A look at the past.

[Deleted]

@cathlin

---

Det var ved at være sent på aftenen, da Valerio endelig ankom til Paggeija. Selv havde dette sted været så godt som forladt, siden Dødsenglene var taget herfra. Bevidst havde han valgt at holde sig i baggrunden efter alt det, som var sket i Manjarno igennem den seneste tid. Småting kunne man ikke ligefrem sige, at det havde været.
Hesten tvang han frem ved at sparke let til den med hælene, så den igen bevægede sig frem. Den slog let med halen. Han var meget opmærksom. Det var jo trods alt aldrig til at vide, hvad han ville møde her på stedet. Måske at der var dødsengle efterladt?
Han kneb øjnene let sammen, inden han sprang af hesten. Umiddelbart forventede han naturligvis ikke at finde noget heroppe, som ville gavne hans forretninger, men derimod i hans søgen efter et sted til ham og Alice. Efter hun var blevet bidt og omgjort til en varulv, så satte det langt flere problematikker i deres tilværelse. Han kunne ikke klare tanken om en varulv i hans hjem, men. tanken om at undvære hende, var slet ikke noget som kom på tale for hans vedkommende.
Han tog om tøjlerne, inden han søgte ind i det, som nærmest lignede en ruin af en by. Her var stille.. næsten som havde det været en ren spøgelsesby. Det løb ham koldt ned af ryggen, selvom han ikke tog det så tungt som sådan. En enlig ulv, kunne man godt kalde ham. Han havde aldrig haft det godt omkring alt for mange andre.. og herude, var der vel også mulighed for at hjælpe Alice med hendes nye varulveproblem? Eller måske noget andet også? En ny start for dem begge. Manjarno var jo trods alt ikke hvad det havde været, og det var i forvejen lang tid siden han sidst havde været her. Selv kunne han huske det som en prægtig og stor by. Det var en skygge af det i dag.
"Kom," sagde han kort for hovedet og rev let i tøjlerne, inden han søgte ned igennem de ødede gader.

[Deleted]

Stedet her havde hun godt hørt om, og hun havde hørt om de materialer som dødsenglene havde udgravet fra grotterne, som havde gjort byen havde været ganske fantastisk i handel. Det gjorde hende nysgerrig, rigdom gjorde dette som regel. For en gangs skyld havde hun fået lidt fred, kun få fulgte hende på en god lang afstand, så rent faktisk følte hun sig i fred! I grotterne vandrede hun lige nu, så sig omkring med en fakkel i hånden. De havde vitterligt ribbet alt hvad de kunne da de havde forladt stedet, hun sukkede lettere opgivende, her var intet! Det havde været spild af tid at tage herop, og dog, hun manglede jo stadig en del og husene var der også! Stedet var faktisk let at skulle overtage, gad vide hvorfor ingen havde gjort dette endnu? Jo vidst virkede stedet som en ruin og tom som alt, men alligevel! En hel by, uden en sjæl i sig. Frygtede folk dødsenglene? De var jo over alle bjerge, og for hende synes hun intet var at frygte, men det var jo blot typisk hende. Den lange stilfulde kjole strøg om hende, den sad løst om hendes ben, men strammede ind ved hendes liv takket være et corsage udenpå i sort læder. Selve kjole havde lange sommerfugle ærmer, var i en mørk blå farve som passede til nattehimlen og selve mørket som omsluttede hende da hun trådte ud fra grotten og mødte den mere friske luft. Håret var for en gangs skyld ikke sat op, men totter fra hver side var sat sammen og holdte en smule styr på de lange sorte bølger. Hun så faktisk ganske uskyldig ud, hvilket var meningen, hun fremstod sjældent som en ballademager i starten, at spille ungmø kortet var tit en morsom ting. Skuespil og løgne var noget hun levede af, det var hvad hun var god til! Lyden af hjerteslag fra et stort dyr fik hende til at løfte et slankt bryn, hun lod duftene i luften bære sig mod sig, hest og vampyr. Jamen dog! Hun blev kort stående, inden hun satte i gang mod duftene, samt lyden af hestens hjerteslag, det ellers forladte sted havde åbenbart tiltrukket andre nysgerrige individer til.

