The battle for Manjarno is not over yet..!

[Denjarna Dark Dynithril]

Let trak Denjarna på smilebåndet, som hun fornemmede, hvordan Damiens fingrer ligeså lukkede sig om hendes hånd. Underligt var det at tænke på, for ifølge hende havde de gjort dette for to dage tilbage, men for ham var der gået over femten år. Glad var hun dog for, at det ej havde ændret sig. Resten af den omkringstående verden syntes nemlig at have forandret sig. Drastisk endda. At han var tvivlsom omkring hendes eksistens, forstod hun godt, men på den anden side fandt hun det igen underligt, som hun igen ikke så på det som femten år. Af den årsag havde hun vel også lidt at forklare? Af hvad hun vidste, havde Jarniqa nemlig været alene om dette. Hendes hoved søgte en kende på sned. ”Det eneste jeg gav dig var at redde dit liv.. Den tjeneste har du på alle måder betalt tilbage,” kommenterede hun roligt. Intet skyldte han hende. Dog kendte hun ham – eller hun kendte Damien for femten år tilbage – og det betød, at han holdt fast i sin taknemlighedsgæld. At han nævnte det med de femten år, fik hende dog til at sukke og slippe hans hånd. Svært var det endnu for hende at acceptere. Særligt når ordene blev sagt på den måde, som han gjorde. Træt fandt hendes ryg tronens ryglæn. ”..Jeg forstår det stadig ikke.. For mit vedkommende er det kun for to dage tilbage,” sagde hun ærligt, inden hun valgte at begynde på den fortælling, som hun kendte til. ”..Jeg husker at alt sortnede.. At jeg troede, at jeg skulle dø.. I det næste øjeblik vågnede jeg op udenfor. Du må forestille dig min fortvivlelse, da jeg så op på himlen og kaldte på dig, uden at du kom.. Det næste jeg så var Nathaniel Diamaqima, som jeg troede havde dræbt dig, mit barn og snarligt mig. Han kaldte på … Jarniqa. Ikke en baby, men en femtenårig ung kvinde. Hun fortalte mig, at jeg havde mistet livet, og at hun nu havde fundet denne alkymist, der havde vækket mig.” Det sølvgrå blik vendte hun mod Damiens ansigt.

[Damien Nathanael Adams]

Damien havde levet livet igennem de sidste 15 år, hvor Denjarna nok havde stået temmelig stille. Dette ville tidsnok komme. Han trykkede let omkring hendes hånd og med et svagt smil på læben. Han var.. overrasket over, at stå ansigt til ansigt med hende. Særligt fordi, at han jo havde lagt hende i graven dengang.. Han havde lagt hende i graven, grædt over tabet og samtidig forsøgt at tage sig af hendes datter. Ikke at det var noget som han fortrød, for han var stolt over, hvad hun var endt med at blive til. "Som jeg sagde dengang, var det en evig gæld," sagde han med en sandfærdig stemme.
At det var svært for Denjarna at forstå, forundrede bestemt ikke Damien. Han forstod godt, at det kunne være svært, og det var ikke noget som han klnadrede hende for. Hovedet lod han søge på sned. Ville dette betyde, at tingene blev som de altid havde været? At han indtog pladsen som hendes drage ved hendes side..? Og hvad så med Jarnqia? Hvad skete der med hende? "Jeg ved godt, at det er svært for dig, Denjarna.. Og at mange år er gået. Jeg gjorde hvad jeg kunne, for at leve op til de ønsker og krav, som du stillede til mig. Årene har passeret, og din datter, er blevet en smuk ung kvinde, som du kun kan være stolt af," sagde han med en rolig stemme. Han endte med at knæle foran hende. Selv her, var han kendt med sin egen plads, og særligt når det foregik på denne her måde, så var det bestemt heller ikke noget, som sagde så lidt. Han kyssede let hendes knoer. Kvinden som havde givet ham mulighederne. Det var alt sammen.. fantastisk. Intet mindre end fantastisk. "Men du er her.. Det er mig det vigtigste," sagde han med en ærlig stemme.

