You'll be safe here

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

De mange åbne sår Lucifer havde på ryggen, synes næsten at klistre ham til jorden under ham, og særligt nu hvor han lå på dem. Han lukkede kort øjnene igen. Selv ville han nemlig ej påstå at skaderne, som han havde pådraget sig, var hendes skyld, selvom skylden nærmest kunne spores så tydeligt i hendes øjne, og særligt hendes sind. Han havde det ikke meget bedre. Jovist var han mere vågen end hvad han havde været sidst, men endnu gjorde det ondt bare at tænke på at bevæge sig. "Som var jeg brændt på bål.. kørt over af en hestevogn.. og brændt igen," sagde han endeligt. Han havde det bestemt ikke særlig godt, og lige her, kunne man jo sige, at det at ligge her, måske ikke var det mest ideelle, men hvad andet valg havde han? Selv han havde jo ikke ligefrem nogen steder at søge hen, og han kunne jo ikke ligefrem gøre det på egen hånd.
At ligge der med hende, havde selv Lucifer nydt, og nok mere end hvad godt måtte være i den anden ende. Det var dog ikke noget, som han havde tænkt sig, at gøre synderlig meget ved, hvilket naturligvis var noget som vakte ham en tydelig frustration. Han hadede at være den, som fremstod som den svage, men hvad andet valg havde han lige nu? Han kunne jo for pokker ikke ligefrem gøre noget ved det lige nu! "Jeg sov godt med dig liggende der," sagde han endeligt. Han havde aldrig været særlig god til det med at sove med nogen generelt, men denne gang.. så havde det forholdt sig anderledes. Han havde virkelig nydt det, og særligt fordi at det jo havde været hende, som havde ligget ved siden af ham. Han klemte øjnene let sammen, da han forsøgte at komme om på siden. Det rev stort set alle sårene op på ryggen, men at ligge på dem, kunne han ikke holde ud længere!

[Jarniqa Dynithril]

Blikket vendte Jarniqa bort ved lyden af hans ord, som de bestemt ikke gavnede hende. Det lød vel som om, at intet af det hun havde gjort havde gavnet? Ondt gjorde det, som hun ellers havde gjort, hvad hun havde fundet rigtigt. Om hun kunne gøre mere for ham, blev hun derfor helt i tvivl om. Selv vidste hun jo ikke, hvad hun skulle stille op, og let var det bestemt ikke for hende, som han havde fået en betydning for hende. Lettere havde det uden tvivl været, hvis de aldrig havde kysset, og hvis hun derfor havde været ligeglad med ham. Hvorfor skulle det også være så besværligt at kunne lide en person? Dæmpet slap hun et suk, inden hun nok engang vendte de smaragdgrønne øjne mod hans skikkelse. ”Jeg ville ønske, at jeg kunne gøre mere, end hvad jeg allerede har gjort,” lød det ærligt fra hende, hvor hun helt følte. At det var en falliterklæring fra hendes side. Det var det vel også i og med, at hun ikke kunne gøre meget mere? Hendes blik hvilede på ham. Måske hun burde finde nogle planter, som kunne hjælpe ham? The ville vel også gøre godt? For al de skulle hun dog finde en sø eller brønd, nogle brænde, noget ild, en beholder. Frustrerende var det uden tvivl at stå på herrens mark, som hun helt måtte føle sig psykisk elendig! At han alligevel havde det godt nok til at sige, at han havde nydt at sove med hende, måtte dog glæde hende. Måske var det et tegn på, at han havde det en smule bedre? Derudover var det også blot en bekræftelse for hende, som hun måtte se således på det, at han kunne lide hende. Ind mod ham lænede hun sig, så hun blidt kunne trykke sine læber mod hans i et kys. ”Så se og bliv rask, så vi kan gøre det ordentligt,” sagde hun dæmpet med et lille smil på læben, inden hun igen måtte trække sig tilbage.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Der var ikke den store forskel fra før hans søvn, foruden det faktum at han nok var en smule mere udhvilet, end hvad han havde været før det. Dette var jo ikke ligefrem noget, som kom af sig selv. Han lukkede øjnene let, inden han tvang sig selv direkte om på siden, for at give ryggen bare lidt luft. Alene det at bevæge sig på den måde, var en smerte i sig selv. Han kunne virkelig ikke holde det ud, og særligt ikke at ligge der på denne her måde. Han prustede let, for det gjorde uden tvivl ondt for ham at ligge der, men at komme for tæt på dragen igen, var slet ikke noget, som kom på tale for hans vedkommende! "Bare du er her, gør mig godt, Jarniqa," sagde han direkte, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse igen. Ej var det nemlig meningen, at hun skulle rende rundt og have det dårligt med hvad der var sket med ham, for det var på ingen måder meningen, og særligt ikke når det var sådan her at tingene skulle forholde sig. Han lukkede øjnene let, som hun alligevel lænede sig frem mod ham. Han blev virkelig for vant til det her. Kysset gengældte han selv uden at tøve. Han følte næsten ikke, at han havde hende tæt nok på, og særligt ikke i forhold til hvad hvad han var vant til. "Du må hjælpe mig.. Du har ikke noget at rense med? Min ryg gør ondt," endte han med en rolig stemme. For nu kunne han da holde ud at være vågen, i forhold til sidst. Så langt, så godt kunne man i hvert fald sige. Han følte sig handicappet og svag, når han lå der, og han kunne slet ikke klare at ligge der og lade hende passe på ham, når det i princippet burde være omvendt. Han burde være den som skulle passe på hende. Dertil var han virkelig glad for alt det som hun havde gjort for ham til nu. Det var det som dertil var med til at hjælpe ham til bedring.

