On the way

[Brayden Jaxson]

Forretninger. Pligter. Ansvar. Det var sådan, Brayden godt kunne lide det og det var også sådan, han havde det. Dagen gryede, som Brayden dukkede op ved Tyaiabjergene. Han var reddet hjemmefra om natten, så det passede med, at han var i Imandra op ad dagen, da han havde en aftale senere. Den mørkebrune, næsten sorte hingst, havde efterhånden været Braydens trofaste ganger i et par år og de havde begge et temperament, der komplimenterede hinanden. Navnet på hingsten var Saraqael, hvilket han fandt perfekt til sin mørke makker. Han satte farten ned, som de nu var i bjergene. De kunne godt lige holde en pause, for han var egentligt også blevet en smule sulten. Desuden kendte han bjergene godt og han holdt sig også på de større veje, da han vidste, at farer lurede på de små veje. Vejret var endnu køligt, men det skulle nok blive lunere senere på dagen. Sommeren ventede forude og der var kommet nye skud på træerne, så skovene ville nok snart stå grønt og flot. Det havde regnet en del den sidste uges tid, så hvis de bare fik sol den kommende uge, så skulle alt nok snart springe ud.
Roligt holdt han Saraqael an, så hingsten standsede og han svang sig elegant ud af sadlen og landede med samlede ben på jorden ved siden af ham. Han førte hingsten hen til noget græs i vejkanten og stak selv hånden ned i saddeltasken for at finde noget brød og et æble, som ville give ham lidt energi til at ride videre. Han strakt let sin dovne krop og så rundt på sine omgivelser. Her var nu ganske fredeligt. Et smil passerede de fine læber. Han bar en hvid skjorte og mørke bukser, dertil et par sorte støvler og en sort frakke. Hans hår stod i dag i sine uregerlige, men pæne krøller, for han havde jo sat dem pænt inden han tog hjemmefra. Forfængelig var han jo nu engang, så han så også ud som om han var af højere standard. Nypolerede sko, rent tøj og selv helt rent hår og krop. Der skulle ikke mangle noget. Roligt begyndte han bare at spise, mens Saraqael ledte efter græs.

[Deleted]

Imandra var en ny verden af udforske. Nye græsmarker, nye bjerge, stræder og gader. Saga var kommet fra et fjernt land der engang var gået til grunde, hun havde rejst i årevis sammen med sin here, bosat sig i Dvasias, for nu at være vandret videre til Imandra. Det havde været grænseoverskridende at forlade sin herre, men des mere dette nye liv opslugte hende, des mere gled tanken om Elvolganta i baggrunden.
I dag havde hun besluttet sig for at udforske bjergene. Nede fra byen kunne man hele tiden se dem tårne sig op, med et strejf af solskind over sig. Det imponerende syn havde lokket hende til at tage den lange, hårde tur kun gå på sine ben. Hendes blonde lokker svajede let i den lidt hårde vind der var oppe i bjergene. Man kunne hele tiden se hendes spidse ører stikke op under lokkerne mens hun bevægede sig med traskende skridt. Man kunne tydeligt se på hendes lægge at hun var vant til at vandre. Klædt i sine slidte klæder af gammelt læder der ikke længere var meget værd, mærkede hun hvordan solens varme stråler allerede gav hende en følelse af at brænde op, men hun havde endnu ikke nået målet for sin rejse.
Marcellus havde givet hende mulighed for at prøve sig som smed, det var en sand ære, og hun var stolt af sit arbejde, stolt af endelig at have med våben at gøre som hun var født til at have det. Lyden af hove det skrabte i jorden fik hende til at se op med et skarpt intenst blik, af lysende blå øjne. Hun stoppede op for et kort øjeblik og anede i det fjerne hesten. Dens mørke farve gled ikke ligefrem i skjul i disse omgivelser, men hvem tilhørte den? Det var trods alt ikke et normalt sted for en hest at færdes alene. Som hun gik lidt tættere på begyndte hun at ane skikkelsen der sad ved klippen og nød udsigten.