[Deleted]

Hvorfor folk frygtede dødsenglene, var vel ikke så underligt, grundet hvad de havde forårsaget af smerte og ødelæggelse her i Manjarno? Selv Valerio havde bidt sig mærke i dette, selvom han havde formået at holde sig ud e af alle de pågældende problematikker. Nu var han derimod bare forfulgt af så mange andre, som han ikke bare kunne vende ryggen til. Hans kæreste var blevet varulv, og derfor var n nødt til at sikre sig, at de havde et sted at søge hen, hvis de endelig skulle væk fra byen. Han var nødt til at sikre sig, at de var et sted, hvor hun ikke kunne forvolde nogen skade, og en forladt by, lød i hans øjne til at være et meget fornuftigt valg.
Hurtigt måtte det dog gå op for Valerio, at han ikke var alene. Han stoppede op med det samme, og vendte blikket fast i retningen af byen. Det var duften der afgjorde det, men også lyde, som næppe kunne være forårsaget af de mange spøgelser, som eftersigende, skulle hjemsøge et sted som dette. Hesten begyndte at trampe let uroligt mod jorden bag ham. Han reagerede dog ikke på det. Dette var noget som skulle undersøges. Han trak i tøjlerne, for at fortsætte længere og længere ind i byen i stedet for. Ikke fordi at dette var noget som vækkede nogen former for tilfredsstillelse, for det gjorde det da godt nok ikke. Han kneb øjnene let sammen, og så sig om. Han endte dog med at stoppe op. Alene var han ikke. Det alene, var allerede noget, der for længst var endt med at gå op for ham. "Kom frem!" endte han med en fast tone. Selv var han klar til at reagere.. uanset hvad han nu ellers skulle stå overfor. En som ville ham ondt? En som kom som en ven? Det var aldrig til at vide, og særligt ikke på disse kanter. Han var klar.

[Deleted]

Der gik ikke alverdens tid før hun var rimelig nær, hun var begyndt at kunne se en mandlig skikkelse ved en hest, gad vide hvad han lavede her oppe? Hovedet søgte kort på sned som hun studerede ham, inden hun søgte nærmere, hun valgte at gå omme bag et par bygninger, følge ham med blikket og vidste han ikke kunne undgå at mærke hendes tilstedeværelse. At han kommanderede sådan, fik hende til at smile lumsk, mon han følte sig truet? Hun endte dog at komme frem, smilet var forsvundet igen på de knaldrøde læber. Med elegante og rolige skridt trådte hun ud hvor han ville kunne se hende noget bedre, hendes fingre var samlet foran hende som hun pillede ved sine negle.
"Kommanderende....... Hvad hvis jeg ønskede at forblive skjult?" Spurgte hun med sin fløjlsbløde stemme, med den vante sensuelle klang over sig, de dybtblå øjne søgte straks hans. Hun virkede så, uskyldig, selvom hun var alt andet end dette. Hovedet endte igen på sned, hun studerede ham nu hvor hun også bedre kunne se ham. Der var mange spørgsmål, mange tanker, men hun var en tålmodig kvinde, meget tålmodig, selvom det ikke altid kunne virke sådan. Varmen fra dyret var det eneste varme i nærheden, hun havde spist, men blod var en af hendes svagheder i den forstand at hun virkelig elskede at svømme rundt i det, bogstaveligt talt! Fristet til at sige mere, endte hun dog med at lade være, hun måtte se hvilken type mand hun egentlig stod overfor.

