On the way

[Deleted]

Saga stod tæt på hesten og klappede dem. Hun blev mere og mere nysgerrig på dens ejer, men skjulte det bag lidt henkastede blikke ud over bjergtoppen, for hvis fod, man kunne se New Dale nede i dalen. Vinden tog hendes blonde lokker der blandede sig lidt med nogle af Saraquels hår De var som dag og nat, og alligevel følte hun sig næsten allerede forbundet med ham på en eller anden måde.
Saga nikkede, tilsyneladende tilfreds med svaret. "Godt. Han fortjener bedre," sagde hun lidt fjernt og så på i hestens mørke øjne. "Hvis ikke du vil sælge ham, hvad er så din handelsvare?" spurgte hun nysgerrigt. Med mindre det kunne blive en fordel med henblik på våben, så havde hun ingen intentioner om at købe og slet ikke for penge hun ikke havde.
De spidse ører stod på stilke for at få alt med sig, hun var opmærksom på alt der foregik omkring hende, nu havde hun været bundet af slavebånd i så mange år. Hendes hånd gled ned over Saraquels stærke hals, før hun endte med at slippe ham og i stedet vende sig mod Brayden med et lidt neutralt blik. "Jeg kan følge jer til New Dale," tilbød hun. Det var umiddelbart den venlighed hun kunne få over sig selv, og det var ligeså meget for sin egen nysgerrighed.

[Brayden Jaxson]

Et skævt smil spillede over Braydens læber, som han så mod Saga. Hende og hingsten knyttede åbenbart bånd på en måde, for Saraqael accepterede hende uden tvivl og det var altid første skridt på vejen. Han selv holdt øje med dem ud af øjenkrogen, men stod selv og kiggede ud mod horisonten igen. Solen var nu oppe over horisontlinjen og skabte et gyldent skær på den ellers blå himmel, for der var ikke mange skyer at se. Det skulle nok blive en pragtfuld dag og et flot vejr at rejse i til New Dale. Han drejede blikket mod hende igen. At hun overhovedet havde fået den tanke, at han var på vej for at sælge sin hest, var utrolig. Han havde nok penge til, at han aldrig behøvede sælge Saraqael. Men det vidste hun selvfølgelig ikke. Det var da altid noget, hun var tilfreds med svaret.
"Det bedste," medgav han. Saraqael var ret forkælet. Men nusset om, fik god kost, blev striglet og gjort pæn ofte. Netop for at matche hans egen forfængelighed, for de to ting skulle jo følges ad. "Kartofler. Jeg ejer store arealer, der bliver dyrket og jeg håber på at kunne skabe en handelsforbindelse i New Dale," svarede han roligt. Det var lidt spændende for ham, for indtil videre solgte han kun indenfor Dvasias' rammer, så hvis han kunne få skabt en forbindelse over grænsen, så ville det være virkelig godt! Han lod hovedet søge på sned og så kort tænksomt på hende. Det skulle vel ikke gøre noget?
"Udmærket... Men vi bliver nødt til at ride for at kunne nå det," svarede han hende. Han trådte hen til Saraqael, førte tøjlerne med over på ryggen og svang sig elegant op i sadlen. Han rakte en hånd ned til hende.
"Sæt venstre fod i stigbøjlen... Og så hjælper jeg dig op," endte han.

[Deleted]

Planen havde egentlig være at vandre rundt i bjergene og studere disse. Der var så meget nyt at udforske, men lige nu skulle Saga gerne erkende, at Saraqael i højere grad, havde formået at få hendes opmærksomhed. Hun strøg den blidt langs ryggen med et langt strøg, og slap den så for at gentage sit kærtegn. Hesten lod ikke på noget tidspunkt til at være afvisende overfor hende.
Saga så op. Hendes blik faldt på Braydens skikkelse der badede sig det smukke sollys. Ved sig selv kunne hun ikke helt afskære tanken om hvor pæn en mand han var, også selvom hun aldrig før havde ladet sig friste af nogen. "Kartofler?" gentog hun lidt undrende. Hvad pokker var det? Ris havde hun smagt, men aldrig kartofler.
"Dem har jeg ikke hørt om før. Kun ris," indrømmede hun og trak lidt ligegyldigt på skuldrene. Hun kendte ikke New Dale særlig godt endnu, så på den måde kunne hun nok ikke være en hjælp for ham, men det var også mere for sin egen og hestens skyld end for hans. "Meget vel," hun kastede blikket op på Saraquel og trådte lidt til side så Brayden kunne gøre ham klar. Hun vendte sig atter mod dem, og så lidt tøvende på hans hånd. Normalt tog hun ikke imod hjælp og slet ikke fra fremmede mænd, men hun havde en idé om at hun kunne have tillid til ham. Som bedt, satte hun en fod i stigbøjlen og greb om hans hånd, for at svinge sig lidt elegant op i sadlen til ham.

