You'll be safe here

[Jarniqa Dynithril]

Lucifer Phoenix I. Jaceluck & Jarniqa Dynithril

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Et lys brød mørket i den efterladte hule, som to skikkelser gjorde sin opdukken. Jarniqa og Lucifer. I favnen på hinanden sad de, som Jarniqa havde omslynget Lucifers krop med sine arme, som hun havde teleporteret dem af sted. Til forskel fra før, sad hun nu og skælvede fra top til tå. Bedre i magien var hun uden tvivl blevet, men voldsomt energikrævende var disse handlinger stadig for hende. Særligt når hun havde udført magien med så kort tids mellemrum efter hinanden. Det var nemlig blot i går, at hun havde teleporteret alkymisten til Paggeija, hvor hun dernæst både havde teleporteret ham og hendes moder tilbage igen. I Paggeija var hun nu igen at finde. Dog ikke på den klippeafsats, som hendes moder havde ligget begravet, men derimod i den klippehule, som hun i sin tid havde vist Valandil. Øjnene lod hun træt glide op. Det havde lykkedes. Hun havde virkelig formået at transportere dem fra Natymia til Paggeija og ind i en hule, som hun knapt nok havde husket. Blødt sad de, som de var endt i de blade, som engang havde udformeret Valandils seng. Efterladt så hulen ud, hvilket betød, at Valandil endnu ikke var vendt tilbage. Så langt så godt. Intet havde hun imod Valandil, som hun rent faktisk godt kunne lide manden. Ideelt havde det bare ikke været, hvis hun havde transporteret sig selv og Lucifer uønsket til et beboet hjem. Hurtigt slog hendes hjerte, hvor hun langsomt løsnede sit tag i Lucifer. Han ønskede vel at ligge nu? At sove måske? Måske var det i orden, hvis han gav efter nu? I sikkerhed var han trods alt, hvor hun vel kunne blive oppe og sikre sig, at han trak vejret? Svagt blinkede hun med øjnene, som hun uden tvivl også kunne bruge hvilen nu. Dog var hun villig til at sætte sit behov til siden for hans skyld. Hendes smaragdgrønne øjne søgte hans skikkelse. ”Her kan du hvile.. Her kan du være i sikkerhed.”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Et kraftigt gisp brød Lucifers læber i det øjeblik, at de landede på jorden. Han klemte øjnene sammen, hvor han nærmest måtte tvinge skriget tilbage i struben. Ubehageligt måtte han finde det, og særligt nu hvor han i forvejen havde ondt. Virkelig ondt endda! Han lagde sig ned, som han kunne mærke at han havde ramt jorden under dem. At han så selv måtte ligge i så godt som ingenting, var slet ikke noget som han kunne tage sig af lige nu, da han ikke havde nogen grund til at skulle holde facaderne oppe, og særligt ikke sådan, som han havde det lige for tiden.
Igen begyndte hans krop at ryste og dirre, som han lagde sig ned på den hårde jord. Dumt som det end var, da han var præget af mærker og åbne sår, som burde renses, inden der ville gå infektioner i de mange år. Øjnene tvang han endnu en gang op. Hvor var han? Selv var rigtig meget af Manjarno i forvejen ukendt område for ham, som han ikke rigtigt havde nogen kendskab til, og derfor måtte han jo trods alt bare stole på hende og hendes ord. Næven knyttede han ganske let. Igen følte han sig træt og afkræftet.. direkte afhængig af hende og hendes hjælp. I forvejen var han ikke meget for hjælp, men denne gang havde han faktisk ikke rigtigt noget andet valg. "T-tak, Jarniqa," sagde han endeligt. Taknemmelig for dette, var han skam. Ingen tvivl om det. Igen gled hans øjne i, selvom hans krop dog ikke holdt op med at ryste. At bevæge sig bare det lille, som han nu havde gjort, havde krævet mere energi, end hvad han nu havde haft i sin besiddelse. Han bed tænderne let sammen. Han havde brug for at hvile. Han følte sig virkelig, virkelig bare træt nu.

