Time to wake you up mom!

[Jarniqa Dynithril]

Nathaniel Diamaqima

Tavst var der på klippeafsatsen, som den eneste lyd var vinden der let rev i det enlige træ. Meget var der end ikke at se, som det eneste var den rå jord, nogle enkelte buskadser og en jordforhøjning med dækkende sten og en fin krans på toppen. Bag klippeafsatsen var der en mørk hule at spotte, hvor der fortil lå Manjarnos landskab, skønt det var svært at spotte i mørket. Meget lys var der nemlig ikke her, som Paggeija generelt lå borte fra civilisationen. Det eneste der oplyste var derfor de klare stjerner og den blege måne på himlen. Basken lød pludselig fra det enlige træ, som to fugle tog flugten, som klippeafsatsen pludselig lyste op i et skarpt lys! To skikkelser tog pludselig form på den ellers mennesketomme klippe. En høj og bredskulderet mand, samt en høj og slank kvinde. Nathaniel Diamaqima og Jarniqa Dynithril. En øjeblikkelig snurren mærkede Jarniqa i sig, som hun nu mærkede den ro jord under sine fødder fremfor det solide gulv. Det næste der kom var en nagende hovedpine og rundforvirring, som hun ej var vant til at bruge denne form for magi. Hendes tag om Nathaniels arm løsnede sig, som hun for en stund måtte lade sin krop synke ned på knæ. Hvile havde hun brug for nu, men det vigtigste var, at de var her nu. At hun havde fået alkymisten over til sin moders grav. Nu var det næste vel, at de skulle … grave den op? Ej var det en tanke, som hun brød sig om, men bedre var det at fokusere på det endelige udfald. Tungt trak hun vejret. Hvordan havde Nathaniel det mon? ”..Vi skal vel grave hende op nu, så du kan se liget?” lød det spørgende fra hende. Hun vidste trods alt ikke, hvad al dette krævede. Han var nemlig alkymisten. Ikke hende. Derudover havde hun aldrig heller været med til noget lignende før.

[Nathaniel Diamaqima]

Den stilhed som til nu havde hersket på stedet her, blev afbrudt. Først af det kraftige lys som meldte sin ankomst, efterfulgt af de to personer, som var blevet fragtet hertil på magisk vis. I takt med at Nathaniel ramte jorden med fødderne, var det svimmelhed og kvalme, der mødte ham. Han vaklede let baglæns, hvor han måtte støde af mod klippevæggen bag ham. Han lukkede øjnene for et kort øjeblik. Svagt bed han sig i læben. Magi på den måde, vænnede han sig aldrig nogensinde til.
Den friske luft gjorde da uden tvivl godt. Han kom sig hurtigt igen. Den stilhed som hvilede her, var virkelig enestående. Det var et meget nøje udvalgt sted, som havde dannet grundlag for Denjarnas endelige hvilested. Med udsigten over hele det land, som hun havde regeret. Han nikkede. For at finde ud af hvilken tilstand og forfatning hun måtte være i, var de nødt til at grave hende op. "Det er vi nødt til," sagde han endeligt. Det var nok den mest ødelæggende del af arbejdet med alkymi. At freden skulle forstyrres, hvis man virkelig ønskede at udrette noget med det. Han kæmpede sig op på benene igen. Her ville han få brug for hendes hjælp. Hvis de skulle formå at vække kvinden, skulle det gøres rigtigt. "Du viser vej," sagde han endeligt, som han igen vendte sig mod hende. Det var vigtigt, at det hele så absolut blev gjort rigtigt, og særligt når det var sådan en særlig ting, som dette, at det hele handlede om. Den Manjanske Dronnings tilbagevenden. Det var jo faktisk en temmelig stor ting.

[Jarniqa Dynithril]

