What he doesn't see... he doesn't know

[Alice Lairé-Jênan]

Det var sjældent, at Alice og Valerio's skænderier blev så stærke som den, hun netop var flygtet fra. Hun havde råbt nogle forfærdelige ting af ham og var så stormet ud i chok over sig selv. Meget lysvæsen var der ikke over hende længere. Hun var blevet for hærdet. Mørket tog over i hendes hjerte og det gjorde hende syg og ustabil. Hun var dog bange for rigtigt at fortælle Valerio det, for det ville uden tvivl gøre det hele meget mere vanskeligt. Hun kunne jo faktisk... dø. Hun kunne dø af mørket, der var ved at overmande hende. For når først en flænge af mørke var sat ind, så kunne det kun blive mere og ej mindre.
Hun løb, alt hvad hendes ben kunne bære hende, indtil hun endte med at knække sammen på græsset. Søen. Her var da i det mindste rimelig fredeligt. Uheldigvis, havde hun ikke holdt øje med tiden. Det var mørkere, end hun lige huskede, da hun var løbet hjemmefra. Mørke skyer passerede på himlen. Hun vendte blikket op mod himlen og tørrede nogle tårer væk fra hendes kinder. Hun vædede sine læber ligeså stille og fulgte skyernes gang over himlen. Hun prøvede at berolige sig selv som hun bare sad på knæ i det halvkølige græs. Hun sukkede og hiksterede en smule. Bag skyerne, var månen fuld... Det bemærkede hun bare ikke lige i dette øjeblik.
Hun så ned mod græsset igen. Hun strøg en hånd igennem det lange blonde hår. Desværre, var det hele bare ikke blonde mere. Det var også begyndt at mørkne. Hun sukkede og lagde armene om sig selv. En ringe omsorg. Hun savnede allerede Valerio. Og hun skulle jo nok også komme hjem... om et par timer.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Fuldmånens kontrol over Junior, havde kun taget voldsomt til, siden han havde mistet Cayla. Han havde ikke kontrol, og havde efterhånden nået det punkt, hvor han var direkte.. ligeglad. Han var ligeglad med alt hvad er skete omkring ham. Han haltede en anelse på bagbenene efter en ulykke for flere år siden. Han havde fået skylden for hvad der var sket med Castle of Darkness, af en lang række vrede borgere. Han var healet godt, men selv benene var ikke kommet helt efterfølgende.
Den store mørke pels skjulte ham i mørket. Hans gule øjne lyste op, som han hævede blikket mod himlen. Man skulle næsten tro, at han søgte Caylas duft, selvom han ikke kunne finde den. Han klynkede let. Det var vel ikke rigtigt gået op for ulven, at hun rent faktisk var væk? Søen var det sted hvor han havde været mest med Cayla i den tid hun havde været i live. Han var stor.. Han var faktisk en meget stor han alt taget i betragtning. Ørene spidsede han, inden han atter måtte hæve blikket. Han var for nu, skjult i buskene. Nogen var her. Han sniffede i luften. Det var ikke Cayla i hvert fald. Han knurrede let.. Var det en som havde taget hende? Denne gang søgte han tættere på. Helt voldsom havde han aldrig været. Han havde aldrig været den frembrusende af slagsen, men den snigende.. Hvilket nok næsten var endnu farligere end det andet. Let rev han i jorden med de massive klør, mens han søgte tættere på. At være ude under fuldmånens magt, var uden tvivl dumt. Særligt hvis man vidste, hvad der kunne skjule sig i mørket.

[Alice Lairé-Jênan]

