Can I lie here next to you?

[Jarniqa Dynithril]

Damien Nathanael Adams & Jarniqa Dynithril

Langt over midnat var det, da Jarniqa endelig bankede på til Damiens soveværelse. Kold var hun, hvilket gjorde hendes kinder rødmende, alt imens hårene på hendes arme stod op. En lang tur havde hun nemlig været ude på, som hun i al hast havde gået hele vejen fra Natymia og til Ityrial. Kulden rørte hende dog ikke, som der derimod var en anden følelse, der havde fået sit tag i hende. En knude havde nemlig vokset sig i hendes bryst, hvor hun følte sig … ked af det. Vant til det var hun bestemt ikke, da hun ikke var vant til at have folk omkring sig, så de kunne putte hende i den situation. Desværre havde hun nu gjort den fejl, at hun havde ladt en komme tæt. Alt for tæt. Dum og naiv følte hun sig helt. Lucifer – manden hun havde ladt komme tæt – havde nemlig kun haft en ting for øjet hele tiden, og ej havde det været en ting, som hun havde været med på. Ondt havde det gjort, som han ikke kun havde krænket hende. Det værste havde nemlig været, at han havde været for arrogant til at forstå den situation, som han selv havde skabt. ”Damien?” kaldte hun med en spinkel stemme, inden hun åbnede døren. Damien. Hendes værge. Den eneste mand, som hun kunne stole på. Han var den eneste, som hun ønskede at se lige nu og her. Han var også den eneste, som hun ønskede at have tæt. Det hun havde brug for var nemlig blot at mærke hans varme om sig, alt imens hun blev lullet i søvn af hans beskyttende favntag. Det var meget muligt, at hun vækkede ham, men selv vidste hun, at hun ikke blive afvist. Hun ville blive trøstet og elsket her.. Det var også præcis det, som hun ønskede. Langsomt trådte hun ind i hans soveværelse. ”Kan jeg sove her hos dig?”

[Damien Nathanael Adams]

Selvom det var en hård tid for Damien, og særligt fordi at stedet her var nyt, forsøgte han da stadig at støtte hende så meget i hendes foretagende, som han kunne. Endnu gik han meget med klædet for øjnene, og særligt om dagen, når solen stod højt, men om aftenen og natten derimod, gik han rundt uden. Det blev kun bedre med tiden, og sved ej så meget i øjnene, som det førhen havde gjort. Her lå han i en seng. Ikke noget som han havde oplevet igennem frygtelig mange år, og derfor var det ligeledes også noget, som han uden tvivl skulle vænne sig til.
Han snorket let.. som en brummen. Man var jo trods alt meget dyr. Han havde ikke været her siden hans tid med Denjarna. Længe før Jarniqa var kommet til verden. Det forekom ham helt surrealistisk, at være tilbage igen, og se stedet genopbygget siden sidst, da han vidste, at selv Jarniqa havde formået at ødelægge det hele. Ikke at det var noget som han sagde noget til for tiden. Han forsøgte bare at.. støtte hende i det, selvom det dog ej var nemt. De lette bank på døren, rev ham let ud af sengen, hvor han let vrede sig i den, frem til hans navn blev kaldt. Let åbnede han øjnene. Lyset gjorde det let sløret for ham, men stemmen derimod var ham ganske velkendt. Jarniqa. Han trak kort på smilebåndet. "Jeg troede du sov," sagde han endeligt, inden han let rykkede sig. Svært var det for ham i forvejen, at finde søvnen på egen hånd, da han længe havde været vant til at sove med hende ved sin side. Let tog han fat om dynen, som han hævede, som tegn til at hun kunne lægge sig ned ved siden af ham. Naturligvis kunne det ikke falde ham ind, at skulle afvise hende. Hun var jo trods alt også det eneste, som han havde i sit liv. "Kom og læg dig," bad han endeligt. Han var virkelig træt.

