So how do I want it?

[Jarniqa Dynithril]

Sephiran Acheron

”Og hvornår vil arbejdet kunne begynde?” spurgte Jarniqa stilfærdigt, som de smaragdgrønne øjne faldt på gartneren. Længe siden var det, at Theodore havde bedt hende om at påbegynde arbejdet med slotshaven. Det var nemlig det projekt, som han havde givet til hende, som hun havde meldt sin ankomst i Neutranium. Lang tid havde det dog taget hende at beslutte sig. Det hun havde besluttet sig for, kunne man nu ej heller kalde for hendes beslutning. Fast havde hun nemlig siddet, og derfor havde hun taget den nemmeste beslutning. Nemlig, at slotshaven skulle opføres, som den hidtil havde stået under hendes moders regime. Hvorvidt hun ville kunne lide det eller ej, vidste hun ikke, men til folkets tilfredshed ville det være, og det var også, hvad hun arbejdede efter. Selv havde hun nemlig kunnet stille sig tilfreds med alt det vilde, men ej havde det været en ide, som Theodore havde bifaldet.. Af den årsag havde hun taget den beslutning, at slotshaven ville blive genopført som tidligere, da hun tydeligvis ikke ejede nogen som helst form for indretningssans. ”I morgen, Deres Majestæt, hvis det er, hvad De ønsker,” svarede gartneren prompte. Blikket lod hun kort søge rundt omkring i haven. Deres Majestæt. Hun skulle endnu vænne sig til det. Ligeså skulle hun vænne sig til det faktum, at dem på Neutranium var her for hendes skyld. At de arbejdede for hende. ”I morgen vil det i så fald blive,” medstemte hun, inden hendes blik søgte gartneren. Et venligt smil passerede hendes læber. ”Det var alt, tak.” Respektfuldt bukkede gartneren hovedet for hende, inden han søgte bort. Selv vidste Jarniqa, at hun var den eneste, som skænkede personalet den form for venlighed og respekt her. Theodore sendte dem nemlig aldrig et smil, ligesom han ej heller gav dem et tak. Han mente også, at de var her for blot at udføre deres arbejde. Selv var Jarniqa af den overbevisning, at alle havde brug for noget medmenneskelighed på vejen. Hendes blik søgte igen den vilde og ødelagte have. Højlys dag var det, hvor vejret også kunne beskrives som strålende, som solen stod højt på den lyseblå himmel.

[Sephiran Acheron]

Det var ikke ofte, at Sephiran befandt sig i Manjarno. Mest fordi han stadigvæk havde nogle dårlige minder siddende i sig fra hans uheldige tur til Procias for mange år siden, omkring det tidspunkt hans far var vendt tilbage fra døden. Men når forretningerne kaldte, så måtte han jo alligevel tage turen helt dertil. Han havde hørt, at hans far befandt sig på disse kanter ligeså, så nu hvor forretningerne var klaret, så ville han da lige slå et smut forbi. Neutranium var ved at blive genopbygget og selv kunne han se, at det hele skred frem. Hvad de dybere planer var, det vidste han dog ikke. Han havde været forbi sin mor på vejen til Manjarno og havde bare fundet hende hjemme i selskab med Samuel og Ravennah, hvor han havde fået historien om, at hans far nu var i Manjarno på ubestemt tid, fordi han havde en lærling at træne. Så det måtte han da bestemt tjekke ud! Med en rolig vejrtrækning tog han det første skridt ind i haven. Den lignede ikke meget, men i det fjerne kunne han se en kvinde snakke med nogle gartnere, der så bagefter forsvandt, da hun sendte dem bort.
Let kneb han øjnene sammen. Her var alt for lyst efter hans mening, han var vandt til mere gråt vejr fremfor det her med sol og blå himmel. Han foldede hænderne roligt bag hans ryg og betragtede kvinden. Hun var klart en med mere magt, så måske det var hende, Theodore legede med? Han forsvandt med sin magi og dukkede op lige foran hende. "Så du er min fars underholdning." Han lod hovedet søge på sned og betragtede hende. Ganske smuk kvinde var hun dog, så intet under, at hans far nok fandt det ganske fornøjeligt.