En tårer gled igen ned over Alices kind. Det var svært at stoppe, når der først var blevet taget hul på det. Normalvis holdt hun det inde, for hun ønskede ikke at vise sig alt for svag overfor Valerio. Sandheden var jo, at hun ikke kunne klare sig selv, uanset hvor meget hun ønskede det. Hun var afhængig af ham og derfor gjorde det endnu mere ondt, når de skændtes. Et snøft lød fra hende og hun tørrede tårerne væk i sine hænder endnu engang. Hun kørte hænderne gennem håret og hev det med over sine skuldre, hvor hun lod det hænge ned. Hun foldede hænderne foran sig og kiggede ned på dem. Hun ville gerne fortælle Valerio, hvad hun mærkede, der skete i hende. Men hvad han ikke kunne se, det var han jo desværre også blind for. Og det var faktisk bare nemmere at benægte det, for hun havde det frygteligt. Et lysvæsen med mørket i sig, var virkelig en dårlig blanding. Og det havde været undervejs i mange år, men var begyndt at tage til den sidste tid. Hun vendte blikket op mod himlen igen og så på de mørke skyer. Denne gang fik hun til sin skræk fuldmånen at se gennem skyerne og hun sad som stivnet et øjeblik. Bare fordi der var fuldmåne, behøvede der vel ikke være en ulv lige her, vel? Hun så sig omkring lettere paranoidt, for hun syntes ikke, at det var en særlig rar tanke. Hun bed tænderne sammen og skubbede sig op at stå. Hun begyndte roligt at gå... bare for at bevæge sig lidt.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

En mild knurren forlod Junior, da han bevægede sig langt buskene og træerne. Hans bagben gjorde ondt, og dette var uden tvivl også en direkte frustrerende ting at skulle slås med oveni! Kvinden havde han denne gang fået øje på. Et sted var det skuffelsen der ramte ham. Alene den tanke om at det ikke var Cayla, gjorde ham vred. Hvorfor skulle dette så absolut ske? Han søgte efter hende, og hvorfor var der så, så mange andre, der skulle dukke op i stedet for?
Hovedet sænkede han, og med de gule øjne intenst hvilende på hendes skikkelse. Hårene i nakken rejste han, inden han kraftigt hævede blikket op mod den store fuldmåne. Her hylede han. Et skingert, men klart hyl forlod den massive strube, inden han trådte frem. Han søgte vel stadig den ene kvinde, som han havde haft som en del af sin flok, men bare ikke kunne gøre længere? Ondt gjorde det uden tvivl, for han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det, andet ned at fortsætte med at søge. Han så mildest talt bare rødt ved synet af hende. Ved synet af et andet væsen, som ej var det som han søgte efter. Han knurrede kraftigt, hvor han blottede de massive tænder. Her satte han i løb mod hende. Han var ude på at dræbe, flå og flænse!

[Alice Lairé-Jênan]

Alice kunne godt mærke, at den rolige gang hurtigt blev erstattet af en mere rask gang. Hun synes pludseligt, at alle buske og træer kunne ligne en ulv og det fik hendes hjerte til at slå hårdt. Hun kneb øjnene sammen. Hun savnede allerede Valerio noget så grusomt, for selvom de skændtes tit, så var hun mest tryg hos ham. Hun følte nemlig slet ikke, at hun kunne klare sig selv uden ham. Ikke som et så svagt væsen, som hun egentligt var... og var blevet. Hun havde slet ikke den samme glæde mere og hun var faktisk stoppet med at danse, hvilket var det mest utrolige. Hun havde aldrig troet, at hun skulle være stoppet, siden hun først var begyndt.
Hylet der ramte klart og tydeligt, fik hende til at dreje rundt på stedet. Hun stivnede fuldstændigt, da hun så det massive dyr. Der var jo et menneske derinde... En person, der nu havde en højere magt, der overtog ens selvkontrol. Øjnene var næsten alt hun så i mørket og det fik det til at skælve i hendes grundvolde noget så grusomt. På skælvende ben, så drejede hun rundt og løb igen alt hvad hendes ben kunne bære. Adrenalinen slog ind og kunne faktisk bære hende trods hun ingen kræfter havde. Det ville dog aldrig være nok i forhold til et så stort bæst og hun fornemmede og kunne se ud af sin øjenkrog, at hun blev indhentet. "VALERIO!" råbte hun i desperation. Hun endte med at snuble og trillede ned i græsset. Hun gjorde alt for at komme op at stå igen, men det var ligesom, at det ikke skete. Da hendes øjne mødte bæstets gule øjne, denne gang ufattelig tæt på, så følte hun virkelig bare døden komme...

