The battle for Manjarno is not over yet..!

[Theodore Jarvis Acheron]

Denjarna Dark Dynithril

---

Det var hen på aftenen, da Theodore endnu en gang havde taget pladsen i tronen i Neutranium. Endnu kunne man nemlig sige, at det var denne, som han skulle sidde på, og ej Jarniqa, som på ingen måder var klar til denne endnu. Hænderne strøg over den ellers så ensomme stol, og med en intens og fast mine i ansigtet. Selv på trods af, at det endnu tydeligt måtte være vancieret efter kamoen i DeLoca Mansion, og nok ville være det for resten af hans liv.
Igennem dagen havde der foreløbet enkelte audienser. Flere og flere folk var begyndt at komme frem, dog selvom antallet på ingen måder, var særligt tilfredsstillende. Men en start var det, og det var hvad han selv måtte anse som det vigtigste. Lige hvad det angik, ville selv han mene, at han var blevet ganske retfærdig hvad den slags angik, såfremt at de naturligvis fremlagde en problematik for ham, som han rent faktisk følte, at han kunne gøre noget ved.
Det var ved at være sent, i i anledningen, afventede han at Jarnqia ville komme hjem. Han kneb øjnene let og fast sammen, hvor han selv blev siddende, uden at fortrække en mine. Selv gjorde han blot, hvad han havde fået at vide, af Jaqia, at han skulle, og det var det, som han stod fuldkommen fast på, når det endelig skulle være. Faklerne brændt omkring ham, som en kilde til lys. Selvom Manjarno igennem rigtig mange år, havde været kendt for at være et neutralt land, var man ikke et sekund i tvivl om, at det var mørket, som havde overtaget. Ikke at det var noget som rørte ham. Selv var han Dvasias for evigt loyal, og dette var bestemt ikke noget undtag. Han mente det i sandhed, når han stod som Jarniqas træner. Der var endnu meget for hende at lære, og særligt om det at handle, styre og regere.. Og hvem gjorde det bedre end ham?

[Denjarna Dark Dynithril]

Så sent som i går var det, at Denjarna var blevet ramt af livets pust igen. Skønt hun havde ønsket at sile tilbage til sin trone, havde hun ladt være, som hendes nu femtenårige datter havde fortalt, hvordan verdenen nu så ud. Et hårdt udtryk havde det givet hende at høre hele fortællingen. Først havde der været erobringen af hendes land, hvor en forpulet og gal vampyr havde sat sig på hendes trone, og tilsyneladende også myrdet hendes folk. Dernæst havde hun fået af vide, at Salvatore var blevet fundet, men at han havde flygtet fra sin plads som kongelig rådgiver. Det sidste nye var dog, at hendes datter sad som kommende regent af landet, men under Dvasias. Mistænksom havde det øjeblikkeligt gjort hende, som hun kendte mørkets land på en måde, som ikke mange andre gjorde. Derfor hujede det hende bestemt ikke, at mørket havde formået at lulle hendes datter ind i en falskhed! At pigens fader endvidere ikke havde forsøgt at stoppe dette, måtte hun også kun ryste på hovedet til. Rammer var derfor tydeligvis nødsaget til at blive sat på plads! Og hvem var bedre til den opgave end hende? Hun kendte både landet og verdenen, og derfor forstod hun sig bedre på den end sin datter. Hun forstod endda også mere end denne Theodore Acheron, som hun havde set langt mere, end hvad han havde! Derfor havde der også kun været en ting for hende at gøre..
Med faste skridt bevægede Denjarna sig ned af de kun for velkendte gange. En lang og yndefuld smaragdgrøn kjole bar hun, som hun havde fået Jarniqa til at medbringe en af hendes gamle klæder til hende. Selv havde hun nemlig ønsket at kunne føre sig frem med den fortjente værdighed, som hun tog sit land tilbage. En bestemt genlyd gav hendes skridt, som hendes støvle sikkert klikkede mod gulvet. Som hun nåede tronsalens lukkede døre, måtte hun lade sin kappes hætte søge ned, så hendes afmålte ansigt kom til udtryk. ”Åben døren,” bad hun auditært. Hun skulle ind og vise, at Dvasias ingen magt havde over Manjarno! Som vagten så og hørte hende, syntes han dog som en, som havde set et spøgelse. ”D-Deres Ma-Majestæt?” famlende greb han ud efter dørhåndtaget, så han fik skubbet dørene op for hende. Øjeblikkeligt trådte Denjarna stolt frem, hvor hendes blik med det samme faldt manden på tronen. Kynisk søgte et smil over hendes læber. ”Jeg sætter pris på, at du har villet holde sædet varmt for mig, men tiden er nu inde til, at du forsvinder,” sagde hun kort for hovedet. Hun ville bestemt ikke være så mild og naiv, som hendes datter havde været! Hun kendte nemlig til spillet, og derfor ville hun heller ikke bare være sådan at manøvre rundt.