[Denjarna Dark Dynithril]

Evig gæld. Det princip formåede Damien i sandhed at efterleve. Han var vel også den eneste, som i sandhed stod Denjarna bi? Trofast havde han været hos hende på slottet. Trofast havde han siddet på hendes skulder på tronen, og ligget på hendes chaiselong i soveværelset. Trofast havde han rejst med hende, som hun havde søgt Salvatore. Trofast havde han blevet hos hende under fødslen. Trofast havde han opfostret hendes datter, selvom hun ej havde været hans af kød og blod. Trofast havde han kæmpet for hendes kongerige, skønt der ingen dronning havde været. Hun trak på smilebåndet. ”Ord som du aldrig har svigtet”,” sagde hun i en varm røst, som det ej kunne være anderledes. Hvad hun derimod ønskede kunne have været anderledes, var de femten år. Hårdt var det, og særligt det faktum, at hun ikke havde den lille pige, som hun ellers havde regnet med. Hun skulle vel stadig elske hende, men svært var det, når man ej havde vokset til det.. Hun var inden forælder, som Damien var, og den tanke gjorde ondt. Aldrig havde hun ønsket et barn, men selv havde hun da ønsket at gøre sit bedste, som hun havde fået et. ”Og du har i sandhed levet op til de krav.. Du har gjort det bedre, end hvad jeg nogensinde havde kunnet,” endte hun med at sige. En dag havde hun nået at tilbringe med sin datter, og svært havde det været. Dog havde hun nået at se, hvilket arbejde Damien havde gjort. Hendes sølvgrå blik fulgte hans handlinger, som han knælede for hende og kyssede hendes knoer. Let gav hun hans hånd et klem. ”Og ej er jeg her for at gå,” lovede hun ham. Hun ville regere igen. Præcis som hun havde gjort inden sin rejse. Hendes blik hvilede på ham. Mærkværdigt forekom det hende endnu at se ham som et menneske. Som et chok var det også kommet for hende, som han en dag havde forvandlet sig til sin kønne mandlige skikkelse.

[Damien Nathanael Adams]

Aldrig havde det faldet Damien ind, at skulle svigte Denjarna, selvom hun havde ligget i graven og havde været borte i frygtelig mange år. Han bed tænderne tydeligt sammen alene ved tanken.. Havde han svigtet hende? Havde han svigtet ehnde, ved at forsøge at leve op til det som hun havde krævet og forventet af ham? Særligt på den måde, som det nu var foregået? "Aldrig kunne det falde mig ind, at skulle svigte dig," sagde han ærligt. Dette var ord, som han kunne stå inde for, og love hende.
Damien gled ned på knæ. Han ville ikke påstå at han ville have gjort det bedre, end hvad hun kunne præstere, men han havde gjort det, så godt som det nu havde været ham menneskelig muligt. Nemt have det ikke ligefrem været, og særligt ikke, når det hele foregik på denne her måde. Han kyssede let hendes knoer. Ville tingene blive som de altid havde været før hen? Ville han flytte tilbage på hendes soveværelse, hvor han sov på chaiselongen? Som han førhen havde gjort? Der var bare meget at skulle tage hånd om, og særligt når det var på denne her måde. "Bare du er stillet tilfreds med hvad jeg har præsteret. Jeg har gjort det efter bedste hensigt," sagde han med en rolig stemme. Dette var ord som han rent faktisk måtte mene. Han trak svagt på smilebåndet, som han igen hævede blikket op mod hendes skikkelse. "Blot enkelte ting, bliver som de førhen har været, Denjarna," sagde han endeligt. Han havde virkelig brug for at kunne trække sig for en gangs skyld og bare.. være det væsen, som han til nu havde været.

[Denjarna Dark Dynithril]

Aldrig havde Denjarna betvivlet Damiens loyalitet. Ej heller havde han nogensinde givet hende grund til det. Trofast havde han nemlig været ved hendes side, siden dengang hun havde fundet ham. Selv i døden havde hun bevidnet, at hans end ikke havde svigtet hende. Han var nemlig i sandhed den eneste, som havde stået hende bi i medgang og i modgang. Personligt ville hun have ønsket, at visse andre personer havde vist hende den selvsamme loyalitet. Hendes rådgiver, Salvatore, for eksempel. Dog havde hun altid vidst, at mænd var utroværdige, og derfor burde det faktum end ikke have kommet bag på hende. Damien skilte sig vel bare ud fra de andre mænd, fordi han var halv drage? Hun sendte ham et smil. ”Rejs dig, min ven,” bad hun ham roligt, som han ikke blot var hende en trofast tjener, men også en ven. Roligt hvilede hendes blik på ham. Tilfreds var hun uden tvivl med det arbejde, som han havde gjort med Jarniqa. Selv vidste hun end ikke, om hun ville have været i stand til at gøre det samme. Hun havde trods alt aldrig haft med børn at gøre, hvor hun aldrig heller havde ønsket sig dem. Salvatore havde tydeligvis heller ikke ønsket sig dette, som han ej var at spotte her. ”Hvordan skulle jeg ikke kunne være tilfreds? Jeg vidste, at du aldrig før havde påtaget dig et lignende arbejde, og alligevel gjorde du det. Selv ville jeg end ikke have vidst, hvad jeg selv skulle have stillet op,” lød det sandfærdigt fra hende. Aldrig havde hun ønsket børn, hvilket hendes tidligere mand altid havde gjort. Derfor var det vel næsten humoristisk, at hun var endt med barnet og aldrig ham? Hendes hoved søgte en kende på sned. ”Hvilke enkelte ting?” spurgte hun ham roligt, som hun ønskede, at han uddybede sit svar.