[Brayden Jaxson]

"Nå gamle dreng. Dagen gryr og vi er da godt på vej."
Ordene blev lettere henkastet sagt til Saraqael, der bare kort løftede hovedet, prustede og derefter bare gav sig til at græsse videre. Han tog lidt på skift en bid af brødet og derefter en bid af æblet, mens han gav sig god tid til at tygge og fordøje. Ligesom rystede han sig fri af krummer så snart de ramte hans tøj og helst undgik han faktisk helt at få krummer på tøjet, for det så noget så sjusket ud. Et smil passerede hans læber og han fik hurtigst udryddet brødet, hvor han så stod tilbage med sit æble. Han spiste pænt, for han var jo trods alt opdraget til det. Ligeså kunne han slet ikke have folk, der spiste grimt, for det hørte slet ikke til i hans øjne. Man kunne da godt gøre det ordentligt. Han trak vejret dybt og da han ikke synes, at han kunne have mere af æblet, så rakte han resten mod Saraqael, der straks gjorde det af med resten med største fornøjelse. Han smilede og klappede hesten over halsen. Selv hesten var velplejet, pænt striglet og det hele. Det skulle jo passe sammen.
Han så sig roligt omkring og strakte sig let. Nu havde han redet i mange timer efterhånden, så han var en smule øm. Hesten selv hørte og mærkede, at nogle var på vej og løftede hovedet. Dens ører strittede op i luften og var vendt mod lyden, for han skulle finde ud af hvad, der var på færde. Brayden vendte sig i retning af hestens blik og fik svagt øje på en skikkelse i det fjerne. Han aede beroligende hesten langs halsen og blev ellers stående. Halvt med et øje på skikkelsen, halvt med øje for udsigten.

[Deleted]

Det var en smuk dag, værd at nyde på et sted som dette. Sagas opmærksomhed var dog blevet ledt mod den fremmede skikkelse. Ud over Marcellus kendte hun ingen på dette sted, hvilket var grund nok til at være årvågen. Hun stod længe og overvejede hvad der vejede mest - fornuften eller den slående nysgerrighed hun altid havde været i besiddelse af, og som også var grund til at hun overhovedet var kommet til Imandra i første omgang.
Efter lange overvejelser vandt fornuften og hendes fødder begyndte næsten automatisk at bevæge sig, så hun gik i hans retning og stoppede først op igen et par meter fra hvor ham og hesten stod.
Undervejs havde hun trukket en smuk kniv af sølv der genspejlede solens lys. Der var intet truende ved hende, armene hang slapt ned langs kroppen, men på disse kanter kunne man trods alt ikke være for forsigtig.
Saga lagde hovedet lidt på skrå og mærkede nogle af lokkerne falde ned over hendes ene skulder, mens hun stod der i stilhed og betragtede dem med det intense blik. Mange ville nok kalde hendes stirren for uhøflig, men disse gængse sociale regler, var ikke hende bekendt.
Der var noget næsten smukt over hesten og dens herre, som havde de lige træk. Saga kunne ikke helt undgå at lade sig fascinerer af dem, hvilket måske var tåbeligt, men hun havde aldrig været omkring mange grundet sin tidligere herre.
"Hvem er du?" spurgte hun endeligt med en lidt hæs dog feminin tone. Hendes måde at tiltale ham på og den ligefremhed, sagde frygtelig meget om hende.

[Brayden Jaxson]

Som Brayden fornemmede, at skikkelsen fortsat havde sin opmærksomhed rettet mod ham, så vendte han gengældende sin opmærksomhed mod skikkelsen. Han vidste, at han skulle være på vagt her i landet, men denne vej over bjergene var nu engang den hurtigste, fremfor at skulle ride hele vejen udenom. Og han havde aldrig været i særligt alvorlige problemer, han havde altid fundet sig vej ud af dem med sine gaver indenfor tankelæsning og generelt bare at snakke sig udenom. Han hadede nemlig at slås, for det var så beskidt. Han selv blev stående ved Saraqaels side. Hingsten stod endnu med løftet hoved og fulgte også skikkelsen med øjnene. Den vidste godt, at den skulle beskytte sin Herre, som jo var ham. Heldigvis. Han kunne godt mærke hendes meget intense blik. Hun var ret atypisk... Havde ikke rigtigt evnerne til at begå sig socialt, af hvad han kunne læse på hende. Hans egne krystalklare øjne så på hende til gengæld. Hans øjne var meget lyse og nærmest... gennemsigtige, som om de næsten ingen farve havde. Han lod hovedet søge en smule på sned og sendte hende et imødekommende smil. Han var en ret charmerende mand, hvilket altid rodede ham ud af problemerne.
"Mit navn er Brayden. Jeg er handelsmand, derfor er jeg på vej til New Dale," svarede han hende roligt. At hun ikke tiltalte ham med De, tog han sig ikke så meget af. Lige nu ønskede han bare at holde afstanden mellem dem. Hun var ikke direkte truende, men han vidste heller ikke rigtigt hvor han havde hende. Hun var lidt skæv at læse i hendes tanker. Det var dog tydeligt på hende, at hun ikke altid havde været selvstændig. En slave måske? Der var blevet fri eller var stukket af?
"Og hvem er De?" Selv brugte han den finere tiltale. Alle fortjente trods alt at blive behandlet pænt.

