You'll be safe here

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Et sted ønskede Lucifer vel også bare at vise, at han endnu kunne? At han kunne tage bare lidt vare på sig selv, selv på trods af den skade og det som han havde været igennem? Han ville vise hende, at han var en ordentlig mand, og ikke en, der konstant skulle være afhængig af en kvinde i den forstand. Hvorvidt om det som de delte, var noget som kunne udvikle sig, var vel noget som han.. håbede på, på et eller andet tidspunkt? Nu hvor han stort set ikke fik lov til at gøre andet ved hende, end at holde om hende og kysse hende, hvilket i forvejen,v ar noget som uden tvivl vakte en tydelig frustration, var det begrænset hvad han kunne gøre ved det.
For nu ville han vise hende, at han godt kunne selv. Uden at vide, om han overhovedet var i stand til det lige nu. Et døgn var der jo kun gået siden hændelsen, men allerede nu, følte han, at han havde et langt større overskud til tingene, end hvad han havde haft til nu i hvert fald. Han nikkede til hendes ord, hvor han ignorerede det tvivlsomme blik. Han skulle nok overraske hende! "Det fint," afsluttede han endeligt, og med et sigende nik, som hun forlod hulen og lod ham ligge. Det var nu eller aldrig. Det var nu, at han skulle vise, at han kunne. Han vendte blikket ned mod bukserne, som han hævede den ene hånd, for at lukke dem omkring. Hans hud var næsten helt mørk af dragens ild. Ondt havde det uden tvivl gjort, selv på ham! Han trak vejret dybt, inden han tvang sig op at sidde. Den ildelugtende mos havde taget smerten, så han kunne holde ud at være til. Det spændte voldsomt, men det var bedre!
Kappen skubbede Lucifer let til side, hvor han endte blotlagt. Ikke at han tog sig af det. Med noget besvær, forsøgte han at få bakset tøjet på. Han skulle nok vise, at han kunne! Selvom han vidste, at det gik langsomt, så fik han dem bakset op til lårene.. Hvad så nu? Kunne han overhovedet komme op at stå? Han trak vejret dybt. Forsigtigt vendte han sig.. for derefter at støtte sig til væggen, inden han forsøgte at rejse sig. Han slap et smertefuldt gisp, da han endelig kom op. Benene skælvede voldsomt under ham. Bukserne tvang han endelig op omkring livet.. en kende store, men de passede i længden. Han smilede triumerende for sig selv inden han kæmpede sig ud foran hulen. Han faldt direkte ned på knæ ved bålet, som benene gav efter under ham.

[Jarniqa Dynithril]