[Jarniqa Dynithril]

Som Lucifer søgte ned i en liggende stilling, fulgte Jarniqas smaragdgrønne blik ham. Opmærksom var hun på, hvordan han havde det. Særligt efter den tur, som de lige havde taget. Selv følte hun nemlig, hvor afkræftende det var på hende selv. Derudover huskede hun, hvor afkræftende det havde været for en af hendes tidligere medpassagerer, Nathaniel. Derfor tænkte hun, at det måtte være yderligere afkræftende for en mand som Lucifer, når han var så medtaget, som han var i øjeblikket. Ondt gjorde det på hende, hvor hun også mærkede skyldfølelsen boble i sig. Derfor agtede hun også at blive om hans sidde og værne om ham. Selvom hun endnu rystede svagt af udmattelse, lænede hun sig en anelse ind over ham, så hun nok engang kunne pakke ham ind i kappens stof. Selv ønskede hun nemlig at sikre sig, at han havde det bedst muligt. ”Det var så lidt,” sagde hun stille, skønt det var svært at mene når hun vidste, at det var hendes værge der havde gjort dette ved ham. Hun tog en indånding, inden hun trak sig tilbage igen og gled ned på sin ende. Han kunne nu sove, hvor hun i mellemtiden kunne sørge for ham. Benene trak hun derfor ind til sig, hvor hun dernæst slog armene om dem. Hun skulle nok holde sig vågen, mens han fik sin tiltrængte hvile. Træt var hun ganske vidst selv, men det var hun villig til at skubbe til siden for ham. Svagt sendte hun ham et betryggende smil, skønt han intet ville kunne se bag de lukkede øjenlåg. ”Brug ikke flere kræfter for i dag.. Jeg skal nok holde mig vågen, mens du får dig den behøvede søvn,” endte hun med at sige. Om han havde lyst til at der var en der gjorde al dette for ham, vidste hun ikke, men modspil kunne han umuligt give hende i denne stund.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

At vide, at den drage, havde været hendes værge, og som havde været den mand, som havde gjort ondt på ham, forstod han ikke. Ganske vidst havde han trådt over Jarniqas grænse, men havde han gjort hende noget ondt? Det ville han ikke beskrive det som.
Selv lagde han sig blot ned. Han var for træt til at holde sig vågen, og særligt sådan, som han havde det lige nu. Øjnene gled let og stille i, som han slap et tungt, men lettet suk. Uanset hvor de var henne, så følte han sig lettet og i trygge hænder i og med, at hun måtte være til stede. Hans blik gled mod hende, som hun endnu en gang pakkede ham ind i sin kappe. Den duftede godt af hende, hvilket i forvejen, var noget som gjorde ham helt rolig. Tungen strøg han let over sine læber. Han burde blive tilset og healet oprigtigt, men selv hun gjorde hvad hun kunne, og det vidste han jo godt. Han sukkede dæmpet og nikkede. Selv havde han ikke rigtigt overskuddet selv til at sige særlig meget, selvom det sidste som han ønskede sig, var at sove. Ikke nu hvor han endelig var sammen med hende igen. "... H-han ved ikke hvor vi er..?" spurgte han endeligt. Han forsøgte at vende sig om på siden. Uanset hvordan han lå, lå han faktisk ikke særlig godt, og den tanke var virkelig irriterende! Hans øjne gled i endnu en gang. Frygten for ikke at vågne var virkelig det som stod stærkest i ham, for han ønskede da ikke at miste livet, og slet ikke nu! Han klemte øjnene let sammen. Det var virkelig, virkelig ubehageligt!