[Deleted]

Ej var det fordi at Valerio følte sig truet, men nu havde han ikke regnet med at skulle møde nogen heroppe, og særligt ikke på denne måde. Med det som han havde haft at slås med igennem livet, så var det heller ikke underligt, at han alligevel agtet at tage sine forholdsregler. Næven knyttede han langsomt omkring tøjlen på hesten, som i forvejen, var begyndt at blive urolig. Den sparkede med det ene ben mod jorden. Tydeligt et tegn på uro.
Stemmen som lød, fik ham til at vende blikket langsomt mod stemmen.
Et kort, men koldt træk fandt vejen til hans tynde og blege læber. "Med alt hvad der er hændt her, er det underligt?" spurgte han med en rolig, og næsten kortfattet stemme. Manjarno havde længe og ofte, været et land præget af uro.. kampe og stride, og mange af dem, var endnu ikke færdige. Han rettede sig en anelse op. Hvad lavede hun her? Det var jo ikke umiddelbart fordi at der var noget heroppe, så.. hvad lavede hun her? "Hvad laver De her?" spurgte han afmålt. Fin virkedeh un til at være.. næsten forførende og sensuel. Han måtte holde igen. Det var han nødt til. Han havde en kæreste derhjemme for pokker, som virkelig havde brug for ham. Det var jo derfor at han havdetaget ud i aften, for at sikre sig, at tingene rent faktisk kunne lykkedes for dem. Særligt nu hvor hun var bidt og omgjort. Forbandet være den varulv, som havde sat tænderne i hende! "De finder en spøgelsesby attraktiv?" fortsatte han stilfærdigt. Det var jo nærmest hvad man kunne kalde stedet her.

[Deleted]

Manjarno var nyt for hende, hun var kun nyligt søgt hertil, Dvasias havde ikke mere at byde på for hende lige nu, måske når hendes ansigt var blevet glemt lidt. Desuden havde hun jo så fint fået sin helt egen krypt hos Gordon, så det passede jo ganske fint. Man havde dog hørt om hvad der var sket, jo naturligvis, sladderen gik jo og hun ville gerne vide ALT. Heldigvis havde hun været udenom alt dette, været i skyggerne med hendes børn og ikke haft chancen for at blive rodet ind i alt muligt. Cathlina passede helst gerne sig selv. En kølig vind dansede igennem gaderne og fik fat i de sorte lokker som svingede uroligt og fik kjolen til at danse med. Hun smilede svagt ved følelsen, det var nu skønt med lidt ro, det havde hun så sjældent.
"Så mange spørgsmål......" Lød det blidt fra hende, hun lod sine vuggende hofter føre hende tættere på. Dog stoppede hun ved en afstand hvor hun ikke virkede truende eller nærgående, hun lod den ene hånd søge op til hendes kraveben som hun strøg lige så let. Den anden arm støttede op om hendes liv.
"Jeg er her af flere grunde, skjulte skatte og fred er dog de hovedsagelige. Og De?" Det måtte da besvare de to sidste spørgsmål, det første havde hun intet svar på og gik ikke ud fra at det måtte kræve et. Hånden gled fra hendes kraveben, ned af brystet og endte med at hvile ved hendes side, mens den anden arm gled ned langs den anden side. Et svagt glimt i hendes dybt blå øjne afslørede nysgerrighed, hun omgik ikke mange af sin art som ikke var hendes børn, det kunne være sundt til en forandring.