[Damien Nathanael Adams]

Damien havde lagt absolut alt sin loyalitet ved Denjarna, og særligt fordi at hun havde vist ham, at hun havde været en af dem som virkelig havde vist ham, at han kunne stole på hende. Han rejste sig roligt op igen på hendes ønske, hvor han denne gang blev stående overfor hende. Mærkeligt og underligt føles det endnu at stå overfor hende, i og med, at han igennem de sidste 15 år, havde anset hende for at være død, og nu var hun rent faktisk i live. Hun var der rent faktisk. Underligt forekom det for ham! "Selvom du ej har ønsket dig børn, kan jeg fortælle dig, at Jarniqa i mange år har snakket og spurgt ind til dig. Jeg har opdraget hende som jeg fandt det bedst i Benden.. Ganske vidst frem til dødsenglene angreb Paggeija," sagde han roligt. Så godt som det havde været ham menneskelig muligt og til hendes minde, havde han gjort dette, så i sig selv, kunne det ikke komme bag på nogen, kunne det.
Damien ville elske, at visse ting kunne blive, som de førhen havde været. Han trak ganske let på smilebåndet, som han igen lod hovedet søge let på sned. "At jeg om drage, som førhen, indtager pladsen på chaiselongen på dit kammer, underlagt dit styre. Jeg er ej i tvivl om, at du vil gøre det rette for landet her," sagde han endeligt. Igen trykkede han omkring hendes hånd. Kun hende og Jarniqa vidste og kendte til hans drage-hemmelighed, og det var sådan, at han ønskede, at det skulle forblive.

[Denjarna Dark Dynithril]

De sølvgrå øjne fulgte Damiens bevægelser, som han nok engang rejste sig på benene. Ingen tvivl bar Denjarna omkring hans loyalitet. Loyal havde han nemlig været i al den tid, som han havde været ved hendes side, og selv efter hendes bortgang, kunne hun forstå på det hele, at hans loyalitet havde varet ved. ”Og på trods af, at du har opfostret hende borte fra al dette, kan jeg forstå, at hun alligevel fandt vej til tronen,” kommenterede hun selvtilfredst. Ganske vidst vidste hun endnu ikke, hvordan hun skulle forholde sig til sin datter, men en ting var sikkert.. Stadig var hun stolt over, at retfærdigheden og stoltheden tydeligvis lå i blodet, som hendes datter havde valgt at følge i hendes spor. Hendes hoved søgte en kende på sned. ”Men sig mig.. Jarniqa fortalte, at I fandt Salvatore.. Hvor er han henne i al dette? Hvorfor er han ikke her?” spurgte hun, hvor der pludselig var kommet en vis skarphed over hendes toneleje. Ej over Damien, men over Salvatore. Ej begreb hun nemlig, at han ikke var, hvor han hørte til. At han dernæst spurgte, om han kunne få sin gamle plads hos hende, måtte hendes blik fortsat hvile roligt på hans skikkelse. En attraktiv mand var han, hvor hun personligt var sikker på, at han ville have kunnet klare sig, hvis blot han havde vidst, hvordan han skulle føre sig frem. ”Hvis ej du er komfortabel i din menneskeskikkelse, vil jeg fritage dig den rolle. Du har klaret dig fabelagtigt indtil nu, men hvis du ønsker, at alt skal være ved det gamle vil det være sådan, at det bliver,” sagde hun ærligt i en rolig tone, hvor hun blidt klemte om hans hånd. ”Forlad din menneskeskikkelse og indtag din drageskikkelse igen, min ven, hvis det oprigtigt er, hvad du ønsker. Pladsen på min skulder og puden i mit kammer, kan du nok engang få.”