[Jarniqa Dynithril]

Om sine ben holdt Jarniqa, alt imens hendes smaragdgrønne blik hvilede på Lucifers skikkelse. Gad vide, om han ville se således ud for evigt, eller om han ville heale? Aldrig havde hun set noget lignende før og derfor var det svært at sige. Dog håbede og bad hun til, at han ville blive sit gamle selv igen. Dette var nemlig ikke, hvad hun ønskede for ham. Hendes hoved søgte en kendte på sned. Selv ønskede hun at tage hans hånd og stryge den. Mærke hans læber ved at kysse dem. Holde hans krop tæt ved at ligge i hans favn. Sårbar så han nemlig helt ud, men det var også det der gjorde, at hun valgte at holde sig væk. Selv ønskede hun nemlig ikke at være den der forværrede hans situation. ”Nej, han ved ikke, hvor vi er,” forsikrede hun ham, skønt det måtte gøre ondt på hende. Aldrig før havde hun nemlig prøvet at skulle skjule sig for sin værge. For Damien. Altid havde han været den der havde elsket hende og stået ved hendes side, og derfor gjorde det hende nu ondt, at hun skulle agere påpasselig overfor ham. Smilet tvang hun frem på sine læber. ”Sov, Lucifer..,” bad hun ham stille, som hun håbede, at det ville gavne ham. ”Dragen vil ikke komme tilbage.. Den eneste der vil være her, vil være dig og mig. Jeg vil ikke lade nogen komme ind.” Træt var hun muligvis selv, men det var hun villig til at skubbe til siden for ham. Derfor ville hun gøre sit bedste for at sikre sig, at han fik en behagelig søvn, og at han ville vågne op igen. Ej frygtede hun, at nogen ville komme ind til dem, men stadig ville hun være på udkig.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Svært var det for Lucifer at finde roen til at sove. Tænk hvis den grusomme drage ville finde dem igen? Ikke at det var noget som han ønskede sig! Hans blik gled mod hende, selvom han var ved at være så træt, at han næsten ikke kunne holde øjnene åbne. Svært var det alt sammen, særligt fordi at han følte, at han som mand, var den som skulle passe på hende, som jo var kvinden.
Som hun alligevel bekræftede, at dragen ej ville finde dem, måtte han falde en anelse mere til ro. Selvom han ikke havde nogen anelse om hvor de var henne, så var han tryg omkring hende. Selv på trods af det faktum, at hun havde sagt, at hun ej stolede på ham. Nu havde han jo ej noget andet valg end at stole på hende. Tungen strøg han let over sine læber. Selv ønskede han jo at mærke hende ved sig. Brug for at mærke hendes krop mod sin.. duften mod hans næse. Der var ikke noget, som havde formået at bringe ham mere ro end det, hvilket vel var det som han havde brug for lige nu? "... Jarniqa.." forsøgte han anstrengt. Han blinkede let med øjnene. Hvor var han dog egentlig ved at være utrolig træt, og det var kun irriterende for ham. Han tvang blikket mod hende. Han forsøgte i hvert fald. "L-læg dig ved m-mig," bad han. Hvorvidt om det virkelig lød så plat, som det gjorde i hans hoved, vidste han ikke. Lige nu havde han bare brug for at mærke, at hun lå der sammen med ham.

[Jarniqa Dynithril]

