Here we go again..!

[Tiyanna Direshade Acheron]

Sephiran Acheron

---

Det var hen på eftermiddagen. Tiyanna var ved at blive temmelig træt af den store mave, og det at holde sengen, havde været fuldstændig uaktuelt for hendes vedkommende. Så snart Sephiran havde vendt ryggen til hende, havde hun forladt den, for hun nægtede at blive liggende i den, hvis hun ellers havde været i stand til at blive fri!
Den store mave, gjorde det problematisk for Tiyanna at komme frem. Hun var præget af vrede, hvor end ikke hendes søn, havde været meget i nærheden af hende igennem de sidste mange måneder. Det gjorde hende endnu mere vred, men samtidig også ked af det. Hvor var det egentlig frustrerende. I øjeblikket, sad hun nede i pejsestuen. Selv på trods af at det var ved at være forår og det hele, så var der endnu halvmørkt på denne tid af dagen, og endnu godt koldt. Derfor sad hun der i varmen for sig selv i form af den lune pejs, som hun stirrede ind i. Arbejde lavede hun ikke rigtigt noget af, hvor selv Kamparenaen i Imandra var henlagt i stilhed. For hende var det et arbejde.. Særligt efter den vending som hendes liv havde taget. Særligt efter at Sephiran igen var blevet en del af hendes liv.
Det var lige før, at Tiyanna gled hen i en form for søvn, med hovedet hvilende i sin ene hånd. Det gav et helt spjæt i hende, da armen næsten synes at forsvinde under hende, hvor et kraftigt jag, måtte skyde direkte igennem hende. Let blinkede hun med øjnene, hvor hånden automatisk gled mod hendes mave. Dernæst fulgte den våde fornemmelse. Var det..? Og så.. nu? Hænderne satte hun i armlænet, for at tvinge sig op på benene. Selvom hun følte sig ved okay vel, kunne hun mærke, at det var noget, som rent faktisk gik ret så hurtigt denne gang. Pejsestuen forsøgte hun at forlade for at søge mod soveværelset. "Bring Sephiran til mig..!" endte hun med en sammenbidt stemme, idet hun søgte mod trapperne, for at komme ovenpå. Han skulle være der, som han havde lovet hende. Hendes ben føles næsten som de gav efter under hende på turen op af trappen, da endnu et jag skød direkte igennem hende. Det gjorde ondt... Var det overhovedet normalt?

[Sephiran Acheron]

Eftermiddagen bød ikke på meget for Sephiran i dag, skønt man jo altid troede, at han havde gang i en masse. Faktisk sad han blot for sig selv på sit kontor og ordnede en masse papirarbejde, som var ret uinteressant. Men det skulle jo gøres, specielt fordi han skulle pleje sine handelsforbindelser i landet samt planlægge de næste par måneder. Selv var han gået i gang med at iværksætte en plan om at skabe sin egen hær, hvilket han gjorde ad den diskrete vej, gennem nogle af Tiyannas gamle forbindelser til de lovløse. Og til nogle af dem, der havde været hendes støtter førhen. De var i gang med at samle folk ind. Ligeså var han ved at skabe eliten og de sad alle i fangekælderen. En flok på 5 warlocks. Så måtte han jo se hvem af dem, der klarede træningen, og hvem der ikke gjorde. Hans egen søn skulle ligeså være en del af den elite, men det var han jo allerede. I dag havde Romeo fået lov til at lege med fangerne.
Han greb fat om sin pen, dyppede den i blækket og begyndte så at skrive under på det pergament han sad med. Han rullede den så sammen og forseglede den med det våbenskjold han havde fået lavet, da han havde indtaget tronen sidst. Et våbenskjold der stod for Direshade Acheron slægten. Tiyanna og ham selv. Han så op, da det hastigt bankede på døren. "Herre, Deres kones vand er gået. Fødslen går i gang nu, De må hellere søge til hende," lød en stemme igennem døren fra en af tjeneste folkene. Han så hurtigt op. Nu? Var det nu?! Han smed alt fra sig og hastede direkte ud af døren, hvilket slet ikke lignede ham. Han søgte op ad trapperne mod soveværelset ligeså. Tiyanna var blevet båret derop af to tjenestefolk og var blevet placeret i sengen. Buddet var også allerede sendt mod en jordemoder. Han kom hurtigt hen til hende og satte sig ved hendes side. "Min kære," hilste han og kyssede hendes pande.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Hvad Sephiran lavede i løbet af dagene, vidste Tiyanna ikke. Langt de fleste dage, lå hun egentlig bare i sengen, fordi at maven var blevet for stor til, at hun bare kunne vandre rundt. At komme ud af sengen, var hårdt nok, hvilket hun skam godt kunne forestille sig, var en klar og tydelig tilfredsstillelse for Sephiran, som i forvejen, ikke var meget for, at hun søgte for meget rundt.
Tjenestefolket havde hjulpet hende op og ind i sengen, hvor hun havde lagt sig. Humøret var bestemt ikke det bedste, men Sephiran skulle være der. Ikke fordi at hun var bange for at gøre det her på egen hånd, men fordi at hun oprigtigt ønskede, at han skulle være der. Han var jo barnets fader. Hvorvidt om hun denne gang ville få lov til at opleve barnets første skrig, var for hende ukendt. Sidst havde han kostet hende deres søns sjæl, inden han overhovedet var kommet til verdenen!
Tiyanna prustede ganske let, og lod hånden søge over maven, da hun så Sephiran komme ind af døren. Hun trak vejret dybt. Dette havde hun gjort et par gange før, så det var ikke fordi at det gjorde hende bange.. Men så ondt, havde det ikke gjort sidst hun havde ligget i fødsel. Var der noget galt? Det var det som hun faktisk var mest bange for lige nu. "D-det kommer nu.." sagde hun med en dæmpet stemme. For en gangs skyld, var hun faktisk ikke vred på ham. Selv efter de havde valgt at gengifte sig, og havde forsøgt at finde ud af det. For hende var han en vane, som omvendt. Hun havde virkelig brug for ham i sit liv. Et svagt gisp brød hendes læber, som smerten kort skød igennem hende. Hun vendte blikket den anden vej. Det var det her, som var det værste med en fødsel. Det gjorde ondt!