[Jarniqa Dynithril]

Ej havde Jarniqa haft muligheden for at sove før nu. Faktisk havde hun end ikke troet, at det var her, at hun skulle have sin nattesøvn. Det havde hun først fundet ud af for et par timer tilbage. Hun bed sig selv let i den bløde underlæbe. Selv havde hun troet, at hun havde skullet tilbringe resten af natten i Lucifers arme. Nu havde hun lyst til at kaste op, når hendes tanker berørte den tanke. Dum havde hun været, som hun havde været frygteligt naiv. Det var derfor af den årsag, at hun nu stod i Damiens værelse. ”..Jeg er lige kommet hjem,” indrømmede hun, uden at hendes stemme tog til i styrke. Som en lille pige følte hun sig helt i denne stund. Som en lille pige, der nu søgte omsorg blandt sin forælder. Derfor tøvede hun ej heller med at gå over til ham og sengen, som han gav hende tilladelse. Ej heller havde hun ventet andet, da de ellers altid havde delt seng og altid havde ligget tæt. Derfor hændte det også i dagligdagen, at hun nogle gange savnede ham i nattetimerne. Dog var det en løsrivelse, som hun forsøgte sig at kæmpe ud af. Hurtig var hun til at krybe ind under dynen til ham, hvor hun automatisk lagde sig med ryggen ind til hans krop. Nu manglede det bare, at han holdt om hende, og så ville det hele være normalt igen. ”Tak,” sagde hun dæmpet. Som hun lagde sig ind til ham, ville han ligeså kunne mærke kulden i hendes krop, samt stivheden i hendes kjole. Kold var hun nemlig efter den lange gåtur, da det var nat og endnu ikke sommer derude. Stiv var hendes kjole blevet, efter at Lucifer havde smidt hende i vejret og tørret hende. Lucifer.. Hun ønskede hverken at se eller tænke på ham igen. Det hele havde blot været dum fejltagelse og en dum drøm.

[Damien Nathanael Adams]

At Jarniqa kom ind fra tid til anden, var ikke just noget nyt for Damien, så derfor anede han ikke umiddelbart, at der var noget i vejen. Let hævede han i dynen og flyttede sig i sengen, som han var vant til at sove på temmelig begrænset plads. Det var trods alt kun igennem de sidste 15 år, at han havde gjort dette i sin menneskelige skikkelse, fremfor dragen, som i frygtelig mange år, havde været hans skalkeskjul. "Hvor har du været?" lød det roligt fra ham. Det lignede nemlig ej hende at søge ud og rundt på denne måde, og særligt, når hun havde det ansvar her på stedet.
Da hun lagde sig tæt op af ham, gøs det voldsomt igennem ham, da hun uden tvivl synes at være langt mere kold, end hvad hun plejede. Dette vækkede ham mere af den næsten dvalelignende tilstand. Hans blik gled mod hende, som han pakkede dynen om hende, hvor armen ligeledes måtte glide omkring hendes skikkelse, hvor han trykkede hende ind mod sig. Noget var galt.. Nu hvor han begyndte at bide sig fast i tegnene på dette, så var det vel heller ikke noget, som kunne komme synderlig meget bag på nogen? Han åbnede denne gang øjnene helt. "Noget er galt.. Jarniqa, hvad er der sket?" spurgte han denne gang direkte. For nu forekom hun ham mere som en lille pige, der kom til sin far efter en nat med mareridt. I forvejen var det ej noget der lignede hende, så andet måtte der jo trods alt stikke under. Det var lidt det, som han for øjeblikket måtte bide sig fast i, og denne tanke, var bestemt ikke en, som måtte falde i god jord hos ham. Igen trykkede han hende ind mod sin skikkelse, i et forsøg på at varme hende. Ej var det meningen, at hun skulle ligge der i mørket og fryse!

[Jarniqa Dynithril]

”Ude,” svarede Jarniqa kort for hovedet, alt imens hun puttede sig ind til ham. Varm, tryg og velkendt forekom han hende. Alt det, som hun i øjeblikket havde behov for. Hun havde blot brug for at blive holdt om og lullet i søvn på den måde. Præcis, som han havde gjort i femten år. Mærkværdigt ville nogen måske finde det, at en femtenårig ung kvinde sov med sin fader eller værge, men mærkeligt fandt hun det ikke, da det altid havde været, hvad de havde gjort. Hidtil havde de nemlig ikke haft mere end en seng. Derfor fandt hun det naturligt, at hun lå her med ham. Øjnene lod hun derfor trygt søge i, som han lagde armen om hende, og trak hende ind til sig. Selv gjorde hun helt klar til at forsøge at sove, indtil han fik knuden i hendes bryst til at vokse. Helt tavs og stille blev hun ved hans spørgsmål, som hun nærmest forsøgte at holde vejret. Kunne hun tale med ham om det? De havde jo aldrig talt om den slags før.. Ville han mon blive sur på hende over det, som hun havde gjort? Ville han agere uforstående? Selv kunne hun nemlig ikke forestille sig, at han nogensinde havde været med en kvinde. Han var jo Damien. Hendes Damien der altid havde været alene og kun haft hende i sit liv.. Ville han mon blive sur på Lucifer for at have presset hende? Igen bed hun sig i læben. ”Jeg.. Jeg dummede mig, Damien,” sagde hun sandfærdigt med en lille stemme. Ydmygende var det også at tænke på, som hun bestemt følte, at hun havde været naiv. ”Du havde ret.. Du havde ret i, at vi kun kan stole på hinanden, og kun burde være os to.” Ja, det var jo ligefrem at den ødede ø var tiltalende. En Lucifer-fri ø. Hvorfor havde hun også ladt ham kysse hende? De havde jo ikke haft noget sammen alligevel.