Som han sagde hendes navn, løftede Jarniqa automatisk blikket mod ham. Selv forstod hun ikke, hvorfor han blev ved med at kæmpe imod, når hun gentagende gange havde sagt, at han var i sikkerhed. Lettere gjorde han det nemlig ikke for sig selv, som han ej havde kræfterne til at holde sig oppe. Tydeligt var det også for hende at se, som han konstant blinkede med øjnene og end ikke var i stand til at hæve sin hånd. Som han endte med at bede hende om at lægge sig ved sin side, måtte hun blive overrasket. Var det mon klogt at gøre? Hvordan skulle hun lægge sig ved hans side? Måtte hun røre ham eller skulle hun lægge lidt fra ham? ”..Selvfølgelig,” endte hun med at sige, alt imens hun sendte ham et lille smil. Forsigtigt rykkede hun sig tættere på ham, inden hun lod sig glide ned i en liggende stilling ved hans side. Ej lagde hun sig helt ind til ham, som hun derimod kun lod deres kroppe strejfe en anelse, da hun ikke turde andet. Tænk engang, hvis hun rørte ham, og at det bragte mere skade end gavn? Det ville hun ikke kunne bære.. Underligt var det dog at ligge således med ham. Rollerne syntes nemlig at have byttet, som det nu var hende der skulle passe på med, hvad hun gjorde ved ham. Om på siden lagde hun sig og med fronten imod ham, så hun forsigtigt og utroligt blidt kunne lade sine fingre stryge over hans overkrop udenpå kappen. Trist gjorde det hende helt, for det var bestemt ikke således, at hun havde tiltænkt, at deres første nat sammen skulle være. Dog kom ud ikke ud med at alle sine bekymringer og triste miner, som hun kun kom ud med en side af sig. ”Prøv nu at få dig noget hvile,” bad hun mildt.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Stædig som Lucifer var, så var det nok også noget af det, som for alvor måtte holde ham i gang i en situation som denne, hvor det var en direkte nødvendighed. Han havde brug for at hun var der, så han kunne mærke hende. Han trak vejret dybt, selvom det satte følelsen af et voldsomt stød direkte igennem ham, og det i sig selv, var bestemt ikke behageligt!
At hun gerne ville ligge ved ham, var en tanke som uden tvivl glædede ham. Han fulgte hende, som hun lagde sig ned. Selvom hun ikke lå så tæt, som han gerne ville have haft det, så var det bedre end ingenting. Sagen var vel, at det hele havde skræmt ham? Som hun ål og rørte ved ham, ganske vidst udover kappen, følte han for alvor at han kunne slappe af. Han var nærmest et forkullet lig, og så forfængelig som han var, kunne han slet ikke klare, at se sådan ud! At hun derimod var den som havde fundet ham, var det som uden tvivl havde lettet ham, for de fleste, ville nok bare have ladet ham ligge der, til han ikke kunne mere. Nu vidste han, at det hele skulle gå. Det var det, som for ham, var det vigtigste. Han trak svagt på smilebåndet, inden han vendte blikket mod hende. Der gav han for alvor efter for hendes ønske, såvel som det kroppen så desperat ønskede af ham. Øjnene gled i. Han følte sig i trygge hænder, og det var noget, som i forvejen gjorde ham ekstremt afslappet. Det tog ham ikke lang tid, at falde hen i den ellers så tiltrængte søvn. Aldrig i hans liv, havde han været så udmattet, som det han følte i øjeblikket.

[Jarniqa Dynithril]

Forsigtigt lå Jarniqa ved hans side, som det ej var meget, som hun turde gøre omkring ham, når han var i den stand, som han var i. Hvorvidt hun var overforsigtig eller ej, vidste hun ikke, men risikoen ønskede hun ikke at løbe. Hun ønskede nemlig ikke at bringe ham en større smerte, end den han allerede var i. Let søgte hendes fingrer frem og tilbage over hans overkrop, alt imens hendes smaragdgrønne blik hvilede på hans ansigt. Søvnen ønskede hun for ham, som hun selv håbede på, at den ville bringe ham den fornødne ro. Hvis alt var vel, ville han forhåbentligt også vågne op til en bedre dag.. En dag med færre smerter.. En dag med et mindre arret ydre.. Selv håbede hun helt, at han ville blive sit gamle selv igen, som hun jo helt var begyndt at … holde af ham. Selv vidste hun ikke, om hun burde lade være efter det, som Damien havde gjort ved ham, men ej heller vidste hun, om man bare kunne sige til sig selv, at man ikke længere kunne lide en person, når man nu kunne lide vedkommende. Hvad end om det var muligt eller nødvendigt eller ej, havde al dette her ikke været hendes hensigt. Ganske vidste havde hun ønsket mange ting for ham, efter han havde såret hende, men ej havde hun ønsket ham myrdet, og da slet ikke som de havde reddet totterne ud. Kroppen lænede hun frem mod ham, som hun kunne høre og se, hvordan han nu var i søvnens verden. For det bedste var det kun.. Blidt kyssede hun hans læber, skønt han ikke længere var vågen til at besvare det. Tilbage lagde hun sig, så hun nok engang kunne holde øje med ham. Det var jo, hvad hun havde lovet. Minutterne begyndte derfor at skride, hvor hun blot lå ved hans side og strøg ham blidt over kroppen, alt imens hun var observant på hans åndedræt. Den første time passerede og som resultat var der større mellemrum mellem hendes strøg, alt imens hendes øjne var begyndt at blinke, og gab var begyndt at forlade hendes læber. Som den anden time passerede, lå hun mindst ligeså rolig som ham. Øjnene havde søgt i, ligesom hendes krop puttende havde søgt helt ind til hans, som søvnen havde overmandet hende på hendes vagt..