En simpel aktion havde det bestemt ikke været for Jarniqa at transportere hende og Nathaniel fra Ityrial til Paggeija. Som de nåede klippeafsatsen var nemlig noget af det første som hun følte udmattelsen. Hårdt og krævende havde det uden tvivl været for hende, men igen kunne hun kun sige, at hendes træning med Theodore hjalp. Hun blev stærkere. Hun kunne mere. Hun blev mere udholdende. En dyb indånding tog hun, som Nathaniel bad hende om at føre an, inden et skævt smil forcerede hendes læber. ”Vi er her allerede,” endte hun tilfredst med at sige, inden hun pegede frem. ”Der ser du graven..” Det smaragdgrønne blik vendte hun bagud, så hun nu kunne skænke hulen bagved et blik. ”.. Og der har du hulen, hvor jeg blev født.” Lettet måtte hun et sted være over det faktum, at hun var her igen. Hun var tilbage. Hun var hjemme. Ganske vidst var det blevet hende forpligtiget, at hun anså Neutranium og Ityrial for at være sit hjem, men alligevel var dette hendes hjem af hjerte. Hænderne satte hun mod jorden, så hun langsomt kunne tvinge sig op. Vigtigt var det, at dette blev gjort mens Nathaniel havde lysten, og mens ingen kendte til aktionen. Derfor dvælede hun ej for længe, som hendes blik derimod søgte graven. Hånden hævede hun en anelse, hvor den pegede i gravens retning. Hurtigt måtte hendes hjerte slå, mens nødvendigt var det, som de ingen skovl havde med sig. Langsomt kunne man høre, hvordan stenene på gravstedet begyndte at klirre mod hinanden, inden de trillede ned og hen over den ru jord. Hurtigt slog hendes hjerte dog ikke kun fordi, at hun skulle bruge denne mængde af magi. Nej, hurtigt slog det også, som dette ville blive den første gang, at hun nogensinde tog sin moder i blik.. Magien fortsatte med at summe i hende, hvor hun ikke fjernede koncentrationen. Jorden begyndte dernæst at smuldre, så der blev åbnet op for den person, som havde lagt der.

[Nathaniel Diamaqima]

At de rent faktisk allerede stod på selve stedet, var selv Nathaniel overrasket over. Hans blik fulgte dog hendes peg i retningen af den grav som lå ikke langt fra dem. Uden tvivl var det et smukt hvilested den kære dronning havde fået skænket sig. Han nikkede blot, som han roligt søgte hen mod den. "Det er et smukt sted, der blevet hende skænket," sagde han endeligt. Hvordan Denjarna ville have det med at blive vækket på denne måde, skulle han ikke kunne sige. Tragisk var det dog at gå bort på det punkt, hvor det skulle have været forældres mest lykkelige. Denne gang havde det dog bare ikke haft den ønskede effekt. Alt var sket på dette sted.. Det var ganske uvirkeligt, at han stod her. For fødderne af den grav, som så mange andre, i mange år havde søgt efter. Ingen havde jo fået bekræftelsen på, hvorvidt om dronningen havde været død eller levende.
Stenene begyndte at trille ned fra graven, hvilket kun gjorde at Nathaniel tog afstand, for ikke at ende med at få dem over sine tæer. Jorden begyndte derefter at smuldre og fjerne sig, kun for at afsløre hvad han skulle have adgang til. Nathaniel knælede ved siden af dronningens grav. Med hænderne fjernede han det værste. Smuk gravsted og meget vel bevaret, hvis han selv skulle sige det. Kisten af træ, som Denjarna var lagt i, viste i hvert fald, at den som havde gravlagt hende, havde været glad for hende. "Hun var elsket," bemærkede han roligt, inden han fik børstet kisten ordentlig af. Fingrene tvang han op under låget, hvor han med et kraftigt ryk, fik den brudt, og skubbet til side. Kun for at afsløre dronningens sande ansigt. For Jarniqa, nok også første gang, at hun fik lov til at kaste et syn på sin moder. Et yderst velbevaret lig, hvis Nathaniel selv skulle sige det. Han var uden tvivl imponeret!

[Jarniqa Dynithril]