[Jarniqa Dynithril]

Varmt måtte Jarniqa trække på mundvigen ved lyden af hans ord. Bare du er her, gør mig godt. Disse ord var uden tvivl en bekræftelse i sig selv, som de var et symbol på, at hun gjorde det godt, og at han kunne lide hende. Urealistisk var det næsten helt at tænke på, at de til en start havde angrebet hinanden, samt at hun havde smidt ham i sin fangekælder. Det var i hvert fald ikke den side af dem, som man så længere på trods af, at de var gode til at have store svingninger overfor hinanden. Om de kun kunne have et fuldendt møde med hinanden fordi, at den ene af dem var svækket, vidste hun derfor ikke. Dog ønskede hun også kun at fokusere på, at det hele gik mellem dem lige nu og her. ”Og jeg går som sagt ingen steder,” fastholdt hun roligt. Skønt hun havde andre ærinder at se til, ønskede hun ikke at forlade ham. Hvordan skulle hun også kunne forlade ham i en stand som denne? Selv frygtede hun også helt, at han ej ville kunne klare den, hvis ikke han havde en til at værne om sig. Som han nævnte sig ryg for hende, måtte hun dog alligevel bide tænderne sammen. ”Intet har jeg på mig,” sagde hun ærligt. ”..Hvis du ønsker det, kan jeg gå ud og søge efter, om der er en sø? I så fald vil jeg kunne vaske din ryg, som jeg vaskede dig fortil.” Selv vidste hun, at det ej var meget, men lige nu og her var det ikke meget, som hun kunne tilbyde. Ikke som de var her, hvor hun ingen remedier havde. ”Hvis du også ønsker at ligge det blødere, kan jeg gå ud og samle nogle blade sammen. Det ved jeg, at jeg med lethed vil kunne finde.”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Det var ikke just den bedste start på deres forhold, de havde haft, selvom det uden tvivl havde været af den mere mindeværdige af slagsen. Lucifer kunne i dag, kun grine af det.. hvor vred hun havde været på ham i starten, og bare kastet ham direkte i fangekælderen, hvor han havde fået lov til at tilbringe et par dage i. Nu lå han der, og hun tog sig af ham. Som var det hele vendt på en femøre. En tanke, som han godt kunne lide. Han trak vejret dybt igen, som han kort nikkede mod hende. Hårdt var det endnu for ham at føre tale, selvom han agtet at gøre det. Stædig var han jo trods alt, hvilket uden tvivl også var med til at redde hans liv i det lange forløb. Hun gav ham desuden også en grund til at fortsætte.
Lucifer vidste, at han skulle tilses ordentligt, hvis der ikke skulle gå infektioner i de alt for mange åbne sår. Hans krop bestod jo nærmest ikke af andet. "Det... må du godt.. Det skal tilses," sagde han dæmpet. Hvis nogen kunne, så kunne hun vel gøre det? Han stolede bestemt ikke på særlig mange til at lade dem gøre det ved ham. At komme til at ligge komfortabelt, ville heller ikke gøre ham noget. Han var bare ikke meget for at hun gik og lod ham ligge, men at gå selv, kunne han ikke. Han havde jo heller ikke ligefrem en trævl på kroppen, så det kunne han ikke rigtigt tillade sig. "Gør det," bad han. Han forsøgte virkelig ikke at lyde alt for ynkelig, for han synes det var slemt, nok som det var i forvejen. Pinligt var det, at han lå der, og skulle tage imod den hjælp af en kvinde. At det jo så bare var hende, gjorde det mere acceptabelt i hans øjne.