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

I og med, at Jarniqa nu havde valgt at lægge sig ned ved hans side, følte Lucifer for alvor, at han kunne slappe af. Ikke skulle hun være bange for at røre ved ham eller ligge der ved siden af ham, for det var det, som han selv havde bedt hende om at gøre. Han gjorde det, fordi at han havde brug for det. For en gangs skyld, var det jo rent faktisk ham, som var den lille og skrøbelige, og han kunne jo ikke ligefrem gøre særlig meget ved det. Han lod øjnene glide i, hvor hendes rolige kærtegn meget hurtigt, måtte lulle ham hen i en yderst tiltrængt, hård, men behagelig søvn. At hun ligeledes kyssede hans læber igen, var end ikke noget, som han lagde mærke til, som han allerede var langt væk i drømmeland...
... Hvor længe han egentlig sov, vidste Lucifer ikke. Det eneste, som han bed sig mærke i, var det faktum, at selv hun måtte ligge og sove ved hans side, da han slog øjnene op. At bevæge sig, kunne han dog stadig ikke overskue, men han var vågnet igen. Det var næsten mere, end hvad han lige havde regnet med, at han ville. Selv turde han næsten ikke rykke på sig i frygten for, at han rent faktisk ville ende med at vække hende, da det slet ikke var noget, som han var ude på. Hun var jo næsten rykket helt tæt ind mod ham.. Selvom det sved i de mange åbne sår, som hans krop nærmest var dækket af. Det gjorde stadig ondt at trække vejret, og selvom han stadig følte sig træt, var han slet ikke træt nok til at sove mere. Slet ikke sådan, som han havde det lige nu i hvert fald. Han blinkede let med øjnene, hvor han egentlig bare blev liggende og kiggede på hende. Kvinden som han selv var faldet for.. Smuk var hun, og særligt nu hvor han havde hende så tæt på.

[Jarniqa Dynithril]