[Theodore Jarvis Acheron]

At den gamle dronning af Manjarno, var blevet vækket, var selv en nyhed, som var gået Theodore forbi. Hans fokus hvilede nemlig på helt andre punkter og steder, end hvad det måske havde bedre til gavn. Meget var der nemlig sket i disse lande, og særligt efter at Zean og Macaria havde blandet sig. Det var endnu et kaos af dimensioner, som der skulle ryddes op i, og det var bestemt heller ikke altid fordi at det gjorde sagerne meget nemmere for deres vedkommende.
At døren endnu en gang måtte glide op, fik Theodore til at vende blikket direkte mod vedkommende. Han var ikke meddelt, at der ville komme andre. Selv lystrede han blot ordre, som han havde fået af Jaqia, og dette var noget, som han uden tvivl havde tænkt sig at fortsætte med! Landet var mørkt, og folket var ved at finde sig til rette med de omstændigheder. Der blev nemlig ikke ført krig længere, og det var naturligvis også noget, som skulle udnyttes i den forstand, at man kunne. Han kneb øjnene sammen. Et sted følte han jo kun utilfredsheden ved denne kvinde, og særligt når det foregik på denne her måde. Det var selveste Denjarna Dynithril. Var hun kommet retur fra de døde? Ganske langsomt rejste han sig op fra tronens stol og lod hænderne roligt falde ned langs sin krop i stedet. "Ikke har man set skyggen af dig de sidste 15 år.. Og her står du. Hvis du har i sinde at tro, at jeg forlader stedet her, så tager du fejl," sagde han med en kortfattet stemme. Ej kunne man sige, at dette var med en glæde, at stå overfor hende, for det var det bestemt ikke.
Hovedet lod Theodore søge på sned. Nej, ikke at han ønskede kamp og strid. Dette land var underlagt Dvasias, og hun skulle bestemt ikke komme og tro, at han bare ville bukke for hende, og lade hende tage pladsen igen, for det var slet ikke noget som ville komme på tale. "Forsvind herfra," sagde han med en fast tone. Hvad gik hun rundt og troede om ham? At han bare ville bakke ud, når han selv havde en opgave at føre til døren? Desuden var han i fuld gang med arbejdet med, hvilet han bestemt ikke lod denne kvinde ødelægge for ham, såvel som Dvasias! Der var en mening med alt dette!