[Deleted]

De mange kampe og stride, som havde været her i landet, havde Valerio holdt sig ude af, og nu hvor hans kæreste havde de problematikker, som han faktisk ønskede at hjælpe hende med, måtte han jo gøre det så godt, som det nu var ham menneskelig muligt at gøre det. Nemt, kunne man dog ikke ligefrem sige, at det var for ham. Tvært imod. Han stillede spørgsmål. Naturligvis gjorde han det, når han havde brug for at finde ud af, om dette var en kvinde, som han skulle lade passere, eller om han rent faktisk skulle være påpasselig. "Jeg beklager," kommenterede han med en rolig stemme.
Denne kvinde, forekom ham ekstrem sensuel. Naturligvis vækkede det de dyriske i ham. Han bed tænderne let og fast sammen. Skatte og fred? Det lød næsten som de havde den samme dagsorden. Hovedet lod han langsomt søge på sned. "vi er her af den samme grund, kan jeg høre," sagde han endeligt. Umiddelbart ænsede han ikke rigtigt nogen fare ved hende. Han søgte roligt tættere på, mest for at understrege, at han ikke var der, for at påføre nogen nogen smerte, for det havde han aldrig haft nogen grund til. Han rettede sig en anelse op. En smuk kvinde var hun uden tvivl. En kende for smuk, hvis man spurgte ham. Det vækkede jo selv ting i ham. "Jeg regnede dog ikke med at møde andre på min færd herop. Stedet skulle eftersigende være forladt," endte han. Fandt hun mon hvad hun ville have? Ville hun selv slå sig ned her? Dette efterlod han selv med en lang række spørgsmål. Alice og han, var jo ude på fred.. og ikke nærme naboer.

[Deleted]

Det var freden fra de evige nyfødte som altid dinglede om hendes ben, så op til hende og krævede hendes opmærksomhed, god eller dårlig var ligegyldig. Men nu, kunne hun ånde og der blev ikke holdt øje med enhver bevægelse hun gjorde. Til gengæld var hun mere blottet end nogensinde, ikke at det gjorde hende noget, hun vidste jo at hun i sig selv var en stærk kvinde. En lyd kom fra hende, som tilkendegav at hun ganske enig i at de var der af samme grunde. Selvom hun jo ikke helt og holdent kendte hans motiv. Hvis hun så meget som vidste han var sammen med en varulv, ville han være en af de vampyrer der ikke fortjente deres skin, altså en af dem hun ville elske at slå ihjel eller plage for sjov skyld til evig tid. Duften hang jo ved ham, men hun gik ikke ligefrem ud fra at det var hans kæreste. Det var jo direkte absurd! Cathlina strøg kort et par lokker om øret, inden hun bed sig i læben og så lidt rundt.
"Jeg har været i grotterne indtil videre, intet specielt at finde. Jeg går ud fra de har haft holdt deres fanger der dog, der er en masse bure derinde. Resten er ribbet for alt." Lød det fløjlsblødt fra hende, hun sendte ham et lokkende smil, det var svært at lade være, det lå i hende og desuden fandt hun det sjovt at have en påvirkning, ikke kun mænd nødvendigvis. Selv kvinder hungrede jo ind imellem efter en anden kvinde.
"Jeg regnede heller ikke ligefrem med at der ville være andre, men nu hvor der er, så har jeg intet imod det er en af min egen slags." Den forførende stemme lød i legende toner som hun valgte at bevæge sig rundt igen, blikket hvilede mod ham, ganske flot mand i bund og grund, han havde sin helt egen charme. Gad vide om de havde efterladt noget af drikke, en drink var altid godt.

[Deleted]

