You'll be safe here

[Jarniqa Dynithril]

Selv kunne Jarniqa frygte, hvordan det ville ende mellem dem, hvis de blev rejsepartnere. For det første havde de nemlig tidligere haft spændinger mellem sig, og for det andet var hun slet ikke vant til at være omgivet folk på den måde. Derfor frygtede hun både et skænderi mellem dem, sårede følelser, samt at hun ville føle sig for omklamret. Dog kune hun ej heller lide tanken om, at de muligvis først så hinanden igen om et halvt års tid, hvis de da nogensinde fandt hinanden igen. Selv kunne hun nemlig ikke komme udenom, hvad han fik hende til at føle. Ganske vidst forstod hun sig ikke på det, som han fik hende til at føle, men måske ville hun lære at forstå det, hvis hun tilbragte det mere tid med ham? ”Jeg vil gerne prøve,” endte hun oprigtigt med at sige, og det at prøve var vel det bedste, som hun kunne gøre lige nu og her? Det var vel bedre at gøre forsøget, end at give op fra start af? Kruset førte hun op til læberne, som hun tog en ny tår af indholdet. Hvornår hun ville af sted? Rask skulle han for det første være.. Derudover ønskede hun også at have haft mere end en samtale med sin moder, inden hun drog af sted. Damien skulle hun også have klirret den med, hvor han højst sandsynligt ville blive den værste at tale med om det. Det var vel også bedst, hvis hun ikke nævnte Lucifer for ham? I så fald ville hun ende med at blive buret inde. Hun lod sin hånd stryge igennem det lange ravnsorte hår. ”Inden jeg kan tage af sted, skal jeg først fortælle visse personer, at jeg gør det.. Det burde dog kunne lade sig gøre, at vi kan tage af sted, så snart du kan gå,” lød det fra hende, som det forekom rimeigt for hende.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Hvordan det ville ende, vidste Lucifer ikke. Det var vel noget, som han bare måtte finde ud af på et tidspunkt? Han trak vejret dybt, også selvom det stak voldsomt i hans bryst, inden han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Hvordan skulle han tage det? I forvejen, så var han faktisk afkræftet, og overhovedet ikke oplagt til at tage nogen steder hen, som det var lige nu. At hun så derimod gav udtryk for, at hun rent faktisk gerne ville have ham med, hvilket da uden tvivl var noget af det bedste af det hele, og det var han da heller ikke ligefrem bange for at erkende overfor hende. Han trak tilfredst på smilebåndet og nikkede mod hende. "Jeg vil rigtig gerne med," sagde han endeligt. Nu hvor han ej heller vidste hvor meget hun havde været igennem, og hvor meget hun kendte til den verden, som var omkring dem. Der havde han da en smule kendskab til lidt af det hele, så det gav ham da uden tvivl en kæmpe fordel, kunne man da sige.
Selv var han ikke meget for at lade hende søge nogen steder hen, uden at han var med. Tænk hvis der skete noget, og han derfor ikke ville få hende at se igen? Det ønskede han jo heller ikke ligefrem skulle ske, kunne man da sige. Han blinkede let med øjnene og rystede så igen på hovedet. Det lignede ham bestemt ikke at gøre sig tanker som dette, men det var bare som om, at det skete lidt alligevel, og han hadede faktisk sig selv en smule for det! Han nikkede. "Det lyder fornuftigt.. Uanset, går der nok en tid, før jeg kommer op herfra," sagde han med en tydelig irritation i stemmen. Han var ganske vidst på bedringens vej, men endnu var der lang vej for ham at gå.. Og han ønskede jo ikke, at hun skulle tage nogen steder hen uden ham!

