A look at the past.

[Deleted]

Hendes navn var sjældent kendt, hun kunne godt lide at opholde sig i skyggerne, men for dem hun mente var vigtige nok til at kende hende og huske hende, dem gav hun bestemt også noget at huske hende for. Denne mand var en af dem som hun rent faktisk ikke havde noget sted at placere endnu, ikke andet end lysten til at have lidt selskab, i den ellers så fredfyldte stund hun endelig havde. Måske var det fordi hun savnede selskab uden det blev overvåget. Bare i ny og næ, at være en helt anden og se hvordan det var. Minde hende om at det bedste i dette evige liv var at være forgudet og ophøjet af sine børn. Hun kunne ikke lade være med at smile ved tanken, nej hun vidste skam hvad hun foretrak, men andet kunne vel også vise sig at være sjovt en gang imellem. Cathlina var en kvinde som ikke mange gjorde sig klog på, hun havde aldrig været i et forhold, aldrig mærket kærlighed til andet end blod. Hun havde altid været på markedet og ingen mand havde været god nok til at få hende væk derfra. En morende tanke, hun var sikker på at ingen mand i bund og grund var god nok, for følelserne var der jo, bare til blod og ikke en mand. Så helt koldhjertet var hun vel ikke, var hun? Hvis det var tilfældet ville hun nok være ligeglad, hvad skulle hun dog også bruge en enkel mand til, når hun kunne få hvem som helst.
"Mmh, glæden er på min side Valerio." Lød den fløjlsbløde stemmes lokkende klang. Hun lagde mærke til at han manglede noget, hvilket gjorde hende nysgerrig, hvordan i al verden var det gået til? Og hvordan levede han så? Savnede han mund at bide, mærke sine tænder synke ned i blød hud og tage det som gav ham styrke? Man kom altid langt med komplimenter når det kom til Cathlina, hendes ego elskede at blive plejet, så når en mand kom med søde ord, var det jo kun en fryd. Hun elskede det. Elskede at blive bekræftet. Derfor, fik hans ord hende til at smile, slå blikket kort ned og bide sig roligt i læben. Da de dybtblå øjne hævede sig igen, lod de blikket hvile på hans mund. Hun lod sin hånd glide forsigtigt op mod hans ansigt, for at lade sine tommel glide over hans læber blidt.
"Dine tænder?" Spurgte hun så, næsten i en antydning af bekymring. Som væsen var de jo kendt på dette.

[Deleted]

Intenst som det end kunne være med et møde mellem to rovdyr, som de jo godt kunne beskrives som at være, og det var uden tvivl noget, som kunne mærkes selv den dag i dag. Valerios blik hvilede intenst på hendes smukke skikkelse. Han lod hovedet søge let på sned. Alt i alt, var han faktisk spændt på, hvad dette kunne ende med i den anden ende med, og det var det, som han faktisk var spændt på.
Som de nu stod der foran hinanden, kunne han for alvor tage hendes smukke træk i blik. Uden tvivl en rigtig flot kvinde. At hun hævede hånden, for at komme i berøring af hans ansigt, fik ham kort til at lukke øjnene. Det føles godt. Det var i forvejen meget sjældent, at han lod nogen berøre ham i det hele taget. "De er mig frataget," sagde Valerio direkte. Han lagde ikke skjul på det. Efterhånden kunne man sige, at det var ved at være rigtig mange år siden, at det var sket. Han havde accepteret det for længst. Han havde derfor sine egne måder, hvorpå at han jagede. For det gjorde han stadig. Han trak på smilebåndet, så det var tydeligt for hende, at tænderne manglede. "En straf for en gammel hændelse, min bror og jeg stod bag her i Manjarno," sagde han sandfærdigt. Han hævede selv hånden, som han lagde under hendes hage, for at tvinge hendes blik op mod sig i stedet for. Hans mine blev igen stiv og direkte intetsigende. Selv på trods af, at han havde lært at leve med det, var det jo endnu en situation, der bød på en lang række med problematikker. "Det er nu ved at være mange år siden," sagde han blot med et kort træk på skuldrene. Hans broder var død i dag.. Han selv levede endnu under den tilstand, som han var pålagt ved de manglende rovdyrtænder.

