Masquerade! (ÅBEN)

[Jaqia Destiny Angleráx]

Solens sidste stråler var netop svundet bort og havde ændret eftermiddag til aften. Sneen var faldet de sidste par dage, og vejret havde stadig ikke ændret sig. Uden for var et hvidt tæppe af smuk sne, en kulde som ikke nåede gennem de tunge porte til mørkets slot. I aften var en særlig aften. Det var en festaften, ikke for at fejrer, men nærmere for at mindes at der stadig var visse glæder i livet som var værd at se til, frem for kun død og ødelæggelse som havde hærget alle lande gennem år.
Det var samtidig den første aften, Jaqia ville vise sig i offentligheden efter hendes sammenstød med Macaria i Procias, der fortsat havde kostet hende synet.
Balsalen var i aftenens anledning, klargjort og smukt pyntet op. Der var dystert med dets rustikke vægge og kun dæmpet belysning i form af fakler langs væggene. Det meste af gulvet var frit, men Dronningen som altid havde sat pris på at gøre en entré, havde allieret sig med en warlock, således at smukke udskåret søjler, afgrænsede en større del af salens midte. Herinde var det meste fortryllet til at ligne vand, med undtagelse af et par stier der krydsede, så det var muligt at træde hen over. Resten af salen var mere eller mindre fri. Hist og her stod borde opdækket med farverige frugtfade og dyrt chokolade. Andre borde var dækket med smukke vinglas og forskellige vine og andre alkoholiske drikke, der ligeså blev serveret af let, påklædte kvinder, der kun var dækket af delvist gennemsigtigt, sort stof på de mest intime steder, og iklædt en maske, så deres ellers kønne ansigter, var henlagt i det skjulte.
Dronningen var allerede mødt op. De første gæster var ankommet og betragtede den imponerende opsætning. Dybe cellostrøg deriblandt, men ingen musikere var at se, for disse var skjult af skygger, og spillede ingen større rolle i aften.
Jaqias skikkelse var ligeså skjult bag en maske, hvor det eneste man kunne se var et mat blik, der intet så. Hendes blonde hår, var løsthængende og hang omkring hendes slanke skuldre, der var nøgne. Kun i denne aftens anledning, havde hun klædt sig i en blodrød kjole, hvis brede stropper hang omkring hendes overarme, og ellers fulgte hendes smukke skikkelse.
Det befriende ved et maskebal var i sandhed at ingen nødvendigvis vidste hvem hun var, enhver kunne skjule sig med de skeletter man nu havde i skabet, uden frygt for at blive dømt på baggrund af noget af dette.
Ganske snart ville flere ankomme, forhåbentligt om ikke andet, og festlighederne ville begynde!

[Deleted]

Det var en ganske særlig aften, og det var det, som selv Evan havde set frem til. For en gangs skyld, var det muligt at glemme de mange uroligheder for en gangs skyld, der så længe havde præget landene som de havde liggende omkring sig. En fred var skabt mellem Procias og Dvasias, og denne kunne mærkes stort set overalt.
I og med, at der ikke rigtigt var nogen mening i ballet for i aften, havde Athena og Evan indvilget i, at hun blev hjemme, hvor det var trygt og genkendeligt, hvor han havde taget afsted. Et sted kunne han faktisk heller ikke rigtigt tillade sig, at blive hjemme, når det var vigtigt, at han viste sit ansigt. Så denne gang, valgte han rent faktisk at tage alene afsted.
Pænt klædt i mørke klæder og en simpel maske i ansigtet. Han var meget simpel hvad den slags angik. Allerede nu hvor han trådte ind i den smukke sal, kunne han se, at rigtig mange havde taget turen forbi. Det var uden tvivl en god og positiv ting, ikke mindst. Hænderne foldede han roligt over ryggen som han trådte ind. Musikken var behagelig.. Folk snakkede på kryds og på tværs. Et tilfredst smil passerede let hans læber, som han så sig om. Kvinden id en smukke røde kjole og den mørke maske, var han dog ikke i tvivl om, måtte være deres dronning. Hvilket vel nok ville sige, at Matthew var lige i nærheden? Ikke at det var noget som gjorde ham noget. Selv vendte han sig mod en mand, som kom hen og hilste på ham. Hertil sendte han han blot et smil. "Godt at se dig her," hilste han med en rolig stemme. Så langt, så godt vel.