Sandt at sige var det et smukt sted, som Jarniqas moder var blevet skænket. Derfor måtte hun også svagt smile over hans kommentar. ”Hvis De mener det, burde De engang komme her når solen står på,” sagde hun ærligt, som klippeafsatsen uden tvivl var det mere speciel, når man rent faktisk kunne ane, hvad der lå for en. Nemlig hele Manjarno. Endnu mere passende havde hun også selv fundet gravstedet, som hun havde anet sin moders sande identitet. Heroppe kunne man nemlig tolke det således, at hun kunne ane ud over hele sit kongerige. Hvad hendes moder i det hele taget ville mene om at blive vækket, vidste hun ikke, men nu valgte hun blot at tage chance. Selv havde hun nemlig hverken rådført sig hos Damien eller Salvatore, så derfor vidste hun end ikke, om de støttede hendes gøres. Ligegyldigt kunne det dog være, da dette nu var gået hen og blevet hendes beslutning. Derfor fjernede hun også uden tøven gravens belægning, hvor hun lod Nathaniel fjerne selve kistelåget. At høre ham sige, at hendes moder havde været elsket, fik hende til at trække let på smilebåndet. Nysgerrigt måtte hun bevæge sig frem mod kisten, hvor hendes hjerte måtte springe et slag over. Der lå hun.. Hendes moder.. Ej tænkte hun på hende som dronningen, som Nathaniel gjorde, som hun derimod kun så sin moder i dette øjeblik. Hurtigt slog hendes hjerte. Tør følte hun helt, at hun blev i halsen, som fugten syntes at snige sig op til hendes øjenkroge i stedet. Dette var nemlig et langt større øjeblik for hende, end hvad det var for ham. Tænderne bed hun dog sammen, som hun nægtede at fælde en tåre overfor en fremmed! ”Hv.. Hvad nu?” endte hun med at spørge. Skulle hun bære kisten ind i grotten med sin magi, eller ville han udføre … hvad han nu end skulle udføre … under den klare stjernehimmel?

[Nathaniel Diamaqima]

Et kort træk måtte alligevel finde vejen til Nathaniels mundvig ved hendes ord. Han kunne dog kun forestille sig, at det ville være endnu smukkere, når solen stod højt, og dette var uden tvivl en tanke, som selv han kunne lide. "Såfremt, burde jeg når solen stiger, tage turen tilbage hertil igen," sagde han med en rolig stemme. Selvom Nathaniel var ved at være en halvgammel mand, lærte man stadig, og der var mange ting, som han endnu ikke havde erfaret om denne verden.
Kisten blev blotlagt for ham, hvor han tvang kistelåget af. At det var så følelsesmæssigt et øjeblik for hende, forstod han godt, hvis hun aldrig havde set sin moder. Af hvad han kunne se, var kvinden elsket. Hvorfor ellers gøre så meget ud af en grav, som folk aldrig kunne opsøge? Han fik fjernet låget. Umiddelbart ville han finde det bedst at gøre det her, så hun ikke skulle flyttes for meget. Selvom hendes krop var yderst velbevaret, kunne den stadig være ekstrem skrøbelig, og dette var ikke noget som han ønskede sig. Slet ikke faktisk. "Jeg gør det her. Hun har været død i mange år. Det kan gøre det hele mere besværligt, at flytte hende først," sagde han endeligt. Han vendte blikket mod hende. Han kunne forstå, at det var et følelsesmæssigt øjeblik for hende, men han havde brug for at hun gjorde helt præcist hvad han sagde. "Det her kommer til at kræve rigtig meget af mig, Jarniqa. Uanset hvad der sker, har jeg brug for, at De gør præcist hvad jeg siger," sagde han direkte. Det var ikke utænkeligt, at han ville kollapse.. at hendes moder ville ligge og skrige, når hun genvandt sine lungers fulde kraft. Han åbnede tasken og satte det frem, som han skulle bruge. Hun var jo.. i perfekt stand. Dette skulle ikke blive et stort problem. "Placér Dem der," sagde han, og pegede i retningen af et par store sten, som man kunne sidde på. Han trak vejret dybt. "Uanset hvad De ser.. De må ej blande Dem," afsluttede han. Den ene flaske åbnede han inden han lænede sig frem. Her åbnede han Denjarnas mund og hældte et par dråber ned i. Hånden placerede han let over hendes bryst.. Hvorefter han startede en messe. Et oldgammelt sprog. Dette ville kalde sjælen ned fra Dødsriget og tvinge den direkte tilbage i kroppen. Drikken ville forsegle den.. og tvinge hende til at vågne op fra de døde med livet i behold.