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Selvkontrollen havde selv Junior mistet for flere timer siden. Fuldmånen var en forbandelse, og nu var den kun endnu værre for ham. Det gjorde ondt og det smertede.. Han var jo kun hvad han var på grund af den kvinde, som han havde mistet igennem hans liv.
De gule øjne hvilede intenst på kvindens skikkelse. Skuffelsen ramte Junior med det samme. Varulven i ham, søgte jo efter Cayla. Væk var hun, som var det ikke gået op for ham, at hun rent faktisk var død. At hun satte i løb, fik alle instinkter i hans krop og sind, til at reagere med det samme. Han skyndte sig direkte efter. Han knurrede kraftigt, som han hurtigt og let til bens, søgte over jorden under ham. Tænderne var blottet. Bestemt ikke det bedste tidspunkt at rende rundt udendørs på i hvert fald!
Som hun faldt, så Junior sit snit med det samme. Let sænkede han hovedet. Hvem end denne kvinde måtte være, var hun egentlig bare en af de uheldige for en aften og nat som denne, og det var en skam. Det var jo slet ikke fordi at han var ude på at gøre nogen noget ondt på denne her måde? Han sprang direkte mod hende, hvor han igen blottede de spidse tænder. Han huggede dem direkte i hende, i det som han nu måtte få fat i, hvilket nok var en arm eller et ben. På nuværende tidspunkt, var han ikke rigtigt i stand til at sige det. Han vred kraftigt til, for at flå og flænse. Han var jo et brutalt rovdyr når først fuldmånen var oppe.

[Alice Lairé-Jênan]

At det var dumt at løbe, kunne Alice jo faktisk have sagt sig selv. Hun kunne bare ikke undgå at løbe, eftersom hendes instinkter bare skreg 'flygt' i hende. Derfor slog adrenalinen jo også ind så hun kunne løbe, trods hun ikke havde flere kræfter til det i første omgang. Selv snublede hun og hun drejede sig rundt på ryggen. Hun prøvede at bakke og komme op, men blev ved med at falde. Hendes hjerte hamrede som en gal i hendes bryst og frygten lammede hende. Hun skreg stadigvæk på Valerio i sit sind, skønt ingen ord kom ud, fordi hun var så skræksslagen. Hun ville hellere være offer for ren tortur end at se døden direkte i øjnene, for hun regnede ikke med at overlege!
Ulven sprang på hende og hun blev holdt nede af dens massive poter. Bæstets spidse tænder ramte hendes arm og halvt i skulderen også, hvilket fik skriget til at bryde ud i den klare nat, for det var jo en sindssyg smerte. Tårerne stoppede, fordi hun brugte alle kræfter på at vride sig under dyret og bare... skrige hjerteskærende. Et knæk lød selv i hendes skulder, hvilket virkelig gjorde nas. Hendes tøj blev flænset i stykker og hun fik adskillige lange flænger fra de spidse klør ulven besad. Hun bad til om det ikke bare kunne stoppe!

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior havde ikke nogen kontrol over sig selv. Dette var dog en forbandelse som han havde levet med i temmelig mange år, også selvom det først var blevet slemt, efter at han havde mistet Cayla. Der var ikke nogen til at holde roen i ham længere, og den smerte, som han følte, når han konstant blev mindet om det, som han havde mistet, gjorde det ikke ligefrem bedre for hans vedkommende. Det var en smerte, som han selv slet ikke kunne holde ud længere! Denne gang var det så kvinden der var uheldig, at støde på ham i aften, uden at man egentlig kunne gøre det store ved det.
Det voldsomme skrig, var det eneste, der fik Junior til at slippe taget som han havde fået i denne kvindes arm og skulder, for det skar virkelig i hans ellers så sarte ører. Han peb kraftigt, inden han hurtigt bakkede væk fra hende i stedet for. Han rystede kraftigt på hovedet og vendte sig mod hende igen. Han knurrede kraftigt. Nu lå hun der som et såret byttedyr. Umiddelbart satte det ikke så voldsom gang i hans rovdyrinstinkter som tidligere. Han prustede let, som han igen nærmede sig hende. Let snuste han til hende og hendes blodige skulder i stedet for. Den store forpote hævede han, kun for at skubbe til hende. Næsten som han igen ville have hende til at løbe. Det her var jo direkte kedeligt!