[Sephiran Acheron]

Det passede uden tvivl Sephiran betragteligt, at Tiyanna ikke kunne bevæge sig meget rundt, for han ville faktisk gerne have, at hun holdt sig i ro. Hun skulle jo gerne være sund og kunne føde barnet uden større problemer. Selv vidste han faktisk ikke, at hun havde været ude af soveværelset, for tjenestefolkene havde fået hende tilbage i seng inden han var kommet. Han ønskede at være her for hende. Hun betød jo faktisk alt for ham, for hun var den han delte sit liv med. Den kvinde, der havde skænket ham hans førstefødte søn... og nu måtte det jo så blive spændende, om der kom en dreng mere eller om de skulle have en lille prinsesse. Han satte sig ved hende og lod hånden søge over hendes kind. Han havde lært alle sine kærtegn fra hende og nu var det ham bare endnu en vane. En vane, han ikke kunne være foruden. Han nikkede. Han var spændt. Selv havde han ikke solgt deres søns sjæl denne gang. Mest fordi han havde en anden plan, som han ikke havde delt med Tiyanna. Det kom han nok heller ikke til... "Ja. Og jeg er her," endte han til hende. Han tog hendes ene hånd og trykkede om den. Han ville sidde her, til hun havde født. Han rynkede panden, da hun så væk og gispede samtidigt. "... Tiya?" spurgte han hende sigende. Hun måtte lige opdatere ham på situationen!
Døren gik op og ind kom en kvinde. Selv vidste Sephiran ikke hvem jordemoderen var. Han drejede blikket og blev noget overrasket. Han vidste ikke helt hvad han skulle synes eller mene, men den kvinde var i hvert fald en, som han havde haft på bordellet i den tid han havde styret det. Yelena. Han gad dog ikke lave en scene lige nu. Hun trådte ind. Selv gik hun i gang, som hun fik lov til det og fik lagt Tiyanna i stilling og tjekkede hendes underliv. Der gik ikke længe, før hun faktisk var klar. "Når De er klar," endte hun.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Langt kom Tiyanna aldrig, og tjenestefolket var god til at holde hende i sengen. Særligt fordi at de hellere ønskede at hun skulle komme efter dem, end Sephiran skulle gøre det. Hun lagde hånden mod sin mave, da han endelig kom ind. Selv følte hun, at hun havde set for lidt til ham igennem det sidste, men det var vel heller ikke underligt, når hormonerne direkte rasede igennem hende? For det var sådan, at hun havde det lige nu, og det var virkelig frustrerende! Hun nikkede til hans ord, som hun tog omkring hans hånd. Hans planer hvad angik deres kommende barn, var hun da heldigvis lykkelig uvidende om. Selvom hun kendte ham godt nok til at vide, at der var en plan eller en bagtanke med alt. Og den tanke fandt hun skræmmende. "På tide," bemærkede hun som det første. Spydigt, men det burde ikke komme som nogen overraskelse.
Smerten bed på Tiyanna med det samme, hvor hun direkte vendte blikket i den modsatte retning. Der var noget galt, af hvad hun kunne mærke, og ej var det en tanke som hun brød sig om. Hun trak vejret dybt, da jordmoderen endelig dukkede op. Hun havde det ikke godt.. Det var virkelig frustrerende, at det var på denne her måde. "Det gør ondt.." bemærkede hun med en dæmpet stemme, som hun vendte blikket mod Yelena. Det sitrede helt ud i fingerspidserne. Hun ville have den unge ud! Og det kunne bestemt heller ikke gå hurtigt nok for hendes vedkommende. Tænderne bed hun svagt sammen og trykkede omkring hans hånd. Han forsøgte i hvert fald.. hun følte bare ikke, at han var tæt nok på hende lige nu. "Få den unge ud af mig..!" endte hun med en skinger stemme, idet at den første alvorlige ve skød igennem hende. Hun slap et halvkvalt skrig. Det gjorde virkelig ondt denne gang!