[Jarniqa Dynithril]

Vejret trak Jarniqa roligt, som gartneren lod hende være alene i haven. Svært fandt hun det endnu, som livet på slottet måtte være en stor omvæltning for hende. Ganske vidst havde hun levet et par uger på Acheron Landsted, men intet var et ophold på en herregård i forhold til et permanent bo på et slot. Om hun kunne lide det eller ej, var hun endnu ved at vurdere. Selv var hun blot mest tilfreds over, at hun havde et tæt tag og en blød seng at sove i. Mere end det værdigede hun faktisk ikke. Pludselig sprang hendes hjerte en takt over, som en mandelig skikkelse pludselig gjorde sin entre foran hende! Derfor skete det også per automatik, at hun trådte et skridt baglæns, hvorefter hun hurtigt mærkede magien summe i hende. Hans fars underholdning? Hun blinkede med øjnene. Theodore? Hendes smaragdgrønne øjne hvilede direkte på manden foran hende, hvor hendes blik kort måtte søge op og ned ad ham. Var dette en af hans sønner? Den sjælløse eller den ikke så sjælløse? Hun rankede sig op. Hvis dette var Theodores søn, havde hun vel intet at frygte.. i princippet? ”Underholdning er så meget sagt,” endte hun roligt med at sige, uden at hun tog blikket fra manden foran hende. ”Jeg går ud fra, at du er Sephiran eller Samuel.” Kendt med Theodores families navne var hun skam blevet. Særligt efter, at hun både havde levet med manden her i Neutranium og i hans private hjem. Hvem end af sønnerne denne mand måtte være, måtte hun spekulere over, hvad han lavede her. Theodore havde trods alt fortalt hende, at han ikke ønskede sin familie her. Selv havde hun nu ikke forstået dette, men svært – hvis ikke umuligt – ville det også være, hvis man skulle forstå alle Theodores handlinger. ”Hvis du søger din far, burde du kunne finde ham inde på selve slottet,” fortalte hun, som hun fandt det naturligt, at sønnen ej søgte hende, men derimod sin far.

[Sephiran Acheron]

Det havde taget tid for Sephiran at komme sig ordentligt, efter at han havde ligget død i en periode. Han havde været på toppen og var blevet sendt på bunden af hans partner i ondskab, Kimeya. Den eneste mand han nogensinde havde stolet på. I dag var de to warlocks dog tilbage som førhen med en fælles tillid. Det havde været godt for at ham at ramme bunden, så han kunne finde en bedre vej til tops. Og han var i den grad også i gang med at ligge planer. Så selvom han var her på forretningsbesøg, så havde han også andre ting han skulle drøfte med sin fader. Uanset hvor meget had han måtte nære til den mand, så var Theodore også nyttig. Og var der noget Sephiran gerne ville, så var det at udnytte sin far.
Et stort smil plantede sig på hans læber med en morende undertone, da kvinden trådte et skridt tilbage som han pludseligt dukkede op foran hende. At Theodore underviste en magiker var jo næsten for godt til at være sandt! Men dog var hun også elver af hvad han kunne se. Kort kom han til at tænke på Tiyanna. Han kunne ikke være for længe væk hjemmefra, for Tiyanna var højgravid i øjeblikket. Han stolede på, at Romeo tog sig af sin mor, mens han ordnede forretningerne. Han lod hovedet søge på sned, som han sendte hende et elevatorblik. Han skulle da lige se hvad hans fader gik og morede sig med, mens han moder sad hjemme alene, medmindre Samuel var på besøg, eller Ravennah for den sags skyld. Han rettede blikket mod hendes ansigt igen, da hun snakkede. Han trak bare lumsk på smilebåndet ved hendes første ord og lod hende bare være i tanken om, at det ikke var andet end underholdning eller måske bare pligt. "Sephiran. Jeg tåler ikke sammenligning med min lillebror," svarede han kortfattet og nikkede. Han bøjede dog høfligt hovedet for hende, for han var jo faktisk på hendes territorium. Det var dog ikke andet end formaliteter, for anden høflighed ejede han ikke. Ikke andet end manipulation. "Og du må være en Dynithril, hvis jeg ikke tager fejl?" spurgte han sagte. Han foldede armene over sin lænd og mødte hendes grønne øjne med sine egne isblå. "Ham skal jeg nok finde... Lige nu er du en smule mere interessant. Fortæl mig, hvordan går genopbygningen af stedet?,"