[Denjarna Dark Dynithril]

Venligt stemt ville denne Theodore Acheron garanteret ikke være over for hende, men det tog Denjarna nu engang ikke særligt tungt. Værre og værre var hendes forhold også kun blevet til hendes gamle hjemstavn, som årene havde gået. Af den årsag tillod hun ej heller, at Dvasias’ dronning gjorde krav på hendes kongedømme! Væk havde hun muligvis været i de seneste par år, men stadig skulle man ikke tage fejl af, at hun havde været godt for landet her. Det var nemlig hende som havde skabt ro og struktur i gaderne igen, hvor Dvasias nu havde skræmt befolkningen til at underlægge sig. Selv havde hun nemlig fået historien om, hvordan Dvasias først havde overtaget landet med magt og dernæst vandaliseret dets borgere, for nu stadig at kræve det som sit. De sølvgrå øjne holdt hun fasttømret på hans skikkelse. Selv passede det hende udmærket, at han rejste sig fra tronen, for ej havde han nogen ret til at sidde der! Skridtene lod hun fortsætte ned ad det aflange rum. Hun skulle forsvinde herfra? Ikke tale om! ”Du er greve i Dvasias, og ikke konge af Manjarno. Lyt derfor til mine ord og forsvind fra dette land,” sagde hun fast, som hun bestemt ikke gav sig! Selv var hun ligeglad med, hvad Jaqia Angleráx havde givet ham af ordrer. Det var nemlig ej heller hendes land. Morsomt havde det måske været for dem at lege med landet her, men nu måtte det stoppe. Endnu engang var hun tilbage, og derfor var der andre præmisser nok engang. ”Sig til din dronning, at Manjarnos dronning er vendt tilbage. Fortæl hende, at Manjarno nok engang er et selvstændigt land, og at det ej er interesseret i Dvasias’ midler. Min datter troede muligvis jeres løgne om, at I ville kunne hjælpe.. At I ville kunne samarbejde, men jeg ved bedre. Dette land har altid været selvstændigt, og vil altid være selvstændigt. Hvad end der har hændt landet her, kan det rettes op på. Jeg kan rette op på det. Landets dronning. Ej Dvasias.”

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore havde bestemt ikke regnet med, at skulle stå ansigt til ansigt med den gamle dronning af landet her. Hun havde været væk igennem de sidste 15 år, hvis ikke mere, hvor man intet havde set af skyggen til hende. Dette kunne naturligvis godt mærkes, selv på hans vedkommende. Han knyttede næven ganske let. Selvom han rejste sig fra tronen, var det bestemt ikke fordi, at han ønskede at give hende, hvad hun følte, at hun havde brug for. Overhovedet ikke! Han havde ikke tænkt sig, at opgive tronen her, for det havde han da aldrig haft nogen grund til. Desuden havde han sin ordre, som han agtede at føre til døren, og det var at holde landet underlagt mørket, og samtidig sikre, at befolkningen tilvænnede sig, og roen forblev på stedet. Svært var det uden tvivl, men det handler jo om at gøre sit forsøg. Hvad pokker lavede hun her? Og hvem havde vækket hende? Han kneb øjnene let og fast sammen. Alene det faktum, at hun troede, at han ville makke ret efter hende, var en tanke, som han fandt morende, for det var bare det sidste, som han kunne finde på! "Du har ingen magt over mig," sagde han med en kortfattet stemme.
Theodore valgte dog for nu, at blive stånede på sin plads, uden at se bort fra hende. Ikke fordi at der umiddelbart var noget, som han skulle være bange for i en kvinde som hende. En mørkelver? Desuden så det heller ikke ud til, at hun havde noget med sig, så der var nogen grund til at skulle være bange for det. Han var måske ikke konge, og han var her heller ikke, for at opføre sig som en, for det vidste han jo godt, at han slet ikke ville få det mindste ud af. Han kneb øjnene let sammen. "Du kan sige hvad du vil. Jeg har indtaget denne post, fordi det er mig pålagt af dronningen af Dvasias.. Dronningen af dette land. Det kan ikke klare sig uden den dvasianske økonomi.. uden det dvasianske styre.. Forsvind herfra," advarede han igen. Selv havde han bestemt heller ikke tænkt sig at forlade stedet her. Overhovedet ikke.