Stilheden her var dræbende for mange, men for Valerio, var det lige hvad han have brug for, og lige hvad han søgte efter. Han kneb øjnene svagt og let sammen, som han igen lod hovedet søge på sned. Hesten blev kun mere urolig jo længere tid de faktisk blev stående. Skulle han tage det som et faresignal? De mørke øjne hvilede på hendes skikkelse. At stedet allerede var ribbet, kunne ikke komme bag på nogen. Folk var desperate i disse dage, så et sted var det jo forståeligt nok.
"Folk tager i dag, hvad de kan få. Frygten for krigen er stadig til stede. Stemningen hviler tungt i luften, så at stedet allerede er tømt, kan ikke komme bag på nogen," sagde han med en rolig stemme. Selv for ham, var det ikke værre end det. Hvis det betød at folk var færdig med stedet her, så passede det ham fint. Kvinden måtte han dog alligevel holde øje med. Han trak hesten med sig tættere på. Han var ikke bange af sig, men til nu havde kvinden heller ikke rigtigt gjort noget ved ham endnu. "Det er kun heldigt, frøken.. Det kunne have været alt muligt andet.. en dødsengel for eksempel," pointerede han direkte. Hesten begyndte at trække i tøjlerne. Den ville bestemt ikke tættere på. Synd for den, at det var Valerio der var stærkest. Vampyr var man trods alt heller ikke for ingenting. Den trampede usikkert i jorden ved siden af ham, selvom han nu ikke tog sig af det. "Jeg kan lide stedet her.. Dødens stilhed.. Særligt nu hvor de har forladt det.. Jeg håber dog ikke, at de kommer retur," sagde han sandfærdigt.

[Deleted]

Det kom ikke just bag på hende at hesten ikke rigtig brød sig om at stå stille, der hende som nærmerede sig. Den havde ingen grund til at være tryg, da hun jo sådan set var et rovdyr i sig selv. Et svagt smil måtte melde sig ved tanken, der var rimelig meget blod i sådan en. Hun rystede blidt på hovedet, slog tankerne ud og fokuserede på hvad manden egentlig sagde til hende. Forsigtigt trak hun på sine skuldre.
"Man kunne jo have været heldig." Hendes blik afmålte ham ganske blidt, dog også åbenlyst, hvorfor skjule det? Efter at have studeret færdig, valgte hun at gå et par skridt væk fra ham og hans varmblodsdyr. Hun så sig lidt rundt, der var en del huse at tage fat i, men tid havde hun vel massere af og grotterne var lige til at søge ly for solens stråler i. At bo i et bjerg ville faktisk ikke være en skidt ide, hun bed sig lidt i læben og overvejede det lidt. Sikke en fin rotterede af nyfødte hun kunne have sig. Tanken var jo, ganske strålende hvis hun selv skulle sige det.
"Mmmh, ganske heldig." Hun så sig over skulderen med et lokkende smil, inden hun valgte at gå hen til en af bygningerne. Det var ved bare at komme af med vinduerne, så var de klar til benyttelse af vampyrer. Nej, byen havde nok godt af at være forladt for nu. Desuden havde hun sin krypt, hvor hendes børn befandt sig var hun ligeglad med. Hånden gled ned af husets mur, hun lod hovedet søge på sned og studerede lidt strukturen i håndværket. Mon hun burde få sig set eget uanset hvad? En krypt eget af en anden var vel under hendes standarter.
"Her er ganske herligt, specielt til at nyde freden." Et blidt suk gled over hendes knald røde læber, hun vendte blikket roligt mod ham. Han virkede da snaksaglig, så i bund og grund, havde hun vel selskab for nu. Det passede hende fint. Fred kunne godt nydes med andre individer, til en grænse naturligvis.

[Deleted]

Valerio valgte denne gang at give slip på tøjlerne, for at lade hesten rende. Han vidste godt hvor han kunne finde den, hvis det skulle vise sig, at blive en nødvendighed. Hans blik forlod dog ikke kvinde. Et rovdyr mødte et rovdyr i denne situation.
Hovedet lod Valerio langsomt søge på sned. Han forstod at de søgte det samme.. Selvom grunden til det, nok var meget forskellig, for han tvivlede stærkt på, at hun var tvunget til at søge ud af byen på grund af den kvinde eller mand, som man delte tilværelsen med. "At lege skattejæger, er ikke noget, som man kan leve af i dag.. Desværre," sagde han roligt. Mange forsøgte sig med det, selvom det nok ikke helt gik efter hensigten, og særligt ikke på denne her måde.
Langsomt lod Valerio armene falde ned langs hans egen krop, som han lod blikket forblive hvilende på hendes skikkelse. Her var det den dødelige stilhed, som måtte herske, og selvom Valerio fandt den behagelig, så var det ikke ensbetydende, at så mange andre ville gøre det samme. Han kneb øjnene svagt sammen. Han stolede ikke på nogen, og hun var bestemt heller ikke ligefrem noget undtag af denne lov og regel. Han blev stående, selv uden at bevæge så meget som en eneste muskel. "Du forekommer mig som en kvinde, der nyder den en kende for meget.. Har jeg ikke ret?" spurgte han med en ganske sigende mine, som han let lod hovedet søge mod den anden side. Et rovdyr var de jo begge.. Derfor vidste han ikke, om hun ville være en kvinde, som han rent faktisk kunne stole på.