[Jarniqa Dynithril]

Som de diskuterede, hvorvidt han skulle med eller ej, måtte Jarniqas hjerte slå en takt hurtigere. Dog syntes det generelt at være den følelse, som han fik frem i hende.. Selv endte hun med at gengælde hans smil, som det blev besluttet, at han ville drage med hende. Hvordan det ville komme til at gå, måtte hun endnu spekulere meget over. Sandheden var vel også, at de havde brugt størstedelen af tiden på at skændes og kysse, og at de derfor havde brugt mindst tid på at tale rationelt med hinanden? Om dette skulle blive et problem for dem måtte tiden dog vise. ”Vi tager af sted, så snart du er klar,” meddelte hun roligt. ”Selv kender jeg til hver en stump af Manjarno, men når det kommer til de andre lande, er det knapt så meget. Procias kender jeg kun lidt til efter at Manjarno blev erobret.. Der så jeg skovene og deres hovedstad. I Dvasias kender jeg ligeledes kun til Marvalo City, da jeg for en stund valgte at flytte ind hos Acheron-familien..” Alt for lidt følte hun selv, at hun havde set. Dog havde hun set meget mere nu, end hvad hun havde gjort for et halvt år tilbage. Spænding ønskede hun i sit liv, som hun ønskede at opleve nye ting. Drage ud på farefulde færd. Det hele ved et eventyr. Hvor meget Lucifer selv kendte til verdenen, vidste hun ikke, men selv havde hun en ide om, at han kendte til mere. Fra Dvasias var han nemlig, hvor han også havde boet i Imandra, hvor han nu var i Manjarno. Dog afhang al dette dog også af, hvor meget han havde bevæget sig omkring de enkelte steder. Det kunne nemlig meget vel være, at han i virkeligheden havde set ligeså meget som hende.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Det var ikke just de rationelle samtaler, som de havde haft, da de primært havde skændes og kysset. Ikke just det mest rationelle som unge mennesker kunne foretage sig, men det var vel ting som de kunne lide at gøre med hinanden? Sandt at sige, at Jarniqa var en af de meget få, som rent faktisk kunne sætte Lucifer en smule på plads, og det var vel også rart for ham et sted? Hun havde markeret grænsen så tydelig for ham.
Lucifer trak vejet dybt og strøg hænderne let mod hinanden endnu en gang. Svært var det uden tvivl for ham, og særligt, at det var på denne her måde. Han rystede let på hovedet af sig selv, som han vendte blikket mod hendes skikkelse endnu en gang. Hvorfor gjorde han sig af disse tanker? Han kunne virkelig ikke gøre for det, og særligt når det foregik på denne her måde. At hun ville vente på ham, glædede ham dog. Selv var han godt kendt i Dvasias, og efterhånden også en smule i Manjarno og Imandra, men det var faktisk også det, som han havde kendskab til. Det havde jo faktisk aldrig rigtigt interesseret ham i den anden ende. Han var jo uanset ikke meget for, at hun skulle tage afsted på egen hånd, så på det punkt, var han glad for, at hun gerne ville have ham med, og særligt, når det foregik på denne her måde. Ikke at han lagde skjul på det i den anden ende. "Du er nysgerrig på omverdenen.. Jeg tror det er fint, at du tager en med dig," sagde han ærligt. Sandheden var jo, at han ikke ønskede, at noget skulle ske hende, og særligt når det var på denne her måde. Det kunne han da slet ikke lide. Og særligt ikke, når det var på denne her måde. "Nogen skal jo trods alt passe på dig," sagde han denne gang med et kækt smil på læben. Han kunne jo heller ikke lade være.

[Jarniqa Dynithril]