… Fredsommeligt lå Jarniqa helt, som hun var gledet ind i søvnens verden. Svært havde andet også været, som hun havde haft det mageligt, samt havde følt trætheden. Den perfekte kombination for at nå søvnen. Derfor var det intet under, at hun havde gledet bort ligesom Lucifer, skønt det havde været meningen, at hun havde skullet agere vagt og healer. Svære havde disse jobs dog været at stå bi, som der for det ene ikke havde kommet nogen, og da han for det andet havde trukket vejret normalt. Derfor havde ingen faresignaler blinket, som hun havde gledet hen.
Svagt rykkede Jarniqas krop på sig, som Lucifer vågnede. På trods af sin søvntilstand, kunne hendes krop vel alligevel fornemme hans vågenhed? Søvndrukken var hun dog endnu, hvilket fik hendes krop til at møve sig tættere på hans, skønt de allerede lå helt tæt. Det var nemlig hans varme og figur, som hendes krop måtte søge i denne tilstand. I ønsket om at forblive ved varmen, gled hendes arm derfor også om hans krop, som hun i søvnen blot ønskede at ligge så mageligt som muligt.
Blidt trak Jarniqa vejret, indtil hendes øjenlåg langsomt måtte begynde at vibrere noget tid efter, at Lucifer havde ramt den vågne tilstand. Udmattet følte hun sig, hvilket fik hende til at gemme ansigtet mod hans krop. Hendes fingrer fæstnede sig langsomt om kappen, som de let knugede sig til, inden hun søvndrukkent måtte blinke med øjnene. Ej var det Damiens velkendte duft, som hun vågnede op til. Ej heller var det følelsen af Damiens krop der holdt op hendes. Søvnigt måtte hendes smaragdgrønne øjne glide op. Lucifer.. Svagt rykkede hendes krop på sig. ”..H..hej,” gabte hun.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Hvor længe de egentlig havde ligget der, havde Lucifer ingen anelse om. Dog kunne han aldrig blive træt af at se hende ligge der ved siden af ham.. holde om ham, som havde han rent faktisk betydning for hende. Det var en bekræftelse et eller andet sted, som han ligeledes også havde brug for, og særligt, som det stod lige nu. Han trak træt på smilebåndet, hvor han selv blev liggende uden at røre så meget som en muskel.
At Jarniqa selv synes at vågne lidt op, i og med, at hun stadig møvede sig mere ind mod sig, var ikke noget som Lucifer havde noget imod. Selvom det uden tvivl kunne mærkes, og at det faktisk gjorde ondt, ønskede han faktisk ikke at hun skulle slippe. Smerten var ikke af den onde art. Han følte at hun rørte ved ham, hvor han sidst, knapt havde kunne mærke noget som helst. Hans krop havde vel fået lidt hvile efterhånden? Han trak vejret dybt som hun alligevel gav tydeligt tegn ved hendes stemme, at hun var vågen. Det morede ham lidt. "Godmorgen prinsesse," sagde han med en rolig stemme. Han mente det dog. Han vendte sig forsigtigt på jorden, også selvom han hurtigt fortrød det. Det føles næsten som de åbne sår i ryggen havde klistret sig til jorden under ham. Han slap et smertefuldt gisp. Han var normalt ikke en klynker, men lige nu, var det ærlig talt svært ikke at gøre det. Han klemte kort øjnene sammen og rystede så let på hovedet igen. Hans blik søgte mod hendes skikkelse igen. "Træt må du have været," sagde han med en mere kontrolleret og anstrengt stemme. Ej var dette noget som lignede ham, men svært var det at lade være. Han ønskede blot at tingene var som de altid havde været.

[Jarniqa Dynithril]