[Deleted]

Endelig, dyret rendte sin vej som han gav den friheden til dette. Så kunne hun sagtens komme tættere på uden at skulle tænke for meget over om det skøre dyr nu ville dø af stress over det. Tanken var morsom, men det lod hun skam ikke vise udadtil. Vindene her oppe var køligere, det gjorde hende intet, det var blot, forfriskende på en måde, selvom det ikke påvirkede hende meget, måtte hun jo stadig føle noget på den kølige blege hud. Cathlina trak roligt på sine skuldre.
"Det gør det ikke mindre spændende." Det var jo sjovt at se hvad der var af mærkværdige ting at finde, desuden havde hun hørt rygter om at dødsenglene havde våben som ingen andre havde, noget der naturligvis havde vækket lidt nysgerrighed hos hende. Det var dog virkelig vildt som intet var at finde i grotterne. Der måtte være bare lidt bedre held her i byen, de måtte have efterladt noget som nogen ikke allerede havde snuset sig frem til. Stilheden var dræbende, det var faktisk skønt, selvom han jo brød den ved at være der. Det var dog intet hun havde noget imod, han måtte meget gerne være der for hendes skyld. Så var hun sikker på ikke at skulle komme til at kede sig. En talefejl? Hun håbede det virkelig, de var jo langt fra dus! Men igen, hun fremstod ikke som den mest velhavende vigtige kvinde lige nu, hvilket jo havde været med vilje. Så hun valgte ikke at reagere på dette. Dog lod hun sine hofter gå deres vuggende gang mod ham, til hun var tæt nok på til at kunne række ud og røre ved ham hvis hun ønskede dette. De dybtblå øjne stirrede direkte mod ham, et intenst fangende blik.
"Kan man nyde det for meget?" Spurgte hun med sin fløjlsbløde stemme, hun lod hovedet søge spørgende på sned, inden smilet svagt gled over de røde læber.

[Deleted]

Hesten løb med det samme, som Valerio valgte at give slip på tøjlerne. Selv var dette ikke noget som rørte ham, for hans opmærksomhed hvilede på kvinden foran ham i i stedet for. Han kneb øjnene let sammen. Selvom han ganske vidst ikke havde regnet med, at han ville støde på nogen som helst på denne lille private opgave, og særligt ikke, nu hvor han havde stødt på denne kvinde.
Endnu måtte kvinden være ham ukendt. Det eneste som han vidste, var at hun var vampyr ligesom ham selv. Dem var der i forvejen ikke særlig mange af, på denne front. Dette var naturligvis noget, som han kunne lide. Måske at det var muligheden for ham til at udvide hans egen omgangskreds bare en smule, og rent faktisk havde noget med sine egne at gøre? Det var i forvejen, ikke noget, som skete særlig ofte. "Ikke nødvendigvis. At du finder det spændende at søge igennem de gamle ruiner - som jeg selv, anser jeg som en god ting," sagde han sandfærdigt. Det gav dem vel noget.. fælles et eller andet sted, og den tanke, kunne han nu godt lide. Denne gang trådte han tættere på hende. Bange af sig, var han heller ikke ligefrem.
Valerio stoppede op foran hendes skikkelse endnu en gang. Denne gang med en meter af afstand til hende. Hun fascinerede ham. Det var nemlig ikke ofte at han så kvinder af hans egen slags, og et sted måtte han finde den tanke ekstrem tiltrækkende. "Det genstår jo at finde ud af," pointerede han med et sigende blik. Et svagt træk fandt alligevel vejen frem på hans læber. Selv manglede han de spidse tænder. De var blevet revet fra ham for mange år siden.