[Deleted]

Mandens smil bed ikke på hende. Hun stod stadig og stirrede på ham med et uforandret blik og en let knyttet hånd. Slaveriet havde altid markeret hendes plads ganske tydeligt, så frihed var svært at håndtere trods Saga altid havde ønsket den, nu havde hun nærmest allerede glemt hvordan man tiltalte andre høfligt, lige foruden Marcellus som i hendes øjne var blevet en form for gud,
De fleste kvinder ville nok falde for denne mand på stribe. Søde krøller, charmerende smil, et blik der følte som kunne det se ind i hendes sjæl, men dette gjorde ham i hendes øjne kun farlig. Hun strammede grebet mere om sit våben men uden at hæve det farertruende. "I så fald er det her en temmelig stor omvej," påpegede hun lidt monotomt.
Det var en ret flot præsentation, det efterlod hende ikke med særlig mange spørgsmål, med andre ord mindre grunde til at mistænke ham for alverdens ting. Da hun selv åbnede munden for at besvarer hans spørgsmål, tøvede hun et øjeblik og lod blikket sænke sig. Hvem var hun? Hvad var hun? Forvirrningen viste sig kortvarrigt, men var væk da hun igen så op på ham. "Mit navn er Saga," svarede hun uden at give ham meget mere, ikke fordi hun ikke ville, men fordi hun ærlig talt ikke viste hvad hun efterhånden var. Slaveinde for den ene eller for den anden, fri eller bundet, smed eller blot strejfer med et naivt håb om at kunne blive til noget stort som Marcellus havde givet hende chancen for.
Hendes blik forlod ham til fordel for hans smukke hest. Dyr havde altid fascineret hende, men de havde aldrig haft nogen.

[Brayden Jaxson]

Brayden fornemmede godt, at hans charmerende fremtoning ikke umiddelbart virkede efter planen. Det slog ham dog ikke ud, så han opretholdt det blot. Det var så heller ikke bestemt svært, for han var naturligt charmerende og han vidste, at han var en ganske flot mand. Dertil, var han ikke ligefrem truende i sin adfærd, da han slet ikke ville have beskidte hænder og slås på nogen måde, så han var fredelig og venlig på den led. Han lod blikket kort glide over hende og fik på vejen øje på den kniv, som hun havde i hånden. Hun virkede dog ikke truende med den, havde den mere bare som en sikkerhed for sig selv, så han undlod at reagere på det for nu. Han trak på skuldrene. Når han kom helt fra Atterlin, så var dette pas gennem bjergene faktisk stort set det samme som at ride gennem skoven.
"Ikke for mig. Og så elsker jeg solopgangen fra disse højder, det er virkelig smukt," påpegede han med et skævt smil og skævede kort ud mod horisonten, hvor solen nu krøb op i syne. Han vendte sig tilbage mod hende, da han spurgte ind til hende til gengæld. Hun virkede helt slået ud af den. Hun kunne ikke svare. Han kunne høre hendes tanker rumstere rundt, hvilket kun gjorde, at han trak sig ud, for det kunne ende med bare at forvirre ham også. Han nikkede.
"Et specielt navn, De bærer, Saga," komplimenterede han hende. Det var ikke et navn han havde hørt meget, fordi det netop var ret specielt. Han strøg beroligende Saraqael ned over halsen og fornemmede godt, at hendes interesse blev lagt over på hingsten fremfor ham. Han trak skævt på smilebåndet.
"Hvad bringer Dem på disse kanter?" endte han så med at spørge.