[Denjarna Dark Dynithril]

Det ene ravnsorte bryn hævede Denjarna, uden hun fjernede det sølvgrå blik fra Theodores skikkelse. ”Selvfølgelig er det, hvad du tænker. Du er dvasianer. Jeg vil dog allervenligst påpege overfor dig, at greven ingen magt har over dronningen, og bestemt ikke, når de end ikke tilhører det samme land,” lød det belærende fra hende i en kynisk tone, som han på ingen måde havde afskrækket hende. Af den årsag fortsatte hun ej heller med at nærme sig ham og tronen. Hun var nemlig ingen border der søgte regenten til råds. Hun var regenten. Hun var dronningen. Det eneste Dvasias i det hele taget var interesseret i var at forøge sin egen magt. Hvis Manjarno nogensinde havde været af betydning for Jaqia Angleráx, havde hun ej taget det efter, at hun havde genopbygget hele landet. Nej, hvis Jaqia havde været oprigtigt interesseret i det, havde hun allerede gået efter det dengang, og det havde hun på ingen måde gjort! Derfor ville Denjarna blankt sige, at hun ønskede det bedste for Manjarno, og ej Dvasias. Bestemt bevægede hun sig op ad skridtende til tronen. ”I siger, at landet ej kan klare sig uden den dvasianske økonomi og styre, men jeg ved bedre. Jeg har før bevist, at jeg kunne vække landet fra asken, og jeg ved, at jeg kan gøre det igen. I vil aldrig blive i stand til at opføre Manjarno, som hvad det egentligt er. I vil altid se landet og dets borgere som under jer,” svarede hun fast og auditært. Som han nægtede at forlade Neutranium, nægtede hun det ligeså. Det var hendes hjem og ej hans. Manden her følte end ikke noget for landet, hvor hun derimod gjorde det! Han var intet andet end en tom skal, så han ville aldrig blive i stand til at se, hvad hun kunne se. Hendes hårde sølvgrå blik forblev hvilende på hans ansigt, hvor hun nu så direkte ind i hans intetsigende øjne. ”Forsvind selv. Du hører ej til her.”

[Theodore Jarvis Acheron]

At stå overfor en kvinde, som eftersigende, skulle have været død, var ikke noget som Theodore havde regnet med. Dette indikerede jo blot, at end ikke døden var noget som man kunne regne med i disse dage! Han kneb øjnene let sammen. Selvom han gik rundt som en tom skal, og ikke følte for noget som helst, så agtede han da stadig at fuldføre den opgave, som han havde fået! "Dette land er ikke sin egen stat, selvom det har fået sit eget navn retur, Denjarna. Det er dvasiansk.. og hermed underlagt Jaqia. Jeg fører bare hendes ord," sagde han kort for hovedet.
Som hun trådte tættere på, var det ikke noget som Theodore reagerede som særligt på, for det havde han slet ikke haft nogen grund til. Han knyttede næverne. Hun kunne true med det, alt hvad hun ville. En mørkelver mod en gammel warlock? Selv han kunne jo sige, hvordan krigen og striden ville ende, og det var bestemt ikke til hendes fordel. Et sted var det naturligvis en tanke som glædede ham, og en grund til at han ikke tog det tungere end som så. "Du har været væk i mange år, nok til ikke at vide hvad der har foregået. Forsvind herfra!" endte han med en fast tone. Det var ikke bare, at rette op på den økonomi, som landet havde, som desuden også stod uden noget som mindede om en hær eller noget til at yde beskyttelse. Han blev stående og stirrede fast i hendes blik. Han spændte kun mere og mere i kroppen. Denne kvinde, skulle ikke komme her og tro, at hun kunne koste rundt med ham. "Jeg bliver lige hvor jeg er," sagde han fast.