[Deleted]

Flere spørgsmål pressede sig på og hendes nysgerrighed steg kun, hvad var en vampyr egentlig uden sine tænder? Det var jo en af de ting hun elskede ved at være den hun var, hendes tænder, enhver tænkelig chance for at bruge dem. Men alle var jo forskellige, det vidste hun udmærket godt.
"Fortæl mig, hvordan du får næring." Bad hun roligt, hendes blik var intenst, som det stædig hvilede intenst ved hans læber. Det var længe siden nogen anden vampyr havde lagt sine fingre på hende, hun havde da haft før i tiden, men ingen mand eller kvinde havde sagt hende noget siden. Hvordan dette møde ville udfolde sig, var hun selv spændt på, allerede nu havde han jo vækket en del interesse, gjort hun blev nysgerrig og hun kedet sig ikke endnu. Det var jo gode tegn. Natten ville blive ganske fornuftig, trods der intet var at finde her, havde hun da fundet noget hun ikke havde ledt efter.
"Jeg kan ikke forstille mig hvordan det må være. At mangle dem." Lød det stille fra hende, hun lod sine tunge glide hen over sine egne, som skarp blidt i den. Det fik hende kort til at smile, ja selv hendes eget blod kunne bruges til hver en tid. Flere spørgsmål lå gemt, hun elskede detaljer, specielt når det omhandlede blod. Bare at lytte til det kunne få hende til at sukke længselsfuldt efter mere. Også selv hvis hun lige havde spist. Det var ligegyldig, det var hendes afhængighed, hun kunne ikke få nok. Aldrig.

[Deleted]

Så lang tid, at hun ikke gjorde grin med ham, havde Valerio det egentlig udmærket i hendes selskab. Det var derimod noget af det, som han til nu, havde været vant til, at folk nedgjorde ham for hans 'tilstand'. Han lod hovedet søge på sned. Hans jagtmetoder var måske primitive, men han havde jo endnu meget med fra vampyren, som kunne bruges til den effektive jagt. "Lad mig vise dig det," sagde han med en rolig stemme. Han kunne jo sagtens vise hende det, bare ved at indlede jagten - på hende, dog uden at gøre noget ekstra ved det, og faktisk tage hendes liv. Så langt, at hun udviste denne form for respekt for ham, havde han faktisk intet imod det.
At dette fik hende til at sætte mere pris på hvad hun havde, forundrede ham slet ikke. Han forstod hende godt. Selv han følte misundelse over dem, som rent faktisk havde dem som en del af sig. Særligt fordi at den forhenværende dronning af Manjarno, rent faktisk havde taget det hele fra ham, ganske vidst på den mest brutale måde. At mangle dem, var nu bare en ting, som man kunne sige, at han var blevet vant til, og det var det som han vel havde det bedst med. "Jeg mangler dem ikke i dag, som jeg har gjort førhen. Jeg kan endnu leve et respektabelt og godt liv," sagde han med et kort træk på skuldrene. Hans øjne skinnede nærmest af en lyst.. en legende lyst. "Lad mig vise dig hvordan jeg lever mit liv.. Jeg tæller til ti.." endte han med et glimt i øjet.. Derefter begyndte han langsomt at tælle.. 1....2...3..

[Deleted]

Vise hende det? Det kunne han vel godt, det ville et sted være en fornøjelse, men det bragte også nogle forventninger i hende, til hans evner og hvordan det præcis forgik.
"Gerne." Lød det blidt fra hende, hun smilede svagt konstant, hun var jo glad, i godt selskab, hvorfor ikke smile? Hendes blik gled kort rundt, hvad ville han dog jage her? Der var jo ingen, indtil det langsomt gik op for hende, at hvis han søgte at demonstrere, var det nok hende som blev legeoffer. At skulle lege rundt var intet hun normalt gjorde, men hun gav sig jo ud for at være mere afslappet end hun normalt var. Stolede hun nok på ham til at lade ham gøre dette? Hun blev revet lidt væk fra sine tanker da han igen talte. Hvordan kunne man vende sig til sådan en tilstand? Hun ville gå helt neden om og hjem, det var hun næsten sikker på. Respekt måtte man give ham, for at kunne klare sig uden og leve med det. Øjnene lagde hun mærke til med det samme, det fik hende kun til at smile mere. Så skidt da! Nu hvor han havde gjort det ganske klart for hende at det rent faktisk måtte gå ud over hende, hvorfor ellers skulle han lade hende vide han talte til ti? Tag fat. Var man ikke blevet lidt for gammel til den slags? Her fik hun indblik i hvordan det ville være at være offer af ham, men var det overhovedet noget hun var interesseret i. Cathlina nikkede dog blot, inden hun satte i løb fra ham, forsvandt ind imellem bygningerne. Naturligvis brugte hun sine evner i hurtighed, da hun ikke var i tvivl om han ville gøre det samme. At give ham udfordring ville være sjovt, hun gik ikke ud fra hans normale jagtmetoder gik ud over vampyrer. Så det ville vel være nyt for ham? Eller tog hun fejl? Hun smilede fornøjet. Selv hvis han viste sig ikke at være til at stole på, ville hun være forberedt. Det var en regel hun altid havde, hun stolede på ingen andre end sig selv.