[Damien Nathanael Adams]

Tydeligt forekom det for Damien, at der måtte være noget galt. Ikke at det var en tanke som han brød sig om! Tvært imod faktisk! Jarniqa var det vigtigste, som han havde i sit liv, og han havde lovet hendes moder at passe på hende, så naturligvis var det også noget, som han havde tænkt sig at gøre! Let trykkede han hende ind mod sin skikkelse, også for at skænke hende varme, omsorg og tryghed. Det var det som han også var der for, for hende. Han sukkede let og nikkede. Tydeligt forekom det ham, at hun ikke var meget for at snakke om det, men han kunne ikke lide det. Dette var slet ikke noget, som han kunne lide.
Alene ud fra hvad hun fortalte ham, måtte hun have været tæt på en mand. Han blinkede med øjnene. Var der en mand, som havde gjort hende ondt? Hvem kunne dog finde på, at gøre således mod hende?! Ganske let måtte han dog alligevel sætte sig om i sengen, hvor han lod den ene hånd og arm hvile under hans hoved. "Hvem har gjort dig ondt, min pige?" spurgte han denne gang med en meget direkte stemme. Alene tanken om det, var noget som gjorde ham direkte vred, for han fandt sig bestemt ikke i det! Let trykkede han hende ind mod sig. Han havde jo sagt alt dette af en grund, og det var jo særligt fordi, at han ikke havde ønsket, at noget ondt nogensinde skulle ske hende. Selv vidste han jo hvor ond og groteske nogen væsner kunne være, og han havde jo alle dage sagt det, for at passe på hende. "Man skal passe på derude. Det er ikke alle væsner, som ønsker andre noget godt," sagde han endeligt. Ikke kunne han være sur på hende.. men derimod på det væsen som havde gjort hende ondt! Blot skulle hun nævne for ham, hvem det var.. så skulle han personligt sørge for at manden blev grillet!

[Jarniqa Dynithril]

Pinligt og ydmygende var det som havde hændt Jarniqa. Endvidere sad hun også stadig inde med mange ubesvarede spørgsmål. Hvorfor havde Lucifer kysset hende? Hvorfor havde han fået hende til at reagere sådan? Var det unormalt, at man ikke trak den videre, og havde det derfor været hende, der havde været problemet, skønt hun selv følte, at hun havde fået overtrådt en grænse? Hun vidste det ikke.. Hun vidste ingen af delene. Endvidere vidste hun ikke, om hun kunne tale med Damien om det. Der var vel en grund til, at de aldrig før havde diskuteret det? Svært var det dog, som hun ønskede at lukke luften ud af ballonen, lette sit hjerte, og blive mødt af omsorgen. Øjnene klemte hun kort i. Hun kunne også fornemme, at han ej ville lade hende sove uden historien nu. Dynen endte hun med at gribe om, så hun let knugede om det. Selv følte hun nemlig helt, at hun måtte holde fast i noget for at sige det, som hun skulle til at sige. ”..En mand,” endte hun endelig med at mumle. Hvad ville han mene om det? Hun havde jo aldrig gjort dette før, eller før sagt noget lignende til ham. ”Jeg ved ikke hvorfor, men vi … vi kyssede. Det var rart, indtil han ville … mere. Jeg ville ikke mere, og det respekterede han ikke, så … jeg angreb ham og stak af.” Der var den. Historien.. Bestemt ikke den mest stolte historie i hendes dage. Hvad ville Damien også mene om det? Forstod han mon, hvad mere var? Selv forstod hun det faktisk ikke hundred procent. Hun vidste bare, at hun havde gået kold, som Lucifer havde befamlet hendes krop. Hvorfor havde han også gjort det? Hun troede, at han selv havde nydt det andet.. Det havde vel noget at gøre med trængheden og hårdheden i hans bukser? Selv forstod hun det dog ikke, som hun jo intet havde gjort.