[Jarniqa Dynithril]

Ej havde Jarniqa ventet besøg fra Theodores familie, men selv tog hun det nu engang ikke særligt tungt. Det skulle nemlig ikke forundre hende, hvis Theodore ikke havde fundet det relevant for hende at vide. Ligeså skulle det ikke undre hende, at han ej vægtede besøget synderligt højt, og derfor fandt det tilnærmesvist … ligegyldigt. En speciel mand var Theodore Acheron nemlig, men selv ville hun alligevel mene, at hun havde lært at forstå ham bedre med tiden. Nysgerrigt søgte hendes hoved en kende på sned. Sephiran. Den tredje sjæleløse mand i den specielle famillie. Selv kendte hun allerede hans far og hans søn, så derfor kunne man vel også næsten sige, at det havde været på tide, at de to mødtes? ”Sephiran i så fald,” hilste hun på trods af hans besynderlige bemærkning. Dog var hun vant til, at Acheronmændene var ganske … direkte. Det var vel den manglende sjæl der gjorde dette? ”Dynithril, ja, men jeg ville nu engang foretrække Jarniqa,” kommenterede hun med et svagt smil på læben. For kæk fandt Theodore hende til tider, så gad vide om Sephiran var af den samme opfattelse? Kunne man skille sig ud, når man var et sjæleløst individ? Selv kunne hun ikke just vide det, da hun kun havde mødt Theodore, og den dengang 5-årige Romeo, der begge var foruden deres sjæl. Som han spurgte ind til genopbygningen af slottet, søgte hendes blik automatisk Neutranium. På det ydre lignede slottet nu sin tidligere pragt. Indvendigt var der derimod endnu nogle fløje, som havde brug for en kærlig hånd.. Langt var de dog nået med genopbyggelse, hvor de også snart burde være i mål. På den front om ikke andet. Selv havde hun og Theodore nemlig endnu meget at tage hånd om. Theodore stod nemlig ikke blot for genopførelsen af slottet, men også for hendes træning. Både den magiske og det regentmæssige. ”Det går fremad,” fortalte hun sandfærdigt. ”Ydremuren står nu, som den hidtil gjorde. Indvendigt er der dog endnu vægge, som skal bygges og gulve, som skal lægges. Det hele skrider dog positivt frem.”

[Sephiran Acheron]