[Damien Nathanael Adams]

En særlig duft havde spredt sig på slottet igennem de sidste minutter, og selv dette, var noget som havde fanget Damiens opmærksomhed. Han genkendte den. Det var en duft, som han ville kunne genkende absolut alle steder. Det dyriske i ham, havde for alvor meldt sin ankomst, og særligt efter den hændelse som han havde udsat den kær Lucifer for. For alt hvad han vidste, var manden død, og det passede ham mere end fint. Han selv var netop kommet hjem, efter at have grillet manden bogstavelig talt. Jarniqa var som hans datter, og hvad han dog ikke ville gøre for at beskytte hende. Han tvivlede i hvert fald stærkt på, at Lucifer udførte den slags ting på hans elskede lille pige igen!
Det var dog denne duft, som fangede hans opmærksomhed for alvor. Han nåede kun de store døre ind til tronsalen, hvor vagterne stirrede fast på ham. Theodore var derinde.. Han kunne høre manden.. Og.. Denjarna? Selv en stemme, som han kunne genkende over alt. Havde hun konfonteret manden med det hele? Han brummede svagt, idet han valgte at forvandle sig. Hvis de kunne få Theodore ud, ville det være fantastisk! Den lille krop endte med at ændre form til den massive drage, og bevidst valgte han at indtage den naturlige størrelse for ham - hvilket ville sige, den helt store. Vagterne trak sig hurtigt fra stedet. Bevidst valgte han at brage direkte igennem døren. Han kunne knapt se, men hvad pokker.. det behøvede Theodore jo slet ikke at vide. En kraftig og advarende brummen brød hans strube, som han direkte placerede sig bag Denjarna. Han sænkede hovedet, hvor han duftede til hende. Hun var der virkelig... men... hvordan?

[Denjarna Dark Dynithril]

Ej syntes de at komme langt med deres tale, som de alt i alt nåede frem til, at ingen af dem ønskede at forlade stedet. Denjarna fastholdt nemlig, at tronen var hendes retmæssigt, hvor Theodore sagde, at Dvasias derimod havde vundet den nu. Køligt gled smilet over hendes læber. ”Den eneste dvasianer jeg kan se her er dig. Enten er din dronning ligeglad med dit liv, siden hun har placeret dig enemand i et andet land, eller også har hun tabt fornuften, siden hun troede, at du ville kunne klare skansen,” sagde hun kort for hovedet. Arrogant havde det været af Jaqia og Theodore at tro, at dette ville kunne gå. Derfor var det også blot på tide, at de fik det fortalt. Blikket vendte hun øjeblikkeligt til siden, som de store dobbeltdøre bragede op, som en kæmpeskikkelse indtog tronsalen! Damien! Hurtigt måtte hendes hjerte slå, som hun så skikkelsen af det væsen, som aldrig havde forladt hende, samt hendes datter af hvad Jarniqa havde fortalt hende. Tryg var hun nu for alvor, som hun udmærket vidste, at hun havde dragen på sin side. Smilet søgte over hendes læber. Gad vide, hvad han tænkte? Hun vidste jo, at det var det første gensyn i femten år, og at han ej havde ventet dette. Mærkværdigt fandt hun det dog endnu, da hun personligt havde det som om, at det var i forgårs hun havde født. Dog forsøgte hun at vænne sig til tanken, skønt det var svært. Svært var det også at acceptere, at man havde ligget død. Baglæns trådte hun ned ad trinene igen til tronen, som dragen stillede sig snusende bag hende. Ved dets store hoved valgte hun selv at placere sig, hvor hun blidt valgte at placere sin hånd mod siden af det. Det var skam hende.. Det sølvgrå blik vendte hun mod Theodore igen, hvor det ingen følelser udviste. Ej ønskede han at gå af sin egen frie vilje, og så var der jo kun en løsning tilbage. ”Dræb ham,” beordrede hun Damien kort og præcist. Damien havde vel umuligt nogen kærlighed til denne mand?