Utroligt nysgerrig var Jarniqa på omverdenen, og derfor nagede det hende også, at hun så længe var blevet holdt tilbage. Familie, pligter og problemer var nemlig, hvad der indtil nu havde holdt hende tilbage. Heldigvis for hende, syntes hun nu at have fundet kuren på det. Hendes moder. Nu hvor hendes moder var tilbage, havde hendes værge – Damien – ikke kun hende i sit liv. Derfor ville han ikke være ensom i den tid, hvor hun ville være borte. Pligterne havde hun også frasagt sig, som hun havde afgivet tronen til sin moder, og derfor havde hun ikke længere selv nogle professionelle ærinder. Derudover syntes problemerne også at være blevet vasket bort, som Macaria og Zean først og fremmest var borte. Dernæst var Damien også funktionsdygtig igen, hvilket gjorde, at hun ej heller behøvede at tænke på det længere. Kruset stillede hun fra sig på, som han talte, så hun helt kunne vende sig om mod ham. Over til ham kravlede hun, hvor hun endda også kravlede ind over ham, så hun havde en hånd og et ben på hver sin side af ham. Dog uden at hun rørte ham. Tæt på hans ansigt kom hendes ligeledes, men ej heller valgte hun at lade det røre hans. ”Jeg har brug for din beskyttelse? Det er tydeligvis omvendt..,” kommenterede hun drillende, mens et lille smil måtte hvile på hendes mundvige. Hænder brugte hun til at skubbe sig om, så hun nærmest sad på ham og så alligevel ikke. Hendes ben måtte nemlig let spænde, som de måtte holde hendes vægt, så hun selv holdt sig oppe frem for at sidde på ham. ”Så bare rolig.. Jeg skal nok beskytte dig imod de monstre, som vi skulle støde på.” Kækt blinkede hun til ham. Nervøs var hun på ingen måde over den færd, som de skulle ud på. Selv tænkte hun nemlig blot på det som et eventyr.. Derudover kunne hun også svinge et sværd, affyre en pil, samt bruge sine mørkelviske og magiske evner.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Omverdenen var stor, og selv Lucifer vidste hvad der kunne vente derude. Var det mon noget, som hun var klar over? Hvor farligt det egentlig kunne være, og hvor risikabelt det i værste tilfælde, kunne ende med i den anden ende? Ej var det fordi at han ønskede, at noget skulle ske hende, og særligt ikke, hvis det var noget, som han ellers kunne blive fri for.
Som hun kravlede hen mod ham, måtte han kort hæve blikket. Naturligvis var han glad for, at hun ønskede at tage ham med sig, for han ville jo gerne med, og meget gerne endda. At hun satte sig helt tæt på, og endda måtte spænde, for ikke at lægge vægten over ham, sagde han ikke noget til. At hun rent faktisk kunne tage så meget hensyn til ham, kom vel et sted også bag på ham? "Lige nu måske.. hvem siger det holder ved, når vi drager ud på vores farefulde færd?" spurgte han med et morende smil på læben. Hånden hævede han næsten krampagtigt, for at lade den stryge mod hendes kind i stedet for. Han kunne jo ikke lade være. Han ønskede jo desuden at røre ved hende, og særligt nu, hvor han også fik muligheden for det. Han sank klumpen i halsen, inden han let lod hovedet søge på sned. "Jeg skal passe på dig.. Det lover jeg," endte han roligt. Han ønskede jo ikke ligefrem at noget skulle ske hende, og særligt når han havde noget at sige i den sag. Hun var det vigtigste for ham lige nu. Faith - kvinden som agerede som hans mor, havde smidt ham ud. Han havde jo faktisk ikke andre, grotesk som det end lød.

[Jarniqa Dynithril]