[Jarniqa Dynithril]

Personligt mente Jarniqa, at Nathaniel gjorde klogt i at vende tilbage hertil. Særligt når han allerede nu fandt omgivelserne smukke. Dog fik hun sværere og sværere ved at fokusere på omgivelserne, som hendes moders lig kom til syne for hende. Dette var nemlig den første gang, at hun nogensinde fik sin moder at se. Et stort øjeblik var det derfor for hende og særligt fordi, at manden her tilmed ønskede at vække hende. Hurtigt slog hendes hjerte derfor, hvor hun også kunne fornemme, hvordan fugten opstod i hendes øjne. Hun måtte ikke græde. Hun måtte ikke græde. Tænk hvis dette betød, at hun kunne få hele sin familie samlet? Hende, hendes moder og Damien? Et perfekt scenarie var det! Svagt nikkede hun med hovedet til Nathaniels ord. Sandheden var, at hans stemme var ufatteligt lav i dette øjeblik. ”Vi.. Vi lader hende ligge her.. Jeg skal nok gøre, som du siger,” sagde hun, hvor det også var, hvad hun mente lige nu og her. Som han bad hende om at træde bort, så hun kunne sætte sig, måtte hun bide tænderne sammen. Svær var tanken nemlig om, at hun skulle slippe sin moder med blikket. Derfor var det ikke ligefrem med hendes gode vilje, at hun tvang blikket væk, som hun gik en anelse tilbage og satte sig på den høje og kolde sten et par meter til siden. Ej kunne hun se sin moder herfra, som hun endnu lå nede i kisten. Af den årsag måtte hun strække hals, hvor hun uden tvivl også fulgte nysgerrigt med, som han først og fremmest hældte noget væske ned i hendes moders hals. Hvad var det mon? Dernæst lyttede hun, som han begyndte at tale. Sproget kendte hun dog ikke, hvilket fik hende til at spidse ører. Dog kunne hun næsten tyde, at det var gentagelser, der gang på gang faldt over hans læber. Spændt så hun til. Var det nu?

[Denjarna Dark Dynithril]

”T-Tag dig a-af hende,” gispede Denjarna, som hun lå badet i sin egen koldsved og blod. Barnegråd fyldte hulen, som den lille skrøbelige byld lå i hendes favn. Noget var dog galt.. Ikke med barnet, men med hende. Selv kunne hun fornemme, hvordan hendes hjerte slog desperat, samt hvordan luften syntes at blive det tungere at indånde. Konfus syntes hun at blinke med øjnene, som alt for en stund blev mørkt, inden synet kom igen. ”..Lo-Lov mig det, Damien,” hviskede hun nu, som hun med skælvende arme løftede den lille pige i hans retning. Selv fornemmede hun, hvordan tyngden forlod hendes arme, som den lille pige blev taget fra hende. Hun var i sikkerhed.. Hendes barn var i sikkerhed.. Godt.. Hendes arme faldt slapt ned, som hun ikke syntes at have overskuddet. ”..Jarniqa..,” nåede hun at hviske, inden alt syntes at blive mørkt..

…Et gisp forlod Denjarnas sprukne læber! Tørt føltes det.. som sandpapir! Ligeledes rev det hele vejen ned ad hendes hals til hendes bryst, som om hun havde pigtråd i sig. Ondt gjorde det.. Forbandet ondt! Det fik hende til at glippe med øjnene, skønt hun intet nåede at se i første hug. Det hele var så mørkt.. Hjertet i hendes bryst syntes at pumpe med langsomme stød. Nærmest som om, at det skulle starte igen. Tør føltes hendes mund dog endnu, som det nærmest føltes, som havde hun slugt en helt ørken. Hun forsøgte at strække fingrene der dog føltes helt stive. Hvad var det sket? Hvor var barnegråden? Havde Damien fået hende til at stoppe? Havde hun besvimet? Hvorfor føltes det som om, at hun havde ligget her i ugevis? Igen hev hun efter vejret, og igen føltes det som om, at hun blev flået op af pigtråd! ”..Da..Damien?,” lød det knapt nok hørligt fra hende. Rusten føltes hendes stemmebånd helt. Igen glippede hun med øjnene, så de sølvgrå øjne for en stund kom til syne. Stjerner? Var hun udenfor? Hvorfor havde Damien dog bragt hende herud?