[Brayden Jaxson]

Sagas plan var for Brayden ukendt. Men nu hvor hun tilbød at følge dem til New Dale, så takkede han da ikke nej. Han var ikke super kendt på disse kanter, da han oftest kom i Dvasias, men han havde dog været på vejen før for nogle år tilbage. Men måske hun kendte noget, der var hurtigere? Hvis hun altid var på gåben og undersøgte området? Han hævede et bryn. Kartofler? Anede hun virkelig ikke, hvad det var? Det var måske også en dyrere spise, da ris var billigere. "Du skal prøve at smage en god kartoffelret en dag, det er yderst lækkert," svarede han og smilede til hende. Mon ikke det faktisk var til at finde i New Dale på en af deres kroer eller restauranter? Han selv satte sig godt i sadlen og rakte sin hånd til hende. Hun tog da imod hans gestus, hvilket han var glad for. Han trak hende op at sidde bag sig, da han gerne ville have mest at se frem for sig. "Så lad os da komme af sted... Hold fast om mit liv," svarede han roligt. Han lod hende sætte sig til rette, mærkede hun holdt ved og satte så Saraqael i gang. Først gik den og så satte den i trav i stedet.

[Deleted]

Saga skævede kort over bjergryggen. Det var ikke fornuftigt at intiminere med en fremmede, men på den anden side, så kendte hun ingen her, og en forretning krævede kunder, kunder krævede kontakt, og så langt fra New Dale var de trods alt heller ikke.
Hun fugtede sine læber med et strejf fra tungespidsen og tog hans hånd for at trække sig selv op på Saraqael. Den pludselige nærkontakt var lidt uvant for hende, og gjorde hende en kende u-komfortable, men uden at kommentere det. "Det.. må jeg prøve," sagde hun og rømmede sig lidt. Mad havde altid vægtet tungt hos hende, desværre havde der kun været økonomi til en vis mængde, og som oftest ris.
Hendes klare, blå øjne flakkede lidt som hun forsøgte at finde ud af hvor pokker hendes hænder skulle placeres, for bedst at kunne holde fast. Umiddelbart ville hun ikke gerne meget mere i kontakt med ham hvis hun kunne blive fri. "Hold fast?" gentog hun lidt hæst, og stirrede på hans ryg som var det fjendens. Alligevel lagde hun forsigtigt en hånd på hver af hans side, og lænede sig lidt frem for at lade dem samles omkring hans liv. Sådan ville hun sagtens kunne holde fast, men det at have ham så tæt på ham, var ikke underligt, utroligt akavet for hende.
Den travende gang fik vinden til at blæse lidt i hendes hår, og de spidse ører der vibrerede lidt i luften. "Det er bedst hvis du tager den sti," hun pegede mod en mindre ved siden af hovedstien, oftest brugt af fodgængere men de kunne sagtens være der.

[Brayden Jaxson]

Brayden havde en plan om, at han ville byde Saga på en kartoffelret når de nåede til New Dale. Det krævede så bare, at hun ville indvillige i at gå med ham ind på en kro og spise middag med ham. Men om det blev for meget, det kunne tiden jo kun vise dem. Han lod hende sætte sig op bag ham og afventede så, at hun tog fat om ham, inden han rigtigt satte Saraqael igang, for ellers var det jo faktisk ikke forsvarligt, hvis hun ikke holdt fast. Selvom hun satte spørgsmålstegn ved det, så gjorde hun det dog stadig og det gjorde Brayden tilfreds, for han elskede at få sin vilje. Han var en farlig mand at modsige, for han skulle nok få sin vilje på den ene eller anden måde. "Det er det mest sikre," svarede han hende roligt.
Han holdt Saraqael i trav. Han var selv en meget rutineret rytter, så det hele faldt ham rimelig nemt. Han øjnede stien, som hun pegede mod og drejede Saraqael i den retning. Red og red bare ifølge hendes vejanvisninger, indtil de faktisk endte med at nå yderkanten af New Dale. Der satte han Saraqael tilbage i gang, når nu de skulle ride ind i byen.
"Kunne du have lyst til at spise middag med mig, Saga?" spurgte han hende så.