Sephiran vidste, at hans far ville stille spørgsmålstegn til hans tilstedeværelse så snart de så hinanden. Ikke med overraskelse, heller ikke afvisende. Bare ganske neutralt og køligt. Theodore ejede jo ingen sjæl overhovedet, hvor han jo selv var så heldig at have en splint tilbage af sin sjæl, fordi Theodore havde fejlet i sin tid. Ganske vist havde Theodore haft fjernet hele sjælen i en senere alder, men efter Sephiran var blevet sendt i graven af Kimeya og blevet genoplivet af Azrael pr. aftale, så havde han fået sin lille del af sjælen tilbage. Det havde bragt glæde hos Tiyanna, da hun godt kunne lide ham med den lille del, fordi han da i det mindste var mere menneskelig end sin fader. Selv Romeo var jo mere kold end han selv var, netop fordi hans søn slet ikke var født med en sjæl. Men alle Acheron mænd var specielle af støbning, også ham, for trods den lille splint af sjælen, så forstod han ikke meget omkring det og tyede som regel altid til vrede, da det var det han kendte bedst. Kærligheden og glæden, var noget, der først var kommet senere hen og når han endda mærkede det, så undrede han sig stadigvæk af og til over hvad det var. Han nikkede mod hende og lod hovedet søge på sned ved hendes ord. Jarniqa. Ganske pænt navn til en nydelig dame. Hun havde dog noget over sig. Noget kækhed, noget given igen. Det var åbenbart noget man faldt for som Acheron. Modstanden, den var vigtig. Den havde han jo fundet i Tiyanna. Han sendte hende et skævt smil, selvom det hurtigt forsvandt igen. Selv drejede han blikket mod slottet, da snakken blev om det. Han nikkede stilfærdigt og lavede en let gestus med hånden. Han ville da gerne se hvordan det skred frem her.
"Det er da en glæde at høre, at genopbygningen skrider frem. Jeg formoder, at du træder i din moders fodspor? Og bliver dronning?" endte han roligt. Han lød meget interesseret, skønt han faktisk var ligeglad. Men han var mester til at spille skuespil.

[Jarniqa Dynithril]

Som Jarniqa spottede det kortvarige smil på Sephirans læber, måtte han helt ligne sin far. Den mand smilte nemlig også allerhøjest i to sekunder ad gangen. Mærkværdigt havde hun fundet det i starten, men som hun havde lært at kende ham, tog hun det nu som en selvfølge. Der var nemlig vitterligt ikke en grund til at tænke dybere over det. Acheronmændene var nemlig meget … simple, når al kom til alt. De vægtede sig nemlig ikke i følelser ligesom alle andre. De vægtede sig kun i de facts som var. ”Jeg fortalte dronningen af Dvasias, at det ej ville være ideelt med en dvasianer ved roret i Manjarno. Til det foreslog din far, at det ville være klogt at indsætte mig på tronen som regent. Ikke som dronning. Dette bevilgede Dvasias’ dronning på den præmis, at din far rejste med mig,” fortalte hun sandfærdigt. Hendes hoved søgte en kende på sned. ”Vidste du ikke det?” spurgte hun direkte, skønt det et sted ikke undrede hende. Theodore havde vel blot sagt, at han ville være bortrejst de næste par måneder? Han havde vel ikke fundet det vigtigt at fortælle, hvad han skulle lave? Selv forstod hun ikke, at man kunne have det således, da manden havde en familie. Dog havde hun lært, at det var således at han tænkte. Besynderligt var det, men yderst fascinerende kunne hun heller ikke lade være med at finde det. Hendes tanker faldt tilbage til genopbygningen, som han havde spurgt ind til. ”Kunne du være interesseret i en rundvisning?” spurgte hun høfligt. Sephiran var trods alt Theodores søn, samt der var det faktum, at han selv havde vist den interesse at spørge ind til genopbygningen. Derfor var en rundvisning vel det mindste, som hun kunne gøre? Selv havde hun ej heller noget imod det, ligesom hun ej heller havde noget imod at snakke med ham. Selv fandt hun det nemlig interessant at møde en der var som Theodore.

[Sephiran Acheron]