[Damien Nathanael Adams]

Altid havde Damien været Denjarna loyal, og dette ville han fortsætte med, frem til den dag han selv måtte gå i graven. Han blev stående overfor hende og med et smil på læben. Vidste Jarniqa at hendes moder stod her? Kvinden som havde skænket hende liv? Den kvinde som havde mistet livets pust, for at give hende det? Han trykkede let omkring hendes hånd. "Det kan godt være, at hun aldrig har kendt til dig, men hun ligner dig mere end hvad godt er til tider," sagde han med et stille smil på læben. Selv Jarniqa havde givet Damien sved på panden fra tid til anden, men han kunne kun være stolt af, hvad hun var blevet til, og særligt fordi at det var hans fortjeneste ene og alene.
Som hun spurgte ind til Salvatore, vendte han blikket mod hende igen. "Jeg fandt ham.. Han hjalp Jarniqa med sin træning, frem til Theodore Acheron tog over.. Jeg brød mig aldrig om den mand. Af hvad jeg ved, er Salvatore tilbage i Procias," sagde han sandfærdigt og med et kort træk på skuldrene. Han var egentlig mere fristet til at lade Salvatore gøre det, end at lade Theodore gøre det, men det var vel heller ikke et problem længere?
Damien havde aldrig været tilfreds med sin menneskelige skikkelse. Hvorvidt om han var en flot mand eller ikke, var aldrig noget som han var gået særlig meget op i, nogen steder. "Jeg har aldrig brudt mig om det, hvilket du ved. Kan jeg, så vil jeg hjertens gerne indtage pladsen på din skulder igen. Jeg frygter dog bare hvad din datter siger til det," sagde han endeligt. Nu hvor han havde været en far for hende i så mange år. Hvad ville hun da sige til det?

[Denjarna Dark Dynithril]

Muntert trak Denjarna på smilebåndet ved hans ord. Hvordan hendes egen datter var, vidste hun end ikke, men tilfreds kunne man vel kun være over, at ens datter lignede en selv? Også på trods af, hvad hendes eget liv havde budt hende? ”I så fald ved jeg, at det hele har været overladt i gode hænder,” kommenterede hun med et smil på læben. Hvordan hun og hendes datter måtte ligne hinanden, ville hun vel snarligt finde ud af? Hun var vel nødt til at lære hende at kende, nu hvor hun var her og Jarniqa var femten? Svært havde hun det dog med det, som hun aldrig havde brudt sig om børn eller andre kvinder.. Derfor var det uden tvivl en opgave, som hun var kommet ud på. At Jarniqa ikke kun skulle være hende en opgave, men at Salvatore også skulle, irriterede hende kun. Hvad var det der gjorde, at gode mænd var så forbandede svære at finde? Damien var vel kun let, fordi han var mere drage end mand? ”Salvatore skal jeg nok tage mig af,” endte hun kortfattet med at sige. ”Og Theodore Acheron vil ikke længere have noget med Jarniqa eller Manjarno at gøre.” Venligt stemt overfor nogen af mændene var hun ikke lige pt, som de begge havde vist sig at være en torn i øjet på hende. Salvatore fordi, at han ej havde påtaget sig fader- eller rådgiverrollen, og Theodore fordi, at han havde invaderet hendes land. Hun slap et suk. Al det skulle hun dog nok tage sig af, som hun ville kontakte Salvatore og afvente Dvasias’ reaktion. Al det måtte dog vente, som det nu var Damien der var her. ”Hvis min datter har levet med dig i femten år, vil hun forstå. Jeg selv vil i hvert fald ikke hindre dig i at indtage din gamle skikkelse. Du har nemlig allerede gjort mere for mig, end hvad jeg kunne bede om.”