Meget vidste Jarniqa ikke om den store verden, men selv anså hun det ikke for at være et problem. Hvad skulle desuden også kunne gå galt? Hvis der overhovedet skulle gå noget galt, var hun desuden i stand til at tage vare på sig selv. Ingen svagelig kvinde var hun nemlig, som hun derimod var i stand til at tage fat. Derudover besad hun også kræfter, som hun var i stand til at bruge. Selvfølgelig behøvede hendes magi endnu at blive finpudset en anelse.. Hun trak let på smilet. ”Bekymrer du dig da for mig?” spurgte hun med smilet på læben, inden hendes hoved måtte søge en anelse på sned, som hun mærkede hans hånd over sin kind. Selv mærkede hun, hvordan kærtegnet fik hendes hjerte til at slå hurtigere, samt hvordan hun måtte ønske mere. Hun bed sig selv let i den bløde underlæbe. Det var vel blot at sige det? ”Jeg ville ønske, at jeg kunne sætte mig på dig.. lægge armene om dig.. kysse dig.. kærtegne dig,” endte hun stille med at sige, inden hun måtte strække hals, så hun forsigtigt kunne skænke hans læber et blidt kys. Aldrig havde hun sagt noget lignende til en person før, men der var vel intet galt i at sige det nu? Var det mon unormalt at sige den slags? Selv vidste hun det ikke.. Hun prøvede sig blot frem når al dette forekom. Tilbage trak hun sit hoved. Dog ikke sin krop, som den endnu svævede lige over hans. Rart var det at være så tæt på ham, men frustrerende var det, at hun end ikke måtte røre. ”Men med hensyn til turen behøver jeg ikke en til at passe på mig.. Jeg kan udmærket tage vare på mig selv,” sagde hun roligt, hvor hun skam også måtte mene det. Altid havde hun nemlig været i stand til at passe sig selv, og derfor behøvede det bestemt ikke at være anderledes nu. Damien havde ganske vidst altid vovet over hende, men aldrig havde han været med hende, når hun havde rendt til byen.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Omverdenen var stor, og den kunne være farlig, hvilket hun vel allerede var klar over? Derfor ønskede han også mest for alle parter, at tage med, for at sikre sig, at der intet ville ske hende. Det var lidt sådan at han havde det med tingene i hvert fald. Stor og vigtig betydning havde hun nemlig for ham, og det var end ikke noget, som han havde tænkt sig at lægge det mindste skjul på i den anden ende. ".. Det benægter jeg ikke," sagde han endeligt. Han var jo oprigtigt bekymret for hende.
Hånden strøg han over hendes kind ganske let. Selvom det krævede energi af ham, som han egentlig ikke rigtigt havde på sin side, men han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det uanset hvad. Han ønskede jo selv at mærke hende tættere på sig, end hvad han havde nu. Han lod de mørke øjne glide mod hendes skikkelse igen. "Kom tættere på, Jarniqa," bad han endeligt, inden han tog imod det korte kys. Ikke at det var nok for ham. Han kunne nemlig godt tåle at lade hende sidde tæt på ham. Det var i hvert fald sådan, at han så på tingene, og det stod han gerne fast på.
Hvorvidt om hun kunne passe på sig selv, havde han dog sine tendenser til at tvivle på. Ikke fordi at han ville være ond eller grotesk, så kunne han ikke gøre noget ved det. Han blinkede let til hende. "Det vil jeg se, før jeg tror det," endte han mere selvsikkert, inden han igen lod hånden falde. Hårdt var det nemlig for ham, at holde den oppe.

[Jarniqa Dynithril]