Hvorvidt Lucifer ville klare den eller ej, havde Jarniqa sine tvivl om. Derfor havde hun ørene fremme, alt imens hun gjorde sit arbejde ude ved bålet. Overrasket blev hun derfor også, som der ej gik mange minutter før hun hørte, hvordan det rumsterede i indgangen til hulen, hvorefter Lucifer også gjorde sin entre. At han i så fald også nærmest kollapsede, som han kom ud, fik hende til at bide tænderne sammen. Fristet var hun til at lægge armen om ham, men ej gjorde hun det. Meget forstod hun muligvis ikke på det sociale, men alligevel havde hun en ide om, at siden han ej havde ønsket hendes hjælp ud af hulen, så ønskede han ej heller hendes hjælp nu. Imponeret var hun dog også over ham, som hun ej havde set den komme, at han ville kunne nå så langt. Det smaragdgrønne blik hævede hun mod ham, som hun valgte at stille det ene krus over til ham. ”Her. Jeg ville dog vente lidt med at drikke det. Det er lige kommet af ilden,” informerede hun ham, som kruset indeholdt det kogende vand og urterne. Godt burde det være for ham. Kort hvilede hendes blik på ham. Bedre kunne han have set ud.. Tiltalende var de grønne og ildelugtende plamager med plantemos ikke just, hvor han også endnu måtte se en smule forkullet ud. Derudover skælvede han også helt, hvilket viste, at han ej var ved sine fulde fem endnu. Blikket tog hun fra ham igen, hvor hun i stedet lænede sig frem mod bålet. Her greb hun om de to pæle med kødstykker på, hvor hun ragede dem op af jorden. Den perfekte grilduft og farve, måtte kødstykkerne nu have, hvor hun med et lille smil på læben rakte ham den ene pind og derfor den ene halvdel af duen. ”Se om du kan få noget ned. Du ville have godt af det..”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer agtede at klare sig, selvom han vidste, at det på ingen måde, ville gå hen og blive nemt for ham, men det handlede vel egentlig bare for at vise hende, at han var mand nok til opgaven? Selvom det havde taget ham flere minutter at ordne en ting, som i sig selv, slet ikke burde tage nogen tid, kunne han da stadig gøre det, og alene det, var noget som gjorde ham temmelig stolt af sig selv. Det var rent faktisk noget af det, som han vægtede højest lige nu.
Selvom det hele endte med at han kollapsede foran bålet. Hans krop rystede og skælvede. Det var jo en kraftanstrengelse for ham. At hun ikke hjalp ham, var noget som han egentlig havde det ganske fint med, og særligt fordi at han gerne ville vise sig som en mand. Han ønskede at være manden, og ikke være den, som var afhængig af hende på den måde i hvert fald. Tænderne bed han hårdt sammen, som han kort lukkede øjnene. Hænderne holdt han mod bålet. Ilddæmonen skulle vækkes ordentligt, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Hans blik gled mod hende, som hun rakte ham et krus. Varmt som det måske var, burde det faktisk kunne hjælpe ham. Han trak kort og tydeligt træt på smilebåndet. "Ilddæmon.. husker du nok," sagde han med et skævt smil på læben, inden han følte kruset til læberne, for at få det tømt. Urterne og det varme vand, skar svagt i svælget, men ikke var det værre end det. Derefter satte han det roligt fra sig. Den halve due tog han ligeledes imod. Det duftede godt. Langt bedre end ham i hvert fald, og energien havde han brug for. Han gav sig til at spise. Appetitten havde han da uden tvivl fået i retur.

[Jarniqa Dynithril]

Imponeret var Jarniqa rent faktisk over det faktum, at Lucifer havde formået at bevæge sig udenfor på egen hånd. Det var en styrke, som i den grad faldt i hendes smag, da han hidtil havde forekommet som en prins, som blot havde kunnet koste omkring med andre. Derfor behagede det hende, at han nu kunne bevise overfor hende, at der var mere til ham end det. Kruset skubbede hun over i hans retning, hvor hun måtte sende ham et noget stirrende blik, som han blot tog om kruset. ”..Aha,” nåede hun blot at sige, inden han førte kruset op til læberne. Ej tog han blot en tår, som han derimod drak hele indholdet. Ingen videre påvirkning så hun på ham, hvilket måtte resultere i de større øjne. Han havde vel ret i det med ilddæmonen? Tanken skubbede hun til siden, som hun i stedet gav ham den halve due, som han straks gav sig til at spise. Sulten og tørsten havde han uden tvivl genvundet. ”God appetit,” sagde hun, inden hun selv måtte give efter for maven, som hun selv kunne mærke, hvordan hendes egen mave måtte rumle. Blikket vendte hun bort fra ham og ind mod bålet i stedet, som hun gav sig til at bide kødet af direkte fra pinden. Ej var det den typiske måde, som man så en prinsesse, men selv var hun ligeglad. Det var trods alt dette, som hun kom fra. Endnu en luns bed hun af fra duen, hvor hun kun kunne nyde grilsmagen i kødet. Længe siden var det også siden, at hun havde siddet således, hvor der ellers havde været engang, hvor dette havde været hende normalt. Mere af kødet bed hun af. Burde hun mon fortælle ham, hvad der senest havde hændt i hendes liv? Ville det overhovedet interessere ham? Ville han høre om den slags, når han selv var i en svær tilstand?