[Sephiran Acheron]

Sephiran gjorde alt i sin magt, for at passe Tiyanna, men han kunne jo ikke være ved hende hele tiden. Han havde et større fremtidsbillede med deres familie, så derfor skulle han også iværksætte en masse af hans planer og få styr på det hele. Og hvor han nød det! Han elskede at brygge på sine planer, få tingene til at passe sammen. Men han skulle også have Kimeya med i sin ryg denne gang, det måtte han. Det møde lå snart, når der lige var faldet lidt ro omkring den nyfødte. Den næste uges tid efter fødslen i dag, ville han nemlig dedikere til hende, men så måtte han også ordentligt i gang. Hendes spydighed gik lige forbi ham, for han vidste, at det kom af svangerskabet. Han kunne se, at det gjorde mere ondt på hende. Hvad skulle han gøre? Han kunne jo ikke rigtigt gøre noget.
Som Yelena dirigerede rundt på dem og fik Tiyanna lagt i stilling, så endte han også med at sidde bag hende som hendes ryglæn, så hun lå mellem hans ben. Han tog begge hendes hænder i sine og trykkede om dem. Det var næsten for sjovt, at Yelena var den jordemoder, hans håndlangere havde hentet. "Jeg er her for dig, min kære," endte han mod hendes øre. Han kunne se, det gjorde ondt på hende, for smerte var trods alt noget han kendte godt. Han havde arbejdet meget med det jo. Han lod hende bare trykke alt det om hans hånd som hun kunne. Han kunne jo ikke gøre andet end være der for hende. Selv nu, så bryggede han på nogle små hemmelige planer omkring @yelena , for han skulle have sin hævn over, at hun var smuttet uden lov fra ham førhen!

[Deleted]

Tingene var slørede for Tiyanna. Hun huskede, at hun havde prostitueret sig selv. Huskede, at hun havde endt tilbage hos Jacqueline og Lestat. Men ellers huskede hun intet. Hun var vågnet op i slemt tilredt tilstand hos en ældre kvinde, der havde plejet hende. Hun var åbenbart blevet fundet i en rendesten i New Dale og havde ikke kunnet fortælle, hvor hun hørte til, så hun var blevet passet og plejet. Hun havde været tæt på at dø, så kvinden havde været hendes redning. Hendes hukommelse var noget sløret. Hun fik nogle gange små glimt af situationer, men kunne ikke koble dem sammen. Hun mindedes Caleb fra tiden i Dvasias, men hendes hukommelse havde galant mistet alle minder om ham i tiden efter. Så hun var gået tilbage til sit arbejde som jordemoder og havde endnu ikke besøgt Jacqueline og Lestat. I skam over, ikke at kunne huske, hvorfor hun havde været væk. Hun var blevet hentet af Sephirans håndlanger til aften og havde ikke fået et valg om at skulle med eller ej. Selv var hun lidt bange for, det ville få konsekvenser, men hun var åbenbart bare ret uheldig. Hun gik dog i sit professionelle skin og glemte alt om at være usikker og bange på sig selv. Hun så op på Tiyanna. Efter de første to veer, hvor Tiyanna pressede og skreg, så hun hvad der gjorde, at det gjorde mere ondt end normalt.
"Barnet er stjernekigger, Frue. Det vil sige, at barnets ansigt vender opad fremfor nedad. Det er intet farligt, men det gør mere ondt på Dem, end De vil mindes fra forrige fødsler. Ved næste ve, så presser De bare endnu engang," forklarede hun meget professionelt. Hun sad selv klar til at tage imod barnet og var klar til at skære navlestrengen over og det hele.

