The battle for Manjarno is not over yet..!

[Damien Nathanael Adams]

Var det underligt at Damien havde følt sig truet? Selv han havde jo set og mærket hvor meget Salvatore havde presset på, for at indtage den plads som far for Jarniqa, og selv det var ikke noget som han havde brudt sig om. Det var forfærdeligt! Det var ham som havde opdraget hende, og så skulle den mand slet ikke have lov til at tage den plads fra ham! "I alt for mange år, har jeg følt mig som pigebarnets fader.. Jeg ønskede ikke, at han tog den plads fra mig," lød det ærligt fra Damien. Den unge pige, som han pludselig havde stået med på armen, som intet andet end en byrde eller belastning, havde fået en langt større betydning for ham, end det som han nok lige havde regnet med, men han kunne da for pokker heller ikke ligefrem gøre noget ved det, som det stod lige nu. Den skade var sket, og det var end ikke fordi at det gjorde ham det mindste.
Ved Damien var der nemlig ej nogen forskel på hvordan tingene egentlig forholdt sig. Han nød hendes kærtegn, hvor han også ønskede at indtage den plads som drage, som han altid havde haft ved hendes side. "Nu skal du ikke blive for kæphøj," sagde han med et kækt smil på læben. Hertil valgte han at skifte form. At hun så ligeledes gav ham lov til at tage pladsen på hendes skulder, var det også noget som han gjorde. Han kravlede op af hendes arm og placerede sig over hendes nakke, hvor han slog halen let nedover hendes kraveben. Her slappede han af. Det var nogen ting, som var som de altid havde været.

//Out