Time to wake you up mom!

[Jarniqa Dynithril]

Selv begyndte Jarniqa at fornemme en knugende følelse i sit bryst, som hun hørte sin moders tvivl. Ej lød det som om, at hun forstod, hvad der havde sket, som det derimod lød som om, at hun endnu levede for 15 år tilbage. Var det mon dumt, at det kun var hende og Nathaniel som var her? Ej kunne hun jo sige, at hendes moder hverken kendte hende eller Nathaniel. Fremmede ansigter var de for hende. Måske skulle hun havde bragt Damien med sig? Det var jo ham, som hun kaldte på.. Ham og hendes baby.. Hvordan ville hun mon reagere, når hun fandt ud af, at hendes baby nu var en ung kvinde på 15? Tænderne bed hun sammen. Al det havde hun jo ikke tænkt på.. Hun havde bare tænkt på, at hun ville få sin moder igen, og at landet ville få sin dronning. Forsigtigt trådte hun frem, så hendes moder ville blive i stand til at se hende, hvis hun vel og mærke kiggede. ”..Hej moder,” sagde hun stille, alt imens hun prøvede at sende hende et smil. Svært var det dog, som hun på den ene side var glad for at se sin moder, men på den anden side var nervøs for hendes reaktion. ”J-Jeg forstår, hvis det hele synes forvirrende for dig, men … jeg er din datter. Jeg er 15, og bare rolig.. Damien tog sig af mig, som du bad ham om. Han har det også godt. Han er derhjemme på slottet..” Blikket vendte hun forsigtigt mod Nathaniel. Gik det godt? Hun vidste det ikke.. Passende ville det vel dog være, hvis hun også præsenterede Nathaniel. Det var trods alt ham der havde vækket hende. ”Dette her er Nathaniel Diamaqima. Han er alkymist. Han … vækkede dig.” Forstod hun mon nu? Det smaragdgrønne blik vendte hun mod sin moder i håb om, at hun ville kunne aflæse hende.

[Denjarna Dark Dynithril]

Svært var det hele at forstå, og lettere blev det bestemt ikke af, at Denjarna sandede, at det var en kiste hun lå i! De spidse ører holdt dog fokussen på den fremmede mand, alt imens de mandelformede øjne skræmt betragtede kistens vægge, som hun ligeså også mærkede. Han vidste ej hvem Damien var? Troede han, at hun var dum?! Damien var jo her med hende! Han havde været på færden med hende i ni måneder! Ligeså vidste hun også, at han ikke ville forråde hende. Han ville ikke efterlade hende her. Og hvad rablede den fremmede mand mere om? Han ville introducere hende for sin datter? Hun kendte for fanden sin datter! Hun havde holdt hende i sine arme, indtil hun havde troet, at det endelige havde nået hende. Hej moder? Hvad skulle det betyde?! Stiv i ansigtet blev hun, som hun langsomt måtte vende blikket til siden, hvor hun nu fik øje på en ung kvinde. Faktisk var det som at se ind i en tidsmaskine.. Det var som at se sig selv … bare som teenager. Med et stift ansigtsudtryk lå hun og lyttede. Din datter.. 15 år.. Damien på slottet.. Nathaniel Diamaqima.. Alkymist.. Genopvækket.. Tænderne bed hun sammen. Dum var hun ikke.. Hun vidste, hvad det betød.. Fjern måtte det gøre hende i blikket. Ej lå hun i kisten, fordi hun var på vej til at blive begravet levende. Hun lå i kisten, fordi hun havde været begravet, havde været død, og nu var blevet vækket. Ondt gjorde det, og ej var det en smerte som eliksiren kunne tage, da smerten var psykisk og ikke fysisk. Hun havde alligevel ikke klaret den.. Hænderne førte hun mod kistens bund, hvor hun noget stift tvang sig op i en siddende stilling. ”.. Og Salvatore? Fandt Damien ham?” lød det fra hende, som det for nu var det første, som hun fik frem, skønt hun vel burde … tage sin datter til sig? Fremmede forekom Jarniqa hende dog, skønt hun kunne se ligheden. Problemet var vel, at hun aldrig havde været moderlig anlagt, og nu ikke havde haft muligheden for at vokse med rollen? Skulle hun nu være mor for en 15-årig pige? Hvordan var man det? Blikket holdt hun frem for sig. ”Jeg må komme hjem,” endte hun med at sige. Hvis Damien virkelig var i Neutranium, og hvis hun vitterligt havde været borte i 15 år, var der ingen tid at spilde!

[Nathaniel Diamaqima]

At Denjarna ikke forstod hvad der skete, var ikke noget nyt for Nathaniel. Dette oplevede han som typisk de gange, hvor han havde bragt livet tilbage til de døde. Ikke at det var noget som var sket særlig ofte, og særligt ikke i disse tider. Det ville han i hvert fald ikke kunne påstå. Selv lukkede han øjnene. Hvem Salvatore derimod var, vidste han godt, da den mand bestemt ikke var ukendt. Var det den forhenværende rådgiver af Manjarno og leder af Magikerne, som hun snakket om? Selvom Damien endnu var ham ukendt, var det svært for ham, at finde koblingen og hvad hun egentlig mente.
Denne gang lod Nathaniel også Jarniqa tage over. Det var det første alvorlige møde mellem mor og datter, og naturligvis var det noget, som uden tvivl påvirkede Jarniqa meget. Ikke underligt. Tvært imod. Han trak vejret dybt og satte sig ned op af kisten denne gang, og med hånden hvilende mod brystet. "D-de burde hvile, D-Deres Majestæt," sagde han endeligt. Dette var da uden tvivl noget, som i sandhed formåede at køre ham træt. Stædig havde Denjarna nu også altid været, så dette var ikke noget, som gjorde det meget bedre for ham. Hans blik søgte Jarniqas skikkelse. "B-bring hende hjem," afsluttede han. At holde hende her, ville ikke være godt eller til gavn for nogen. Sårbar ville Denjarna være den næste tid, mens hendes krop for alvor ville komme sig, og derfor var det vigtigt, at det hele blev gjort oprigtigt og på ordentlig vis. Desuden skulle hun beskyttes!