[Damien Nathanael Adams]

Damien tillod bestemt ikke, at noget skulle ske hans elskede lille pige, og særligt ikke når det var sket på denne her måde. Aldrig havde det været en ting de havde snakket om, men alt var ikke altid nemt at snakke om. Særligt ikke nu hvor han var en mand, og hun aldrig havde set ham sammen med en kvinde. Hun var det i hans liv, som gav det mening, og mere end det, havde han jo trods alt heller ikke brug for. Armen hvilede endnu trygt omkring hende. Hun burde vel efterhånden vide, at hun kunne fortælle alt til ham? Og at han ej ville dømme hende for det? Selv vidste han jo, at hun havde brug for at søge ud og opleve den verden som de var en del af, og det gjorde ham faktisk trist, at hun ej havde hørt på det, som han havde fortalt hende, siden hun ej havde været særlig gammel.
Hvem end denne mand var, stod han til at blive grillet! "Hvad er hans navn?" spurgte han videre. Om han så skulle søge hele landet og riget rundt for at finde den mand, som havde lagt en befamlende finger på hende, så skulle han nok gøre dette! Han sukkede let. Han kunne jo høre, at dette var noget som uden tvivl måtte påvirke hende. "Godt du ikke lod ham.. Lad mig finde ham, og sætte ham på plads. Han skal ikke slippe godt fra, at have berørt dig på den måde," sagde han med en mere vred stemme. Ikke fordi at det var meningen, at det skulle gå udover hende, for det var det virkelig ikke. Han lagde sig ned igen. Han var træt, men lige nu også så vred, at han slet ikke kunne finde roen til at sove! At nogen i det hele taget, havde fået sig selv til at lægge en finger på hende, forstod han ikke.. og dog.. Smuk og fantastisk som hun jo var. Han havde jo opdraget på hende. "Jeg griller ham," advarede han. Tanken gjorde ham direkte rasende!

[Jarniqa Dynithril]

Øjnene klemte Jarniqa kort i, som han spurgte ind til Lucifers navn. Skulle hun give ham det? Ville det nytte noget? Allermest ønskede hun jo blot at glemme, at han i det hele taget var til, samt at hun nogensinde havde kysset ham. ”Det er lige meget.. Han er ikke vigtig. Ikke længere i hvert fald,” sagde hun stille, som hun ikke ønskede at mindes ham. Hun ville blot glemme ham. Hvorfor kunne han ikke have frataget hende de minder? Han havde gjort det med krofatteren, så hvorfor havde han ikke også bare fået hende til at glemme, at de nogensinde havde kysset? Selv ville hun helt ønske, at det havde været såvel. Tungt trak hun vejret. Som Damien talte, kunne hun ikke lade være med at finde ud af, om han hjalp på knuden eller ej. Et sted frydede tanken hende nemlig om, at Lucifer kunne få tæsk.. og på den anden side ønskede hun ham ikke noget ondt. Hun skulle vel bare holde sig fra ham og lade det være det? ”Jeg agter ikke at se ham igen.. Han kan fortsætte med at live sit liv, hvis blot han lader mit være.. Jeg er ligeglad med ham,” endte hun med at sige. Halvsandt måtte det også være, for ej ønskede hun at se Lucifer igen, men det at være ligeglad.. Hun ønskede at være ligeglad med ham, men svært var det at sige til sig selv, at man skulle være ligeglad og så også være det. Irriterende var det.. Især fordi, at hun aldrig før havde tænkt på en anden person end Damien. Hun var jo vant til, at det kun var ham, som hun havde et bånd til. Dæmpet sukkede hun. Hvorfor skulle livet pludselig være så pokkers svært? ”Jeg savner vores tid før.. Inden erobringer, inden regentlæring, inden dumme mænd,” hviskede hun trist, som det hele var dumt lige nu og her.