[Tiyanna Direshade Acheron]

At Sephiran blev guidet om bag hende, var noget som passede Tiyanna mere end fint, for hun havde brug for at mærke ham, og at vide at han var der for hende. Øjnene lukkede hun ganske let, som hun svagt bed tænderne sammen. Det føles forkert.. Der var noget galt i forhold til hvordan det havde føles de første gange, hvor hun havde ligget der, for at bringe liv til et andet individ. Begge hænder lukkede sig om hans. Han var uden tvivl blevet bedre til det. Sidst hun havde født, var det jo rent faktisk sket på deres bryllupsdag. Den tanke kunne endnu more hende lidt, og særligt når hun så hvad Romeo rent faktisk var blevet til i den anden ende. Kunne hun være andet end en stolt mor til den knægt? Selvom han aldrig havde været i berøring af sin sjæl?
At vide at barnet var en stjernekigger, var bestemt ikke en tanke der behagede Tiyanna. Hvad ville der ske? Et sted frygtede hun virkelig for at barnet ville sidde fast, og det var bestemt ikke noget, som hun ønskede skulle ske! Det kunne jo være på bekostning af dem begge! Hun trykkede om hans hænder og gravlagde sit ansigt mod hans hals. For hende, var det her at hun havde brug for at være. Hun havde virkelig brug for ham lige nu. Aldrig igen, skulle hun være med barn, og slet ikke, når det var på denne her måde! "Jeg skænker dig aldrig nogensinde flere børn," sagde hun næsten hårdt, idet hun trykkede omkring hans hænder. Det gjorde ondt, og det var ikke engang begyndt endnu!
Tiyannas vejrtrækning blev mere og mere hiksterende idet at endnu en ve kraftigt skød igennem hende. Denne gang kunne hun dog ikke holde skriget i sig. Det brød hendes læber kraftigt, idet at hun presset hvad hun kunne. Automatisk trykkede hun så hårdt om hans hænder, at hendes egne nærmest blev helt hvide.

[Sephiran Acheron]

Sephiran satte sig til rette bag ved hende, så Tiyanna kunne ligge op ad ham. Han flettede sine fingre ind i hendes, så hun kunne klemme alt det hun ville og støtte sig til ham. Han så ned mod Yelena, da hun snakkede. Stjernekigger? Det lød ikke umiddelbart som noget farligt, men det gjorde åbenbart mere ondt på Tiyanna end normalt. Men barnet gled vel heller ikke ligeså nemt ud, når ansigtet vendte opad? Det lød dog ikke til, at det direkte havde nogle konsekvenser på sigt, så det var jo godt. Det kunne vel have været meget værre? Den sidste fødsel, havde han jo faktisk ikke været med til. Tiyanna havde født, Theodore havde taget barnet, slettet hendes hukommelse og på den måde splittet dem. Det skulle bestemt aldrig ske igen! Men begge var de jo glade for Romeo, selvom de først var blevet forenet med ham, da han havde været et par år gammel. Han svarede ikke på hendes ord. Selv vidste han dog heller ikke, om han faktisk ønskede flere. To børn var nok, for snart ville han også gerne ønske, at Romeo skulle videreføre slægten, fremfor ham selv. Hendes skrig sang ubehageligt i hans øre, for hendes skrig brød han sig bestemt ikke om, det var noget af det ubehageligste han snart vidste...

... tiden gik og fødslen tog knap 2 timer. Endeligt, så løb der et hyl og et barn endte i Yelenas hænder. Hun fik elegant og hurtigt kappet navlestrengen, gjort barnets navle pæn og svøbte så barnet ind i et håndklæde og et tæppe. Hun smilede sagte. "Det er en dreng... En kær lille dreng," sagde hun. Hun gik om til Tiyanna med barnet og rakte det til hende.