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Stædig var Lucifer, og det havde han alle dage været, så det var ikke noget, som kunne komme bag på nogen som helst. Særligt ikke med den baggrund som han havde, og med den familiære baggrund som han nu havde, og det var da uden tvivl til at mærke. Hans blik gled direkte mod hendes skikkelse, som han sad der. Kruset fik han tømt, hvor selv hendes store øjne, var noget som han uden tvivl morede sig over. Smilet bredte sig tydeligt på hans læber, som han let rystede på hovedet alene ved tanken om det. Han satte kruset fra sig, inden han gav sig i krig med duen. "D-du ligner en d-der har set et s-spøgelse," sagde han endeligt.
Selv tog det ham ikke særlig lang tid, at gøre kål på den halve due, for stor var den ikke, og en god appetit, havde han nu altid haft, så alene det, var ikke noget, som kunne komme bag på nogen. Han lagde pinden fra sig, sammen med det halve skelet, som han nu havde. Han sank klumpen i halsen, inden han roligt sukkede. Et sted af lettelse. Hvordan han ville komme over dette, vidste han ikke.. Han vidste ikke engang om hans hud ville heale optimalt efter dette, og det var det som han var mest bange for. Lidt forfængelig kunne selv en mand jo godt være. Han vendte blikket mod hende. Nu hvor han havde fået noget i halsen og i maven, så følte han sig træt igen. Det var efterhånden ved at være direkte irriterende, og han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det. Han satte hænderne i jorden, inden han skubbede sig mod hulen, hvor han satte sig op af den hårde sten. Han sitrede ganske let, som han betragtede sig af hende. Smuk som hun var under den store måne. "Du er smuk, Jarniqa," sagde han pludseligt. Ord som blot røg udover hans læber.

[Jarniqa Dynithril]

”Det er blot ikke hver dag, at jeg ser en mand tømme et krus kogende vand,” kommenterede Jarniqa ærligt og med et skævt smil på læben. Specielle ting havde hun muligvis set de aftener, hvor hun havde rendt rundt i Ityrials gader. Dog havde hun aldrig været inde på livet af en ilddæmon før, og derfor var det naturligt, at hans egenskaber forundrede hende. Nysgerrig gjorde det hende, hvor hun ønskede at se mere af det. Hun ønskede både at blive forundret af ham og mange andre, som hun ønskede at opleve verdenen og dets forskelligheder. Det var også det hun håbede, at hun kunne, nu hvor hun havde givet afkald på tronen. Hvad Lucifer ville sige til, at hun ønskede at rejse verdenen rundt, vidste hun ikke. Det betød jo, at hun ville forlade det sted, hvor han nu havde slået sig ned, og ville det få betydning for ham? Selv vidste hun jo ikke, hvad det var, som de havde sammen. Hun spiste en ny luns af duen. Intet sagde hun til, at han selv rykkede sig væk fra hende og bålet, som han i stedet satte sig op af klippevæggen. Det var vel rarest for ham? En ny luns kød bed hun af, inden den syntes at sætte sig. Smuk? Hun gjorde anstrengelser for at sluge klumpen, inden en svag rødmen indtog hendes kinder. Ud af det blå kom hans ord, hvor hun bestemt ikke havde ventet dem. Ej var det første gang, at hun hørte dem, som hun før var blevet kaldt smuk. Som tyv havde hun nemlig uskyldigt flirtet med nogle af sine ofre, inden hun havde bestjålet dem. Derudover havde hendes værge, Damien, også talrige gange sagt, at hun havde udviklet sig til en smuk kvinde. En anden betydning syntes ordet dog at have, som det forlod Lucifers læber. ”..Tak,” endte hun stille med at sige