[Jarniqa Dynithril]

Let nikkede Jarniqa med hovedet, som han gav hende tilladelse til at søge ud. ”Jeg kommer tilbage så hurtigt som muligt,” endte hun med at sige, som hun ej vidste, hvor lang tid det ville tage. Området kendte hun, men én person var hun trods alt også kun, så derfor var det begrænset, hvad hun enemand kunne gøre på tid. Et beroligende smil sendte hun ham, inden hun skubbede sig selv op på benene. Her foldede hun let sin kjoles skørt ud, og strøg fingrene igennem det lange ravnsorte hår, inden hun møvede sig ud af den smalle indgang til hulen. Luftig var vinden som mødte hende, som hun nåede morgendagen ude på bjerget. Øjnene lod hun kortvarigt søge i, som hun blot stod og fornemmede, hvordan vinden måtte slå mod hendes ansigt. Tilpas og rolig måtte hun helt føle sig, som dette skete, som hun følte sig … hjemme. Øjnene lod hun søge op igen, hvor hun betragtede sig af det der var hende så velkendt. Skråningerne.. Det ujævne og rå terræn.. Stenene.. Træerne.. Buskene.. Al dette var, hvad hun elskede og kendte til. Blikket søgte omkring. Sidst hun havde stået lige netop her havde været, da hun havde søgt Valandil, og derefter flygtet med ham og Damien. Beslutsomt gik hun frem, hvor hendes blik måtte vende sig mod jorden, som hun først og fremmest ville samle blade ind til en fungerende seng. Rundt om træerne bevægede hun sig derfor, hvor hun i tide og utide sank ned i knæ, som hun samlede alskens blade og mos op fra jorden. I favnen lagde hun dem, hvor hun søgte tilbage til hulen, som den var tilpas fuld. Her lagde hun dem ved Lucifer, inden hun måtte søge ud og tilbage igen et par gange. ”Jeg henter lige vandet,” kommenterede hun kort for hovedet, inden hun greb om det nu tørre lille stofklæde, som hun tidligere havde skyllet Lucifer med. Ud søgte hun igen, hvor hun denne her gang måtte bruge en smule mere tid. Kendt var hun heldigvis med området, og derfor behøvede hun ej at søge efter noget vand, men alligevel skulle hun gå noget for at nå området. En lille å fandt hun, som det var et miniature vandfald der sprang ud fra en af klipperne. Her valgte hun lige at vaske sit ansigt, og drikke noget af vandet, inden hun dyppede klædet i vandet. Praktisk var det ikke videre, men det var om end det bedste, som hun kunne gøre. Igen dryppede det lille klæde i hendes hænder, som hun nok engang søgte tilbage til hulen og Lucifer.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Skynd dig," endte Lucifer, som han så efter hende. Alene det, at hun bare tog afsted, efterlod ham med følelsen af.. kulde. Var her virkelig så koldt? Kappen lå endnu omkring hans nøgne skikkelse, selvom det ærlig talt ikke var noget som han tog særlig tungt igen. Han glædede sig til at genvinde den sande bevægelsesfrihed, for det var det, som han havde brug for lige nu. Han havde virkelig bare brug for, at komme ud og bevæge sig.. røre på sig og lave de ting med hende, som han typisk lavede.
Efterladt til sine egne tanker, gik det først op for ham, at hun var kommet retur, da hun kom med favnen fyldt. Dette som hun lagde ved siden af ham, fik ham kort til at trække på smilebåndet. Lige nu havde han bare brug for varme.. Han følte efterhånden at han var ved at være kold. "Okay," sagde han, som hun igen søgte ud for at hente vand. Sårene skulle renses.. De fyldte jo stort set hele hans krop jo! Og han kunne slet ikke have, at det skulle være sådan! Hans blik gled i for en kort periode idet at han forsøgte at sætte sig op. Det spændte voldsomt i hele hans krop. Stædig var han jo trods alt, og han nægtet at blive liggende, hvis han ellers kunne blive fri for dette! Det reddede ham nok i det lange forløb, for han ville ikke bare ligge der og ynke, selvom det var noget som han var god til at vise lige nu. Han rystede let på hovedet og lod hånden kort glide over hans øjne, inden de igen blev slået op, da hun kom tilbage igen. Han trak vejret dybt og smertefuldt, hvor han alligevel måtte trække på smilebåndet. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være. "Der var du jo," sagde han med en hæs stemme. Han havde virkelig ondt!