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel stolede på at Jarniqa ikke ville ende med at blande sig, da det kun ville gøre ondt værre på mere end en måde. Ødelæggende kunne det nemlig være, og særligt fordi at det kunne afbryde ham. Blev han afbrudt før tid, kunne Denjarna i værste tilfælde, blive lullet tilbage i den evige hvile, hvilket slet ikke var meningen med alt dette! Energien som skulle til, overførte Nathaniel ligeledes fra sin egen krop, og til hende, for at få hendes hjerte igang. Det var en hård proces, selv for hans vedkommende. Hans arme begyndte at ryste, og hans remse begyndte allerede nu, at blive langt mere anstrengende.
Et kraftigt lys brød dog himlen, da den udvalgte sjæl synes at blive kaldt tilbage til sin retmæssige krop. Denne tog plads. Og det var så der, at det hele tog form. Sveden meldte sig på Nathaniels pande, hvor han fortsatte remsen, selv da hun forsøgte at tage sit førset åndedræt. Det første igennem de sidste 16 år. Remsen fortsatte frem til han selv fornemmede, at hun var klar til at tage hånd om resten på egen hånd. Han gled nærmest ned ved siden af graven som hun måtte ligge i, idet at remsen døde hen. Hans eget hjerte hamrede fast og kraftigt mod hans bryst. Dette var ikke noget, som han havde gjort i mange år. Næverne lukkede han om kanten af den kiste af træ, som igennem de sidste mange år, havde været sengen Denjarna havde hvilet i. "Jarniqa... den store flaske i min taske.. hent den," endte han anstrengt. Styrken havde Denjarna brug for og særligt efter så voldsom en omgang, som dette havde været.

[Jarniqa Dynithril]

Med hjertebanken sad Jarniqa og så til. Ej forstod hun, hvad der hændte, som hun aldrig før havde set en alkymist i aktion før. Det eneste hun derfor kunne være var at … lytte og se til. Hun lyttede til hans messen, som hun ikke fattede en brik af. Hun så, hvordan et lys for en stund brød frem. Kjolens skørt sad hun selv og pillede ved, som hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre af sig selv. Nervepirrende var det nemlig helt at sidde på denne sten, alt imens Nathaniel gjorde al arbejdet! Med et sæt endte hun på benene, som en træt og ufatteligt lav kvindestemme brød Nathaniels messen. Var det hendes moders stemme? Var det sådan hun lød? ”Moder?” kaldte Jarniqa automatisk, hvor hendes ben allerede var på vej imod kisten. Derudaf hamrede hendes hjerte, hvor hun selv helt måtte mene, at Nathaniel forstyrrede hende, som han pludselig talte til hende. Tvivlsomt stoppede hun op. Hun ønskede jo at gå hen til kisten.. Hun ønskede at se sin moder.. Tænderne bed hun sammen, inden hun alligevel valgte at adlyde Nathaniels ordre. Det var vel for det bedste? Og … hun fik vel et helt liv med sin moder nu? Over til tasken gik hun, hvor hendes hænder febrilsk måtte lede efter den store flaske. Tålmodigheden havde hun nemlig mistet i det sekund, som hun havde hørt sin moders stemme. To flasker hev hun op af tasken. Hvilken en var størst? Kort skimmede de smaragdgrønne øjne flaskens ydre, inden hun lagde den mindste tilbage. Hurtigt var hun tilbage på benene, hvor hun på et splitsekund også stod ved Nathaniels side. ”Her,” sagde hun ivrigt, som hun rakte ham flasken. Hendes blik hvilede dog ikke på ham, men derimod på hendes moder. Heftigt slog hendes hjerte. Til at se var det, at der henlå en smule støv på hendes krop, men selv kunne hun se, hvordan det ravnsorte hår fik en skarpere glans, og hvordan der måtte komme en lille rødlig farve i hendes kinder.

[Denjarna Dark Dynithril]

Forvirrende var det.. Hvorfor havde Damien lagt hende udenfor? Hvorfor gjorde det hele så ondt? Hvorfor skar det i hendes bryst? Hvorfor var hendes mund og hals som en ørken? Hvorfor føltes hendes krop som et bræt? Igen forsøgte Denjarna at slå sine øjne op, og igen nåede hun kun at se den glimtende stjernehimmel, inden det hele blev mørkt igen.. Desperat slog hendes hjerte. Havde hun klaret den? Havde hun virkelig klaret fødsel? Det måtte hun vel have gjort. Hivende tog hun en indånding, hvilket blot resulterede i, at det skar hende hele vejen ned til lungerne! Hvorfor var det sådan? Ganske vidst huskede hun, hvordan øjeblikket efter fødslen havde fået hende til at hive efter vejret, men ej huskede hun denne følelse! Vand.. Hun måtte have vand.. ”..V-Vand..,” fremstammede hun svagt. Bag de lukkede øjenlåg kunne man nærmest se, hvordan øjnene måtte kører rundt på hende. Anstrengende var det dog at åbne dem.. Alt for anstrengende! Fjernt kunne hun fornemme, hvordan en stemme talte. Ej kunne hun placere den, men pludselig lød det, som var det to. Dette burde ikke kunne lade sig gøre.. Der var kun hende. Hende og Damien og nu også lille Jarniqa. Øjnene tvang hun igen op, hvor de unikke sølvgrå øjne for en stund landede på et ansigt. Damien? Hendes blik gled i igen. Dog var hun nødt til at forsøge igen! Igen gled hendes øjne op igen, hvor de denne her gang fik et bedre billede af ansigtet. Det var ikke Damien.. Hvem var han? Hvad lavede han her? Hvad lavede han med hende? Havde han gjort Damien noget? Var det derfor hun lå her? Havde han gjort hendes baby noget? Var det derfor hun ingen barnegråd hørte? Hvor svag hun end var, slog forsvarsmekanismerne stadig ind over hende! Rusten føltes hende krop helt, som hver en bevægelse føltes stiv og knirkende, som hun måtte hæve sin arm. Selv følte hun det helt, som skulle hun svinge en murbrok, som hun forsøgte at slå ud efter manden.