[Damien Nathanael Adams]

Uden tvivl kunne man sige, at Jarniqa lignede sin moder. Han tog det nu slet ikke så tungt. Det var rent faktisk en tanke som han var stolt af. Med andre ord, så havde han faktisk gjort det ordentligt og rigtigt, selvom han ikke havde haft nogen anelse om, hvordan man skulle håndtere den form for størrelse. "Jeg gjorde blot, hvad du ønskede af mig.. bad mig om, inden dit sidste åndedrag," sagde Damien med en rolig stemme. Tanken om det, kunne stadig give ham mareridt. Hvordan han havde gravlagt hende med en skrigende lille pige på armen. En lille pige, som han i udgangspunktet slet ikke havde vidst hvordan han skulle håndtere, for han havde jo aldrig været vant til menneskelig omgang. Det var noget som hun havde lært ham. Han sukkede tungt og rystede så på hovedet igen. Theodore var væk nu, og Salvatore var lige så. Det passede et sted Damien fint. "I frygten for at lyde til at tage manden i forsvar, så har han forsøgt. Jarniqa fandt det svært.. Det tog mig 15 år at finde ham," sagde han endeligt. At det bare skulle være dem, var noget som han faktisk havde det ganske fint med, hvis han selv skulle sige det. Selvom det den tvivl var svært.. Meget svært for ham, at begribe, at hun rent faktisk var der, så var det virkelig rart. Han sendte hende et smil. "Tror du der kommer en reaktion på det her?" spurgte han med en dæmpet stemme. Han frygtede hvad der ville ske med hende og Jarniqa.. Særligt nu hvor han selv bøvlede med sit syn efter det angreb som var sket dengang. "Jarniqa kender mig ikke som meget andet end den mand som jeg er.. Hun har oplevet landet på min ryg.. Men end ikke det kan jeg mere. Jeg lider under angrebet som sidst skete på Manjarno. Dette kører mig træt," fortalte han. Han ville jo heller ikke gøre det værre for Jarniqa, end hvad det måtte være i forvejen.

[Denjarna Dark Dynithril]

Dit sidste åndedrag. Forkerte syntes ordene endnu i Denjarnas ører. Kropsmæssigt og følelsesmæssigt følte hun nemlig ej, at hun havde været død i adskillige år. Dog kunne hun se, at omverdenen fortalte en anden historie. Desværre.. ”Og du gjorde det bedre, end hvad jeg nogensinde kunne have forestillet mig,” lød det mildt fra hende. ”Men lad os ej fokusere på den tid, hvor jeg var borte.. Lad os i stedet fokusere på den tid, som vi nu igen har sammen.” Var det noget under, at hun ikke ønskede at tale om sin egen død, når hun end ikke forstod sig på den? Skræmmende var det nemlig at vide, at man havde været væk, uden at man selv havde opdaget det. Derfor ønskede hun blot, at alt ville fortsætte, som det hidtil havde gjort. Brynet løftede hun, som Damien tog Salvatore i forsvar. ”Muligvis forsøgte han, men hans pligt er ej at sidde i Procias, men derimod at være her. I Manjarno. Sit gamle liv lagde han bag sig, som han valgte at knæle for mig,” svarede hun kort for hovedet. Hvad var der også med, at mændene i hendes liv løb i hver sin retning, så snart hun vendte blikket væk? Derick havde gjort det, og nu skulle det vise sig, at Salvatore end ikke var det bedre. Trættende var det, men ej var det en samtale, som hun skulle drøfte med Damien. Hendes sølvgrå blik hvilede på hans ansigt. Om der ville komme en reaktion på dette? ”Måske, måske ikke. Landet blev taget, da der ej var en dronning. Aldrig rørte Dvasias Manjarno i den tid, hvor jeg sad her.. Derfor er det ikke til at sige, om de har modet nu,” sagde hun ærligt. En ting var dog sikkert, og det var, at Manjarno ej ville blive dvasiansk igen. Det måtte blive over hendes lig! Hendes blik blev det mere intenst. ”Hvad mener du med, at du lider?” spurgte hun sigende. ”Men med hensyn til din skikkelse.. For mit vedkommende vil din drageskikkelse ikke bringe mig nogen kvaler. Det er trods alt den, som jeg lærte at blive bekendt med.. Hvis du oprigtigt mener, at dette vil skabe et problem hos Jarniqa, ville det så være muligt, hvis du kun viste hende din menneskelige skikkelse?”