[Noelle Jaceluck]

Efter år i marken havde Noelle nu været hjemme i en måneds tid. Det vr første gang i frygtelig mange år, at hun deltog i festligheder på denne måde, og det var bestemt heller ikke med største velvilje, men mest fordi hun umuligt havde kunnet finde en god undskyldning til ikke at dukke op. Enrico ville være til stede, hvilket i sig selv var fint nok, Evan ville være det samme og deres sidste møde var ikke endt vel.
Hendes rødbrune lokker hang i lette bølger, bundet langs hende ene skulder, og hun var iført en midnatsblå kjole der i den grad komplimenterede hendes slanke skikkelse. Egentlig havde hun jo håbet på at have en flot ledsager der kunne bringe hende stolthed, men i aften var det kun blevet til hendes far, der var rejst den lange vej til Atterlin. Hans muskuløse skikkelse var klædt i et jakkesæt der fik ham til at fremstå langt yngre end han var. Masken skjulte de fleste af de aldrene træk, men han var en meget charmerende og elegant mand, som de færreste nok ville skyde på var hendes far.
Med sin arm i hans, gik de rundt blandt de nyankommende. Til sin kjole, bar hun en sort maske besat af glitrende sten og mørke fjer, på sit vis mindede det lidt om en ravn. Hendes blik gled rundt, på de mange maskeklædte skikkelser. Måske det skyldtes at hun ikke kendte dem, men ingen forekom hende særlig velkendte, i hvert fald var det svært at skille den ene fra den anden.
"Måske vi burde finde noget at drikke?" foreslog hun sin far, der tavst nikkede og ledte hende til det opdækkede bord.

[Deleted]

Selv kunne Evan jo se, at rigtig mange havde valgt at deltage i disse festligheder med en partner ved sin side. Ikke at det var en glæde og gave som tilfaldt Evan lige i dag. Athena havde svært ved disse grupper og arrangementer, hvilket han selv havde forståelsen for, så han var taget afsted alene. Han havde jo ligeledes også et ansvar at leve op til som træner og kaptajn af den mørke hær, og derfor ønskede han at imødekomme de krav og forventninger, som dronningen nu også måtte have.
Selv var han på dupperne. Disse hændelser havde i forvejen en sjov tendens til at ændre sig til hændelser, som ikke ville komme nogen til gavn, og dette ønskede han ikke. Angreb havde man hørt om, hvor det særligt var gået udover de royale og dem som havde en stor stilling, men hvem kunne da ønske at gøre sådan noget, i en fredelig tid, som denne? Han gik ind i dette med de bedste intentioner.
Kendte man ikke Evan, ville man ikke være kendt med hans evner som mentaldæmon. Denne evne var uden tvivl noget, som mere end en gang, havde reddet hans liv, og dette kunne naturligvis også godt mærkes. Ikke langt fra ham, fornemmede han Noelles tilstedeværelse. En kvinde, som han alligevel ikke just kunne sige sig, at have skiltes fra på en særlig god måde, men hvad.. Det var jo ikke ligefrem noget som han kunne gøre noget ved nu. Hvorfor prægede den kvinde stadig hans tanker? Hovedet drejede han, hvor hans øjne faldt til en meget simpel, dog meget elegant maske med sorte fjer. Kunne det være hende? Hvem var manden ved hendes side? Enrico var det ikke, så meget vidste han. Dette gjorde ham nu alligevel nysgerrig. Hvem var han?

[Noelle Jaceluck]

Det havde ike været rendyrket glæde, da hendes far havde sendt bud med en invitation til at ledsage hende til ballet. Naturligvis var det bedre end at troppe op alene, hvilket selv for hende, ville være ret ydmygende, men den magt den mand holdt over hende, skræmte hende nok til at hun det meste af tiden, benægtede at det overhovedet var der. I øjeblikket var det hans kærlige hånd der hvilede på hendes ryg, men selv hun var bevidst om hurtigt det kunne ændre sig i det rette tilfælde.
Sammen vandrede de til det lille bord, hvor hun mærkedes hans greb slippe, for i stedet at hælde et glas rødvin op til hende og derefter et glas whisky til sig selv. Noelle tog imod vinen, selvom hun inderst inde misundede hans glas, i disse henseender var hun en kvinde, og måtte finde sig i det uden at stille spørgsmål. Glasset førte hun til læberne og nippede af den søde vin, der ikke var en større oplevelse, men der var alkohol i og det ville blive nødvendigt for at overleve i aften.
Evan havde hun ikke set det mindste til. Han måtte være et sted i mængden, hvilket ofte ledte hendes tanker til ham, men sammen med hendes far, ville det være dumdrisgtigt overhovedet at nærme sig ham, mest fordi hun ikke orkede at få prygl af ham.
"Så.. min kære.. skuer øjet noget interessant?" spurgte hends far med mørk, charmerende ryst. Hos kvinder havde han altid været populær, særlig hos de unge. Hun rystede på hovedet og fortsatte med at gå lidt meningsløst rundt ved hans side.