[Tiyanna Direshade Acheron]

En stjernekigger var hvad de skulle afslutte med. Ikke at det var en tanke som faldt i Tiyannas gode smag, for tanken alene, var noget som direkte irriterede hende. Hun prustede let. At Sephiran var der denne gang, var dog den tanke, som hun fandt lettende. Han var der rent faktisk. Hovedet og ansigtet gravlagte hun tæt ved hans hals. Hans duft gjorde hende rolig.
Tiyanna trykkede omkring hans hånd. Aldrig skulle der komme flere børn her. Hun ville ikke skænke livet til flere i hvert fald! Desuden var hun vel også ved at blive for gammel til det, og særligt nu hvor de rent faktisk også havde en voksen søn i forvejen? Han måtte være den som skulle tage over for dette. Acheron og Direshade, var to familier som skulle have lov til at bestå!

Hvor lang tid der gik, vidste Tiyanna ikke. Det føles i hvert fald som en evighed. Skrigene brød hyppigt hendes læber, og hendes krop var henlagt i sved, idet hun gav alt hvad hun havde i et sidste pres. Halve barnet var ude, og derefter at resten forlod hende. Hun gispede kraftigt, idet at barets skrig brød dets læber. Det skreg rent faktisk. Hun blinkede let med øjnene, som drengen blev pakket ind i et klæde. Hun følte sig træt. Virkelig, virkelig træt. Hun trak svagt på smilebåndet. "En dreng.. Sephiran.. endnu en dreng," sagde hun træt. Dertil slap hun hans hænder og rakte ud mod drengen. Hun ville have ham liggende ved sig. Hun tog imod ham og lagde ham mod sit bryst. Hun var virkelig, virkelig lettet.

[Sephiran Acheron]

Sephiran vidste ikke rigtigt, hvad det betød, at barnet var stjernekigger. Men på Yelena lød det jo ikke til, det var noget farligt. Det havde bare været mere trættende og smertefuldt ved Tiyanna, men det var jo heldigvis ovre nu. Han gjorde alt for at berolige hende og støtte hende, for han ville være der for hende denne gang, nu han ikke havde haft muligheden sidst! Selv var han fint tilfreds med, at de ikke skulle have flere børn, for han behøvede ej skænke lidt til flere. Deres nyfødte barn nu, var også kommet sent i forhold til Romeo, men det måtte jo være sådan. Direshade Acheron var klart et stærkt familienavn og han stod fuldt inde for begge slægtsveje, da han ville have, at de skulle føres videre. Selv havde han ingen tidsfornemmelse, men selv han mærkede et stik af glæde og stolthed, da barnet kom ud. Hylet irriterede ham en smule, men det så ud til at behage Tiyanna, så det var altid godt. Han kyssede hende i håret og fulgte Yelena med blikket, da hun bar drengen hen til Tiyanna og ham selv. Han så ned mod barnet og så tilbage mod Yelena, derefter hen på deres tjenestepige, der stod ved døren og overværede situationen. "Beýoa. Du må gerne give Yelena et værelse på tjenestefløjen for i nat, så snakker jeg med hende i morgen," endte han. Det var klart, det ikke stod til at diskutere. Yelena fulgte under tvang dog frivilligt med og lod dem alene med barnet. Han så tilbage mod drengen. "Det er jo perfekt. Endnu en lille prins," endte han og trak på mundvigen.

[Tiyanna Direshade Acheron]

En stjernekigger, kunne i princippet godt være farligt, hvilket Tiyanna virkelig håbede, at dette ikke var. At hun så alligevel havde formået at føde naturligt, var vel.. mærkværdigt og nærmest et mirakel? Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst, som hun træt vendte blikket mod barnet. Det skreg.. Det havde rent faktisk fået lov til at beholde sin sjæl til fordel for Romeo, som aldrig nogensinde havde været i kontakt med noget af dette?
Den lille dreng, lagde Tiyanna trygt til rette på hendes bryst, hvor hun strøg ham over hovedet. Her var de og de var en familie, som havde været sammen igennem dette, hvilket for hende, var noget som faktisk betød ekstremt meget, hvis hun selv skulle sige det. Det var bestemt heller ikke noget, som hun havde tænkt sig at lægge skjul på. "Han er perfekt," sagde hun endeligt. Han var menneskelig i forhold til det, som resten af familien kunne byde på. Selvom Direshade Acheron skulle vise sig, at blive kendte navne, som blev slået sammen i deres generation, særligt igennem deres ægteskab og nu to sønner, så kunne hun da kun være stolt. Hun trak vejret dybt. Drengen lavede en masse lyde.. forsøgte at åbne øjnene, selvom det ikke gik helt som han gerne ville. Hovedet lagde hun tæt ved Sephirans. "Nu ikke nogen ideer.. vel?" endte hun træt. Sidst havde hun født i tavshed.. Hvilket havde sat en direkte skræk i hende, som hun intet kunne stille op med. Denne gang ville hun ikke fejle. Hun ønskede oprigtigt at blive en god mor.