[Damien Nathanael Adams]

Svært var det at stå overfor Denjarna, som faktisk burde ligge i sin grav, men derimod ikke gjorde det. Han følte hvordan hans hjerte hamrede mod hans bryst. At det var svært for hende at snakke om, kunne han da derimod godt forstå. Det skulle endelig ikke være for det. "Jeg er glad for, at det har levet op til dine ønsker," sagde han endeligt. Han havde virkelig forsøgt, og han havde virkelig gjort hvad han kunne. Han nikkede og med et skævt smil. "Det er også hvad der har størst betydning, Denjarna. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle stå ansigt til ansigt med dig igen," sagde han med en ærlig stemme. Uden tvivl var det noget som virkelig betød meget for ham.
Uanset hvordan det lød, var det bestemt ikke fordi at Damien ønskede at tage den mand i forsvar, selvom det måske godt kunne lyde sådan, så kunne han ikke rigtigt gøre noget ved det lige nu. Han trak vejret dybt. "Du har ret.. Han har generelt været uønsket både hos Jarniqa og jeg," sagde han sandfærdigt, som han igen vendte blikket mod hende. Han havde altid stået der.. Selv forsvaret et land, som havde stået uden en dronning, og han havde tydeligt måtte lide under det angreb som var sket på Neutranium på daværende tidspunkt. "Jeg håber at reaktionen er mild i forhold til hvordan den har været," sagde han sigende. Den menneskelige kontakt, havde han jo aldrig rigtigt været god til. Han nikkede. "Så lad mig indtage skikkelsen som drage omkring dig, og menneske omkring hende. Jeg ønsker jo ligeledes at være der for hende, som jeg har været de sidste mange år." Han rettede sig op endnu en gang. Han sukkede let. "Da landet blev indtaget, forsøgte jeg at forsvare det. En dødsengel valgte at blænde mig ved brug af pile. Han hamret dem i mine øjne.. Jeg kan knapt se.." sagde han endeligt. Det var på bedringens vej.. men stadig meget begrænset hvad han kunne se.

[Denjarna Dark Dynithril]

Damien havde på alle måder levet op til Denjarnas krav, som han havde taget sig af hendes datter. Ganske vidst forstod hun endnu ikke i hvilken forstand han havde gjort det, men det vigtigste for hende var også bare, at han havde gjort det. Hvorledes han helt præcist havde taget sig af hendes datter ville hun vel finde ud af, som hun lærte pigen at kende? Skræmmende forekom den tanke dog, som man vel ikke burde lære sit eget barn at kende.. Man burde nemlig kende det, som man burde have været der. Det var dog intet, som hun kunne gøre til eller fra. ”Jeg er glad for, at det kunne laves om på,” kommenterede hun med et svagt smil på læben, som han kommenterede sin overraskelse over hendes tilstedeværelse. Hendes hoved søgte en kende på sned. Overraskende var det for hende at høre, hvordan Salvatore både havde været uønsket blandt Damien og Jarniqa. Hvad havde den mand gjort, siden han havde stillet sig i så dårligt et lys blandt de to? ”Og hvordan kan det være?” endte hun nysgerrigt med at spørge, som hun var interesseret i at forstå sagen. Særligt nu hvor hun havde fundet ud af, at hun havde været borte i over femten år. At hun havde været væk i så mange år gjorde også, at hun håbede, at den næste tid ville være hende mild. Derfor håbede hun ligeså ej heller, at Dvasias’ øje ville vende sig mod hende, som der åbenbart var en del at tage fat i her i landet. Kroppen endte hun med at løfte fra tonen, så hun i stedet kunne stå foran ham. Blidt lagde hun hånden imod hans kind. ”Ej vil Dvasias få nogen magt over landet her igen. Det lover jeg. Ligeså vil jeg gøre mit for, at du ikke bliver udsat for flere skader,” sagde hun bestemt i en rolig tone. Hendes blik hvilede i hans. ”Jeg vil se, om jeg kan stille noget op med din skade. Dog kan jeg intet gøre endnu, som jeg kan mærke, at mine egne kræfter har brug for tid.” Let strøg hun tomlen over hans kind, inden hun trak hånden til sig igen. At de nåede til en enighed om, at han kunne agere som drage over for hende og resten af omverdenen, passede hende fint. At han ligeså var opmærksom på hendes datter, passede hende også udmærket. ”Indtag din drageskikkelse nok engang, og vis dig som din menneskelige, når det er nødvendigt,” sagde hun roligt, som han havde tilladelsen til at skifte form igen.