[Damien Nathanael Adams]

At Denjarna virkelig stod der, kunne Damien slet ikke forstå.. Han havde jo lagt hende i graven for 15 år siden, og har siden da, taget vare på hendes datter, som han havde lovet. Ikke kun fordi, at han havde lovet det, men fordi at han oprigtigt havde ønsket at gøre det. Den unge kvinde, havde indtaget en plads i hans hjerte, som havde hun været hans egen datter.
Damien stillede sig midt på gulvet. Selvom han knapt var i stand til at se særlig meget, var det uden tvivl også på bedringens vej, og dette var noget, som han da uden tvivl havde tænkt sig, at udnytte i den forstand, at han nu kunne. Hovedet sænkede han, som han kunne se at Denjarna søgte mod ham. Ikke at det var noget som gjorde ham noget. Duften genkendte han, og særligt hendes kærtegn over hans store snude. Det var på tide, at denne mand forlod landet, så det atter en gang kunne få sin selvstændighed! Aldrig havde han været meget for denne mand, selvom han havde skænket Jarniqa rigtig mange gode ting, som var kommet hende til gavn på sigt. Øjnene lukkede han let, som han lod hende stryge ham over snuden. Det glædelige gensyn skulle de tidsnok tage, når den mulighed langt om længe ville dukke op. Først skulle den mand af vejen. Som hendes ønske lød, hævede han hovedet igen. Hvis der var nogen, der kunne bede ham om noget, så var det uden tvivl hende. Han brølede kraftigt op, inden han hurtigt bevægede sig over gulvet. Salen var lavet af sten, så den ville næppe tage den største skade. Han åbnede det store gab, hvor han kraftigt sprøjtede ild i retningen af Theodore. Han havde taget et liv i aften.. Et mere gjorde ikke nogen forskel.

[Theodore Jarvis Acheron]

Jaqia havde aldrig været ligeglad med ham, så meget vidste Theodore da. At komme og forsøge at bilde ham det ind, ville hun dog ikke komme nogen vegne med. Han stolede på sin dronning, og det havde han alle dage gjort. Han blev stående tæt ved tronen og med blikket mod hende. Han var dvasianer med alt hvad et indebar, og det var han bestemt heller ikke bange for at erkende for hende. "Du kan forsøge at manipulere mig med dine løgne, Denjarna, hvis du tror, at det vil have nogen effekt.. Det vil det ikke. Det kan jeg love dig." sagde han kort for hovedet.
Dragen som direkte endte med at melde sin ankomst, fik hurtigt Theodore til at bakke mere væk fra Denjarna og mod tronen. Han kneb øjnene fast og hårdt sammen. Den drage.. Forbandede være det væsen! Og det at hun forholdt sig så rolig omkring den. Det måtte være den samme som var blændet under krigen om landet sidst. I sig selv ikke så mange år siden igen. Han dannede kraftigt en mørk kugle i hånden. At kæmpe imod en drage, havde han ikke tænkt sig. "Bare vent.. Du har netop erklæret krig!" endte han denne gang med en fast tone. Kuglen smed han op i luften, hvor den indrammede ham, idet at dragen gjorde sit ryk. Han havde ikke tænkt sig at gøre dette, men han havde bestemt heller ikke tænkt sig at lade som ingenting. Som ilden indrammede ham, forsvandt han fra stedet, for at søge tilbage til Dvasias. Det var bestemt ikke sidste gang, at han viste sig på denne her måde i Manjarno!