[Nathaniel Diamaqima]

Jarniqa havde ikke afbrudt ham, hvilket var noget som rent faktisk passede Nathaniel fint. Nu handlede det om at sikre sig, at Denjarna ikke ville glide tilbage i dødens favntag, da hun i øjeblikket befandt sig på det mest skrøbelige stadie.. Særligt fordi at selv Nathaniel virkelig var afkræftet nu. Hans eget hjerte hamrede mod hans bryst, som han rent faktisk delte energien med den afdøde dronning. Hans ben kollapset, hvor hans knæ stødte direkte ned mod jorden ved siden af kisten, som hun måtte ligge i. Han var virkelig gået hen og blevet træt på rigtig kort tid.
"V-vand skal De nok få, Deres Majestæt," lovede Nathaniel med en træt stemme. At hun hævede hånden i et forsøg på at slå ud efter ham, havde han set. Energien havde hun dog heldigvis ikke til det. Han tog om hendes håndled og tvang hendes hånd led igen. Fyrig havde hun et ry for at være. "J-jeg gør dig intet o-ondt.." sagde han dæmpet. Han vendte sig mod Jarniqa, hvor han tog imod flasken. Det var lige præcist den, som han skulle bruge. Han slap Denjarna, da han nu ikke frygtede for, at hun ville komme nogen steder på nuværende tidspunkt i denne tilstand. Han fik proppen af, inden han igen vendte sig mod hende. Han trak vejret dybt. Hånden førte han let bag hendes hoved. "D-dette vil g-give Dem s-styrke.. Drik," bad han roligt som han førte den til hendes læber. Det ville styrke hende, samt tage noget af smerten, som hun måtte føle. Før eller siden ville hun nok komme til hægterne igen.

[Jarniqa Dynithril]

Svært havde Jarniqa helt ved at samle sig, som hun var opdelt i to lejre. Den ene del af hende ønskede at gøre, som hun havde fået besked på. At adlyde Nathaniels ordrer imens al dette stod på. Den anden del ønskede at tvinge ham bort, så hun i stedet kunne tage pladsen ved hendes moder, samt hendes hånd, alt imens hun ville forsikre hende, at det hele nok skulle gå. Sværere blev det også kun af, at hun kunne høre hendes moders stemme, samt se, at hun ej var tilfreds med Nathaniel.. Hvad ville hun mon mene om hende? Hurtigt slog hendes hjerte, som hun fik hentet flasken til Nathaniel der derfra forsøgte at tvinge indholdet ned i hendes moders hals. Hvad der var, vidste hun ikke, men selv havde hun intet andet valg end at stole på ham.. På sin vis kunne man også sige, at han i princippet ikke kunne udrette nogen form for skade? Hvis det mislykkedes, ville hendes moder nemlig fortsat ligge død.. men hvis det lykkedes ham, havde hun derimod alt at vinde. Læben bed hun både spændt og nervøst ned i, alt imens hun så på. Hun kunne se, hvordan hendes moders øjenlåg vibrerede. Hun kunne se, hvordan øjnene til tider gled op. Livet havde hun vel derfor også fået? Dog gjorde hun intet endnu, som Nathaniel ikke havde givet tilladelse til det. Hendes blik hvilede på kroppen foran hende. Gad vide, hvad hun ville huske? Ville hun huske, at hun døde, ligesom Sephiran huskede kniven i hjertet? Ville hun også blot huske den lange tid i mørke derfra?