[Damien Nathanael Adams]

I Damiens verden, havde han kun gjort hvad hun havde ønsket af ham, og selv følte han endnu ikke, at han havde gjort hvad der skulle til, for at imødekomme det som han følte at han skyldte hende. Det ville være ham en gæld, som han stod ved resten af sit lange liv. Han havde jo selv levet i rigtig mange år, så der var rigtig mange af dem at tilbagebetale den gæld i. Han sendte hende et kort smil. Hun var der, og naturligvis var det jo det, som var det vigtigste. "Det samme er jeg," sagde han med et stille smil på læben. Han trykkede let omkring hendes hånd, hvor han let lod hovedet søge på sned. Salvatore havde for det første truet hans rolle som pigens far, for det var jo det som han havde levet som frem til nu. Og selv hun havde ikke ligefrem virket interesseret i sin far på den måde. "Jeg håbede at Salvatore kunne hjælpe hende med sin magi.. Jeg.. regnede vel bare ikke med, at jeg skulle føle mig så truet på det," erkendte han endeligt. Han var bestemt ikke meget for at sige det, for et sted var det jo direkte pinligt. Han var jo ikke pigens far, selvom han følte det sådan.
Hånden som strøg over hans kind, fik hans øjne let til at lukke i. Han følte en lettelse, når hun rørte ved ham. Det var dertil også bare hende og Jarniqa, som havde fået lov til at gøre det. "De får ikke lov til at lægge en finger på dig," sagde han med en mere fast tone. Selv han vidste jo, at Dvasias ville komme til at reagere på dette før eller siden, og bare tanken om at skulle miste hende igen.. det ønskede han slet ikke. Hovedet lagde han mere ind mod hendes hånd, som et tegn til at hun gerne måtte fortsætte. Han sukkede let. "Jarniqa skænkede mig den afgørende hjælp kort efter hændelsen. Efterfølgende fik jeg behandling i Procias. Ej skal du føle dig tvunget til noget.. Således som nu, er på bedringens vej," sagde han med et smil. For nu lettet. an havde jo stadig et liv, som man kunne kalde for værdigt. Han nikkede. Så lang tid, at han kunne indtage sin plads, som førhen, så ville han være glad.. Samtidig med at han kunne være der for Jarniqa. Han lukkede øjnene denne gang, hvor han skiftede form. Ikke den store drage fra tidligere, men den typiske lille, som hun havde haft siddende på skulderen for 15 år siden. Han brummede svagt og vendte de matte øjne op mod hende. End ikke den klare gnist var at se i dem længere.

[Denjarna Dark Dynithril]

At Damien sågar havde følt sig truet af Salvatore – Jarniqas fader – fik Denjarna til at trække morende på smilebåndet. Vidt forskellige mænd var de, og derfor fandt hun det morsomt, at han kunne føle sig truet over det. Hvorvidt Salvatore delte denne trussel med ham, tvivlede hun desuden ærlig talt på. Ej fordi, at der var noget i vejen med Damien, men nærmere fordi, at hun aldrig før havde oplevet Salvatore truet. Han var derimod altid rolig.. Til tider irriterende rolig. Især når man stammede fra Dvasias, som hun ellers gjorde. ”Ej kan jeg se manden her. Derfor har du intet at føle dig truet over, Damien,” konstaterede hun sandfærdigt, skønt det ikke just hujede hende, at Salvatore ej var her. Faktisk følte hun blot en skuffelse. En skuffelse over, at han ej havde værdsat hendes kongedømme, og en skuffelse over, at han ej havde ønsket at finde hende. Både Damien og Jarniqa havde trods alt fortalt hende, at de havde fundet ham, og derfor havde manden ingen undskyldninger at give. Let trak hun på smilebåndet ved hans reaktion, som det var tydeligt at se, hvordan han stadig værdsatte hendes kærtegn. Endnu noget som var ved det gamle. Alt ved Damien var vel ved det gamle? Hans troskab var om end, som han igen forsikrede hende, at han stod hende bi. En loyalitet, som hun kun kunne værdsætte. Roligt trak hun hånden til sig igen. ”Du er under min vinge, og det er derfor op til mig at sørge for, at du er rask og vel. Desuden.. Jeg husker sidst du var skabet, samt hvem der fik ret,” kommenterede hun sigende, skønt et svagt smil måtte hvile på hendes mundvige. Opmærksomt fulgte hun ham med blikket, som han nok engang skiftede form til den miniaturedrage, som hun nok engang var så bekendt med. Ej vakte dette skift nogen spørgsmålstegn hos hende, som det blot var, hvad hun var vant til. ”Kom med.. Stablen her må vide, at alt er ved det gamle igen,” meddelte hun, hvor hun gjorde tegn til, at han kunne tage plads på hendes skulder, inden hun roligt begyndte at gå.

// Out