Søvndrukken var Jarniqa, som hun langsomt måtte komme til bevidsthed og derfor også slå sine øjne op. Det viste vel også, hvilken ringe vagt hun egentligt havde været, som hun ej havde blevet oppe og værnet om Lucifer, men derimod havde faldet i søvn og krøbet sig ind til ham? Hvad tænkte han i det hele taget om det? Vred lød han dog ikke, som han end ikke syntes som en, som havde skænket det den store tanke. Derfor søgte et svagt smil også hen over hendes læber, for … hun havde det jo selv godt. Selv følte hun nemlig, hvilken behag hun havde følt ved at sove hos ham, og at vågne op hos ham. Et sted ønskede hun vel også, at det ville gentage sig? Smilet stivnede dog på et splitsekund, som hun trak sig fra ham på et øjeblik, som hun alt for tydeligt hørte hans smertefulde gisp. Selv troede hun jo helt, at det var hende der havde gjort ham ondt, som hun højst sandsynligt havde ligget for tæt på ham. ”Undskyld,” sagde hun prompte, hvor hun også allerede sad op igen. Søvnen i øjnene følte hun dog endnu, ligeså vel som hun følte varmen og stivheden i sin krop. Lettere uglet var hendes ravnsorte hår også, men ej tog hun sig af det, som hun først og fremmest tørrede søvnen ud af øjnene med sin håndryg. Som hun havde gjort dette, måtte hendes blik igen falde på ham. Helt tilfreds måtte hun dog ikke være, som skaderne stadig var synlige. Var de mon … permanente? Var det mon usympatisk at håbe på, at det gik over, fordi man havde kunnet lide, hvordan det hele havde set ud førhen? Dog ønskede hun selvfølgelig også bare, at han blev rask.. Strækkende rullede hun på skuldrene i håb om, at det nok engang ville sætte gang i hendes system. ”Det er hårdt for mig at bruge den form for magi.. og det var aften,” endte hun stille med at sige, som de faktorer i sandhed havde gjort hende træt. Mester i magien var hun nemlig ikke endnu, hvor hun ej heller var nogen vampyr.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Ej var det kun Jarniqa der var træt og søvndrukken, som det også var sådan Lucifer havde sig. Frygten for ikke at vågne igen, var nok det, som mest havde præget ham denne aften og nat, og at han derfor var endt med at vågne alligevel. Dette var ikke noget, som han kunne gøre det største ved. Smuk som hunvar, når hun lå der, havde han intet imod at hun lå ved hans side, og havde armen om ham. Det føles ikke så smertefuldt, som det havde gjort tidligere i hvert fald, selvom det at bevæge sig, stadig var en smertefuld proces i sig selv.
Smerten der bredte sig i hans krop, var udelukkende fordi, at han selv valgte at bevæge sig. En handling, som han meget hurtigt fortrød igen, for det var slet ikke meningen, at det skulle foregå på denne her måde. "Det er ikke din skyld," endte han endeligt. Han var mere bange for at hun ville ende med at trække sig, for han kunne jo godt lide at ligge der med hende. Det ville bare være mere behageligt at gøre det i en seng, hvis de skulle gøre det endnu en gang. Han klemte øjnene let sammen, som han vendte blikket mod hende igen. Det var sent og aften? Ja, det vidste han godt. Det var dog ikke fordi at han havde haft noget imod at hun havde ligget der. Han havde jo selv opfordret hende til at gøre det. "Det er okay.. Det var.. rart," sagde han endeligt i manglen på bedre ord i hvert fald. Han ville jo gerne have at de kunne nyde tiden sammen.. Særligt fordi at han ikke vidste hvornår han overhovedet kunne tillade sig, at gå ud for en dør igen.

[Jarniqa Dynithril]

Hvorvidt det var Jarniqas skyld eller ej, var hun selv i tvivl om. Selv vidste hun ikke, om det var hendes nærhed der havde gået for vidt, eller om det blot havde været hans sår. Hvis det havde været hans sår, kunne man på sin vis også sige, at det havde været hendes skyld, som dragen der havde gjort det trods alt var hendes værge. Af den årsag valgte hun også at blive siddende, da hun i så fald også var sikker på, at hun ej kunne byde ham noget ondt. ”Fokuser i stedet på dine skader.. Hvordan har du det?” spurgte hun ham bekymret, skønt han næppe kunne have det meget bedre, sådan som han havde gispet af smerte. Selv vidste hun, at det ej var ideelt, at hun holdt ham her, men hvor ellers skulle hun holde ham? Burde hun have ført ham til Catalena? Ville hun have været i stand til at bringe ham så langt? Kunne hun bare søge til Procias med den historie, som hun havde fået? Svært var det uden tvivl for hende, men selv ville hun stadig mene, at hun gjorde sit bedste. Derfor håbede hun også, at det var, hvad han tænkte om hende og det hele. Som han sagde, at det havde været rart at ligge med hende, måtte hun alligevel trække svagt på smilebåndet. Selv havde hun trods alt følt det samme. Ej havde hun været ham så nær med vilje, men nydt det havde hun. ”Det var det,” endte hun derfor stille med at medgive. Selv håbede hun også, at det kunne ske igen. Bare hvor han ej var skadet, og hvor han ligeledes kunne holde om hende i retur. Selv ville hun nemlig nyde at kunne mærke hans arme om sig.