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Jeg er en ilddæmon.. Jeg kan b-bare det der," sagde Lucifer med et kækt smil på læben. Ej var det fordi at han kunne lade være. Selv ønskede han jo for alt i verden, at komme tilbage til hægterne, og gerne så hurtigt som muligt. Det var jo det, som rent faktisk var det som han prioriterede højest lige nu, og det var heller ikke ligefrem noget, som gjorde hende noget, gjorde det?
Duen fik han spist, og satte sig op af klippehulen i stedet for, mest for at slappe af. Nemmere var det dog for ham, at finde roen og styrken til det andet, når han ikke sad inde med alverdens former for smerte, som han havde gjort før i tiden, og det var sådan, at han havde det med tingene. Lige nu ville han vel bare gerne være.. sig selv, i stedet for en, som skulle være direkte afhængig af en anden? For det var lidt sådan at han følte det lige nu, og det var noget, som han da kun for alvor måtte hade! Han trak vejret dybt og lagde hovedet let tilbage. Selv nu hvor han havde valgt at kommentere på hendes udseende, var det tydeligt, at det var ord, som hun kunne lide. Han elskede det. Han elskede, at det var den effekt at det hele måtte have på hende. Han trak tilfredst på smilebåndet, inden han for et kort øjeblik lukkede øjnene igen. Trættende var det virkelig at blive mæt, og særligt fordi at han endnu kæmpede for at komme tilbage til hægterne igen, og det var lidt der, at hovedproblematikken måtte ligge for hans vedkommende. Han sendte hende et tilfredst smil. Smuk var hun uden tvivl, og den tanke kunne han godt lide. Virkelig godt lide faktsik.

[Jarniqa Dynithril]

Smilet hvilede let på Jarniqas læber. ”Ser man det.. En mand af talenter,” kommenterede hun i en munter tone. Ej vidste hun alt, hvad han kunne med sine racer, men selv ønskede hun da at se det en dag. En forbandet ung nysgerrig kvinde var hun nemlig, og derfor kunne hun ikke undgå at søge svar på de spørgsmål, som hun stillede. Den sidste luns kød endte hun med at spise, hvilket fik hende til at kaste skellettet ind i ilden, alt imens hun pænt lagde pinden ved sin side igen. Hvem vidste, om de ville få brug for den igen? Selv vidste hun nemlig ikke, hvor længe han ville have brug for hjælp. Dog kunne tiden næsten vise sig at blive kort, da han allerede havde bevist, hvor langt han havde kommet på blot et døgn. Om sit krus greb hun nu, hvor hun let pustede på den dampende væske. Selv kunne hun nemlig ikke gøre ligesom Lucifer.. Som hun tænkte på Lucifer, måtte hun også kort sende ham et tænksomt blik over skulderen, inden hun måtte se ned i kruset igen. Burde hun indvie ham i sine planer? Burde hun fortælle ham, at hun højst sandsynligt rejste væk i den kommende tid? Hvorfor skulle hun fortælle ham det? Ville det have en betydning for ham? Hun tænkte på, som han gentagende gange havde bedt hende om ikke at forlade ham, som hun havde fundet ham efter dragens angreb. Gjaldt det mon bare nu eller var det generelt? Svært fandt hun det dog selv, da hun aldrig før havde haft en anden end Damien med sig. Dog kunne hun heller ikke lade være med at tænke, at det ville være underligt, hvis ikke hun så Lucifer i de næste par måneder? Hvad hvis hun aldrig så ham igen? En knude opstod i hende, hvilket fik hende til at tage en tår af teen. Skulle hun bare sige det og se, hvad han sagde til det? ”..J-Jeg overvejer at rejse væk den næste stykke tid.. At forlade landet her i et par måneder,” endte hun med at sige. Fandt han det mærkeligt, at hun sagde dette til ham, eller havde det rent faktisk en betydning?