[Deleted]

Evan havde blikket hvilende på Noelle, da de slangede sig igennem mængderne. Et sted var det.. urovækkende, at hun var kommet med en anden, og særligt når det end ikke var Enrico. Den arme mand var alene igen for i aften. Evan havde virkelig ondt af ham, selvom der virkelig ikke var noget, som han kunne gøre ved denne sag.
Hovedet lod han søge på sned. Uanset hvem den mand var ved hendes side, var det noget som kun fyldte ham med et ubehag. Skulle han være på vagt? Han følte næsten for det, og det alene, var en tanke, som ikke gjorde andet end at bringe ham den form for uro. Let kneb han øjnene sammen. Naturligvis var han til stede, selvom det måske ikke var på samme grundlag, som så mange andre. Ikke at det var noget, som gjorde ham noget. Hver ting til sin tid. Øjnene lukkede han for et kort øjeblik. Hans tanker og sind gik direkte til Noelle og manden som hun havde ved sin side.
Med ét blev hans vrede vækket.. Kunne det virkelig være? Øjnene åbnede han igen. Han var nødt til at undersøge sagen nærmere. Kunne det virkelig være... ham? Den mand, som han kun kunne bringe et direkte had til? Han rystede på hovedet, inden han denne gang valgte at søge hen mod dem. Manden var han ikke bange for. Derimod hvad han kunne finde på at gøre ved Noelle, var straks en helt anden sag, og det var også det, som han bed sig mest mærke i, allerede fra starten af. "Så De er alligevel til stede i aften, kære Noelle. En glæde at hilse på," sagde han med en rolig stemme, som han igen stoppede op lige ved hende. Musikken døde lidt hen i baggrunden for ham. Det var udelukkende Noelle og hendes kære fader, som han havde øjnene for lige nu.

[Noelle Jaceluck]

Denne form for festligheder havde aldrig rigtigt interesseret Noelle. det var altid blevet en pinlig affære, uden nogen at støtte sig op af, altid alene, altid klædt som en kvinde, tvunget til at opfører sig sådan. Det var held hvis hun fik lov til at bærer våben. Der fandtes kun en ting der var værre end et bal og det var et maskebal. Alle var skjult bag en facade, hvor det var umuligt at kende dem og umuligt at sige, om nogle blandt disse, var farlige skabninger der udgjorde en trussel for aftenens underholdning.
Hendes far lagde atter en hånd på hendes ryg og ledte hende rundt om de smukke søjler der indrammede salens midte. "Imponerende," kommenterede ham henvendt mere til sig selv end til hende. Noelle nikkede blot bekræftende. Hendes blik havde fanget noget lidt mere interessant, en skikkelse der kom imod dem, flot klædt i et jakkesæt, høj, muskuløs.. det måtte næsten være Evan.
Hun så bort og mærkede hvordan hendes hjerte slog hårdere. Deres sidste møde var ikke gået vel, og lige i aften var et forfærdeligt tidspunkt at opsøge hende på. Alligevel rettede hun ryggen og rettede sine grønne øjne mod hans blik der var synligt selv for masken. "Naturligvis. Jeg ville aldrig misse en sådan begivenhed," løj hun og og forsøgte at virke så ligeglad som mulig.
"Mr. Strife. Det er mig mange år siden, jeg har været berriget af Deres selskab," hendes far stirrede intenst ud bag hans maske og på manden foran, på en så farertruende måde at det gav hende dårlige nerver.

