvendigvis," svarede han ærligt. Hvorfor lyve for hende? Hans erfaring strakte sig nok betydeligt mere end hvad hendes måtte gøre. "Jeg har aldrig følt det på den måde her.. foruden med dig," tilføjede han sandfærdigt. Smerten bed han i sig. Han ønskede ikke hun skulle trække sig.

[Jarniqa Dynithril]

Levende på en helt ny måde følte Jarniqa sig omkring Lucifer, som det var svært at beskrive. Han vækkede nemlig følelser og tanker i hende, som hun aldrig før havde følt eller haft. Af den årsag følte hun sig også nødsaget til at forhøre ham om det altid var sådan, og om han mon følte det samme. Selv vidste hun nemlig på ingen måde, hvad der var naturligt og unaturligt. Hun prøvede sig blot frem. Som han endda selv vovede at sige, at han aldrig havde følt det, som hun fik ham til at føle, mærkede hun, hvordan hendes bryst snørede sig sammen. Et sted var det vel, hvad hun havde håbet at høre, men stadig var det en bekræftelse uden lige. Ganske vidst vidste hun ikke, hvordan det fungerede mellem to personer der kyssede ligesom dem, men alligevel havde man vel altid et ønske om at være den bedste? Dybt ind i hans øjne måtte hun se, men hvad skulle hun sige? Ej vidste hun, hvordan hun skulle forklare sig selv, men ej heller spurgte han ind til, hvad hun følte omkring al det de lavede. Om de derfor burde tale sammen, funderede hun derfor over i et split sekund, inden hun igen måtte lade øjnene søge i og lade sine læber finde hans. Dybt måtte hun nok engang kysse ham, som hun slet ikke kunne lade være.. Ikke nu hvor hun vidste, at hun fik noget særligt frem i ham! Hvad der mon gjorde hende anderledes end de andre kvinder, som han havde kysset med, var dog det næste spørgsmål der måtte dukke frem i hendes sind. Hvad gjorde, at hun skilte sig ud? Var hun bare virkelig god til at kysse på trods af, at hun afviste ham, når det kom til andet end det? Var det mon på grund af hendes personlighed? Det var jo ikke fordi, at de talte synderligt meget sammen om noget vigtigt..

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Det var første gang, at Lucifer havde mærket sig af det på denne her måde, når han havde været sammen med en anden. Det var nemlig ej nogen hemmelighed at hun vækkede ting i ham, som aldrig havde været vækket før. Måske det var fordi at hun holdt ham på pinebænken, og ikke lod det blive til andet end enkle kys og kærtegn, men det var måske også det som holdt hans interesse ved lige?
Som hun lod ord forblive liggende i det skjulte, passede det ham fint. Måske at han havde formået at give hende de svar, som hun havde søgt efter, for hun fortsatte ikke. Han havde bare fortalt hende, hvad han egentlig havde følt for at give hende som svar. Det som han egentlig havde haft som et svar. Som hendes læber endnu en gang måtte finde hans, lod han igen øjnene glide i, som han gav sig hen til det. Svagt måtte han spænde i kroppen. At sidde med hende så tæt, og med den kontakt, kunne han så sandelig godt mærke, at det var direkte.. ubehageligt, og så alligevel. Han ville ikke have, at hun skulle stoppe, hvis han kunne blive fri for det. Igen begyndte den manglende energi at melde sig, men han ønskede at gøre det her. Det var det, som gjorde det en ting, som var det hele værd. Hovedet lod han søge en anelse på sned, som han selv hævede hånden og strøg den mod hendes kind. Selv han vidste, at han måske ikke så perfekt ud lige nu, men mon ikke at det kom? Forhåbentlig kunne hun se bort fra det.
Let måtte han dog alligevel bryde kysset. At mærke hende så tæt på sin egen krop, gjorde ondt, og han kunne mærke det, men han havde ligeledes brug for at trække vejret. Han trak kort på smilebåndet. "Fortæl mig hvad du føler," opfordrede han pludseligt.

[Jarniqa Dynithril]