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Et kort træk måtte alligevel finde vejen til Lucifers læber, som han let satte sig tilbage. Han var træt, men denne gang var det bare træt på en anden måde. Det var det som han godt kunne lide, og det var naturligvis også det, som han var påvirket af. Særligt når det hele foregik på denne her måde. ".. Kommer det bag på dig?" lød det roligt fra ham, som han let sendte hende et smil. Han var vel bare gået hen og blevet temmelig glad for hende? Nok også langt mere, end hvad han ville have været normalt, men det var nu heller ikke ligefrem noget, som han kunne gøre for i den anden ende.
Selv nu hvor hun nærmest måtte sidde med ryggen til ham, kunne han jo heller ikke ligefrem gøre andet end at sidde og bare kigge på hende. Selvom han langt hellere ønskede at se på hendes smukke og skønne ansigt, var det jo bare begrænset hvad han kunne gøre i en stund som denne. Som hun sagde, at hun planlagde at rejse væk, var noget som næsten med det samme, måtte få smilet til at stivne.. for derefter at falme. Hun ville rejse? Hvorfor og hvorhen? Hans blik faldt en anelse. Ej var det hvad han havde regnet med, at høre hende fortælle ham. Faktisk var det langt fra, hvad han havde regnet med at høre ende sige. ".. Hvorfor?" spurgte han denne gang direkte. Manjarno havde jo alle dage været et sted som hun havde været glad for, og nu ville hun søge bort? Hvorfor? Ej var det en tanke som gav nogen mening for ham. Desuden.. ønskede han jo ikke, at hun skulle rejse, nu hvor han havde valgt at slå sig ned her. Virkeligheden synes næsten at banke på hans dør, alene ved denne tanke. Kunne de overhovedet have en chance? En tanke som havde passeret ham mange gange. Han ønskede ikke, at hun skulle søge nogen steder hen!

[Jarniqa Dynithril]

”Det kommer an på, om du har flere ting oppe i ærmerne,” svarede Jarniqa ham kækt tilbage, som det var svært at lade være når det føltes som om, at han gav igen. Rart fandt hun det helt, som hun ej ønskede den stammende Lucifer, fremfor den kække. Det var nemlig blot den person, som han var. Kruset førte hun op til læberne, som hun nippede til den varme væske. Sværere var det dog at tale med ham om det faktum, at hun overvejede at rejse bort. At se verdenen. Selv fornemmede hun også kun alle de dårlige tegn, som han helt te stille efter hendes ord. Hvad tænkte han mon? Hvorfor var han mentaldæmonen og ikke hende? Spekulerede han over, hvorfor hun fortalte ham det, eller faldt nyheden ham tungt ind? Blikket vendte hun ned mod sin kjoles skørt, som han selv stillede hende hvorfor-spørgsmålet. Det gav vel bedst mening, hvis hun gav ham hele smøren? ”Jeg har frasagt mig tronen,” begyndte hun først og fremmest med at sige. Hendes fingre begyndte at lege med kjolens stof. Hvorfor fik han hende til at agere sådan? Hvorfor så hun ham ikke bare ind i øjnene og sagde, at hun rejste, og at det var det? Det var bare ikke det, som tusindvis af følelser strømmede igennem hende. Helt … usikker måtte hun også helt føle sig, og det gjorde hun ellers aldrig! ”Jeg har ikke givet tronen til Theodore.. Bare rolig. Jeg har givet den til … min moder. Du spekulerer sikkert over, hvordan det kan lade sig gøre, men jeg fandt en vej til at vække hende. Jeg ved ikke, om hun har indtaget tronen endnu eller ej, men meningen var, at hun skulle gøre det i går.” Hun tog en indånding. Det var langt lettere at tale når man blot gjorde det. ”Det har altid været mig en drøm at se hele verdenen, så jeg tænkte, at det kunne være nu..”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Hvilke ærmer?" lød det kækt fra Lucifer. Han forsøgte virkelig, også selvom det virkelig ikke var nemt for ham, at gøre det. Træt var han, og kold følte han sig også, selvom han lige havde drukket kogende vand, og fået varmt at spise. Hans blik gled mod hendes skikkelse, som hun alligevel fortalte, at hun havde tænkt sig at rejse fra landet. Hvorfor-spørgsmålet måtte han derfor stille hende, hvor han var bange for resultatet af det spørgsmål.
Let måtte Lucifer vende blikket ned mod sine hænder foran sig. Sandheden var godt nok at han ej ønskede, at hun skulle tage nogen steder hen. Han var blevet glad for hende, og langt mere glad, end hvad han egentlig ønskede at være, for han havde jo aldrig som sådan, været glad for nogen som helst før. Og dette var noget som han rent faktisk måtte stå ved. Han trak vejret dybt. "Det.. lyder da interessant," sagde han endeligt, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Han var ikke just af den samme overbevisning som hende, for han kunne ikke se nogen grund til at skulle se den store verden. Hvad med ham? Var han så ligegyldig for hende? Han endte dog blot med at nikke. Denjarna var tilbage? Han kunne ikke rigtigt begribe det. Det var virkelig mange ting for ham på en gang. Denne gang var det nemlig ham, der endte med at blive helt tavs, og ondt gjorde det virkelig at vide, at hun ville tage afsted og tage væk og lade ham være her. Afhængig af hende, ville han dog ikke påstå at han var.. og dog.. det var han måske gået hen og blevet?