[Jarniqa Dynithril]

Et smil søgte over Jarniqas lyserøde læber, som hun kom tilbage til hulen og Lucifer. Bedre måtte han se ud, som han sad op. Et positivt sundheds tegn måtte det også være, som hun udmærket huskede i går. Der havde han end ikke kunnet løfte en hånd, og nu var han pludselig i stand til at vende sig og sidde. ”Det ser allerede bedre ud,” kommenterede hun sandfærdigt, alt imens hun smilede til ham. Hvis han allerede kunne sidde, kunne han mon så også stå i morgen? Ganske vidst ikke gå, men stå? Dog turde hun ikke få forhåbningerne op eller lægge pres på ham, som han måtte tage dette i sit eget tempo. Ned på knæ satte hun sig ved siden af ham, hvor hun blidt lod sin ene hånd søge om bag hans nakke, så hun kunne støtte hans hoved. ”Jeg tænkte, at du først og fremmest kunne bruge noget at drikke,” fortalte hun ham roligt, inden hun hævede den modsatte hånd med det fugtige klæde. ”Læg dit hoved tilbage og drik lidt,” guidede hun ham, hvor hun nok skulle være der til at holde hans hoved, hvis han ikke selv kunne. Det både klæde holdt hun over hans ansigt, hvor hun valgte at klemme om klædet, så det kunne dryppe ned i hans mund, så han kunne få en smule væske i sig. Nødvendigt var dette for ham, som han end ikke havde fået noget siden i går. Derfor tænkte hun også selv, at han efterhånden måtte være trængende.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Stædig som Lucifer var, skulle han nok komme på benene igen inden alt for lang tid. Heldigt for ham, at han havde de racer, som han nu havde, da disse uden tvivl kunne vise sig, at komme til megen stor hjælp for ham. Han sendte hende et skævt smil, selv på trods af den smerte, som han måtte sidde med i det indre. Han kunne bestemt heller ikke lade være, når det endelig skulle komme til stykket.
At få noget at drikke, ville bestemt gøre Lucifer godt. Han havde brug for det efterhånden. Alt det som han havde haft i kroppen, havde dragen jo stort set brændt væk! Væske ville nok vække isdæmonen lidt i ham igen. Kunne man da håbe på. Han vidste det faktisk ikke helt med sikkerhed. Han nikkede til hendes ord. Endnu for træt til at føre den typiske samtale, så var han virkelig glad for at hun var der. Sagen var vel i øjeblikket, at han var afhængig af hende på en måde, som han faktisk ikke helt brød sig om? Han lagde sig ned igen selv på trods af smerten i hans ryg, hvor hun kunne føre klædet over hans ansigt. Behovet for væske oversteg virkelig hvad han måtte føle ellers. Her skilte han læberne, så hun kunne dryppe vandet direkte ned i hans hals. Han tog det glædeligt til sig. "Mere.." bad han med en dæmpet stemme. De små og få dråber, som han fik, synes slet ikke at være nok i hans tørre hals, som selv synes at være sort, efter at være badet i dragens flammer. Tungen strøg han kort over læberne, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Hånden hævede han let, hvor han lagde den mod hendes lår. Ikke fordi at der lå noget i det. Han havde bare brug for at mærke, at hun var der.

