Masquerade! (ÅBEN)

[Deleted]

Evan havde vidst at Noelle havde næret de følelser for ham, som var opstået allerede dengang for mange år siden. Havde de aldrig været borte og døde? Det var de vel et sted heller ikke for hans vedkommende, og det var lidt derfor, at han handlede og reagerede på den måde, som han nu gjorde, og han havde svært ved det. "Du besidder ikke magt over mig på denne side af slagmarken, Noelle," sagde han hårdt. Ikke skulle hun komme her og tro, at hun kunne tage den magt over ham, når de end ikke var på arbejde. Særligt når han vidste, at hun udelukkende gjorde det, fordi at hendes fader måtte stå ved hendes side.
Isiah formåede virkelig at pisse Evan af. Normalt var han ikke typen som blev påvirket af vrede på denne måde, men denne gang skete det næsten helt automatisk, uden at han egentlig kunne gøre noget særligt ved det, hvilket næsten var det værste af det hele. Han kneb øjnene fast og hårdt sammen. Han satte den ene hånd mod Noelles skulder - Langt mere blidt end hvad hendes fader havde gjort, for at skubbe hende lidt til side, så han selv igen kunne tage pladsen foran Isiah. Magien gnistrede voldsomt i hans hånd. Han havde virkelig lyst til at give manden den direkte i ansigtet. Bare for at få tørret det smil af hans læber. "Forsvind herfra," endte han med en hård stemme. For nu var det ikke Noelle som han tog sig af. Han forsøgte rent faktisk kun at passe på hende.

[Noelle Jaceluck]

Følelser var virkelig ikke hendes stærke side, derfor var det aldrig gået med Enrico, og derfor ville det aldrig gå med Evan eller nogen anden. Det var ydmygende at blive anklaget for at føle den slags for ham, og stadig nu forsøgte hun at modbevise det, også så hendes far ikke skulle få de forkerte idéer om det forhold der var dem i mellem. Deres sidste skænderi lå stadig i kølvandet. Noelle huskede hvordan han havde kysset hende midt i det hele, og havde det ikke været disse omstændigheder, så kunne hun have set sig fristet til at gentage det.
"Jeg besidder altid den magt over dig, Evan, ikke kun på marken. Du er stadig min soldat, og jeg beder dig om at lade det ligge!" sagde hun fast.
Han havde ingen idé om at han kun gjorde det værre for hende. Jo mere han sagde, des mere han underminerede hende, des flere slag ventede hende i aften. Hun skævede i retning af hendes far, og fik det bekræftet ved hans blik da han nikkede som havde han læst hendes tanker. Hun sank en klump og vendte bittert, blikket mod Evan der med blid hånd skubbede hende til side, hvilket hurtigt fik hende til at række ned i kavalergangen hvor en smuk kniv, havde været henlagt i skjul.
Hun trådte igen mellem sin far og Evan med kniven rettet mod Evans mave. "Tving mig ikke," bad hun direkte. Hvis han ikke efterlod hende med andet valg, så var hun nød til at handle for sin egen og for hans skyld.

[Deleted]

Det var måske aldrig gået med Enrico.. Evan var ligeglad med det, for det var jo ikke ligefrem ham. At han netop nu stod og gjorde det værre, var han i forvejen ligeglad med. Det var for Noelles skyld, at han reagerede på den måde, som han nu gjorde. Var det underligt, at han gjorde, som han nu gjorde? Han hadede virkelig det faktum, at hun bare.. accepterede, at den mand gjorde de ting ved hende, som han gjorde! "Vov ikke at tage den tone overfor mig, Noelle..!" endte selv Evan denne gang med en hård stemme. At selv andre, var begyndt at kigge i retningen af ham, var ærlig talt ikke noget som rørte ham på noget tidspunkt. Denne gang ønskede han at sende den mand væk.. Lade andre se og vide, at han ikke var en god mand, og at han derfor skulle væk herfra, hvilket i forvejen, ikke var noget, som kunne gå hurtigt nok!
Noelle skubbede Evan let til side, hvor hun alligevel hurtigt endte mellem ham og Isiah igen. Kniven fik han dog hurtigt øje på. Han sænkede blikket mod den. Hvis det var det som skulle til, for at holde den mand fra hende, så... Han kneb øjnene let sammen, inden han hævede den anden hånd, hvor han fjernede sin maske. Nu havde han ganske enkelt fået nok! Nok af det hele! Han smed masken fra sig på gulvet. "Den mand har gjort mere end rigeligt," endte han fast. Denne gang vendte han blikket mod Isiah igen. Han stod der med det kække og flabede smil. Han dannede kuglen i hånden, og gjorde klar til at smide den fra sig. Han havde fået nok af den mand og hans behandling af Noelle!