[Deleted]

Valerio trak tilfredst på smilebåndet, som Cathlina indvilget i at lade ham komme vise hende det. Uden at gøre hende ondt naturligvis. For selvom han var en vampyr, så var han på ingen måder, ude på at gøre hende noget. Hvorfor skulle han da gøre det? Han kunne jo lide hendes selskab og særligt når det foregik på denne her måde. Ikke hånede eller nedgjorde hun ham for noget som helst, og det var noget som rent faktisk passede ham mere end fint. Faktisk var det en tanke som han godt kunne lide.
Valerio slap hende igen. Dette skulle nok vise sig, som en omgang tag-fat, men gjorde det noget? At hun tog turen væk, mens han fortsatte med at tælle, morede ham dog. Det beviste vel bare, at hun alligevel viste ham denne form for tillid, og det var en tanke, som han virkelig godt kunne lide. 4...5..6.. Han fortsatte med at tælle, mens hans blik fulgte hende. Dette skulle nok vise sig, at blive meget interessant. 7...8...9.. 10!
Fast satte Valerio i løb. Ligesom de fleste andre af deres slags, nød han at lege med maden, og at gøre det til en leg, inden han slog ihjel. Ganske vidst var han ikke ude på at slå ihjel denne gang. Han smilede let for sig selv. Han søgte ned mellem hus og buske, samt træer for at finde hende. Han morede sig. For en gangs skyld, kunne han glemme sine problemer lidt, og det var uden tvivl også rigtig rart for ham!

[Deleted]

Man måtte sige der gik en smule barndom i hende, hun hørte ham sætte afsted efter hende, hvilket fik hende til at fnise. I den grad barnligt at lege tagfat i natten på denne måde, men hun fandt det faktisk overraskende morsomt, specielt fordi hun kunne teste hans evner, og så fik hun svar på sit spørgsmål på en lidt mere interessant måde. Hun sørgede for at snørkle sig rundt omkring bygninger, ind og ud af dem, efterlod hendes duft over alt. Søgte op og søgte ned, hun satte farten op, vinden legede med hendes kjole og hendes hår, det var en vidunderlig følelse at storme afsted på denne måde. Dog nød hun dette imens hun var observant, man kunne jo aldrig vide hvor han kom fra! Det var en interessant ting at løbe for sjov, det havde hun aldrig prøvet før, kun hvis hun skulle et sted hen, ikke væk. Tagfat var en leg for børn og alligevel, tog hun sig selv i at nyde dette, more sig over det, føle sig lidt som en barnlig sjæl. Hendes grin lød igen, det var svært at holde inde, dumt var det dog, for hun afslørede jo lidt hvor hun rent faktisk var henne af. Det var fristende at lade ham fange hende, hun ville vide hvad han rent faktisk gjorde for at få sin næring, få blod. Det kriblede helt i hende for at få det af vide! Men nej, den tilfredsstillelse måtte hun vente med og ligeså han, ja i hvert fald indtil han endte med at fange hende. At give op uden kamp ville hun dog ikke, så hun styrtede videre rundt og endte inde i endnu en bygning, hun stoppede kort op da hun fik øje på flasker. Gad vide om der var noget i! Uopmærksom, gik hun mod flaskerne, helt i glemsel over hvad hun rent faktisk foretog sig lige inden hun fik øje på mulig sprut.

