You'll be safe here

[Jarniqa Dynithril]

At Lucifer rent faktisk havde sovet, som hun havde vendt tilbage, havde Jarniqa end ikke opdaget. Fuldt optaget havde hun nemlig været af sin mikstur, som hun udelukket havde haft for øje at blande alle ingredienserne i isskålen. Skræmmende velkendt havde dette været for hende, som hun på det seneste havde lavet ufatteligt mange af disse miksturer. Sørgelig var denne tanke, men på den anden side var det også til Lucifers held, da det i så fald betød, at hun var kendt omkring plantemassen. ”Som sagt.. Det burde lindre smerten og berolige og lukke dine sår,” genfortalte hun roligt. ”Det er ukrudt, som jeg blander sammen med vand. Jeg har lært, at det kan have healende effekter, hvis man masserer det til mos og placerer dem på skaderne.” Nøjsomligt gravede hun noget af mosen op på fingeren, som hun begyndte at smøre hans sår en efter en. Mange var der, og derfor tog hun også mere og mere på fingrene, hvilket resulterede i, at størstedelen af hans ryg blev smurt ind i mosen. At han ikke brød sig om det, fik hende dog ikke til at stoppe. Det ville desuden også kun svide så længe, at hun var i gang. Videre ned over hans krop søgte hun, hvor hendes kinder igen måtte rødme, som hendes smaragdgrønne blik passerede hans bagdel. Ej rørte hun den dog, som hun i stedet begyndte at smøre hans ben ind. Ud fra, hvad hun umiddelbart kunne se, var det også hans bagside der var mest medtaget. Hænderne trak hun til sig, som hun nåede hans fødder, hvor hun i stedet greb om sin kappe. Op løftede hun den, så den dækkede for hendes udsyn og derfor også for hans krop. ”Vend dig om,” bad hun, så hun nok engang lukke lægge kappen over ham, og så hun kunne komme til fortil.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Sovet havde Lucifer faktisk, da det at bruge de dæmoniske kræfter på denne her måde, rent faktisk var udmattende for ham. Han sukkede tungt, som han virkelig forsøgte at ligge stille under hendes gøren på hans ryg. Det var uden tvivl det, som havde taget mest skade af den hændelse, som havde ramt ham. Han klemte øjnene let sammen. Det kunne godt være , at det for hende, var en smal sag, men det var det ikke for ham. Ondt gjorde det nemlig at ligge der, hvor han ikke havde andet valg end blot at modtage. Han stolede på hende. I dette tilfælde, så havde han faktisk heller ikke rigtigt noget andet valg. Han lukkede øjnene ganske let, som hun stoppede. "J-jeg håber f-for din s-skyld, a-at du har r-ret," endte han næsten helt stakåndet. Dette drænede ham virkelig for alt den energi som han havde. Hvorfor skulle han absolut støde på det forbandede bæst nede ved søen?!
Som hun bad ham om at vende sig, vidste han ærlig talt ikke om det var en energi, som han var i besiddelse af, men han måtte jo trods alt bare prøve, og gøre det efter bedst hensigt. Han prustede ganske let, som han satte hænderne i jorden under sig, i et forsøg på at skubbe lidt af, så han kunne vende sig. Klædet som hun havde lagt over hans ende, var gledet af, som han vendte sig, da det gik temmelig akavet for sig. At det så blotlagde ham endnu en gang, så hun igen havde frit udsyn til absolut det hele, var ikke noget som gjorde nogen forskel for hans vedkommende. Han klemte øjnene let sammen. Okay.. det lindrede allerede. Ej gjorde det så ondt, at ligge der længere.