[Noelle Jaceluck]

Hvad hendes far gjorde og hvordan han behandlede hende, var en indlært sag. Noelle vidste præcis hvordan han ønskede at hun opførte sig, og dette gjorde Evan frygtelig vanskeligt for hende, ved at sætte hendes autoritet på prøve.
"Vov ikke at fortæl mig hvad jeg skal gøre!" svarede hun hørt igen. Hendes fars hånd havde forladt hendes skulder, han stod i baggrunden og smilede triumferende til Evan, næsten som fremviste han stolt et stykke arbejde han selv havde skabt. Helt løgn var det trods alt heller ikke.
Hun stirrede ind i Evans blik med en svag bøn malet i de grønne øjne. Han måtte ikke tvinge hende til at gøre ham ondt, det var det sidste hun ønskede, men trods alt hellere det end at mærke sin fars vrede endnu engang.
"Af ren nysgerrighed. Hvad har jeg nogensinde gjort Dem, Mr. Strife? Jeg overlod mit mest dyrebare i Deres hænder, det er tillid mere end andet," påpegede han og nød lidt alt den opmærksomhed de havde fået af de andre tilstedeværende.
Knivspidsen rørte netop hans mave, mens hun stadig så ham i øjnene, advarende. "Lad være," bad hun lidt bestemt men ordene synes at pralle af på ham. Den magiske kugle fik gisp til at bryde ud omkring dem., og i det øjeblik, tog Noelle et skridt frem mod ham uden at tænke yderligere over det. Deres kroppe mødtes, men kniven ville formentlig gøre det samme, også selvom det bevidst var ramt mod et sted hvor det ikke ville slå ihjel.

[Deleted]

Evan vidste at Noelle udelukkende opførte sig som hun gjorde, fordi at manden stod der. Han havde en magt over hende, som selv ikke Evan brød sig om, og derfor ønskede han, at det skulle stoppes. Desuden så han hende hellere i kælderen for at gøre ham noget, end at se hende tage med ham hjem igen. "Her har du ingen ret til at fortælle mig, hvad jeg skal, og ikke skal!" sagde han hårdt, mest for at kutte den af der. Det var slet ikke fordi at han ønskede at tage den diskussion op med hende, og særligt ikke, som det stod lige i øjeblikket. Han ville ikke have at den mand skulle have den kontrol over hende, som det han havde!
Aldrig havde Isiah gjort Evan noget personligt, men alene det ,at han havde gjort dette, var det som han rent faktisk var mest påvirket af lige nu. Han bed tænderne tydeligt sammen. Han nåede kun lige at gøre kuglen ordentlig klar, idet at... smerten meldte sig i hans krop, og den mødtes af Noelles. Han blinkede let med øjnene, inden kuglen døde hen igen i hans hånd. Blikket drejede han langsomt mod hende. Ikke fordi at det var en smerte som sådan.. Og dog alligevel. Han endte med at bakke et skridt væk, inden han gled direkte i gulvet med et blodigt sår i maven. Ikke just farligt placeret i forhold til hvad der ellers kunne ske, men ondt nok. Folk gispede forskrækket op, og trak sig hastigt væk fra Noelle, Isiah og Evan, som nu lå på gulvet. Evan slog hovedet let bagover og bed tænderne svagt sammen. Det gjorde faktisk temmelig ondt!

[Kimeya Marvalo]

Igennem hele aftenen havde Kimeya holdt sig i nærheden af Jaqia, udelukkende for at sikre sig, at tingene gik rigtigt for sig. Han kendte sin plads, og særligt efter at han var blevet sat på plads af Jaqia, såvel som Faith, efter hans nummer i Imandra, så var det bestemt ikke noget, som han havde tænkt sig at gentage sig endnu en gang. Han lod hænderne hvile over ryggen.
Evan og Noelle var allerede at høre på afstand, hvilket allerede med det samme, havde fanget hans interesse og opmærksomhed. Han kneb øjnene let sammen. Hvad skete der egentlig? Han selv blev stående, da han ikke havde fået lov til andet. For ham, var det ikke en dag og aften til fornøjelser, men derimod arbejde. Intenst og hårdt arbejde ikke mindst, og dette var uden tvivl noget, som også godt kunne mærkes for hans vedkommende. Maskebal var uanset ikke hans kop the. Det havde han prøvet, og det havde bare aldrig sagt ham noget som helst. Selv nåede han kun lige at vende blikket en anden vej, idet at han hørte folket gispe og hastigt trække sig væk fra Noelle og Evan. Hvad pokker havde de lige gang i? Selv var han kendt med hvad Faith havde oplevet, for det havde hun jo frit fortalt ham for mange år siden, så det var ikke noget, som han tog tungere. Han forlod sin plads ikke langt fra Jaqia, da han kort havde fået øjenkontakt med Matthew, kun for at skynde sig derhen. Det første som han så, var Evan, der lå blødende på gulvet. "Flyt jer!" endte han hårdt, inden han kort vendte blikket mod Noelle, som stod der med den blodige kniv. "Kom med.." opfordrede han endeligt. Selv han så hellere, at hun kom væk fra den mand, som havde gjort hende, såvel som Faith ondt. Det kunne han ikke lade sig påvirke af lige nu. Han så kort mod Evan, inden han førte Noelle med sig. Selv Isiah stod ikke skrevet i hans gode bog!