[Jarniqa Dynithril]

Et stik i hjertet mærkede Jarniqa, som hendes moder end ikke nævnte hende efter, at hun havde afsluttet sin tale. Ej var det hende, som hun spurgte ind til, men derimod hendes fader, Salvatore. Ej brød hun sig om det, da det ikke var ham, som var her, men derimod hende. Endvidere havde det ej heller været Salvatore, som havde været der for hende, men derimod Damien. Stift blev hendes ansigtsudtryk, som det uden tvivl gjorde ondt. ”Han blev fundet og bor nu i Procias,” sagde hun kort for hovedet. Manden boede end ikke med hende og Damien på Neutranium, så kunne hendes moder ikke være ligeglad med den mand? Noget andet at tænke på fik hun, som hendes moder først sagde, at hun ville hjem, hvor Nathaniel dernæst sagde, at hun skulle indfri hendes ønske. Nuvel.. Neutranium ville dog ikke være den oplagte mulighed lige nu og her, som tingene ikke længere var som for femten år tilbage. Al det ville hun dog kunne forklare, som de kom hjem til Nathaniel. ”Jeg skal nok bringe hende tilbage.. Jer begge. Til dit hus..,” informerede hun. ”Det er sikrest.” Selv bed hun sig let i læben, som hun først greb ud efter sin moders arm. Den første berøring, som de nogensinde havde med hinanden. Dernæst greb hun om Nathaniels arm. Ham kunne hun trods alt ej heller lade blive her, skønt hun ikke vidste, hvordan det ville gå hende at transportere to på en gang. Øjnene lod hun søge i igen, hvor hun igen prøvede at finde magien. Sværere måtte det være denne her gang, som hun allerede havde brugt en stor udladning i dag. Dog lykkedes det hende at få lyset til at opstå igen, og med et blink med øjet var de alle tre borte. Stille, mørkt og ensom henlå klippeafsatsen derfor igen.

// Out

[Denjarna Dark Dynithril]

Svært var det hele at rumme for Denjarna. Der var nemlig ikke kun en ting, men derimod mange, som hun pludselig skulle tage højde for. Hun levede, men på den bekostning, at hun havde været død i over femten år.. Hun havde en sund og rask pige, men ikke en baby, men derimod en selvstændig ung kvinde på femten år.. Salvatore var i live, men han havde forladt landet og sin post.. Alkymisten Nathaniel, som hun ikke havde ønsket hjælp fra, og som havde tortureret Vladimir, havde bragt hende tilbage til livet.. Det eneste der decideret var holdbart i den historie var Damien. Damien der havde været hende god og trofast, siden hun havde fundet ham i bjergene. Svært var det, og ondt gjorde mange af tingene, men én ting var sikker.. Hun ønskede at komme hjem. Hun ville hjem til, hvad hun kendte. Damien og tronen. At tronen i øjeblikket var underlagt det dvasianske regime, var hun heldigvis lykkelig uviden om. Det ville nemlig blot være endnu en ting, som hun skulle sluge. Det sølvgrå blik vendte hun mod det der måtte være hendes femtenårige datters hånd, som hun lagde den mod hendes arm. Forkert var det.. Det var jo meningen, at hun skulle være et lille barn.. Det var meningen, at hun allerhøjest skulle kunne holde om hendes finger.. Uforståeligt var det, og derfor endte hun også med at fjerne blikket igen. Kræfterne var hun nødt til at genvinde, ligeså vel som hendes tanker skulle samles. Blikket holdt hun frem for sig i mørket, som det pludselig blev oplyst, inden de alle forsvandt.

// Out

[Nathaniel Diamaqima]

At det hele var underligt og uvirkeligt for Denjarna, var heller ikke underligt for Nathaniel at forstå. Kvinden havde været død i mange år, og derfor skulle Jarniqa ikke tage det tungt, at hendes moder ikke kommenterede på hvad hun havde sagt. Det var vel svært at kapere alt det, som skete for øjnene af hende netop nu? Han selv lukkede øjnene let. Meget af den energi, som han havde haft i krop og sind, havde han skænket til hende i forsøget på at vække hende, og dette havde uden tvivl virket efter hensigten.
"Giv det tid," sagde han tydeligt henvendt til Jarniqa, som han sendte hende en rolig mine. Dette var bestemt ikke noget, som hun skulle tage som en personlig kritik. Denjarna mindes vel bare den lille baby som hun netop havde født og skænket det evige liv til, og nu stod overfor en selvstændig ung kvinde, som forsøgte at finde sin vej og plads her i livet? Ej var det underligt, at det var svært for hende, at kapere alt dette. Han lod Jarniqa tage fat i hans arm endnu en gang. Naturligvis var det nærmest en forventning og forudsætning for ham, at hun hjalp ham, i og med, at han havde gjort denne markante tjeneste for hende, uden egentlig at kræve noget som helst igen, for det gjorde han bestemt ikke. Han lukkede øjnene, som det kraftige lys endnu en gang meldte sig, og de måtte ende med at forlade det sted, som havde været Denjarnas sidste endelige hvilested.

//Out