[Alice Lairé-Jênan]

Alices skrig var hjerteskærende. Det rystede hendes egne grundvolde. Det var længe siden, hun havde været i så stor smerte, for det gjorde virkelig ondt! Hendes krop føltes som om, at alle led var blevet hevet fra hinanden, skønt der stadig var forbindelse helt ned til storetæerne. Hun blødte stort set over alt, for ulven havde jo bare flænset hendes krop op mildest talt. At ulven så slap hende, havde Alice slet ikke forventet. Hun vidste faktisk ikke om hun var død eller levende lige nu, for det hele snurrede virkelig rundt for hende. Hun så stjerner i øjeblikket og det sortnede for hendes blik. Hun lå skælvende på jorden. Nu havde hun da i hvert fald slet ingen kræfter, for hun følte slet ikke, at hun kunne rejse sig. Da hun blev skubbet til, så rokkede hendes krop bare en smule, for hun kunne intet gøre lige nu. Hun var slået og besejret. Tårerne piblede stille frem over hendes kinder igen og hun lå bare i en underlig fordrejet stilling på jorden, ude af stand til at komme op af sig selv. "Val... hjæ-hjælp mig," hviskede hun i et sidste forsøg, inden hun gled ind i en bevidstløs tilstand...

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior vidste ikke rigtigt hvad han skulle stille op med denne kvinde, og særligt nu hvor hun ikke løb nogen steder, hvilket i forvejen, var en tanke, som rent faktisk måtte irritere ham lidt. Han kneb øjnene let sammen, inden han lige så også valgte at puffe til hende med sin snude. Selv her blev hun bare liggende. For ham, så hun næsten død ud.. Det var jo ikke rigtigt fordi at der var nogen bevægelse. Hovedet lod han søge mod den anden side, næsten som han var endnu mere forvirret over, hvad han nu skulle gøre ved hende.
Poten skubbede endnu en gang til hende. Bare lige en sidste gang, selvom det ikke rigtigt havde nogen effekt. Her lå hun ganske stille.. Med andre ord, så kunne hun jo kun være død? Og kadavre var ikke noget som han spiste i den forstand. Ikke denne slags i hvert fald. Han prustede ganske let og rystede på hovedet for sig selv. Han måtte søge efter Cayla igen. Det kom jo ikke rigtigt af sig selv. Nu hvor han atter en gang kom til at tænke på det, måtte han igen begynde at klynke. Han manglede og savnede hende jo. Han vendte derfor om på stedet, for at søge i den anden retning. Måske at han var heldig.. måske var han ikke. Men denne kvinde, var allerede så godt som glemt for ham lige nu. Spændingen var udløst. Igen handlede det hele udelukkende om at søge efter hans elskede Cayla, som desværre var blevet væk for ham.

//Out

[Deleted]

En pludselig følelse af, at der var noget galt, var det som havde ramt Valerio allerede fra starten af, og følelsen var direkte ubehagelig. At skændes med Alice, var ikke ligefrem nogen nyhed, og derfor havde han heller ikke nogen kvaler ved at lade hende rende ud i sin egen vrede og frustration, for han var vant til, at hun altid kom hjem igen. Denne gang føles det bare helt anderledes.
Valerio havde valgt at søge ud, for at undersøge sagen. Det var ikke ofte, at han sad igen med en følelse af, at noget skulle være galt. Tænk hvis der var sket noget med Alice? Det ønskede han jo heller ikke ligefrem! Ubevidst, valgte han at gå hvor hans fødder førte ham. Han kunne dufte hende heromkring, så hun måtte være her. Det store væsen var allerede længst væk. Det første som derimod måtte fange hans opmærksomhed, var den blodige skikkelse på jorden. Umiddelbart sagde den ham ikke rigtigt noget. Han reagerede ikke på det, før han kom tættere på, og kunne se hvem det var. Alice.. Var det hende, der lå der?! Med faste skridt, nåede han hendes skikkelse. Her tog han fat om hende, for at få hende vendt om. Det store kødsår fik han øje på, på hendes skulder. Han kneb øjnene let sammen. Varulv..? Det stod langt ud af tandsættet! "Alice..?" endte han i et forsøg på at se om han kunne vække hende. Han ønskede jo ikke at miste hende!