[Deleted]

Det var måske en dårlig aften at konfrontere dem med dette møde på, men det var ikke fordi at han kunne gøre noget ved det. Hvis det var den mand som han troede at det var, skulle han ud og han skulle væk. Han ville slet ikke have den mand i nærheden af Noelle, og dette ønskede han naturligvis at gøre noget ved, såfremt at det i det hele taget var ham menneskelig muligt.
Evan placerede sig foran dem. Selv her måtte hans opmærksomhed ligge mere på hendes partner end på hende, men var det underligt? Alene den tanke om hvad den mand havde gjort ved hende, var noget som vækkede den intense og faste vrede, som han så tydeligt kunne mærke i krop og sind. Det var ham. Stemmen indikerede det udelukkende. Næven knyttede han ganske let, hvor han alligevel tvang et smil frem på læberne. "De behøver ej lyve for mig, frøken Jaceluck," sagde han direkte, som han vidste hvor meget Noelle virkelig hadede denne slags arrangementer. Denne gang havde hun dog bare ikke muligheden til at tage flugten derfra. Evan gengældte kun Isiahs intense og faste mine. Ej var han bange for manden, som han denne gang nærmest måtte styre sin mordlyst, da det var denne, som stod stærkest i ham. "Det er mig mange år siden, at jeg har stået i Deres selskab, Isiah," sagde han endeligt, som han igen rettede sig op. Advarslen i den faste mine bed han ikke på. Den mand skulle ikke have lov til at styre ham som den marionetdukke, som han vidste, at Noelle var for ham. Ikke på vilkår! Tanken alene om dette, var noget som gjorde ham vred. "Ej troede jeg, at kongelige arrangementer var noget for Dem?" fortsatte han. Han bakkede i hvert fald ikke ud.

[Noelle Jaceluck]

Evan havde for vane at stikke næsen i ting som ikke vedkom ham, men derimod var hendes eget valg. Af samme grund var Noelle bestemt ikke tryg ved at han opsøgte dem. Hendes far havde gjort sig ret tydelig, da han havde bedt hende om at holde sig fra Evan i intimt henseende, et løfte hun havde givet men som ikke ligefrem var blevet holdt. Ganske vidst havde hun ej stillet sin lyst ved manden siden, men lysten til det havde været der.
"Det er ligeså meget et spørgsmål om sikkerhed, det burde De vide," kommenterede hun blot. Hendes tone var neutral, bar hverken præg af deres forrige skænderi, eller af den lidenskab der altid havde været mellem dem. Stadig prægede han ofte hendes tænker, men aldrig om hun ville erkende det.
Ingen af mændene lod til oprigtigt at bemærke hende, de var mere interesseret i at nedstirre hinanden, og bevise hvem af dem der var størst. Noelle mærkede hendes fars greb strammes en smule omkring hende, hvilket hun ligeså meget tog som en advarsel.
"Mine muligheder for at rejse til Rimshia er desværre få. Jeg ville naturligvis ønske at jeg kunne se mere til min pige," svarede han mørkt og vendte sig en kende provokerende for at kysse Noelles pande, med falsk omsorg.
Hun sank en klump og betragtede Evan med et lidt intenst blik. "Normaltvis nej, men jeg er trods alt handelsmand, desuden så jeg mit snit til at give min datter en god aften, med en.. værdig ledsager," svarede han med et lidt flabet drag om læberne. "Jeg ser de ankommer alene," det var en konstating mere end et spørgsmål og det var lidt for tydeligt at han morede sig.

[Deleted]

Noelle var ej den vigtige i denne situation, hvor det derimod var vigtigere for ham, at få Isiah af vejen, mere end hvad det andet måtte vægtes af betydning. Alene vreden meldte sig i hans krop og sind. Arrangementet var måske ikke ideelt, men der var en risiko ved stort set alt der foregik, og selv Jaqia agtede at gennemføre det. Selv ville han gøre sit, for at sikre sig, at det skulle blive en god aften, og derfor håbede han, at han kunne få den mand ud. Det var ikke noget, som kunne gå hurtigt nok!
"Og det giver Dem en grund til løgn?" spurgte han direkte, dog uden at slippe Isiah med blikket. Hans ord og stemme, var noget som gjorde ham vred. Han anså virkelig sig selv som værdig? Evan var bestemt ikke enig i dette tilfælde! Den falske omsorg. Det var jo lige før, at det var med til at give Evan brækfornemmelse! "Jeg må sige, at dette forekommer sjældent, Isiah," sagde han direkte. Kysset mod hendes pande, fik ham til at knytte hånden så kraftigt, at hans knoer endte med at blive helt hvide. "En værdig ledsager?" spurgte han denne gang med en mere hård stemme. Hans egen forlovede ville han ikke tvinge ud af døren, når det i forvejen var usikkert for hende. Visse ting, måtte han jo bare acceptere, at han måtte klare og håndtere på egen hånd. "Jeg kommer alene i aften, ja. Ej kan jeg se nogen problematik hvad det angår?" spurgte han denne gang med en mere hård stemme. Manden var afsløret. Han kunne lige så godt droppe skuespillet!