[Deleted]

Ingen talefejl, det kriblede i hende, men lige nu gik hun jo ikke for at være en fornem dame, så hun måtte lade det ligge, det var hun bestemt nød til! Måske det ville være rart ikke at føle sig så vigtig? Aldrig! Hun elskede jo at være forgudet, på enhver tænkelig måde. Hvilket jo var derfor hun som regel ikke havde noget imod at være fulgt over alt, men lige nu, havde hun faktisk brug for stilheden, privatlivet. At han var tæt på, fik hende jo kun til at kunne få et bedre indryk af ham, hun rakte roligt hånden mod ham med et forførende smil på de røde indbydende læber. Blikket tog hun ikke fra ham på noget tidspunkt.
"Cathlina Decochirez. Præsenterede hun sig blidt, hun havde ingen planer om at udveksle et falsk navn her, han var trods alt af samme race. Selvom der normalt skulle noget til før hun mente at man fortjente racen. Det måtte tiden jo vise, for nu ville hun nyde en som ikke var i hendes følge. Smilet lå stadig på læberne, svagt, men det var der. Det morede hende lidt at han havde haft udtalt sig som han nu engang havde. Man kunne da aldrig nyde noget som helst for meget. Selvom folk mente hun havde et unaturligt forhold til mange ting, specielt blod, også selvom hun var en vampyr. Det var morsomt, hun tog det som en kompliment, folk havde sjældent set noget lignende og hun var blevet kendt for det når folk havde set det. Enten var det en rædsomt syn, eller et vidunderligt. Det var dog sjældent hun fandt nogen som fandt det vidunderligt, i sandhed en skam! Blod var jo alt!

[Deleted]

Valerio tiltalte hende pænt, uden at tiltale hende fornemt, og det var sådan at han foretrak det. Ganske vidst frem til han fandt ud af, om han egentlig stod overfor en kvinde, som faktisk havde en større betydning end hvad godt var. Det var dog ikke det indtryk, som han havde af hende så langt, hvilket han gerne erkendte.
Valerio trådte roligt hen mod denne kvinde. Umiddelbart fik han ikke det indtryk af, at han havde tiltalt hende forkert. Det var noget som passede ham udmærket. Cathlina? Ikke et navn der sagde ham noget, men derimod et meget smukt et, hvis han selv skulle sige det. Han endte med at gå ned i et halvvejs buk for hende. Han var af den ældre generation, om også behandlede kvinder - og særligt dem af vampyrens race med en tydelig respekt. Selv i hans øjne, den eneste rette race, selvom hans kæreste fremstod som en varulv. Det var dog en sag, som han havde tænkt sig, at gøre noget ved på et tidspunkt. "En glæde, Cathlina," sagde han med en rolig stemme. Et smil passerede hans læber, inden han igen rettede sig op, og med blikket vendt i retningen af hendes skikkelse igen. Hvorvidt om hans navn ville sige hende noget, sagde han ikke noget til. "Jeg er Valerio Mathimæus," præsenterede han sig endeligt, som han igen lod hænderne falde. Han trådte tættere på hende, hvor han denne gang blev stående direkte overfor hende i stedet for. Næsten tæt nok til at mærke hende.. røre ved hende. Hun forekom ham bare ekstrem sensuel i forhold til hvad han typisk stod overfor. "Et smukt navn til en smuk kvinde," sagde han endeligt og med et smil på læben.