[Deleted]

Meget muligt, at dette var en barnlig leg, men end ikke det, var noget som gjorde Valerio noget. Han fandt det morende og underholdende ikke mindst, og det var dette, som han uden tvivl ligeledes måtte nyde utrolig godt af, når det nu endelig var sagt. Et tilfredst smil bredte sig på hans læber, som hun stormet afsted. Hun var med på legen, hvilket da uden tvivl var en tanke, der glædede ham!
Selvom mange nok ville definere dette, som en leg med maden, var det slet ikke tilfældet i denne situation. Valerio ønskede blot at understrege hvordan han levede sit liv, og særligt nu, hvor han ikke ligerem kunne sige, at have sine spidse tænder i sin besiddelse. Han fremdrog en kniv, som han holdt stødt i sin hånd. Nej, det var ikke fordi at han havde i sinde at bruge det, men han skulle jo vise hvordan han gjorde det.
Ved hjælp af vampyrens hurtighed, søgte Valerio fast og hastigt igennem byen, for at finde hende. Duften kunne han fange, hvor den til tider måtte forsvinde. Han nød det virkelig. Det var rart, at der ligeledes var nogen, der var frisk på legen sammen med ham! Han stoppede op ved en mur, da han så hendes skikkelse. Det kolde smil bredte sig på hans læber. Havde hun glemt, at de var igang med en leg? Han hastede direkte mod hende. Næven forsøgte han at lukke om hendes hals, for at tvinge hende op af muren, hvor han så lagde kniven for. Stod man overfor de levende, var det døden der ramte dem her. Han lod hovedet søge på sned. "Således," sagde han stolt. Kniven var hans våben, fremfor tænderne. Og han vidste uden tvivl hvordan den skulle benyttes, og særligt i kampen om leg og føde.

[Deleted]

Hun havde i den grad glemt de var i gang med at lege, for hun havde jo fundet noget som i den grad tog al hendes opmærksomhed. Så tæt på, og pludselig så langt fra, da han dukkede op og tvang hende mod muren. Der måtte komme et hvæs fra hende da hun blev overrasket, for hun havde jo tankerne på alt andet og var ikke lige forberedt. Næven om hendes hals, lod hendes slanke fingre sig glide kort ved, da det gik op for hende hvad der egentlig skete. Grinte hun af sig selv. Hvis hun rent faktisk havde været i fare havde hun ikke stoppet op for noget så dumt som sprut, men hun havde jo håbet på en drink på dette åndsforladte sted og der stod de smukt! Bare de nu ikke var tomme. Stoltheden han havde i sin stemme, fik hende til at smile, det var godt han levede videre og rent faktisk var stolt af måden hvorpå han fik sin næring. Hun lod sine fingre vandre fra hånden og kort ned af hans arm, inden den dumpede ned langs hendes side.
"Jeg kan gætte mig til det kan blive rimelig blodigt på den måde." Hviskede hun lettere forførende, med en gnist i øjnene som fortalte hun i den grad kunne lide det på den måde. Massere blod, blod over alt. Hun lukkede kort øjnene, bare for at forstille sig senariet. Det var smukt. Ganske enkelt smukt. Det var længe siden hun havde haft et ordenligt blodbad, hun savnede det. Måske skulle hun få sine børn til at bringe et offer hver, til hendes forgudelse og så få dem tøm i et kar. Fristende tanke. Hovedet søgte en anelse på sned, da hun åbnede de dybt blå øjne og betragtede ham på ny. Det var intenst at have ham tæt på, at være hans legeoffer. Hun kunne lide det, meget endda.

[Deleted]

Havde Cathlina været et offer for Valerio, havde det træk kostet hende livet, og det var den tanke, som han fandt morende. Det kunne godt være, at det var en mere blodig måde at jage på, men efter dronningen af Manjarno, Destiny førhen havde taget tænderne fra ham, som straf for de ugerninger som han havde påført landet her, så var det ikke underligt, at det var en mulighed, som han var nødt til at ty til.
Som hun direkte hvæsede af ham, måtte han selv trække morende på smilebåndet. Han kunne i hvert fald ikke lade være, når det nu endelig var. "Hvis jeg ville.. så ville du end ikke have lagt mærke til, at jeg havde trykket dig op mod væggen," pointerede han med en intens hviskende stemme. Han sænkede roligt hånden som han havde om hendes hals, men lod endnu kniven hvile der. Han smilede ganske tilfredst. Selvom tænderne manglede, kunne han derfor stadig leve et godt liv. Måske ikke som den typiske stolte af slagsen, men det gjorde nu ikke ligefrem nogen forskel for hans vedkommende. Han lod hovedet søge på sned. Hun vækkede det i ham.. Ikke bare lysten til leg, men også mere end det. Måske fordi at hun var en af de få af hans egen slags, som ikke havde set ned på ham for hans tilstand. Langsomt fjernede han kniven, som han gemte af vejen igen. Det var jo ikke meningen, at han ville bruge den på hende.. Selvom hu net sted vækkede en lyst til at gøre det. Dog uden at skulle slå ihjel.