[Deleted]

Normal for hendes race, var det at mænd var underdanige. Dette livssyn var Saga ikke opvokset med, eftersom hun havde været slave for en mand i mange år, og fordi hendes mor faktisk havde elsket hendes far. Det var til denne mand held, for ellers ville hun formentlig have slået ham ihjel uden at tøve. Kniven var dog i dette tilfælde kun til hvis et forsvar skulle blive nødvendigt, men han virkede ikke umiddelbart truende selvom hans charmerende fremtoning var grund nok til tvivl i sig selv.
Kort flakkede hendes blik fra ham til solopgangen der virkede så tæt på i forhold til ellers. Himlen var malet med smukke røde farver, som hun ikke gav sig selv lov til rigtigt at betragte, før hun igen havde vendt blikket mod denne Brayden. "Det er smukt," medgav hun stadig uden at rokke sig ud af flængen. Hun forsøgte at stryge en blond lok om bag de spidse ører, men vinden rev dem ret hurtigt fri igen. "Det er et krigernavn," fortalte hun med en stolt undertone. Først nu havde hun fået mulighed for at leve op til sin føderet, så det var for hende, uden tvivl værd at nævne.
Hun betragtede hingsten.
"Udforsker. Jeg har aldrig været i disse bjerge. Jeg kan lide at vandre," fortalte hun lidt kortfattet. Hun havde svært ved at se ham i øjnene og svært ved at fører en normal samtale. De fleste anså hende nok som værende en kende underlig, men kunne man bebrejde hende? "Flot hingst," komplimenterede hun sigende.

[Brayden Jaxson]

Brayden holdt sit blik rettet hen mod Saga. Han kunne nemt se på hendes aura, at hun bar racen valkyrie. Det gav ham en smule mere grund til at være på vagt overfor hende, for han vidste udmærket hvad hendes race tænkte om mænd. Dog virkede hun ikke videre mordlysten. Der var noget andet over hende. Hun var ikke vokset op efter normalen i forhold til hendes race, da slet ikke hvis hun selv havde været slave for en mand, for normalvis var det jo omvendt. Han kunne godt mærke, at hans charme fik hende til at tvivle på ham, så derfor skruede han ned og prøvede bare at fremstå venlig og ufarlig. Solopgangen var flot heroppefra, for højderne gjorde, at man virkelig kunne tage horisonten i blik. Hans blik var dog hurtigt tilbage på hende. Hendes spidse ører var vist ikke normale for en valkyrie, af hvad han vidste. Hun var nu faktisk et meget interessant eksemplar af sin race. Han nikkede til hendes ord. Selvfølgelig var det et krigernavn, det kunne han jo have sagt sig selv. Han vendte blikket tilbage mod Saraqael og strøg hingsten ned over halsen. Den var stadig en del på vagt og holdt også godt øje med kvinden. Den passede jo på sin ejer. Selvom hendes ord var kortfattede, fortalte de nu alligevel meget om hende og han undlod derfor at stille flere spørgsmål. Han kunne jo så nemt som ingenting få svar ved bare at søge ind i hendes sind.
"Jeg takker. Saraqael er min trofaste ganger," svarede han med et smil og så mod hende. Han lod hovedet søge en smule på sned.
"Hvis du rækker hånden frem og lader ham snuse, kan du måske få lov til at ae ham," svarede han opfordrende.

[Deleted]