[Damien Nathanael Adams]

Alene den tanke om at nogen i det hele taget, gjorde noget som dette, ved hans lille pige. Den kvinde, som han igennem rigtig mange år havde anset som sin egen datter, og dette var ej noget som faldt i hans gode bog! Tvært imod. "Det er mig ligegyldigt, Jarniqa.. Sagen er at nogen har gjort dig noget ondt, og du vil ikke have, at jeg skal reagere på det?" spurgte han med en direkte stemme, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Var det virkelig underligt, at han reagerede på den måde, som han nu gjorde? Han kunne jo mærke og se på hende, at dette rent faktisk var noget som gjorde hende ked af det.
Uanset hvem den mand var, skulle han nok finde ham, og gøre noget ved det. Han skulle grilles! Der var ikke noget som kunne beskrives bedre i hvert fald! Det var ikke ofte, at han fandt hende så trykket, som det hun var lige nu. Han rystede let på hovedet, inden han let trykkede hende ind mod sig. Havde han svigtet hende? Svigtet hende i den forstand, at han havde ladet nogen gøre hende ondt? Den tanke kunne han slet ikke have! Og slet ikke, når det var på denne her måde. Den tanke gjorde også ondt på ham. Tingene var bare ikke som de engang havde været, og det var noget som de begge bare måtte lære at leve med. Her var han, og han ville naturligvis støtte hende i hendes arbejde for landet her, i den forstand at han kunne. "Tiderne har skiftet, min pige.. Det vil nok ikke blive som det engang har været, uanset hvor meget man vil ønske, at det var således.. Jeg lader ikke den mand komme tæt på dig igen. Finder jeg ham, griller jeg ham personligt," sagde han kort for hovedet. Den tanke om at nogen havde gjort det, gjorde ham virkelig vred. Hvordan kunne nogen få sig selv itl at gøre den slags? Det forstod han virkelig ikke!

[Jarniqa Dynithril]

”Jo.. Nej.. Jeg ved det ikke! Jeg ønsker blot at glemme ham.. Ignorere hans eksistens på jorden og glemme, hvad der har hændt,” sukkede Jarniqa. Var det altid sådan at kysse en mand? Var verdenen i virkeligheden opdelt i: folk der ikke gad gå hele vejen, og derfor var enlige og folk der ville gå hele verdenen, og derfor var sammen med en person. Hun sukkede. Det var ikke en enten eller, som hun brød sig synderligt meget om. Hun havde jo nydt det at kysse og røre uskyldige steder.. Hun ønskede bare ikke at gå hele vejen. Ikke lige nu i hvert fald. Dog tvivlede hun på, at hun kunne blive klar, hvis ikke folk var villige til at gøre det i et roligt tempo. ”Foregår sådan noget altid på den måde?” spurgte hun tvivlsomt, som det jo var den eneste gang, som hun kendte til. Havde Lucifer blot været et arrogant svin, eller var alle mænd som ham? Let var det ikke.. Ej heller ønskede hun at udforske det nærmere lige nu og her. Nu ønskede hun nemlig blot at sunde sig oven på denne dårlige oplevelse. Svært var det dog, som hun havde nydt noget af det og hadet resten. Trist måtte hun også fortsat være, som han sagde, at tiderne ej ville blive som i gamle dage. Hvorfor skulle det hele også have endt i denne dur? Hvorfor skulle Macaria være kommet? Hvorfor skulle Damien være blevet såret? Hvorfor skulle de have mistet deres hjem? Hvorfor havde Lucifer skulle overtræde hendes grænse? Hun brød sig om ingen af delene.. ”Kan vi ikke bare sove? Jeg ønsker at glemme, at denne dag nogensinde har fundet sted?” sukkede hun, som hun ej kunne tage stilling til, at dette var hendes nye liv, og at Damien ønskede at grille den eneste mand, som hun havde kysset. Det var alt sammen for meget, som det blot gjorde ondt.

[Damien Nathanael Adams]

"Det er meget muligt, men dette er ej noget, som han nogensinde får lov til at glemme. Jarniqa, fortæl mig hans navn, så jeg ved hvem jeg skal søge efter," endte Damien med en tydelig alvorlig stemme. Han ville da ikke lade denne mand lægge så meget som en finger på hende, og så lade ham tro, at han kunne få lov til at slippe fra det, for det var bestemt ikke således, at de legede. Slet ikke faktisk!
Dette var noget som gik hende på. Og når det gik hende på, var det uden tvivl også noget som gik ham på. Hun var for pokker da det vigtigste, som han havde i sit liv, så kunne det overhovedet komme bag på nogen som helst, at det var således, at det forholdt sig? Frygten for, at det skete igen, var uden tvivl stor hos Damien, og det var vel ej noget, som kunne komme bag på nogen som helst? Hvem ville ikke reagere, således, om fædre vidste, at deres døtre var blevet befamlet af en anden mand? Som hendes spørgsmål lød, måtte han alligevel blive tavs. Skulle han være helt ærlig, så vidste han det faktisk ikke helt med sikkerhed. "Jeg er bange for, at jeg ikke er den rigtige at spørge," sagde han endeligt. Ganske vidst havde han været sammen med kvinder, men det var ufattelig mange år siden. Han kunne jo faktisk ikke rigtigt huske det. Et sted var det vel... en tanke som gjorde ondt?
Damien sukkede let, inden han denne gang valgte at sætte sig helt op i sengen. Han sikrede sig dog, at hun havde dynen om sig. Uroen havde meldt sig nok til at vide, at det ville være svært for ham at falde i søvn uanset. Ondt som det nu gjorde, så var det her ikke noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. "Læg du dig til at sove, min pige," sagde han dæmpet. Han vendte blikket ned mod sine hænder. Hvor han dog havde lyst til at kværke den mand, som havde rørt hende!