Sephiran trak vejret roligt og vædede flygtigt sine læber. Han holdt sine hænder godt foldet over lænden, da han så bedre holdt sin holdning ret. I hans øjne, havde Jarniqa nemlig ikke mere status end han selv havde. Han havde altid fundet kvinder under sig og han vidste, at hans far mente det samme. Han havde det jo ikke fra fremmede. Den eneste kvinde, der tilnærmelsesvist var på hans niveau, var Tiyanna. Og hun var den eneste, der nogensinde ville kunne opnå en sådan status i hans bog med delt tro og tillid for en kvinde. Og det var i forvejen svært som mand. Han vendte sine blå øjne mod hende, som hun fortalte om baggrunden for det hele. Han så ikke videre overrasket ud i sin mimik eller kropsholdning, men han var da lidt forbavset over, at det var sådan. "Regent... Dronning. To titler til samme magt og status hvis du spørger mig," svarede han blot. Han lod det derefter bare passere. Hans far og ham delte ikke mange ting, de skulle jo først til at samle op nu efter en lang periode, hvor de slet ikke havde været i kontakt. Han drejede hovedet tilbage mod slottet og betragtede det. Han gik roligt hen over haven og ventede, at hun egentligt fulgte med og så bestemte hvor de skulle hen. Han så på hende med et afmålt blik og nikkede så kort. "Bestemt, det ville da være en fornøjelse at se hvordan det skrider frem," svarede han. Igen dukkede det korte smil kort op i mundvigen, skønt det hurtigt var væk igen.

[Jarniqa Dynithril]

Regent eller dronning. Ja, selv ville Jarniqa også mene, at hun havde svært ved at se forskellen. Selv vidste hun blot, at det betød, at Manjarno havde del i Dvasias’ økonomi, og at Manjarno ikke måtte modarbejde Dvasias. Derfor var hun også tilbøjelig til at give Sephiran ret. Dog vidste hun også, at hun ikke havde tilladelse til at sige det, så derfor valgte hun blot at tie i det henseende. ”Måske, men det er den opgave, som er blevet mig pålagt” fortalte hun roligt. Om det var en opgave, som hun var glad for, behøvede hun dog endnu at finde ud af. Svært var det nemlig, som folk sagde, at hun var født til opgaven. Hendes problem var blot, at hun ej var blevet opfostret den. Tyv havde hun nemlig været inden al dette, og derfor var det uden tvivl en omvæltning, som hun havde svært ved. Det var dog også det, som Theodore forsøgte at hjælpe hende med, som han lærte hende om etiketter, politik, samt skrive- og læsekunsten. Hårdt var det uden tvivl, men selv måtte hun fortrøste sig med, at det forhåbentligt ville munde ud, som hun ønskede det i den sidste ende. Selv gjorde hun jo blot al dette for at få sit gamle hjem tilbage. Roligt gav hun sig til at gå ved hans side, hvor hendes bevægelser måtte være præget af en elvers ynde. Neutranium ønskede han at se, og derfor agtede hun også at vise ham det. Selv måtte hun blot håbe, at hun ville blive i stand til at huske alle vejene.. Direkte vanvittigt stort var slottet nemlig, og derfor var det intet under, at hun op til flere gange havde faret vild. Som hun nærmede sig to dobbeltdøre til slottet, måtte en vagt automatisk slå dem op for dem, så de kunne træde ind. Underligt fandt hun selv det endnu. Selv forstod hun nemlig ikke, hvorfor en vagt skulle åbne døren for hende, når hun var kompetent nok til at tage i dørhåndtaget. Begge hendes hænder sad jo endnu forbundet til hendes arme. ”Hvor længe planlægger du at blive?” spurgte hun nysgerrigt, for ja.. værelserne havde de jo til at holde gæster. Ned ad en lang gang gik hun, til hun nåede det rum der måtte udgøre tronsalen. Storslået fandt hun endnu lokalet, hvor der for enden stod den trone, som hun tidsnok skulle sidde på.

[Sephiran Acheron]