[Jarniqa Dynithril]

”Lige præcis.. Det fortæller mig blot, at der ikke er mere,” svarede Jarniqa ham drillende igen. Selv tvivlede hun dog ikke på, at han havde flere overraskelser på vej, som an havde vist sig at være en overraskelse i sig selv. Intet med ham havde nemlig gået, som hun ellers havde regnet med. Hvis man havde talt med hende den første gang, at de havde set hinanden, havde hun nemlig uden tøven sagt,, at den mand aldrig ville få en betydning for hende, og nu sad de ellers her.. Hun bekymrede sig helt om ham, ligesom hun helt havde svært ved at sige, at de muligvis ikke ville ses det næste lange stykke tid. Selv ønskede hun nemlig, at han kom sig, ligeså vel som hun ønskede at se ham. Stilheden som han bød hende efter, at hun havde afgivet sin historie, fik hende til at tænke en million tanker. Hurtigt farede de ind og ud af hendes hoved, som hun ikke længere beskæftigede sig med at tale, men derimod bare … ventede. Hvad han derimod sagde, fik hendes hjerte til at springe et slag over. Hovedet drejede hun, så hun kunne se sig tilbage over skulderen over mod ham. Det var også der, at hendes læber syntes at have fået deres eget liv, som de bevægede sig hurtigere, end hun kunne nå at vende situationen oppe i sit hoved. ”Ønsker du da at komme med?” fløj det ud af hende, som han sagde, at hendes ekspedition lød interessant. Selv nåede hun ikke at fundere over, hvorvidt det var smart at invitere ham, og om de ville kunne holde hinanden ud på den måde. End ikke funderede hun over, at han muligvis ikke mente sine ord, men derimod blot sagde dem.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer rystede kort smilende på hovedet. "Tidsnok skal jeg nok vise dig," sagde han med et træt smil på læben. Selvom glæden synes at forsvinde lige så hurtigt som det var kommet, da hun havde valgt at annoncere at hun ville rejse herfra. Med andre ord, var den første tanke, der slog ham, at han ikke var god nok til hende, og at hun bestemt heller ikke havde gjort sig de samme tanker, som hun havde gjort, hvilket da uden tvivl var en tanke som gjorde ondt på ham. Det var bestemt ikke sådan, at han ønskede at tingene skulle forholde sig.
Blikket hvilede mere ned mod hans egne hænder. Han ønskede jo at tilbringe den tid med hende, når han havde muligheden for det, og nu fortalte hun ham, at hun havde tænkt sig at tage ud på en længere reje? Uden at vide hvornår hun kom tilbage igen? Ved hendes ord, hævede han hovedet mod hende. Hun ville have ham med? Eller var det en tanke, der var kommet lidt for hastigt? Alt for mange problemer synes de jo at have haft, og hvornår han var klar til en længere tur væk, vidste han jo heller ikke. For nu udmattede det ham jo bare at vandre ud af hulen og sætte sig ved bålet! "Ønsker du at have mig med dig?" spurgte han sigende, som han let lod hovedet på sned. Lang vej havde han endnu før han oprigtigt ville være i bedring. "Jeg.. vil gerne," sagde han endeligt. I værste tilfælde, måtte de jo gå hvert til sit, hvis det ikke gik. Svært var det bare, og særligt fordi at han var begyndt at gøre sig temmelig mange andre tanker efterhånden. Tanker om ting, som han slet ikke burde gøre.