[Deleted]

Et suk kom fra hende, mens smilet voksede på de røde fyldige læber.
"Mmm, det tror jeg gerne på." Lød hendes hvisken igen, fløjlsblød og lokkende. Hun betragtede ham, det ville nu være en fornøjelse at se ham jage rigtigt, at se ham nære sig. Selv hun brugte jo ikke altid sine tænder, selvom det passede hende bedst sådan. Nogen gange krævede det jo at der ikke blev for stort et svineri, så et glad nogen gange var på sin plads. Eller når hun slikkede sine fingre rene i sine blodbade. Cathlina nød lidt for meget at stå sådan, hun fandt det spændende og lagde mærke til en hver detalje ved ham, hans kropssprog, ansigtets mimik. Der var ingen grund til at lade manden lide mere end han allerede havde gjort ved at miste sine tænder, nej hun respekterede ham for ikke bare at lade sig opgive sit evige liv, men finde nye muligheder for sjov og næring på samme tid. Det var jo ikke til at skjule at han nød selve jagten, hvem ville ikke det? Smilet forblev på læberne som hun langsomt kørte sin tungespids hen over.
"Min opmærksomhed blev taget fra legen, så det var faktisk ikke helt fair. Jeg fandt endelig noget af det som jeg ledte efter." Lo hun. Da han havde fjernet kniven, lod hun sig gnide kort op af ham, inden hun passerede ham for at finde flaskerne. Hun rystede dem, og mærkede skuffelsen skylle over hende. Tomme! Irriteret smed hun en efter en fra sig. Tom, tom, tom. Dem alle sammen. Pokkers! Her gik hun og sukkede efter en lille en og så var de alle tomme. Svineri. Nærige møgengle!
"Du skulle vel ikke gemme på en lille bitte sjus et eller andet sted på den henrivende krop af din?" Spurgte hun så med et drillende glimt i øjet, hun havde vendt sig mod ham og var begyndt at søge tæt på igen.

[Deleted]

Selvom den tilstand uden tvivl havde slået selv Valerio ud i starten, så måtte han jo sande, at det ikke var så slemt i dag, som det engang havde været. Dette kunne han uden tvivl godt mærke. Nu hvor han stod der med hende foran sig. Så nemt, som det havde været, tage hendes liv, så var det uden tvivl også til hendes held, at det ikke var noget som han havde været det mindste interesseret i.
Han lod hende derfor gå denne gang. Han havde vel understreget sin pointe i og med, at han havde vist hende hvordan han gjorde det. Selvom det ganske vidst som regel endte ud i at være mere blodig, når han gjorde det oprigtigt, men han fik sin føde, og det var det, som for ham, var det vigtigste af det hele. Han klarede sig, ligesom alle andre. Han kneb øjnene let og fast sammen, som hun gik hen til flaskerne. "Du blev distraheret af disse?" spurgte han direkte. Skulle han være skuffet over det nu? Det var jo slet ikke meningen at det var det som skulle ske, og særligt ikke nu hvor de havde vandret rundt i deres egen leg.
Flaskerne var tomme. Ikke at det var noget som kom bag på ham. Havde hun regnet med at Dødsenglene ville efterlade sig den slags? Han rynkede tydeligt på næsen. "Forventede du ærligt, at de ville efterlade den slags? De har nok tømt det hele her," sagde han direkte. Han rakte hånden ind under kappen, hvor han trak en fin lille, dog gammel lommelærke frem. "Hvilken mand vil jeg ikke være, om jeg ikke havde en med?" spurgte han direkte. Blod var der ganske vidt i. Alkohol var aldrig rigtigt noget, som han var gået særlig meget op i.

[Deleted]