//Out

[Denjarna Dark Dynithril]

Som en slange anså nogen Denjarna for at være, men personligt mente hun, at der havde været hold i de ord, som hun havde udtalt. Direkte latterligt havde det været af den dvasianske dronning at placere en enlig dvasianer på den manjanske grænse. Derfor mente hun skam, at dronningen enten måtte være arrogant eller ligeglad. ”Fortæl mig én ting, Theodore, hvor er din dronning nu? Hvor er hun i nødens stund?” lød det sikkert fra hende. Dvasianere havde altid kun tænkt på én ting. Sig selv. Derfor undrede det hende ikke spor, at han ingen hjælp havde. Hjælp ville han dog ej heller få fra hende, som hun allerede havde givet ham muligheden for at forsvinde. At han nægtede, og at hun ønskede ham død, var derfor hans egen skyld. Tilfredst måtte hun om end selv trække hånden til sig, som Damien for af sted. Glad var hun for, at den ting ikke havde ændret sig. Det var dog også det eneste der ikke havde ændret sig. Rankt stod hun og så til, som Theodore dannede en magisk kugle i sin hånd. Agtede han at bekæmpe Damien? En drage? Enemand? ”En krig, som I selv startede,” sagde hun kort for hovedet, inden hun så, hvordan kuglen udvidede sig, som ilden også for ud af dragens gab. Desværre vidste hun selv, hvad dette betød. Ligeså blev hun også bekræftet i det, som flammen måtte dale. Theodore var borte. Ej lå der et grillet lig på gulvet, som der derimod var ingenting. Han havde nået at flytte sig i tide. Et dæmpet suk forlod hendes læber, som trætheden alligevel måtte overvinde hende, som det kun var hende og Damien tilbage. I genoptræning fra de døde var hun endnu, og derfor skulle der ikke meget til før der blev tæret på hendes kræfter. Vigtigt havde dette dog været for hende, og derfor havde hun også fuldt det til døren. Med de tilbageværende kræfter hun havde, måtte hun derfor også føre sig selv stolt over til tronen. Som hun nåede den, følte hun dog nærmest også, hvordan hendes ben måtte kollapse under hende, som hun tog plads i tronen. Nok engang var alt, som det skulle være. Hun var tilbage. Manjarnos dronning var tilbage.

[Damien Nathanael Adams]

Damien ville for altid kæmpe på Denjarnas side, og han ville gør det, til den dag, han ville gå i graven! Ilden fyldte nærmest halve salen, også selvom Theodore havde nået at tage flugten fra stedet. De skulle tidsnok finde ud af, at de havde lagt sig ud med den forkerte, og særligt når det kom til Denjarna!
Selv nu hvor Theodore havde valgt at tage flugten derfra, vendte Damien sig i stedet for mod Denjarna, da hun nærmest var kollapset på tronen i stedet for. Det var den, som hun skulle sidde i.. Det var hendes rettemæssige plads. Han forvandlede sig igen. Selvom han ikke helt havde fået det ud af det, som han gerne ville have, så kunne han alligevel ikke være mere tilfreds, end hvad han måtte være i forvejen. Røgen stod nærmest stadig ud af hans næse, som han stod og nærmest stirrede på hende. Selvom det hele endnu måtte være en anelse sløret for ham, så kunne han jo ane hende.. Han kunne dufte hende, og han vidste, at hun var der, hvilket uden tvivl var det, som for ham, var det vigtigste af det hele. Hans hjerte hamrede voldsomt mod hans bryst. Stod hun der virkelig? Eller var det hans hjerne og hjerte, der spillede ham et puds? "Denjarna? Er det virkelig dig?" spurgte han dæmpet, som var Theodore fuldstændig glemt for ham, hvilket han faktisk også var. Han trådte forsigtigt tættere på hende, hvor han stillede sig foran hende endnu en gang. Var hun der virkelig? Han havde virkelig svært ved at forestille sig det!