[Jarniqa Dynithril]

At Lucifer lød svagere, end hvad han hidtil havde gjort, bed Jarniqa hurtigt fast i. Ej var det en udvikling, som hun brød sig om, da det ej var meningen, at det herfra skulle gå mere ned ad bakke! Bekymrende var det, hvor hun spekulerede over om det var fordi, at hun havde gjort en fejl. Havde hun gjort noget der havde svækket ham yderligere? Havde hun ikke gjort de korrekte hensyn? Den bløde underlæbe bed hun ned i. ”Hvis ej det virker, er du den første, som det har slået fejl på,” kommenterede hun ærligt. Gode ods havde de derfor, men ej heller ønskede hun at juble, før hun så, at han rent faktisk var på sine ben igen. Overraskende bekymret var hun nemlig for ham, hvor det selv måtte undre hende. Som han vendte sig om igen, så han lå på ryggen, så hun intet. Dette gjorde hun af respekt for ham og fordi, at hun endnu ikke vidste, hvordan hun skulle tolke hans private dele, samt sine egne følelser og tanker omkring det. Kappen lod hun igen søge over ham, hvor hun dog ikke lod den dække hele hans krop denne her gang. Ned til livet trak hun den først og fremmest, så den dækkede fra livet og ned. Igen ragede hun noget af mosen op på fingrene, så hun blidt og præcist kunne smøre massen ud på hans bryst. Ej rørte hun ved ham, som hun havde gjort på værelset i Natymia, som hendes fingrer nærmere bevægede sig som en healers hånd. Videre til hans arme søgte hendes hænder, som de ligeså blev smurt ind i den ildelugtende masse. ”Jeg tager dine ben nu.. Hvis du har brug for det, kan du hvile dig efter det,” kommenterede hun, inden hun rykkede en anelse på sig, så hun nu sad nede ved hans ben i stedet. Nok engang greb hun om kappen, hvor hun denne her gang førte klædet den anden vej. Dog så det stadig dækkede hans manddom. Igen smurte hun noget af mosen på fingrene, hvor hun igen begyndte at smøre det ud på hans ben.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer havde det virkelig ikke særlig godt, og han håbede da uden tvivl, at han ville være lidt på bedringens vej, hurtigere end hvad det viste sig. Han lukkede øjnene let. At bruge energien for at forme skålen til hende, samt at snakke, var direkte udmattende for ham. Han kunne sove igen, så træt som han følte sig! Han lod hende gøre arbejdet færdigt, hvor han blot nikkede til hendes ord. "D-det lyder som g-gode odds," sagde han endeligt. Han ville bare gerne blive frisk igen. Ikke at han havde noget imod, at hun tog sig af ham på denne her måde, men han kunne uden tvivl godt mærke, hvad det gjorde ved selv ham. Han nød for meget, at hun rørte ved ham. Bare alene hendes berøringer af ham, føles næsten helt lindrende.
Som han igen vendte sig, måtte han ende blotlagt, selv fra livet og ned. At hun dækkede ham til, mærkede han dog godt denne gang. Han vidste dog bare ikke, om det var en god eller en dårlig ting. Selvom han aldrig havde brugt den særlig mange steder, så vidste han jo, at han var vel udrustet. Han vendte blikket ned mod hende, som hun fortsatte nedover hans bryst. Han spændte svagt.. En vane, når hun berørte ham på det sted. "O-okay," sagde han blot, som hun bevægede sig længere nedover hans krop, og nåede til hans ben. At hun smurte dem ind i den ildelugtende mos, føles næsten ubehageligt mod hans ømme hud. Han var virkelig øm, stort set over det hele. Den drage havde i sandhed forsøgt at tage hans liv. Han lagde hovedet ned mod den kolde jord igen, hvor han igen sank klumpen i halsen. Han prustede let. "N-når jeg kommer op h-herfra.. S-så f-får du d-det største k-kys," endte han denne gang direkte. Han havde virkelig lyst til at give hende det!

[Jarniqa Dynithril]