[Alice Lairé-Jênan]

At varulven tog afsted, var virkelig kun til Alices held. Hendes hjerte kæmpede for at holde hende i live, for hun havde mistet en del blod. Til hendes held, så slog varulvegiften jo ind i hendes blod. Det gjorde også, at hun faktisk begyndte at hele fremfor at blive værre, selvom det dog stadig ville tage tid. Healingen var jo ikke ligeså hurtig som en vampyrs. Selv lå hun stadig besvimet på jorden. Lå i en underlig stilling, for hun var jo bare blevet kastet rundt af ulven, da den havde flænset hende op. Hun levede... Det gjorde hun, også selvom hun var tæt på at forsvinde den anden vej. At nogen tog fat i hende, endte hun så faktisk med at registrere alligevel. Det gibbede lidt i hendes krop og hun åbnede øjnene, selvom hun stadig bare så sorte pletter foran sig og kunne ikke rigtigt fokusere. At høre Valerios stemme, beroligede hende dog på en underlig måde. Han formåede bare altid at berolige hende.
"Val? Er... er det dig?" endte hun og trak på smilebåndet. Hun spændte straks op i hele kroppen, da hun mærkede hendes indvolde snurre rundt. Hun drejede sig væk fra ham og kastede op ud i græsset, hvor der også fulgte noget blod med. Hun havde fået mange slag jo. Hun skælvede i hele hendes krop. Som forvandlingen sank ind i hendes gener, så tog hendes hår også en anden farve... Mørket havde overtaget hende. Det mørke, som hun i mange år havde båret på i sit hjerte, men ikke rigtigt fundet frem. Håret blev rødt... iltert og vildt. Mere krøllet. Og det var som om, at hendes øjenfarve blev forstærket. Hun drejede sig mod ham igen, da hun havde kastet blodet op. Hun gled ind mod ham.

[Deleted]

At finde Alice på denne her måde, var nok ikke ligefrem det som Valerio havde regnet med. Selvom han nu aldrig havde været direkte præget af følelser, havde det aldrig været hans mening, at noget skulle ske med hende. Altid havde de jo fundet ud af deres problemer, for en periode om ikke andet. Han holdt hende nær ind mod sin egen krop, og med blikket hvilende på hendes skikkelse. Hånden nåede han kun lige at læggem od hendes kind, inden hun vendte sig, for at kaste op. At hendes hår ændrede både form og farve, fik ham til at stirre fast på hende. Hvad var det lige der skete? Var det varulvens gen, som slog ind og gjorde dette? Uanset hvem der havde bidt hende, var det kun noget, der direkte vækkede en form for vrede i ham. Var det sådan, at det føles?
Valerio trykkede hende ind mod sig. "Det er mig," sagde han endeligt. Han bed tænderne sammen. Fedt.. og så skulle det absolut være en varulv.. Stedet stank virkelig af det forbandede væsen lige nu! Han rystede let på hovedet. Det gjorde ham faktisk trist, at vide. Det havde jo aldrig været meningen, at deres mange problemer, skulle føre dem herud, trods alt. Det havde jo aldrig nogensinde været meningen eller hensigten med noget af dette! "Lad os komme hjem," endte han med en dæmpet stemme, inden han roligt rejste sig med hende i sine arme. Det her havde aldrig været hensigten. Han trykekde hende ind mod sig, inden han søgte hjem med faste skridt.

//Out

[Alice Lairé-Jênan]

At Valerio kom for at finde Alice, gav hende en tryghed. En følelse af, at han elskede hende, selvom det var svært for ham at udtrykke. Alt med følelser, var han ikke god til, selvom hun efterhånden havde lært at tolke de bitte små signaler alligevel, selvom de var svære at se. Selv ænsede hun ikke lige nu, at hendes hår faktisk skiftede farve og blev mere krøllet end bølget. Det sortnede stadigvæk for hendes blik og det var utroligt, at hun overhovedet var vågen i det hele taget. Hun trak vejret ind og blev ramt af en masse uforklarlige lugte, hvilket kun gjorde hende forvirret. Hvad skete der med hende? Ulven... biddet. Var hun blevet forvandlet? Hun bed tænderne sammen og lagde sig ind til ham, da han trykkede hende ind mod sig. Hun var virkelig glad for, at han havde fundet hende. Lige nu tænkte hun ikke over så meget andet, end at han var her. Hun kunne ikke, hun var ret desorienteret.
"Hjem... ja," medgav hun stille. Hun lagde sig bare helt ind til ham, som han endte med at løfte hende ind til sig. Hun faldt igen hen mod ham, da smerten gjorde, at det var bedre at være besvimet.

//Out.