Sephiran tænkte nok, at der lå noget bag. Siden Theodore havde noget at gøre med det hele, så måtte han gå ud fra, at overtagelsen af Manjarno ikke havde sit udspring her. Det havde sit udspring i Dvasias. En skam efter hans mening, for han havde håbet på at kunne udføre sin plan uden at skulle af Dvasias vejen. Nu måtte han jo så tænke videre. Og selvom han aldrig havde brugt sig synderligt om Denjarna, så havde han alligevel måtte erkende, at den kvinde havde gåpåmod og vilje, hvilket man jo ikke havde kunnet tage fra hende. Han så roligt mod hende. Jarniqa kom fra noget helt andet, det var tydeligt at se og han fandt det ærgerligt, at hans far skulle opfostre hende til at blive royal af skik og fremgangsmåde, for det var der ikke meget selvstændighed i ifølge ham. Han nikkede blot til hendes ord og undlod at kommentere yderligere på det, for hun ville nok ikke bryde sig om hans udtalelser uanset. Nok var han og Theodore meget den samme støbning, men netop af den grund, så havde de aldrig kommet synderlig godt ud af det med hinanden. Mord var stadigvæk en mulighed hvis det var, at Theodore ikke kunne styre sig. Det var han ikke bleg for at tænke. Han fornemmede, at hun bar en hvis ynde med sig. Den ynde som Tiyanna selv besad. Han smilede kort for sig selv som de gik, fordi han kom til at tænke på sin hustru. Selv skænkede han ikke vagten et blik, men trådte blot ind igennem dørene i det store slot. Her var smukt, det var der ingen tvivl om. Han så sig roligt omkring og holdt et fast gå-tempo, som han holdt den ranke holdning.
"Kun for i dag, jeg må hjem til min familie," svarede han kortfattet. Han stoppede kort op, da de nåede ind i tronsalen, tog lige lokalet ind og fortsatte så ellers op mod tronen.

[Jarniqa Dynithril]

Blikket endte Jarniqa selv med at lade glide rundt, som de trådte ind i tronsalen. Selv følte hun sig stadig overvældet af rummet, hvor det ej heller hjalp, at det var her, at hun skulle sidde og regere. Hvordan det ville gå hende kunne kun tiden vise.. Videre opløftende var det dog ikke, at den eneste person, som havde søgt hende, havde endt i fangekælderen efter en snak med hende. Hendes smaragdgrønne øjne lagde sig på Sephirans ansigt igen. ”Jeg forstår,” sagde hun med et svagt smil på læben. På det punkt var han anderledes end Theodore. Meget anderledes.. ”Da det hele begyndte her, spurgte jeg ellers Theodore, om han ikke ønskede sin familie her.. Det afslog han.” Ej sagde hun ordene for at tvære dem ud i hovedet på ham. Hun sagde det vel nærmere for at fastslå forskellen, hvor hun også måtte sige, at hun på det punkt forstod Sephirans tankegang det bedre. Det føltes nemlig som om, at Sephiran på sin vis værdsatte sin familie. Roligt begyndte hun at gå igen, hvor hun forlod tronsalen. ”Det er primært de øvre etager, som endnu mangler. Det er dog ej heller de øvre etager, som befolkningen vil få at se, men derimod de nedre,” fortalte hun roligt, hvor det også måtte være af den årsag, at byggeriet foregik som det gjorde. Selve byggeriet var hun dog ej den, som havde mest forstand på. Det var nemlig Theodore, som havde sat det hele i værk. Kort måtte hun blandt andet åbne døren op til spisesalen og køkkenet, hvor man kunne se, at et hav af kokke var i gang. Videre op ad et smukt udseendet marmortrappe førte hun dem, hvilket gjorde, at man pludselig kunne se, hvordan håndværkere endnu arbejdede på slottet. ”Er du her grundet et bestemt ærinde?” spurgte hun nysgerrigt.

[Sephiran Acheron]