//Out

[Noelle Jaceluck]

Noelle følte kniven glide gennem hans kød som havde det været smør. For et sekund, stivnede hun og stirrede lidt tomt om bag ham, som hans vægt blev tung, og begyndte at trykke mod gulvet. Sandheden var at det smertede hende at gøre Evan ondt. Han var en god ven, en loyal støtte og han var den mand som havde givet hende dette liv, og dette var en ringe form for taknemmelighed at vise ham, men bedre end at blive pryglet til ukendelighed, råbt af, ydmyget og besudlet af sin far.
Hun trak kniven til sig og bakkede lidt igen. Hendes hånd var malet af hans blod. Bagved stod hendes far med et smørret smil på læben, og yderst tilfreds, over at se sin datter handle på den måde. "Fat mod, min pige. Far er hos dig," hviskede han som Kimeya begyndte at rykke på sig. Han strøg en hånd langs hendes arm, som gav hende gåsehud. Kniven smed hun fra sig, det lød metallisk da den ramte jorden ved siden af kaptajnen der lå og ømmede sig.
Hendes blik var beklagende for et øjeblik, men blev køligt da Kimeya brød igennem flokken. Hun ville ikke gøre modstand, et sted var fængsel bedre end alternativ og masken var stadig en form for beskyttelse mod ydmygelse. Tavst nikkede hun til Kimeya og fulgte ham velvilligt gennem folkemængden og på vej ned i kælderen. Forhåbentligt skulle hun ikke sidde der længe.

//Out

[Jaqia Destiny Angleráx]

Der foregik tilsyneladende en helt masse. Blandt den summende snak og de mange skål, spillede dramaet op. Dette var ikke noget som Jaqia bemærkede. Hun stod side om side ved Matthew, og snakkede med en gammel bekendt familieven, efterhånden en aldrende herre, med en ung, smuk hustru ved sin side. "I så fald ønsker jeg dig tillykke med ægt.." mere nåede hun ikke at sige, før alles øjne rettedes mod et sted i salen. Perosnligt så hun intet, men den stilhed der lagde sig, lod hende overhøre skænderiet. Det var Noelles stemme den ene, Evans stemme den anden. De to havde altid været som pot og pande, så det forundrede hende i den grad at høre den skændes på den måde.
"Hvad foregår der?" spurgte hun dæmpet, Matthew ved siden af, og lænede sig lidt ind mod hans krop. til nu var der ikke nogen der lod til at have bidt sig fast i det nylige handicap, men det var sørme godt hun havde sin kommende mand ved sin side.
Duften af blod bredte sig og denne ville Jaqia aldrig betvivle. Det var Evans. Hvad foregik der? "Kimeya," bad hun med et lille nik, som tegn på at han skulle tage sig af Noelle. "Før Mr. Strife op på et af værelserne, og bed Enrico om at tilse ham," beordrede hun lidt bestemt. Et par vagter gik hen for at hjælpe ham væk fra mængden så festen kunne fortsætte. Dette skulle ikke have lov til at ødelægge det fjerneste!