Gode ods havde de i sandhed. Alligevel frygtede Jarniqa at håbe, som hun ikke kunne vide, om hans skader var for grelt. Disse skader gjorde også, at hun ikke vidste, om hans hud ville heale til, hvad den engang havde været, eller om han ville have ar og en ændret hudfarve. Den seneste person hun havde set med forbrændinger havde jo været Theodore, og hans hud havde taget varig skade af det. I Lucifers tilfælde håbede hun dog på, at ilddæmonen i ham kunne hjælpe ham forbi dette stadie. Om en ilddæmon overhovedet var i stand til at gøre det, vidste hun dog ikke. Selv håbede hun dog, da hun imod alle ods havde endt med at holde af ham. Ikke kun hans berøringer, men også ham. Nøjsomligt fortsatte hun med at smøre ham ind, hvor hun selv helt ville have ønsket, at det havde været personlige berøringer, frem for hende der smurte hans skadede krop ind i helbredende urter. Som han lovede hende det største kys, når al dette var ovre, mærkede hun, hvordan det automatisk trak i hendes mundvige, og hvordan sommerfuglene igen måtte melde sig i hendes mave. Utroligt var det, at så lidt kunne vække så meget i hende, men selv nød hun det kun. Ej forstod hun det, men hun nød det. ”Jeg vil se frem til det kys,” endte hun med at sige med et smil på læben, og det gjorde hun i sandhed også! Hun savnede at blive kysset, som han kyssede hende, ligeså vel som hun savnede hans berøringer. Ligeså bragte det hende også blot en lettelse at høre, at han ej bebrejdede hende for at blive brændt, og at han derfor stadig ønskede hende. Hænderne forlod igen hans krop, hvor de i stedet fandt kappen. Opmærksomt trak hun igen i stoffet, så den nok engang kunne dække hele hans krop. Hun ønskede jo ikke, at han lå her og frøs. Hendes blik søgte igen hans. ”Hvil du bare,” sagde hun roligt. ”I mellemtiden kan jeg søge ud og se, om der er noget der kan forenkle det hele.”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

At blive berørt på denne måde, var ganske vidst ikke som Lucifer ville ønske at det var, men det var et sted at starte, og for ham, var det også det, som rent faktisk betød mest. Han trak vejret dybt, hvor han let lukkede øjnene, som hun igen lagde sin kappe om ham. At han lå i ingenting, var ærlig talt slet ikke noget som han tænkte over. Hans fokus lå helt andre steder. Desuden var han næppe meget at prale af, sådan som han så ud lige nu i hvert fald.
Igen måtte han vende blikket mod hende, som han lå der. Han var langt mere afslappet nu. Han havde den gode tro på, at dette nok skulle gå. Hvorvidt om hans ilddæmon ville være behjælpelig med de skader af ild, som han havde pådraget sig, ville tiden nok vise. Det havde i hvert fald gjort ondt, og selv på ham af det væsen, som han måtte være, og det kunne han da uden tvivl godt mærke. Han slappede af, og særligt nu hvor han sad der sammen med hende. Det var bare den effekt som hun havde på ham. "D-det gør jeg o-også," sagde han med et træt smil. Kunne han, ville han elske at kunne tage hende i favnen.. skænke hende de kys, for det var noget, som han faktisk selv måtte savne. Han havde brug for hende, for at klare sig. Hårdt som det end måtte lyde, og det var i forvejen ikke en tanke, som han brød sig meget om, så kunne han ikke gøre noget ved det. At hun så derimod så frem til det, var en tanke som glædede ham. Det gav ham da et håb om, at han ikke var så slem alligevel.. Selvom han havde rørt ved hende på en måde, som hun ikke brød sig om. Skælvningerne var nu også holdt op. Han var langt mere afslappet nu.

[Jarniqa Dynithril]