[Sephiran Acheron]

For nu, ville Sephiran gerne være alene med sin kone og nyfødte søn. Hvad Romeo ville sige til en lillebror, var nok allerede kendt. Deres ældste søn ville nok være ligeglad og ikke rigtigt tage sig af det, medmindre han blev bedt om at gøre noget. Selv havde Sephiran ikke helt bestemt sig for, om den nyfødte skulle beholde eller miste sin sjæl. Det havde jo skabt store komplikationer mellem ham selv og Samuel, at Samuel havde haft hele sin sjæl og alle sine følelser, hvilket havde splittet hele familien i sidste ende. På den anden side, så forventede han ikke, at Romeo faktisk ville gå imod ham og slå ham ihjel, som han havde slået sin far ihjel. Så af den grund, kunne den nyfødte jo godt beholde sin sjæl, så Tiyanna faktisk kunne pusle om ham. Han holdt forsat om Tiyanna og vuggede hende en smule i sine arme, så hun følte sig tryg og tilpas. Han så skiftevis ud i rummet og tilbage på den lille dreng i hendes arme. "Ikke på stående fod," svarede han hende. Det var jo rigtigt nok, for han havde ikke planer om noget... endnu. Det kunne jo hurtigt ske alt efter hvordan tingene flaskede sig for dem.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Romeo var ærlig talt det sidste som Tiyanna tænkte på lige nu. Den unge mand var vel så ligeglad, som noget overhovedet kunne være? Det var hvad hun gik ud fra i hvert fald. Den unge mand var jo slet ikke i stand til at føle noget som helst. Hun lagde sig tæt ind mod Sephiran, da han vuggede hende frem og tilbage. Selv på trods af den manglende sjæl, som han havde.. eller rettere sagt manglede, så gjorde han det faktisk ganske fint på trods af det. Hun lukkede øjnene let. Hun var virkelig, virkelig træt! "Du kan lige vove," sagde hun kort for hovedet, inden hun igen vendte blikket op mod hans skikkelse. Han kunne lige vove på at gøre noget ved deres nyfødte.. De havde jo faktisk ikke rigtigt snakket om navn endnu. Hvilket var noget, som først gik op for hende nu.
"Vi har aldrig snakket om navn," kommenterede hun endeligt, som hun igen lagde sig tæt ind mod ham. Hun var for træt til de største diskussioner. Den lille dreng lagde sig godt til rette igen ved sine forældre. Små lyde kom fra tid til anden, men ikke meget andet. Tiyanna trak svagt på smilebåndet. Hun kunne jo ikke være andet end en tydelig stolt mor. Dertil håbede hun også at den lille dreng, var noget som vækkede en stolthed ved Sephiran. Det var jo hans anden søn.

[Sephiran Acheron]

Sephiran kunne se på det hele, at det havde været det rigtige valg ikke at sælge den nyfødtes sjæl på forhånd. Tiyanna virkede glad og lettet over det hele. Så meget stolt ud. Havde både gjort det, da drengen havde skreget ved fødslen og nu hvor han lå og kom med små lyde i hendes arme. Selv mærkede han en snert af stolthed. Tiden skulle vise sig, hvad hans planer blev for deres anden og nye dreng. Romeo var jo den førstefødte og deraf også prioriteret først. Han skulle være efterfølgeren. Som Acheron, blev man som regel ikke meget som 2. sønnen, medmindre man selv havde ambitioner, for alt blev kun givet til den første. Han trak bare på skuldrene og lod som ingenting. Hans tomler strøg hende fraværende over maven, mens de endnu sad ganske tæt. Noget han faktisk godt kunne lide. Han sad og kiggede ud i rummet, da hun nævnte noget om navnet og så straks på hende. Navn? Det havde han faktisk ikke skænket en tanke. Egentligt havde han tænkt, at hun skulle bestemme, fordi 2. sønnen jo mest tilfaldt hende, som Romeo var tilfaldet ham. "Hvad kunne du tænke dig at kalde ham? Jeg ved bare, at efternavnet er Direshade Acheron. Vores familienavn," endte han til hende.