[Deleted]

Evan lukkede øjnene let og lagde hånden mod det blødende sår på maven. Det var bestemt ikke således, at han ønskede at Isiah skulle se ham, og særligt ikke på denne måde. Han lod hovedet søge ned mod gulvet. Det var slet ikke fordi, at han havde været ude på at ødelægge festlighederne, men det var bestemt ikke fordi at han havde regnet med, at Noelle ville rive sin fader med til et møde, som dette! Overhovedet ikke faktisk!
De to vagter som kom hen for at tage sig af ham, og at se Kimeya tage sig af Noelle, passede ham egentlig ganske fint, hvis han selv skulle sige det. Den mand skulle han nok tage livet af før eller siden.. Han skulle bare vente sig!
Vagterne tog fat om ham, og hjalp ham forsigtigt op på benene. Han kunne da heldigvis godt stå selv, og det var han uden tvivl glad for. Det var dog med et blik som gled mod selv Jaqia. Han var ganske ukendt med hendes handicap - som så mange andre også var. "Deres Majestæt.." hilste han anstrengt på vejen. Dog var det ikke måden, at han havde regnet med, at aftenen skulle forløbe sig på. Hvad ville Athena ikke sige omkring det? Han lukkede øjnene ganske let, som han blev ført ud af salen, og derfor også mod Enrico som skulle have lov til at tilse ham. Han havde ligeledes brug for at få luft.. og komme væk fra Isiah.

//Out

[Matthew Igleéias]

Matthew stod side om side med Jaqia. En af de meget få, som var kendt med hendes nyelige handicap. Det var dog ikke noget som egentlig rørte ham. Han stod jo egentlig også som hendes kommende mand. En tanke som han uden tvivl godt kunne lide, og det var end ikke noget, som han havde tænkt sig, at lægge skjul på, når det nu endelig var sagt.
Optøjerne havde han ligeledes lagt mærke til, og det samme havde så mange andre. Han vendte blikket mod det, hvor hun samtidig lod til at føre en fin samtale med en gammel ven af familien. Ikke at det var noget som gjorde ham noget. Så lang tid, at han ikke havde noget med det at gøre, så var han egentlig ganske ligeglad med det.
"Noelle og Evan, Deres Majestæt," sagde Matthew blot, som han selv blev stående, frem til duften af blod var det næste der ramte hans næse. Hvad var det egentlig de havde gang i? Han førte Jaqia med sig derhen. Han var hendes øjne for nu, og det vidste han jo godt. Han havde faktisk heller ikke noget problem med det. Evan blev bragt væk, og ligeledes gjorde Noelle. Folk stod nærmest og stirrede. Hærføreren og kaptajnen og så på balaftenen? Han forstod dem udmærket godt. Selv vendte han blikket tilbage mod folket. "Alt er under kontrol.. Fortsæt I endelig med at hygge jer. Det er et bal. Det er meningen, at det skal være en fest!" sagde han bestemt, inden han igen vendte blikket mod Jaqia. Et kækt smil bredte sig på hans læber. "En dans, Deres Majestæt?" opfordrede han med en rolig stemme.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Selvom Jaqia ikke så noget, så fornemmede hun de mange gæster omkring dem. Deres dufte blandede sig med duften af blod der virkede lokkende på hende. Det lignede ellers hverken Noelle eller Evan at hidse sig op på denne måde i det offentlige, de burde have vidst bedre.
"Tåber," mumlede hun med et irriteret suk. Det var ej gået op for hende hvad det i virkeligheden handlede om, og egentlig var hun også ligeglad, bare festen kunne vende tilbage til det kendte.
Jaqia smilede glat, som snakken igen brød lidt pludseligt ud efter Matthews opfordring. Folk var så forbandet nysgerrig, somme tider var det ikke til at holde ud. "Du har ret, min kære, det er en fest, det er meningen at vi skal hygge os, ikke fører kedsommelige samtaler, med kedsommelige folk,"
Hendes hånd lagde sig mod hans bryst.
Det var længe siden Dronningen selv havde kunnet morer sig, når det var sagt, så var det svært for hende at slappe af i selskabet, med det handicap hun havde tilegnet sig.
"Gerne," svarede hun blot, men blev stående på stedet, fordi hun ej kunne finde ud af hvor dansegulvet egentlig var, og det ville være en direkte ydmygelse at gå ind i nogen, fordi hendes syn var svækket på den måde.

[Matthew Igleéias]

Hvad dette handlede om, vidste Matthew ikke, og et sted var han ligeglad. Det var på tide at folk lærte sig at holde deres lange næse for sig selv, for det andet, var på ingen måder til gavn for nogen som helst. "Jeg begriber ikke hvad folk tænker på," sagde han kort for hovedet.
At Jaqia rent faktisk gik med til at lade ham føre hende ud på dansegulvet, var en tanke, som han rent faktisk over overrasket over. Dog var det en tanke som han fandt en glæde ved. Han hævede hånden, og lod den stryge over hendes. Han trykkede let om den. Det var bare på tide, at han viste sig fra den gode side. "Folk har glemt det påstyr inden længe," sagde han endeligt, som han kort trak på skuldrene. Selv var det ikke noget, som han tog så tungt igen. "Kom," endte han roligt, inden han lod armen glide omkring hendes slanke talje, hvorefter han førte hende med sig frem og ud på dansegulvet, som i forvejen, ikke var særlig langt fra dem. Her kunne man høre musikken meget bedre. han tog om hendes hånd, hvor han førte hende ud og drejede om sig selv, inden han lagde hånden mod hendes hofte. Han reklamerede ikke med hendes handicap, og det var meningen, at selv hun kunne finde en glæde ved dette. I takt til musikken, førte Matthew Jaqia med ud i en vals. Hvilket hurtigt fangede manges interesse. Han ønskede jo bare at vise, at han faktisk kunne.