[Deleted]

Det eneste der slog Saga under hele turen var hvor tæt hun sad på et andet individ. Sidst hun havde modtaget en omfavnelse, havde hun kun været et barn, og det nærmeste hun var kommet sidenhen var håndtryk, eller slag, så det var meget mærkeligt for hende at være tvunget til at holde om en anden, selvom vinden og den smukke udsigt, nok nærmere burde havde fanget hendes opmærksomhed. Så snart de nåede grænsen til New Dale, løsnede hun grebet lidt igen og modstod fristelsen til at børste sig som havde hun været beskidt.
Der var mange mennesker i byen. Hun genkendte gaderne, for ikke langt derfra lå den lille smed som hun mere eller mindre havde overtaget nu. Det gik lidt sent op for hende at Brayden havde sagt noget, men da det gjorde, blegnedes hendes kinder fuldstændigt.
Han kunne ikke se det fordi han sad med ryggen til, men hun stirrede både uforstående og direkte mærkeligt på ham med sine intense øjne. "Mig? M-middag? Dig?" gentog hun lidt undrende. Ingen havde nogensinde inviteret hende på noget som helst, det var ret tydeligt at hun ikke var meget værd med sin primitive beklædning og alt det. "Du er et sært væsen," konkluderede hun lidt forundret. På en anden side, så ville det være dumt at afvise et måltid mad, og kunder var jo heller ikke en skidt ting, men i stedet for bare at sige ja, tænkte hun og glemte næsten at han ikke kunne høre det.

[Brayden Jaxson]

Brayden kunne godt mærke på Sagas greb, at det var underligt for hende. Det gjorde det også lidt underligt for ham, men de måtte jo bare komme over det begge to. Det var tydeligt for ham, at hun ej var vant til berøring. Men sådan var det jo. Hun blev nødt til at holde fast, for hvis Saraqael pludseligt gjorde et spring til siden eller lignende, så kunne hun jo falde af og slå sig. Han sagde dog intet til, at hun næsten slap ham da de nåede byen, for Saraqael gik trods alt kun og det gik en smule langsomt. Han lod dog bare hingsten vælge tempo, så skulle han nok finde vejen. Herfra styrede han direkte mod sit favoritsted i New Dale, som var en lille kro ikke langt herfra. Han lyttede til hendes ord og kunne høre i hendes tankespind, at hun fandt ham utroligt underlig. Han trak på smilebåndet, skønt hun ikke kunne se det og fortsatte bare gennem byen. Kort tid efter sagde hun det også højt, hvilket han valgte ikke at kommentere på. I hans øjne, var hun et specielt og sært væsen. Men det var jo så klart, at han også var det i hendes øjne. "Er det så et ja?" endte han til hende. Hun havde jo faktisk slet ikke svaret på det!
Da han nåede kroen, så holdt han hingsten an foran indgangen til stalden. En staldknægt kom ud og tog tøjlen. Han afventede, at Saga sprang ned først og kom så selv let og elegant ud af sadlen. Han stak staldknægten nogle mønter og vendte sig så mod Saga. "Så, stalddrengen passer på Saraqael, mens vi er inde at spise. Skal vi?" Han gjorde en gestus mod krodøren og gik hen og åbnede.

[Deleted]

Hele den her situation var blevet underligt bizar. For mange var det nok normalt at møde fremmede på toppen af et bjerg, og ride med ham ned i byen for at gå ud at spise, men for Saga var det en blanding af den særeste drøm og en form for vrangforestilling eller sådan noget. Resten af turen ind til byen, lod hun sine hofter vugge i takt med hestens skridt for ikke at falde af, hellere det end at have mere nærkontakt med denne fremmede. Hans krøllede lokker, kilede hende lidt når vinden faldt rigtigt. Han duftede godt, bedre end hende, men de var også fra to helt forskellige klasser, hvilket var ret tydeligt.
I lang tid forsøgte hun at undlade at svare direkte på hans spørgsmål, i håb om at det ville gå væk af sig selv, hvilket han åbenbart ikke havde tænkt sig. "Ja," svarede hun bare i stirrede intenst ned på nogle af landets borgere der befolkede gaden. Egentlig ville hun gerne sige mere, men frygten for at gøre sig selv til grin var enorm. Idet Saraqael stoppede, så hun ned på staldrengen og svang elegant benet over hestens ryg, så hun kunne hoppe af. Det lyse hår dansede lystigt omkring hende. Hun vendte sig mod Brayden der hoppede ned ved siden af hende, og tog ham lidt i betragtning igen. "Stalddrengen? Tør du det?" spurgte hun lidt skeptisk, og så efter dem, inden hun helt af sig selv, begyndte at gå efter ham ind mod kroen. Det var første gang hun stiftede bekendtskab med den slags, og det var meget underligt for hende.