At han bekymrede sig for hende, fik Jarniqa til at smile, selvom hun ikke just følte, at det var nødvendigt. Intet havde han nemlig at frygte, når det kom til hende. Dog kunne hun stadig godt lide ideen om, at hun alligevel havde den værd for ham. Det betød vel, at han kunne lide hende? Dog forstod hun ikke, hvordan de kunne lide hinanden, og om det havde nogen specifik betydning, sådan som de kunne lide hinanden. Selv tænkte hun jo kun al dette omkring ham og ingen anden. Selv vidste hun ej heller, om det var grundet ham eller det faktum, at de havde kysset hinanden, at hun tænkte og følte al dette. Hvorvidt han tænkte som hende, vidste hun ikke, men det gjorde han vel? Ellers var hun vel unormal? …Eller var hun i så fald den normale og ham den unormale? Svært var det, når hun aldrig havde talt med nogen om al dette. Selv håbede hun også blot, at hun ville lære at forstå det bedre, når nu han drog med hende. Venligt smilede hun til ham, som han bad hende om at nærme sig. ”Jeg kan ikke komme tættere på.. Ikke uden, at det gør ondt på dig,” kommenterede hun roligt. Hvor meget hun end ønskede at røre ham, ønskede hun ej, at han havde ondt. Derfor gjorde hun ikke, som han sagde, som hun derimod gjorde det stik modsatte. Selv fjernede hun sig fra ham, som hun i stedet satte sig ved siden af ham. For hendes vedkommende var det også en tand for tirrende at være ham så nær. Selv var det jo ej heller nok for hende. Kækt så hun i hans retning. ”Bare rolig.. Jeg skal nok vise mig at være den, som tager vare på dig i stedet.” Muntert blinkede hun til ham. Dog ønskede hun ikke, at hun skulle passe på ham på den led. Selv huskede hun jo kun alt for godt Caleb, og hvor svag hun havde fundet ham, og selv ønskede hun jo ikke, at Lucifer skuffede hende på den måde, skønt hun stadig mente, at han havde været lidt for vant til visse ting. Selv var hun nemlig ikke meget for det arrogante og luksuriøse, som han ellers havde stået for, som hun først havde mødt ham.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Var det underligt at Lucifer rent faktisk gerne ville have, at Jarniqa kom tæt på ham? Særligt efter det, som han nu havde oplevet, så ønskede han vel bare at..mærke noget? Andet end varme og kulde, og hendes kærtegn, havde altid været noget af det mest fantastiske af det hele, og naturligvis havde han tænkt sig, at udnytte det i den forstand, at han overhovedet kunne gøre det. Hans blik hvilede på hendes skikkelse og med et ganske let træk på smilebåndet. Han kunne jo for pokker heller ikke lade være. "Hvad hvis jeg siger, at du gerne må..? Og jeg gerne vil have det?" spurgte han endeligt, som han igen træt lod hovedet søge mod klippen bag ham. At hun trak sig, og satte sig ved hans side, var bestemt ikke noget, som faldt helt i hans gode smag, og særligt ikke, når det foregik således. Dog var det ikke noget, som han kommenterede på.
Det var slet ikke meningen, at det var hende, som skulle passe på ham, hvilket Lucifer nu meget gerne ville understrege for hende. Hånden hævede han forsigtigt, som han lod den lægges mod hendes knæ. Ikke fordi at han var ude på noget.. Men nu hvor hun ikke ville røre ved ham, måtte han jo røre ved hende i stedet for. "D-det kommer ikke til at ske," fastholdt han sigende. Det var bestemt ikke meningen, at hun skulle passe på ham, og ikke på vilkår, om han lod det være en hverdagsting. Denne ene gang, var et enestående tilfælde, kun fordi at hendes værge direkte havde forsøgt at grille ham! For noget, som han slet ikke havde gjort med vilje!

[Jarniqa Dynithril]