Sephiran trak svagt på mundvigen. Det var jo næsten for godt til at være sandt det her. Efterkommeren af Denjarna sat til at regere under styre af hans fader. Mon hun havde arvet sin moders skarpe sind? Eller var hun måske nemmere at manipulere med? Hun var jo stadig ny indenfor dette. Det kunne være morsomt at lave rav i den, hvis hans fader ikke ville støtte ham i hans nye planer. Han trak vejret roligt og stoppede op, da hun begyndte at snakke. Hun lød nærmest overrasket over, at han skulle hjem til sin familie. Han trak på skuldrene. Theodore var meget speciel hvad det angik. For selvom Clemency var en vane for ham, så havde det hele ændret sig drastisk efter Theodore var kommet tilbage fra døden. Hans mor var ikke lykkelig på samme måde med ham længere og klyngede sig til hans lillebror for selskab og lidt kærlighed. Der var han og Tiyanna et helt andet sted med deres forhold.
"Det undrer mig ikke," svarede han blot kortfattet. Han behøvede ikke gå i dybden med noget, for det ville uden tvivl irritere Theodore, for ingen dårlige rygter skulle jo ramme Acheron navnet. Alt udefra skulle jo være perfekt, selvom det indeni måske var muggent. Han vendte om sammen med hende og lod hende føre an på rundturen. Han lyttede interesseret til hendes ord. Ikke fordi det var spændende, men fordi det måtte give hende et godt indtryk af ham, at han viste interesse. Han nikkede forstående.
"Næppe... Det er vel prioriteret at få gjort klar til, at du kan tage imod audienser fremfor, at alle værelser er i orden på de øvre etager," svarede han sagde. Han fulgte med hende op ad den smukke trappe og skænkede end ikke håndværkerne et godt blik, men han var dog udmærket klar over, at de var der. Han vendte sine isblå øjne mod hende, som de gik.
"Jeg har anliggender at diskutere med min fader," svarede han roligt.

[Jarniqa Dynithril]

Speciel var Acheron-familien. Selv havde Jarniqa nemlig sandet, at de ej var som nogen anden typisk familie. Derfor vakte det hende også en form for overraskelse, at Sephiran gjorde noget så banalt som at savne sin familie. Det gjorde Theodore nemlig ikke. Det var i hvert fald ikke noget, som han gav udtryk for. Lige nu lignede det nemlig, at det vigtigste i hans liv var hende. Han havde nemlig fuldt dedikeret sig til sit arbejde med hende efter, at dronningen af Dvasias’ havde beordret ham det. Kort måtte hendes blik derfor dvæle ved Sephiran. Gad vide, hvad Theodore ville sige til det faktum, at hans søn var her? Selv kendte hun ikke til deres forhold, men ville han mon være tilfreds, irriteret eller ligeglad? Selv hægtede hun sig ved det sidste, som Theodore i det store og hele var ligeglad med mangt og meget. Roligt bevægede hun sig ned ad gangen på førsteetagen. ”Det er korrekt,” sagde hun ærligt. ”Det er dog højst sandsynligt din far og ikke mig, som vil tage imod befolkningen til en start.” Regent var hun nemlig ikke endnu, som hun blot var kommende regent. Det var nemlig Theodore, som endnu havde det sidste ord på stedet her, som han var blevet indsat som midlertidig regent, indtil han havde oplært hende. Hvor meget Sephiran vidste, vidste hun dog ikke. Selv vidste hun nemlig, at Theodore ikke havde den store kontakt til sin familie – hvis han da overhovedet havde nogen – i den tid, at han var her med hende. Hendes blik søgte igen Sephirans. ”Hvilke anliggender?” endte hun nysgerrigt med at spørge. Om det var uhøfligt eller ej, nåede hun ikke at tage højde for, inden hun allerede havde åbnet munden. En nysgerrig sjæl var hun nemlig. Særligt nysgerrig måtte hun også blive, når Theodores søn rejste helt til Ityrial for blot at drøfte et anliggende med ham.

[Sephiran Acheron]