Takket være forældre der engang havde elsket hinanden, så havde Saga aldrig lært at se ned på det mandelige køn. Tanken om at hun burde, kunne somme tider væmme hende fordi hun selv var endt som slave, men når alt kom til alt, så kunne de nok tilbyde ligeså meget som hun selv, nogen endda mere.
Hendes lysende øjne, så lidt fra manden til hans hingst. Den var så smuk, at den var svær at tage øjnene fra, synes hun. Mærkværdigvis havde Brayden ikke helt ligeså stor interesse for hende, trods hans var manden og et ret flot eksemplar faktisk. "Han må være en god ganger," konstaterede hun lidt tonløst. Måske hun burde anskaffe sig en hest når hun engang begyndte at tjene penge? De var flotte og ikke mindst praktiske dyr. Først nu, valgte Saga at pakke kniven væk, tilbage i bæltet omkring hendes liv. Han virkede ikke umiddelbart truende, mordlysten eller med et ukontrolerbart begær, hvilket mange i dette land, ellers synes præget af i hendes øjne.
Uden at sige noget, nikkede hun som bevis på at hun havde hørt hans ord. Hun trådte et forsigtigt skridt frem mod hesten og strakte sin hånd ud, uden vilde eller opfarende bevægelser. Hendes hånd var helt rolig, selvsikker men varm og indbydende trods den var ru efter hårdt arbejde og et liv på farten. "Han er virkelig smuk," gentog hun stadig med samme fascination i stemmen. Det var bare altid så let at omgive sig med dyr, de var hverken fordømmende eller dominerende!

[Brayden Jaxson]

Brayden fandt det til sit store held, at denne kvinde af valkyrisk race, ikke så ned på ham. Hvad der mon lå i hendes fortid kunne han hurtigt finde ud af, men han ville ikke skræmme hende ved at søge ind i hendes sind, for hun ville nok bemærke hans indgående blik, netop fordi hun var ret observant. Han trak på smilebåndet over hende. Hun var noget af et eksempel, ret spændende faktisk. Hun var anderledes. Hvorfor fandt han altid det interessant? Han vidste det ikke helt. Han nikkede til hende, men indså hurtigt, at hun kiggede mere på hingsten end ham.
"Helt fantastisk. Han har været ved min side i flere år nu," svarede han så i stedet. Han trak vejret roligt og strøg Saraqael ned over halsen. Hingsten tog Saga i blik og så hende godt an. Så snart kniven var pakket væk, så var det dog som om, han blev mere rolig allerede. Brayden betragtede blot scenariet og lod hingsten tage sin egen beslutning, om den ville klappes eller ej. Nysgerrig var Saraqael dog som altid og dens næsebor bevægede sig, som den snusede mod Saga. Den tog et par skridt hen mod hende, da hun holdte hånden ud og undersøgte først og fremmest hånden for mad, det var der dog intet af. En smule skuffet blev den, men den blev dog stående pænt foran hende med mulen mod hendes hånd.
"Jeg er meget stolt af ham..." svarede Brayden med et skævt smil. Han greb ned i saddeltasken og greb et æble. Det gik han hen med til hende.
"Byd ham denne... Så er I sikkert gode venner," endte han.

[Deleted]

Dyr var fascinerende væsner, og på mange områder kunne Saga nok se sig selv lidt i dem, hvilket hurtigt lod hende drages mod dem. Denne hingst var ikke anderledes. Hun fornemmede godt hvordan Brayden stod og nikkede uden for hendes øjenkrog, men hendes blik fulgte hver en bevægelse hans tro følgesvend gjorde sig. Man kunne se hendes ører stå på stilke, hver en lyd, fik dem til at vibrere let. Hun stod stadig med hånden udstrakt, helt rolig, uden at gå hverken længere væk eller tættere på.
Da Saraquel endelig lod mulen stryge langs hendes hånd og undersøgte den for mad, kunne hun ikke helt lade være med at smile lidt for sig selv ved følelsen af dens bløde mule, og varme tunge der slikkede hende. "Du har alle grunde til at være stolt af ham," istemte hun med rolig stemme. Smilet falmede dog omgående da det gik op for hende at han havde valgt at placere sig umiddelbart ved siden af hende. Hånden trak hun ikke til sig, men hendes skarpe blik søgte direkte i hans retning. Hun var fristet til at træde et skridt til siden men gjorde det ikke.
"Han er blød," kommenterede hun og så til mens han fandt æblet frem fra tasken, mens hendes fingre stadig strøg hingsten over mulen. Sociale spilleregler var mere eller mindre ukendte for hende, men hesten var noget andet, det var som om hun forstod den. Det bragte lidt mere ro på situationen at denne mand ikke lod til at ville noget ondt stadigt. Hun rakte æblet frem mod Saraquel, og håbede lidt på at hun så ville kunne få lov til at komme bare lige tættere på.