Som Lucifer sagde, at hun godt måtte røre ham, hævede Jarniqa blot øjenbrynene. Hvor meget hun og han end ønskede, at de trillede omkring på jorden i hinandens favn, så hun det upassende i det. Ikke upassende i den forstand, at de ville gøre det, men derimod i den forstand, at han kropsmæssigt var skadet og derfor havde brug for ro og healing. De behov ville hans krop næppe få opfyldt, hvis hun berørte alle hans ømme punkter. ”Så vil jeg sige, at det er upassende.. At din krop har behov for hvile og at det lyser ud af dig,” kommenterede hun roligt, og sandt var det også. Udmattelsen lyste ud af ham. Særligt sådan som han havde krøbet tilbage til klippevæggen, fordi han ikke havde kræfterne til at holde sin egen krop. Som han lagde sin hånd på hendes ene knæ, sagde eller gjorde hun intet. Intet havde hun imod den, hvor hun også ønskede at mærke ham. Denne lette berøring opfyldte dog på ingen måde hendes behov. Gad vide om det var således, at han havde det, når hun jagede hans hænder væk? Hendes hoved søgte en kende på sned. ”Så bevis det for mig,” sagde hun roligt, hvor hun mere sagde ordene i opfordring til, at han skulle komme sig, fremfor at han skulle bevise noget for hende. Hånden lod hun føre en vildfaren ravnsort tot om bag det ene spidse øre. ”Hvordan har du det ellers nu, hvor du har fået lidt mad og drikke I maven, samt er kommet lidt ud? Har du det bedre, eller ønsker du at søge ind igen, så du kan få sovet?” spurgte hun undersøgende, som hans helbreds udvikling havde en betydning for hende. Hvordan han havde det ville også være et hint til hende, om hun gjorde det rigtige med ham eller ej.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Hvad Lucifer dog ikke ville gøre, for at mærke Jarniqa helt tæt på sig, for han havde virkelig brug for det. Han.. savnede vel at have hende tæt på sig? Han sukkede let. Det var måske dumt, men det andet var da heller ikke retfærdigt i hans øjne! Han ville jo gerne, og var det ikke det, som var det vigtigste? "Siden hvornår har du taget hensyn til det?" spurgte han med en ganske sigende mine, som han igen vendte blikket mod hende. Han sad ganske vidst op af klippen, men det var for at spare på den energi, som han jo gerne ville bruge på andre ting.
At hun ikke afviste hans hånd mod hendes knæ, var noget som faktisk passede ham fint, for han gjorde det jo trods alt heller ikke ,for at være ond eller noget lignende overfor hende. Han gjorde det fordi at han faktisk savnede at være tæt på hende, og særligt nu hvor han ikke havde meget andet at lave, end bare at sidde.. og vente på, at han ville få det bedre. Det var lidt sådan at han havde det med det hele. "Bare vent," endte han med en mere hæs stemme. Selvom han ganske vidst, var ved a blive kørt temmelig træt, var det begrænset hvad han kunne gøre. Han sov jo hele tiden! Og han var allerede nu ved at være temmelig træt af, at sove. Bedre havde han det skam, selvom der endnu var en lang tur mod bedring. "Jeg er træt af at sove," kommenterede han som det første. Han vendte kort blikket den anden vej i stedet for, hvor han svagt bed tænderne sammen. Han sukkede tungt. "Men.. det er bedre nu. Lidt i hvert fald," sagde han endeligt.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa løftede brynene. ”Siden du blev forsøgt grillet,” kommenterede hun kort for hovedet. Var det ikke også årsag nok? Ondt havde han, som hun havde kunnet fornemme det på ham, sådan som hun havde smurt hans krop igen. Selv kunne hun erindre, hvordan det havde fået hans krop til at spændes og ryste, og derfor ønskede hun ikke at gøre det imod ham igen. Af den årsag var hun villig til at skubbe sine egne behov til siden.. og hans tydeligvis. Simpelt var det dog ikke, da han gjorde det svært for hende, når han sagde, at han ligeledes ønskede hende tæt. ”Desuden.. så stinker du,” kommenterede hun kækt i et forsøg på at være munter og lette stemningen. Stank gjorde han dog også, for ligeså helbredende plantemosen var, ligeså ildelugtende var den. Derfor måtte selv hun se frem til det tidspunkt, hvor han tog sig et bad. Dette kunne dog først forløbe sig så snart, at hun var i stand til at gå en længere tur. Et par hundrede meter var der nemlig ned til det vandløb, som hun havde fundet. At han var træt af at sove, fik hende helt til at smile morende, for … hvordan kunne man være træt af at sove? Især når der intet andet var at foretage sig? Det var vel også bedre at sove smerten væk fremfor at føle den? Det var i hvert fald hendes umiddelbare tanker. ”Jo mere du sover, jo hurtigere vil du måske føle, at du bliver rask,” kommenterede hun roligt, som det måtte give mening for hende. Hvis man sov, var man jo ikke i stand til at tælle timer, som han var lige nu. Roligt rykkede hun på sig, så hun ligeledes satte sig op af klippevæggen, så hun derfor sad ved hans side. ”..Men hvis ikke du ønsker at sove, hvad ønsker du så at lave?” spurgte hun roligt. Var det mon et tidspunkt som dette, at de burde tale sammen og på den led lære hinanden bedre at kende? Eller ville han igen sige, at hun skulle komme tættere på ham, og at det derfor kun skulle være deres læber der talte?