[Noelle Jaceluck]

Trods konflikter sidst havde skilt dem ad, så kendte Noelle stadig Evan godt, han var vred, hvilket ikke forundrede hende med de udtalelser han var kommet over med henblik på hendes far. Hendes smukke blik antog et lidt intenst glimt der ligeså meget var en advarsel. Det var farligt nok i sig selv at han henvendte sig, men hun ville ikke lade sig udfordre på den måde! "Det er mere et tolkningsspørgsmål," svarede hun lidt ligegyldigt, og lagde en blid hånd på sin fars bryst, i et forsøg på at aflede ham lidt. Hendes far ville formentlig forvente at hun opførte sig som en hærfører, men Evan var ikke en af de mere lydige, det ville komme til at gøre ondt på hende.
"Desværre ja," medgav Isiah køligt og tog ikke blikket fra Evan. Hans frie hånd lagde sig over Noelles og lod hende tro at det havde virket efter hensigt, selvom han ikke lod sig narre så let. Havde hun virkelig så lidt styr på sine mænd?
I det skjulte slog Noelle blikket ned, men kommenterede ikke noget. "Min datter skal ikke følges med hvem som helst, og jeg ser ingen mand i nærheden som kunne være værdige nok," afslørede han med brændende blik. Det var vigtigt at understrege at han ikke skulle tro at han var noget i forhold til hans datter.
Han lo med skjult hånd og rystede på hovedet, nød tydeligvis lidt for godt af Evans vrede. "Nej naturligvis ikke, jeg havde blot ikke forventet at se den store Strife, uden en kvinde på armen," han smilede lidt smørret og tog en tår af sin whisky.

[Deleted]

Evan var vred, og udelukkende kun fordi at han vidste, hvad den mand havde udsat hende for. Tanken var uden tvivl noget, der formåede at vække en klar og fast vrede i ham, som han normalt ellers i forvejen havde været god til at håndtere og holde i sig selv. Nu hvor han stod overfor Isiah, var det bare ikke muligt for ham.
"Et tolkningsspørgsmål, som jeg ikke er enig med dig i," sagde han kort for hovedet, dog uden at slippe Isiah med blikket. Han var vred. Han var uden tvivl præget af vrede. At Noelle forsøgte at holde manden på plads, var ikke noget som rørte ham. Selv var han nok ikke en af de lovlydige soldater som hun havde på marken, men han gjorde hvad hun ønskede af ham, når han var enig med hende, og lige hvad angik denne mand, så var han ikke enig.
At høre Isiah sige, at der ikke var nogen mand her, der var Noelle værdig som en partner, var noget som et sted var et slag direkte for ham også. Noelle var en kvinde, som han var glad for.. Nok lidt mere, end hvad han burde være. "Min forlovede har sine grunde til ikke at være til stede i aften. Du derimod, er mig en uvelkommen mand, Isiah. Jeg vil råde dig til at tage hjem," sagde han hårdt. Ikke at han var typen der lagde skjul på hvad han ønskede, og hvad han krævede, for det gjorde han ikke. Han sendte manden en hård mine. Han var virkelig fristet til at slå ihjel!