[Brayden Jaxson]

Saraqael var uden tvivl meget sin egen. Nogle gange tænkte Brayden selv, at det måske var hingsten, der havde valgt ham og ikke omvendt. De var ikke bare hest og ejer, men de var et makkerpar. Hingsten forstod Brayden og omvendt, så forstod Brayden også hingsten. Saraqael lod ørerne slappe mere af og hænge i hver deres retning, som den ikke behøvede, at være så opmærksom længere. De ukendte skridt havde hingsten fået sat duft på og altså, så sagde man jo aldrig nej til at blive nusset, vel? Den strøg mulen mod hendes hånd. En kvindehånd, der var præget af arbejde, men stadigvæk følte hingsten det kvindelige håndelag.
Brayden nikkede medgivende til hendes ord. Han mærkede hurtigt, at hun blev mere skarp i blikket fordi han kom lidt for tæt på, men han ønskede jo bare at række hende et æble, hun kunne tilbyde hingsten, hun var så fascineret af. Da hun havde taget imod æblet, så trådte han et skridt til siden, så han stillede sig på afstand igen. Armene foldede han foran sig og han kiggede roligt mod dem... betragtede scenariet foran ham.
Saraqael prustede tilfredst mod kvindens hånd og greb hurtigt ud efter æblet, da den så det. Den trådte derfor også et skridt tættere på Saga og tyggede meget tilfredst på æblet, den netop havde fået.

[Deleted]

Det afvisende blik mildnedes lidt som hun stod der med den smukke hingst der undersøgte hendes hånd. Ja hendes hud var mere ru end en typisk kvindes, men det var stadig en lille og varm hånd, der strøg med en kvindes omsorg og kærlighed, langs dens mule. På det tidspunkt havde Saga nærmest glemt at hestens ejer også var der, ud af øjenkrogen var hun stadig opmærksom på ham, han interesserede hende mindst ligeså meget, men heste var fordomsfrie og let omgængelige, sådan havde hun det ikke altid med andre menneskelige væsner.
Æblet knasede da Saraquel tog den i en bid, hvilket fik hende til at smile lidt. Saften løb ned over hendes hånd, mens den dovent tyggede det. "Jeg tror han kan lide mig," kontstaterede hun og vovede for første gang, rigtigt at lade blikket glide i Braydens retning, selvom det var kort og med en lidt reserveret attitude og alligevel ikke nær så hårdt som før.
Forsigtigt tog hun et skridt tættere på hingsten og lod hånden glide videre over dens hals og gennem dens flotte manke. "Du vil vel ikke sælge ham i New Dale?" spurgte hun og så på ham med et næsten forfærdet blik. Det var en tanke der var kommet lidt pludselig til hende, hvis han var handelsmand, så skulle han jo sælge, men.. hun så ingen handelsvarer ud over hesten, og den skulle ikke ende i hænderne på en sølle mand eller kvinde der ikke forstod sig på dens behov.

[Brayden Jaxson]

Brayden lod Saga stå med Saraqael, for det var som om, at hun blev mere rolig ved hesten og det gjorde, at hun også slappede mere af og med minutterne, faktisk ikke så ligeså skeptisk hen på ham som til at starte med. Saraqael så uden tvivl ud til at nyde at blive nusset. Den kvindelige hånd var jo langt mindre end hans og nok også mere kærlighed og varm. Ikke at han sagde noget til det som sådan, for begge var de jo hankønsvæsner, så det var klart, at der lå en forskel der. Saraqael tyggede tilfredst på æblet. Den tog sig tid til at tygge på det, for den vidste, at der ikke blev kastet om sig med æbler til den, så den nød de æbler den fik når de var på tur. Han prustede blødt og lod bare Saga stryge den over halsen og manken.
Brayden lod hovedet glide let på sned. "Det tror jeg også," medgav han med et roligt smil. Han mødte hendes blik kortvarigt. Hun var stadigvæk ret speciel, men hun var ikke nær så intens som før. Han lagde armene over kors foran hende og så selv forfærdet på hende, da hun nævnte sine ord. Sælge ham? Aldrig i livet! "Det kunne ej falde mig ind. Saraqael og jeg hører sammen til døden os skiller," svarede han bestemt.