Endnu engang puttede Jarniqa Lucifer under kappen, så hun kunne sikre sig, at han ej frøs. Det var nemlig bestemt ikke det, som han også skulle gøre nu hvor, at hun rent faktisk havde muligheden for at lave om på det. Det smaragdgrønne blik vendte hun i hans ansigts retning, som hun nok engang gav slip på kappen. ”Hvis du ønsker at hvile dig og føler tryg ved det, kan jeg i mellemtiden søge ud. Jeg ved, at der er en by ikke mange kilometer herfra, som jeg vil kunne gå til. Der ville jeg muligvis kunne finde lidt af hvert, som ville kunne gavne situationen her,” meddelte hun roligt, som hendes tanker måtte falde på Benden. Langt herfra lå byen ikke, og eftersom den eftersigende skulle være tømt for dødsengle, var den vel sikker at nærme sig? Måske havde dødsenglene sågar efterladt nogen nye ting, som hun ville kunne bruge? Det var nemlig ingen hemmelighed, at tingene i byen førhen havde været nedslidt. Afventende betragtede hun ham. Selv vidste hun, at hun burde søge hjem. Ganske vidst havde hun fortalt sin moder, at hun var villig til at trække sig fra tronen, men alligevel var det en ændring, som hun burde følge med i.. Havde hendes moder mon indtaget Neutranium nu? Og hvis hun havde, hvad så med Theodore? Ej ønskede hun den mand noget ondt, som han kun havde været god ved hende, men stadig måtte han forstå, at hun hellere så landet manjansk end dvasiansk. Tænkte hendes moder desuden på hende? Higede hun efter at lære hende at kende, som hun selv gjorde? Og hvad med Damien? Undrede han sig over, hvor hun blev af? Hun burde uden tvivl søge hjemover for at undersøge al det, men ej kunne hun få sig selv til at forlade Lucifer. Ikke kun fordi, at det ville være uhumant at lade ham ligge, men også fordi, at det personligt stak i hende fordi, at det var ham.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer var ærligt ikke meget for, at Jarniqa skulle søge nogen steder lige nu, men at ligge og være så ynkelig, var slet ikke noget som kom på tale for hans vedkommende. Slet ikke. Han lod hende pakke ham ind igen. Fryse kunne han, som han også kunne føle sig helt varm. Det var ilddæmonen som han selv lå der og forsøgte at vække. Det kunne muligvis hjælpe en del på det, som han havde været udsat for. Kulden havde allerede vækket isdæmonen nok til at han kunne bruge kræfterne. Om ikke andet, så bare lidt.
Blikket søgte mod hendes skikkelse. Allerede igen, måtte han føle sig ekstremt træt, også selvom han jo stort set ikke havde gjort andet end at ligge der. "H-hvis d-der er noget der k-kan b-bruges," begyndte han. Hvorfor skulle det være så svært overhovedet at føre en samtale? Han ville jo helst have hende her, selvom det for nu, var et ønske, som han lagde skjul på, og helst ikke ønskede at snakke for højt om, hvis han kunne blive fri. Ynkeligt var det nok i forvejen. Han sendt hende denne gang et svagt smil, også selvom det gjorde ondt, overhovedet at bruge musklerne på denne måde. Den forbandede drage, havde virkelig stegt ham! Selv det, var dog ikke noget, som fik ham til at vende ryggen til hende. Han holdt for pokker da af hende, og uden tvivl langt mere end hvad han egentlig burde.. Var han forelsket? Han kunne faktisk ikke rigtigt finde ud af det længere. "J-jeg venter her," sagde han i et forsøg på at være morsom. Han kunne jo ikke komme nogen steder hen i hans tilstand.

[Jarniqa Dynithril]

Beroligende sendte Jarniqa ham et smil ved hans ord. Selv kunne hun ikke vide med sikkerhed, at det hun gjorde ville bære frugt, men et forsøg værd var det om end. Ej heller ville hun have foreslået det, hvis ikke hun havde set noget håb i det. ”Jeg vil se, hvad jeg kan finde,” sagde hun roligt, alt imens hun skubbede sig op på benene. ”Hvil du sig bare imens,” tilføjede hun, som det hun skulle meget vel kunne tage en god tid. Selv regnede hun med, at han ville kunne klare sig i den tid, hvor hun var borte, som hans tilstand endnu ikke havde været faretruende. Derfor sendte hun ham et blik, inden hun igen måtte forlade hulen. Selv håbede hun blot, at han ville få sovet lidt i den tid…