[Jarniqa Dynithril]

Hånden der hvilede om hans nakke fulgte behændigt med, som han helt endte med at lægge sig. Det var måske endnu, hvad der var lettest for ham? Intet sagde Jarniqa derfor, som hun ville lade ham gøre, hvad der var bedst for ham. Blidt strøg hendes tommel ham over nakken, alt imens hun klemte om klædet med den anden hånd, så dråberne begyndte at pible ned i hans mund. Hjælpeløs syntes han helt i denne stund, men ej havde hun noget imod at hjælpe ham, hvis blot han kom på fode igen. Hånden som hun pludselig mærkede mod sit lår, fik det helt til at snurre i hende. Intim var berøringen nemlig for hendes vedkommende, skønt han muligvis ikke havde tiltænkt den den betydning. Let blinkede hun med øjnene. ”Du skal passe på med at få for meget på en gang,” lød det roligt fra hende, som han bad ham mere. At han var tørstig, forstod hun udmærket. Noget at drikke skulle han også have. Dog skulle han passe på med mængden, når nu han intet havde i sig i forvejen. Vandet lod hun derfor kun løbe i nogen tid, inden hun stoppede med at klemme om klædet. Der skulle trods alt også være noget tilbage til hans ryg. Det var trods alt også den, som han havde efterspurgt at få tilset som det første. ”Vend dig om på maven,” bad hun ham, da hun ønskede at vaske hans ryg, mens der stadig var overskydent vand i klædet. Der var selvfølgelig en mulighed for, at hun bare hentede noget mere, men lige nu og her ønskede hun blot at dække flest mulige af hans behov. Dernæst kunne hun altid pusle om hans enkle behov. Tiden havde hun jo pludselig til det, som hun havde valgt at lægge ansvaret fra sig.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Endnu en gang lod Lucifer sig selv glide ned på jorden ved siden af hende i stedet for. Hårdt var det nemlig for ham, at holde sig siddende, men noget var han jo trods alt nødt til at gøre. Han hadede at blive liggende på jorden. Tørstig som han var, var først noget, der for alvor gik op for ham, da hun begyndte at dryppe vandet ned i hans hals. Han lukkede øjnene, hvor han samtidig glædeligt tog imod alt det, som hun kunne give ham. Selvom det dog ej føles som særlig meget. Han havde brug for mere! "Det var ikke meget.." var det eneste, som han egentlig kunne få sig til at sige, som han igen vendte blikket mod hende.
Ej var det for at stille sig på tværs, men det var hårdt for ham, at ligge på denne her måde, og særligt når det hele foregik på denne her måde. Han endte med at nikke, som han satte hænderne ned i den hårde jord, hvor han med en tydelig skælven i kroppen, forsøgte at vende sig. Han gispede svagt og smertefuldt. Tæppet gled ligeledes af hans krop, hvor han endte med at ligge i absolut ingenting for øjnene af hende. Her lagde han sig på maven. Det var næsten lettende, at finde en anden stilling at ligge i. Hele hans ryg, var uden tvivl det, som havde taget hårdest imod dragens ild. Huden var nærmest sviddet væk, og det som var igen, havde efterladt grumme åbne sår, som nu var fyldt med snavs og småsten. Ikke at der var nogen tvivl om, at det gjorde ondt på ham, at ligge med det! "Hvad kan du gøre ved det?" spurgte han denne gang mere anstrengt, inden han næsten træt, lod hovedet glide mod den kolde jord lige ved hende.

[Jarniqa Dynithril]