[Jarniqa Dynithril]

Skulle hun sige det? Skulle hun sige, at mandens navn var Lucifer? Usikker var Jarniqa faktisk på det.. På den ene side spekulerede hun over, hvilken forskel det ville gøre, for hvor stor var sandsynligheden for, at de to mænd nogensinde ville finde hinanden? Dog frygtede hun også for Lucifers vedkommende, hvis Damien virkelig fandt ham. Det var nemlig meget muligt, at hun var blevet såret, men om hun ligefrem ønskede manden død? Nej, så urimelig var hun ej heller.. Ikke før, at hun selv blev truet på livet. ”Hans navn er Lucifer, men lad vær med at søg ham. Han er ligegyldig.. Jeg ønsker blot at glemme ham,” endte hun dæmpet med at sige, som det jo gjorde ondt. Hun ønskede blot at fortrænge hvert et minde med ham.. Ligeså ønskede hun også, at Damien skulle fortrænge ham. Hun var jo hjemme i sikkerhed igen.
At Damien ej kunne hjælpe hende med at forstå, hvordan det foregik mellem mænd og kvinder, havde hun kun set komme. Faktisk behagede det hende også på sin vis, som hun ikke ønskede at se sin værge i det billede. Ej heller ønskede hun at se nogen kvinde i hans billede, som hun jo var pigen i hans liv. Truet ønskede hun nemlig ikke just at føle sig når nu, at hun var vant til at det kun var dem, og at hun var hans et og alt. ”Nuvel..,” endte hun derfor blot med at sige.
Som han sagde, at hun blot kunne lægge sig til at sove, måtte hun trykke ryggen ind mod hans krop. Hun ønskede nemlig at føle hans velkendte beskyttende krop og varme. Dynen valgte hun dernæst at trække helt op om sig, så det kun var hendes hoved, som var til at se. ”Godnat,” sagde hun stille, inden hun lod øjnene glide i. Ufatteligt velkendt forekom al dette hende. Det mindede hende om Benden. Om hjem. Om tryghed. Derfor gik der ej heller mange minutter før, at hendes åndedræt blev stødt og roligt, som hun gled ind i søvnens verden.

// Out

[Damien Nathanael Adams]

Lucifer.. Dette navn var en af slagsen som Damien uden tvivl skulle huske. Den mand skulle han nok finde før eller siden, go det stod han fuldkommen fast på, når det endelig skulle være. Hvordan i alverden den mand kunne tillade sig at lægge en finger på hans elskede lille pige, forstod han på ingen måde! "Lucifer.." mumlede han vredt for sig selv.
Hans blik gled mod hendes skikkelse, efter han havde sat sig op. Lige umiddelbart skulle han ikke kunne sige, om det typisk ville føles sådan, at være sammen med et andet væsen, for ærligt, så kunne han faktisk ikke rigtigt huske det. Hårdt var det da uden tvivl, men det var jo ikke fordi at han rigtigt kunne gøre noget ved det af den grund. "Godnat, Jarniqa," sagde han endeligt. Umiddelbart følte han jo, at han havde svigtet hende, og den tanke alene, var noget som knuste ham. Han kunne slet ikke forestille sig, at hun ikke skulle være en del af det, og han ville slet ikke have, at hun skulle være så ked af det! Han endte dog med at lægge sig ned ved siden af hende, hvor hans arm igen gled omkring hendes skikkelse, blot for at trykke hende ind mod sig. Her skulle hun i hvert fald føle, at han var der til at passe på hende, og dette gik han frygtelig meget op i! Han lå vågen længe, inden han selv måtte give efter for søvnen og lagde sig endelig til at sove ved siden af hendes skikkelse. Her ville han passe på hende!

//Out