Sephiran vidste, at mange folk undrede sig over hans familie. Udadtil fremstod de altid magtfulde og perfekte, hvilket tit fik folk til at tvivle. Heldigt for ham var det, at familien altid beviste sit værd gang på gang. Selv ham selv, der havde ramt flere lavpunkter, var da endt på et højt sted igen og igen. Men dog, var der stadig en lille forskel på ham og hans far. Det var også det, der gjorde dem til fjender fremfor venner. Partnere fremfor familiære. Men sådan måtte det nu engang være. Han vidste ikke, hvad hans far ville sige til hans fremtræden her, men han fornemmede, at det indtil videre ikke ville gå efter hans hoved. Bestemt ikke, når Dvasias havde sendt hans far hertil for at oplære Jarniqa til at blive regent. Han fulgte roligt med hende. Hans planer rumsterede i hans tanker og han var allerede ved at justere ind efter de forhold, som han nu blev mødt med. Han skulle være yderst smart i denne sammenhæng og træde varsomt til en start, det var helt sikkert. Især fordi Dvasias dronning og hans far, var barndomsvenner.
"Ser man det," svarede han kortfattet. Det var ikke til at læse hvilken følelse, der lå bag hans ord eller hvilken holdning han havde til det. Han vidste ikke meget om hele situationen, men flere og flere brikker begyndte da at falde på plads. Han løftede et bryn, da hun uden videre spurgte ind til hvilke anliggender, det var. Hun var da virkelig en nysgerrig kvinde, var hun ikke?
"Familieting... Ikke det store," svarede han roligt. Det var heller ikke til at se på ham, at han ej mente sine ord, for de blev slynget ud ganske naturligt. Han smilede kort til hende og fortsatte ellers den vej, de gik på førsteetagen.
"Hvordan er du egentligt havnet her? Indblandet i alt dette? Hvis Dvasias står bag, så er det mig en gåde, hvordan du er blevet trukket ind fra sidelinjen..." Han spurgte meget generelt og interessepræget, skønt han dybest set ønskede at vide det for at kunne udrede hans egne planer. Måske han nemlig i stedet kunne bruge hende fremfor sin fader.
"Og hvad er dine ønsker i alt dette? Er dette dit livsmål... at træde i din mors fodspor?"

[Jarniqa Dynithril]

En nysgerrig sjæl var Jarniqa uden tvivl. Derfor sprang hun også blot ud i spørgsmål om de var ønsket eller ej. Selv var hun nemlig af den overbevisning, at det var svært at vide ting, hvis ej man spurgte ind til dem. Desuden, der vel heller ingen grund til at lade sig springe af nysgerrighed, når man kunne tilfredsstille den ved blot at spørge? Det var i hvert fald hendes optik. Hendes hoved søgte en kende på sned. Kedeligt var hans svar dog. Enten fordi, at det han kom for blot var kedeligt eller fordi, at måden han sagde det på var kedelig. ”Selvfølgelig.. Det skal der også være plads til,” sagde hun roligt. Naturligt var det vel også at ville drøfte familiesager, når nu man havde været adskilt så længe. Roligt slog hun døren op til en stor dagligstue. Hyggelig måtte den se ud med en antændt pejs, der lunede hele lokalet. Dernæst var der alt, hvad man kunne tænke sig ved en dagligstue. Sofaarrangementer, stueborde, reoler med forskellige skrifter og bøger, et vitrineskab med glas og spiritus. Selv valgte Jarniqa at stille sig over ved et af de lange vinduer, hvor man frit kunne se ud over Ityrial. ”Det hele startede med, at jeg mødte din fader. At han valgte at tage mig ind og træne mig i magiens kunst. Derudover talte vi blot, hvor jeg indgød min utilfredshed over det faktum, at Manjarno var blevet erobret. Derfra fortalte jeg, at det daværende regentpar ikke længere arbejdede for Dvasias, men at de derimod havde dannet deres eget mørke herredømme. Et forfærdeligt herredømme der aldrig ville gavne nogen. Det fik din fader til at hidkalde Dvasias’ dronning, hvor de begge blev enige om at indsætte mig, fremfor Forsyth-parret,” fortalte hun ærligt og ganske kort, som det kun var den skrabede version. Lang var den anden også, som det ikke havde foregået fra dag til dag. Blikket vendte hun roligt mod Sephiran. ”Det var ej mit livsmål fra start af.. Det blev dog et mål for mig at give landet tilbage til manjanerne, som det blev taget fra dem. Mit ønske er blot at gøre Manjarno til, hvad det engang var. At gøre det tilbage til det land, som jeg kendte. ”