[Denjarna Dark Dynithril]

Det at vide, at det ikke var Damien, men derimod en fremmed mand som stod over hende, fik øjeblikkeligt Denjarna til at slå ud efter den fremmede. Faretruende var hendes slag dog på ingen måde, som hun ingen kræfter havde i armen. Det at hæve den to centimeter over sin krop var nemlig krævende nok for hendes vedkommende. Af den årsag kunne det næsten også helt ligne, at hendes hånd medvilligt sank ned igen, som den fremmede mand greb om hendes håndled og placerede hånden sikkert ved hendes krop igen. Komplet afkræftet fik det hende til at føle, hvor øjnene derfor også for en stund måtte rulle rundt i hovedet på hende. Besindelsen tabte hun derfor igen for en stund, hvor alt syntes at blive mørkt igen.. Det næste hun sansede var, hvordan hendes hoved var blevet løftet, og hvordan et flaskehoved pressede mod hendes sprukne læber. Vand? Det var det eneste, som hun kunne tænke på. Læber skilte hun derfor, som hun for en stund havde glemt, at det var en fremmed og ikke Damien, som skænkede hende indholdet. Den nærende væske søgte derfor ned i hendes svælg og ind i hendes krop, hvor den gjorde sit arbejde. Selv fornemmede hun, hvordan blodet syntes at strømme bedre i hendes krop. Hvordan hendes hoved måtte blive det mere klart. Hvordan hun bedre måtte kunne fornemme sin krop. De sølvgrå øjne faldt igen på manden. ”.. Hvor.. Hvor er Damien? Hvad d-du gjort ved ham? Hvor er m-min li-lille pige? Hvad har du gjort ved min b-baby?” spurgte hun endnu svagt, skønt det nu var til at spotte en fjendtlig og krævende undertone i hendes stemme. Der måtte være noget i vejen siden denne mand var her. Der måtte være en årsag til, at Damien ikke havde vist sit ansigt endnu og bedt hende om at falde til ro. Der var noget galt, og hun brød sig bestemt ikke om det! Hænderne forsøgte hun at føre til siden, så hun kunne skubbe sig selv op, men som hun gjorde dette, stødte de i stedet mod en barriere. En væg. Hvad var det for noget? Hendes fingre fornemmede træet, alt imens hendes blik søgte rundt i kisten som hun lå i. Hvad foregik der?! Forsøgte han at dræbe hende?! Begrave hende levende?!

[Nathaniel Diamaqima]

Jarniqa havde klaret dette rigtig fint, og meget finere end hvad Nathaniel nok lige havde regnet med, at hun ville. Dygtig til at holde afstand til han havde sagt til, havde hun rent faktisk været, hvor hun også havde gjort hvad han havde bedt hende om. Dette var noget, som passede ham mere end fint, hvis han selv skulle sige det. Afkræftet, som han selv var endt med at blive, og særligt ud på de kraftanstrengelser, som havde tvunget livet tilbage i hende, men taget af hans energi, da han havde skænket den videre til hende, da dette havde været en klar og tydelig nødvendighed.
Væsken fik han i hende, selvom det ikke helt kunne siges, at være vand, for det var det ikke. Det var derimod styrkende, og ville hjælpe hende til at finde den energi og ro, samt tage det meste af smerten, som hun ville føle, i og med, at hun havde ligget under jorden de sidste mange år. Hans blik gled træt i retningen af Jarniqa. Hendes baby? Var hun overhovedet klar over, at hun havde været død de sidste mange år? Han endte med at glide ned at sidde lige ved kisten i stedet for. Han bed tænderne let sammen. Dette var gået nemmere og bedre for sig, end hvad han havde turde håbe på, og særligt fordi at det var kræfter, som han ikke havde leget med i rigtig mange år. Farligt var det jo, selv for ham at lege med. "Ej ved jeg hvem Damien er.." begyndte Nathaniel med en dæmpet stemme. Han gjorde tegn til at Jarniqa nu kunne komme tættere på. Han vendte blikket mod hende igen. Træt følte han sig virkelig. "J-jeg forstår, at De er f-forvirret, Deres Majestæt.. L-lad mig introducere Dem til D-Deres datter.." sagde han endeligt. Han nikkede mod hende. Hun måtte godt komme hen nu. Det var jo trods alt hendes moder.