Skævt sendte Jarniqa ham et smil, som han beklagede sig over mængden af vand. Selv forstod hun udmærket hans beklagelse, men selv var hun nødt til at prioritere, som midlerne i øjeblikket var få. En ordentlig tår havde han end ikke let ved at få, som hun ingen kop havde. Derudover havde hun generelt ikke megen vand at give af, som åen ej lå her, men derimod et stykke derfra. ”Jeg kan hente mere, når jeg har tilset din ryg,” meddelte hun ham sandfærdigt. En ting ad gangen måtte de nemlig tage, og for nu var ryggen det vigtigste. Det var også den, som han havde efterspurgt pleje til. Hænderne trak hun roligt til sig, som han med noget besvær vendte sig. Som det skete, måtte hun dog se helt forfjamsket bort, alt imens en rødmen havde indtaget hendes kinder. Hurtigt slog hendes hjerte for en stund, som hun ikke kun havde fået et glimt af hans ryg, men derimod også af hans bagdel. Igen måtte hun have det, som da hun havde blotlagt ham i går. Det var også en episode, som havde formået at sætte tankerne i gang i hende. Som hun havde fjernet hans klæder, havde hun nemlig anet en kropsdel på ham, som hun ikke selv besad. Selv havde hun spekuleret over, om det var den der før havde forekommet hård. Hård havde den dog ikke set ud i det øjeblik, men måske var det en kombination af dens eksistens i et par bukser? Det var i hvert fald det svar, som hun selv var nået frem til. Hun blinkede forfjamsket med øjnene, som han bragte hende ud af sin tankerække, som han stillede hende et spørgsmål. Forsigtigt vendte hun det smaragdgrønne blik mod hans ryg, hvor hun forsøgte at fokusere på den og ikke hans ende. Svært var det dog at undgå at få et glimt af den. Let bed hun sig i læben. ”..Der er en masse småsten og jord i sårene.. Disse vil jeg skylde væk, hvor bladene forhåbentligt vil kunne hjælpe til med at holde dem rent,” endte hun med at sige. Begge hendes hænder lukkede sig om klædet, som hun hævede over hans ryg, inden hun vred det, så vand skyllede ned over ham. ”Lettere ville det have været, hvis jeg havde en skål her. I så fald ville der have været en mulighed for, at jeg havde kunnet blande en form for plantemikstur.”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Ej var det meget væske Lucifer måtte få, men lidt var jo trods alt bedre end ingenting. Hans krop dirrede. Han havde uden tvivl brug for mere, end hvad han havde fået frem til nu. Han nikkede blot til hendes ord, hvor han selv lod ordene forblive usagt. Hvor langt der var til rendende vand herfra, vidste han ikke. Han vidste faktisk slet ikke hvor pokker de var henne, og den tanke vakte ham uden tvivl en tydelig frustration. Det kunne i hvert fald godt mærkes.
Lucifer kæmpede sig om på maven. At han så måtte ligge i stort set ingen ting, var slet ikke noget som rørte ham. Faktisk var det slet ikke det, som han gik rundt og tænkte over. Han krop dirrede. At være så afhængig af en anden til at hjælpe ham, hadve han uden tvivl svært ved i forvejen, og dette var noget som uden tvivl godt kunne mærkes på ham, som det var lige nu. "Bare få dem ud af mig.!" endte han denne gang langt mere anstrengt, end hvad han havde gjort til nu. Han klemte øjnene let og fast sammen, inden han igen lagde hovedet ned mod jorden. Vandet som drykkede nedover ham, satte en tydelig dirren og sitren i ham. Det føles godt, og var ubehageligt på samme tid. Det var faktisk ikke rigtigt til at finde ud af for ham. Han prustede let. Hun ønskede en skål? Skulle han prøve? Han hævede hovedet en anelse. At få det renset ordentligt, ville uden tvivl gøre bedre. Han trak vejret dybt, inden han forsøgte at koncentrere sig. Hånden lagde han fladt ned på gulvet, hvor hans krop næsten begyndte at ryste. Ud fra hans hånd, dukkede der is op. At han lå koldt, var nemlig noget, der vækkede den del i ham. Heldigvis. Isen samlede sig til det som mindede om en lille skål. Han kunne jo lige så godt hjælpe hende så meget som han kunne. Først da han var færdig, faldt hans arm tungt ned ved siden af ham. Smelte ville den på et tidspunkt. "T-tag den.." endte han træt. Det tog hårdt på ham at bruge magi.

[Jarniqa Dynithril]