[Denjarna Dark Dynithril]

Sin fulde styrke havde Denjarna bestemt ikke genvundet. Derfor kunne man også diskutere, hvorvidt det havde været smart af hende at konfrontere Theodore Acheron enemand. Videre kampdygtig havde hun nemlig aldrig været, som hun altid havde været en bedre diplomat end kriger. Derudover havde hun endnu ikke sin races kunnen at hænge sig op ad, som hun havde brug for kræfterne, før hun kunne udløse ’magien’. Vundet havde hun dog alligevel, som hun nok engang var at finde på tronen i Neutranium. Varm var den endnu efter Theodores krop, men hjem var den stadig for hendes vedkommende. Den havde i det mindste heller ikke ændret sig med tiden. Det sølvgrå blik vendte hun i Damiens retning, som han agerede tvivlsom overfor hendes eksistens. Et svagt smil søgte over hendes læber. ”Tror du da, at jeg er et spøgelse?” spurgte hun roligt i en spøgefuld tone. Den ene underarm lod hun afslappet hvile mod tronens armlæn, hvor hun lod sin anden hånd række ud efter hans. Personligt havde hun endnu svært ved at kapere, at hendes drage i virkeligheden var en mand, men bedre var tilvænningen blevet, som han havde vist sig for hende i denne skikkelse i al den tid, hvor hun havde været højgravid. Blidt lukkede hendes fingrer sig om hans hånd, alt imens hendes blik fandt hans ansigt. Ubeskriveligt var det helt at stå overfor et velkendt ansigt! Det første velkendte ansigt, som hun så på efter sin tilbagevenden. ”Du har gjort det godt, Damien. Jeg har alt at takke dig for,” endte det med at lyde taknemmeligt fra hende, og sandt var det også. Han var hende nemlig både en loyal tjener og ven, som han altid havde stået hende bi. I deres fælles tid i Neutranium, havde han altid været at finde ved hendes side, som han sågar havde boet på hendes soveværelse. Dernæst havde han tilbragt et år på farten med hende, hvor han i den sidste ende havde passet og plejet og værnet om hende, som hun havde været gravid. Da hun havde været borte, havde hun fået fortalt, at han konstant havde forsvaret hendes ære, som han havde kæmpet for hendes regime, og ikke mindst havde han taget hånd om hendes datter.

[Damien Nathanael Adams]

At stå ansigt til ansigt med dronningen af Manjarno. Den rette dronning af Manjarno, var uden tvivl noget, som selv Damien måtte være påvirket af, da man ikke just kunne sige, at han havde forestillet sig, at skulle stå i denne situation nogensinde igen. Alt taget i betragtning, var det jo først nu, at han kunne lade sig påvirke af dette... Og rent faktisk mærke sig af lettelsen, forvirringen og et sted også sorgen melde sig i hans hjerte igen. Det samme som han havde følt, da han havde gravlagt hende, og samtidig havde måtte tage sig af hendes datter. Ikke at det havde gjort ham noget, da det var en opgave, som han havde påtaget sig med selv den største glæde. Særligt efter alt det, som hun havde gjort for ham.
Hånden lukkede sig let om hendes. Hun sad der virkelig. Hun var virkelig, og ikke bare noget, som hans hjerte havde spillet for ham. En tanke som han uden tvivl måtte finde en direkte glæde i, og dette var ikke noget ,som han havde i sinde, at lægge det mindste skjul på, når det endelig måtte være i den anden ende. Han trak kort på smilebåndet. "Det må du jo fortælle mig," sagde han endeligt, og med et ganske bekræftende nik. Meget.. frygtelig meget var hændt her i landet efter hun var gledet bort, og selv det havde kun været en skygge af sig selv og den storhed, som Denjarna i sin tid, havde ført landet ind i. Han rystede let på hovedet. Han havde jo kun gjort, hvad han havde lovet, og selv var han uden tvivl forbandet stolt af det som Jarniqa var endt med at blive. "Jeg gjorde kun hvad du bad mig om, Denjarna.. Jeg skylder dig stadig alt, for hvad du har skænket mig," sagde han med en rolig stemme. Han trykkede let om hendes hånd, inden han søgte hendes skikkelse. Jo tættere på han kom, des bedre var det for ham at se hende. "15 år har passeret, siden jeg lagde dig i graven.." sagde han dæmpet. Det var helt uvirkeligt!