[Jarniqa Dynithril]

Ej forstod Jarniqa sig på det, som Lucifer fik hende til at føle. Selv vidste hun nemlig blot, at tanken om, at de muligvis ikke ville ses igen – eller først om nogle måneder – gav hende en knude i sit indre. Ubehageligt var det, hvor den eneste kur mod det syntes at være ham. Ham, når de rent faktisk kunne komme overens med hinanden. Om det var klogt at invitere ham med, vidste hun dog ikke, da de indtil nu havde haft en turbulent historie sammen. Hvordan ville det også foregå, hvis de rejste sammen? Betød det, at de konstant skulle være sammen eller betød det, at de bare vandrede fra sted til sted sammen, og derfor godt måtte foretage deres egne eventyrer ved de forskellige destinationer? Selv vidste hun det ikke.. Aldrig havde hun været så meget sammen med en anden end Damien før. Derfor vidste hun ej heller, om hun kunne holde andre end sin værge ud i længere tid. Desuden.. hvordan ville det gå dem personligt? Hende og Lucifer? Selv ønskede hun uden tvivl at kysse med ham igen, men selv vidste hun også, at han ønskede mere end det, skønt hun endnu ikke forstod, hvad mere var. Ville hun mon naturligt springe ud i det? Ville han fortsætte med at presse på? Hun vidste det ikke.. Selv frygtede hun jo, at det ville ende som ved kroen. Et slag sprang hendes hjerte over, som hun hørte ham sige, at han ønskede at drage med hende. ”..Tror du, at det vil gå?” endte hun i stedet stille med at spørge. Selv ønskede hun at have ham med. Selv kunne hun nemlig helt føle, hvordan hans tilstedeværelse måtte synes lindrende. Derudover var det også blot spændende at gå på opdagelse omkring, hvad han fik hende til at føle. Om det var klogt eller ej, lod hun dog være op til ham at bestemme. Selv ønskede hun jo ikke, at de blev skubbet længere væk fra hinanden.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Hvad dette i værste ende, kunne betyde for dem, vidste Lucifer ikke, men det virkede da til, at hun oprigtigt ønskede, at han rent faktisk tog med hende. Hvorvidt om det ville tvinge dem tættere på hinanden, hvilket var noget som han håbede på, eller endnu længere væk, kunne han ikke rigtigt sige, om han skulle være helt ærligt. Hårdt synes det nemlig at være for dem begge, og særligt fordi at han ønskede mere af dette, end hvad hun synes at gøre. Selv havde de stået i situationen tidligere, og det havde jaget dem mere fra hinanden end tættere på, og det ønskede han bestemt ikke, skulle ske endnu en gang.
Lucifer blev siddende i stilhed, før hun brød den. Om det ville gå? Det var han ej den rette til at give udtryk for, men han kunne vel håbe? I værste tilfælde, måtte de jo gå hvert til sit, og han kunne søge hjem igen. Dog krævede dette blot, at hun ventede med at tage afsted, til han var mere i bedring, da han på stående fod, ikke var i stand til at søge nogen steder hen. "Det ved jeg ikke," sagde han sandfærdigt, som han jo ikke var et væsen, der kunne se ud i fremtiden, for det kunne han ikke. Hvordan det ville gå dem, kunne han derfor ikke sige direkte. Han kunne håbe, som hun kunne. Han ville jo gerne være med hende.. finde ud af mere om hende, og lære hende bedre at kende, og give hende den samme mulighed, om det var noget, som hun var interesseret i, om ikke andet. Det var jo lidt det, som det hele handlede om. Tungen strøg han kort over læberne. "Hvornår vil du afsted? Lige nu, er jeg ikke i stand til at følge med," afsluttede han. Bare at rejse sig og gå, var en kamp i sig selv.. En tur ud for at opleve verden lige nu, kom ikke til at ske.