… Aften var det som Jarniqa havde taget plads uden for hulen. I flere timer havde hun været væk, som hun havde brugt hele formiddagen og eftermiddagen på at forsøde hendes og Lucifers tilværelse i hulen. I Benden havde hun været, hvilket uden tvivl havde været den rette beslutning. For selvom hun havde følt et bidende hjemve og savn, havde der været mange nyttige ting at finde der, efter at dødsenglene havde forladt byen. Det var også ud fra den tur, at man kunne se, hvordan hun var det bedre til at klare sig i naturen end hvad Lucifer var.
Brænde havde hun fået samlet, ligeså vel som to flintesten, hvilket førte til, at hun nu sad foran en lunt og flammende bål uden for hulen. Ovenover bålet have hun placeret nogle stænger, hvori en kasserolle hang. Denne havde hun fyldt med vand fra åen, som hun nu var i færd med at koge, så hun kunne have the klar til Lucifer. Selv sad hun på jorden, hvor hun var i gang med at plukke en due, som hun selv havde skudt ned med en bue, som nu stod op ad klippevæggen. Heldig havde hun været at finde den i et af de forladte huse, da det nu betød, at de fik aftensmad. En kniv brugte hun til at sprætte fuglen op, så hun kunne fjerne den fra al indmad. Sart var hun på ingen måde, og derfor flåede hun også tarme og hjerte ud, som hun dernæst brændte på bålet, inden hun satte kødstykkerne på to grene og placerede dem for bålet. Så.. De blodige hænder tørrede hun af i græsset, inden hun greb om et par løse beige bukser, som hun havde fundet i et af husene. Selv havde hun vurderet dem til, at de burde være brugbare og nogenlunde Lucifers størrelse. Ind i hulen gik hun, hvor hun gled ned på knæ ved Lucifers liggende skikkelse. Med et lille smil lænede hun sig ind over ham, så hun blidt kunne trykke sine læber mod hans i et flygtigt kys. ”Vågn op Tornerose..”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer nikkede, selvom han ikke var særlig begejstret for at hun skulle søge ud og tage nogen steder hen. Han kunne dog ikke gøre noget ved det. Selv hun - som landets prinsesse, havde vel egentlig også andet at lave, end at sidde der og holde ham i hånden? Hårdt slog det på hans stolthed, og særligt fordi at han altid havde været et stolt individ, og nu lå han så der.. Og det var rent faktisk irriterende!
Selv blev han liggende for et øjeblik, efter hun havde efterladt hulen og ladet ham ligge der. Selv i hans egen stilhed, endte han alligevel med at glide hen i søvnen. Den var efterhånden ved at blive temmelig tiltrængt!

Hvor længe han egentlig lå der og sov, vidste Lucifer ikke. Han bed sig end ikke fast i, alt det som foregik på den anden side af hulens indgang, da han lå i en ellers meget tiltrængt søvn. Efter at smerten, var blevet taget fra ham, så kunne han sov godt og trygt. Det var egentlig først, da hun for alvor søgte ind i hulen igen, og hen til ham, at han begyndte at rokke på sig. Han klemte øjnene svagt sammen, hvor det først var ved hendes flygtige kys, at han for alvor blev revet ud af søvnen. Hendes stemme var så mild og blid. Med andre ord, havde hun ikke ladet ham ligge der alene. Han drejede hovedet let mod hende. Han trak kort på den ene mundvig. "Gør det igen.." endte han med en dæmpet stemme. Selvom han endnu havde det dårligt, havde de mange timers søvn da uden tvivl været ham til en ekstrem god hjælp. Han blinkede let med øjnene. Det var også først nu at det andet gik op for ham. "H-hvad er det her d-dufter af?" spurgte han med en nysgerrig mine. Han var faktisk også ved at være godt sulten.

[Jarniqa Dynithril]