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Et kækt træk måtte dog alligevel finde vejen frem til Lucifers læber. "Ser man det.. Du har virkelig været bekymret for mig," sagde han med et morende glimt i de ellers trætte og matte øjne. Udmattende var det at sove hele tiden. Han havde så mange andre ting, som han hellere ønskede at bruge tiden på, og særligt nu hvor hun var der. Han skulle nemlig nok vise hende, at han besad styrken der skulle til, for at komme igennem dette. Han ville i hvert fald ikke tillade at noget andet skulle have lov til at ske!
At hun rykkede helt op ved siden af ham, sagde han nu heller ikke noget til. Vigtigst var det faktisk for ham, at hun ikke var bange for at sidde så tæt op af ham. Selvom han naturligvis havde været berørt af det som hun havde skænket ham af behandling, så havde han det da langt bedre nu. Da de var startet, havde hun jo knapt kunne røre ved ham, uden at det ville gå helt galt, og uden at det brændt som pokker. Det slap hun jo for at gøre nu, og det var da uden tvivl mærkbart selv for hans vedkommende. "Det som er lindrende for mig, er ikke søvnen, men dit selskab," sagde han blot. Måske at han sad og talte i vildrede. Han vidste det faktisk ikke helt. Han var bare langt mere.. åben i disse tider, end hvad han havde været igennem et rigtig godt stykke tid nu. Han vendte sig træt mod hende. Han var dog for stædig til at give efter for søvnen igen, og særligt hvis han ellers kunne blive fri for at gøre det. "Jeg vil hellere sidde her og kysse med dig," svarede han med et kækt glimt i øjet og et svagt træk på mundvigen. Dertil lod han hånden forlade hendes knæ og lagde sig mod hendes lår. Han ønskede jo ikke at skræmme hende væk.

[Jarniqa Dynithril]

Sandt at sige havde Jarniqa været bekymret for ham. Hun var bekymret for ham.. Da hun havde set ham ligge ved søbredden helt forbrændt, havde hun følt, at hendes hjerte havde stoppet. Hun havde vel frygtet for hans liv? Og et sted havde hun vel også frygtet for mere end det. Med al det der havde foregået i landet her, havde hun nemlig set døende personer, men alligevel havde ingen af dem fået hendes hjerte til at stoppe, som Lucifer havde. Lucifer og Damien altså.. Dog sagde hun ikke dette højt, men hvad skulle hun også sige, og hvad betød det i det hele taget også? ”Bekymret for lugten,” kommenterede hun blot drillende igen, som det var langt lettere at svare tilbage med morskab, end det var at forklare de tanker og følelser, som hun gjorde sig omkring ham. Hovedet lagde hun roligt mod klippevæggen, så hun i stedet kunne se ind i flammernes dansende skær. Hygge, tryghed og varme måtte bålet helt levere. Særligt som stjernerne var begyndt at glimte på himlen, og som den blege måne havde gjort sin opdukken. Hendes fokus på al det syntes dog at forsvinde som dug for solen, som han kom med sine ord. Hun var lindrende for ham. Først følte det helt som om, at hendes hjerte var gået i stå.. Dernæst fandt hun ud af, at det blot var fordi, at det havde taget tilløb, som det nu slog af sted. Varmen følte hun også pludselig, men ej var det varmen fra bålet, som det derimod var hendes indre varme. Var dette mon … romantiske ord? Hun kunne i hvert fald ikke vove og påstå, at nogen nogensinde havde sagt det til hende i en normal sætning. Varmen og hjertebanken steg også blot i hende, som han valgte at fortsætte derfra.. Han ønskede blot at kysse hende. En ny ting syntes at ske i hende, som hun pludselig mærkede hans hånd mod sit lår. Ligesom hendes hjertebanken i brystet, syntes hun nu også helt at mærke en dunken og varme i sit underliv, og … ubehageligt var det ikke just. Det smaragdgrønne blik vendte hun i hans retning. ”..Så kys mig,” endte hun helt med at hviske, som hendes følelser og krop syntes at frarøve hende evnen til at hæve stemmen.