Tilfredsstillet var Jarniqa blevet for en stund. Dog tog et nyt spørgsmål form i hendes sind, som hun fik tilfredsstillet det andet. Dog var det ikke et som hun stillede lige nu og her, som hun i stedet kyssede ham. Det var også, hvad hendes krop higede efter, som den higede efter ham. Lindrende måtte det også helt føle at mærke hans læber mod sine igen, og åh hvor hun nød det. Hun nød det virkelig. Selv det lette kærtegn over hendes kind, fik hendes krop til at strømme af elektricitet. Levende følte hun sig, hvor følelsen igen var ubeskrivelig. Det var som sagt en følelse, som hun aldrig før havde siddet inde med. Som han langsomt brød kysset med hende igen, fik hun helt lysten til at tvinge hans læber mod sine igen, men ej gjorde hun det. Hun måtte vel dy sig, skønt det var en savnet følelse? Igen søgte hendes smaragdgrønne øjne op, hvor hun nok engang måtte tage ham i blik. Hvad hun følte? Spørgsmålet var vel en naturlig forlængelse af hendes eget, men stadig.. Hvad følte hun i bund og grund? ”J-Jeg ved det ikke..,” lød det usikkert fra hende. Lød det mon så tamt, som hun syntes, at det lød? Svært var det dog for hende, når hun ikke forstod sig på al dette. Hun vidste jo bare, at hun kunne lide at kysse ham, men ej vidste hun, hvad det betød. Hun burde vel forsøge at uddybe sig? Hun bed sig selv let i den bløde underlæbe. Det var vel bare at prøve sig frem? ”.. Du får mig til at føle mig varm.. Du får mit hjerte til at slå hurtigere og min mave til at kilde.. o-og jeg kan lide det,” sagde hun ærligt, men tøvende. Lød hun som en galning? Eller var det i virkeligheden også, hvad han selv følte? Selv håbede hun da på, at han gav hende et hint, så hun ikke blev hængende herfra.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Tilfredsstillende, var dette for Lucifer på alle tænkelige måder, og end ikke det, var noget som han havde tænkt sig at lægge det mindste skjul på, og særligt ikke overfor hende. Han var gået hen og blevet utrolig glad for hende. Nok mere glad for hende, end hvad han egentlig havde givet udtryk for i udgangspunktet, og det var nok også lidt det, som han havde et problem med, for hun ville jo ikke trække den videre. Det var i hvert fald ikke noget, som hun gav udtryk for, at hun ville i hvert fald.
At hun ikke vidste hvad hun følte, gjorde det heller ikke nemmere, for det var kun noget, som hun kunne besvare. Hovedet lod han let søge på sned, som han kort rynkede på næsen. Skulle han tage det som noget godt eller noget skidt? Som hun dog alligevel valgte at fortsætte, måtte smilet brede sig en anelse mere. Det var jo lidt hen af de samme tanker og de samme følelser, som han sad med, så det kunne vel ikke være så skidt, at det ikke var godt for noget andet? "Som lyder meget hen af det samme, som jeg gør mig af tanker," sagde han med en rolig stemme. Ej var det fordi at han var bange for at stå ved det, men hvis det var tanker og følelser, som ikke kunne imødekommes i den anden ende, så blev det da uden tvivl også meget svært. Han lænede sig frem og plantede et kys mod hendes mundvig. "Det er også hvad du vækker i mig.. Samt lysten til mere," fortsatte han. Ganske vidst i øjeblikket, var han på ingen måder i stand til at indfri noget som helst, men ønsket var da uden tvivl til stede.

[Jarniqa Dynithril]

Svært havde Jarniqa det med at beskrive noget, som hun i bund og grund ikke forstod sig på. Selv vidste hun, at han bragte hende en varme, hjertebanken og kriller i maven, men hvad det betød, havde hun ingen ide om. Om det overhovedet betød noget, vidste hun derfor heller ikke. Dog kunne hun ikke lade være med at tænke, at det betød noget, siden Lucifer sagde, at det ej var hver gang, at disse følelser fremkom. Gad vide om han i så fald vidste, hvad det betød? Igen var det vel bare at spørge ham? I øjeblikket syntes de jo at forsøge, så måske var det at smede mens jernet var varmt? Som han sagde, at han følte det samme som hende, måtte hun mærke lettelsen spire i hende. Som han derfra valgte at tilføje, at han dog ønskede mere, måtte hendes hoved tilte en anelse på sned. Mere.. Der var den igen. Sidst han havde sagt det, havde han trykket sit underliv imod hendes. Hvad det helt præcist betød, forstod hun endnu ikke, men grænseoverskridende havde hun alligevel fundet det. ”..Jeg forstår endnu ikke, hvad mere betyder,” sagde hun ærligt. I kodesprog følte hun helt, at han talte når det kom så vidt. Forskellen på hende og ham var også, at alt dette var nyt for hende, samt hun aldrig før havde lært om det. Damien havde nemlig aldrig talt med hende om at være en mand og kvinde sammen. Kun at andre mennesker ville gøre fortræd.. Selv frygtede hun endnu også, at det var, hvad Lucifer ville gøre ved hende i den sidste ende. Undrende var hendes smaragdgrønne øjne. ”Hvad betyder det også, at det ikke er blandt alle, at man føler dette, og at vi føler det samme?” spurgte hun ham undrende, men nysgerrigt. Nu hvor han selv havde sagt, at det ej var en selvfølge, måtte han også forklare sig.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Var de virkelig derude, hvor Lucifer skulle være påpasselig med hvad han sagde, i frygten for at gøre noget forkert? Ikke at han ønskede, at hun skulle trække sig væk fra ham, og særligt ikke, når han efterhånden var kommet så tæt på hende. En unik og helt igennem fantastisk kvinde, havde hun vist sig at være, og ej var det noget som han kunne se det mindste bort fra. Ej var det en tanke, der gjorde ham noget, da han derimod godt kunne lide det. I øjeblikket forsøgte de vel begge to? Han forsøgte at holde igen for hvad han inderst inde ønskede at gøre med hende. For hendes vedkommende, var det nok til held, at han befandt sig i den tilstand, som han måtte gøre for øjeblikket.
Mere end hvad han havde fået, var hvad han ønskede, velvidende om, at det nok ikke var noget som ville komme til at ske foreløbig. Desuden var han for svag og afkræftet, samt slet ikke i stand til at fuldføre noget hen af det. Og siden hun ej var kendt med det, ville det nok komme til at gøre ondt. En smerte, som han dog på ingen måder, var ude på at påføre hende. Smerte var han selv blevet påført mere end rigeligt af i denne omfang. Hvordan skulle han forklare den for hende? Han vendte blikket kort mod den ene side.. Tænksomt. ".. At du ønsker at dele mere end blot kys. Kroppen hungrer efter mere," forsøgte han. Hvordan pokker skulle man forklare det for en kvinde, som slet ikke vidste hvad det var for noget? Svært var det jo! Hun placerede ikke ham i en heldig situation, hvor han derimod blot måtte forsøge at gøre tingene så godt, som det nu var ham menneskelig muligt at gøre det. Let rystede han på hovedet. "Jeg ved det ikke," begyndte han, som han igen vendte blikket mod hende. "At vi føler det samme, ser jeg dog som en god ting. Som sagt, har jeg aldrig følt det sådan med nogen.. før dig. Før gjorde jeg det med folk fordi at jeg kunne... her har jeg oprigtigt lyst," forsøgte han. Han ville jo heller ikke skræmme hende væk.