Tilbage til Lucifer søgte Jarniqa, som hun mente, at der var en passende tid til, at det hele var færdigt. Som han vågnede ved hendes læbers berøring og endda bad om endnu et, kunne hun ikke gøre andet end at trække på smilebåndet. Rart var det at høre, at han nød det og endda efterspurgte det. Ligeså var det rart at vide, at han nu havde genvundet flere af sine kræfter. ”Jeg kan se, at mit arbejde her snart er færdigt, siden du nok engang kan stille krav,” svarede hun ham drillende igen, inden hun gav sig. Trygt søgte hendes øjne i, som hendes læber nok engang fandt hans. Blidt kyssede hun hans læber igen, skønt hun ikke kunne lade være med at ønske sig mere. Hun ønskede at mærke hans egen lyst til kysset, ligeså vel som hun savnede at mærke hans arme om sin krop og hendes om hans, samt hvordan de i hinandens favn trillede frem og tilbage. Langsomt brød hun kysset, hvor smilet nok engang måtte søge over hendes læber. Helt varm om hjertet fik dette hende til at føle, som det fik hendes verden til at gå i stå for et øjeblik. Ej forstod hun det, men rart var det uden tvivl. ”Mad,” endte hun roligt med at sige, som hun satte sig tilbage. ”Imens du sov, skød jeg en due, flåede den og satte den for det bål, som jeg har lavet. Jeg har også bragt noget vand i kog, samt fundet nogle urter, så du kan få noget varmt.” Utroligt selvstændig var hun faktisk, når det kom til at klare sig. Vant til det var hun, som hun var vant til at jage, samt tilberede byttet. Bukserne som hun havde i hånden, rakte hun nu frem, hvor hun placerede dem på hans krop ovenpå kappen. ”Her.. Jeg fandt dem her. Jeg tror, at det nogenlunde er din størrelse.”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Ej ville Lucifer sige, at han var særlig krævende af sig, da han vidste, at hun ligeledes ønskede at komme i den kontakt med ham. Hvorfor skulle hun ellers kysse ham i udgangspunktet? Alene det, burde ikke komme bag på nogen som sådan. Han trak let og tilfredst på smilebåndet. "Synes du at jeg er krævende?" spurgte han sigende. Nu hvor der var gået et helt døgn, kunne han jo godt mærke, at det som hun havde gjort, havde gjort en kæmpe forskel for ham. Svært var det måske at forestille sig, da hun i princippet ikke havde gjort særlig meget, men nok var det uden tvivl også. Som hun denne gang lænede sig ned mod ham, gengældte han kysset glædeligt. Han manglede det.. Et sted irriterede det ham, og særligt fordi at han ikke vidste hvordan hun ville tage det, at skulle være ham så nær og tæt, hvis han bad hende om det. Pinligt ville det være, hvis hun endte med at afvise ham for det.
At der var skaffet mad, samt noget varmt for ham, ville han bestemt ikke have noget imod. Fristende var det uden tvivl. Han var faktisk også ved at være sulten, og positivt var det vel, at han var ved at genvinde sin appetit? Intet af den, havde han nemlig haft dagen i forvejen. "Det.. lyder godt. Jeg er ved at være sulten.." sagde han dæmpet. Energi skulle han jo trods alt også have. Bukserne som hun smed af ved ham, var på ingen måder, noget som han ville have gået i normalt.. Men hvad.. Det var bedre end ingenting. Han sukkede dæmpet og nikkede så. "J-jeg må se hvornår jeg får dem på," sagde han endeligt. Så meget ovenpå var han jo trods alt heller ikke.

[Jarniqa Dynithril]

Muntert var glimtet i Jarniqas smaragdgrønne øjne. Særligt som det syntes som om, at han var ved at genvinde sin styrke. ”Vil du da ikke selv mene det?” svarede hun ham drillende igen. Krævende anlagt var han uden tvivl, som hun skam huskede, hvordan han havde ageret overfor hende i tronsalen. Dog var det et af de minder der lå længere væk, som hun langt mere huskede hans læber, og hvad han fik hende til at føle. I kraft kom al dette også kun, som han nu besvarede hendes kys. Selv gav det hende lysten til at blive ved, men ideelt ville det ikke just være. Derfor endte hun også med at trække sit hoved tilbage igen, så deres læber nok engang blev adskilt. ”Godt, for den burde snart være klar,” sagde hun med et smil på læben. Videre fyldig var en due ikke just for to personer, men bedre var det end ingenting. Krævende var hun dog ej heller, som hun førhen havde været vant til de dage, hvor hun krøb til køjs uden en fyldt mave. Bukserne smed hun over til ham, som hun tænkte, at det ville være bedst, hvis hun kunne få ham med ud. Den friske luft burde nemlig gøre ham godt, ligeså vel som varmen fra det friske bål. ”Jeg må sige, at det ikke er optimalt at rende rundt med min kappe resten af dine dage,” sagde hun drillende, inden hun nok engang måtte blive det mere seriøs. ”Tror du, at du kan få dem på? I så fald kan jeg hjælpe dig ud, så du kan få noget af den friske luft og varmen fra bålet,” lød det fra hende. Hendes hoved søgte en kende på sned. ”.. Eller er det bedre, hvis jeg bringer maden og drikken ind til dig?” Måske var det for det bedste? Måske var det overilet af hende at prøve at få ham med ud?