[Jaqia Destiny Angleráx]

"Noelle og Evan forekommer mig ikke som nogle der nyder at pådrage sig opmærksomhed. De burde begge to vide bedre," kommenterede hun lidt irriteret. Det ville næppe ødelægge aftenen for nogen, folk var allerede begyndt at snakke igen, de fleste om den hændelse der lige havde fundet sted, hvilket ledte Jaqia ind i tanken om at hun nok snart burde få præsenteret sin lille overraskelse.
Hendes hånd faldt og gled i stedet til hans, for at gribe om den. Dans havde været en del af hendes liv altid, det var en del af det royale blod. Når det var sagt, så nærede hun ingen høje forventninger til Matthew med henblik på dette, han var for.. mandig til at kunne fører en kvinde.. i hendes hoved vel og mærke.
"Ellers må jeg få dem til at glemme," svarede hun og lagde den anden hånd på hans stærke overarm.
Umiddelbart lod han som en der havde fint styr på tingene. Idet han førte hende rundt, fulgte hun med elegante fodtrin der afslørede at dette havde hun gjort hele livet. Hendes ansigt var dog en kende overrasket over hans evner. "Jeg havde ikke set komme, at du var så god en danser," indrømmede hun. Der var nu alligevel noget charmerende ved en mand som var i stand til at bevæge sig!

[Matthew Igleéias]

"Magen til barnlig opførsel. Forventer dronningen af landet ikke mere af hærfører og kaptajn?" spurgte Matthew med en direkte stemme. Ganske vidst, var det ikke det, som han tænkte meget mere over, for det så han ærlig talt slet ikke nogen grund til.
Matthew førte Jaqia med ud på gulvet. Selvom det måske ikke var hvad man troede at han ville. Han var en Igleeías. Han kunne den slags! Han førte hende ud på gulvet og i takt til musikken, hvor han ligeledes førte hende ud i valsen. "Det tror jeg nu ikke, skulle være det største problem," sagde han endeligt. Skøn som hun nu så ud, så ville det ikke komme bag på ham.
En kort latter brød Matthews læber, som han fortsatte med at føre hende rundt. Elegant som hun bevægede sig, og maskulint, som han gjorde det samme, så var det vel også den ideelle match? "Det er blot et af mine alt for mange talenter," sagde han med et kækt glimt i øjet. Han førte hende ud fra sin krop, så hun kunne dreje omkring sig selv i takt til musikken, inden han igen bød hende helt tæt ind mod sig. Han smilede tilfredst for sig selv. "Det er vel en forudsætning for landets kommende konge?" endte han med en hviskende stemme tæt ved hendes øre.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Både Noelle og Evan havde været en stor del af JAqias inderkreds, hun nærede stor tillid til dem begge, så jo forventningerne var justeret derefter. "Noelle er ilter. Hun holder sig for sig selv med mindre hun bliver tricket, hvad jeg ikke forstår er hvordan Evan kunne bringe den reaktion frem. De vil få en påtale senere.. begge to," svarede hun ærligt. Lige nu ville hun bare nyde aftenens festlige begivenhed, og tage sig af den slags i morgen. Noelle var nødt til at mærke en straf, selvom hun bestemt ikke var meget for at yde den til lige den kvinde.
Der var ingen nervøsitet ved de mange nysgerrige blikke. Selv uden et syn, var dette så indlært at Jaqia nemt kunne følge hans bevægelser med samme ynde og elegance som før alt dette var sket. Hans latter gav hende gåsehud og fik et køligt smil til at glide hen over hendes læber. Der var så meget ved den mand som endnu var uopdaget. "Dem har du mange af," medgav hun og drejede elegant om sig selv, inden hun igen lod sig trykke ind mod hans krop, og de kunne fortsætte som intet.
"Lad os offentliggøre det.. i aften. Dette er en fest for at mindes livets glæder, lad os sprede de gode nyheder," forslog hun med en stille hvisken så ingen hørte dem. Det ville nok komme som en overraskelse for mange, men det var det perfekte tidspunkt at gøre det på!