Tænderne bed Jarniqa sammen, som Lucifer helt endte med at snerre ad hende. Hvis ej det havde været fordi, at hun kendte til den tilstand, som han var i, havde hun uden tvivl snerret igen. Det havde hun også før vist ham, som hun ej var nogen dukke, men derimod en ung kvinde der viste sit temperament, når det gjaldt. ”Jeg prøver,” endte hun derfor blot med at sige, alt imens hun vred klædet over hans krop, så vandet silede ned på ham. Ej behagede det hende at se, hvordan vandet fik ham til at skælve, men ej heller stoppede hun. Selv vidste hun nemlig, hvad der ville være godt for ham i længden. Til siden skævede hun, som det pludselig lignede, at han kæmpede med noget.. Hendes øjne måtte derfor også udvide sig, som han pludselig fremmanede en glasskål. Nysgerrigt måtte hun se til, som hun ej var vant til at se dæmonernes kræfter. Selv vidste hun nemlig blot, at de havde dem, hvor han havde ilden, isen og det mentale, men ej vidste hun umiddelbart, hvordan evnerne tog form i praksis. Det var derfor noget, som han uden tvivl måtte vise hende mere af, når han havde styrken til det! Klædet endte hun igen med at tage til sig, som hun rejste sig. ”Vent her.. Dette tager muligvis noget tid,” informerede hun ham hurtigt, inden hun igen svandt ud af hulen. Hun måtte hente mere vand, samt undersøge jorden for brugbare urter. Ej var hun vant til at finde disse under tidspres, men selv håbede hun, at det kunne lykkes..
.. Mindst en halv time senere gjorde Jarniqa sin opdukken i hulen igen. Igen dyppede klædet af vand i hendes hænder, men denne hr gang havde hun også noget mere med sig. I favnen bar hun nemlig et virvar af grønne planter. Ukrudt umiddelbart. Selv kendte hun det dog ikke som ukrudt, som hun derimod så på dem som planter med helbredende effekter. Ned på knæ sank hun ved Lucifers side, hvor hun nøjsomligt smed ukrudtet ned i skålen. ”..Dette burde kunne gøre det,” lød det halvt fraværende fra hende, som hun allerede var i gang med sit arbejde. Nok engang vred hun klædet, men ej over hans krop, som vandet denne her gang silede ned i skålen og derfor blandede sig med ukrudtet. Fingrene stak hun i, hvilket fik hende til at gyse, som det jo var koldt! Ej heller kunne hun sige, at hun før havde gjort dette i en isskål. Hårene i hendes nakke rejste sig, som hun begyndte at massere ukrudt og vand ind i hinanden, så det til sidst blev en lettere ildelugtende mos. ”Dette her burde lindre smerten og berolige din skadede had,” fortalte hun roligt, inden hun gravede noget af mosen op med fingrene, så hun i stedet nøjsomligt kunne smøre det ud på hans skadede ryg.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Ej var det Lucifers mening at snerre af Jarniqa, når hun var så gavmild og rent faktisk hjælpe ham med denne problematik. Han prustede ganske let, inden han igen lagde hovedet ned. Han vidste at hun gjorde hvad hun kunne. Selv det mentale i ham, kunne mærke hvor urolig hun havde været over, at se ham ligge der på den måde. Selv stanken af brændt hud og kød, var noget som generede hans næse. Han brød sig jo heller ikke ligefrem om at ligge der i denne situation. "J-jeg ved det godt," endte han sammenbidt.
I øjeblikket skulle Lucifer måske spare på den energi som han havde, fremfor at bruge den, men han ønskede jo at hjælpe hende.. og vise, at han var glad for, hvad hun gjorde for ham, og særligt nu hvor han var direkte afhængig af det. Så sandt, som det var sagt, så ville han nok næppe klare den uden at hun var der. Han nikkede, som hun igen søgte ud, hvor han lagde sig på jorden. Han forsøgte igen at holde sig vågen. Hvorfor var det, at han pludselig følte sig så træt?
Hvor længe hun måtte være væk, havde Lucifer ikke nogen anelse om, som han halvt om halvt, var endt med at glide hen i en ubehagelig form for søvn. Han sov virkelig meget, og han kunne selv ikke lide det. Han blinkede let med øjnene, som det igen synes at være en kamp for ham, at få dem op. Hvad skete der egentlig? "H-hvad for noget?" endte han forundret, som han vendte blikket mod hvad hun nu måtte lave. De evner som han besad, vidste han godt var fascinerende.. særligt fordi at det var to modsætninger - ild og is. Den ildelugtende mos som hun kom i skålen, fik ham til at rynke på næsen og straks vende hovedet den anden vej. Selv håbede han på, at han meget hurtigt ville være på benene igen, for det andet her, var da slet ikke til at holde ud! Som hun begyndte at smøre det ud på hans ryg, spændte han kraftigt. At blive berørt der hvor ilden havde taget hårdest fat, gjorde virkelig ondt. Han klemte øjnene sammen. "F-For hel-helved!" endte han sammenbidt.