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer var vel ikke mere krævende, end at Jarniqa kunne holde tingene ud? Det var i hvert fald sådan at han så på det i hvert fald. "Du kan lide det," sagde han med et stille smil på læben. I sig selv, var dette ikke noget, som han havde tænkt sig at lave om på, og særligt når han jo vidste, at hun ikke havde noget imod det. Selv for ham, var det første møde med hende allerede gået i glemmebogen, da det var alt det andet, som havde n større betydning. Han var blevet glad for hende. Nok også langt mere glad, end hvad han egentlig gik og regnede med, at han ville være, og det var naturligvis også noget, som han godt kunne mærke den dag i dag. Han prustede ganske let. Han var sulten, så det var vel også et tydeligt tegn på, at han var på vej i bedring? Det var i hvert fald sådan, at han selv måtte se på det, og det var det, som for ham, var vigtigt lige nu. Han nikkede svagt. "Det lyder godt.." sagde han roligt.
At komme i tøjet, ville kræve, at han rent faktisk bevægede sig meget.. Men stædig var han, og ud skulle han nok komme. Han skulle vise hende, at han var en mand nok til den opgave, og særligt efter hvad han havde været udsat for. "Bare gå derud.. Jeg skal nok komme," sagde han endeligt, og med et stille smil på læben. Han skulle nok vise hende, at han var mand nok til at komme stærkt igen, og ærligt, så ville han jo gerne. Han sendte hende et stille smil. Selv det var ikke noget, som han ville skjule. Han ville virkelig gerne vise hende, at han nok skulle komme op på benene!

[Jarniqa Dynithril]

Ret havde Lucifer vel i, at Jarniqa kunne lide det? Hun kunne jo lide ham på trods af det faktum, at hun ikke forstod, hvorfor hun kunne det. Ej heller forstod hun de følelser, som han satte i hende, som det ikke kun var en følelse, men derimod mange. Aldrig før havde hun spekuleret over så meget om sådan noget, og derfor forvirrede det hende uden tvivl. Det sværeste var også, at hun ikke havde nogen at gå til det med. Damien kunne hun nemlig ikke tale med det om, da han allerede havde vist, hvad han mente om Lucifer. Sin moder følte hun ej heller, at hun kunne betro sig til, som hun ej følte, at de kendte hinanden. Valandil kunne hun ej heller spørge, da det ej var det, som de hidtil havde talt om. Ej heller vidste hun, hvor i verdenen han var. Om Lucifer forstod sig på al dette, vidste hun ej heller, men det gjorde han vel, som han før havde været sammen med kvinder? ”Jeg ved, hvordan du vil være, hvis jeg giver dig ret, så jeg vil i stedet vælge at tie,” kommenterede hun muntert og blinkede kækt til ham. At han ville med ud, passede hende godt. Hvad der derimod gjorde hende usikker var, at han ville gøre det på egen hånd. Derfor sendte hun ham også et tvivlsomt blik, som han sagde, at hun bare kunne gå. Kunne han virkelig gøre det på egen hånd? Selv håbede hun selvfølgelig, da det ikke just behagede hende at se ham så svag. Langsomt endte hun med at nikke. ”Kald på mig, hvis du har brug for hjælp,” endte hun med at sige, inden hun skubbede sig tilbage på benene. Et sidste blik sendte hun ham, inden hun bevægede sig ud af hulen og ud i den friske luft igen. Godt i gang var bålet uden tvivl. Om stangen der holdt kasserollen greb hun, hvor hun fjernede den fra ildstedet. Dernæst fandt hun tog krus frem, som hun havde taget med fra Benden, hvor hun hældte vandet op i dem. Dernæst fandt hun de urter frem, som hun havde fundet, inden hun fordelte dem og smed dem ned i hvert sit krus.