[Jarniqa Dynithril]

Mere og mere undrende måtte Jarniqa blive, som Lucifer talte. Nysgerrig blev hun også, som hun ønskede at få svar på de spørgsmål, som dannede sig i hende. At han forklarede mere som, at man ønskede mere end kys, og at kroppen hungrede efter det, forstod hun ikke just. Var mere blandt andet, at han ønskede at røre hendes bryst? Selv ønskede hun jo ikke, at det skete.. Selv gjorde det hende nemlig nervøs, hvor hun fik lyst til at slå ham. Betød det, at hun fejlede noget, siden Lucifer sagde, at det var normalt at ønske det? Ubehageligt til mode gjorde det hende faktisk. Selv nød hun at blive kysset af ham og kærtegnet i ansigtet, men var det nu forkert af hende, at hun mente, at det var nok? ”..Jeg ønsker blot at kysse.. Det her er nok for mig.. Fejler jeg noget?” endte hun fortvivlet med at spørge, som hun bestemt ikke følte, at hun kunne blive puttet ind i hans boks. Var der noget galt med hende? Betød det, at hun ikke ville mere, at han så ikke gad hende? Hun mærkede et stik i sit bryst. Det var jo ikke fordi, at hun ikke gad ham, for det ville hun jo godt.. Problemet var bare, at hun ikke følte for det, som han følte for. Nervøs blev hun, når hun følte, at han overtrådte hendes grænser, og det havde også tidligere fået hende til at angribe ham, som hendes magiske evner havde forsvaret hende. Undrende hvilede hendes blik på ham. ”Du gjorde det vel også fordi, at du havde lyst? Du må da have nydt det, siden du gjorde det,” endte hun undrende med at sige, som hun havde svært ved at tro på, at han ikke ville havde gjort det. ”Hvis du oprigtigt ikke havde haft lyst, kunne du jo bare have sagt nej.”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

At det ikke skræmte Jarniqa væk, var noget som rent faktisk passede Lucifer fint, for det var hvad han var mest bange for i en stund som denne. Hans mørke øjne gled mod hendes skikkelse. Ej var det meningen at hun skulle sidde igen med følelsen af ikke at være det værd, eller være unormal, for det var hun på ingen måde. Tvært imod, så var hun en dejlig kvinde, som i sandhed formåede at holde hans interesse ved lige, og selv det, var ej noget som skete særlig ofte. Han rystede på hovedet. Han kunne jo godt selv huske det.. Hvordan han selv havde haft det før i tiden. "Overhovedet ikke," forsikrede han hende. Ikke skulle hun tro, at hun var ved siden af alle andre, som noget unormalt, for det var hun på ingen måde.
"Første gang jeg var sammen med en kvinde, var den dag jeg blev myndiggjort i dæmonisk forstand. Kald det tvang... Men jeg skulle fuldføre det," fortalte Lucifer med en ærlig stemme. Sådan havde det været for ham dengang han havde været yngre, end hvad han var i dag. Tvunget til det fine bordel i Marvalo, hvor han skulle stille lysten på en kvinde. Først derefter havde han været i stand til at kalde sig en mand, og siden da, havde han haft en helt anden forståelse for kroppens behov for den form for nærhed. Igen kom de fra helt forskellige kår. Ikke at det var en tanke som gjorde ham noget, for han var fascineret af det. Den forskellighed, der lå dem imellem. "Jeg gjorde det dengang for at udnytte folk.. Fordi jeg kunne.. Med dig, er det anderledes," sagde han sandfærdigt. Måske det var en fæl sandhed. Men ikke desto mindre, så var det en sandhed.