"Jeg har mine grunde til at lade mig distrahere. Alkohol lige nu en af de ting jeg virkelig trænger til, uden opsyn! Det skal jo nydes!" Grinte hun, det gik op for hende hun egentlig havde afsløret en smule hvorfor hun nød stilheden heroppe. Det gjorde dog intet, hun havde vel intet at skjule som sådan. Dog spredte et lettere mystisk smil sig over hendes læber, som hun valgte at se lidt væk fra ham. Hun nikkede enig til hans ord, de havde nok fordrukket sig dagen inden de tog afsted, hvor hun dog missundede dem lige nu. Cathlina skulle dog have en del før hun bare kom tæt på at mærke noget, hun drak for det meste fordi hun elskede smagen. Da han fandt en lommelærke frem lyste hendes øjne næsten op, men hun blev snart klar over indholdet, dog ville det ikke gøre hende det store, hun elskede jo blod, men at tage det fra ham, ville hun faktisk helst ikke. Det var ikke lang tid siden hun havde nydt at dræne en ung kvinde, så hun havde fået sit, og med hans manglende tænder. Havde hun virkelig fået samvittighed? Det måtte være fordi han var af hendes egen art. Og at hun virkelig havde det svært med at fatte han sådan kunne overleve uden sine tænder. Mon man kunne få noget som ville erstatte det, det havde hun da set før! Øjnene flakkede lidt, inden hun holdte fokus på ham igen, smilet bredte sig på ny. Et sted var hun fristet til at høre hvordan han havde klaret mødet med en varulv.
"En fattig mand." Endte hun med at svare, de fleste der rendte rundt med sådan en, var af finere stand, eller havde i hvert fald været. Med mindre den var stjålet. Man så for det meste kun sådanne i lidt finere kredse.

[Deleted]

Et let smil passerede kort Valerios læber. At der ikke skulle mere til, var uden tvivl en tanke der morede ham. Det havde givet ham den klare fordel i deres leg, selvom den havde været ovre før han havde håbet på, at den ville være det. "En skam. Jeg som troede, at du ville være bedre til at lege tag-fat," sagde han endeligt. Selv var det en børneleg i mange henseender, men det var slet ikke sådan at han så på det som. For ham, var det jo trods alt blevet en del af det at jage, og særligt fordi at han var nødsaget til at gøre brug af håndvåben. "Alkohol, kan være en farlig mix," sagde han med en sigende mine. Det var ikke ofte, at han gjorde brug af dette selv, også selvom han nød af det fra tid til anden, så gik han nok mere op i sin forretning og arbejde, end hvad han gik op i sjov og spas. Siden han havde mistet sin egen familie, for frygtelig mange år siden, havde han ikke været i stand til at slappe af og bare nyde det evige liv.
Valerio valgte dog alligevel at række lommelærken mod hende. Selv han tog ikke nogen steder, uden at have den med sig, når han endelig skulle på udfulgt. Hans kæreste havde ikke været en varulv hele livet, men derimod blevet det igennem den seneste tid. Hårdt som det end måtte være, kunne han ikke rigtigt gøre noget ved det, andet end at forsøge at støtte hende i det, selvom det uden tvivl var forbandet svært, selv for ham. Det var en naturlig fjende, som han pludselig stod igen med, og gud hvor han dog hadede, at det forholdt sig således. "Tag endelig," opfordrede han sandfærdigt.

[Deleted]

Det krævede en del af hende ikke at grine, men smilet lå tydeligt til det, hun måtte jo indrømme det havde været morende, men tag-fat var ikke just en leg hun var van til. At lege på den måde generelt. Tænk sig, hende at føle sig som en ung pige igen, det føltes langt væk, og nu alligevel lettere tæt på. Hun lod sine fingre søge op mod kravebenet som hun strejfede roligt med de slanke fingre, hun tog imod lommelærken og så det studerende på den. Burde hun? Hun besluttede sig for at tage en tår, men også kun en, selvom det kun gjorde det sensuelle over hende værre. Meget værre endda. Cathlina nød blod, som var det en mand der kærtegnede hende ganske intimt. Det tændte hende. Hver eneste gang. Et nydende suk kom fra hende da lommelærken igen slap hendes læber. Roligt slikkede hun sig om munden, i ren og skær vane, inden hun rakte ham den igen.
"Ligner jeg typen som leger tag-fat normalt?" Spurgte hun blidt, hun smilede sit lokkende smil, han måtte da gerne få en revanche hvis det var det han søgte. Det ville da være trist hvis han blev skuffet i sin leg, hun var jo lettere utålmodig så det var nok også derfor hun var lettere distraheret. Nysgerrigheden måtte stilles. Det var den nu. Mon han havde slået varulven ihjel eller blot frygtet fra den? Nu igen, den pokkers nysgerrighed, men en ting af gangen vel. Nogen gange var tålmodighed faktisk noget hun havde, når hun gad det. Alt skulle helst gå efter hendes hoved jo!
"Hvor længe havde du planer om at være her?" Spurgte hun så forførende, næsten som en tavst bøn om at de ikke skulle nå væk derfra før solens stråler igen måtte lade sig berøre jordens overflade.