[Noelle Jaceluck]

Noelle stirrede vantro på ham. Godt nok var Evan ikke en mand der holdt noget tilbage, men hun håbede inderligt at han stadig havde sin sunde fornuft og ikke valgte at sige hende for meget imod i disse situationer. Des dårligere lys han stilte hende i, des mere smertefuldt ville det blive for hende når denne aften endte. Hun åndede en kende lettet op da hendes far lagde hånden over hendes, også selvom det ikke nødvendigvis var en god ting.
"Du burde vide bedre end at opstarte en diskussion med mig Evan," sagde hun advarende og skævede op til sin far, der smilede lidt tilfredst.
Et smil der dog senere hen falmede. Noelle var ikke enig i at der ikke var nogen mand her, værdi nok til hende. Enrico var skøn på mange måder, bare ikke for hende, Evan derimod var mere end værdi, desværre uaktuel. "De fornærmer mig Mr. Strife," sagde han og rynkede lidt på panden.
Noelle slap ham sin far og trådte et skridt frem. "Evan!" sagde hun fast og hævede hovedet så hun kunne søge hans blik med sit eget. "Det her er ikke det rette forum for den slags ytringer," hun nikkede lidt bestemt og håbede inderligt at det ville få ham til at falde lidt ned igen. En fats hånd lagde sig om hendes skulder. "Lad være Noelle. Da jeg sagde at ingen her var værdi til dig dig, troede jeg ikke at det ville blive en fornærmelse overfor den kære Strife, der jo er forlovet og formentlig er ligeglad," sagde han med blikket rettet mod Evan. Dum var han ikke, manden var ikke ligeglad!

[Deleted]

Evan stirrede fast i retningen af dem begge. Noelle var ikke en kvinde, som han var ligeglad med, og det havde han aldrig været. Den mand derimod, gjorde hvad der passede ham, hvor han samtidig også gjorde skade på folk.. Særligt hans datter, og det var slet ikke noget som han havde nogen forståelse for! Overhovedet ikke!
"Det er meget muligt Noelle, men selv du ved, at jeg ikke har tænkt mig at skjule mine meninger.. Særligt når jeg er uenig," sagde han kort for hovedet, som han endnu en gang vendte blikket i retningen af hende endnu en gang. Bange var han ikke for hende, såvel som han bestemt heller ikke var bange for Isiah.
"I så fald, så beklager jeg dybt," sagde Evan med en tydelig stemme præget af ironi. Han var bestemt ikke bange af sig. Overhovedet ikke faktisk. Han tog et skridt frem, som Noelle gjorde det samme. Hun skulle bestemt ikke stille sig i vejen for ham, og særligt ikke hvad det her angik! Han hævede blikket mod Isiah, som selv var en del større end ham. Ville han da påstå, at han var fuldstændig ligeglad?
Evans øjne begyndte at lyne voldsomt. Han rettede sig op, hvor brystet næsten automatisk blev skudt en anelse frem i stedet for. "Jeg vil på det kraftigste råde dig til at tage herfra, Isiah," advarede han med en fast tone. Han knyttede den ene næve, som begyndte at gnistre. Han var uden tvivl vred!

[Noelle Jaceluck]

Det der i virkeligheden var problemet, var at Evan havde opdaget de følelser hun engang havde næret for ham, og som nok aldrig var druknet helt, trods hun havde bildt sig det ind i frygtelig mange år. Hun kneb øjnene let sammen bag den smukke maske, og forsøgte at se meget autoritær ud. "Det er meget muligt, Evan men jeg er stadig din hærfører, og jeg beordre dig at lade det ligge," svarede hun hårdt. Normalt ville hun ej tage den tone i brug overfor ham, men med hendes fars øjne i nakken, så havde hun ikke andet valg.
Hun mærkede hvordan hendes fars negle borede sig ned i hendes skulder trods det skete lidt diskret. "Jeg troede du havde styr på dine mænd, kære. Skuffende," hans tone var mørk og bitter, hvilket fik det til at løbe Noelle koldt ned af ryggen.
De stod frygtelig tæt på denne måde og alligevel med en tavs trussel lagt dem i mellem. Hun forstod ikke hvorfor han overhovedet gik op i det, eller hvorfor det betød noget for ham, når det havde været ligegyldigt for alle andre. Stille rystede hun på hovedet. Han ville vel ikke være dum nok til at gøre brug af magi foran alle? "Jeg advarer dig. Jeg ønsker ikke at gøre mine egne folk ondt, men hvis ikke du slipper magien lige nu, så kan jeg blive tvunget til det," sagde hun så lavt så det kun var de tre der kunne høre det. Et sted var det også en tavs bøn til at han bare ville slippe det. Enten gjorde hun ham ondt, eller også måtte hun lide selv, og det nægtede hun!